Posts Tagged ‘Beklædning’

Klæd dig på med Canyon

Posted on: oktober 6th, 2023 by Lasse Klausen No Comments

Vi dykkede ned i Canyons sommerkollektion og fandt shorts og 3 T-shirts, som vil komplimentere enhver garderobe.

Ud over cykler i alverdens afskygninger har Canyon også meget fedt tilbehør under deres eget mærke, hvad enten det er værktøj, tilbehør, eller tøj. De udvider hele tiden sortimentet, og derfor kastede vi os over lidt af deres mountainbiketøj.

Classic MTB Shorts
Shortsene er som navnet antyder, klassiske, men det er der nu heller ikke noget galt med. Shortsene fås kun i sort, men det er også en praktisk farve, når man udsætter dem for lidt af hvert i skoven. De er selvfølgelig lavet i et åndbart og slidstærkt stof, som også skulle være hurtigttørrende. Der er 1 åben lomme i venstre side og 1 lynlåslomme i højre side. Livvidden er med elastik, og kan justeres via knapper.

Shortsene sidder rigtig godt på mig, og har et godt snit. De sidder komfortabelt i livet og går til lige under knæene. Der er også fint plads til knæbeskyttere, hvis man er til det. Jeg oplevede en god ventilation i dem, og jeg kogte ikke over på noget tidspunkt. Jeg mærkede heller ikke noget til dem i skoven, hvor komforten stadig var i top. Alt i alt er der tale om et par simple, men rigtig gode shorts.

Pris: 639 kr.

Canyon Drirelease T-shirts
Her er der tale om en langærmet og kortærmet T-shirt. Personligt er jeg rigtig glad for de langærmede, da de kan give lidt varme sent om aftenen eller tidligt om morgenen. Her kan en kortærmet T-shirt være lidt for kold til mig. Samtidig giver de længere ærmer også en bedre beskyttelse mod grene mv., eller ved styrt. De er lavet i Canyons Drirelease materiale, og som så mange andre materialer giver det god ventilation, transporterer sved og er hurtigttørrende.

Selve stoffet er meget blødt og strækbart. Det føles silkeblødt mod huden, og pasformen var ganske fin. Jeg var egentlig overrasket over, hvor ”tung” T-shirtsene føltes, og var bange for, om de ville være for varme til sommerbrug. Jeg blev heldigvis glædeligt overrasket! T-shirten føles som sådan stadig lidt tung i det, men det bemærkede man ikke, når man først havde den på. Den var rigtig fin til at ventilere og holde sveden væk, og så var den også en smule lunere at have på om aftenen på en sen tur. Alt i alt var jeg rigtig glad for dem begge to.

Pris: Kortærmet: 319 kr. Langærmet: 393 kr.

Canyon MTB Jersey
Igen en kortærmet T-shirt i lækker kvalitet. Den er udviklet i samarbejde med Canyons enduro hold, men derfor kan en simpel dansker nu også sagtens have den på i skoven. Den er som de andre lavet i åndbart stof, og har de samme egenskaber som Drirelease. Stoffet er dog lidt anderledes, og føles en smule lettere end Drirelease. Pasformen er lidt tættere, men ikke sådan at det gør noget. Det er også irriterende, hvis tøjet sidder for løst og flagrer. T-shirten har en lille lynlåslomme i den ene side, og heri finder man også en brilleklud. T-shirten var perfekt gennem hele sommeren, hvor den var super behagelig at have på, og den var god til at lede sveden væk fra kroppen.

Pris: 399 kr.

Alt i alt har jeg været glad for tøjet fra Canyon. Det er simpelt, men virker rigtig godt, og det er nu det vigtigste af det hele.

Canyon satser på cykeltøj

Posted on: juli 5th, 2022 by Lasse Klausen No Comments

Som om at det ikke var nok, at de gæve tyskere hos Canyon laver gode cykler til rimelig penge, så er de også begyndt at bevæge sig ind på tøj- og tilbehørsmarkedet med deres egne produkter. Vi har testet bib-shorts, baselayer og handsker fra den nye satsning.

Canyon Signature Pro Cargo Shorts

Bib-shortsene bliver primært markedsført som værende til gravel, men de kan også sagtens bruges til mountainbike eller på landevejene. I al sin enkelthed er bib-shortsene lavet i lækre materialer og har et diskret design, som er sort. Ved afslutningen på lårene kan man se ”Canyon” skrevet, men eller gør de ikke meget væsen af sig.

Shortsene har nogle gode brede seler som ikke glider ned af skuldrene, og så er ryggen lavet i et perforeret stof, som giver god udluftning. Siddepuden er med memory-skum, og ligeledes i fin kvalitet.

Shortsenes store styrke er muligheden for at opbevare et halvt cykelværksted i de mange lommer. Shortsene har i alt 6 lommer, 2 store på lårene, 2 på ryggen og 2 på stropperne. På lårene er lommerne i perforeret materiale, og der kan sagtens puttes indtil flere gels eller en telefon i dem. På ryggen er lommerne også rummelige og indeholder nemt et multitool, ekstra slange eller hvad man nu foretrækker. På selerne findes der også en lomme på hver sele, og det har vi personligt ikke set før nu. De er smalle, og nok mest egnet til at fragte gels.

Bib-shortsene blev primært testet på mountainbike, og en smule på landevejen. I mountainbike øjemed blev de både brugt som yderste lag, men også med et par shorts uden på. Først og fremmest er kvaliteten meget lækker, og man føler sig godt tilpas i dem. Der er en fin balance mellem komfort og kompression, og de strammer de rigtige steder. Siddepuden er ligeledes i den bedre halvdel af segmentet, og gav en god komfort, uanset turenes længde.

I den praktiske kategori scorer shortstene toppoint. Det var dejligt, at man lige kunne smide en ekstra slange eller multitool i baglommen uden at det generede under turen. Ligeledes fandt telefonen sin vante plads på siden af låret, hvor den ikke generede.

Cargo shortsene er et virkelig godt produkt, som lige skruer praktikken en tand op. De fungerer godt som almindelige bib-shorts, og mindst lige så godt til at opbevare alt muligt under turene. Der var ingenting som generede, og det var super at pakke til turen uden at skulle have saddeltaske, rygsæk eller andet med.

Pris: 1.262 kr.

Classic Bibshorts

Som navnet antyder er der her tale om deres basis bib-shorts til alle discipliner. De er lavet i samarbejde med firmaet Kalas, som leverer tøj til Alpecin-Fenix holdet. Igen er der tale om en bib i et diskret design og helt i sort. Stropperne er eftersigende laserskåret, og har en god bredde, så at de ikke glider af skudrene. Ryggen er lavet i perforeret stof for at hjælpe med udluftningen. På afslutningen ved lårene er Canyon logoet syet ind i stoffet og ikke trykt på, for at undgå at det vasker af gennem tiden. Ved samme afslutning er der på indersiden de klassiske silikone-striber, som holder shortsene på plads uden at de glider. Siddepudden er fra de anerkendte Elastic Interface og består bl.a. af 2 forskellige hårdheder.

Selv om det ”kun” er basismodellen er indtrykket rigtig godt. Det er ikke jordens mest sprudlende design, men diskret kan nu altså også noget. Det er en fin detalje, at Canyon har syet logoerne ind i stoffet. Der er ikke noget værre end logoer mv. som pludselig hænger i laser efter et par vaske. Bib-shortsene har en god komfort og sidder godt til, uden at man føler at man skal på slankekur. De fungerede godt, hvad enten det var i skovbunden eller på landevejen. Materialerne var gode til at transportere sveden væk, og man følte sig forholdsvis tør hele tiden. De var samtidig ikke for varme at have under et par mountainbikeshorts.

Siddepuden fra Elastic Interface gav masser af komfort i skoven, hvor den sad godt til, og passede godt på bagdelen. Det samme var tilfældet på asfalten, hvor puden også gjorde det godt uanset turens længde.

Hvis du har brug for et par gode bib-shorts er disse helt sikkert et godt bud. Du får gode kvalitetsmaterialer og en komfortabel siddepudde. Prisen er heller ikke urimelig for et par bib-shorts i denne kvalitet.

Pris: 710 kr.

Signature PRO Base Layer

Et godt basislag er grundstenen i enhver cykelgarderobe, hvor det sørger for at holde dig tør og komfortabel, selv om sveden preller af dig. Canyons basislag består af 63 % polypropylene og 27 % nylon og spandex. Polypropylene stoffet afviser sveden og sender den væk fra huden. Samtidig er stoffet behandlet med sølv ioner, som er antibakterielle og lugthæmmende.

Svedtrøjen sidder naturligt tæt på kroppen, men er stadig behagelig at have på. Snittet er meget passende, og man følte ikke, at man fik et korset snurret om maven. Den blev primært testet i sommerperioden, hvor den blev brugt som inderlag under en T-shirt. Den gjorde præcis som den skulle og transporterede sveden væk fra kroppen, så at man følte sig tør og komfortabel. Der var faktisk ikke så meget andet at sige, end at den gjorde sit arbejde meget fint, og meget mere kan man jo ikke kræve. Prisen er også ret skarp for et baselayer i god kvalitet, og som gør det til UG.

Pris: 237 kr.

Foto: Roar Paaske.

Canyon Signatur PRO Longfinger Gloves

Handskerne er primært henvendt til mountainbike, men kan også sagtens bruges til gravel. De fås i sort eller grå, og oversiden er lavet i et vævet syntetisk stof, som er åndbart. Håndfladerne er lavet i læder, og har en hullet struktur for at give mere greb. På mellemfingeren finder man en enkelt silikone belægning, som kan bruges til at betjene telefonen. Håndledet består af en bred elastik, som holder handsken på plads.

Udefra ligner det et par ganske almindelige handsker, og det er det skam også, men Canyon har virkelig lavet et par gode handsker her. Opskriften er heldigvis den klassiske: keep it simple. For det første er pasformen, hvert fald på mine hænder, helt perfekt, og det er nogle af de bedste handsker som jeg har prøvet, hvad angår pasform. De sad tæt, men ikke på sådan en måde, at det var for stramt, eller at mine hænder sov. Jeg har brugt dem i temperaturer mellem 10 og 25 grader, og de gjorde det godt i begge ender af skalaen. Stoffet på oversiden var meget åndbart og jeg oplevede ikke, at mine hænder kogte over. Læderfladen gav et godt greb omkring styr og bremser, og indtil videre har jeg ikke set skyggen af slid, trods mange ture og flere maskinvaske. Silikoneprintet på mellemfingeren fungerede fint på telefoner, men jeg havde gerne set, at de havde lavet det på mindst 2 fingre i stedet for 1.

Alt i alt har jeg bare været super tilfreds med disse ganske ”almindelige” handsker. Pasformen er suveræn, og så fungerer de bare godt i praksis. Jeg synes næsten at prisen på 276 kr. er for billigt, for man får virkelig meget handske for pengene.

Pris: 276 kr.

Rapha Performance Trailwear

Posted on: april 21st, 2022 by Lasse Klausen No Comments

Rapha har altid været én af de store navne inden for tøj til landevejscykling, og i 2021 udvidede de så endelig med en MTB-kollektion. Men kan et ”lycra firma” bare melde sin ankomst på mountainbike scenen og lave jackpot med det samme? Det er faktisk lykkedes rigtig godt, og det kan du læse mere om her.

Som mountainbiker har jeg flere gange hørt om Rapha fra mine kolleger på Velomore, og rundt omkring på nettet. Fra mit synspunkt så deres landevejskollektioner fede ud, men der manglede selvfølgelig en dedikeret Rapha MTB-kollektion. Den kom så endelig i 2021, hvor de er gået all-in på mountainbike genren med en ret omfattende kollektion.

Hvorfor skiller Rapha MTB sig ud?
Udover at jeg synes at deres landevejstøj så fedt ud, havde jeg ikke stiftet yderligere bekendtskab med Rapha. Men i forbindelse med testen researchede jeg lidt og fandt ud af, at de er meget dedikerede omkring at give noget tilbage til deres kunder og cykelsporten. Det udmønter sig bl.a. i, at de støtter forskellige initiativer inden for mountainbike og vedligeholdelse af spor. De donerer bl.a. udstyr og penge til bæredygtige sporbyggere i USA, samtidig med at de støtter undervisning i sporbyggeri. Det kan selvfølgelig alt sammen være varm luft for at sælge tøj, men det virker nu til at de er ret dedikerede omkring det.

Du kan nemt lave en ret okay reparation af dit tøj, og give det nyt liv.

Reparer dit tøj
Da jeg modtog sættet fra Rapha bemærkede jeg straks en lille pakke til shorts og T-shirt, hvor der stod ”Repair kit”. Heri ligger der reparationslapper, som man kan bruge til at reparere huller i sit Rapha MTB-tøj. Lapperne er lavet af fuldstændig samme materiale og farve, og giver en så pæn reparation som muligt. Lapperne kan skæres til i størrelse, hvorefter de limes på tøjet ved hjælp af et strygejern. På noget af tøjet har Rapha endda en gratis reparationsservice, hvor de gratis reparerer dit tøj, hvis skaderne er omfattende. Det fortæller lidt om, hvor meget Rapha brænder for genbrug og forsøger at mindske spild. Jeg fik ikke brug for at reparere mit tøj under testen, men hele sættet virkede meget gennemført.

Trail Cargo Bib Liner Shorts
Bib-shortsene er designet til at blive båret under et par shorts, og derfor er designet også lidt anderledes end almindelige bibs. De er lavet af en blanding af nylon og elastan, og flere steder har Rapha brugt genanvendt nylon. På lårenes yderside er der åbent meshstof, som giver mere ventilation til lårbasserne. Det samme finder man på den øverste del af de brede seler, og på rygstykket. Omkring lænden har Rapha placeret to praktiske opbevaringslommer, som kan gemme på lidt af hvert. Selve puden fortæller de ikke så meget om, udover at den er resultatet af 15 års udvikling.


Bib-shortsene sidder godt på kroppen, og alting føles tilpas stramt og behageligt. Kvaliteten er som forventet i top, og det er en fornøjelse at have dem på. Jeg afprøvede dem ikke i 30 graders varme, men jeg oplevede, at de var gode til at ventilere varmen væk, og man kogte hvert fald ikke over, når man havde dem på. Silikoneprintet på indersiden af lårene sørgede for, at de ikke kravlede op under turene. Jeg brugte ofte lommerne på lænden til min mobiltelefon og måske en snack. Siddepuden var komfortabel og sad godt til. Jeg følte ikke at den var nyskabende, men den havde samme gode komfort som mange andre dyrere mærker.

Jeg testede også bib-shortsene på hometraineren, hvor de uanset turens længde var behagelige og gav en god komfort over det hele. Selv om jeg svedte meget på hometraineren var bib-shortsene gode til at ventilere varmen væk, og de tørrede forholdsvis hurtigt.

Lommerne er rummelige og generer ikke på siden af låret.
Lommerne er inddelt, og det gør det nemmere at holde styr på indholdet.

Trail Shorts
Shortsene er ligesom bib-shortsene lavet i en blanding af nylon og elastan. De er samtidig Økotex og Bluesign certificeret. Designet er klassisk mountainbike, og shortsene byder på 2 åbne lommer i kombination med 2 lårlommer med lynlås. Lårlommerne er ganske store, og indeni har Rapha placeret nogle små inderlommer, som adskiller indholdet en smule. Livvidden justeres via et integreret bælte, og lukkeknappen er ganske solid.

Igen er materialevalget lækkert og gennemført. Stoffet har en lidt ru overflade, men det føles blødt mod huden og strækker sig alle de rigtige steder, når man er af sted i skoven. Lommerne er fint placeret, og det er en god løsning at lårlommerne har yderligere inddeling indvendigt til at holde styr på sagerne.

Læs også: IXS Trigger AM

Pasformen er fin, men jeg synes personligt, at de er en smule til den løse side, og jeg havde foretrukket et lidt tættere snit. Det var dog ikke sådan at de flagrede i skoven eller satte sig fast i sadlen.

Stoffet er silkeblødt og designet er stilrent.

Trail ¾ jersey
T-shirten fås i 5 forskellige farver, og gennemgående er ærmerne sorte. Torsoen er lavet af polyester, hvoraf 68 % er genanvendt materiale. Selve ærmerne består af nylon, polyester og spandex, og skulle være ekstra hårdføre. Der følger også et reparationskit med til T-shirten, og Rapha tilbyder også reparation, hvis der opstår en stor skade.

Personligt er jeg ret vild med designet, som jeg synes er flot og stilrent. Nogen mener måske, at det ser lidt kedeligt ud, men det er personlig smag. Stoffet er i rigtig god kvalitet, og føles silkeblødt mod huden. Rapha har kælet for detaljerne, og honningkagemønsteret i stoffet er en flot detalje. T-shirten er med ¾ ærmer, og for mig fungerede det rigtig fint med den kombination. Jeg kunne godt lide, at de lidt længere ærmer gav en smule mere varme på de køligere dage. T-shirtens snit var forholdsvis tæt, hvilket jeg personligt godt kunne lide. Der var stadig plads til at ligge sig ud, men snittet harmonerede godt til mig. Alt i alt en T-shirt i lækre materialer, som opfylder dens funktion til punkt og prikke.

Læs også: Rapha lancerer helt ny Brevet kollektion

Facit
Rapha MTB-kollektion er kommet godt fra start, og hele sættet er gennemført og lækkert med fine detaljer. Bib-shortsene havde god ventilation, og siddepuden var komfortabel. Lommerne på lænden var en fed detalje, og gjorde det nemmere at tage fx lidt snacks med på turen. Shortsene var også svære at se sig sure på, og de præsterede i alle slags betingelser. Dog havde jeg gerne set, at snittet havde været lidt tættere. T-shirten var ligesom resten af sættet i lækker kvalitet og med fine detaljer. Jeg kunne rigtig gode lide det diskret design og lidt tættere snit.

Samtidig er det første gang, at jeg har fået reparationskits med til cykeltøj, og jeg synes, at det er en knaldhamrende god idé, som jeg håber, at resten af cykelbranchen tager til sig i fremtiden.

Vurdering

Størrelser: XS-XXL
Farver T-shirt: 5 forskellige
Pris: Bibs: 950 kr. Shorts: 1.000 kr. T-Shirt: 700 kr.
Info: www.rapha.cc
Vurdering: 5,5

Gruppetest: Sommertøj

Posted on: august 31st, 2021 by velo_admin

 

Nogen går meget op i gear og grej, imens andre lidt tager det som det kommer. Det er der heldigvis plads til i mountainbike sporten, hvor man kan komme i gang for ikke ret mange penge, eller gå all-in og belåne huset. Her på redaktionen er vi selvfølgelig nogle grejhoveder, og én af de ting som vi sætter mest pris på er mountainbiketøj i ordentlig kvalitet. Det behøver ikke koste en bondegård, men kvaliteten skal være på den gode side. Ofte følger pris og kvalitet den samme vej, men man kan sagtens finde nogle gode begyndersæt til rimelige penge.

 

De rigtige bib-shorts er guld værd

Populært sagt kan man sige, at livet er for kort til dårlige bib-shorts, og det har vi så sandelig også måtte sande på redaktionen. De fleste af os begyndte med billige bib-shorts, som måske ikke lige passede helt som fod-i-hose, eller hvor siddepuden var knap så god. Vi fandt senere ud af, at bib-shorts helt sikkert er værd at bruge ekstra penge på, og når man først har prøvet bib-shorts i god kvalitet er der ingen vej tilbage! Det vil dine nedre dele, hvad enten du er mand eller kvinde, takke dig for mange år frem. Selv om gode bib-shorts kan være en investering på 500-1.500 kr., er det efter vores mening det værd. Du får super meget komfort, og du undgår irriterende, og til tider smertelige skavemærker ”down under”. De holder også i mange år, og er dermed en god investering.

 

 

Deltagerne

Vi har i testen valgt at teste 2 sæt bib-shorts og jersey, fra henholdsvis AGU og danske Fusion. Er man til den lidt løsere tøjstil klarer vi også det med bib-shorts, shorts og T-Shirts fra schweizizske Assos og tyske IXS. Fælles for testen er at AGU og IXS kommer med en lidt lavere pris, men stadig god kvalitet, imens Fusion og Assos, er vores bud på lidt mere high-end mærker.

 

Læs testen af de forskellige sæt tøj lige her:

AGU Core Jersey og Essential Bibshorts

Posted on: august 31st, 2021 by velo_admin

 

AGU er som nævnt for begynderen som skal ud og investere i sit første sæt mountainbike tøj eller for den let-øvede som vil udvide garderoben og derfor er prisen også i den lave ende til glæde for alle. Bibshortsene koster kun 449 kr. og jerseyen fås for 349 kr. Sættet vi har testet er i sort, men jerseyen fås i flere forskellige farver. hvis man vil peppe udseendet lidt op.

 

Bibshortsene er lavet i lycra og vejer kun lidt over 200 gram, hvilket er ret let i den prisklasse og puden er tyk, blød og behagelig. Selerne er lavet i et meshstof for lav vægt og åndbarhed, men er lidt smalle over skuldrene. Jerseyen er lavet i et kraftigt polyester materiale. Det kraftige materiale føles som om, at det nemt kan tåle at vælte et par gange eller strejfe en gren uden at det bliver revet i stykker. Vi efterprøvede dog ikke holdbarheden. Lynlåsen i jerseyen er super kraftig og stor, hvilket gør, at den ikke går i stykker og at man nemt kan betjene den med en hånd. Af andre kvaliteter kan det nævnes at ærmerne er i åndbart mesh materiale som sørger for nedkøling og små reflekser for sikkerhed er ligeledes placeret på ærmerne. De 3 obligatoriske lommer på ryggen måtte efter vores mening gerne have været lidt strammere.

 

 

Fin pasform og god ventilation

Pasformen på tøjet er ganske udmærket, men lidt i den store ende og jeg ville nok anbefale en størrelse under, hvad man plejer. Jerseyen buler en smule ud i bunden ved maven og som nævnt var lommerne lidt “slappe”, så jeg faktisk tabte min telefon et par gange. Både Jersey og bibshorts er dog utrolig behagelige at have på og køre i over længere tid. Det irriterede mig dog en smule, at de kravlede op af lårene og skulle trækkes lidt ned flere gange på turene. På grund af mesh-materialet er der dejlig ventilation og afkøling på de varme sommerdage. Tøjet kan snildt bruges i konkurrence, men man får ikke samme lethed, afkøling og kompression som ved high end mærkerne.

 

 

Facit

Generelt mener vi at AGU tøjet er rigtig godt til prisen. Man får noget rigtig godt begynder tøj som er let, kølende og er lavet af kvalitetsmaterialer. Vi var dog en smule skuffet over at bibshortsene kravlede op af lårene og selerne var så smalle at de gnavede lidt. Jerseyen var vi mest af alt positive over, bortset fra lommerne som gerne måtte være strammere. 

 

Fusion SLI Bibshorts og Jersey

Posted on: august 31st, 2021 by velo_admin

 

Tøjet som vi har testet fra Fusion er et par korte bibshorts og en kort jersey fra Fusions top serie, SLI, som er henvendt til den meget seriøse motionist og til professionelle atleter. SLI serien udmærker sig ved at være utrolig let, kølende og vandafledende, hvilket betyder at vandet preller af tøjet i stedet for at sætte sig i stoffet og derved øge vægten. Stoffet tørrer også ufatteligt hurtigt, når det er blevet vådt af den smule væske som ikke løber af. Vægten på bibshortsene er sølle 152 gram, hvilket er ufatteligt let og jerseyen vejer så godt som ingenting og føles også sådan. Både bibshorts og jersey er til sommerbrug og egner sig efter vores mening ikke til temperaturer under 15 grader. Tøjet er ikke i den absolutte dyreste ende, men koster alligevel 1.500 kr. for bibshortsene og 900 kr. for jerseyen.

 

Topkvalitet og fantastisk pasform

Det er meget tydeligt at mærke, at man hos Fusion virkelig har udviklet i, at tøjet skal sidde godt og at stoffet skal være af god kvalitet. En ting som ofte kan være til gene for mig, når jeg tester cykeltøj, er at bibshortsene glider op af lårene når man cykler, hvilket er pisse irriterende. Det oplever man slet ikke ved bibshortsene. Fusion selv skriver selv at det skyldes et særligt elastisk 4-vejs strækbart materiale. Derudover sidder bibshortsene bare særdeles fremragende, de kunne ikke passe bedre på min krop og selerne er tilmed bredde og behagelige, så de ikke gnaver på skuldrene. Det er det samme med jerseyen – den sidder som limet til min krop og der er ikke nogen steder, hvor den buler ud eller ikke sidder tæt. En enkelt anke er at lommerne bagpå godt kunne være strammere for at man ikke risikere at tabe ting ud af lommerne. Jeg tabte en enkelt gang min telefon.

 

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG3] [IMG4] [SPLIT]

 

Holder distancen

I forhold til holdbarheden tester vi jo aldrig lang nok tid til at finde ud af, hvor lang tid tøjet holder eller hvor slidstærkt det er. Heldigvis har vi en del erfaring fra tidligere test og eget lager af Fusion. Vi har på redaktionen stadig Fusion tøj i brug – fra både tidligere SLI og C3 serie som næsten er 5 år gammelt. Det ser selvfølgelig en smule brugt og vasket ud, men det er bestemt ikke slidt eller klar til at blive skiftet ud, hvilket også er med til at dokumentere, at Fusions tøj er af højeste kvalitet og er produceret med stor omhyggelighed.

 

Facit

Klart noget af det bedste tøj man efter vores mening kan købe sig til og så er det jo bare et plus at det også er dansk og tilmed Oeko-Tex certificeret. Tøjet sidder helt fantastisk, er let, kølende og kommer ikke til at ruinere dig. Både jersey og bibshorts er tøjet du vil have, hvis du er seriøs omkring cykling. Derudover holder det efter vores erfaring i mange år, så det er godt givet ud, selvom tøjet koster en del. Foruden SLI serien kan vi også varmt anbefale resten af Fusions cykeltøj som fås til mere overkommelige priser.

 

Assos Trail-series

Posted on: august 31st, 2021 by velo_admin

 

Lige siden jeg startede med at køre på mountainbike har jeg altid set og hørt meget om Assos. Det var dem som altid havde nogle letpåklædte modeller på deres produktbilleder, og dermed fangede de ”naturligt” ens interesse. Den markedsføringsvinkel er Assos stoppet med for nogle år siden, men derfor er nysgerrigheden ikke blevet mindre. For er Assos virkelig pengene værd, som så mange påstår på Facebook mv.?

Assos har heldigvis bevæget sig ind på mountainbiketerritorie med 2 tøjkollektioner: XC og Trail Series. XC-serien består bl.a. af bib shorts, jerseys og endda en speedsuit. Trail-serien er bib shorts til at bære under shorts, shorts, T-shirts og handsker. I denne test kigger vi på et sommersæt fra deres trail-serie bestående af bib shorts, shorts, T-shirt og handsker.

 

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

 

Trail Liner Bib Shorts

Denne model er designet til at blive båret inde under et par shorts, og det er bl.a. derfor, at der er mange synlige udvendige syninger rundt omkring. Bib shortsene er propfyldt med masser af teknologi, som Assos er så kendt for. Vi går ikke det hele igennem, men stoffet er bl.a. deres Aerofit, som er super åndbart og med masser af stræk.

Assos går meget op i deres siddepuder, og det er også dem som de er kendt for. Siddepuden er bl.a. tykkere på den bagerste del for at give mere komfort i skoven, og mere støtte, når man sidder i oprejst position. I den forreste del har siddepuden små huller, som giver øget ventilation. Selve puden består af 3 lag, heriblandt 8 mm memoryfoam. De har også brugt 2-3 andre teknologier, men hvis vi skal gennemgå dem alle sammen bliver vi aldrig færdige med denne test.

Selve bib shortsen har et klassisk design med brede stropper, og en bagside som er perforeret. På bagsiden finder man også en rigtig smart detalje, som kaldes for Ramp Pockets. Det er faktisk bare 2 lommer, som sidder på ryggen, lidt over lænden. Lommerne er åbne i siden og kan bl.a. bruges til telefon, snacks og alt muligt andet. Der er ikke mange mærker på markedet som laver det design, og personligt er jeg helt vild med løsningen. Jeg kan godt løbe tør for plads i shortsene på mellemlange ture, og være nødt til at finde rygsækken frem – men med lommerne på ryggen er det ikke længere et problem.

Af andre små detaljer kan det nævnes, at forsiden har en v-nedskæring for at give plads til maven (uanset om det er en lille eller stor mave), og for at undgå prespunkter hen over maven. På hofterne er der nogle små lommer, hvortil man kan købe små beskyttelsespads. Ideen er, at de beskytter hofterne ved styrt.

Jeg var ærligt talt spændt på, om Assos bare var et overhypet mærke, eller om de virkelig var så gode. Og…. Det var de helt sikkert! For det første er kvaliteten virkelig lækker, og noget af det bedste jeg har prøvet – hvis ikke det bedste. Så snart man tager dem på føler man med det samme, at man er kommet i cykel-himlen. De smyger sig om kroppen som et varmt tæppe, og alting sidder tæt, men komfortabelt. Pasformen er for mit vedkommende spot on.

Ude i skoven er det en udsøgt fornøjelse at have bib shortsene på. De sidder bare helt perfekt, og man mærker overhovedet ikke noget til dem. Siddepuden er tætsiddende, og meget komfortabel, faktisk så komfortabel, at jeg næsten ikke har lyst til at tage dem af igen. Jeg fik aldrig problemer med skavemærker, svie eller andet i de nedre regioner, uanset turens længde. Som tidligere nævnt er jeg stor fan af lommerne på ryggen, og jeg bruger dem bl.a. til barer, mobiltelefon eller nøgler. Lommerne generer ikke på ryggen, og er ret nemme at komme til. Lommerne sidder på hver sin side af rygsøjlen, og derfor er jeg personligt ikke bare for at styrte med dem.

Alt i alt er jeg meget begejstret for dem, og jeg kan godt se, hvorfor folk roser Assos’ kvalitet og siddepuder. Det hele spiller bare, og så synes jeg faktisk ikke at prisen på 1.179 kr. er urimelig for bib shorts i denne kvalitet.

 

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

 

SS Cargo Shorts

Shortsene er lavet i letvægtsstof med masser af stræk i. Assos har haft meget fokus på at designe shortsenes snit således, at de ikke f.eks. hænger fast i sadlen, når man sidder eller står op. Derfor er de forholdsvis tætsiddende på den øverste halvdel omkring hofterne og skridtet, imens de længere nede er lidt løsere i pasformen. Assos har valgt en bred elastikkant omkring livet til at holde shortsene på plads, og om det virker, vender jeg tilbage til senere. På forsiden af shortsene finder man en lynlåslomme på hver side.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var noget skeptisk over for, om en elastikkant var nok til at holde shortsene på plads i skoven. Den bekymring var dog heldigvis helt ubegrundet. På en eller anden måde bliver shortsene præcis hvor de skal, og rykker sig ikke nogen steder. Det er jeg lidt imponeret over, da elastikkanten overhovedet ikke strammer for meget. Jeg har både haft mobiltelefon, snacks og nøgler i lommerne uden at det gjorde nogen forskel. Lommerne sidder godt placeret skråt oven på lårene, og generer ikke under kørsel.

Stoffet er igen lækkert, og generer overhovedet ikke. Der er god stræk i det, og det føles silkeblødt mod huden. Det lyder måske lidt søgt, at Assos har trimmet pasformen i den øverste del, men jeg er faktisk ret begejstret for det. Jeg oplever ikke, at shortsene sidder fast i sadlen, uanset hvilken position jeg sidder i.

Min eneste anke er, at designet måske er lidt anonymt og de fås ikke i nogen friske farver, kun sort eller grå. På den anden side tiltaler diskret design mange kunder, og det er en smagssag.

Jeg er blevet meget glad for shortsene, og de er altid et af de par som jeg skuler efter inden jeg kører i skoven. Pasformen er god, og det fungerer godt med det tætte snit i skridtregionen. De er gode på en varm sommerdag, og så er kvaliteten bare lækker.

 

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

 

Trail SS Jersey

T-shirten kommer i mange forskellige farver, og denne gang er Assos lidt mere sprælsk i designet. T-shirten er igen lavet i lækkert stof, som er godt til at lede fugt væk. Under armene har Assos været så snedige at placere åbent meshstof for at få mere udluftning og luftflow gennem T-shirten og forbi kroppen. Stoffet har en UV-35 faktor beskyttelse mod solen.

Igen er pasformen god, men mere tæt end man ellers ser i trail-tøj. Det gør personligt ikke noget for mig, da jeg godt kan lide det lidt tættere snit, uden at det bliver totalt aero-stramt-siddende-agtigt. Som sædvanlig er stoffet lækkert, og det er godt til at lede sveden væk. Man mærker faktisk også en smule luft under armene på grund af meshstoffet.

SS Jersey er en god T-shirt, og igen i lækre materialer, og med et snit som jeg personligt godt kan lide. Den gør præcis det som den skal, og mere kan man vel ikke kræve af en T-shirt.

 

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

 

Trail FF Gloves

Med disse handsker er Assos ifølge dem selv gået all-in på ergonomi. Indersiden er lavet af hårdfør syntetisk materiale, imens oversiden er mere åndbart mesh-stof. Indvendigt i håndfladen har Assos strategisk placeret flere små puder/forhøjninger, som giver et ”3D” greb rundt om styrgrebene. Det har Assos udviklet ved at nærstudere, hvordan hænderne griber om grebene, og herefter designet handskerne således, at de ikke krøller sammen og fordeler grebet jævnt rundt om styret. Sådan en fremgangsmåde har jeg personligt aldrig hørt om før. Af andre små detaljer er der silikone-print på pege- og mellemfinger, så at man får et godt greb om bremsegrebene.

I praksis mærkede jeg som sådan ikke noget til 3D ergonomien, og jeg synes ikke, at jeg holdte anderledes eller bedre fat om grebene end med andre handsker. Jeg prøvede sågar at køre en tur med en Assos handske på den ene hånd og en IXS handske på den anden. Jeg kunne ærlig talt ikke mærke den store forskel på dem. Til gengæld tror jeg, at Assos handsken er mere holdbar, fordi de forskellige forstærkninger sidder på handskens udsatte steder. Til trods for silikoneprint på fingrene virker handskerne ikke på mobiltelefoner, og i 2021 synes jeg personligt, at det er et stort minus.

Når alt kommer til alt er Trail FF handskerne gode, og de sidder godt på hænderne. Jeg mærkede ikke så meget til ergonomien, men de føles behagelige at have på, og så er kvaliteten som sædvanlig i top. Til gengæld er det et stort minus, at de ikke virker med mobiltelefoner.

 

Sommerkit fra IXS

Posted on: august 31st, 2021 by velo_admin

 

IXS har længe haft stor fokus på bæredygtigt tøj, og endda før forbrugerne, og mange andre også fik øjnene op for det. Deres tøj og stof er ikke 100 % genanvendt, men deres materialer består bl.a. af genanvendte plastikfibre. Det sker ved, at PET-flasker bliver knust til granulat og smeltet, hvorefter man spinder en tynd plastiktråd, som syes ind i tøjet. Resultatet er genanvendelse af plastik, og mindre spild.

 

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

 

Carve Digger Shorts

Shortsene fra IXS fås i sort eller grå og er en klassisk trail-shorts. De er ganske løse i det, og går cirka til lige over knæene. Dermed er der også fint med plads til de fleste knæbeskyttere. Stoffet er blødt og lækkert og med 4-vejs stræk. På indersiden af begge lår er der meshstof, som hjælper med udluftningen. Livvidden kan justeres via velcrostropper, og så er remmen ret bred, hvilket giver en bedre komfort rundt om livet.

Shortsene lukkes sammen med en solid knaplås plus velcro på bagsiden. Der er 2 sidelommer med lynlås, og de er vinklet i en skrå vinkel, så der er bedre adgang til dem. På venstre lår er der yderligere en lynlåslomme og så til sidst en mindre baglomme i højre side.

Vi hoppede i en størrelse large ifølge IXS’ størrelsesguide, og de passede rigtig fint. Der var også lidt plads til fremtidige udvidelser i maveregionen. Én af de største kvaliteter ved IXS’ tøj er helt klart det virkelig bløde og lækre stof – hvis alting bliver så godt med genbrugsplastik er det helt klart vejen frem. Stoffet føles også meget let, og så tørrer det hurtigt igen. En anden dejlig designdetalje er den solide knaplås ved livet. Her er der ingen slinger i valsen, og den er meget holdbar i forhold til andre løsninger, som vi har set.

Lommerne har en god dybde, og det er lækkert, at de er placeret i en skrå vinkel, som gør det meget nemmere at komme til indholdet. Vi oplevede ikke, at mobiltelefon eller snacks irriterede under turene, og det var dejligt med god opbevaringsplads. Som tidligere nævnt føles stoffet meget let, og det var silkeblødt mod huden uden at irritere. Der var også masser af stræk i dem, og de sad aldrig fast i noget, når man trådte i pedalerne.

 

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

 

Trigger X jersey

Jerseyen er med lange ærmer, og igen er den bl.a. lavet af genbrugsmaterialer. Den består af 95 % polyester og 5 % elasthan, som giver lidt stræk. Torsoen har en slags kamuflage farve, imens ærmerne er sorte. Den fås i grøn, sort, rød og grå.

Vi prøvede jerseyen i størrelse large, og den passede fint jævnfør IXS’ størrelsesguide. Dog synes vi, at ”hullet” til hovedet var lidt for lille, og der skulle trækkes igennem, når jerseyen skulle af og på. Resten af jerseyen passede rigtig godt, og med et fint snit. Så hvorfor IXS har lavet hullet for lille kan vi kun gisne om. Igen var materialerne lækre at have på, og vi følte os godt tilpas i den. Der var god åndbarhed i den, og så tørrede stoffet hurtigt igen, hvis man svedte. Personligt kunne vi rigtig gode lide designet, og man følte sig generelt bare godt tilpas i jerseyen.

 

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

 

Carve handsker

Handskerne er lavet af polyester og elasthan og fås i 5 forskellige farver. Overdelen er lavet i blødt meshstof, imens håndfladen er i syntetisk læder med perforerede huller. På pegefinger og mellemfinger finder man silikoneprint, som gør at man kan bruge dem på mobiltelefoner mv.

Handskerne sad rigtig godt på hånden, og havde en tætsiddende pasform, hvilket vi godt kunne lide. Vi er personligt normalt ikke så meget til kamoflage mønster, men kombineret med den grå farve, synes vi, at de er rigtig fede. Der var ingen generende syninger eller vaskemærker, og silikoneprintet fungerede godt på touchskærme mv. Det syntetiske læder i håndfladen gav et godt greb, og efter nogle måneders test har vi endnu ikke set nævneværdigt slid. Carve handskerne er klart blandt de bedste, som vi har testet gennem tiden.

 

Endura Singletrack dragt

Posted on: januar 14th, 2021 by Lasse Klausen

 

Jeg testede sidste år Enduras MT500 dragt, som var den første model i rækken. Den var virkelig fed og praktisk, men kom også med et heftigt prisskilt på 4.180 kr.

Nu er Endura tilbage med endnu en dragt, denne gang i Singletrack serien. Den serie er lidt under MT500 serien, men til gengæld er prisen også en del mere spiselig. Og som så meget andet har Singletrack serien stadig mange af de gode ting fra MT500 produkterne.

Dragten er lavet i Enduras ExoShell 20 stof, som byder på et vandsøjletryk på 10.000 mm og en åndbarhed på 20.000 g/m2/24 hr. Med et vandsøjletryk på 10.000 mm er du ret sikker på, at dragten holder det meste vand og regn ude til en vis grænse.

Dragten er præcis som et sæt jakke og bukser, som blot er syet sammen på ryggen. En kraftig elastik sørger for at bukserne sidder tæt og komfortabelt. Jakken har en brystlomme, og under armene finder du store ventilationslommer, som helt sikkert kan lukke masser af luft ind, når du rammer din max puls. Hætten har en ganske præsentabel størrelse og kan selvfølgelig justeres ind og ud.

Bukserne er formsyet, og der er god plads ved knæene til at have knæbeskyttere indenunder. Fra knæene og nedefter bliver snittet smallere for at undgå at bukserne snitter ramme eller kæde, når man træder i pedalerne. Buksebenene bliver sluttet af med velcro og lynlås for at finjustere pasformen. Der er også 2 mellemstore sidelommer til at gemme snacks og telefon i.

 

 

Pasform

Jeg er 184 cm høj, og vejer omkring 85 kg. Ifølge Enduras størrelsesguide skulle det betyde en størrelse medium. Da jeg modtog dragten synes jeg, at den strammede en smule over ryggen, og prøvede derfor en størrelse large, som var for stor. Vi anbefaler derfor som sædvanligt, at du prøver dragten ved en forhandler inden du køber den. Ovenstående betød ikke, at dragten decideret var for lille, men det havde været rart med lidt mere rummelighed på dragtens overdel. Pasformen vil selvfølgelig variere fra person til person, så det er ikke sikkert at alle vil opleve den problematik.

 

På sporet

Når man hopper i dragten bemærker man straks, at den er meget behagelig at have på. Det kan godt være, at ExoShell20 ikke er så dyrt som MT500, men hold da op hvor er det blødt og behageligt at have på! Det er lige før at man slet ikke behøver at have noget tøj på indenunder, selv om det nok giver lidt skavesår.

Til trods for de små problemer med pasformen sidder dragten godt til, og den flagrer ikke for meget rundt. Når man bukker sig ned mærker man at dragten strammer lidt over ryggen, men det er ikke så meget, at dragten bliver dårligere af den grund. På cyklen føler man ikke nogen stramme områder, og den er behagelig at køre både op og ned i. Åndbarheden er god, og når jeg får ekstra sved på panden åbner jeg bare ventilationslommerne og køler af. På nedkørslerne er der ingen problemer med at bevæge sig rundt på mountainbiken, og dragten hæmmer ikke bevægelserne.

Jeg har ikke været så ”heldig” at køre i kæmpe regnskyl i skoven, men den har uden problemer klaret mindre byger, og jeg er altid tør, når jeg kommer hjem. En kæmpe fordel er selvfølgelig, at dragten tager sig af vand og mudder, og når du kommer hjem smider du bare dragten, og er fuldstændig ren indenunder. Det er en luksus som man hurtigt sætter pris på. Det er nemt at skylle mudder væk med haveslangen, og jeg har også vasket dragten et par gange uden at det er gået ud over vandafvisningen.

 

 

Facit

Når man cykler rundt i dragten kigger folk stadig lidt mistroisk på én og tænker: hvad er nu det for noget? Men ligesom mundbind og alt muligt andet er det kun et spørgsmål om tid før dragter også bliver en del af normalen. Singletrack dragten er lavet i en lækker kvalitet, og vi er vilde med ExoShell20’s bløde stof. Dragten har en god åndbarhed, og det er dejligt at kunne supplere med ventilationslommer. Den eneste ulempe er at man skal være opmærksom på pasformen og størrelserne, men ellers er Singletrack dragten noget nær et perfekt produkt.

Endura SingleTrack II jakke

Posted on: januar 5th, 2020 by Lasse Klausen

Skotske Endura ved om nogen, at godt mountainbike tøj er guld værd, når vejret er forfærdeligt. Når man nævner Endura jakker tænker de fleste på deres topmodel, MT500, som har ligget i toppen i mange år. Endura har dog også andre serier, og her er SingleTrack serien lige under MT500. Her får du også god kvalitet og materialer, men til en lavere pris end MT500.

[IMG2]

Meget værdi for pengene

SingleTrack jakken har til 2020 fået små designændringer og nye farver. Vores jakke var i Forest Green, og det var en rigtig flot farve, og en forfriskende afveksling fra det normalt sorte MTB tøj. Jakken har et afslappet snit, men sad stadig godt til, hvilket vi godt kunne lide. Jakken er lavet i Enduras Exoshell 20 stof, hvorimod MT500 er lavet i Exoshell 60. Jakken har en vandtæthed på 10.000 mm og åndbarhed på 20.000. Skal man sammenligne med MT500 jakken har den 18.000 mm og 60.000 i åndbarhed. Der er altså en forskel, men husk på, at jakken heller ikke er lige så dyr som MT500.

Jakken har en fastmonteret hætte, som vil kunne trækkes ud over de fleste hjelme. Hætten kan også nemt foldes sammen. Der er 3 lommer heraf de velkendte sidelommer og en brystlomme – alle med lynlås. Under armene er der ventilationslommer med lynlås, og på håndleddene finder du velcroremme.

[IMG4]

På sporet

Vi har også en MT500 jakke i garderoben, og derfor er det naturligt at sammenligne storebror med lillebror. I forhold til MT500 har SingleTrack jakken et mere tæt snit, hvilket vi rigtig godt kunne lide. Den sad faktisk helt perfekt med plads til et eller to lag indenunder. Der er selvfølgelig forskel i de to jakkers stof, hvor MT500s stof er lidt mere stift, men også en del mere vandtæt og åndbart.

[IMG6]

Vi var meget imponeret over Exoshell 20 stoffet, som var silkeblødt. Det føltes meget let, og var super lækkert at have på. Det havde ikke den samme stivhed som vandtæt tøj normalt har, hvilket nok også må tilskrives den lavere vandtæthed. Alting sad godt på jakken, og det var nemt at finjustere taljen og spænde velcroremmene ind, så at den kolde luft blev ude. 

[IMG5]

Ude på sporet var jakken et hit! Det hele sad godt til, men stadig i et afslappet snit. Vi havde ikke nogen problemer med at holde varmen tæt på frysepunktet med en god uldundertrøje. Vi bemærkede generelt ikke på noget tidspunkt at jakken ikke var åndbar og at vi kogte indeni. På toppen af bakkerne var det nemt at lufte lidt ud ved at lyne ventilationslommerne ned.Vi var også ude i lidt regn fra tid til anden, og her havde jakken heller ikke nogen problemer med at holde elementerne ude. Påregner du at være ude i regn i flere timer vil jakken måske komme til kort til sidst, men til vandpytter og mindre regnskyl er den rigtig god.

[IMG7]

Facit

SingleTrack jakken er en rigtig god all-round jakke, og Exoshell 20 stoffet er virkelig behageligt at have på. Den er dejlig at have på i skoven, og giver en god beskyttelse mod elementerne samtidig med, at den er åndbar. Får du det alligevel varmt kan du bare lyne ventilationslommerne ned og få lidt frisk luft ind.

[IMG3]

Endura MT500 Spray Trouser

Posted on: december 28th, 2019 by Lasse Klausen

Tætsiddende eller løst tøj er et spørgsmål om religion inden for mountainbike. Er du til det tætsiddende kører du sikkert med lange tights om vinteren, mens den afslappede lejr har lidt flere valgmuligheder. De fleste kører enten med shorts året rundt, lange tights med shorts udover eller bukser. Skribenten har altid været fan af bukser, da de har et afslappet snit, er behagelige og har lommer til telefon mv. Det er dejligt nemt at smide bukserne efter en tur i skoven og være tør og ren kontra dem som kører med shorts året rundt.

[IMG2]

En blanding af det hele

Bukserne fra Endura er deres ”Spray” udgave. Det betyder, at forsiden er i vandafvisende stof, mens bagsiden er vandtæt. Det giver god mening, da det oftest er bagsiden som får mest vand og mudder fra sporet. Ved at blande de to får man et par bukser som stadig er åndbare på grund af forsiden, og vandtæt bagpå, hvor det virkelig tæller. Eneste minus er selvfølgelig, at de ikke kan klare et ordentligt regnskyl.

[REL1]

Bukserne er lavet i 4-vejs stof, som kan strækkes i alle retninger. På bagsiden har Endura lavet forstærkede og vandtætte paneler i 3 lag. Livvidden kan justeres med velcroremme, og bukserne har 2 lynlåslommer og 2 ventilationslommer på siden af lårene. Bukserne kan lynes op ved anklen, hvis man har brug for det.

[IMG3]

På sporet

Bukserne passede rigtig godt på skribenten, og havde både en god benlængde, men også et tættere snit fra knæet og nedefter. Det betød, at bukserne ikke ramte på rammen eller kæden. Lommerne sad godt, og man kunne sagtens have en mobiltelefon i uden at den generede. Ventilationslommerne var nemme at åbne, og lukkede hurtigt frisk luft ind. Det eneste minus var, at lynlåsen ved anklen var lidt besværlig at lyne op og ned.

I skoven mærkede man ikke meget til bukserne, da de var lette og behagelige at have på. Stoffet kunne give sig meget, og det strammede aldrig de forkerte steder og gav god mulighed for at bevæge sig rundt på cyklen. Igennem efteråret og vinteren oplevede vi ikke et behov for at åbne ventilationslommerne, men det var rart at have muligheden.

[REL2]

Bukserne er som sådan ikke isoleret, men vi havde ikke nogen problemer med at suse rundt tæt på frysepunktet uden at fryse. Efteråret har været regnfuldt, og bukserne havde heldigvis ingen problemer med vandpytter. Vi forsøgte at ramme så mange som muligt for at teste dem, og kan med glæde berette, at de var fuldstændig ligeglade. Selv om forsiden også fik vand var det ikke noget som trængte igennem. Det var virkelig rart at kunne komme hjem og smide bukserne og være helt tør og ren. Vi har også brugt dem i let regn, men forvent at de vil komme til kort i decideret regnvejr.

[IMG4]

Facit

Hvis du kører med bukser om vinteren er disse fra Endura et godt køb. Du får den nødvendige vandtæthed på bagsiden og åndbarhed fra forsiden. Ude i skoven er de skudsikre og du kommer altid hjem tør og ren. Endura laver som sædvanlig god kvalitet og du vil få glæde af dem i mange år.

IXS Winger All Weather jakke og shorts

Posted on: december 18th, 2019 by Kasper Børjesson

IXS Winger all weather jacket, som vi har testet er en 100% vandtæt jakke med en vandtæthed på 20.000, og en åndbarhed på 25.000, hvilket er i den høje ende af skalaen. Jakken sidder fantastisk godt, ser fed ud og har gode features. Specielt pasformen har de ramt helt vildt godt. Jakken er meget behagelig at have på og har nogle gode lommer med god plads –  3 i alt. Lynlåsene føles også solide, holdbare og er nemme at betjene, selv med handsker på. Jakken kan snøres ind i livet og ligeledes kan hatten snøres til efter behov. Hatten er ikke helt stor nok til at den kan gå ud over en hjelm. 

[IMG2]

Selvom at åndbarheden lyder på 25.000 oplevede vi ikke en vanvittig god åndbarhed, og fik man pulsen op under sin træning blev den hurtigt fugtig indvendig. Vi har dog endnu ikke testet en jakke, hvor det ikke var tilfældet, så det er ikke en dealbreaker for jakken. Til roligere ture, hvor vi ikke havde hjertet helt oppe i halsen var den dog fænomenal og holdt vandet ude selv efter mange timer ude i silende regn.  

[IMG4]

IXS Winger all weather shorts

Der hører ligeledes et par shorts til serien, IXS Winger All Weather shorts, som også gør det rigtig godt. Specielt med hensyn til vandtæthed, lommer og lynlåse, vi oplevede ikke at vandet trak igennem shortsene udefra. Vandtætheden og åndbarheden på shortsene er i forhold til jakken “kun” 10.000, vi kunne dog ikke mærke forskel i hverken vandtæthed eller åndbarhed. Shortsenes materiale er lidt groft, og specielt bagpå, hvor det føles meget stift at have på, hvilket var lidt generende. Vi havde gerne set, at stoffet var lavet i samme stil som jakken, som føles langt mere let og fleksibelt. Shortsene er som sagt ekstra forstærket bagpå, hvor vandet naturligt kommer til at sprøjte mest op fra baghjulet.

Shortsene har 2 lommer som er ret små i det, men som er fine til at smide en telefon eller et par energi snacks i. Lynlåsene er af god kvalitet og ligeledes helt vandtætte.

[IMG3]

Facit

IXS all weather jakke og shorts er et super vandtæt sæt til de våde danske måneder. Begge dele er 100% vandtæt og særligt jakkens pasform og følelse er rigtig god. Shortsene kunne vi godt have ønsket os i den samme lækre stof som jakken, men de gør hvad de skal.

Endura Singletrack Windproof Glove

Posted on: november 22nd, 2019 by Lasse Klausen

Vi kender det alle sammen – vinteren er over os, og det er slut med shorts, T-shirts og tynde handsker. Viking-afstamning eller ej, så er der vist ikke mange der kan køre en tur en gråvejrsdag uden at have handsker på for at varme fingrene. Handsker er en meget individuel ting, da nogen foretrækker tykke handsker for at kunne holde varmen, imens andre vil have tynde for at bibeholde ”følelsen” med cyklen.

[IMG2]

Skotske Endura behøver ikke længere nogen introduktion – vi har testet flere produkter fra dem, og de skuffer sjældent. Hvis deres produkter kan klare vejret på de skotske højsletter kan de bestemt også klare danske forhold. Deres SingleTrack Windproof Glove er fra serien lige under topserien, MT500. Det bliver de bestemt ikke dårlige af, og SingleTrack serien har altid været i høj kvalitet. Handskernes overflade er lavet af blød fleece, som er vindtæt og vandafvisende. På oversiden af pegefinger og lillefinger kan man se en praktisk refleksstribe, som øger synligheden en smule. På knoerne har Endura forstærket stoffet og lavet en lille forhøjning, som skal beskytte knoerne ved for eksempelvis styrt – det er smart tænkt og giver en smule ekstra sikkerhed. Oversiden af tommeltotten er beklædt med en blød stribe stof, som kan bruges til at tørre næsen af i. Handskens underside er lavet i slidstærkt læder med silikone print i håndfladen og på pege- og mellemfingeren for maksimalt greb. Handskerne lukkes med velcro ved håndleddene.

I regn og slud skal mountainbikeren ud

Handskernes kvalitet er rigtig god, og det virker til at være et kvalitetsprodukt. De passer godt på hænderne, og sidder godt til, men uden at stramme. Det giver også en følelse af, at du er bedre ”forbundet” med cyklen og styret. Uanset om det var korte eller lange ture var handskerne altid komfortable, og det hjalp virkelig meget, at de var helt vindtætte. Vi havde hvert fald ingen problemer med at holde varmen helt ned til 2-3 grader, hvilket er imponerende, taget i betragtning, at handskerne hverken er tykke eller har isolering i. Da handskerne er forholdsvis tynde føler man hele tiden, at man har godt fat i styret og på grebene. Silikoneprintet på fingerspidserne gjorde, at man altid havde fat i bremsen, og kunne reagere hurtigt. Silikonefingerspidserne betød også, at man kunne betjene telefonen uden at tage dem af. Hvis temperaturen kommer over 10-12 grader begynder handskerne at blive en anelse varme.

Handskerne er en smule vandafvisende, og vi havde dem på i småregn i 30-40 minutter før hænderne begyndte at føltes våde. Det var en godkendt præstation omstændighederne taget i betragtning.

Facit

SingleTrack handskerne er i denne vintersæson blevet vores foretrukne handsker, når vi skal ud i det dårlige vejr. De har en lækker kvalitet, og holder fingrene varme i lang tid, fordi de er vindtætte. De har samtidig en tynd håndflade, og man føler sig godt forbundet til cyklen. De er så gode, at vi faktisk ikke kan finde på noget negativt at sige om dem.

Endura MT500 Spray Baggy shorts II

Posted on: november 15th, 2019 by Lasse Klausen

Vi er nok alle enige om, at selv om man kan køre på mountainbike hele året rundt er det bare ikke helt så sjovt om vinteren, når himmel og hav står i ét flere gange om ugen. Sporene er generelt våde og fyldt med vandpytter, som skal forceres hele tiden. Dit tøj bliver uundgåeligt ramt af vand, og selv om det meste mountainbiketøj er vandafvisende har det også sine grænser. Vil du være ”all-year weatherproof” skal der vandtæt tøj til.

[IMG2]

Det bedste fra to verdener 

Der er heldigvis mange gode produkter på markedet som kan klare store mængder vand. Tidligere var vandtæt tøj ikke altid en positiv oplevelse på to hjul i skoven. Det kunne rigtigt nok holde vandet ude, men du blev lige så gennemblødt indvendigt, fordi åndbarheden var alt for dårlig. Det er for de fleste producenters vedkommende heldigvis fortid nu.

Shortsene fra Endura kombinerer det bedste fra to verdener og kan vel kaldes for en hybrid. Forsiden er lavet i Enduras bløde stof med 4-vejs stræk. Stoffet er ikke vandtæt, men har fået en vandafvisende behandling. Bagsiden derimod er lavet i 3-lags vandtæt stof, da det er bagsiden og bagdelen som er mest udsat for vand og mudder, når du er afsted. Forsiden er skånes lidt mere, og derfor kan den hjælpe med at komme af med varmen i forhold til den vandtætte bagdel. Shortsene har en elastiktalje, og sidder godt til. Der er 2 sidelommer med lynlås, hvilket vi klart foretrækker over åbne, og på hvert lår har de sat ventilationslommer, som åbnes med lynlås.

På sporet

Shortsene passede godt til skribenten ud fra Enduras størrelsesguide. Det var et klassisk snit, hvor de nåede til lige over knæene. Sidelommerne sad godt placeret, og man kunne uden problemer have en mobiltelefon i dem uden at den irriterede under turen. Stoffet var blødt, strækbart og i virkelig høj kvalitet. Shortsene blev både testet i sommer- og vinterperioden. Om sommeren havde vi dem på i op til 20 graders varme, og brugte dem, hvis der var risiko for regn eller hvis det næsten lige havde regnet. Hvis det var lidt varmt åbnede vi bare for ventilationslommerne. Er der ikke udsigt til regn vil et par almindelige shorts være mere åndbare, men vi følte os godt tilpas i shortsene trods det varmere vejr, og man bør ikke kun tænke på dem som værende til vinterbrug.

Hen over efteråret og vinter brugte vi ofte shortsene alene ved varmere temperaturer eller i en kombination af lange bibs med shortsene udover. Uanset kombinationen brillerede shortsene og opfyldte deres formål. Vi har ikke på noget tidspunkt oplevet, at de ikke holdte vand og mudder ude trods lidt regn og kæmpe vandpytter. Selv når man kom hjem efter halvanden time, og bagsiden var fuldstændig uigenkendelig var indersiden stadig tør. Det kraftigere stof på bagdelen har indtil videre ikke vist tegn på slid, selv om det er blevet misbrugt. Ved de lidt lavere temperaturer føltes shortsene også en smule isolerende, da de holder lidt bedre på varmen end almindelige shorts.

Facit:

Shortsene er én af de ting som bare altid er gode at have i garderoben, når man ikke helt ved, hvad man skal forvente af sporet eller vejret. Vi brugte dem tit, hvis der var udsigt til regn, eller hvis vi forventede, at der ville være meget vand på sporet. De holdte os altid tørre, og det er altså et stort plus i stedet for at cykle rundt i gennemblødte bib tights, og få ubehagelige siddesår.

Behageligt og feminint MTB tøj til kvinder

Posted on: november 6th, 2019 by Solveig Høegh Larsen

Er det tid til at forny din mountainbike garderobe, og er du på udkig efter et helt sæt? Vi har testet et komplet sæt fra Giro, der er designet til kvinder. Sættet består af shorts, T-shirt og base liner, som alle matcher, er af god kvalitet og sidder godt på en kvindekrop. 

[IMG2]

Giro Roust jersey woman

Pris: 549,00 kr.

[VURDERING5]

T-shirten fra Giro er tynd, let og i svedtransporterende stof, hvilket især er godt til varme og luftfugtige sommerdage i DK.  Som en fin lille detalje er der en indvendig linse wipe til pudsning af briller, hvilket er en god ting at have til våde eller mudrede dage på sporet. T-shirten har desuden 20+ solbeskyttelse, så du er fint beskyttet mod solens UV-stråler. T-shirten matcher hele sættet super godt og er med til at give et tjekket, afslappet og feminint downhill look.

[IMG4]

Giro Arc shorts woman

Pris: 649,00 kr.

[VURDERING5]

Mountainbike shorts fra Giro, er med den udvendige justerbare talje designet til, at kunne sidde godt på forskellige kvindehofter. Det er nemt at justere taljen, og de har en god pasform over hofterne. Shortsene er i en baggy stil, men på en feminin måde. De er lavet i letvægtsstof, og der er god bevægelsesfrihed. Du mærker stort set ikke, at du har dem på. På bukserne er der en god stor lynlås lomme, hvor du både kan have mobil, dankort og en lille snack. Bukserne har 50+ solbeskyttelse og giver dig derfor høj beskyttelse mod solens UV-stråler. Shortsene har ikke i sig selv en pude, og bruges derfor uden på selebukser. En fordel ved dette er, at du nemt kan få eventuelle mudrede shorts af, inden du sætter dig ind i din bil.

[IMG7]

Giro Bibshorts halter base liner

Pris: 549,00 kr.

[VURDERING6]

Base liner fra Giro, er designet til kvinder og til at blive båret inde under et par baggy shorts. Det tynde letvægtsstof, gør det meget behageligt at have på, og selvom det hele sidder tæt ind til kroppen mærker du stort set intet til det. Det var endda så behageligt, at jeg beholdte det på til lidt post-cykel-yoga. Giro har lavet en meget komfortabel pude, der er tilpas tyk og bred til mange gode timer på mountainbiken. Materialet er blødt og åndbart, så du kan komme af med varmen. Shortsene er forholdsvis korte og slutter med en bred elastik, der holder dem godt på plads på låret.

[IMG6]

Er du cykeltypen, der gerne vil have mange snacks og drikke på dig, er bukserne her oplagt. Bag på ryggen er der tre gode lommer, som du nemt kan nå – uden at skulle have lange arme eller være smidig. Et af de største plusser ved modellen er efter min mening, at det ikke er sele bukser, men at der er tyndt stof hele vejen op. Så slipper du for at blotte maven, hvis du har brug for at smide T-shirten, når du holder pauser. Og det giver dig også mulighed for at køre udelukkende med en sports BH indenunder og droppe T-shirt. Modellen har en bred og blød halterneck, der sidder godt og giver dig en flot bar ryg. Hvis du er vant til selebukser med åben og lukkefunktion, kan denne funktion godt opleves som et minus. Men efter at have testet denne model, tror jeg ikke, at jeg vil gå tilbage til almindelige selebukser.

[IMG5]

Facit:

Alt i alt får du med hele sættet meget for pengene.  Alle dele er i god kvalitet og let stof, der øger bevægelsesfriheden. Der er desuden mange anvendelses muligheder, da hele sættet kan nemt kombineres med andet cykel og sportstøj, og skabe forskellige looks. Så leder du efter et komplet mountainbike-tøj-kit, kan sættet fra Giro varmt anbefales.

På sporet af bæredygtigt cykeltøj

Posted on: september 27th, 2019 by Solveig Høegh Larsen

Tekstilindustrien er en af de helt store syndere, når det kommer til Co2 udledning. Der produceres store mængder tøj, vi bruger det i kort tid og der produceres meget tøj i materialer, der belaster klimaet. Langt det meste træningstøj er lavet af polyester, der ikke har det bedste klimavenlige ry. Udbuddet af bæredygtigt træningstøj er stadig meget småt, men giv ikke op. Læs med og bliv klædt på til valg af materialer af bæredygtigt cykeltøj og mød en virksomhed der kombinerer salg af cykeltøj og bæredygtighed på en helt særlig måde.

Johanne Stenstrup er bæredygtig modeblogger, foredragsholder og iværksætter. Hun er indehaver af Danmarks første bæredygtige modeblog, og driver også det bæredygtige magasin Sustain Yearly. Hun beskriver sig selv som materialenørd, og har sagt ja til, at gøre os klogere på valg af bæredygtigt træningstøj

Hvad kendetegner bæredygtigt træningstøj?

Bæredygtigt træningstøj er tøj lavet af mere miljøvenlige materialer og ideelt set under ordentlige forhold. Men vi kan ikke altid få det hele, så derfor går mange blot efter de bæredygtige materialer. Holdbarheden er også super vigtig når man snakker bæredygtighed, fordi det bedste vi som forbrugere kan gøre ift., bæredygtighed er at beholde tøjet længst muligt.

[IMG2]

Hvilke bæredygtige materialer skal man gå efter, når det skal fungere som træningstøj?

Her er der to kategorier at gå efter: naturlige økologiske materialer eller synetiske genanvendte materialer.

  • Syntetiske genanvendte materialer er langt de mest populære, når det kommer til træningstøj, fordi det ikke tager imod væske og derved ikke bliver tungt. Her er det især genanvendt polyester eller genanvendt nylon. Det er altså gammelt plastik, især fra plastikflasker eller fiskenet, som bliver smeltet om til nyt materiale. Fordi ja, polyester er dybest set bare plastik. Det er mere bæredygtigt, fordi det ikke er nyt materiale, hvilket normalt set er råolie som vi skal forsøge at bruge mindre af globalt. Det er vigtigt at understrege, at alt polyester udleder mikroplastik, hvilket kan være et argument for måske at nedsætte mængden af polyester i cykelgarderoben.
  • Uld er godt, når temperaturerne svinger meget, netop fordi det har en fantastisk evne til både at transportere sveden væk fra kroppen, men også isolere hvis der pludseligt bliver koldt. Her kan man især kigge efter økologisk merino uld. Når man køber uld er det især dyrevelfærd, der er vigtigt at tænke på, da ikke alle får har det lige godt. Derfor er det vigtigt at finde sit uld-sportstøj fra firmaer, som sætter fokus på dette, og kan sige hvor deres uld kommer fra.

Du kan læse mere om valg af bæredygtigt tøj på Johannes blog: www.bedremode.nu

[IMG4]

Genbrugsguld – kør i professionelles aflagte cykeltøj

Synes du brugt cykeltøj lyder attraktivt? Sikkert ikke. Men hvad hvis det kun har været brugt få gange, og endda af professionelle cykelryttere? Og tilmed kan købes i en lækker webshop? ProownedCycling giver aflagt cykeltøj og cykler fra professionelle ryttere nyt liv. Deres drøm er, at være med til at skabe en bæredygtig verden. Casper Hillstrøm, der er CMO & partner hos ProOwnedCycling.dk, håber på at endnu flere vil få øjnene op for at tænke bæredygtige valg, når det kommer til køb af træningstøj.

Hvordan opstod ideen til jeres virksomhed?

Min partner, Oscar Bjørn-Rosager, fik idéen i 2015 sammen med Casper Pedersen, som i dag er professionel cykelrytter på Team Sunweb. Casper havde brugt cykeltøj i overskud efter sæsonen sluttede, hvorefter Oscar hjalp ham med at sælge det. Derefter opstod idéen til at hjælpe andre ryttere med samme udfordring.

Hvordan blev jeres koncept modtaget? Vil cykelentusiaster til at købe brugt tøj frem for det nyeste nye?

I starten var der mange kritikere. Vi fik mange kommentarer om at man bestemt ikke kunne køre i andres brugte cykelbukser. Det ville vi modbevise, da vi kunne se hvordan trenden blev mere og mere populær i andre brancher. I dag har vi solgt brugte cykelbukser (og mange andre produkter) i 60 lande på verdensplan.

[IMG3]

Hvad er baggrunden for, at I vælger at sælge pre- og proowned tøj?

Vi kunne se at cykelryttere og cykelholdene havde et konkret problem med at komme af med det aflagte grej, og så synes vi at det var fedt at alle motionister pludselig kunne få adgang til dette unikke tøj og til en god pris. Samtidig var det jo også godt for miljøet, at varerne kom videre i systemet, i stedet for at blive kasseret.

Brugt cykeltøj – hvad med svedlugt mm?

Vi modtager kun rent og vasket tøj fra rytterne. Hvis det ikke er helt rent, så vasker vi det selvfølgelig. Det meste af vores tøj fra holdene er faktisk nyt og i original emballage (Det samme gælder for udstyr). Hvis noget af det brugte tøj er for snavset og ikke kan blive rent, så bliver det doneret til velgørenhed. Intet skal gå til spilde – det er missionen.

Vi synes selv, at det kan være svært at finde bæredygtigt træningstøj i butikkerne, men er løsningen ift. klimaet måske i virkeligheden genbrug af cykeltøj?

Det kan i hvert fald gøre en stor forskel. Vi har sparet vores klode for rigtig mange ressourcer ved at både cykeltøj og udstyr kommer i genbrug. Jeg kan med sikkerhed sige, at vi har sparet kloden for flere millioner liter spildevand. Vi har også solgt brugt løbetøj, golftøj, MTB-tøj og triatlon tøj, så vi prøver helt klart at skabe en trend inden for den her verden.

Jeres kunder – er det mest mænd eller kvinder?

Langt de fleste er mænd, men i år har vi fået meget mere kvindetøj og mange flere kunder, som er kvinder. Vi vil helt klart prøve at skaffe mere tøj og cykler hjem til kvinderne for fremtiden. Vi ser gerne at de kan få det samme sortiment som mændene. Dog er mange af vores varer faktisk Unisex, som både kan benyttes af mænd og kvinder.

Hvad er dit eget bedste preowned eller proowned kup?

Min personlige favorit er Andy Schlecks hjelm fra Tour de France i 2010, som han kørte med på enkeltstarten. Han tabte desværre touren, men jeg var stor fan af ham, og hans hjelm står på en hylde ved mit kontor. Vi har selvfølgelig også en masse fede mesterskabstrøjer som hænger rundt omkring på kontoret bl.a. Peter Sagans VM-trøje.