Supersprinter til Christina Watches-Onfone
– Straks jeg hørte om Christinas nye hold og den flotte genrejsning hun har sikret Michael Rasmussen, syntes jeg at det lød utroligt spændende. Christina er et friskt pust i en branche, hvor vi bestemt ikke er forvænt med unge kvinder som holdejere. Jeg var ikke i tvivl da jeg fik Christinas tilbud – det hold var bare et hold, jeg ganske enkelt måtte køre for. Jeg har set holdet forme sig og det er min vurdering, at vi er Danmarks uden diskussion stærkeste Continetal-hold. Min opgave er klar. Hver gang feltet kommer samlet i mål, skal jeg vinde løb, og jeg ser frem til at 2011 bliver et år, hvor jeg ofte kommer til at stå øverst på skamlen – ikke mindst i Post Danmark Rundt, som er årets vigtigste løb, siger holdets nye rytter, Angelo Furlan, i en pressemeddelelse.
– Det er helt vildt at tænke sig, at det er lykkedes at få en af verdens stærkeste sprintere lokket til Danmark! Furlan har i 10 år været en fantastisk sprinter på stærke Pro-Tour hold, senest på Credit Agricole og Lampre. Jeg er stolt af, at Christina Watches-Onfone nu er så attraktivt et hold, at selv en etableret Pro-tour rytter foretrækker at cykle hos os. Danske løb afgøres ofte i spurter og Furlan er indiskutabelt den suverænt bedste sprinter i det danske felt, tilføjer holdejer Christina Hembo.
Der er nu 15 ryttere på kontrakt hos Team Christina Watches-Onfone, men kontrakten med Furlan er måske ikke den sidste i år. Holdet meddeleler i samme pressemeddelelse, at der bliver arbejdet på at ansætte en sidste rytter som 16. mand, hvilket er det maksimale antal.