24.06.2018
Christian Frese

Stake Laengen vandt spændende norsk mesterskab

Vegard Stake Laengen er dette års norske mester på landevej. Det står klart efter et yderst underholdende og spændende norsk mesterskab, hvor de to største norske stjerner Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff tidligt blev sat ud af spillet om sejren. I stedet blev det en anden af de norske World Tour-ryttere, Laengen, der tog titlen med et sent angreb.

Sidste års vinder Rasmus Tiller blev nummer to, mens Kristian Aasvold tog tredjepladsen.

Løbsreferat:

Søndag bød på flot solskinsvejr og 25 grader til rytterne, da årets norske mesterskab skulle afgøres omkring Sandefjord godt 115 kilometer syd for Oslo. Foran rytterne ventede 13 omgange på en rundstrækning af 16 kilometer for i alt 208 kilometers væddeløb. Ruten var ganske kuperet, og særligt en bakke i starten af rundstrækningen på 950 meter og et gennemsnit på hele 8,9 % lagde op til hårdt og underholdende cykelløb.

Ganske som ventet var starten aktiv med flere angreb og grupper, der kom afsted. Med 50 kilometer tilbage var der dog kun seks mand tilbage helt i front, mens favoritterne Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff var fanget i et stærkt decimeret felt omkring 2.30 tilbage. De seks mand i frontgruppen var Carl Fredrik Hagen, Fritjof Røinås, Vegard Stake Laengen, Trond Håkon Trondsen, Kristian Aasvold og Jonas Abrahamsen. 

På tredjesidste omgang opgav feltet imidlertid jagten, og det blev startskuddet til utallige angreb i front. Med 35 kilometer tilbage kørte Røinås og Laengen fra, og de fik kort efter selskab af Røinås. Trioen opbyggede et pænt forspring, og med 25 kilometer var afstanden til de nærmeste på over et minut.

Samarbejdet endte dog på en lille bakke med lige under 25 kilometer igen, da Trondsen valgte at køre solo. Team Coop-rytteren så utrolig stærk ud og fløj væk fra sine to tidligere følgesvende samtidig med, at han udbyggede forspringet til 1.20 til resterne af den tidligere seksmandsgruppe.

Hagen, Aasvold og Abrahamsen blev dog kort efter indhentet af den forsvarende mester Rasmus Tiller, Henrik Evensen, Bjørn Tore Hoem, Krister Hagen og Torjus Sleen, og denne nydannede gruppe fangede via godt samarbejde hurtigt Laengen og Røinås. Team Joker Icopal havde hele fem ryttere i gruppen, og de sørgede for, at også Trondsens soloridt sluttede med godt 14 kilometer til mål.

Herfra startede angrebene igen, og blandt andre Laengen forsøgte sig uden held, før Krister Hagen slog et godt hul med 10 kilometer tilbage. Hagen nåede at opbygge et forspring på 15 sekunder, inden Team Joker Icopal igen lukkede hullet med seks kilometer resterende af løbet.

Holdet kunne dog ikke forhindre Laengen i igen at prøve lykken med fire kilometer igen, og denne gang kørte gruppens mest profilerede rytter væk. Den store Team UAE Emirates-rytter udnyttede sin store power til fulde, og selvom Tiller gjorde sit bedste for at fange Laengen med et kontraangreb, måtte den forsvarende mester nøjes med andenpladsen i år. Aasvold tog sig af bronzen.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=210342&k=CB8b0LcVIvDb&p=984eacf4a1" frameborder="0" width="600" height="364"></iframe>