På en landevej i Varde står en sort varevogn. I varevognen sidder André Steensen, klædt i stram, sort Lycra. CULT, står der på tøjet og vognen.
André Steensen stirrer. Han stirrer lige frem foran sig, på instrumentbrættet ser det ud til. Hans højre hånd kører bekymret frem og tilbage over hans læber. Det kan godt være, at Steensen stirrer på instrumentbrættet. Men han ser det ikke. Han ser alt andet end denne verden. Han ser det cykelløb, han lige har kørt. Han ser ind i sig selv. Det er ikke noget kønt syn.
– Jeg er frustreret og chokeret over, at jeg er så dårlig. Jeg kan ikke rigtigt forstå det, for jeg ved, at jeg har trænet, som jeg skal. Det er frustration, siger André Steensen til Cykelmagasinet.
En lortedag
Og Steensen har bestemt noget at være frustreret over. I løbet, den 1. etape i Post Danmark Rundt, er han blevet sat fra feltet på flad vej. Han har tabt over 4 minutter. Dermed har han også tabt alle chancer for et stort resultat i Post Danmark Rundt.
Da Steensen stiller til start på førstedagen, regner han ellers med, at han kan køre med de bedste. Det regner han med at kunne i hele løbet. Han går nemlig efter en placering i top 10. Men Steensen stiller også til start velvidende, at han er syg. Og det kommer til at koste ham alle personlige ambitioner.
– Jeg har håbet på klassementet, men jeg har det rigtig, rigtig dårligt første dag. Jeg har haft kvalme og diarre om natten og også næste dag. Jeg er satme skuffet, da jeg bliver sat fra feltet. Allerede der ved jeg, at mit løb er forbi. Det er bare en lortedag, siger André Steensen.
Dobbelt op på mavepustere
Det er ikke første gang, André Steensen har tabt Post Danmark Rundt på gulvet. I 2012 styrtede han på en af løbets første etaper og måtte sønderknust udgå. Dengang var det sejren og en professionel kontrakt, han kørte efter.
– Sidste år var det forfærdeligt. Jeg var bedre kørende og troede på, at jeg kunne vinde, men det lykkedes ikke. Det var en mavepuster, siger han.
Endnu et tabt Danmark Rundt betyder også, at Steensen heller ikke i denne omgang bliver professionel. Med al sandsynlighed tager han endnu et år på Team CULT Energy.
Smertestillende sejre
At tabe. Det er en professionel sportsmand lod. Det kan ikke undgås. Nederlaget er noget, du skal kunne håndtere. Et nederlag skal forstås, bearbejdes og ædes. Der er ingen vej uden om.
Heller ikke for André Steensen, da han ensomt sidder i CULT-bilen. Uden om ham er hans holdkammerater kommet jublende i mål. Imens Steensen har lidt, har stortalentet Magnus Cort vundet etapen og taget den gule trøje. Det bliver Steensens smertestillende medicin i løbet.
– De andre begynder at synge og råbe ovre i bussen. Jeg tænker, at det er lidt meget at gøre ud af en bakketrøjen. Jeg vidste kun, at Cort havde taget dén. Et kvarter efter etapen fortæller min kæreste mig, at Cort har vundet etapen. Jeg bliver vildt glad. At jeg har det mål – at forsvare den gule trøje – gør, at jeg ikke bare føler mig som en fiasko, siger Steensen.
Magnus Cort bliver lykken selv på dagen, hvor hans holdkaptajn for andet år i træk får en spytklat i hovedet af cykelsportens vilkår. Cort kommer i den gule trøje, bliver slugt med øjnene af podiepigerne og ender med at være kendt i hele cykel-Danmark.
Men selv om Cort får alt det, Steensen har drømt om, er Steensen ikke jaloux. For Corts succes giver Steensen chancen for at køre sin skuffelse ud. Den lader ham slide og slæbe i front af feltet fra Ribe til København. Og den fysiske smerte fra føringerne kvæler den mentale. Selv om det ikke helt er det samme, som slet ikke at føle smerte.
Ser ind i fortiden
Det er inden sidste etape til København, at vi snakker med André Steensen. Med det hele bare en smule på afstad. Da vi først hilser og beder om at låne ham i 10 minutter, trækker hans sig selv væk fra sine holdkammerater.
Han går igennem en lille catwalk af festivalstole, alle besat af Danmarks største cykeltalenter. Ved en af holdets følgebiler stiller han sig, ranglet og med markerede kindben. Kindben på en rytter, der burde være i topform og iblandt de bedste i Post Danmark Rundt.
Steensen kigger mest lige frem. Ikke så meget på os og kun sjældent ind i vores øjne. Særligt ikke, når han snakker om 1. etape. Han kigger ind i fortiden. På sig selv, siddende alene i varevognen på landevejen i Varde. Han kigger på en mand, der har tabt.
– Men det glemmer man hurtigt, når holdet har vundet etapen. Når man er professionel, så ved man, at man har de chancer, man har. Hvis det kikser, må man sadle om og køre for andre.
Seneste kommentarer