Debatten omkring cykelløbenes længde er blusset gradvist op over de seneste år, hvor særligt Grand Tour arrangørerne har taget de korte, eksplosive etaper til sig. Ruter på ikke meget mere end 100 kilometer, men med utallige kategoriserede stigninger har givet fantastisk cykelløb, hvor favoritterne ikke har været bange for at angribe langt ude fra og folde sig ud. Det så vi senest på sidste etape af Criterium du Dauphiné i går, hvor Jakob Fuglsang, Chris Froome og de andre favoritter satte Richie Porte under et gevaldigt pres og skabte et fantastisk cykelløb.
Præcist det modsatte har ofte været tilfældet på de længere etaper. Eksempelvis bød kongeetapen i Giro d’Italia på hele 222 kilometer med både Mortirolo, Stelvio og Umbrailpass. Det lød som opskriften på spænding og drama, men favoritterne holdt sig i skindet indtil få kilometer før toppen af sidste stigning, og den forventede spænding udeblev. I stedet løb Tom Dumoulin med overskrifterne efter sit uheldige stop på naturens vegne i bunden af Umbrailpass.
Ovenstående kunne få den gennemsnitlige cykelseer til at tænke, ”hvis korte etaper er mere spændende, hvor så have lange etaper?”. Det er også en fair pointe, men de lange etaper spiller en vigtig rolle i forhold til det drama, der kan udspille sig på de mere eksplosive etaper, fortæller tidligere ekspertkommentator på Eurosport og professionel cykelrytter, Per Bausager.
– De er meget catchy som underholdning og meget medrivende og spændende. Men jeg mener ikke, at de korte etaper ville være ligeså spændende, hvis det ikke havde været for de lange etaper. Det er den akkumulerede træthed, som de lange etaper giver, der gør, at det hele går op i limningen, når det bliver eksplosivt, fortæller han til Cykelmagasinet.dk og sammenligner det lidt med en boksekamp.
– Når begge boksere er så trætte, at de næsten ikke kan løfte armene, så er det jo ikke ligeså sjovt for tilskuerne, som når begge er friske, og slagene bare hamrer ind. Men det har sin egen fascination at se, når folk er helt færdige, og hvordan de så reagerer. Der er ikke nogen, der kan noget, men alligevel er der jo altid en eller anden, der vil prøve, og hvad sker der så, siger han spørgende.
I sin tid som professionel cykelrytter oplevede Per Bausager på egen krop, hvad det vil sige at køre cykelløb på den gode side af 200 kilometer. Derfor har han også masser af belæg, når han siger, at lange distancer er med til at give løbene en ekstra dimension, som de korte etaper ikke har.
– Det hører jo med til hele DNA’et, at løbene er lange, og at man udmattes undervejs. Man har så at sige tømt tanken inden finalen, og det er jo også det, vi ser i eksempelvis Flandern Rundt og Paris-Roubaix. En del af skønheden ligger jo i, at når det er langt, så har man altid den ekstra faktor, om man lige pludselig rammer muren og går kold. Det har man ikke på de korte etaper. I de korte løb bliver man måske sat, hvis der bliver kørt for stærkt, men man rammer jo ikke den der mur, hvor glykogen-depoterne er tomme, og man nærmest er bevidstløs, forklarer han.
Lange løb er lirens!
Det er heller ikke blot i cykelløbene, at eventuelle kortere distancer ville have betydning. Det ville også ændre rytternes forberedelse og træning markant. Derudover er nogle ryttere genetisk bedre stillet til at klare de lange cykelløb, og de ville i så fald miste den fordel i forhold til konkurrenterne.
– Hvis alle cykelløb var 150 kilometer, kunne man jo bare træne ligesom amatørerne og nøjes med fire timer fremfor 6-7 timer. Det ville simpelthen ændre faget, hvis man lige pludselig ikke skulle træne sig op til at have en god udholdenhed, argumenterer Bausager.
– En af dem, der var meget stor fortaler for de lange distancer, var Laurent Fignon. Han havde formentlig slet ikke haft det samme palmarés, hvis ikke der var lange løb. Det var hans metier.
– Der er stor forskel på, hvad cykelrytterne foretrækker, men dem jeg kender til synes, at lange cykelløb er lirens. Når man gerne vil være professionel, så er det jo meget ofte også, fordi man har en fascination for de professionelle cykelløb. Måske har man fulgt med i klassikerne og Touren som dreng og fulgt med i de lange løb og hele historien. Det er en meget væsentlig del af professionel landevejscykling, at der er lange cykelløb. Jeg tror ikke, der er ret mange, der ville synes, at det var en fed idé, hvis man kortede alle løb ned til at vare i tre eller fire timer, vurderer han.
Konklusionen må altså være, at når en kort og eksplosiv etape skaber spændende og dramatisk cykelløb, så skyldes det i ligeså høj grad de foregående etaper og den akkumulerede træthed hos rytterne. Derfor ville et etapeløb udelukkende bestående af korte etaper altså ikke nødvendigvis give samme spænding, som vi eksempelvis så på sidste etape af Criterium du Dauphiné i går.
Årets Tour de France slutter i modsætning til sidste år ikke med en kort og eksplosiv bjergetape til at afgøre tingene. Derimod ser den 178 kilometer lange 18. etape med mål på Col d’Izoard samt 20. etapes enkeltstart ud til at blive afgørende for klassementet.
Seneste kommentarer