Kvindecykling har været inde i en rivende udvikling i det seneste par sæsoner, men udfordringerne er stadig mange: Manglende TV-dækning, dårlig sikkerhed under løbene, en lav grad af repræsentation i forbund og løbsorganisationer, og lav – og for 17,5% af rytterne, ingen – løn, for bare at nævne nogle af de problemer, som ryttere og hold står overfor.

De store udfordringer fik i slutnngen af sidste sæson en række nuværende og tidligere ryttere til at skabe ryttersammenslutningen 'The Cyclists' Alliance', der har til formål at forbedre kvindernes vilkår i cykelsporten.

[REL2]

Én af de mest aktive ryttere i debatten er sydafrikanske Ashleigh Moolman. Den sydafrikanske stjerne har gennem otte sæsoner i det professionelle cykelfelt fået et indgående kendskab til de problemstillinger, kvindecyklingen står overfor, men hun er også opmærksom på, at løsningerne skal være holdbare på langt sigt.

Cervélo-Bigla-rytteren mener, at sporten står ved en skillevej, hvor den enten kan opleve et boom i popularitet eller gentage de fejl, der er blevet begået hos herrerne:

– Den [kvindecykling] er nået til et skrøbeligt punkt. Vi er nået et punkt, hvor det enten kan eksplodere, og kvindecykling bliver virkelig stort og populært, men hvis vi ikke passer på, kan det også være, at det ikke går den vej, vi ønsker, og der er en risiko for, at vi følger i fodsporene på herrecykling, siger hun i et interview med holdets tøjsponsor, Endura.

Moolman ser det som et stort skridt i den rigtige retning, at tidligere ryttere som Alessandra Cappellotto – der er leder i ryttersammenslutningen CPAs kvindeafdeling – kommer tilbage til sporten, der ellers har kæmpet med manglende repræsentation i de store organisationer:

– Der er opløftende at se en kvinde komme tilbage til cykelsporten for at kæmpe for vores rettigheder. En af de største forhindringer i kvindesport er, at atleterne ofte afslutter deres karriere, stifter familien og sjældent kommer tilbage for at arbejde i sporten.

[REL2]

– Det er ofte omvendt med mændene. Mandlige eks-professionelle kommer tilbage til sporten, hvilken er tydeligt på alle fronter: I UCI, i løbsorganisationer og cykelfirmaer. På den måde er mænd meget bedre repræsenteret, og mentaliteten bliver fastholdt. En af udfordringerne i cykelsporten er, at vi ikke får tilført nok ny energi eller nye perspektiver.

[IMG2]

I dag tager verdens bedste kvindelige cykelryttere hul på den anden hele Ardenner-uge nogensinde, og selvom der er visse fordele ved at køre på samme dag som mændene, så har Moolman også opdaget, at det ikke altid resulterer i flere tilskuere:

– Det er lidt af en brat opvågning, at vi på den måde ridder med på mændenes opbakning. Tilskuerne kommer ikke ud og ser tidligere [alene fordi vi kører], så hvis vi har tilskuere i Flèche Wallonne eller Amstel Gold, så er det fordi, at de er der for at se mændene.

– Det er et tveægget sværd, fordi vi presser så hårdt på for at gøre vores sport mere populær og sørge for, at folk lægger mærke til os – og det sker også i en vis udstrækning – men så oplever man i Liège, at tilskuerne ikke kommer tidligere ud [for at se os red.].

Den 32-årige sydafrikaner mener, at de manglende tilskuere ofte skyldes, at løbsarrangørerne ikke markedsfører løbene ordentligt. Moolman peger på La Course by Le Tour de France, som et tydeligt eksempel på dette.

Tour de Frances Twitter-profil har næsten tre millioner følgere, mens der er under 15.000, der følger La Course – og det kunne mærkes, da det to dage lange løb skulle afgøres med en jagtstart i Marseille sidste år, samme dag som mændene kørte den afgørende enkeltstart i Touren:

– Da jeg ankom til den anden afdeling i Marseille, stødte jeg på Doug Ryder [manager på Team Dimension Data red.] og et par andre herrehold, og de spurgte mig: ”Hvad laver du her?”. De havde ingen anelse om, at vi havde et løb den dag, hvilket er en klar indikation af, at det ikke var blevet markedsført på den rette måde, siger Moolman.

[IMG3]

Sydafrikaneren er overbevist om, at det er gavnligt for kvindecyklingen at samarbejde med mændene, men hun har også en følelse af, at de løbsrrangører, der både afholder en herre- og en kvindeudgave af store løb, ikke altid gør det på baggrund af et oprigtigt ønske om at styrke kvindecyklingen:

– Jeg tror helt klart, at der er en fordel ved at samarbejde med mændene, men det er nødt til at være et oprigtigt samarbejder i stedet for at det er noget, som bliver gjort for at holde os glade. De er nødt til at tro på det, for at det er det hele værd. 

[REL3]

Ligeså opsat Moolman er på at få skabt de nødvændige forandringer, ligeså opmærksom er hun på, at holdbare forandringer ikke kan kræves eller gennemføres på grund af medlidenhed. Nej, rytterne skal gøre sig fortjent til det:

– Jeg tror ikke på en offermentalitet. Jeg tror ikke på at kræve forandring. Jeg tror på, at vi er nødt til at gøre os fortjent til det, og vi er nødt til at bevise, at vi fortjener TV-dækning eller flere sponsormidler. Jeg mener ikke, at det skal ske, fordi folk har ondt af os, mener hun.

Mens Moolman savner opbakning fra de bedste herrer, glæder hun sig over den opbakning, som kvindene oplever under store løb som OL og VM. Hun mener, at denne opbakning kan være med til at lægge det rette pres på UCI og løbsorganisationerne. 

Sydafrikaneren har dog også bemærket, at kvindecyklingens udvikling i høj grad er kommet de største hold og organisationerne omkring sporten til gode. Cervélo-rytteren mener, at det er resultatet af en unødvændig egoistisk tankegang:

– I en del år har vi oplevet, at visse organisationer, løb, hold og ryttere er blevet enten stærkere eller mere magtfulde og rige, i stedet for at gavne sporten som helhed. Det er en meget egoistisk mentalitet, og den selv samme mentalitet bliver presset ned over hovedet på rytterne: ”Hvis du vil være en vinder, er du nødt til at være selvisk.” Jeg tror ikke på, at det er nødvendigt, slutter Moolman.