Posts Tagged ‘Aero styr’

Cube lancerer ny enkeltstartscykel med skivebremser

Posted on: juni 22nd, 2018 by magnusbang

Efter at UCI lempede på reglen om 3 til 1 ratio på rammedesign, har det åbent op for mere eksotiske idéer og designs. Det ses blandt andet i Cube's helt nye enkeltstartscykel med et splittet kronrør for ekstra aerodynamik. Udover det har cyklen også skivebremser som er integreret ind i for- og baggaffel. Det giver foruden et slankt design også øget stivhed ved nedbremsninger.

[IMG2]

Lanceringen ligger ret strategisk i og med, at det belgiske Cube sponsorerede hold Wanty-Groupe Gobert har fået et wild-card til Tour de France. Med en enkeltstart og en holdtidskørsel i dette års tour bliver der derved mulighed for at se om den nye ramme lever op til forventningerne. Cube selv giver ikke nogle specifikke tal på hvor meget hurtigere den nye cykel er, men påstår at den er blevet både stivere, letter og mere aerodynamisk. Hvis alt dette er sandt, burde der være en væsentlig forskel i for hold til forgængeren. 

N+1, Udstyr, Træning, Bikefit og G.A.S.

Posted on: december 22nd, 2015 by pagh

Når man kigger på diverse fora på nettet, læser i magasiner eller kigger på facebook grupper omhandler en stor del af emnerne udstyr; hvilket udstyr gør dig hurtigere, lettere mv., ny geargruppe, hjul, aerodynamisk styr og ramme, frempinde og pedaler. Listen er uendelig lang, og selvfølgelig handler det om udstyr, mange af os lider af GAS (Gear Acquisition Syndrome). Men medmindre du er professionel, er vejen til mere fart på cyklen ikke nødvendigvis en ny ramme, geargruppe eller hjul. Det vil selvfølgelig gøre dig hurtigere, og det kan godt være, at du stadig kan blive 10-15% hurtigere ved at bruge 60.000 kr. på en ny cykel, men der er en anden billigere vej (træning og komfort på cyklen), og det er virkelig mange fede cykelrejser, du går glip af ved at købe ny cykel.

Det er med cykling ligesom mange andre ting i livet, man springer over, hvor gærdet er lavest. Hvis man vil tabe sig, bruger man ikke penge på en personlig træner og laver ændringer i sin kost, nej man køber en bog henvendt til laveste fællesnævner, hvor der står tab dig på 12 uger. Der står noget med småt, som de færreste læser og man tager alle de tabte kilo på igen inden for 6 uger.  

 Lad mig sige det med det samme, jeg er ikke hellig mht. nyt grej. N+1, hvor N er antallet af cykler du allerede har (Velominati), det gælder også for mig. Min bedre halvdel skal heller ikke have en federe cykel end mig. Så da hun i foråret fik en Pinarello Rokh (det havde jeg lovet hende, hvis hun trænede op til at deltage i La Marmotte, hun gennemførte i tiden 9:33), måtte jeg kort tid efter ud og købe noget, der var bedre. Historien er dog lidt længere. Jeg blev bikefittet og fik beskeden, at cyklen jeg havde (Scott CR1) aldrig ville komme til at passe mig perfekt (jeg vil anbefale et bikefit eller en god opmåling inden du køber ny cykel). Det sidste søm i kisten var slået, og hvis jeg skulle have en ny ged til sommerens udfordringer, skulle jeg jo sidde perfekt.

 

Hvis man vælger at gå vejen med ny cykel og hjul kunne det se således ud:

  • Et par aerodynamiske hjul: 9000 kr.
  • Ramme eller cykel (uden aero hjul): ca. 20000-35000 kr.

Det løber op i ganske mange penge (men hvem vil ikke gerne have godt grej). Der er dog et alternativ, hvis du ikke ønsker at pantsætte din bedre halvdel og sælge dine børn. Du har sikkert en fin gennemsnitlig aluminium eller carbon cykel, sikkert med 105, Ultegra hvis du virkelig har flottet dig (den har muligvis kostet mellem 8-16000 kr.). Ganske fin og mere end rigeligt til at gennemføre La Marmotte, Grejsdalen og din ugentlige træning fra april til september. 

Alternativet kunne med din nuværende cykel være følgende:

  • Bikefit: 2000 kr.
  • Såler: 350 kr.
  • Saddel: 700-1000 kr. 

Derefter sidder du forhåbentligt ordenligt på din cykel, og du har ikke brugt halvdelen af prisen på et nyt og lettere eller mere aerodynamisk hjulsæt. Hvis du stadig ikke sidder ordentligt, så har du undskyldningen for at købe en ny cykel, og så handler det bare om, hvor mange tomme flasker du kan samle ind.

 

Næste skridt:

Da du sikkert sidder bedre efter bikefittet (på en ny/gammel cykel), er der basis for at få struktureret træningen. Og så kunne du selvfølgelig bruge penge på en wattmåler og en test:

  • Watt-måler / Powermeter: 3500-15000 kr.
  • Watt-test: 1200 kr. (kan undlades, hvis du har en hometrainer, se nedenfor)

 

Du kan tage en test hos en af de mange forskellige udbydere her i landet (eller på din hometrainer), så du kender dine tal og ved, hvor dine svagheder er, og du har fået en udførlig vejledning i watt-zoner, ellers kan du købe en fin bog til 150 kr., som fortæller dig alt, hvad du har behov for, hvis du er gør-det-selv typen.

Så er det bare at træne efter dine zoner, og så bliver du hurtigere (hvis ikke, køb en ny cykel). 

Hvis du ikke er typen, som har lyst til at køre udenfor, fordi det er vinter (du har jo en fin cykel), så er der to alternativer. Enten kan du købe en vinterracer, som du kan mishandle uden, at det gør ondt i sjælen til 2-5000 kr. eller du kan købe en hometrainer og udnytte muligheden for at træne struktureret i et komfortabelt miljø hjemme hos dig selv. Pris 2000-10000 kr.

 Du kan dernæst vælge at være oldschool og bare køre, imens du ser på din garmin og de watt, der står, mens du har et papir med dine zoner, eller du kan abonnere på en af de mange apps, der er tilgængelige f.eks. Zwift, Trainerroad eller Kinomap, der alle sammen koster omkring 80 kr. pr måned, som giver dig mulighed for at køre et struktureret forløb, jeg er personligt mest til Zwift og Trainerroad (Trainerroad har en virkelig interessant podcast).

Der er masser af andre alternativer, tjek DC Rainmaker aka gadget gud, hvis du vil have lidt inspiration til hvad der er på markedet af apps.

Når alt kommer til alt…
Har du allerede brugt mellem 6000 og 20000 kr. Det er stadig under, hvad det koster at købe en ny cykel, og så er du garanteret blevet hurtigere, hvis du bare har haft lidt disciplin. Der er endda mulighed for at tage på en ekstra træningstur, hvor du helt sikkert kan stikke dine cafe buddies og stadig holde dig under budgettet for en ny super aero cykel. Hvem vil ikke gerne til Californien, Calp eller Italien mv. i det tidlige forår. Selvfølgelig er det lækkert med en ny cykel. Jeg kan ikke benægte, at når udstyret er lækkert, giver det ekstra motivation, men hellere køre på en ældre og fin cykel og sætte ham med den nye Dogma F8, der ikke kan træde en bule i en blød hat end selv at være ham, der bliver sat, fordi man valgte 12 ugers kuren.

Hvis du har muligheden for at få det hele, så ”go for it; bikefit, hometrainer, træning, ny cykel, du bliver ustoppelig (hold dig stadig fra 12 ugers kuren). Men før du sætter husstanden i betalingsstandsning og sælger dine børn, så få lavet et bikefit. Pengene er godt givet ud, og man mærker effekten af det.

 Jeg er lidt dobbelt moralsk, for jeg lider selv af GAS. Jeg kunne da godt tænke mig endnu en cykel, faktisk 3: en cross, en full suspension MTB, og en enkeltstartscykel, jeg bilder mig selv ind, at jeg har brug for dem. Er helt forelsket i Cube, BMC og Colnago’s cross-cykler (har fået forbud mod at købe denne) og mener bestemt, at det er den eneste måde, jeg kan pendle til studiet på, når jeg starter på fysioterapeut-studiet i Hillerød til februar. Min hustru er lidt uenig, men så må jeg få bikefittet min vintercykel og få beskeden om, at jeg aldrig kommer til at sidde ordenligt på cyklen 😀 Jeg er allerede startet på flaske indsamlingen, hvis du har nogen, så sender du bare en mail;).

 

God træning og God Jul

Nyheder fra Zipp

Posted on: februar 15th, 2013 by MJM

//404 650C FIRECREST CARBON CLINCHER// 700c er efterhånden blevet den etablerede standard på hjulmarkedet. For mindre ryttere kan det imidlertid være svært at finde det rette ‘fit’ mellem en meget lille ramme og denne størrelse hjul. I et forsøg på at råde bod på dette, vil Zipp fremover også levere det populære 404-hjulsæt i en 650c-version.

Fordelene ved den mindre hjulstørrelse er, at forholdet mellem rytter, ramme og hjul bliver mere balanceret, ligesom vægten naturligt reduceres. Også i forbindelse med enkeltstartscykler har man i en rum tid eksperimenteret med 650c-forhjul i jagten på aerodynamisk gevinst.

Zipps nye 404 650c Firecrest Carbon Clincher er bortset fra den mindre omkreds (571 mm mod 622 mm i fælgmål) helt identiske med standardudgaven af 404’erne. Fælgene er således konstrueret i samme kulfibermaterialer og har den samme afrundede form, som er blevet så populær blandt aerohjul de senere år.

Hjulene leveres med butyl slange (650×18-25mm, 90 gram), integreret ventilforlænger, Tangente Platinum Pro Evo bremseklodser, quick-releases og fælgbånd.

//VUKA STEALTH// Det nye Zipp Vuka Stealth er et fuldt integreret aero-styr, som er fuldt justerbart. At sikre den helt rigtige opsætning er afgørende, når det kommer til enkeltstartscyklen, hvorfor Vuka Stealth tilbyder et væld af forskellige indstillingsmuligheder.

Udover et flot design byder styret også på integreret frempind og indvendig kabelføring. Pga. den integrerede frempind vil Zipp tilbyde tre størrelser (kort, medium og lang) samt mulighed for finjustering via en medfølgende 10 mm spacer. Også spacere til justering af styrhøjden følger med.

Styret vejer angiveligt beskedne 820 gram og er produceret i carbon, titanium og aluminium for netop at holde vægten nede uden at gå på kompromis med kvalitet og styrke. Ifølge planen vil Vuka Stealth være i handelen fra marts måned – lige i tid til enkeltstartssæsonen.

Se mere om de nye produkter på zipp.com.