Posts Tagged ‘Camilla Pedersen’

Camilla Pedersen viser jernviljen i genoptræning

Posted on: oktober 15th, 2013 by ap

I torsdags eftermiddag fik hun lov til at tage hjem til Esbjerg og holde weekend, og hun har fået et lille indblik i den store opmærksomhed og interesse, der har været om hende siden ulykken den 3. september, mens hun kort har haft mulighed for at læse nogle af de hilsner, der er sendt til hende på facebook. Download friske fotos af Camilla Pedersen herunder.

– Det er utroligt overvældende, og jeg kan slet ikke finde de rette ord til at udtrykke min taknemlighed og glæde over de hilsner, blomster og tanker, der er blevet sendt til mig fra hele verden på nuværende tidspunkt, siger Camilla Pedersen.

Hun har gennem de seneste dage læst et uddrag af alle de artikler, der har været skrevet om hendes ulykke, samt taget hul på at læse nogle af de mange hilsner, der er sendt til hende på Facebook.

– Det er uvirkeligt, at der er så mange mennesker, der har fulgt min kamp tilbage til livet, og det er vildt, at der er så mange, der ønsker mig det bedste og har valgt at støtte mig. Det varmer så meget, og jeg havde aldrig troet, at der ville være så mange, der bekymrer sig om mig.

Camilla Pedersen var i fredags en tur på stranden ved Sædding, hvor billederne er taget. Søndag gik turen tilbage til Hammel Neurocenter, hvor hun skal forsætte sin genoptræning.

– Fra at jeg har været meget tæt på at dø, har jeg nu taget et stort skridt tilbage til livet, men jeg ved også, at der venter mig en lang sej kamp forude. Mit livs vigtiste kamp, og den udfordring tager jeg, smiler hun.