– I er jo sindsyge! Hvorfor fanden er det fedt at pine sig selv i syv dage? Hvorfor gør I det?. Spørgsmålene kom fra Louise Brown. Vores mentaltræner, som sad for enden af sofaen i Mortens fotostudie. "Vores mentaltræner". Det er lige så vildt at skrive, som det er at sige. Tænk at hun vil hjælpe os. Vi er jo bare to helt almindelige familiefædre, der har fået en skør idé. Ikke andet. Men der sad hun. Og stillede spørgsmål i en lind strøm. Hun var med, havde allerede købt ind på idéen, på projektet og ville nu hjælpe os. Men hvad får to familiefædre til at ville køre tværs over alperne i et af verdens hårdeste etapeløb på mountainbike? Det var vigtigt at finde ind til, lod Louise os forstå.
– Jeg kan 100% gøre jer bedre. Det garanterer jeg! I vil opleve øget performance, en bedre restitution og blive bedre til at tackle de pressede situationer sammen, lød det kækt fra Louise.
– Hvor blir' det her fedt, tænkte jeg for mig selv, da vi sad der i sofaen smågrinende, imens vi forsøgte at svare Louise på, hvad meningen med galskaben egentlig var. 

Slået tilbage til start
Vi var ellers blevet slået tilbage til start som to ludobrikker to måneder forinden. Som så mange andre så vi målløse til, da Mette Frederiksen den 11. marts lukkede landet ned. Det var allerede stukket af med smitte i Norditalien, og epicentret lå ikke langt fra de områder, vi skulle køre i. Vi var lige begyndt den sidste hårde træning mod juli 2020, motivationen var skyhøj, men det stod hurtigt klart, at vi ikke ville kunne deltage i løbet som planlagt. Selv hvis de alligevel afviklede løbet, så ville vi ikke kunne forsvare at tage til norditalien i starten af juli. Nedtur.
Idéen blev født for to år siden midt om natten på den tyske autobahn. På vej hjem fra 5 dage med etapeløb i Østrig gik snakken i bilen. Cape Epic må være det ultimative, men også utilgængeligt for de fleste på grund af logistik og omkostninger.
– Er der ikke noget lige så vildt her i Europa?, spurgte jeg retorisk. Et par Google-søgninger senere var den der.
– Hvad siger vi til 7 dage, 550 kilometer og 18.500 højdemeter … det er da næsten vildere?

Makkerskab
For Morten og jeg blev idéen til et projekt. Hvad der i bilen var sagt i spøg, blev hurtigt til noget vi talte seriøst om. For det havde virkelig været en fed oplevelse at køre løbet i Østrig sammen. Vi var seks mand afsted. Og selvom vi alle var tilmeldt individuelt, endte Morten og jeg allerede efter 10 minutter med at køre i hjulet af hinanden, og sådan fortsatte vi de næste fire dage. Den makker-oplevelse ville vi begge have mere af. Det kunne noget at sidde der sammen. At dele lidelserne op ad en østrigsk grusvej på 16% i stigning. Vores fysik og niveau er heldigvis nogenlunde ens. Morten har mere punch end mig. Helt sikkert grundlagt i hans atletik-ungdom som stangspringer og ungdoms-ol-atlet. Jeg selv levede det meste af min ungdom i badmintonhaller eller på en fodboldbane, og havde konstant flere sportstasker i rotation. Det har helt sikkert også givet et eller andet fundament selvom det aldrig kom i nærheden af OL-deltagelse. Men det er over 15 år siden, og selvom vi begge har været aktive motionister på mountainbike de sidste fem år, så blev vi hurtigt enige om, at forberedelserne til dét her løb skulle være grundige. Vi skal virkelig i form for at klare sådan en udfordring.

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]
Tilbage i sofaen
Nu sidder vi så her i sofaen overfor vores mentaltræner.
– Hvorfor vil I dét her, lyder det igen nysgerrigt fra Louise. Morten forsøger sig med det svar, vi har brugt over for hinanden tidligere.
– Fordi vi samler på gode oplevelser. Louise er straks klar med en opfølgning
– Hvorfor er det en god oplevelse at udsætte sig selv for så megen smerte?. Jeg prøver at komme Morten til hjælp.
– Vi bygger jo bare en hule sammen, ligesom vi gjorde som børn. Det er en leg. Måske en lidt alvorlig leg, men vi leger sammen. Vi leger cykelryttere. Vi dyrker legen, nørder ned i træning til etapeløb, og på den måde gør vi rejsen mod løbet til en lige så stor oplevelse, som løbet bliver.
Louise er ikke helt tilfreds, for vi skal kunne svare klart på spørgsmålet for at kende vores fælles afsæt.
– Det skal vi nok finde ind til, lyder det frejdigt, og så fortsætter hun med at fortælle, hvad mentaltræning er, hvad det kan og hvorfor vi skal tage det alvorligt.
– Det er vigtigt, at I kender hinandens styrker og svagheder, og at i kender hinandens punkt, der, hvor man er meget presset. Jo bedre i kender hinanden, jo bedre kan I også præstere, bakke op om hinanden og hjælpe hinanden. Og det er ens for alle slags teams – det gælder ikke kun inden for sport. Jo bedre man kender hinanden jo bedre samarbejde vil man se og den samlede ydeevne bliver større. Det er de bitte små ting, der tilsammen gør en stor forskel.

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]
Vi var solgt.
– Det blir’ så fedt det her!, udbrød Morten. Jeg var enig. Det var Louise også. Og selvom vores mål er udskudt et år, fik vi sammen med Louise sat projektet i perspektiv dér i sofaen. Vi har et helt år ekstra til at træne, til at optimere vores makkerskab, nørde forberedelser, snakke med proffer, der kan give os tips og tricks i forhold til at køre etapeløb. Morten havde ret – nu begynder rejsen mod BIKE Transalp 2021.

Fortsættelse følger … 

BIKE Transalp
Etapeløbet BIKE Transalp afvikles i 2021 for 22. gang, og krydser alperne fra Nauders i Østrig til målbyen Riva del Garda ved gardasøens nordlige bred i Italien.

*Afholdes: 5.-11. juli 2021
*Etaper: 7
*Længde: 550 kilometer
*Højdemeter 18.500