Posts Tagged ‘Alata’

Alata Baselayer

Posted on: november 22nd, 2016 by velo_admin

I de senere år har uld af højeste kvalitet vundet frem, dels i det retroinspirerede cykeltøj, men også i såkaldte baselayers, hvor det sidder tættest på kroppen og dermed har størst indvirkning på komforten.

Nogle sværger til uld, andre hader det. Måske er du i din barndom traumatiseret af mosters kradsende sweater, der hjemsøgte dit gavebord og din delikate hals hver jul.
Omvendt måske er du en af dem, der mener, at babyen blev smidt ud med badevandet, da alt cykeltøj blev syntetisk.
Det var i hvert fald den tanke, der slog brødrene Jeppe og Rune Udby ved puslebordet, hvor de iklædte deres egne babyer undertøj i den blødeste uld. Når man kan lave uldundertøj, som selv den sarte babyhud kan tåle, så burde en hærdet cykelrytter også kunne have glæde af det.
Brødrene Udby har begge huseret i de øverste licensrækker, og far, Lars Udby, var i sin tid en storvindende rytter i den danske elite. De blev mindet om, at nogle af deres bedste stunder på cyklen var iklædt uld. Sammen med Morten Dilling, der er fjerde generation i tekstilbranchen og ekspert i uldundertøj, har de lanceret en baselayer rettet mod cykelryttere og løbere.

Fortiden møder fremtiden
Merinofårets uld har særligt fine fibre. Efter forarbejdning er de kradsende småhår fjernet og indkapslet. Fibrene kan absorbere en del fugt, hvilket bidrager til gode egenskaber i sportsundertøj.
Det mindsker også risikoen for, at de bakterier, som får tøj til at lugte surt når de næres af sved, får fodfæste. Samtidig er uld også åndbart når du er varm, ligesom ulds evne til at bevare isoleringsevnen, selv i våd tilstand, gør uld til et godt materiale til cykeltøj, hvor fugt kan komme både udefra og indefra. 

Uld spiller på nogle referencer til dengang, hvor verden endnu ikke var af lave og solen altid skinnede. Med en forside stilfuldt inspireret af klassisk plakatkunst, skinner indpakningen sin gyldne og orange varme på den retrobegejstrede køber. Ud af pakken er den mørkeblå undertrøje underspillet, mens de orange syninger er en kæk accent, der markerer figursyningen. Stoffet er tyndt, ensartet og af høj kvalitet.

På kroppen, på landevejen
Undertrøjen er velsiddende og den går, som den slags skal gøre, langt ned over lænden og når med lange ærmer godt ned på håndleddene og dækker de kolde striber i overgangene fra det ene stykke beklædning til det næste. Kun omkring håndleddene svigter pasformen en smule, og bliver – formegentlig med mindre man er grovsmed – lidt for løs.
Men Alatas baselayer løser sin opgave på bedste vis. Den leverer god varme og selv i delvis gennemsvedt tilstand isolerer den godt, så den ikke føles våd og kold mod huden.
Og så det store spørgsmål – kradser den? Ja, ganske, ganske lidt på den ene af panelets testpersoner, hvis hud muligvis er mere sensitiv end gennemsnittets og som husker barndomstraumer med mosters hjemmestrikkede sweatere.

Kort og godt
For tilhængere af ulds mange gode egenskaber vil Alatas kvalitetsprodukt ikke skuffe på de kolde, blæsende dage.