Det var hvad den stod på, på 5. etape og så gør det ikke noget at der både var lidt vandring i store sten opad og ca. 10 km flad grusvejskørsel langs en vandingskanal for foden af bjergene. I alt 83 km med ca. 1800 hm.

Netop rutearkitekturen, eller planlægningen om man vil, er noget af det løbsledelsen har udviklet på, gennem løbets 4-årige historie. Det giver sig udslag i en stor variation og betyder at rytterne hver dag kommer hjem med oplevelsen af, at have kørt spor af den absolut fedeste slags. Som rytter har jeg indtil nu, svært ved at vælge en ”favorit-etape” i dette års løb. Hvem ved, måske bliver det den sidste. I hvert fald er det slut efter i morgen, hvor 6. etape køres i bjergene, primært nordøst for Cordoba.

Blandt de danske hold, var der lidt blandede følelser efter dagens etape. Søren Nissen og Lars Granberg, Team iHus, kørte en placering som nr. 15 hjem, men er stækket af sygdom, Team Fusion Sport Aalborg lå rigtig godt med, indtil en punktering satte dem lidt tilbage til en 33.-plads. DMK Gripgrabs Niklas Petersen krøllede sin bagskifter ind i baghjulet og måtte lade Helgi Winther Olsen køre alene hjem. Mix-teamet Percussion Play MTB Team var slet ikke at finde på startlinjen, da styrtet på 4. etape var værre end først opfattet af forfatteren af gårsdagens artikel. Samme holds H40-hold, kører dog stabilt videre, med en 43.-plads på dagens etape.

Følg løbet på www.andaluciabikerace.com

Erik Skovgaard Knudsen
Racing Viking

Af danske præstationer skal nævnes Fusion Sport Aalborgs 28.-plads i herre elite-feltet. Michael Kjelstrup Hou og Marc Slinger kunne efter løbet fortælle, at det havde været en hemmelig ambition, at køre en top-30 placering hjem. Dagens succes lader dog ikke til at have dæmpet forventningerne til de sidste to etaper for duoen – tvært imod. ”Nu begynder løbet for alvor”, siger de to glade Frederikshavner-gutter.

Racing Vikings måtte desværre se sig halveret til dagens etape, efter et maveonde natten til onsdag ramte Bjarke Refslund. Til gengæld gav den anden viking (det er mig selv) den gas og kørte sig ind til en 12.-plads på dagens etape, 12 min. efter dagens vindere fra det tyske Topeak Ergon-hold.

Søren Nissen og Lars Granberg, Team iHus blev igen nr. 8 og Percussion Play MTB Team tog sig hjemmevant af 9.-pladsen i mix-klassen. Mix-holdet med Kristina Nørmark Thrane og Jacob Schrøder Hansen havde et styrt på en af nedkørslerne på dagens etape, men kom hurtigt på benene igen og er klar til i morgen, hvor turen slår en bue ud i bjergene nordvest fra Cordoba. Og vejret bliver bare bedre og bedre…

Erik Skovgaard Knudsen
Racing Viking

Sidste år blev arrangørerne udfordret af store mængder regn og sne, hvilket gjorde at flere etaper måtte afkortes og etape 5 helt blev aflyst. Sådan ser det ikke ud til at blive i år. I hvert fald blev første dag afholdt i høj sol i bjergene omkring Jaén, hvor mange ryttere fik varmen at føle, særligt på den sidste hårde stigning 15-20 km før mål.

Adskillige danske hold stiller til start i årets udgave. I toppen af feltet er kun Søren Nissen, der kører sammen med nordmanden Lars Granberg på teamet iHus. De blev i dag nr. 12. Derefter skal vi ned til placeringerne 45, 49 og 58 for at finde tre danske hold; Racing Vikings med Bjarke Refslund og Erik ”Racing Viking” Skovgaard Knudsen, Fusion Sport Aalborg med Michael Kjelstrup Hou og Marc Slinger (der i dag var ramt af punktering) og DMK Gripgrab med Helgi ”The Hulk” Winther Olsen og Niklas Petersen – tre hold der kun adskilles af 9 minutter efter første etape og som nok skal få sig en god indbyrdes dyst i løbet af ugen.

Følg løbet på www.andaluciabikerace.com og Racing Vikings på facebook: Racing Viking

Erik Skovgaard Knudsen
Racing Viking

// AFLYST// I dag mærkede vi det så på egen krop. De havde lovet 4,7 mm regn i løbet af dagen, så etapen blev aflyst. Den officielle udmelding var at redningskøretøjer ikke kunne komme frem til evt. skadede på bjerget, så de aflyste af sikkerhedshensyn… Men hvad laver man så på sådan en dag?

// HVILEDAG// Dagen har egentligt ikke været så meget anderledes end de andre dage, hvis man altså lige tager de 3-4 timers cykling ud. Vi trillede en tur for at holde benene lidt i gang og få gang i restitutionen, så lidt cykling blev det til. Man skulle så tro at vi kunne komme ud og opleve byen lidt, tage på lidt shopping eller lignende, men nej, så heldige var vi ikke. I dag er en helligdag i Andalucien, så alle butikker har lukket. Restauranterne havde heldigvis stadig åbent, så efter trilleturen tog vi ud og fik en god frokost.Derudover har den stået på afslapning med film, kaffe, mere mad og afslapning igen. Vi venter i spænding på hvad de finder ud af med morgendagens etape, iskrivende stund har de meddelt at etapen bliver modificeret, men ikke hvor meget. Vi vil ha´ mere MTB!

Jaja, måske var det ikke så dramatisk, men en ting er sikkert – MTB bliver ikke mere spændende, intenst, smukt og tilfredsstillende end dagens etape af ABR – det er det her Europas bedste og mest oplevelseshungrende mountainbikere kommer for at få og ABR leverer varen!

Da vi kørte over stregen i dag, kom rutedesigneren direkte hen til mig og spurgte hvad vi synes om dagens etape. Jeg kunne have kysset ham, men hans kæreste stod lige ved siden af, så jeg lod være. Jeg har efterhånden kørt en del MTB etapeløb; Trans Alp, Trans Germany, Beskidy MTB Trophy, Sudety MTB Challenge, Cape Epic og mange flere endagsløb rundt omkring i verden – dagens etape var blandt de absolut bedste ruter nogensinde!

Kombinationen af hæderligt vejr, utroligt varierede spor og en topografi der udfordrer med stigninger på omkring 3-400 højdemeter, gør ABR til et vinderløb. Nogen sektioner er stejle, skræmmende og løse, andre har fantastisk flow på snoede og bugtede single tracks gennem tæt skov. Stigningerne er hårde uden at være uoverskuelige og det hele til sammen gør, at det her løb tager prisensom et af de mest underholdende. Måske var det for meget hvis man spørger hold nr. 100-300 på resultatlisten, men så må man køre Trans Germany eller noget andet, hvor der er fokus på grusvej og distance, for det er netop nichen som det udfordrende og udpræget tekniske etapeløb, som ABR udfylder til perfektion og det er det, de grænsesøgende og adrenalinhungrende mountainbikere vil ha´!

Næsten alle MTB-etapeløb køres som parløb og det er en dimension som viste sit værd for mange hold i dag. Det handler om sikkerhed og det handler om at kunne hjælpe hinanden. Punkteringer er MEGET hyppige i det her terræn og lider man andre defekter som knækkede kæder, svigtende bremser og smadrede hjul, ja så er det godt at have en makker til teknisk hjælp og til at bakke op moralsk. Det vigtigste er dog sikkerheden, for hvis noget går galt her, så kan det gå RIGTIG galt her!

…og sådan kommer vi tilbage til dagens etape, for selv om Martin blev holdt lidt tilbage i den kaotiske massestart og han sled hårdt i det, for at vi kunne sidde med så langt fremme som muligt den første time, ja så udviklede det sig til den gode side. Han kæmpede videre og overskuddet i forhold til de omkringliggende hold blev bare større og større, jo længere hen på etapen vi kom. Martin deler min opfattelse omkring nedkørsler; de skal nydes og de er gratis, for de koster ikke på kræfterne, så det man kan hente på konkurrenterne her, er dobbelt bonus. Derfor er det også let at blive ivrig, men man skal altså blive på sin cykel…

I morgen er det 3. dag og det er faktisk først her etapeløbet rigtig begynder, men det har jeg ikke fortalt Martin og jeg holder stadig fast i min gamle tommelfingerregel om, at 4. etape altid er den hårdeste… Hæng på for endnu en fortælling i morgen.

/Erik Skovgaard Knudsen

Kl. 10.00 stod vi 300 hold klar på stregen i Cordoba – klar til 1 etape af 6. Dagen bød på 73 km og ca. 1600 højdemeter. Starten var totalt kaotisk! Man havde valgt at lave 9 km master start (start efter bil) igennem små gader og stræder i Cordoba. Der er skarpe hjørner, parkerede biler, bænke midt i det hele og store boulevarder, hvor der pludseligt står helleanlæg midti det hele. Det lyder måske overkommeligt, men når der er 300-400 ryttere, der alle mener de skal køre forrest, er pladsen pludseligt trang på selv de bredeste boulevarder.

Erik og jeg kom godt fra start. På grund af Erik´s gode placering i løbet sidste år stod vi i 3. startrække. Puha, jeg følte mig allerede lidt presset. Masterstarten kom vi heldigvis godt igennem begge to, jeg prøvede at holde mig tæt på Erik og da løbet blev givet frit var vi da også blandt de forreste 20-30 hold. Første stigning var små 5 km, en overkommelig opgave på papiret. Det gik også derudaf de første par km, men så blev jeg godt nok træt! Erik havde fundet et godt tråd, så jeg lod ham køre og holdte mit eget tempo. Jeg synes der var en million mennesker der overhalede mig, bl.a. et par af de danske hold, Team Webike (Morten Abel og Mikkel Hyldig) og Team Davinci (Annika Langvad og Thomas Bonne). Den var lidt hård at sluge, men på stigningerne er der ikke så meget at gøre; kør dit eget tempo, ellers dør du ret hurtigt, så jeg prøvede ikke engang at hænge på. Ved toppen kom jeg op til Erik igen, han skulle lige have en tisse pause, så det passede med at jeg kom op, det var timet og planlagt;) Jeg tænkte "hold nu kæft det bliver hårdt, vi har kørt 15 km og jeg føler mig allerede godt grillet". Jeg røg på smækken af Erik og så begyndte jagten på at køre så mange som muligt ind igen. Det gik godt, og jeg fandt mig ret hurtigt til rette med underlaget. Jeg fandt ud af, at på nedkørslerne var der godt fart i cyklen, så her blev givet gas og vi kørte mange ind på den konto.

Efter et stykke på toppen med fed single track, hvor vi pressede på, og nedkørsler med godt flow samt et stykke i en stenet flod, havde vi kørt os op til de andre danske hold igen. Vi til et langt fladt stykke, langs en kanal, og her er Erik stærk! Han satte sig i front og pressede på. Jeg lå på smækken igen, det var aftalen at der skulle jeg ligge på alle flade stykker og det var jeg egentligt ret godt tilfreds med. Så fik jeg lige lidt luft igen.

Så kom anden alvorlige stigning og underligt nok virkede mine ben ok igen. Jeg fandt igen mit eget tempo og Erik holdt sig på mit hjul og kom med gode positive tilråb. Det lyder måske dumt, men når man ligger der og syntes at det går ok igen, så er det også super fedt at få det bekræftet, det giver god energi. Vi kørte mange hold ind og satte dem på denne stigning -super fedt! Da vi nåede toppen havde vi fundet en god gruppe der holdt vores tempo, heroppe var der mange kortere tekniske nedkørsler og korte hidsige stigninger. Vi fandt hurtigt et godt samarbejde, Erik frem på det flade, side om side på stigningerne og mig frem på nedkørslerne. Efter 40 km begyndte mine ben igen at nappe lidt efter mig på de hidsige stigninger, så Erik begyndte at give en hånd på ryggen. Det giver lige lidt ekstra fart op over toppene og vi kunne følge med de andre. På nedkørslerne satte vi dem og så kom de op igen på stigningerne. Sådan fortsatte det indtil vi nåede sidste lange nedkørsel, hvor vi pressede os foran og så var det bare "halleluja, ud over kanten!" Der var frit løb foran og vi slog hurtigt et stort hul til de hold vi havde kæmpet imod. På et tidspunkt kom jeg lidt for hurtigt ind i et sving og røg ud over et stort drop, ikke lige planen og jeg var tæt på at ryge på "snotten", men heldigvis landede mit baghjul først og ikke mit ansigt. Det gav lige et smil på læben på os begge to, så har man kørt til grænsen.

Nu manglede vi kun tre km stenet nedkørsel og så lidt gennem byen ind til mål. Men så kom uheldene! Erik punkterede, lort! Men der var ikke så meget at gøre; vi måtte have slange i og så af sted igen. Tror vi var af sted på tre minutter, så det var egentligt okay, men det er skide irriterende at stå der og se alle dem man lige har sat af, komme forbi igen. I sadlen igen, 30 sekunder senere; Erik punkterede igen, slangen var blevet nappet, lort med lort på! Erik var godt gal i skralden og kørte videre en til to km på fladt dæk, stadigvæk på stennedkørslen – på kulfiberfælg!! Det var sgu´ crazy og han skal have stor credit for hans tekniske kunnen, for det baghjul sejlede rundt. Til sidst sagde jeg til ham at der altså stadig var fem km til mål og så gav han sig. Vi stoppede igen. Nu var det virkelig irriterende. Der kom hold forbi vi ikke havde set siden start. Endnu engang tog det tre til fire minutter før vi var i sadlen igen. Efter 500 meters nedkørsel ramte vi byen og så stod den på asfaltrace ind til mållinien. Fuld power var ikke rart og mine ben skreg, men vi måtte prøve at begrænse tidstabet. Heldigvis viste det sig at vi var nærmere mål end vi troede, så efter cirka en kilometer i syrehelvede krydsede vi stregen. Vi var begge ærgerlige. Det var gået så godt, vores samarbejde havde været fantastisk, og så skulle én nedkørsel ødelægge det hele. Men sådan er gamet, det kan ske for de andre en anden dag.

Så alt i alt var dag 1 både godt og skidt – dog mest godt. Viser frem til resten af ugen, eller jeg frygter det måske også lidt, for som Chris Anker ville have sagt; ”det bliver en led Ejner!”