Forlydende om, at Alexandre Vinokourov i 2010 bestak sig til sejren i den store belgiske klassiker Liège-Bastogne-Liège, er blevet styrket, efter at UCI har modtaget en fil med beviser på kazakherens svindel.
Det skriver den italienske avis la Corriere della Sera. Historien om, at Vinokourov skulle have købt sejren af løbets næstbedste rytter, Alexandr Kolobnev, florerede første gang i den schweiziske avis l’Illustre i december 2011. Angiveligt skulle Vinokourov have lovet Kolobnev 150.000 euro for sin triumf.
Utålmodig taber
Filen, UCI har modtaget, indeholder ifølge den italienske avis en mailudveksling mellem Vinokourov og Kolobnev, hvori russeren udtrykker ønske om at få sine penge, imens Vinokourov forsikrer ham, at de nok skal komme.
– Selv min kone var skuffet over, at jeg blev nummer to. Nu venter jeg tålmodigt, skulle Kolobnev have skrevet i en mail den 26. april 2010, hvori russerens kontoinformationer ved en schweizisk bank også fremgik.
– Bare rolig, du gjorde alt rigtigt… Ifølge aftalen skal du ikke bekymre dig, jeg vil gøre alt. Du er nødt til at vente et stykke tid. Sov godt. Vino, skrev kazakheren tilbage til Kolobnev to uger senere.
Derudover indeholder filen også, som de mest fældende beviser, to transaktioner mellem rytternes bankkontoer – den ene lydende på 100.000 euro i juli 2010 og den anden på 50.000 euro i december 2010, der tilsammen gør det klart, at Vinokourov købte sig til sin anden triumf i cykelsæsonens ældste monument.
Gilbert kan få sejren
Skulle UCI efter videre undersøgelse af bevismaterialet finde, at der er grundlag for at sige, at Vinokourov købte sejren af Kolobnev, vil sejren i løbet overgå til den belgiske verdensmester Phillippe Gilbert.
BMC-rytteren blev oprindeligt kun nummer fire i løbet, men da Alejandro Valverdes tredjeplads blev annulleret grundet en retroaktiv dopingkarantæne, blev han sidenhend forfremmet til tredjepladsen og kan nu få sejren – uden overhovedet at have været på podiet i 2010.
Seneste kommentarer