Posts Tagged ‘Alex Carera’

Kampen om de store penge

Posted on: juli 17th, 2017 by AS

De sidste 2 uger har rytterne i Tour de France hver dag kæmpet drabeligt om hæder og ære på landevejene fra Düsseldorf over Holland til Frankrig. Men det er ikke kun kys fra podiepigerne og forsider i aviserne, der kæmpes om. Rytternes præstationer i Touren har stor betydning for det der sker efter etapens afslutning. For spillet om de store penge og de prestigefyldte kontrakter. Agenter mødes med managers og holdledere i mødelokaler og hotellobbyer i hver en målby for at tale om sammensætningen af 2018-truppen og løn til rytterne.

Det er en hård branche og et uigennemskueligt spil, men det er altafgørende for rytterne og holdenes fremtid. Cykelmagasinet har talt med to topagenter og to managers om kontraktræset under verdens største cykelløb.

– Hvordan du performer i Touren er ekstremt vigtigt for din fremtidige kontrakt, understreger finske Joona Laukka over Cykelmagasinet. Laukka er agent for blandt andre Romain Bardet og Alexander Kristoff og har omkring 40 ryttere som klienter. Ved Tourens start har Laukka lukket 40% af årets aftaler, mens han under Touren lukker yderligere 40 %.

– Under Touren er jeg i kontakt med alle holdene om de af mine ryttere, som mangler en kontrakt. Vi drøfter rytterens ambitioner og drømme og holdenes behov og ønsker. På den måde kan vi finde ud af, hvilke ryttere og hold, der passer sammen. Når jeg så får et konkret kontrakttilbud, så tager jeg fat i rytterne face-to-face og fortsætter forhandlingerne. Det er et stort ansvar, jeg har, for mine klienter stoler på mig, og jeg gør alt, for at gøre det godt for dem.

Langt forløb

Lige inden Tour de France lukkede han en aftale mellem Ag2R og deres kaptajn Romain Bardet om en kontraktforlængelse, og der er i det hele taget fuld tryk på kedlerne for Laukka og hans agentpartner. Det har der faktisk været siden februar, hvor de første møder mellem agenter og managers finder sted.

– I februar vi holdene gerne vide, hvem der er på markedet og tilgængelige for næste sæson. Det starter tidligere og tidligere hvert år, men når vi kommer til Paris-Nice, så har jeg mødt alle WorldTourholdene og præsenteret mine klienter med kontraktudløb for dem.

I april bliver der forhandlet om klassikerryttere, og i maj er giro-rytterne i fokus. Men den store tid for markedet starter omkring Dauphiné og fortsætter langt ind i Touren. Ryttere, agenter og managers bruger aftenerne og særligt hviledagene på intenst at forhandle og lukke aftaler om fremtidige kontrakter. Det mærker holdenes managere også. BMC’s Jim Ochowicz er gammel i gamet og har rustet sig til presset.

– Det er noget, som jeg må gøre ud over at være her til interviews med jer og styre rytterne i løbet. Det er mit job, og kontraktforhandlingerne er et element, som vi må holde øje med. Jeg er opmærksom på det 24 timer om dagen, hvor vi skal kigge efter nye ryttere og holde øje med om nogle af vores ryttere kigger efter andre steder at tage hen. Det lyder som en stor ting, men det er det virkelig ikke, fortæller han storsmilende Cykelmagasinet.

Anderledes presset lyder Douglas Ryder. Manageren for Team Dimension Data har ikke den samme rutine i gamet som Ochowicz, men han smiler skævt, da Cykelmagasinet spørger ham til agentræset.

– Det er en crazy, crazy tid! Jeg er så glad, når løbet starter, for så er der en tid, hvor agenterne ikke kan kontakte mig, fortæller han.

– Der er hold og agenter over det hele. Og markedet åbner endda først den 1.august. Men alle ved, at hvis de store ryttere ikke har sikret deres kontrakt på den anden hviledag i Touren, så bliver det sværere for dem. Men det er hårdt for os managers, for de her agenter prøver at få det maksimale for deres ryttere og gøre det så godt som muligt for dem.

Nøglehviledage

Han nævner det selv Douglas Ryder. Anden hviledag er et nøglemoment for rytterhandler. Det var angiveligt her Alberto Contador sidste år underskrev sin kontrakt med Trek-Segafredo, og det var her Brian Nygaard, Kim Andersen, Flavio Becca og flere implicerede tilbage i 2010 fik styr på deres planer om det nye luxembourgske storhold, der drænede Bjarne Riis’ CSC for Schleck-brødrene, Cancellara og Fuglsang. Der vil også denne dag i Le Puy-en-Velay være utallige møder på holdenes hoteller. Én af dem, der plejer at være med i ræset, er Alex Carera. Indtil sidste år var han agent for store italienske stjerner som Fabio Aru, Filippo Pozzato og Vincenzo Nibali. Nu er han ansat på Bahrain-Merida som business og marketing manager, og har overladt agentvirksomheden til sin bror. Vi har sat ham stævne for at tale om agentens rolle i Touren.

– Der er én ting, der er vigtig, når det kommer til kontraktforhandlinger – UCI’s regler. De siger, at du ikke må kommunikere om nye kontrakter før 1. august. Før det k an du egentlig kun kommunikere med rytternes eget hold. Meeeen, for der er selvfølgelig et men, siger han med et grin.

– For du taler om rytterne længe før det. I marts og april starter du med at tale om klassikerrytterne, holdets mål, rytterens mål og ambitioner osv. Under Giroen begynder du at tale om Grand Tours ryttere, bjergryttere og sprintere. Og så kommer hviledagene i Tour de France. Dét er de vigtigste dage for kontraktforhandlingerne. Der mødes managerne med agenterne, og du får styr på fremtiden for flere ryttere.

Men hvordan foregår disse ”ikke-forhandlinger” så? Er det flygtige snakke skjult bag holdbusserne før starten på løbet går?

– Vi går ikke rundt ved holdbusserne, for der er rytterne, og ved busserne skal der fokuseres på løbet. Så vi tager rundt på hotellerne og mødes med managerne der. Hver agent har en liste over alle sine ryttere, der er uden kontrakt og deres karakteristika – om de er bjergryttere, talenter, Grand Tours etc., og så kan managerne og agenterne derefter tale om den enkelte ryttere, og kontraktens betingelser. Det er også vigtigt for rytterne at vide noget om holdets sammensætning, mentalitet, sprog, staff osv., mens holdene også undersøger rytterne for at se, om de vil passe ind.  

Har du penge, så kan du få…

Men har du ingen, så må du gå. Sådan er sangen for mange managers, når de mødes med en agent og forhører sig om en kommende stjerne. Pengene skal tælles, når kontrakterne skal forhandles. Derfor har Douglas Ryder et arbejde at gøre, før han og Team Dimension Data kan lave planer om næste års hold.

– Vi har sponsorer og partnere, der skal forlænge deres kontrakter, og det er vores første fokus. Under TDF er der et stort fokus på præstationerne, for de motiverer vores sponsorer og sætter gang i dem, så de siger: ”Ahh, det her er fedt. Lad os fortsætte!” Vi er ikke et hold med et stort budget, men når vi får overblikket, kan vi begynde at kigge efter de rigtige ryttere til vores hold.

Det er store transfertid og rygtebørsen sender et væld af ryttere rundt til holdene. I går var den store historie, at Jerome Pineau var i gang med at lave et nyt storhold med Vital Concept, mens der dagligt kommer pressemeddelelser om kontraktforlængelser. Sådan har det været hvert år under Tour de France, og også i dag på løbets anden hviledage, vil der være stribevis af møder, hvor nogle af de store ryttere med kontraktudløb som Alexander Kristoff og Fabio Aru måske får afklaret deres kontrakter. Agenterne og managers får i hvert fald ingen hviledag i Le Puy-en-Velay. Der skal arbejdes.

Nibali-agent på vej tilbage efter biluheld

Posted on: november 28th, 2013 by velo_admin
Agenten for flere af de største profiler – heriblandt Giro d’Italia-vinderen Vincenzo Nibali -, Alex Carera, var i weekenden involveret i et alvorligt biluheld, da han på A4 motorvejen blev ramt af en anden bilist, der kørte i den forkerte retning på kørebanen. Den 78-årige mand døde i sammenstødet, mens Carera blev fragtet direkte til hospitalet, hvor der ventede en omfattende operation.
Nu meddeler hans bror, Jonny, at agenten gør små fremskridt på trods de store skader, han pådrog sig.
– Jeg så ham her til aften (mandag aften, red.). Han var stille, man kan sige fredfyldt, og alle hans vigtige tegn er i bedring takket være prisværdigt arbejde af lægerne i Brescia, sagde broren til tuttobici.it mandag aften.
– Kort sagt efter sådan et forfærdigligt syn lørdag, kan vi sige, at vi ser et lille glimt af lys, der trøster os, fortalte Jonny Carera.