Med indgangen til 1939 var både Østrig og Sudeterlandet nu på tyske hænder og i marts 1939, blev også rest-Tjekkiet besat af Nazityskland, mens Slovakiet fik en selvstændig stat under ledelse af diktatoren Jozef Tito. Tilføjelserne til det tyske rige blev straks anvendt i forbindelse med løbet i 1939, hvor der foruden Østrig også skulle være en etape i Sudeterlandet. Østrig havde ganske vist fået klemt en etape ind i 1938, men i 1939 blev landet anvendt i endnu højere grad. Løbet skulle nu udvides fra 15 til 20 etaper, hvilket var to mere end Tour De France, og Großdeutschlandfahrt var med sin distance på godt 5000 kilometer også 800 kilometer længere end den franske Tour i 1939. Dermed havde tyskerne opnået det de ville – verdens største cykelløb. Selve løbets navn ændrede sig også fra "Internationale Deutschlandrundfahrt" til "Großdeutschlandfahrt", hvilket er en markering af, at der ikke længere bare var tale om Tyskland, men Stortyskland. På pengefronten var Großdeutschlandfahrt også stærkere end Tour De France. Med præmier for 192.000 danske kroner (svarende til cirka 6.5 millioner DKK i 2018), var det en betydelig forskel dengang, hvor Tour De France præmiebudget samme år var på 128.000 danske kroner (4.5 millioner DKK i 2018) 

[REL7] 

Nye konkurrencer 

Året 1939 var virkelig der, hvor nazisterne forsøgte at overtage magten som verdens største cykelløb. Reichssportführer, Hans von Tschammer und Osten, gjorde det klart for sin stab, hvad formålet med løbet var:

"Gerade für dieses Jahr habe ich Anweisung gegeben, dass alles versucht werden soll, die bekannte französische Rundfahrt "Tour de France" zu übertreffen". 

Tour De France var altså konkurrenten, der skulle tvinges i knæ.  Derfor lancerede Tyskland Rundt dette år for første gang den gule trøje, der skulle symbolisere den førende rytter. Foruden dette blev også holdkonkurrencen og en bjergkonkurrence indført, så løbet lignede Tour De France. Med valget af en gul førertrøje, på linje med Tour De France, var ambitionerne altså for Tyskland Rundt på dette tidspunkt, at det skulle overtage Tour De Frances traditioner. Netop fordi løbet skulle overgå Tour De France dette år, blev det også bestemt, at de bedste tyske ryttere ikke måtte deltage i Tour De France. Dette gjorde de italienske eller spanske ryttere sågar heller ikke, da den politiske situation i Europa spillede ind. En række store belgiske profiler, der normalt kørte Tour De France, fravalgte også det franske løb, da Tyskland Rundt kunne tilbyde bedre præmiepenge. Derfor var Tour De France i hvert fald presset i 1939. 

 

Ruten anno 1939

[IMG2]

Oprindeligt forelå der planer om 23-24 etaper. Der var et ønske om, at der skulle køres i Østpreussen, men dette var besværligt. Det ville kræve en hviledag på en færge fra Tyskland, da Polen lå imellem Østpreussen og resten af Tyskland. I stedet for, så fik Østpreussen sit eget lille etapeløb. Derfor planlagde ledelsen 20 etaper, men grundet dårligt vejr på 17.etape, så blev etapen delt i to etaper, der stadig skulle køres samme dag. Undervejs i løbet var der samlet indlagt 10 bjergspurter, hvor man kunne indsamle bjergpoint i denne konkurrence. De første 10 ryttere over stigningerne fik point. Nummer 1 på stigningen fik 10 point, nummer 2 fik 9 point og så fremdeles. I øvrigt er en sjov bemærkning at alle etaper, der var over 200 kilometer lange, havde en indlagt  tvangspause, hvor rytterne skulle stå af cyklen for at spise og drikke. Her blev der så taget tid på, at rytteren holdte præcis en halv times pause, inden rytteren blev sendt videre. Dette var heller ikke normalt kutyme i samtiden, men et kreativt element, som man mente forbedrede løbet og rytternes sikkerhed. Som tilfældet havde været de andre år, så skulle løbet indledes på 1.etape i Berlin, ligesom at det var traditionen, at det skulle afsluttes i Berlin. I forhold til de andre år, hvor løbets afsluttende etape var blevet afholdt inde på et stadion, havde man i 1939 valgt at rykke løbets afgørelse ud på gaderne. Et kæmpe masse af mennesker stod derfor klar til at tage imod rytterne, da de sluttede etapen foran det tekniske universitet i Berlin med Brandenburger Tor i det fjerne. 

[IMG3]

 

Propagandaen kommer klart til udtryk

Rytterne skulle foruden at køre løbet også bruges som en aktiv del af regimets propaganda. Her var hviledagene blandt andet i spil. På første hviledag i Reichenberg, det nuværende Liberec i Tjekkiet, skulle rytterne transporteres til cykelfabrikken  "Phänomen" i Zittau, hvor rytterne skulle have en rundvisning. Phänomen var en af løbets hovedsponsorerer og inviterede derfor rytterne på besøg på deres fridag. Herefter blev rytterne taget imod af Sudeterlandets formand for turistforeningen. Formanden gav rytterne en mappe med billeder og tilbud af Sudeterlandets skønne naturomgivelser. På anden hviledag i Østrigs hovedstad, Wien, fik rytterne en byrundvisning af viceborgmesteren, der viste rytterne de lokale seværdigheder i Rigets nye storby. Efter hviledagen i Wien skulle rytterne køre til Graz. Her var det tyske propagandashow, UFA-Tonwoche på plads, hvor de dækkede løbet. 

<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/B-hD89V9G-k" frameborder="0" allow="accelerometer; autoplay; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" allowfullscreen></iframe>

I ovenstående klip kan man ved 00:28 se en rytter i hvid trøje angribe. Dette var Arne Petersen, der var først på Semmering-Höhe, der med sine godt 1000 meter var løbets højeste punkt. 

Den tredje hviledag blev brugt i Stuttgart, hvor rytterne blev taget imod af byrådet. Stuttgart var en af de vigtige knudepunkter i løbet, hvilket også skyldtes, at byen spyttede masser af penge i løbet. Derfor fik Stuttgart også stor ros af løbsarrangøreren Hermann Schwartz. Efter seancen med byrådet fik rytterne lov til at gå rundt i det nyåbnede "Reichsgartenschau", der var et idyllisk område, der også i forvejen fungerede som et propagandamiddel overfor de lokale tyskere. 

<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/dWVENbRfTY4" frameborder="0" allow="accelerometer; autoplay; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" allowfullscreen></iframe>

Efter rundturen i reichsgartenschau skulle rytterne mødes med to andre sportsfolk. Dette var de to berømte boksere, Adolf Heuser og Max Schmeling. De to boksere var på træningslejr i Stuttgart, da de skulle møde hinanden i ringen, få dage efter feltet forlod byen. Max Schmeling var på daværende tidspunkt en af verdens bedste boksere og pressen kunne udnytte momentet til at vise respekten mellem forskellige atleter. Eftersigende var Max Schmeling nemlig meget interesseret i løbet og cykelsporten generelt. 
 

For den almindelige tysker, så kunne løbet følges på flere forskellige måder. Der var selvfølgelig muligheden for at købe de tyske aviser eller cykeltidsskriftet "Der Deutsche Radfahrer", der udkom cirka hver andendag. Udover det, så havde løbet hyret den tidligere landsholdsspiler i fodbold, Johannes "Hanne" Sobek, der skulle fungere som radiospeaker. Sobek fulgte efter rytterne og kommenterede, hvad han så. Dette blev sendt om aftenen i den tyske nationalradio, så de tyskere borgere kunne holde sig opdateret. Foruden dette, så havde "Der Deutsche Radfahrer" også arrangeret foredrag med lysbilleder, der skulle vises i alle de byer, som løbet besøgte. Det kunne være i lokale biografer eller teatersale, hvor der fulde huse hver aften, når løbet kom til byen. 

[IMG4]
 

Vinderen – Georg Umbenhauer 

Da feltet ankom til Berlin, så var det Georg Umbenhauer fra Nürnberg, der kunne lade sig hylde som vinder. Umbenhauer vandt løbet med 9:45 ned til schweizeren Robert Zimmermann. Til gengæld vandt Robert Zimmermann bjergkonkurrencen foran Umbenhauer. Umbenhauer havde en tragisk oplevelse under løbet, men det vidste han ikke. Umbenhauers far var nemlig død, imens sønnen kørte på de tyske landeveje. Regimet forbød den tyske presse at skrive herom. Det nazistiske regime ville nemlig ikke have, at Umbenhauer mistede fokus og kunne risikere at udgå af løbet, hvis han fik nys herom. Umbenhauer meldte sig ved krigsudbruddet i september 1939 til den tyske hær, hvor han blev en del af et cykelkompagni i Polen. I 1970 døde Umbenhauer i en alder af 58 på grund af dårlige nyrer. I dag kan man stadig anspore Umbenhauers betydning, da han har fået en vej opkaldt efter sig i hjembyen Nürnberg. 

[IMG5]
 

Begejstring for danskerne

Arne Petersen var den eneste dansker, der gennemførte løbet i 1939. Petersen endte på en samlet 8.plads i klassementet. Den anden dansker, der havde været til start, Knud Jacobsen, var udgået undervejs. De to danskere havde været en del af et "mixedteam" bestående af dem selv samt to hollændere og to spaniere. Den tyske cykelfører, Viktor Brack, kunne straks efter løbet i 1939 bekendtgøre, at man havde indledt forhandlinger med Dansk Bicycle Club om, at der frem mod udgaven i 1940 skulle være et rent dansk hold med seks deltagere på. Dette mente Brack var på sin plads efter danskernes præstationer igennem årene. Derfor havde Brack givet tilsagn til Dansk Bicycle Clubs leder, Jørgen Beyerholm, om at finde seks danskere, der skulle til start til løbet i 1940. Løbet skulle være afholdt i 1940 i de østlige egne af det tyske rige og formentligt også i de nyerobrede områder. I løbet af foråret 1940 kom man dog frem til den konklusion, at det var for farligt at afvikle løbet grundet krigens omstændigheder og derfor blev løbet aldrig genafviklet under nazismens styre. Først efter krigen, i 1947, vendte Tyskland Rundt tilbage, hvor der skulle køres på de sønderbombede veje. Flere af det tyske cykelforbunds ledende medlemmer var væk på grund af deres rolle under krigen, men Hermann Schwartz sad stadig tilbage som løbets arrangør.

[REL1]

[REL5]

Efter at Nazityskland havde relanceret Tyskland Rundt i 1937 under navnet "Internationale Deutschlandrundfahrt", så var løbet klar til at vende tilbage i en ny, og næsten identisk udgave i 1938. Det tyske cykelforbund havde i begyndelsen af marts 1938 indkaldt til et pressemøde, hvor man ville fremlægge ruten. Her kunne man med begejstring fortælle, at løbet i 1938 ville blive udvidet med to etaper i forhold til 1937, mens antallet af hviledage også var reduceret med en enkelt. Der skulle derfor køres 14 etaper rundt omkring i det tyske rige. Omkring en uge efter pressemødet, skete der imidlertid også andre ting i det politiske landskab, der fik betydning for løbet. Den 12. marts blev Østrig nemlig annekteret af Tyskland under navnet "anschluss". Dermed var Østrig og Tyskland nu forenet i et fællesrige og dette var der tyske cykelforbund hurtige til at udnytte. De 14 etaper blev nu udvidet til 15 etaper og efterhånden havde løbet en snært af GrandTour status. Allerede 17.marts kunne løbsledelsen præsentere den ekstra etape, der skulle gå fra München-Innsbruck. 

[REL2]

[IMG2]

Den danske delegation

Som tilfældet havde været i 1937, så var der i 1938 også en dansk delegation afsted til løbet gennem D.B.C., Dansk Bicycle Club. I 1938 var der fire danskere afsted: Werner Grundahl, Arne Petersen, Knud Jacobsen & Osvald Falck Hermansen. I 1937 havde danskerne været meget anonyme og haft mange uheld undervejs. Desuden var det kun Arne Petersen, der havde gennemført løbet. Derfor var der i 1938 ikke de store forventninger til danskerne fra pressens side. Men det skulle vise sig, at den danske presse tog alvorligt fejl.  Allerede på 1.etape fra Berlin-Zittau, blev danske Werner Grundahl nemlig en af hovedpersonerne. Grundahl lagde sig i udbrud og førte en årgang løbet. Han angreb og grundlagde et udbrud, hvor kun de to tyskere, Georg Umbenhauer og Fritz Funcke, kunne følge danskerens hårde tempo. Da der var 11 kilometer tilbage af etapen, skete det, som en cykelrytter frygter mest. Grundahl styrtede og måtte se den tyske duo stikke afsted. I alt hast satte Grundahl jagten ind på frontduoen og med tre kilometer til mål havde han hentet dem. Grundahl måtte dog nøjes med en tredjeplads på denne etape, da han havde brugt alle sine kræfter på at komme tilbage til fronten. Ikke desto mindre, var Grundahls optræden på 1.etape, et forvarsel om det der var i vente fra danskernes side i løbet af rundturen. For de danske aviser tog i den grad fejl, da de ikke levnede danskerne en chance. Udgaven anno 1938 blev nemlig en parade af danske toppræstationer, og interessen blandt de danske aviser var stigende jo længere hen i løbet man kom.  

[IMG4]

Werner Grundahl blev nævnt som den største danske profil og det var han da også i starten af løbet. Allerede på 2.etape til Chemnitz var Grundahl atter i teten. Han var med i forreste gruppe, men blev løbet ned af en tysk tilskuer, hvilket gjorde, at han måtte falde tilbage til anden gruppe. Denne tilskuer har efter sigende passeret afspærringen og man kan derfor undre sig, om det har været en bevidst handling fra tilskueren, da denne ikke har haft noget at gøre der. Styrtet var noget af en bet for danskeren, eftersom det kunne have givet ham gode muligheder for en topplacering i det samlede klassement. 

 

"Danskerne dominerede i Gaar "Tyskland Rundt" 

Dette var overskriften i sportsrubrikken i Social-Demokraten d. 13. juni 1938. Danskerne havde mildest talt taget løbet i deres hule hånd og for hver dag der gik, blev de blot endnu bedre. De havde i den grad modbevist selvsamme avis, der ellers ikke levnede dem en chance. På denne 4.etape kunne man nok engang følge Werner Grundahls ihærdige forsøg på en etapesejr. Etapen gik fra Schweinfurt til München, og her var der mål på Dantestadion. Grundahl havde lagt sig alene i spidsen og kørte først ind på løbebanen. Desværre måtte Grundahl endnu gang se sig slået, da den tyske rytter Oberbeck i sidste øjeblik susede forbi ham og vandt etapen. Alle fire danskere endte i top-10 på denne etape, hvilket giver forklaringen på overskriften i avisen.

Den danske præstation på 4.etape indgød respekt blandt de tyske ryttere og resten af løbet var de nødt til at holde øje med danskerne, således at de ikke fik for lang snor.  
Werner Grundahl måtte desværre udgå af løbet, da feltet ramte 6.etape fra Innsbruck-Friedrichshafen. Grundahl udgik primært på grund af de uheld, han var stødt på undervejs. 

Arne Petersen var den rytter, der herefter overtog overskrifterne i aviserne, da han lå højt i det samlede klassement. Dette medførtereaktioner i Danmark, hvor de danske aviser bl.a. lavede analyser af Arne Petersens chancer i det samlede klassement og hvor man daglig kunne berette, hvordan danskeren lå placeret i klassementet. På hviledagen i Bielefeld, blev regnskabet gjort op. På dette tidspunkt lå Arne Petersen på en fornem sjetteplads og en årgang var han endda tæt på en podieplacering, da han lå på en samlet fjerdeplads. Denne præstation skulle derfor nøje gennemgås i de danske aviser, hvor man skrev lidt om de konkurrenter, som Arne Petersen skulle holde et særligt øje med, hvis han ville opnå en topplacering.  

Det var dog ikke nemme forhold for de danske ryttere, da tyskerne kørte for hinanden og disse var i klart flertal. Derfor indgik danskerne en alliance med den belgiske toprytter, Frans Bonduel, der lå på en andenplads i løbet. Bonduel var måske løbets bedste og største stjerne. Han havde tidligere leveret store resultater i løb som Paris-Bruxelles, Paris Roubaix og Tour De France. Bonduel led under at have for lidt hjælp, i forhold til løbets førende rytter, Hermann Schild. 

 

Triumftoget til Rostock 

Selvom danskerne havde bemærket sig undervejs og flere gange været tæt på en etapesejr, var det først på 14.etape til Rostock, at man kunne fejre den største danske triumf i løbet. Dette var da Knud Jacobsen kom til mål med en femmandsgruppe. Danskeren var her stærkest i spurten, og han vandt dermed etapen. På opløbsstrækningen kunne Jacobsen lade sig hylde af menneskemængden, hvor der var op mod 20.000 tilskuere.  Efter etapesejren i Rostock, havde Knud Jacobsen følgende reaktion på løbets gang:  

”Ærgerligt at jeg først nu er kommet efter det. Bare vi skulde køre 6-7 Etapper endnu, saa tror jeg, at vi kunne knalde Tyskeren Schild. Nu er det for sent. Løb som ”Tyskland Rundt”, ”Schweiz Rundt” og ”Frankrig Rundt”, kan kun køres paa Kompagniskab. Se nu her i Dag, da jeg vandt Etappen mellem Hamburg og Rostock. Falck Hermansen var den gode Kammerat, der agerede Lokomotiv, Arne Petersen søgte at holde tredie Position, saa ingen kom forbi, og jeg sejlede, da der manglede 500 meter. Saa vandt vi. Jeg siger udtrykkeligt vi, for alene kunde jeg ikke have gjort det.” 

Arne Petersen var efter næstsidste etape stadig på den samlede sjetteplads, men havde faktisk ikke langt op til tredjepladsen i løbet, der dermed ville udløse en podieplads. Derfor var der også håb om, at han kunne gøre det af med de tyskere, der lå få minutter foran ham. Danskerne hentede også store roser fra de tyske dagblade, managere og løbsledelsen. 

”Danskerne er Løbets store Overraskelse. Vi mente, at vi gjorde vore Venner i Dansk Bicycle Club en Tjeneste ved at tage Danskerne med, men nu ser jeg, at Forholdet er det omvendte. Det er os, derstaar i Taknemlighedsgæld til Danmark. Saadanne Ryttere ser vi gerne igen.” – Georg Wilke, sekretær i det tyske cykelforbund.

”Før i Tiden kørte Danskerne kun paa fladt Terræn. I Bjerge var de ganske umulige. Nu er de fremragende Bjergryttere. Danmark maa skyndsomst foretage to Ting, anskaffe sig Bjerge og arrangere et Løb Danmark Rundt.” – Von Reznick, tysk journalist ved avisen B.Z. Am Mittag. 

Danskerne havde dermed overrasket alt og alle med deres præstationer. Da det samlede regnskab skulle gøres op efter sidste etape til Berlin endte Arne Petersen på løbets samlede sjetteplads. De danske baneryttere havde nu vist, at de også kunne begå sig på landevejen.

[IMG3]

[REL1]

Umiddelbart efter Tysklands Rundts afslutning i 1937 skete en reorganisering af de interne forhold i det tyske cykelforbund, Der Deutsche Radfahrerverband, da Otto Holzhüter, der havde varetaget embedet som Verbandsführer siden 1936, blev sat fra bestillingen. Fyringen af Otto Holzhüter kan være sket af forskellige årsager. Det peger dog mest i retningen af, at Otto Holzhüter generelt ikke var vellidt i den nazistiske topledelse. Ifølge dokumenter fra det tyske bundesarkiv, finder man nemlig papirer fra Gestapo, det tyske hemmelige politi, der har udarbejdet en rapport om Holzhüters forskellige skandaler, der har misfornøjet den nazistiske ledelse. Otto Holzhüter havde været medlem af NSDAP (Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) siden december 1930 og da han blev udnævnt som Verbandsführer for det tyske cykelforbund, var der ingen betænkeligheder, hvad angik hans politiske holdninger og morale.

[REL1]

Før indtrædelsen i NSDAP, havde Otto Holzhüter beskæftiget sig med en række forskellige ting. Oprindeligt var han uddannet tømrer, men i 1920 kom han i militærtjeneste. Han var desuden medejer af en biograf. På samme tid ernærede han sig også som cykelrytter på banen. Denne erfaring har uden tvivl været til fordel for ham selv i forbindelse med udnævnelsen som Verbandsführer. 

Læser man i Gestapos papirer, så tegner der sig et billede af Holzhüter, der havde flere disciplinære sager på samvittigheden. Holzhüter havde som byrådsmedlem i sin bydel, Eichkamp i Berlin, forbudt den genkendelige ”Hitler-hilsen” imellem sine medarbejdere. Udover dette, havde han i særdeles beruset tilstand, overfaldet to medlemmer af Hitler-Jugend på åben gade. De to medlemmer blev befriet af politiet og måtte indlægges med svære skader på hospitalet. Holzhüter benægtede alle anklager. Gestapoundersøgelsen afsluttende konklusion om Holzhüter var:

”… han er en hensynsløs karrieremager" 

Den ny forbundsfører skal føre Tyskland ind i en ny æra

Holzhüters afløser skulle findes i de interne rækker i nazistpartiet. Ansvaret som Verbandsführer blev pålagt Viktor Brack, der på samme tid var ansat i Hitlers rigskancelli, hvilket vil sige at Brack var en af de personer, der var allertættest på Hitler. Valget må siges at være overraskende, eftersom det ikke fremgår at Viktor Brack skulle have nogen særlig erfaring eller interesse for cykelsporten. I stedet er Viktor Brack formentligt blevet ansat som Verbandsführer på grund af hans organisatoriske evner. I hvert fald skriver Brack i et brev, at han i sin tid på opfordring fra Hans von Tschammer und Osten, blev headhuntet til det tyske cykelforbund. Viktor Brack skrev følgende:

"I international sport, såvel som i cykling, må jeg sikre Tysklands position, så vores land bliver anset for at være en stormagt"

Viktor Bracks fornemmeste opgave, var dermed at føre Tyskland ind i en stor ny cykelæra, hvor han med egne ord, skulle sikre at Tyskland også på denne front blev en stormagt. Ambitionerne har dermed været tårnhøje for Brack og hans organisatoriske evner må være vurderet højere end kendskabet til cyklingen. Dermed har det været en anden type end Holzhüter, der havde et større kendskab til cykelsporten qua sin fortid som rytter, mens de organisatoriske evner, i hvert fald i forbindelse med løbet i 1937, kan tyde på at have været mangelfulde, foruden alle hans problemer som person. Det skal selvfølgelig her understreges, at en Verbandsführer for det tyske cykelforbund, ikke kun har været ansvarligt for Tyskland Rundt, men den generelle cykelsport i Tyskland. Ikke desto mindre, må netop Tyskland Rundt vurderes som den vigtigste begivenhed for cyklingen i Tyskland på dette tidspunkt, da denne bedst viste landet i et internationalt perspektiv. 

Mordet på en tidligere verdensmester

Albert Richter blev født i Køln i 1912. I en alder af 20, blev Richter i 1932 amatør verdensmester i sprint på banen, hvilket var en startskud til en lovende karriere. Efter sejren helligede Richter sig en professionel karriere på banen. Richter løb dog hurtig ind i problemer. Richter havde nemlig en jødisk træner og da nazisterne overtog magten i 1933 fik han på papiret sværere vilkår af den årsag, eftersom hans træner, Ernst Berliner, blev chikaneret. På trods af problemerne havde Albert Richter succes. Fra 1933-1939 var han hvert år på podiet ved verdensmesterskaberne i sprint på banen, selvom det aldrig blev til guld. I 1937 måtte Ernst Berliner forlade Tyskland og flygte til Holland, da forfølgelsen mod hans person var taget til. Den 9.december 1939 blev der afholdt Grand Prix de Berlin. Richter vandt løbet og havde efterfølgende planlagt en flugt ud af Tyskland, så han aldrig skulle vende tilbage. Med en kuffert fuld af penge tog Richter derfor toget mod Schweiz, men nær grænseovergangen blev Richter anholdt af Gestapo. Richter var blevet angivet, formentligt af sine to cykelkollegaer, Peter Steffes & Werner Miethe, der også havde kontakter i Gestapo. Herefter blev Richter gemt væk og senere henrettet på ordre fra Viktor Brack. Det nazistiske regime havde i første omgang beklaget, at Richter var død i en skiulykke, men da vidner i toget til Schweiz havde set Richter blive anholdt af Gestapo, måtte det nazistiske regime gå til bekendelse og indrømme, at Richter var blevet henrettet af staten. Richter var blevet kendt skyldig for forbrydelser mod staten, da han ifølge det nazistiske regime havde foretaget en ulovlig rejse til Schweiz og forbrudt sig mod de tyske valutabestemmelser ved at smugle penge ud af landet. Hvor og hvordan Albert Richter blev henrettet, er stadig ukendt.

Mord på handicappede og jøder

Mordet på Albert Richter var ikke sidste gang, at Viktor Brack viste sine morderiske tendenser. I det førnævnte brev skriver Brack også, at opgaven som cykelfører skulle varetages ved siden af hans politiske arbejde i rigskancelliet. Arbejdet i rigskancelliet bestod blandt andet i, at han var en af hovedaktørerne bag Eutanasiprogrammet, de såkaldte medlidenhedsdrab, hvor man på forskellige institutioner rundt omkring i Tyskland, dræbte fysisk og psykisk handicappede mennesker. Denne proces startede først i 1939, hvor Brack også allerede var i fuld gang med at arrangere cykelløb. Brack fik også igangsat eksperimenter, hvor jøder skulle kastreres ved hjælp af røngtenbehandling og Brack var også med til at udvikle gasvogne og gaskamre, hvor i jøder kunne dræbes. Efter krigen blev Viktor Brack taget til fange og bragt for domstolene ved Nürnbergprocessen. Den 20.august 1947 blev Viktor Brack dømt til døden og 2.juni 1948 blev han hængt ved Landsberg fængsel i Tyskland. 

De fleste cykelfans kender til Tour De France, Giro D´Italia og Vuelta A España. Til sammen udgør de tre løb, de tre grandtours, der bliver kørt i løbet af cykelsæsonen. Hvad der derimod nok vil være ukendt for de fleste er, at Tyskland i slutningen af 1930´erne forsøgte sig med et lignende projekt. Fra 1937-1939 blev der afholdt tre Tyskland Rundt, der hvert år havde skiftende karakter. Tyskland Rundts historie kan spores tilbage til 1911, da det blev afholdt under navnet "Quer durch Deutschland". Herefter skulle der gå yderligere 11 år, inden det blev afholdt igen. Herefter holdte løbet pause igen til 1927, mens det blev afholdt i 1930 og 1931. Da nazisterne kom til magten i 1933 havde cykelsporten i Tyskland trænge kår. Man mente simpelthen cykelsporten ikke kunne repræsentere regimet i en nyttig hensigt og f.eks. fik motorsport, boksning og ateletik langt højere prioritet. Seksdagesløb blev især udskældt af nazisterne, som ifølge den nazistiske ideologi tilhørte den "amerikanske-jødedom". Seksdagesløbet var for kommerciel og repræsenterede ikke den tyske folkeånd, og blev fra år 1934 forbudt i Tyskland. Cykelsporten blev dog relanceret i 1937. 

 

Sportsføreren vil relancere Tyskland Rundt

Efter at have arrangeret OL i Berlin i 1936 havde nazisterne indset, at denne verdensbegivenhed havde givet regimet gode muligheder for at udøve propaganda for omverdenen. Om det var grunden til, at reichssportführer Hans von Tscahmmer und Osten i 1937 gav ordre til, at der skulle afholdes et stort cykelløb vides ikke, men ikke desto mindre kom løbet i kølvandet på OL i 1936. Hans von Tschammer und Osten stod med det øverste sportslige ansvar i Det Tredje Rige og han ønskede, at cykelløbet, skulle være en årlig begivenhed på linje med Tour De France. Formålet med løbet var altså at lave en konkurrent til Tour De France. På sigt skulle det tyske løb dermed overtage Tour De Frances popularitet. Det tyske cykelforbund, Deutschen Radfahrer Verband, havde også sin egen "Verbandsführer für Radsport", der vel bedst kan oversættes til dansk i retning af "forbundsfører for cykelsport". Denne var i 1937 Otto Holzhüter. Holzhüter var blevet udnævnt til erhvervet i 1936. Holzhüter var selv tidligere cykelrytter og havde været medlem af det nazistiske parti siden 1930. Foruden Holzhüter, så skulle den tyske sportsfuktionær, Hermann Schwarz, også være en del af løbsledelen. Schwarz havde haft ansvaret for Tyskland Rundt i 1927, 1930 og 1931, hvorfor han havde en god erfaring med afviklingen af cykelløb. Schwarz var en af dem, der havde forsøgt at få løbet afviklet allerede fra nazisternes magtovertagelse, hvilket altså var blevet afvist. 

Den 6. juni 1937 kunne løbet så begynde under navnet "Internationale Deutschland-Rundfahrt". På 12 etaper skulle feltet forcere 3182 kilometer rundt om i det tyske rige. Foruden de 12 etaper, var der hele tre hviledage undervejs. Løbet skulle tage sin start i Berlin, hvor løbet også skulle afsluttes d. 20. juni. 

Feltet bestod af 28 udenlandske ryttere, herunder tre danskere, mens tyskerne stillede med 32 ryttere fordelt på otte fabrikshold. De tyske fabrikshold var sponsoreret af cykelfabrikanter, der også smed penge i selve løbet. De otte cykelfabrikanter var: Adler, Diamant, Dürkopp, Express, Presto, Phänomen, Victoria og Wanderer. Ellers blev løbet finansieret af de tyske kommuner og det tyske avisforbund. Her var det især avisen, Berlin Zeitung Am Mittag, der smed penge i løbet og dagligt kunne avisen berette om løbet. 

 

Løbsruten anno 1937

[IMG2]

Første etape i løbet gik fra Berlin til Breslau. Breslau tilhører i dag Polen og kendes under navnet Wroclaw, men på daværende tidspunkt tilhørte byen altså Tyskland og Det Tredje Rige. På denne etape vandt tyske Otto Weckerling og han lagde sig dermed i spidsen af løbet. Det tyske løb havde på linje med Tour De France en gul trøje, men denne havde en ganske anden funktion. Den gule trøje blev tildelt rytteren, der vandt etapen, og rytteren skulle dermed bære trøjen på næste dags etape. Den førende rytter havde derimod ingen trøje. Otto Weckerling skulle vise sig som holdbar, da han holdte førerpositionen hele vejen tilbage til Berlin. Dermed var det et kedeligt løb, hvor Weckerling lå i spidsen af løbet fra start til slut. Weckerlings dominans kan også forklares med, at tyskerne holdte sammen på tværs af fabriksholdene. Det allervigtigste formål med løbet for regimet var nemlig, at en tysker kunne vinde det, således at regimet kunne fremstå som en stærk cykelnation. Derfor var det svært for de udenlandske ryttere at hamle op med tyskernes dominans. Den sidste etape i Berlin skulle også vise sig at blive spektakulær. Det olympiske stadion, der året forinden var taget i brug til de olympiske lege, skulle også danne ramme om cykelløbets afsluttende etape. 80.000 tyskere stod klar i silende regn til at tage imod feltet. Etapen blev, til stor jubel for den store tyske folkemængde, vundet af tyskeren Willy Kutschbach. Generelt bar udgaven af 1937 præg af tysk dominans. I det samlede klassement var der hele ni tyskere i top 10, mens 11 af de 12 etaper blev vundet af en tysk rytter. 

Kritik fra den italienske sportspresse

Den italienske sportspresse var ikke imponeret over organiseringen af løbet. De italienske journalister kritiserede løbet i voldsomme vendinger, hvor de beskyldte løbsledelsen for snyd og chikanering af udenlandske journalister. Den italienske avis, Il Littoriale, havde lavet en liste med i alt 10 punkter, som man fandt kritisabelt. Et punkterne var blandt andet tyrkeren med efternavnet, Mikaelien, der deltog. Allerede på den første etape var tyrkeren blevet kørt agterud med flere timer, hvilket normalt havde ført til diskvalifikation som følge af tidsgrænsen. Løbsledelsen ville gerne undgå, at Mikalien blev smidt ud for at bevare deres gode diplomatiske forhold til Tyrkiet, og derfor fik man pyntet på tidstabet. En anden kritisabel episode var da rytterne på 4.etape skulle til Willy-Sachs-Stadion i Schweinfurt. Under etapen var følgevognen med udenlandske journalister flere gange blevet holdt tilbage, så de tyske journalister kunne få førsteret til at dække løbet. Det betød blandt andet, at de udenlandske journalister ankom i sidste øjeblik til stadionet i Schweinfurt, da de skulle dække finalen på opløbsstrækningen. På opløbsstrækningen kunne italiernene følge deres stjernerytter, Olimpio Bizzi, der hang lidt efter de forreste ryttere. Den italienske presse estimerede Bizzis tidstab til at være omkring 24 sekunder, men da den officielle tid blev taget af den tyske løbsledelse, stod Bizzi til at have tabt 1:23 på etapen, på trods af at han kun var få hundrede meter efter. Kritikken fra den italienske presse huede ikke nazisterne og spørgsmålet blev bragt op på øverste regeringsniveau i Propagandaministeriet. Løbsledelsen afviste alle anklager fra Italien. 

På trods af afvisningerne skete der omrokeringer i den øverste ledelse i det tyske cykelforbund. Otto Holzhüter blev nemlig afskediget som cykelfører før løbet skulle genafvikles i 1938. Hvorfor og hvem der overtog Otto Holzhüters stilling, kan du læse om i næste del af denne artikelserie. 
 

 

 

På en dag hvor tysk cykelsport kan glæde sig over at være blevet tildelt start på Tour de France i 2017, må arrangørerne af Bayern Rundfahrt meddele at de ikke er i stand til at skabe et løb i 2016. Det fortæller ProCycling.no:

– Vi er nødt til at være ansvarlige overfor vores partnere, særligt værtsbyerne og holdene, der skal planlægge den kommende sæsosn. Derfor har vi været tvunget til at tage beslutningen nu, fortæller løbets direktør, Edwald Strohmeier, ifølge sport1.de.

Dermed må Tyskland vinke farvel til sit eneste etapeløb på UCI-kalenderen, om end Vattenfall Cyclassics stadig har WorldTour-status og Tour de Berlin stadig er ét f højdepunkterne på U23-kalenderen. Dermed bliver Alex Dowsett også den – for nu – sidste vinder af løbet, der er blevet kørt af professionelle siden 1989.

Aflysningen skyldes pengemangel. Helt op mod 300.000€ (Cirka 2.250.000 danske kroner) manglede arrangørerne for at kunne gennemføre løbet som planlagt i 2016, men hvis pengene bliver fundet til 2017-sæsonen agter arrangørerne at genopfinde løbet.