Fashion og funktion kombineres i Café du Cyclistes off-road kollektion, der bringer den gode stil ud på grusvejene.
Første gang jeg gik ind i en Café du Cycliste-butik (i Palma de Mallorca), havde jeg det som en dreng, der smagte slik for første gang, og da jeg forlod butikken, var det med en ny erkendelse: “Kan cykeltøj virkelig være så fedt?” Og den kærlighed er ikke rustet – jeg er vild med skidtet.

Idéen til det franske cykeltøjmærke stammer fra en autentisk, lille café i parfumebyen Châteauneuf-de-Grasse uden for Nice. Og her, omtrent 15 år efter tøjmærkets tilblivelse, er idéen stadig den samme: at skabe cykeltøj, der kombinerer mode, teknisk funktionalitet og et originalt udtryk. På den måde er CdC vel cykeltøjsbranchens svar på en rock ’n’ roll-lillesøster, der over for familien insisterer på, at man godt kan være fashion og samtidig køre stærkt.
Jeg har haft lejlighed til at teste Café du Cyclistes shorts, Virginie, og den langærmede jersey Angele, både i efterårsvejr og på de første forårsdage.
Angele jersey
Jeg har brugt trøjen både som yderste lag med en langærmet baselayer indenunder og under en isolerende jakke på de helt kolde dage, og den klarer begge dele flot.
Trøjen minder ikke meget om en klassisk cykeltrøje, men i et moderigtigt design og udtryk. Alligevel er jersey’en udført med tekniske løsninger og i et materiale, der gør den meget kapabel på cyklen. Med andre ord er Angele jersey’en et typisk stykke CdC-beklædning.

Trøjen er lavet i en polyester/elastane-blanding og er meget behagelig at have på. Pasformen er afslappet for en cykeltrøje at være, og den gør sig efter min mening lige så godt på caféen på torvet i Mallorca, som på cyklen på landevejen eller i skoven. Materialet betyder, at sveden relativt hurtigt bliver transporteret væk fra kroppen, og derfor tørrer trøjen hurtigt i vinden på mindre hårde passager.
Med praktiske detaljer som tre store cargo-lommer til nødvendige ting og en ekstra lynlåslomme til opbevaring af værdigenstande, rummer trøjen fine muligheder for opbevaring.
Virginie shorts
Jeg har testet Virginie grusshortsene siden oktober, og på den måde har shortsene fra CfC’s gravel-kollektion været med mig gennem regn, slud, frost (under lange bib’s) og i forårssolen.
Der er tale om et par shorts uden pude, som derfor kræver, at du har bukser med pude på inden under. Shortsene er fremstillet i polyamid (91%) og elastan (9%) med et justerbart bæltesystem, der rent faktisk fungerer. Baglommerne har lynlås, og den diskrete lomme på benet er oplagt til kreditkort eller nøgler.

Virginie shortsene er lette og har en relativt stram pasform – glem alt om vide All Mountain-shorts her. Til gengæld er shortsene meget fleksible i både stof og syning, og sammen med det meget behagelige stof på indersider har de en rigtig god komfort – også når du arbejder med tyngdepunktet på cyklen og bevæger dig på sadlen. Shortsene sidder tæt, men de giver sig, og du mærker næsten ikke, at du har dem på.
Akkurat som tilfældet er med Angele jersey’en, har shortsene en meget fin fugttransporterende evne, der holder dig tør, når sveden begynder at komme.
Facit
Samlet set er Virginie shortsene en rigtig god kombination af funktionalitet og komfort og dermed et oplagt valg til både gravel- og MTB-ture, hvor du især bliver glad for den lave vægt og den store bevægelsesfrihed.
Læs også: Velomore tester Sharq Fulcrum
Angele jersey’en er et oplagt valg for rytteren, der ønsker en anderledes og mere casual jersey, der rummer gode tekniske funktionelle løsninger og har stor anvendelighed. Der er ikke så meget at sige andet end, at jeg har fået mig en cykeltøje med den karakteristiske flyvende fisk på brystet, som allerede har vist sig at være min yndlingsjersey.
Info
Café du Cycliste Virginie shorts
Vurdering: 5/5.
Pris: Vejledende ca. 1.270 DKK
Mere information: www.cafeducycliste.com
Café du Cycliste Angele jersey
Vurdering: 5/5.
Pris: Vejledende ca. 1.100 DKK
Mere information: www.cafeducycliste.com
Seneste kommentarer