Tour de France er en magisk tid for cykelfans verden over. Rundturen i Frankrig forbindes med sommer, fest og fantastisk cykelløb. Få sportsgrene bygger lige så meget på sine legender, mytiske lokationer og vanvittige historier som cykelsporten. Under dette års Tour de France bringer Cykelmagasinet en artikelserie med sjove, vilde og interessante fortællinger fra verdens største cykelløb.

En Grævling med flammer i øjnene

Bernard Hinault bed sig allerede fast blandt verdenseliten, da han debuterede i Tour de France 1978 som 23-årig og vandt. Ligesom de tidligere store mestre Anquetil og Merckx, lykkedes det Hinault i første forsøg; og så endda lige efter at have vundet Vuelta a España halvanden måned forinden. En ny konge begyndte sin regeringstid på Tour-tronen.

”Jeg forventer, at jeg kan køre otte-ni år mere på højeste niveau. Men jeg har ikke tænkt mig, at erobre rub og stub, som Merckx gjorde. Hvert år vil jeg fokusere på en række udvalgte løb og målsætninger. Men jeg vil da stadig køre voldsomt meget”, lød det fra Bernard Hinault efter den første Tour-sejr. At se sig selv som værende et niveau over alle andre er en ting, men ligefrem at sammenligne sig selv med legenden over legender: Eddy Merckx.

Men sammenligningen var velbegrundet, og det følgende årti dominerede bretoneren Hinault både Touren såvel som Giroen og Vueltaen med sit uhyggeligt skærende blik, der indeholdt et flammehav af jernvilje og målrettethed. Det var denne storslåede målrettethed og den bidske kørerstil, der gav ham tilnavnet ”Le Blaireau” – Grævlingen, ligesom han i sine unge dage, før cykelløbene, ofte var i slagsmål i skolegården.

[IMG2]

Hvis øjne kunne dræbe, ville Bernard Hinault have været en seriemorder

En Tour de France-sejr var ikke en sejr uden en etape i banken, og da han efter 17. etape på toppen af Alpe d’Huez lå knap 10 minutter foran nummer 2 i Touren 1981, havde han stadig ikke vundet en rigtig etape det år. Jovist, 3 sejre på enkeltstarter var vel stadig sejre, men ikke endnu havde Grævlingen kørt over stregen med hele feltet bag sig. Dagen efter angreb Hinault på andet sidste bjerg, og kørte alle i sænk, uden én eneste gang at kigge sig tilbage.

Året efter stod Hinault i samme situation. Touren var hans, men kun med sejre på sin enkeltstartscykel. Uden flere forsøg i bjergene, måtte det jo blive i opløbet på Champs-Élysées, og Hinault vandt massespurten foran Adrie van der Poel og de andre tunge sprintere. ”Hvorfor skulle han markere sig så voldsomt?”, spurgte journalisten Jérôme Bureau i et åbent brev i L’Équipe, som appellerede til Hinault om at vise noget menneskelighed.

Et tilbagevendende knæproblem tvang Bernard Hinault til at melde afbud til Tour de France 1983, og i fraværet af sin kaptajn, vandt den 23-årige Laurent Fignon for det franske Renault-mandskab. Det var ikke noget der huede Grævlingen, som året efter skiftede til det meget mindre La Vie Claire hold, men stadig fik bank af den nye unge franskmand i ’84, der ligesom Hinault selv, havde vundet Touren i sit debutår.

Bernard Hinaults målrettethed kom ham dog til gode en sidste gang i 1985, men den meget yngre amerikaner Greg Lemond pressede på, på La Vie Claire-holdet der havde vokset sig større. 1986 skulle blive et opgør imellem de to kaptajner.

Lemond og Hinault gjorde sig en gentlemanaftale: Må den bedste mand vinde. Ifølge den aldrende Grævling, skulle den unge fremstormer gøre sig fortjent til den gule trøje. Hvem bedre end Hinault selv til at teste talentet?

[IMG3]

De to La Vie Claire kaptajner skilte hurtigt fårene fra bukkene i den Tour. På 17. etape førte Lemond med næsten tre minutter til nr. 2 og 3 – Hinault på tredjepladsen – imens resten haltede efter med små 7 minutter. Men Grævlingen var ikke færdig i Tour de France, og da dagen efter bød på en tur over Galibier, Croix-de-Fer og til sidst Alpe d’Huez, skulle Lemond på prøve. De to holdkammerater satte angrebet ind henover Croix-de-Fer, og havde over fem minutter til de næste i bunden af Alpe d’Huez.

Touren var i princippet afgjort, men Hinault så ingen grund til at slappe af i bestigningen af de 21 terrasser. Han førte fra bund til top i sin vanlige indædte kamp med sig selv. Med lynende øjne kørte han som om, han forsøgte at sætte sin yngre holdkaptajn, men Lemond fuglte let trop, og de to sluttede sammen på toppen af det legendariske bjerg. Med et lille puf, skubbede amerikaneren den gamle Grævling først over målstregen, og Hinault tog sin sidste bjergsejr i Tour de France.

Greg Lemond vandt den Tour, men Grævlingen sluttede sin karriere med det samme gnistrende flammehav i øjnene, som da han otte år tidligere indledte sit herredømme i verdens største cykelløb… Ligesom Merckx og Anquetil, kunne han se tilbage på sin regeringstid, der havde fem gule trøjer hængende over tronen.

Den irske sportsjournalist Paul Kimmage, skrev om Grævlingen: ”Bernard Hinault sad fra starten nede bagerst i feltet og snerrede, så snart nogen nærmede sig ham. Le Blaireau var en mærkelig fyr: Han skræmte mig. Nogle gange kastede han sig ud i et angreb, så hele feltet blev trukket ud i en lang kæde. Så satte han sig bare op i sadlen og grinede, hånede os. Han udstrålede en aura som en gud”.