Posts Tagged ‘Blue Water Junior’

Giordana-Isaac med godt grej

Posted on: januar 14th, 2014 by NH

juniorholdet Giordana-Isaac cycle Herning går styrket ind til 2014 sæsonen, takket været sponsoren Gear4Bikes. Foruden cykler og sko, vil holdet også blive forsynet med watt-målere, hvilket giver staben omkring holdet rig mulighed for, at følge de unge talenters udvikling sæsonen igennem.

– Vi vil nu få mulighed for at teste rytterne flere gange i løbet af sæsonen, siger teammanager, Jens Peter Hummelshøj, i en pressemeddelelse.

– Og vi justerer så hver enkelt rytters træning ud fra resultaterne. Udstyret er meget præcist og vil give holdet klare fordele, når rytternes form og fremskridt skal bygges op frem mod de vigtige løb. Med denne nye form for træning giver vi juniorerne de samme muligheder som professionelle ryttere.

Sponsoratet kommer af et ønske om, at fortsætte Herning Cykle Klubs succes med at udklække talentfulde cykelryttere, blandt andet ved at forsyne holdet med udstyr af høj kvalitet.

– Vi ser mange positive muligheder i at blive en del af Herning Cykle Klubs talentudvikling, siger Lars Schram fra Gear4Bikes.

– Klubben har stolte traditioner med at udklække ryttere, der opnår markante resultater og kører med i landsholdsklassen. Det ser vi også nu, hvor så mange af Juniorteamets ryttere er med i Dansk Cykel Unions juniorlandsholdstrup. Og vi vil gerne styrke denne udvikling ved at sikre talenterne materiel af høj kvalitet.

Holdet har i 2014 8 ud af 9 ryttere med i juniorlandsholdstruppen.

Holdet til 2014:
Andreas Hyldgaard Jeppesen
Kristian Arnth Sørensen
Andreas Kallestrup
Søren Sigaard
Kasper Mølgaard Andersen
Jesper Schultz
Anders Hardahl
Frederik Reinhardt Poulsen
Daniel Bligaard Lyhne

Giordana styrker dansk juniorhold

Posted on: november 24th, 2013 by Ole Obitsø

Hvad Blue Water Junior kommer til at hedde næste år, er endnu ikke 100 procent sikkert. Men det kommer i hvert fald ikke til at hedde Blue Water Junior.

Det stærke, Herning-baserede hold bliver nemlig på sponsorsiden overtaget af cykeltøjmærket Giordana og cykelfabrikanten Isaac Cycles. Det bliver stadig med Jens Peter Humelshøj som Team Manager, ligesom han er det nu på Blue Water Junior.

Nyheden om støtten fra Giordana og Isaac Cycles vil vække glæde på den danske juniorscene, hvor Team Designa Køkken-Knudsgaards juniorhold til 2013 er lukket. Glæde vækker det i hvert fald hos Herning-holdet, som går økonomisk styrket ind til 2013.

– Det styrker vores sponsorsituation. Vi kommer til at kunne holde flere træningslejre og køre mere i udlandet, siger Jens Peter Humelshøj til Cykelmagasinet.dk.

Næsten kun landsholdsryttere
På ryttersiden er der også stor udskiftning, når holdet bliver til Giordana/Isaac (det endelige navn er endnu ikke fastlagt).

Blandt andet forlader den danske juniormester Michael Carbel holdet til fordel for kontinentalholdet Team CULT Energy. Ind på holdet går blandt andre rytterne Daniel Bligaard Lyhne og Anders Hardahl fra det lukkede Designa Køkken-Knudsgaard.

Holdet kommer også til at tælle Frederik Poulsen, Andreas Kallestrup, det kvindelige stortalent Christina Siggaards bror Søren Malling Siggaard, Jesper Schulz, Kasper Andersen, Kristian Arnth og Andreas Jeppesen. Det er en stærk trup, hvoraf otte ud af ni ryttere er inde omkring det danske juniorlandshold.

Giordanas cykelhold venter derfor at blive det bedste på den danske juniorscene i 2014 sammen med det fremragende udviklingshold Team Roskilde Junior.

– Vi får et stærkt hold, som vil forsøge at vinde både Lindberg Sport Cuppen (juniorernes svar på Post Cuppen, red.) og DM. I år vandt vi DM, men blev kun nummer to i Lindberg Sport Cup. Det skal være bedre i 2014, siger Team Manager Jens Peter Humelshøj. 

Holdets endelige format ventes at være på plads onsdag i den kommende uge.