07.04.2012
Andreas Ø. Pedersen

Steensen: Vi vil kæmpe for det

André Steensen tog sin første sejr i år, da han vandt 2. etape af UCI-løbet Circuit des Ardennes. Ikke nok med, at han vandt etapen, kunne han også trække i løbets førertrøje.

– Det var bare virkelig dejligt at stå øverst på podiet i dag. Det var længe siden. De sidste par gange, jeg har været på podiet, har det været for at få en bjergtrøje eller en angrebstrøje, men denne gang var det for en sejr, og det var virkelig fedt. Holdet har vist mig virkelig stor tillid på det sidste, og det var dejligt at kunne betale lidt tilbage for det i dag, siger en meget glad André Steensen fra Ardennerne.

Troede ikke på sejren
Den danske rytter havde ikke troen på sejr, da han blev ramt af en punktering og måtte lukke hullet op til frontgruppen. Men det lykkes alligevel at køre først over stregen.

– Løbet startede med et udbrud, hvor alle de rigtige hold sad med. Jeg kørte op til dem, fik desværre en punktering og måtte køre op til dem igen. Så jeg var rigtig træt og troede egentlig ikke, jeg havde flere skud i bøssen. Hen mod finalen bliver det bedre. Rasmus Sterobo hjælper mig godt på stigningerne, så jeg bliver dækket der. Og så finder jeg alligevel kræfterne til at stikke af sted sammen med Marek omkring 25 km før mål. Der blev kørt virkelig stærkt, så feltet kunne ikke følge med. Det er selvfølgelig fint at kunne tage førertrøjen fra en så god rytter som Russel Downing, som jeg jo har kørt mod flere gange før i min tid hos Saxo Bank, tilføjer Steensen til holdets hjemmeside.

Bliver svært at beholde trøjen
– Vi vil selvfølgelig prøve alt, hvad vi kan, for at beholde trøjen, men det bliver nok desværre svært. Christian Moberg kører med et brud på armen og kan derfor ikke sidde på en enkeltstartscykel. Og Mathias Gade er udgået pga. sygdom. Så truppen er smal. Men vi vil kæmpe for det – det er helt sikkert, slutter Steensen.