Verdensmesteren triumferede på spansk mur – Lopez tilbage i rødt
Et stærkt udbrud med blandt andre Philippe Gilbert (Deceuninck), Sergio Henao (UAE) og Gianluca Brambilla (Trek) fik omkring fire minutters forspring til feltet, der blev ført an af Bahrain-Merida i forsvar for Dylan Teuns' førertrøje.
Med omkring halvfjerds kilometer til mål gik Movistar frem, og det spanske hold fik stødt reduceret udbruddets forspring. Feltets pres fik Gilbert og Henao til at køre væk fra resten af udbruddet, men de fik efterfølgende selskab af Brambilla og Sebastian Henao (INEOS). I feltet var Teuns i store problemer og blev sat med 26 kilometer til mål.
I front lagde Gilbert nok engang pres på, og Sergio Henao var den eneste, der kunne følge belgieren. De to kørte sammen ind på den afsluttende mur, Mas de la Costa, der med en gennemsnitlig stigning på 12,2% var garant for en spændende afslutning.
Kort efter var eventyret dog slut for de to, da de blev kørt ind af Jakob Fuglsang (Astana), der tog en hård føring for Lopez. Jumbo-Visma overtog fronten og satte et hårdt tempo med Sepp Kuss.
Tre kilometer fra mål lancerede Nairo Quintana (Movistar) det første angreb blandt favoritterne, men Primoz Roglic (Jumbo) lukkede det ned med det samme. Miguel Angel Lopez (Astana) og Quintanas holdkammerat, Alejandro Valverde, gik med i foreceringen. Quintana satte et hårdt tempo, men colombianeren kunne ikke ryste konkurrenterne.
Med to kilometer var det Roglic's tur til at spille med musklerne, og kun Quintana kunne følge slovenerens angreb. Tempoet faldt dog en anelse i front, hvilket lod Valverde og Lopez få kontakt til fronten.
Quintana forsøgte sig med et nyt angreb under den røde flamme, men Movistar-rytteren kom ikke afgørende væk. Etapen skulle med en eksplosiv spurt mod toppen, og det var rent guf for den aldrende verdensmester.
Valverde forcerede kraftigt på de sidte hundrede meter, hvor Roglic kunne som den eneste kunne følge regnbuestriberne. Sloveneren kunne dog ikke for alvor true verdensmesteren, der tog en flot sejr på en typisk Vuelta-stigning.
Roglic kom i mål i samme tid som Valverde, mens Lopez og Quintana tabte seks sekunder.
Teuns endte med at tabe knap ti minutter, og derfor er Lopez tilbage i førertrøjen. Roglic puster ham dog i nakken og er kun seks sekunder efter, mens Valverde og Quintana følger, henholdsvis 16 og 27 sekunder efter.
Resultat – 7. etape af Vuelta a España 2019
1. Alejandro Valverde – Movistar, 4''34'11
2. Primoz Roglic – Jumbo-Visma, s.t.
3. Miguel Angel Lopez – Astana, +0'06
…
19. Jakob Fuglsang – Astana, +2'25
39. Niklas Eg – Trek-Segafredo, +8'46
80. Casper Pedersen – Sunweb, +17'31
Den samlede resultatliste og klassement kan findes her.
BHS-Almeborg henter dansk verdensmester
[IMG2]
For knap to uger siden kunne BHS-Almeborg Bornholm præsentere deres første nye rytter til 2020-sæsonen, i form af junior danmarksmesteren på både landevej og cykelcross, Joshua Gudnitz, der kommer til det bornholmske hold fra ABC Junior.
Gudnitz er dog ikke det eneste, danske stortalent, der i den kommende sæson får seniordebut for danske kontinentalhold, da han får selskab af ABC-holdkammeraten Benjamin Hertz, der for få uger siden blev junior-verdensmester i banedisciplinen scratch.
– Jeg ser Benjamin Hertz som en særdelses stabil og stærk cykelrytter. Hans resultater bevidner om at, han er en rytter med et stort potientiale. Vi havde ham med på træningslejr i sommers hvor vi lige så hinanden an, og jeg tror han vil passe perfekt ind på vores hold. Nu skal vi blot gøre ham klar til cykelløb på seniorniveau, siger sportsdirektør Christian Juul Andreasen i en pressemeddelelse.
Hertz ser ligeledes frem til skiftet, og han tror på, at BHS-Almeborg kan hjælpe ham i hans fortsatte udvikling som cykelrytter:
– Jeg er enormt glad for at få chancen på et af Europas bedste kontinental hold, jeg kunne ikke forestille mig noget bedre sted at fortsætte min udvikling som cykelrytter. Næste år er jeg førsteårs senior, og derfor har det været vigtigt for mig, at komme til et hold med styr på sagerne, så jeg glæder mig meget til at starte på mit nye hold i løbet af efteråret.
Froome tilbage på cyklen
10 uger efter det alvorlige styrt, der kostede Chris Froome deltagelsen i årets Tour de France, er den firedobbelte Tour-vinder nu tilbage på cyklen.
Briten pådrog sig brud på lårbenet, brystbenet, albuen og og en ryghvirvel og mistede knap to liter blot i forbindelse med styrtet, der fandt sted under en rekognoscering af enkeltstarten i Critérium du Dauphiné. Briten har siden gennemgået omfattende genoptræningsforløb og er nu tilbage på cyklen.
En video uploadet af en Twitter-bruger viser Froome i samtale med et par fans på udendørs cykelbanen i Nice, og Team INEOS har overfor Cyclingweekly.com bekræftet, at Froome er tilbage på cyklen, men at han endnu ikke er i stand til at køre på de åbne veje.
Danskerhold ikke blandt ansøgere til World Tour-licenser
[IMG3]
Siden 2016 har mange af de største og mest prestigefyldte løb på kvindernes kalender været samlet på kvindernes World Tour, men fra den kommende sæson vil der som noget nyt blive uddelt World Tour-licenser til mellem fem og otte hold.
UCI offentliggjorde onsdag en liste over de otte hold, der har ansøgt om at blive opløftet til World Tour-hold i 2020, og mens flere af sportens største hold er blandt ansøgerne, glimrer særligt ét hold i sit fravær.
Storholdet Boels-Dolmans – der har Amalie Dideriksen og Annika Langvad på kontrakt – har i denne omgang valgt ikke at ansøge om World Tour-licens.
Holdmanager Danny Stam har tidligere udtalt sig kritisk om UCIs seneste tiltag indenfor kvindecykling, som han mener kommer for tidligt i forhold til kvindecyklingens nuværende niveau og udvikling.
For at blive godkendt som World Tour-hold, skal ansøgerne leve op til en række sportslige, etiske, organisatoriske og økonomiske krav, hvoraf mindsteløn på 15.000 euro, forsikring, delvist betalt barsel og et krav om deltagelse i samtlige World Tour-løb er blandt de tiltag.
Det dansk registrerede Bigla Pro Cycling – med Cecilie Uttrup Ludwig, Emma Norsgaard og Julie Leth på holdkortet – er heller ikke at finde på listen over ansøgere, det tæller; Alé Cipollini, Canyon-SRAM, CCC-Liv, FDJ Nouvelle-Aquitaine Futurescope, Mitchelton Scott, Movistar Women, Trek Segafredo og Team Sunweb.
World Tour-licenserne gælder til og med 2024, men de resterende hold har mulighed for at ansøge om licens i de mellemliggende år indtil femten hold har fået status som World Tour-hold.
Skuffende start for landsholdet ved mountainbike VM
[IMG4]
På den anden side af Atlanten dystes der i disse dage om regnbuestriber og medaljer ved VM i mountainbike, der i år køres i Mont Sainte Anne, Canada, og det danske landshold er endnu engang repræsenteret med flere potentielle medaljekandidater.
Første løb på programmet var holdstaffeten, hvor landsholdet skulle forsøge at udbygge deres fremragende historik i disciplinen. Sebastian Fini og Markus Kaad Heuer lagde stærkt fra land og bragte Danmark i front af løbet med fornuftig afstand til store nationer som Schweiz, Frankrig og Italien.o
Et styrt til Caroline Bohé kostede dog dyrt fra danskerne, der også led under, at Annika Langvad endnu ikke er ved fuld styrke efter sit styrt tidligere på året. Det danske landhold måtte vinke farvel til medaljerne, da de kom ind på en skuffende 7. plads.
I går var det så de juniorernes tur til at forsvare de danske farver, men selvom der var gode takter undervejs, udeblev medaljerne også her.
Sofie Heby Pedersen, der har hentet en række flotte placeringer i den forgange sæson, startede godt ud og var på et tidspunkt fremme på sjettepladsen, men den 18-årige dansker gik ned på de efterfølgende omgange og måtte tage til takke med en 20. plads, 8'53 efter vinderen, schweiziske Jacqueline Schneebeli.
Markus Kaad Heuer kom flyvende fra start i herrernes løb, hvor han efter førte omgang var fremme på andenpladsen. Den danske mester havde dog en katastrofal anden omgang, hvor han tabte over fem minutter, før han udgik på tredje omgang. Det vides endnu ikke, hvorfor danskeren udgik, men noget kunne tyde på, at han enten havde defekt eller styrt.
Tobias Lillelund blev bedste dansker på en 22. plads, 5'53 efter britiske Charlie Aldridge.
I dag skal Simon Andreassen og Alexander Young i aktion i U23-klassen, hvor der særligt er store forventninger til Andreassen, der er ved at have genfundet sit topniveau efter et par uheldsplagede sæsoner. U23-herrernes løb køres kl. 21:30 dansk tid og kan følges via UCIs live tracking.
Breschel takker af med gadeløbs-sejr
[IMG5]
Efter femten sæsoner i det professionelle felt, har Matti Breschel valgt at indstille karrieren i 2019.
I går kørte den danske klassikerspecialist et af sine sidste løb i den lyserøde EF Education First-trikot, da han stillede til start i det aahusianske gadeløb, Grand Prix GS Velopresse, der er arrangeret af Gruppo Sportivo Velopresse.
Efter elleve omgange af 'Danmarks hurtigste cykelløb' kunne Breschel spurte sig først over stregen foran Nicklas Amdi Pedersen (BHS-Almeborg) og den danske mester Michael Mørkøv (Deceuninck-Quick Step).
Cykelmagasinets fotograf, Roar Paaske, var på pletten og har lavet denne flotte stemningsrapport fra det mest lirede gadeløb nord for Alperne.
<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Froarpaaskefotografi%2Fvideos%2F524688285006696%2F&show_text=1&width=560" width="560" height="431" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowTransparency="true" allow="encrypted-media" allowFullScreen="true"></iframe>
Seneste kommentarer