https://velomore.dk/wp-content/uploads/2021/11/instagram.svg
https://velomore.dk/wp-content/uploads/2021/11/facebook.svg

Posts Tagged ‘Boganmeldelse’

Guide til at køre på mountainbike om vinteren

Posted on: oktober 31st, 2024 by Solveig Høegh Larsen

Kalenderen viser officielt mudder og regn, og efteråret har allerede budt på flere våde dage – og det stiller helt nye krav til din kørsel på MTB.

Jo mere mudder på sporet – jo mere udfordrende bliver det. Men med den rette teknik kan mudderkørsel gøre dig køreteknisk bedre. Velomore har derfor talt med Mads Weidemann, der deler ud af sine tips til at køre i mudder.

Må man egentlig godt køre på MTB sporet, når der er meget mudret?

For min skyld må du hjertens gerne, men jeg ved, at de fleste sporbyggere fraråder kørsel på sporet, når himmel, hav og mudder står i ét. Jeg forstår dem udemærket, da de fleste jo cykler for sjov, og dermed er det ikke strengt nødvendigt at cykle ud i mudderet og slide unødigt på cykel og sporet.

Og hvad så med mere seriøse MTB ryttere?

Det er noget helt andet, når vi snakker konkurrenceryttere. De burde om nogen cykle ud og tekniktræne på sporet, når det er vådt, mudret og umuligt at køre. Hvorfor? Fordi det er de færreste, som træner under disse omstændigheder, hvilket er dér man køreteknisk set lærer allermest, eftersom underlaget er utilregneligt og man for alvor mærker, hvor givende køreteknikken er.

Og den dag konkurrencedagen kommer, ja så VED rytteren, hvordan man kører i mudder, og bør klare sig bedre end mange af sine vanlige konkurrenter. Det er mig stadig en gåde, hvorfor de fleste konkurrenceryttere gemmer sig indenfor, når regnen siler ned og mudret på sporet er dybt.

Kan man ødelægge sporet, når det er meget mudret?

Nogle af sporets sektioner er mere sårbare i våde forhold. Og lad os bare slå fast, at jo mere rillet, stenet, bumlet osv. underlaget er, desto mere udfordrende er sporet for den enkelte rytter uanset niveau. Personligt holder jeg meget af de bumlede/rillede spor, så for min skyld må I hjertens gerne cykle i mudderet.

Hvad er dine bedste tips til mudderkørsel?

Min bedste tip er en lav udgave af din grundposition. Og hvordan ser en lav udgave ud? Den lave udgave viser sig i vinklen på dine albuer, som bør være ca. 100 grader i albuevinklen. Jo lavere din overkrop er, desto bedre balance.

Hvis du samtidig er lidt bagud på sadlen og har en smule kontrolleret bagvægt, som gør at forhjulet teoretisk set svæver en lille smule over underlaget, kommer du nemmest igennem mudret (og sandet) underlag. Er du i tvivl om, hvor langt tilbage du bør være på sadlen, er det der, hvor sadlen er bredest. Lad indersiden af lårene røre sadlens bredeste del, så er du fordelagtigt placeret til kørsel i mudder samt i en lav udgave af din grundposition, både siddende som stående.

Er der en særlig bremseteknik til mudderkørsel?

Næ, bremseteknikken er ens uanset vejret, solen, månen og stjernerne. Og når nu vi er ved bremseteknik og mudret spor. Så er der mange, som mener, at kørsel på mudrede spor, er dét, der er den største synder til at sporet ødelægges. Det mener jeg bestemt ikke! Dét, som er den største nedslider af sporene, er folks manglende evner til at bremse fordelagtigt – både for sporets og deres egen skyld.

Læs også: Velomore tester Fizik Terra Artica GTX

Der er jo et gammelt ordsprog, der siger, at der ikke findes dårligt vejr, men kun dårlige klæder. Hvad siger du?

Jeg siger, at der findes efterhånden et godt udvalg af MTB-tøj til vådt vejr. Heldigvis har de store producenter indset, at vi på den nordlige halvkugle ikke har lutter solskin, tørre spor og Utah-lignende forhold hele året rundt. Derfor har de investeret tid på at udvikle tøj, som virker under våde forhold – og ikke bare gør dig ligeså våd indenunder som uden på. Jeg synes, at man skal spørge og støtte sin lokale mountainbikeforhandler om råd til vinter MTB beklædningen. Butikken giver dig gode råd, finder den passende størrelse – så ikke du over nettet køber det forkerte.

Hvilke råd har du til dæk og udstyr?

Dækvalg: Dækvalget har en del at sige i mudrede forhold, og du bør køre med væsentlig grovere mønster end på de dæk, som sad på cyklen da du købte den – eller de dæk du købte i sommer, da sporet var allermest tørt. Mudderdæk ligner traktordæk, fordi de skal grave sig dybt ned i mudderet. Så køb dig et par mudderdæk, hvis du vil køre i mudrede forhold.

Affjedring: Affjedringsvis er der også lidt at tune på, når det er mudret og ‘tungt’ på sporet. Under mudrede forhold er farten sjælden særlig høj (kontra tørre spor), derfor kan det være en fordel at lukke 10 psi ud af din affjedring – hvis du altså har indstillet din affjedring efter din normale kørsel. Et lavere lufttryk i støddæmperne gør, at cyklen har bedre kontakt med underlaget. Med for meget lufttryk i dæmperne, føles cyklen ustyrlig og mest af alt som at ride på en vild hest.

Læs også: 6 tips til fede MTB-destinationer

Dropperpost: For dig uden droppersaddelpind kan det i mudrede forhold hjælpe at sænke sadlen 1-2 cm, som giver bedre balance.

Kørsel gør mester: Husk at vi ikke kun kan tilkøbe og justere os fra mudderet, i sidste ende handler det om, hvor meget du “plejer” at køre i mudder: jo mere kørsel/erfaring du har i mudderet, desto bedre er og bliver du, punktum.

God tur!

Om Mads Weidemann

Mads Weidemann er tidligere professionel downhill mountainbike konkurrencekører, og stifter af MTB akademiet, der udbyder teknikkurser og MTB rejser. Læs mere på http://www.mtbakademiet.dk

Boganmeldelse: Planen – erobringen af Paris

Posted on: september 6th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Er du nysgerrig på at vide hvordan man skaber verdens bedste cykelhold og hvad det egentlig er for en plan, som Jonas Vingegaard taler om? Så skal du læse denne bog.

Det er nok næppe gået nogens næse forbi, at Jonas Vingegaard tilskrev en stor del af sin Tour de France succes til “planen”. Efter nærmest hver eneste etape var det “planen” og holdet danskeren nævnte, som det afgørende for hans succes.

Og ja, det lyder måske lidt pænt og kedeligt efter tre uger, men når man har læst “Planen” af Nando Boers giver det hele så meget mere mening.

For på Jumbo-Visma har de en vision, en kurs de følger, en plan! Gennem tre år har den hollandske journalist, Nando Boers, fået lov til at komme med helt ind i kulissen på verdens bedste cykelhold og følge med i ALT. Således har Boers været med på en lytter ved nærmest alle interne møder på holdet, haft dybdegående samtaler med staff og ryttere og ikke mindst, været med på hjul under sidste års Tour de France, hvor holdets definitive mål endelig blev nået.

Boers er i Holland en anerkendt sportsjournalist, der har dækket cykelsporten gennem hele sin karriere. Derfor havde han i forvejen et tillidsfuldt forhold til flere af holdets ryttere og stab, og det var derfor relativt nemt for at takke ja, da hans tidligere redaktør, teammanager Richard Plugge, tilbød ham muligheden for at skrive om holdet.

Bogen kortlægger udviklen for Jumbo-Visma og tager sit udgangspunkt efter Rabobank-holdets kollaps i 2012 og den nye start med Team Blanco i ’13. De første år berøres hurtigt i bogens indledende kapitler, før Boers når frem til de tre år, hvor han har fulgt holdet intenst.

Planen

Bogen er en fortælling om, hvordan man skaber verdens bedste cykelhold, med fokus på holdet som fællesskab og menneskelig udvikling på individuelt niveau. Undervejs får man indgående kendskab til tankerne og filosofien bag og man lærer især sportsdirektørerne Merijn Zeeman, Frans Massen og Grischa Niermann at kende.

På ryttersiden er det primære fokus lagt på Primoz Roglic og Tom Dumoulin, da de i 2019, hvor Boers inviteres indenfor, lignede de to ryttere, som skulle blive Jumbo-Vismas kommende Tour de France-vinder. Undervejs brænder Dumoulin ud og Jonas Vingegaard træder ind på den store scene.

Bogen fortælles skiftevis som Boers egne beretninger og skiftevis i samtaler med ryttere og staff. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Både svære og dybe samtaler er gengivet og emnerne er til tider både svære og personlige.

Eksempelvis kommer man med ind i hovedet på Tom Dumoulin i hans svære sidste år af sin karriere og man hører desuden tankerne fra holdet. Lige så med Roglic, lærer vi hvordan han håndterede nederlaget til Tadej Pogacar i Tour de France i 2020, og igen i ’22, hvor styrt sætter en kæp i hjulet på hans Tour-ambitioner og han i stedet må se sin unge, danske holdkammerat løbe med sejren.

Inspirerende læsning

For mig skulle de første par kapitler overstås. Dem hvor Nando Boers skitserer holdets fundament og opstart. De var ikke uinteressante men da det trods alt er en samtidsberetning, var det for mig nogle kapitler som skulle overstås. Siden hen tager bogen dog fart og bliver for alvor interessant da vi kommer til 2020-fortællingen. Verden er lukket ned og cykelsporten ligger stille.

Men på Jumbo-Visma udnytter man pausen til for alvor at få lagt “planen” og sat en retning for holdet. Skabt en vision, som modnes og finpudses frem mod den alt afgørende etape til Granon i Tour de France 2022.

Bogen slutter af i et hæsblæsende tempo med Jonas Vingegaards første Tour de France-sejr, hvor især rytterinterviews undervejs giver et unikt indblik i, hvad der udfoldede sig på landevejen.

Facit

Alt i alt er Planen mere end bare endnu en sportsbiografi. Det en inspirerende kortlægning af vort tids bedste cykelhold og deres helt unikke tilgang til sporten. Det er samtidig fortællingen om et hold, der går fra nærmest total ruin og ingen sejre i asken af det gamle Rabobank-hold, til i dag at være en fugl Fønix og sportens mest dominerende mandskab.

Undervejs bliver man taget med ind i sportsdirektørernes mødelokaler og hovedet på både ryttere og staff. Det giver et unikt indblik i hvordan et topcykelhold operer, men i lige så høj grad, hvad der skal til for at skabe en Tour de France-vinder. Bogen er bestemt et læs værd, og jeg kunne ikke undgå at blive inspireret.

Læs også: Boganmeldelse: Mads P – Verdensmester og væddeløber

Arbejder man med mennesker eller ledelse, er bogen desuden et inspirerende værktøj til, hvordan man griber teambuilding, menneskelig udvikling og ledelse an. Undervejs anbefaler Zeeman sine ryttere flere inspirerende bøger og jeg vil næsten vove den påstand, at man godt kunne sætte Planen ind på den liste.

Jeg var godt underholdt, og selvom bogen bærer præg af en semi-hurtig oversættelse fra hollandsk til dansk, desværre gjort af en uden den store kendskab til cykeljargon, giver jeg den en vurdering af 5 ud af 5. Men hvis du tror, at du nu skal læse om Jonas Vingegaard, så bliver du skuffet. Nuvel, danskeren er med og man får også flere interessante indsigter, men han er ikke hovedpersonen og man fornemmer, at han er lige så afmålt i sine udtalelser til Nando Boers, som han er til journalister på tv.

Læs også: Velomore tester aerotrøje fra AGU

Som sagt, har det for mig været meget inspirerende at læse bogen og Nando Boers er lykkedes virkelig godt med at fange og formidle essensen af Jumbo-Visma. Jeg er sikker på, at det ikke er sidste gang at jeg har læst udvalgte afsnit af bogen.

Info

Vurdering: 5/5.
Forfatter: Nando Boers.
Forlag: People’s Press.
Sider: 450.
Mere info: www.peoplespress.dk

Anmeldelse: God is Dead – en bog om Frank Vandenbroucke

Posted on: april 2nd, 2022 by Velomore No Comments

Den nye biografi om Frank Vandenbroucke får rosende ord med på vejen, men bidrager ikke for alvor med noget nyt til fortællingen om den belgiske cykelstjerne.

Af Jesper Carstens

I 2017 udkom den nu tidligere Rouleur-redaktør, Andy McGrath, med en yderst smuk cykelbog om Tom Simpson. Bird on Wire hed den, og bogen formåede på smuk måde at illustrere Tom Simpsons flotte karriere. 

Det var en smuk bog, der også gik hen og vandt William Hills prestigefyldte sportsbogspris, der i tidens løb har hyldet nogle af de bedste sportsbøger. 

Derfor var der også gigantiske forventninger knyttet til McGraths næste bog, der netop har ramt hylderne hos boghandlerne: God is Dead. Denne gang er omdrejningspunktet cykelsportens l’enfant terrible i form af Frank Vandenbroucke. Belgieren raserede de europæiske landeveje i fra midten af 90’erne og frem til årtusindeskiftet. Faktisk havde han sin suverænt bedste sæson i 1999, hvor han vandt Liege-Bastogne-Liege i overlegen facon samt Omloop Het Nieuwsblad – men det var også hans sidste sæson på toppen. 

Det var nemlig ikke kun på cyklen, at Frank Vandenbroucke satte et voldsomt tempo. I 1999 blev han for første gang involveret i ballade, da politiet i Paris arresterede ham (og siden satte ham fri). I de efterfølgende år fulgte den ene skandale efter den anden. Siden den første konflikt i 1999 gik hans karriere – og beløbet på lønsedlen – kun én vej: Ned. På trods af enkelte solide resultater, så genfandt Vandenbroucke aldrig fordums styrke. 

I 2009 sluttede det hele for Frank Vandenbroucke. Han tjekkede ind på et hotelværelse i Senegal, men efter en festlig aften døde han som 34-årig af en blodprop i lungerne – og bestjålet af den prostituerede kvinde, han havde slæbt med hjem på hotelværelset. 

“Jeg er ikke Gud”

Ja, der var fart på Vandenbroucke. Han var cykelsportens wonderboy og belgiernes helt store kronprins i midten af 90’erne. Han blev af mange fans betragtet som en gud, ja, faktisk i en sådan grad, at han i 2007 udgav en selvbiografi, der hed Je ne suis pas Dieu – Jeg er ikke Gud. Og nu er Andy McGrath så aktuel med God is Dead, en ny bog, der kigger nærmere på det belgiske wonderkid.

Andy McGrath har i de seneste mange år været magasin-redaktør for Rouleur. Hvor Simpson-bogen i høj grad lignedeet magasin, så er det ikke tilfældet med God is Dead, der i højere grad rent visuelt ligner en traditionel cykelbog. Til gengæld bliver den ofte fortalt som et magasin, og det er en stor styrke. McGrath er god til at beskrive den karisma, der omgav Vandenbroucke og som i høj grad har gjort ham til den mytiske figur, han fortsat er.

Den fortæller-stil fungerer rigtig godt, når man skal bygge en karakter op. Og det gør McGrath fremragende: Han bygger fortællingen om Vandenbroucke op. Han forklarer og viser igennem sproget, hvorfor Vandenbroucke er denne larger-than-life-character. Og han gør det samme igen, når tæppet trækkes væk, og Frank Vandenbroucke udstilles som en sølle stakkel, der har kurs mod afgrunden i en fart, der langt overgår den han kunne træde i pedalerne. McGrath ved om nogen, hvordan man laver et portræt, og Vandenbroucke giver ham den perfekte historie. Det er ikke tilfældigt, at det er to tragiske karakterer i cykelsporten, der er hovedpersonen i McGraths to bøger.

Bogens udfordringer er givetvis, at den kommer vidt omkring Frank Vandenbroucke, men aldrig kommer tæt nok. Der er adskillige personer i og omkring Vandenbrouckes familie, der ikke har ønsket at tale med McGrath. Ikke fordi han ville skrive en kritisk bog om den blonde belgier, men derimod fordi der allerede var blevet skrevet så meget. Vandenbroucke var én af de mest omtalte cykelryttere i perioden fra 1997 og frem til sin død i 2009. Han nåede endda selv at udgive en selvbiografi, ligesom andre forfattere også har behandlet ham. Der var ingen grund til at rippe op i mere.

For det nyere publikum

Selvfølgelig fungerer God is Dead som cykelbog, og selvfølgelig er den stadig relevant og aktuel, særligt fordi sporten hele tiden får et nyt publikum, og for mange kan historien om Vandenbroucke være ufortalt – men for rigtig mange er det ikke en bog, der vil bringe meget nyt med sig.

Og det er måske fint nok. Det er ikke alle bøger, der skal bringe noget nyt, skabe overskrifter eller lignende, men som alligevel finder sin berettigelse. Og berettigelse har Andy McGraths bog afgjort også: Har du ikke fulgt med i Vandenbrouckes karriere – måske fordi du er blevet cykelfan i nyere tid – ja, så er McGraths bog et fremragende portræt af en karakter, der kan være svær at spotte i det nuværende cykelfelt. Kender du derimod Vandenbrouckes karriere indgående, så er der næppe meget nyt i bogen og den vil føles som gammel vin på nye flasker. Det er ikke nødvendigvis skidt, man skal bare være klar over det. 

God is Dead er afgjort en cykelbog, der kan anbefales til de ivrige læsere, særligt nu hvor klassikersæsonen rammer – det var her, Frank Vandenbroucke for alvor var i hopla. Det er en bog, der giver et indblik i en svunden tid, og selv hvis man kender til Vandenbroucke, så er McGrath en dygtig forfatter, der kan noget med ord. Jeg var solgt.

Forlaget har stillet en bog til rådighed. Bogen findes kun på engelsk.

LitteraTour: Tre bøger til hviledagen

Posted on: juli 16th, 2019 by gregersenmartin88@gmail.com

Hvis hver etape i Tour de France, med den franske tænker Roland Barthes ord, svarer til enheden i et romankapitel, hvad gør man så de dage, hvor der ikke er et kapitel at læse? Man griber selvfølgelig ud efter en god cykelbog. Men hvad skal man vælge? Her er Cykelmagasinets bud:

Peter Cossins: Alpe D’Huez (2016)

Cykelsportens iagttagere træder altid op på den store klinge, når de skal sætte ord på Alpe d'Huez og dets betydning: Hollywoodstigningen, et sportsligt amfiteater, et mekka for folk på to hjul, en komprimeret version af løbets 21 dage, cykelsportens nirvana, stigningernes katedral. Alpe d'Huez er hverken cykelsportens smukkeste eller stejleste bjerg, men det er uden tvivl det største og mest ikoniske. Med en opkørsel på 13,8 kilometer og en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,1 procent kaster Alpens legendariske 21 hårnålesving rytterne fra det ene hjørne til det næste og lover den første rytter på toppen en evig plads i historiebøgerne.

Selvom Alpe d’Huez ikke er med i årets Tour de France, så kan man uden tvivl få stillet hviledagens længsel mod cykeldramatik og stigningsprocenter ved at læse Peter Cossins’ fortrinlige bog om cykelsportens største bjerg. Cossins er en fremragende og vidende sportsjournalist og forfatter. Han har skrevet flere anbefalelsesværdige bøger om cykelsport, herunder ikke mindst den nørdede Full Gas. How to Win a Bike Race – Tactics from inside the Peloton (2018), der giver et unikt og underholdene indblik i moderne cykelløb, og den smukke The Yellow Jersey (2019), der fortæller hele den utrolige historie om 100-års-fødselaren, Le maillot jaune.

Paul Fournel: Anquetil – helt alene (2018)

Skal man læse en bog på hviledagen, så kommer man ikke uden om den franske Oulipo-forfatter og amatørcykelrytter Paul Fournels bjergtagende og elegante biografiske roman Anguetil – helt alene om den skulpturskønne, ensomme og irriterende elegantier med den spidse næse, Jacques Anquetil, der var den første til at vinde Tour de France fem gange. ”Intet menneske", skriver Fournel, "har nogensinde været bedre egnet til at sidde på en cykel end han, aldrig har kombinationen menneske-maskine været smukkere. Han var simpelthen skabt til at blive set alene på vejen, skarpt tegnet mod en blå himmel. Intet ved ham fik én til at tænke på et felt, på massen af forenet styrke, for cykelsportens store skønhed var han kun, når han kørte alene.”

Bogen er udkommet på det lille connaisseur forlag Bobo (Den Franske Bogcafés Forlag), der har givet danske cykelfans en herlig mulighed for at læse mange skæve og fascinerende beretninger fra cykelsportens frankofile verden. Her kunne man også fremhæve Landevejens galejslaver (2019), der består af den franske journalist Albert Londres banebrydende rapportager fra Tour de France 1924, og Professorens (Laurent Fignons) begavede selvbiografi, Vi var unge og ubekymrede (2016).

Joakim Jakobsen: Tour de France. Historien om verdens hårdeste cykelløb (2012)

Der findes selvfølgelig også gode cykelbøger skrevet af danske forfattere, som man kan kaste sig over på hviledagen: Henrik Jul Hansens Smertensmestre (1997), der leverer et indsigtsfuldt portræt af to af de helt centrale landevejsrøvere og rivaler i dansk cykelsport, nemlig Bjarne Riis og Rolf Sørensen, Jørgen Leths uomgængelige nyklassisker, Den gule trøje i de høje bjerge (1995/2009), og Daniel Denciks passionerede, kloge og usædvanligt velskrevne kærlighedserklæring til cykelsporten i Sportshjerte (2017).

Men den bedste af de bedste er uden tvivl Joakim Jakobsens frygtindgydende mastodont af et mesterværk om verdens største og hårdeste cykelløb. Tour de France. Historien om verdens hårdeste cykelløb, som bogen hedder, tager læseren med rundt på det store cykelløbs veje og vildveje og fortæller undervejs hele historien fra det første løb i 1903 til i dag. Jakobsen har både sans for de kølige kendsgerninger og de varmblodede anekdoter, og han formår på forbilledlig vis at bevare det store overblik, samtidig med at han graver sig ned i de kuriøse detaljer.

21 dage om året sidder vi foran tv-skærmen og følger Frankrigs nationale stolthed, ”stille, som hvis vi læste”, som Joakim Jakobsen skriver i afslutningen på sit storværk. Men på hviledagen er feltets grammatik og rullende romanskrivning altså for en stund afløst af cykelbøgernes læseværdige landeveje af gode historier. Cykelmagasinet vifter hermed med flaget. God litteraTour!