Posts Tagged ‘Cape Epic’

Langvad & van der Breggen vandt Cape Epic

Posted on: marts 24th, 2019 by velo_admin

På den sidste etape i Cape Epic skulle rytterne køre 70 kilometer med 1800 meter, der skulle klatres undervejs. Annika Langvad og Anna van der Breggen, der førte løbet samlet inden etapen, valgte at tage den fulde kontrol over løbet og overlod ingenting til tilfældighederne. De to stærke kvinder lagde sig dermed i front og tog også sidste etape af løbet, hvilket medfører at de har vundet 6 ud af de 7 etaper, der har været i løbet. I forhold til de andre etaper, hvor duoen har vundet etaperne med adskillige minutter, var der lidt mere spænding over løbet i dag. Undervejs blev danskeren og hollænderen nemlig tæt forfulgt af Candice Lill fra Sydafrika og Adelheid Morath fra Tyskland. Efter 56 kilometer var Langvad og van der Breggen kun cirka et halvt minut foran forfølgerne og i mål vandt de med 17 sekunder ned til sydafrikaneren og tyskeren. I den samlede stilling vandt Langvad og van der Breggen også foran Lill og Morath med hele 31 minutter, hvilket vidner om den suverænitet de to har lagt for dagen. Sejren i Cape Epic blev den femte for Langvad, der har været med til at vinde løbet 2014, 2015, 2016, 2018 og altså nu i 2019. For Anna van der Breggen var det hendes første titel, eftersom det var hendes debut. 

[REL1]
[REL2]
[REL3]

Langvads makker imponerede efter karrierens dårligste dag

Posted on: marts 23rd, 2019 by Breum

Femte etape satte et midlertidigt stop for Annika Langvad og Anna van der Breggens dominans i Cape Epic, da Investec-Songo-Specialized indkasserede deres første nederlag i det sydafrikanske etapeløb.

Danskerens hollandske makker indrømmede efterfølgende, at etapen havde været i kamp for hende, og at hun havde haft karrierens værste dag på cyklen.

[REL2]

Konkurrenterne havde derfor håbet på, at gårsdagens nederlag blev et vendepunkt for løbets dominerende par, men de forhåbninger knuste Langvad og van der Breggen på lørdagens sjette etape, hvor det dansk-hollandske par slog hul til konkurrenterne efter ganske få kilometer og vandt etapen i suveræn stil, omkring ni minutter foran dagens nummer to.

Det tidlige angreb var en del af parrets taktik, da de dermed kunne få lov til at køre deres eget tempo på de tekniske sektioner. 

Langvad var imponeret over van der Breggen, og den stærke dansker havde efterfølgende rosende ord til overs for sin hollandske makker:

– I dag var helt klart en god dag for os. Baseret på vores oplevelser på gårsdagens etape, talte vi om, at hvis vi kunne komme væk tidligt, få et hul og køre vores eget tempo, uden at skulle følge de andre holds tempo, så ville det være godt for os. Allerede et par kilometer efter start, hvor vi stadig sad i en gruppe, kiggede jeg på Anna, og hun signalerede: "Nu kører vi!", og så kørte vi. Vi satte et rigtig stærkt angreb ind og fik et enormt hul på kort tid, og så holdt vi dem bare der. Anna kørte som en 'boss' i dag, og hun var så super stærk. Det var virkelig en god dag for os, sagde Langvad i det efterfølgende sejrsinterview.

[REL1]

Mens Langvad har stor erfaring i det sydafrikanske løb og på mountainbikens brede dæk, er Cape Epic en ny oplevelse for Anna van der Breggen, der er vant til at køre på landevejens jævne underlag. Indtil i går, havde Cape Epic dog været en positiv oplevelse for hollænderen, der i dag genfandt den gode følelse på cyklen og derfor kunne nyde løbet igen:

– Jeg var glad for, at jeg havde det meget bedre i dag end i går. I går havde jeg en virkelig dårlig dag, men i dag følte jeg mig godt kørende fra start, så jeg tænkte, at hvis vi kunne komme væk fra start, så kunne vi køre vores egen fart på nedkørslerne, hvilket fungerede godt på de første etaper. Derfra satte vi bare vores eget tempo, og jeg var glad. Stigningerne var lidt mindre stejle i dag, og det føltes bedre, fordi man kan holde tempoet bedre. I dag kunne jeg nyde det igen. Jeg tror, Annika har nydt det hver dag, og i dag kunne jeg også gøre det, sagde hollænderen.

Cape Epic afsluttes i morgen med en halvfjerds kilometer lang etape fra Stellenbosch, hvor Langvad, van der Breggen og resten af deltagerne skal forcere omkring 1800 højdemeter, før de krydser løbets allersidste målstreg i Val de Vie, Paarl.

Langvad tilbage på toppen med sjette etapesejr

Posted on: marts 23rd, 2019 by Breum

Investec-Songo-Specialized har været på en regulær sejrsstime i Absa Cape Epic, hvor Annika Langvad og Anna van der Breggen vandt løbets prolog og første fire etaper i overbevisende stil. Fredag havde sidstnævnte, efter eget udsagn, karrierens værste dag på cyklen, og parret måtte derfor indkassere deres første nederlag i løbet.

Løbets næstsidste etape tog rytterne ud på knap halvfems kilometer gennem Stellenbosch mange vinmarker, men der var ikke mange øjeblikke til at nyde den flotte udsigt, for undervejs skulle rytterne forcere hele 2650 højdemeter.

[REL1]

Rytterne fik ikke mange øjeblikke til at finde benene, for kort efter start ventede den lange, stejle Botmaskop-stigning, der uden tvivl ville skille fårene fra bukkene. 

Havde konkurrenterne håbet på, at gårsdagens nederlag ville blive et vendepunkt for Langvad og van der Breggen, fik de hurtigt deres forhåbninger knust, for den dansk-hollandske duo fik hurtigt slået hullet og skabt sig et forspring på over et minut frem mod den hurtige Skyfall-nedkørsel.

Ved første depot var gårsdagens vindere, Summit Fin, knap fire minutter efter den førende duo, og forpringet voksede sig kun større over de næste kilometer. Langvad og van der Breggen arbejdede godt sammen, og de forcerede dagens stigninger i et voldsomt tempo, som ingen af konkurrenterne var i nærheden af at matche.

[REL2]

Langvad og van der Breggen kom sikkert gennem dagens "technical terrain" og udbyggede deres forspring frem mod etapens andet depot, hvor de nærmeste forfølgere, Summit Fin og Kross-Spur, var henholdsvis seks og et halvt og ti minutter efter.

Løbets førende ryttere slap ikke gassen og med godt og vel femten kilometer til mål, rundede de elleve minutters forspring til forfølgerne, men herfra kørte parret sikkert frem mod målstregen og tabte en anelse tid frem mod løbets sidste depot, hvor forspringet faldt til lige under ti minutter.

Specialized-duoen drejede ind på opløbsstrækningen, og de kunne løfte armene i vejret som dagens etapevindere efter endnu en suveræn præstation. Knap ni minutter senere kom Candice Lill og Adelheid Morath (Summit Fin) i mål på etapens andenplads, mens Maja Wloszczowska og Ariane Lüthi var yderligere to minutter efter på tredjepladsen.

I klassementet, er Langvad og van der Breggen  nu over en halv time foran Summit Fin forud for løbets sidste etape, mens sygdomsplagede Kross-Spur ligger på tredjepladsen, over en time efter.

Resultat – 6. etape af Absa Cape Epic 2019

1. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Investec-Songo-Specialized, 4''43'12

2. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit Fin, +8'43

3. Maja Wloszczowska og Ariane Lüthi – Kross-Spur, +10'27

Samlet stilling efter 6. etape

1. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Investec-Songo-Specialized, 27''52'55

2. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit Fin, +30'05

3. Maja Wloszczowska og Ariane Lüthi – Kross-Spur, +1''01'55

Langvad måtte nøjes med andenplads på kongeetapen

Posted on: marts 22nd, 2019 by alexanderbeguin

Efter fem sejre i træk fra Annika Langvad og Anna van der Breggen (Investec-songo-Specialized) var det to andre ryttere, som krydsede stregen først i Stellenbosch fredag. 

På løbets kongeetape på 100 kilometer med 2.850 kilometer var det Summit Fin-holdet, som lagde sig i front efter cirka 40 kilometer. Candice Lill og Adelheid Morath kiggede sig ikke tilbage og øgede stødt deres føring etapen igennem. 

Anna van der Breggen i store problemer

Angrebet kom efter et uheld til Anna van der Breggen, som styrtede på nedkørslen fra Gantouw Pass. Styrtet kostede et hjulskifte og Anna van der Breggen var ligeledes mærket efter faldet, hvilket Lill og Morath udnyttede, forklarede de i et interview kort efter de passerede målstregen.  

Det kostede dermed Langvad en sjette etapesejr i træk, men den samlede førsteplads sidder makkerparret dog stadig solidt på. 

– Det var en hård dag. Jeg havde en dårlig dag, hvilket aldrig er godt her. Det var hele tiden op og ned, og jeg havde mit livs længste dag på cyklen. Men vi sagde fra starten, at vi ikke skulle tage for mange chancer, hvis vi fik uheld. Men jeg havde det virkelig dårligt efter styrtet, sagde van der Breggen kort efter de kom i mål. 

Langvad havde tilsyneladende 'pacet' hendes holdkammerat igennem den sidste halvdel af etapen, hvor van der Breggen led noget så eftertrykkelig. Alligevel lykkedes det kun at smide omkring fire minutter til Summit Fin-holdet, og samtidig komme på en sikker andenplads på etapen. Derfor var det også en stolt Langvad, der fejrede 35-års fødselsdag, der udtalte sig efter etapen: 

– Jeg er så stolt af min partner. Det her løb er så en stor mental udfordring. Jeg prøvede bare at være der for Anna, men hun skal selvfølgelig selv træde i pedalerne, sagde danskeren. 

Der venter nu to etaper tilbage af Cape Epic, hvor især morgendagens sjette etape omkring samme område i Stellenbosch, er en krævende størrelse. 

Resultat – Cape Epic – 5. etape

  1. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit Fin, 05:20.42
  2. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Invenstec-Songo-Specialized, +04'05
  3. Jennie Stenerhag og Mariske Strauss – Silverback-Fairtree, +11'30
  4. Sabine Spitz og Nadine Rieder – Meerendal WIAWIS Rotwild +15'51

 

Cape Epic – Samlet stilling efter 5. etape

 

  1. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Invenstec-Songo-Specialized, 23''09'42
  2. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit Fin, +21'22
  3. Ariane Lüthi og Maja Wloszczowska – Kross-Spur, +51'28
  4. Jennie Stenerhag og Mariske Strauss – Silverback-Fairtree, +59'24

Sebastian Fini i top-10 på kongetapen i Cape Epic

Posted on: marts 22nd, 2019 by alexanderbeguin

Det har været en blandet oplevelse for danske Sebastian Fini i årets Cape Epic. Han og den lettiske makker, Martin Blums, startede stærkt ud med en niendeplads på den indledende prolog. 

Efterfølgende har danskeren dog ikke kunne blande sig i toppen, men fredag dukkede der endnu en flot resultat op. 

[REL1]

På løbets kongeetape fra Oak Valley Estate til Stellenbosch kørte danskerne sig ind på ottendepladsen på etapen, omkring 10 minutter efter etapens vindere, Philip Buys og Matthys Beukes (PYGA Euro Steel). Vinderparret kom i mål sammen med verdensmesteren Nino Schurter og Lars Forster (Scott-SRAM MTB-Racing), der efter dagens etape ligger på den samlede førsteplads i klassementet. 

Sebastian Fini og Martin Blums ligger på en 18. plads samlet, hvilket faktisk overgås af den danske debutant Simon Andreassen, der kører med makkeren Christoph Sauser (Investec-songo-Specialized 2). Dagens etape var dog lidt hårde ved dem, da de måtte krydse linjen som nummer 17, cirka 16 minutter efter vinderen. 

 

Langvad og van der Breggen fortsætter dominansen

Posted on: marts 21st, 2019 by Velomore

Annika Langvad og Anna van der Breggen har ikke lavet andet end at vinde i Cape Epic og derfor kommer det dog heller ikke som en overraskelse, at de igen tog sejren på den 32 kilometer lang enkeltstart. Her slog Langvand og van der Breggen der nærmeste konkurrenter med 1 minut og 44 sekunder og med yderligere 2 minutter ned til tredjepladsen på etapen. 

[REL1]

Dog var dagen ikke helt uden uheld for Annika Langvad og Anna van der Breggen, da Annika Langvad rent faktisk styrtede undervejs på enkeltstarten, men hurtigt kom tilbage på cyklen og kunne køre i mål med en noget så overbevisende sejr. Noget der bare viser hvor suveræne makkerparret er, at de selv efter styrt kan slå deres øvrige konkurrenter med flere minutter. 

Med sejren på enkeltstarten betyder det, at Annika Langvand og Anna van der Breggen er foran med hele 26 minutter ned til andenpladsen i den samlede stilling, forud for løbets sidste 3 etaper. 

Langvad og van der Breggen vinder endnu en gang

Posted on: marts 20th, 2019 by louisejohansen

I dag skulle der tilbagelægges 107 kilometer med 2800 højdemeter, men igen i dag var det ikke et problem for Langvad og van der Breggen. Det var en dansk-hollandsk duo der fra start var klar til endnu en vild dag. De havde en plan og den gik bedre end de havde forventet.  På førte stigning ville de teste konkurrenterne, og endte med at køre fra dem og kørte alene til mål. Duoen ligger ikke på den lade side selvom de fører løbet, de kæmper for hvert sekund og havde også fart på da de kørte ind på den sidste kilometer.

Annika Langvad fortæller under vinder interviewet, at hun i går havde en dårlig dag, men at hun var meget bedre kørende i dag. Anna van der Breggen fortæller også at hun sagtens kunne mærke at hendes makker havde bedre ben i dag. Hun fortæller ydermere at det var Langvad som tog teten på den sidste del da hun selv var træt.

Holdet som ved dagens start var deres nærmeste konkurrenter Kross-Spur, ødelagde desværre et dæk tidligt på etapen, og de endte med at tabe 22 minutter.

Annika Langvad og Anna van der Breggen fører løbet med 23.43 minutter inden tidskørslen i morgen

Resultat – Cape Epic – 3. etape

  1. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Invenstec-Songo-Specialized, 05:23.43
  2. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit Fin, +5'52
  3. Jennie Stenerhag og Mariske Strauss – Silverback-Fairtree, +19'59
  4. Ariane Lüthi og Maja Wloszczowska – Kross-Spur, +21'57

Cape Epic – Samlet stilling efter 3. etape

  1. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Invenstec-Songo-Specialized, 15''42'52
  2. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit Fin, +16'06
  3. Ariane Lüthi og Maja Wloszczowska – Kross-Spur, +29'47
  4. Jennie Stenerhag og Mariske Strauss – Silverback-Fairtree, +47'35

Cape Epic-debutanten Andreassen kørte i top-ti

Posted on: marts 19th, 2019 by Breum

Simon Andreassen fik søndag sin første oplevelse med Cape Epic, da han gav sig i kast med løbets korte prolog. Sammen med legendariske Christoph Sauser, der har vundet det sydafrikanske etapeløb fem gange, fik det danske stortalent sig dog lidt af en køretur på både prologen og løbets første etape, hvor de blev til henholdsvis en 22. og en 27. plads.

Løbets anden etape blev dog en helt anden historie for Andreassen og Sauser (Investec-Songo-Specialized), der denne gang var med helt fremme.

[IMG2]

Den 90 kilometer lange etape fra Hermanus High School til Oak Valley estate blev skudt i gang i et jævnt tempo, og der var derfor samling på tropperne, da favoritterne rundede toppan af dagens første stigning, Rotary.

[REL2]

Frontgruppen blev dog stødt reduceret til omkring femten par, men Sauser og Andreassen hang i. Kross-Spur havde en skuffende 1. etape, og holdet var opsatte på at får revanche. Ondrej Cink og Sergio Gutierrez satte et hårdt tempo, og det kostede for flere par, heriblandt Andreassen og Sauser.

I front havde Kross-Spur skilt sig ud sammen med omkring ti andre par, blandt andre løbets førende ryttere, Nino Schurter og Lars Forster (Scott-SRAM), og førsteudfordrende fra Cannondale, Henrique Avancini og Manuel Fumic, mens både Andreassen og Sebastian Fini – der hentede en niendeplads på prologen – sad i forfølgergruppen, omkring et minut efter de forreste.

Nu angreb Scott-SRAM, og de fik Trek-Selle San Marco, Cannondale og Kross med sig. Frontgruppen arbejdede fint sammen, og få kilometer senere var deres forspring oppe på 1'17. Den forsvarende vinder, Jaroslav Kulhavy, og hans nye makker Sam Gaze var i store problemer, da sidstnævnte tilsyneladende kæmpede med efterveerne fra et styrt på gårsdagens etape.

[IMG3]

Schurter og Forster lod Kross-Spur påtage sig størstedelen af føringsarbejdet, men Scott-rytterne forsøgte sig også et med et par hårde forceringer undervejs. Manuel Fumic (Cannondale) havde problemer med at følge det høje tempo, men den erfarne tysker fik kæmpet sig tilbage til frontgruppen.

[REL4]

Det så længe ud til, at etapen skulle afgøres i en spurt, men en stærk forcering fra Forster splittede frontgruppen til atomer. Scott-SRAM havde sparret på kræfterne på den førte del af etapen, og de førende ryttere satte nu slutspurten ind. Schurter og Forster holdt tempoet højt, og det schweiziske-hollandske par fik tyve sekunders forspring.

Kross-Spur og Cannnondale arbejdede sammen for at lukke hullet, men Schurter og Forster var for stærke og tog deres tredje etapesejr i træk. Omkring tredive sekunder efter overspurtede Kross-Spur Cannondale i kampen om andenpladsen.

[IMG4]

Andreassen og Sauser holdt tempoet højt på den sidste del af etapen og kom i mål på en niendeplads, mens Sebastian Fini og Martins Blums (CST-Sandd) kom i mål på en femtendeplads.

I den samlede stilling rykkede Fini og Blums op fra 15.- til 13. pladsen, mens Andreassen og Sauser tog et kvantespring op i klassementet, hvor de avancerede fra 27. pladsen til 15. pladsen.

Resultat – 3. etape af Absa Cape Epic 2019

1. Nino Schurter og Lars Forster – Scott-SRAM, 3''37'41

2. Sergio Gutierrez og Ondrej Cink – Kross-Spur, +0'30

3. Manuel Fumic og Henrique Avancini – Cannondale Factory Racing, +0'31

4. Damiano Ferraro og Samuele Porro – Trek Selle San Marco, +1'50

5. Kristian Hynek og Petter Fagerhaug – Cayon, +2'53

9. Christoph Sauser og Simon Andreassen – Investec-Songo-Specialized, +6'29

15. Sebastian Fini og Martins Blums – CST-Sandd, +12'04

Samlet stilling efter 3. etape

1. Nino Schurter og Lars Forster – Scott-SRAM, 08''45'27

2. Manuel Fumic og Henrique Avancini – Cannondale Factory Racing, +4'40

3. Damiano Ferraro og Samuele Porro – Trek Selle San Marco +8'16

4. Urs Huber og Simon Stiebjahn – BULLS Heroes +9'25

5. Kristian Hynek og Petter Fagerhaug – Cayon +13'09

13. Sebastian Fini og Martins Blums – CST-Sandd, +27'07

15. Christoph Sauser og Simon Andreassen – Investec-Songo-Specialized, +30'35

Langvad og van der Breggen sparede på kræfterne, men vandt alligevel

Posted on: marts 19th, 2019 by Breum

Tirsdag stillede Annika Langvad og Anna van der Breggen til start på 2. etape af Absa Cape Epic, hvor det dansk-hollandske par skulle forsvare førertrøjen og forsøge at tage deres tredje etapesejr i træk.

Investec-Songo-Specialized parret kørte dog mere afventende end på løbets lange, første etape, og det var først på etapens sidste stigning, at Langvad og van der Breggen slap væk fra de nærmeste rivaler, Kross-Spur.

[REL1]

Der var dog langt fra tale om dårlige ben eller manglende selvtillid, for parret havde på forhånd planlagt at spare på kræfterne efter en udmagrende første etape:

– Vi var ret smadrede, da vi krydsede målstregen i går, så i dag prøvede vi faktisk at spare så meget på kræfterne, som vi kunne, men det var stadig vanvittig hårdt. Vi prøvede bare at følge pigerne [Kross-Spurt red.], men på vej op ad sidste stigning kunne vi mærke, at de blev svagere, så vi pressede tempoet lidt og fik et hul, sagde Langvad efter etapen.

Langvad kender Cape Epic som sin egen bukselomme, og danskeren viste, at dagens sidste stigning, Machine Climb, ville kræve en stor kraftanstrengelse, og det var derfor afgørende at have energi tilbage på den sidste halvdel af etapen:

– Den [stigningen] lå sidst på etapen, og man skal time det godt for stadig at have noget tilbage i tanken dér, og sådan prøvede vi at pace vores indsats i dag, sagde den danske maraton-verdensmester.

[REL4]

Etapen bød også på flere tekniske nedkørsler, hvor Specialized-duoen blev udfordret af Maja Wloszczowska og Ariane Lüthi (Team Kross-Spur), der satte et højt tempo på dagens "technical terrain".

Særligt Anna van der Breggen, der primært gør sig på landevejen og kun har få mountainbike-løb på CV'et, blev udfordret på de tekniske sektioner, men den hollandske verdensmester holdt sig oprejst og matchede specialisternes tempo – til stor glæde for hovedpersonen selv, da selv den mindste fejl kunne koste et styrt:

– Jeg er rigtig glad for dagens etape, fordi vi formåede at blive sammen med Maja og Ariane på nedkørslerne og de tekniske sektioner uden at styrte. Man kunne nemt styrte i dag, hvis man kørte for stærkt, så det gjorde det en god dag for mig, og vi endte med at tage sejren, hvilket også er rigtig rart, sagde van der Breggen.

I morgen køres løbets tredje etape, der er 107 kilometer lang og byder på 2800 højdemeter. Rytterne skal køre opad fra etapens start, og dagens første store stigning venter efter omkring ti kilometer, før den mægtige Groenlandberg, der er omkring ti kilometer lang, starter for alvor efter omkring 25 kilometer. Herefter venter der en nedkørsel og en teknisk opkørsel på Die Nek, efterfulgt af to længere stigniger på etapens sidste halvdel.

Suveræne Langvad fuldender hattrick i Cape Epic

Posted on: marts 19th, 2019 by Breum

Annika Langvad fortsatte sit perfekte titelforsvar, da hun og Anna van der Breggen vandt 2. etape af Absa Cape Epic. Dagens etapesejr var parrets tredje ud af tre mulige, og de udbyggede i samme ombæring deres forspring til Kross-Spur med omkring et minut.

[REL1]

Dagens etape var halvfems kilometer lang, men rytterne fik ikke mange kilometer til at varme op, før dagens første stigninger skulle forceres. Topparrene holdt farten jævn på den første stigning, og der skete derfor ikke den store udskilning før dagens anden og tredje stigning, hvor Investec-Songo-Specialized trak fra sammen med de nærmeste konkurrenter, Kross-Spur, Summit-Fin, Silverback-Fairtree og Meerendal WIAWIS.

[IMG2]

Gårsdagens etape var løbets længste, hvor Langvad og van der Breggen virkelig gravede dybt, og det var tydeligt, at parret greb dagens etape mere konservativt an. På Machine-stigningen lod de således Summit-Fin og Kross-Spur sætte tempo, mens det dansk-hollandske par bare fulgte med på hjul.

Kross-Spur var dog ikke tilfredse med situationen og angreb på stigningen. Det kostede for Summit-Fin, der blev sat, men Langvad og van der Breggen var med på hjul af Wloszczowska og Lüthi. Kross fortsatte det høje tempo på på dagens "technical terrain", hvor Specialized nøjedes med at følge med, og de to toppar fik hurtigt distanceret Summit-Fin, der ved tredje forplejningszone var over to minut efter. 

[REL3]
[IMG3]

Frem mod dagens sidste, lange stigning, Lebanon, kom angrebet fra Investec-Songo-Specialized, der fik distanceret Kross-Spur. Det førende par havde sparret på kræfterne på etapens første halvdel, og nu slog de turboen til, og på toppen af stigningen havde de omkring halvandet minuts forspring til de nærmeste forfølgere.

Langvad og van der Breggen holdt kæden stram over de afsluttende bakker, og kom sikkert gennem den afsluttende single track-sektion. Parret krydsede for tredje dag i træk målstregen med et suverænt forspring til nummer to og kunne dermed træde op på podiet for at blive hyldet for deres tredje etapesejr ud af tre mulige.

Kross-Spur kom i mål på andenpladsen, to minutter og otte sekunder efter, mens Summit-Fin blev kørt ud af lystavlen og kom i mål på tredjepladsen, knap ti minutter efter Langvad og van der Breggen.

[IMG4]

Resultat – 3. etape af Absa Cape Epic 2019

1. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Investec-Songo-Specialized, 04''18'01

2. Ariane Lüthi og Maja Wloszczowska – Kross-Spur, +02'08

3. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit-Fin, +09'54

Samlet stilling efter 3. etape

1. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Investec-Songo-Specialized, 04''18'01

2. Ariane Lüthi og Maja Wloszczowska – Kross-Spur, +07'50

3. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit-Fin, +18'03

Langvad og van der Breggen cruisede sig til sejr

Posted on: marts 18th, 2019 by alexanderbeguin

I går vandt de prologen på overbevisende manér, og i dag var de omtrent lige så dominerende. Danske Annika Langvad og hollandske Anna van der Breggen ødelagde al modstand på dagens 111 kilometer lange og meget kuperede etape i Sydafrika. 

Investec-songo-Specialized-holdet lagde utrolig stærkt fra land og lagde sig hurtigt alene i front. Allerede på dette tidspunkt havde man en klar fornemmelse for, hvem dagens vindere ville blive. 

Langvad, der prøver at vinde løbet for femte gang, kører for første gang sammen med van der Breggen, og samarbejdet virker allerede nu til at være slagkraftigt. Den hollandske verdensmester på landevej har vist utrolig styrke på de mindre tekniske passager, mens Langvad tager fronten på de sværere tekniske segmenter. Deres klatreevner er begge i top, hvilket blev bevist på dagens 2.700 højdemeter. 

Efter lidt mere en fem timer kom makkerparet i mål. Det viste sig at være tre minutter hurtigere end Ariane Lüthi og Maja Wloszczowska (Kross-Spur Racing) og mere end fem minutter hurtigere end Candice Lill og Adelheid Morath (Summit Fin). 

Dermed udbygger Langvad og van der Breggen deres samlede føring i løbet til mere end seks minutter. 

I morgen venter endnu en hård etape med 2.250 højdemeter placeret på de 90 kilometer fra Hermanus til Oak Valley Estate. 

Resultat – Cape Epic – 1. etape

  1. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Invenstec-Songo-Specialized, 05:09:11
  2. Ariane Lüthi og Maja Wloszczowska – Kross-Spur, +3'07
  3. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit Fin, +5'20
  4. Jennie Stenerhag og Mariske Strauss – Silverback-Fairtree, +12'25
  5. Sabine Spitz og Nadine Rieder – Meerendal WIAWIS Rotwild, 15'04

Fini kørte i top-ti i Cape Epic-debut

Posted on: marts 17th, 2019 by Breum

Mens Annika Langvad startede sit femte Cape Epic med et brag og tog sejren på prologen, fik de unge landsholdryttere Sebastian Fini og Simon Andreassen deres debut i det hårde etapeløb.

Førstnævnte er til start med sin faste makker, Martins Blums, mens Andreassen kører løbet med Mr. Cape-Epic, den femdobbelte vinder Christoph Sauser, der for en stund har genoptaget karrieren for at guide den unge dansker gennem det brutale løb.

Første opgave for de to danskere var en tyve kilometer lang prolog, der ganske vist kun var tyve kilometer lang, men til gengæld bød på en lang, sej stigning og et par hurtige nedkørsler, og der kunne dermed allerede laves forholdvis store forskel på løbets første dag.

Løbet har stærke par som Nino Schurter og Lars Forster, Henrique Avancini og Manuel Fumic, samt Jaroslav Kulhavy og Sam Gaze til start, men noget overraskende var det de lokale helte, Alan Hatherly og Matthew Beers (Specialized-NAD), der var hurtigst på løbets første mellemtider.

Særligt Hatherly, der er forsvarende U23-verdensmester, holdt tempoet højt på stigningerne og fløj ned ad de tekniske nedkørsler, og det sydafrikanske par havde omkring dem sekunders forspring til Schurter og Forster (Scott-SRAM), der henholdsvis er forsvarende verdensmester og europamester på den olympiske distance.

Løbets forsvarende vinder, Kulhavy, der på grund af sygdom måtte skifte Howard Grotts ud med Samuel Gaze i sidste øjeblik, kæmpede med at holde tempoet, og den tjekkiske dieselmotor og den unge newzealandske komet var omkring et minut efter på næstsidste mellemtid, mens Specialized-NAD, Scott-SRAM og Kross-Spur var adskilt af få sekunder.

Hatherly og Beers strøg gennem dagens "technical terrain" og var fortsat få sekunder foran Schurter og Forster på dagens sidste mellemtid, men på de sidste kilometer ramte uheldet de sydafrikanske talenter, da Beers havde defekt.

Sydafrikanerne var kortvarigt af cyklerne, men var hurtigt tilbage på cyklerne, selvom Beers tilsynladende var punkteret på baghulet og kæmpede for at holde gang i cyklen. Specialized-duoen tabte tilstrækkeligt tid til, at de ikke kunne slå den foreløbigt bedste tid, der var sat af Segio Gutierrez og Ondrej Cink (Kross-Spur).

Schurter og Forster var flyvende på den afsluttende nedkørsel og begyndte nu for at alvor at trække fra konkurrenterne. Fumic og Avancini slog Kross' tid med tolv sekunder, men Cannondale-duoen nåede ikke engang at sætte sig i hot-seat, før Scott-SRAM kom flyvende over målstregen og slog deres tid med 21 sekunder.

Schurter og Forster (Scott-SRAM) vandt etapen, mens Cannondale Factory Racing og Kross-Spurt tog de sidste pladser på podiet. Dagens uheldige helte, Hatherly og Beers, snuppede femtepladsen, et minut og tyve sekunder bag vinderne.

Fini fik en god start på sit første Cape Epic, da han sluttede prologen på en 9. plads, godt og vel to minutter efter vinderne, mens Andreassen og Sauser kom i mål på en 22. plads, tre minutter bag Scott-SRAM.

Resultat – Cape Epic 2019, prolog

1. Nino Schurter og Lars Forster – Scott-SRAM, 43'41

2. Manuel Fumic og Henrique Avancini – Cannondale Factory Racing, +0'41

3. Sergio Gutierrez og Ondrej Cink – Kross-Spur, +0'52

4. Louis Meija og Johnny Cattaneo – 7C CBZ Willier, +1'07

5. Alan Hatherly og Matthew Beers – Specialized Foundation-NAD, +1'22

9. Sebastian Fini og Martins Blums – CST-Sandd, +2'05

22. Christoph Sauser og Simon Andreassen – Investec-Songo-Specialized, +3'17

Langvad skyder titelforsvar i gang med suveræn prolog-sejr

Posted on: marts 17th, 2019 by Breum

Få ryttere har domineret et løb i så høj grad, som Annika Langvad har domineret Cape Epic i de seneste år, hvor den danske stjerne har taget fire sejre på fire forsøg.

Med landevejs-verdensmesteren Anna van der Breggen ved sin side, tog den forsvarende maraton-verdensmester søndag hul på sin femte udgave af det sydafrikanske etapeløb, der blev skudt i gang med en tyve kilometer lang, og voldsomt kuperet, prolog omkring Cape Town.

Sidste år fik Langvad en perfekt start på løbet, da hun sammen med Kate Courtney tog en suveræn sejr på prologen, og danskeren håbede uden tvivl på, at hun kunne gentage den præstation i år.

[REL1]

Den dansk/hollandske duo viste hurtigt, at de følte sig godt tilpas på den kuperede rute, og på første mellemtid, efter seks kilometer, var parret allerede over et minut foran det næsthurtigste par, Candice Lill og Adelheid Morath (Summit Fin). Maja Wloszczowska og Ariane Lüthi (Kross-Spur) indtog den foreløbige tredjeplads.

Langvad guidede sin hollandske makker ned ad de hurtige nedkørsler, og danskeren var konstant opmærksom på, om van der Breggen var med på hjul. Hollænderen tog flere stærke føringer på stigningerne, og Investec-Songo-Specialized halede voldsomt ind på de forankørende ryttere.

På dagens næstsidste stigning, Dead Man's Tree, tog Anna van der Breggen fronten, og det så til tider ud til, at Langvad havde problemer med at følge sin hollandske makker. Sabine Spitz og Nadine Rieder (Meerendal WIAWIS) startede to minutter foran Invenstec-Songo-Specialized, men den dansk/hollandske duo fløj forbi tyskerne på Dead Man's Tree.

[REL3]

Langvad og van der Breggen fortsatte med at øge deres forspring til konkurrenterne, og med otte kilometer tilbage af proglogen var de hele to minutter og tyve sekunder foran nummer to, Summit Fin, mens Meerendal WIAWIS lå på tredjepladsen.

Forude ventede blot dagens stejle teknik-sektion og en kort nedkørsel ned mod målet veed University of Cape Town, og Langvad ledte sin mere uerfarne makker gennem de tekniske udfordringer. Da de nåede ud af "Land Rover Technical Terrain" var Langvad og van der Breggen fortsat over to minutter foran de nærmeste konkurrenter. Parret skulle dermed blot undgå uheld for at sikre sig sejren.

Kross-Spur satte dagens foreløbigt bedste tid, da de kom i mål i tiden 54'24. Summit Fin var fjorten sekunder langsommere og måtte tage til takke med dagens føreløbigt bedste tid.

Det ændrede sig dog kort efter, da spurtede Annika Langvad og Anna van der Breggen over stregen i ny bedste tid, 2'35 foran Kross.

Resultat – Absa Cape Epic, prolog

1. Annika Langvad og Anna van der Breggen – Invenstec-Songo-Specialized, 51'44

2. Ariane Lüthi og Maja Wloszczowska – Kross-Spur, +2'35

3. Candice Lill og Adelheid Morath – Summit Fin, +2'49

4. Sabine Spitz og Nadine Rieder – Meerendal WIAWIS Rotwild, +03'26

5. Jennie Stenerhag og Mariske Strauss – Silverback-Fairtree, +04'00

Langvad og Andreassen på podiet i Cape Epic-optakt

Posted on: marts 15th, 2019 by Breum

Søndag skydes den femtende udgave af Cape Epic med en 21 kilometer lang prolog omkring Cape Town, og tre danske landsholdsryttere – Annika Langvad, Simon Andreassen og Sebastian Fini – har meldt deres ankomst til årets løb.

Onsdag blev optaktsløbet Songo.Info Championsr Race kørt, og her var rytterne fra Invenstec-Songo-Specialized dominerende hos både herrer og damer.

Annika Langvad tager søndag hul på sit titelforsvar i Cape Epic, hvor hun jagter karrierens femte sejr i det hårde, sydafrikanske etapeløb, og den danske mountainbike-stjerne stillede også til start i Champions Race som forsvarende vinder.

[REL2]

Langvad danner i år par med landevejsstjernen Anna van der Breggen, og den hollandske verdensmester viste i onsdagens løb, at hun også har fart i cyklen på ujævnt underlag.

Langvad satte et hårdt tempo på de første omgang og strukket feltet ud, og på løbets anden omgang slog van der Breggen hullet til konkurrenterne, mens Langvad skyggede Nadine Rieder, der i Cape Epic danner par med Langvads tidligere makker, Ariane Lüthi.

Van der Breggen kom alene i mål og tog en overbevisende sejr, mens Langvad kom i mål på tredjepladsen bag Rieder, og det dansk/hollandske Specialized-par fik dermed vist, at formen er på plads forud for det hårde etapeløb.

I herrernes løb var hele seks verdensmestre til start, heriblandt den forsvarende verdensmester Nino Schurter, der er tilbage for at genvinde Cape Epic efter en uheldsplaget 2018-udgave.

Schweizeren var dog oppe mod et stærkt Investec-Songo-Specialized hold, der var i hopla fra løbets start.

Nino Schurter og Sam Gaze fik tidligt i løbet et forspring på femten sekunder, men på fjerde omgang fik Schurter selskab af endnu en Specialized-rytter, da den forsvarende U23-verdensmester, sydafrikanske Alan Hatherly, lukkede hullet til frontduoen.

[REL9]

Hatherly kørte forbi Gaze og Schurter og fik et lille forspring, men den talentfulde sydafrikaner blev sat ud af spillet af en punktering, og løbet skulle derfor afgøres mellem Gaze og Schurter. Præcis som det var tilfældet i 2018's første Worldcup, måtte verdensmesteren se sig slået af newzealænderen Gaze, der fik distanceret verdensmesteren på de sidste omgange.

Gaze forsvarede sidste års sejr i Champions Race, mens Schurter måtte tage til takke med andenpladsen. Simon Andreassen kørte et flot løb og kom ind på tredjepladsen, blandt andet foran den tidligere olympiske mester, Jaroslav Kulhavy.

Resultater – Songo.info Champions Race 2019

Elite herrer:

  1. Sam Gaze (Investec-songo-Specialized)
  2. Nino Schurter (SCOTT-SRAM)
  3. Simon Andreassen (Investec-songo-Specialized)

Elite kvinder:

  1. Anna van der Breggen (Investec-songo-Specialized)
  2. Nadine Rieder (AMG Rotwild)
  3. Annika Langvad (Investec-songo-Specialized)

Langvad får speciallakeret cykel til Cape Epic

Posted on: marts 9th, 2019 by Breum

Når Annika Langvad næste søndag stiller til start på 1. etape af Cape Epic for femte gange i karrieren, bliver det med et mål et mål om at bygge videre på sin fremragende statistik i løbet, som hun har vundet fire gange på fire forsøg.

Med sig på de 624 kilometer og 16.650 højdemeter får den danske mester landevejsstjernen Anna van der Breggen, der er holdkammerat med Langvad på landevejen, og selvom de på papiret er løbets stærkeste par, står flere ryttere klar til at vælte Langvad af tronen.

[REL5]

De otte dage omkring Stellenbosch byder på ubarmhjertigt terræn med lange, stejle stigninger og tekniske singletrack-nedkørsler, der kan give selv verdens bedste ryttere kamp til stregen, og udstyr og minutiøs forberedelse er dermed afgørende, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at tage hjembringe løbets orange førertrøje.

Langvads Specialized-hold kører endnu engang for velgørenhedsorganisationen Songo.info, der gennem cykling og uddannelse arbejder for at forbedre levevilkårene for børn i Kaymandi, Stellenbosch og gøre dem til bidragende samfundsborgere.

[IMG2]

For at gøre opmærksomme på den gode sag, kører Langvad og Jaroslav Kulhavy det benhårde etapeløb på specialmalede Specialized Epic-cykler, der er malet i det sydafrikanske flags farver og blandt andet er udstyret med SRAMs nye 12-speed geargruppe og Rock Shox-dæmpere for og bag. 

[REL1]

[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]

Cyklerne bliver efterfølgende bortauktioneret for at indsamle penge til Songo.info, og du kan dermed få fingrene i enten Langvad eller Kulhavys cykel. Cyklerne har en værdi af omkring 64.000 danske kroner, og startbuddene starter knap 46.000 kroner.

DER KAN BYDES PÅ CYKLERNE: KLIK HER

 

Annika Langvads speciallakerede Specialized – specifikationer

Ramme: Specialized S-Works Epic
Størrelse: Medium
Frempind: Specialized S-Works SL
Styr: Specialized S-Works Carbon Mini Rise
Greb: Supacaz Siliconez
Forgaffel: RockShox SID WC med Brain-teknologi, 100mm
Bremser: Magura MT8 Raceline
Hjulsæt: Roval Control SL
Dæk: Specialized Renegade 2.1 Grid
Kranksæt: Rotor MTB Kapic Boost
BB: Rotor BSA 30 ceramic
Klinge: Rotor 34T Rotor Oval Ring
Kæde: SRAM Eagle XX1
Bagskifter: SRAM Eagle XX1
Cluster: SRAM Eagle XX1
Hjul: Roval Control SL 29
Sadelpind: Specialized Command Post IRCC
Bagdæmper: Rock Shox 100mm med Brain teknologi
Sadel: Specialized S-Works Power med Mimic

Tidligere supersprinter til start i benhårdt MTB-etapeløb

Posted on: februar 9th, 2019 by Breum

Om godt og vel en måned til starten af Absa Cape Epic, og de store favoritter har meldt deres ankomst. Løbet byder dog også ofte på et gensyn med flere pensionerede ryttere, der giver sig i kast med det udfordrende etapeløb.

Det gør sig også gældende i år, hvor et par tidligere italienske landevejssprintere skal op mod flere af verdens bedste mountainbikeryttere, når det går løs i Sydafrika om en måneds tid. 

[REL1]

Arrangøren kunne i går annoncere, at den italienske sprinterlegende, Alessandro Petacchi – hvis 48 Grandtour-etapesejre placerer ham på en delt trejdplads over de ryttere, der har vundet flest etaper i de tre uger lange etapeløb – får debut sammen med den tidligere Quick-Step-rytter Francesco Chicchi, der blandt andet har to etapesejre i Post Danmark Rundt og en etapesejr i Tirreno-Adriatico på CV'et.

Den italienske duo gør sig dog ingen forhåbninger om at kunne køre med i toppen af løbet, og ser i stedet Cape Epic som en udfordring, som de vil forsøge at overvinde:

– Vi træner uden den samme metode og stress, vi havde, da vi var professionelle cykelryttere. Vores mål er at prøve at gennemføre løbet, for vi har aldrig nogensinde deltaget i et mountainbikeløb før, og vi har ikke den samme teknik som de andre, siger Petacchi. 

[REL2]

At give sig i kast med Cape Epic kunne næppe være længere fra Petacchis liv som landevejssprinter, hvor han var vant til at blive beskyttet af holdkammerater hele dagen, før han efter endnu en sejr kunne trække sig tilbage til holdbussen – men det er blot noget, den 45-årige italiener ser frem til:

– Etaperne er over hundrede kilometer lange, man kører som et par og ved dagens ophør sover du i telt. Kort sagt tror jeg, at det bliver rigtig sjovt, slutter han.

Mens Petacchi og Chicchi skal forsøge sig i eliteklassen, er en lang række tidligere topryttere at finde i master-kategorien:

Den tidligere super-puncheur, Joaquim Rodriguez, der har sejre i Lombardiet Rundt og Flèche Wallonne på sit palmares, stiller til start med den tidligere top-mountainbikerytter Jose Hermida, der i løbet af sin karriere vandt VM på den olympiske distance og hentede en sølvmedalje ved OL i 2004. Startlisten tæller også den firedobbelte Tour-etapevinder Erik Dekker, der danner par med landsmanden Maarten Tjalingii.

Derudover giver den forsvarende verdensmester på landevejen, den hollandske stjernrytter Anna van der Breggen, sig også i kast med det benhårde etapeløb, hvor hun bliver makker med danske Annika Langvad, der har vundet løbet fire gange.

 

Fini og Andreassen får hård modstand i Cape Epic-debut

Posted on: januar 30th, 2019 by Breum

At Absa Cape Epic er et af de absolut hårdeste løb indenfor mountainbikesporten, kan der næppe herske nogen tvivl om. 

Når rytterne i slutningen af marts giver sig i kast med det episke løb, venter der otte etaper, der samlet set tilbagelægger 624 kilometer og byder på hele 16.650 højdemeter, i høje temperaturer og teknisk udfordrende terræn.

I årets udgave får to af Danmarks bedste mountainbikeryttere debut i løbet, da den nuværende danske mester Sebastian Fini og den tidligere juniorverdensmester Simon Andreassen stiller til start med henholdsvis Martin Blums og Christoph Sauser, der har rekorden for flest sejre i det benhårde, sydafrikanske etapeløb.

[REL2]

De to unge debutanters første optræden i etapeløbet bliver dog ikke nogen nem opgave, da startlisten som så ofte før byder på et stjernespækket felt, og der skal dermed køres rigtig stærkt, hvis Fini og Andreassen skal køre med om de helt sjove placeringer.

Andreassens Specialized-hold – der i sydafrika skal køre under navnet Investec-Songo-Specialized – stiller blandt andet med de forsvarende vindere Jaroslav Kulhavy og Howard Grotts, samt vinderen af den første afdeling af sidste års Worldcup, newzealandske Sam Gaze, der danner par med den forsvarende U23-verdensmester, sydafrikanske Alan Hatherly.

I løbet af den seneste uge har yderligere to toppar meldt deres ankomst:

Scott-SRAM sender den forsvarende forsvarende verdensmester Nino Schurter, der har domineret cross-country scenen i de seneste mange sæsoner. Schweizeren vandt Cape Epic i 2017 og vender nu tilbage for at genvinde den titel, han måtte vinke farvel til sidste år, hvor hans makker, Mattias Stirnemann, var plaget af sygdom, og det schweiziske par endte med at udgå af løbet.

[REL5]

Med sig har Schurter sin 24-årige landsmand Andri Frischknecht, der blev nummer seks i 2017 efter at have vundet to etaper undervejs, men også han måtte udgå undervejs efter et styrt.

De to ryttere ved derfor, hvor brutalt det kan være at køre Cape Epic, og den lektie tager de med sig indi årets udgave, hvor de går benhårdt efter sejren:

– Jeg elsker stadig at køre løb og udfordre mig selv. Denne sult efter at køre løb på mit højeste niveau er ikke mindre end tidligere år. Lektien [fra sidste år red.] er, at Absa Cape Epic kan gå alle veje: Godt eller skidt. Sygdom, dekfekter og skader er ikke noget, som man kan undgå helt. Man kan blot prøve at minimere risikoen, vurderer Schurter.

Til at hjælpe det schweiziske par til sejr, har Scott-SRAM også udtaget europamesteren på den olympiske distance, Lars Forster, der danner par med sydafrikanske Gert Heyns.

[IMG2]

Schurter er dog ikke den eneste forsvarende verdensmester, der tager turen til Sydafrika i marts, da verdensmesteren på maratondistancen, brasilianske Henrique Avancini, er til start med den tyske mester Manuel Fumic for tredje år i træk.

[REL4]

De to Cannondale-ryttere er blevet henholdsvis nummer fire og tre i de sidste to udgaver af løbet, og i år går parret efter deres førrste sejr. Årets rute byder på flere højdemeter, og det passer dem umiddelbart godt, vurderer Fumic, der dog især til frem til det, der venter efter opkørslerne:

– 2019-ruten ser på papiret ud til at ligge godt til os. Flere højdemeter betyder også mere nedkørsel, og de tekniske singletrack-sport passer til vores styrker. Jeg tror, vores største fordel er, at vi kender til varmen og klimaet. Det er her, andre internationale ryttere skal kæmpe mest, siger Fumic.

Eks-verdensmester byder Langvad op til dans

[IMG3]

Også hos kvinderne har et prominent navn meldt sin ankomst til Absa Cape Epic i form af den tidligere verdensmester, Maja Wloszczowska.

Polakken har rundet 35-år, og selvom hun allerede vandt VM på maratondistancen i 2003 og VM på den olympiske distance i 2010, kører hun stadig med om de sjove placeringer i Worldcuppen, hvor det sidste år blev til en sejr i Val di Sole og en samlet sjetteplads.

[REL1]

Kross-rytteren har henover vinteren vinket farvel til holdkammeraten Jolanda Neff, der er skiftet til Trek Factory Racing, men det betyder ikke, at Wloszczowska kommer til at mangle hjælp i Sydafrika. 

Her danner hun par med schweiziske Ariane Lüthi, der har vundet Cape Epic tre gange med Annika Langvad og i sidste sæson vandt bronze ved EM. Det er dermed ganske stærkt, erfarent og konkurrencedygtigt hold, der skal forsøge at forhindre Langvad i at tage karrierens femte sejr i Cape Epic, når danskeren tørner ud med landevejsstjernen Anna van der Breggen.

2019 bliver Wloszczowskas debut i Cape Epic, men hun ser frem til at køre med Lüthi, som hun ser som et ideelt match, både i forhold til erfaring og i fysisk niveau:

– Da jeg godt kan lide udfordringer, besluttede jeg mig for at prøve dette løb; især fordi jeg fik muligheden for at køre med den tredobbelte vinder, Ariane Lüthi. Jeg tror, at jeg – takket været hende – kan undgå mange begynderfejl. Den største udfordring er at køre otte dage uden helbredsmæssige og tekniske problemer, samt at resituere nok mellem etaper. Arianes erfaring bliver guld værd. Hun er også den bedste makker i forhold til tempo. Sidste år kørte vi mod hinanden ved både maraton-VM og EM, og begge gange var jeg lidt foran hende. Jeg håber, at jeg kan hjælpe hende i den første del af løbet, og at hun derefter kan hjælpe mig med at overleve den sidste del, men vi går selvfølgelig ikke kun efter at overleve, siger Wloszczowska.

2019-udgaven af Absa Cape Epic køres fra d. 17.-24. marts.

Langvad skal danne par med van der Breggen

Posted on: januar 16th, 2019 by louisejohansen

Når Cape Epic skydes i gang til marts, bliver det med en sprængfarlig duo, danske Annika Langvad skal forsvare sin titel og forhåbentlig tage en femte sejr. I årets løb danner hun par med en af tidens bedste kvindelige landevejryttere, nemlig den olympiske mester og verdensmester på landevejen Anna van der Breggen.

De kommer til at køre for Investec songo. info Specialized Bicycles når de jagter en sejr. Det ligner det tætteste man kommer på et dream team. Alt dette er blevet muligt da Langvad fra 2019 er skiftet til Boels Dolmans hvor van der Breggen også har kontrakt.

Langvads skifte til Boels Dolmans er et af de mere opsigtsvækkende skifter fra MTB til landevej. Langvad har da også prøvet kræfter med landevejs disciplinen, da hun var en del af Danmarks VM hold i InnsBruck. Hendes nye makker som primært kører på landevej, har da også prøvet kræfter med MTB, så mon de to ryttere ikke kan tage det bedste fra hinanden og tage Langvads femte sejr.

Dansk stortalent får Cape-Epic debut med femdobbelt vinder

Posted on: januar 11th, 2019 by Breum

Når mountainbike-sportens svar på Tour de France, Absa Cape Epic skydes i gang i midten af marts, bliver det med en ung, dansk debutant på startstregen i form af det danske stortalent Simon Andreassen. Det skriver danskeren på Instagram.

Den 21-årlige dansker skal ikke stå på egne ben i det benhårde etapeløb. Her danner Specialized-rytteren nemlig par med Cape Epic-kongen over dem alle, den 42-årlige schweizer Christoph Sauser, der med fem sejre har rekorden for flest triumfer i det syafrikanske løb, og den danske debutant kunne derfor næppe ønske sig en bedre makker til at guide sig gennem sin første Epic.

[REL3]

I første omgang er Andreassen dog til start for lære, og han glæder sig over at have en så erfaren herre som Sauser ved sin side, når han stifter bekendtskab med det otte dage lange etapeløb:

– At køre Cape Epic har altid været en stor drøm for mig og helt klart noget, der er på min ‘bucket-list’ for min karriere. Jeg havde dog aldrig troet, at mit første forsøg ville være med den femdobbelte vinder, Christoph Sauser. Jeg er så priviligeret at få lov til at lære fra og køre med den bedste rytter, løbet nogensinde har set. Jeg er med for at lære og for at suge så meget af Christophs erfaring til mig som muligt. Begejstret er en underdrivelse, skriver danskeren på det sociale medie.

Efter sin femte sejr i Cape Epic stillede Sauser egentlig cyklen i garagen i 2015, men vendte to år senere tilbage til det sydafrikanske løb, hvor det blev til en andenplads med Jaroslav Kulhavy. I marts gør han for en stund comeback igen for at køre Cape Epic med den unge dansker, og det er noget, han ser frem til, selvom han frygter, at Andreassen har for meget fart i cyklen:

– Super glad for at køre Cape Epic sammen med Simon Andreassen. Stor aldersforskel, men forhåbentlig ikke for stor forskel i fart. Jeg er nødt til at trække på min erfaring for forhåbentlig at matche Simons fart, så vi kan hjælpe Jaroslav Kulhavy, Howard Grotts, Samuel Gaze og Alan Hatherly. Sikke et hold vi har, hvor alle er venner, og jeg ved, at disse minder vil vare evigt. Det – og min kærlighed til cyklingen – bringer mig tilbage igen. Da jeg ikke længere er professionel, er det et stort privilegie at være en del af dette hold, skriver Sauser på sin Instagram-profil.

[REL2]

Investec-Songo-Specialized, som Andreassen er en del af, vandt både herrernes og kvindernes løb sidste år, og igen i 2019 stiller de med flere stærke hold.

Udover Andreassen og Sauser, er den erfarne duo Jaroslav Kulhavy og Howard Grotts igen at finde på startstregen, hvor de skal forsøge at gentage sidste års triumf, mens Sam Gaze og U23-verdensmesteren Alan Hatherly udgør en ung og sprængfarlig duo.

Den danske superstjerne Annika Langvad er forsvarende vinder hos kvinderne og stiller også til start i år. Det er dog endnu uvist, hvem hun skal køre med, efter hendes makker fra sidste år, Kate Courtney, tidligere på måneden offentliggjorde sit skifte til Scott-SRAM. En mulig makker er den hollandske landevejsstjerne Anna van der Breggen, der har bekræftet, at hun kører det hårde MTB-etapeløb i denne sæson.

Derudover stiller også den danske mester, Sebastian Fini, til start i Cape Epic, hvor han danner par med sin lettiske holdkammerat, Martin Blums.

Træn med Annika Langvad i Zwift frem mod Cape Epic

Posted on: januar 10th, 2019 by NH

Nu kan du komme i bedre form på Zwift i selskab med Annika Langvad. E-sport platformen er blevet officiel træningspartner for verdens hårdeste MTB-løb, Absa Cape Epic, og har i samarbejde med den forsvarende vinder, Annika Langvad, sammensat en serie af group workouts.

Over otte uger vil Zwift og langvad hjælpe MTB-ryttere i form og Zwift har trukket på Landvads ekspertise i sammensætningen af træningsprogrammet.

Foruden Langvad, vil grundlæggeren af det sydafrikanske MTB-løb, Kevin Vermaak, også køre med i træningssessionerne. Om Langvad kører med i hver eneste session, meddeler Zwift ikke noget om, men afslører dog, at man godt kan forvente at se tidligere vindere af løbet, og andre MTB-proffer, køre med i de ugentlige workouts.

Workoutsne bliver kørt tirsdage og torsdage ved 19:30 tiden fra d. 22. januar til d. 14. marts og vil være særligt målrettet de fysiske strabadser, som deltagerne i Absa Cape Epic udsættes for.

Landevejs-stjerne klar til verdens hårdeste mountainbike-etapeløb

Posted on: december 9th, 2018 by Breum

Hollandske Anna van der Breggen har i de seneste år været den dominerende kvinde på landevejen, hvor den hollandske superstjerne har støvsuget sejre i de største løb, og gennem de seneste sæsoner er det således bland andet blevet til sejre i Flandern Rundt, Liège-Bastogne-Liège, Flèche Wallonne, Amstel Gold Race, Giro Rosa, La Course og Strade Bianche, samt OL og VM.

Den olympiske mester har dog også prøvet kræfter med mountainbiken, hvor hun sidste sæson kørte Worldcup-løbet i Val di Sole og etapeløbet Cyprus Sunshine Cup, hvor hun slog den danske stjerne Annika Langvad, der i den kommende sæson bliver holdkammerat med van der Breggen på Boels-Dolmans.

[REL2]

Anna van der Breggen kaster sig i den kommende sæson ud i endnu et eventyr på de bredde dæk, når hun til marts stiller til start ved mountainbike-sportens svar på Tour de France, Absa Cape Epic. Det skriver den hollandske avis De Telegraaf.

Ifølge Boels-Dolmans' holdmanager, Danny Stam, er mountainbiken en god afveksling for hollænderen, der efterhånden har vundet alt, hvad der er værd at vinde, på landevejen og derfor gør en smule afveksling underværker for motivationen:

– Vi har bemærket, at denne form for udflugter holder Anna skarp. Hun har kørt de samme løb i årevis, og på et tidspunkt kører man for meget på rutinen. Hun kan godt lide at køre mountainbike, og det er en udfordring, fordi hun også finder ud af, at det er noget helt andet. Derudover er det god træning frem mod de kuperede klassikere i april, siger holdmanager Danny Stam til De Telegraaf.

[REL1]

Den forsvarende verdensmester har ingen planer dog ingen planer om at skifte den jævne asfalt ud med jord, sten og rødder i den nærmeste fremtid, og hollænderen har da også måtte erkende, at der er et stykke op til de bedste i verden. Derfor vil hun umiddelbart heller ikke fokusere på mountainbiken ved OL i Tokyo i 2020 :

– Det kan være plan B [at køre mountainbike-løbet ved OL red.]. Men nej, jeg er langt bag pigerne, der specialiserer sig indenfor den disciplin, og nogle gange bliver det lige stejlt nok på nedkørslerne. Jeg synes det er smukt at køre mountainbike, men også meget svært. Jeg tror ikke, at jeg god nok til at deltage, slår hollænderen fast.

Dansk mester til start i MTB-sportens Tour de France

Posted on: december 1st, 2018 by Breum

Når startskuddet til næste års Absa Cape Epic går den 17. marts, bliver det med den danske mester i mountainbike, Sebastian Fini, på startstregen. Det oplyser danskeren på sin Instagram-profil.

Det bliver Finis første deltagelse i mountainbike-sportens svar på Tour de France, men alt bliver ikke nyt for den danske mester. Ved sin side får han nemlig sin lettiske holdkammerat Martins Blums, som han også dannede par med, da de to sluttede den forgangne sæson af med at køre det benhårde etapeløb, Brasil Ride, hvor det blev til en samlet femteplads i et stærkt felt.

[REL2]

Fini kørte i år sin første sæson på eliteniveau, hvor han dog var gentagende gange blev ramt af uheld i de store Worldcup-løb.

[IMG2]

Det lykkede dog danskeren at køre sig til en flot ottendeplads i Short Track-løbet ved den afsluttende Worldcup i La Bresse, og Fini kunne sætte punktum ved en godkendt sæson, hvor det blandt andet blev til en VM-bronzemedalje i Team Relay,  fire sejre – heriblandt det danske mesterskab – og en række podieplaceringer i UCI-løb.

Absa Cape Epic byder traditionelt set på et meget stærkt felt, og der er dermed lagt op til otte hårde dage gennem det sydafrikanske landskab, hvor rytterne samlet set skal tilbagelægge 624 kilometer og forcere 16.650 højdemeter.

[REL6]

Sidste år bød på sejre til Specialized Racing på både herre- og damesiden, da den tidligere olympiske mester, Jaroslav Kulhavy, kunne løfte Cape Epic-trofæet med den amerikanske mester Howard Grotts, mens danske Annika Langvad sikrede sig en suveræn sejr med sin senere VM-overmand, Kate Courtney. 

Langvad i overbevisende samlet sejr i Cape Epic

Posted on: marts 25th, 2018 by alexanderbeguin

Det lignede fra begyndelsen endnu en sejr til Annika Langvad i Cape Epic-løbet. Det blev så en konstatering søndag på den afsluttende etape ved Val de Vie. 

I modsætning til de første seks etaper, blev det dog ikke til en etapesejr for Langvad og makkeren Kate Courtney. De måtte nøjes med en 4. plads, som alligevel gav dem en stensikker samlet sejr over Sabine Spitz og Robyn de Groot, som blev 2'ere, mens Mariske Strauss og Annie Last tog til takke med 3. pladsen. 

– I dag var en god dag. Vores hovedmål i dag var bare at komme over målstregen, sagde Langvad efter sejrsceremonien. 

– Det er en smule uvirkeligt og meget mere end hvad jeg kunne have troet på. At komme her og gøre det så godt, det er utroligt. Det har været fantastisk at køre med Kate, og jeg har nydt det meget, fortæller Langvad. 

Med sejren i år har Langvad nu vundet løbet fire gange. Det samme antal gange, som hun har stillet op i løbet, hvilket er intet mindre end imponerende. 

 

Langvad satte konkurrenterne til vægs i ny Cape Epic-triumf

Posted on: marts 20th, 2018 by Breum

Annika Langvad og Kate Courtney (Investec Songo Specialized) har indtil videre været i særklasse ved verdens største mountainbike-etapeløb, Absa Cape Epic. Den dansk/amerikanske duo var to minutter foran deres nærmeste konkurrenter før 2. etape, der endnu engang var modbydelig hård med 2000 højdemeter fordelt på 110 kilometer.

[REL1]

På den første del af etapen fik fire par skilt sig ud fra resten. Langvad og Courtney havde selvskab af de tre nærmeste konkurrenter, Arianne Lüthi/ Githa Michiels (Spur), Sabine Spitz/ Robyn De Groot (Ascendis Health) og Mariske Strauss/ Annie Last (Silverback-KMC), da de kørte forbi dagens anden forplejningszone.

Den savtakkede profil bød på et hav af angrebsmuligheder, og nu begyndte Langvad og Courtney at trække fra konkurrenterne. Efter 88 kilometer nåede Specialized-duoen frem til dagens sidste forplejningszone, og her havde de for alvor sat konkurrenterne under pres. Strauss/Last og Lüthi/Michiels var nærmeste forfølgere, men de var allerede to minutter efter løbets førende par.

Lüthi/Michiels var før etapen Langvad og Courtneys største konkurrenter, men belgieren kæmpede virkelig på dagens etape, og hen mod afslutningen havde hun store problemer med at holde makkerens hjul. Selvom de to par jagtede hårdt, kunne de ikke hente ind på Investec Songo Specialized, der nu havde over tre minutters forspring.

[REL2]

Mens Lüthi ikke virkede til at være opmærksom på, at hendes makker var i store problemer, udviste Langvad stort overskud i front. Verdensmesteren på marathondistancen satte et højt tempo på de flade veje ind mod mål, mens hun samtidig var i konstant kommunikation med sin unge amerikanske makker, der så ud til at være på grænsen. 

Langvad pacede sin unge holdkammerat helt til målstregen, hvor de kunne lade sig hylde af de fremmødte tilskuere for tredje dag i træk. 

Michels fik kæmpet sig tilbage til sin makker, og de to jagtende par skulle spurte om andenpladsen, der gik til Michiels og Lüthi, mens Strauss/ Last tog tredjepladsen. De to par krydsede stregen over fire minutter efter Langvad/ Courtney, der dermed udbyggede deres føring til Lüthi/ Michiels til 6'31, mens Last/Strauss er yderligere seks minutter efter.

– I går var virkelig en hård dag for mig, hvor jeg led utrolig meget. Derfor havde vi en lidt mere konservativ tilgang til dagens etape. Vi kom væk med tredive kilometer til mål, hvilket var en meget bedre strategi. Jeg havde virkelig brug for at restituere fra i går, sagde Langvad umiddelbart efter at være kommet i mål.

Kate Courtney kæmpede virkelig med at holde Langvads hjul på dagens etape, og da hun blev spurgt, om hun var ved at finde sig tilpas i Absa Cape Epic, var hun meget klar i mælet:

– Komfortabel er et stærkt ord at bruge, især når man har en makker som Annika. Jeg har lært, at hvert sekund tæller i dette løb – hvilket vi så i går med vores punktering, hvor vores forpring på et minut forsvandt på et øjeblik. Annika satte et hårdt tempo med 30 kilometer tilbage, og jeg hang på med det yderste af neglene, sagde hun.

Cape Epic Elite Women – Samlet stilling efter 2. etape 

1. Annika Langvad (Danmark) / Kate Courtney (USA) – Investec Songo Specialized 

2. Ariane Lüthi (Schweiz) / Githa Michiels (Belgien) – Spur +6'31

3. Mariske Strauss (Sydafrika) / Annie Last (England) / Silverback-KMC +12'26

Annika Langvad udbygger Cape Epic-føring med ny sejr

Posted on: marts 19th, 2018 by Breum

Annika Langvads jagt på karrierens fjerde triumf i verdens største mountainbike-løb, Absa Cape Epic, kunne næppe være blevet skudt i gang på bedre vis, da danskeren og hendes amerikanske makker, Kate Courtney, vandt prologen med over et minut ned til nummer to.

I dag var det tid til løbets første rigtige etape, og med 1900 højdemeter fordelt på etapens 110 kilometer, kunne der skabes store tidsforskelle.

Solen var knap nok stået op, da Langvad og Courtney (Investec Songo Specialized) kørte afsted for at forsvare deres førertrøje, men det lagde bestemt ikke en dæmper på den dansk/amerikanske-duo, der hurtigt fik sat konkurrenterne. Efter 46 kilometer havde det førende par knap halvtreds sekunder til det nærmeste forfølgere, Arianne Lüthi og Githa Michiels (Spur).

[REL1]

Kort efter ramte Specialized-duoen dagens første store udfordring, Takkap Climb, der med sine høje stigningsprocenter og stenede underlag kunne udfordre selv de dygtigste ryttere. Langvad og Courtney fortsatte alene i front ind på dagens tekniske nedkørsel, før sporet endnu engang drejede opad på den 14 kilometer lange Skuilkrans-stigning.

Langvad og Courtney blev hentet af Lüthi og Michiels undervejs, da de blev ramt af en punktering, men de fik kæmpet sig tilbage i front og øgede deres forspring igen. Herfra ventede der kun en nedkørsel og et par korte stignigner til mål. Langvad og Courtney blev ikke hentet, og de kunne lade sig hylde efter deres anden etapesejr.

Omkring et minut senere kom Lüthi og Michiels over stregen, mens Annie Last og Mariske Strauss (Silverback-KMC) tog tredjepladsen.

Med dagens sejr har Langvad og Courtney et forspring på 2'04 til Lüthi og Michiels.

– Det var en hård dag derude, og jeg kunne helt sikkert mærke, at det var en lang dag. Vi angreb på nogle af de første stigninger og fik hul, men så blev vi ramt af en siver, som vi var nødt til at stoppe, og fangede og passerede de os. Vi kæmpede os tilbage. Vi angreb igen på endnu en stigning og holdt den til mål, sagde Langvad efter dagens sejr.

Courtney var glad for at have Langvad ved sin side, da parret blev ramt af uheld. Amerikaneren lærte meget i løbet af sin første rigtige Cape Epic-dag, som hun ser tilbage på som en succes:

– Det var en fantastisk dag, men helt sikkert også en stor udfordring. Man siger, at alt kan ske, og det oplevede vi også i dag. Vi var heldigvis hurtige til at ordne det. Jeg lærte meget fra 'mesteren' [Langvad] om at bevare roen, arbejde sammen som et hold og udnytte vores styrker. Det var en fantastisk første dag, sagde den unge amerikaner.

Løbet fortsætter i morgen med en 110 kilometer lang etape med hele 2000 højdemeter. Etapen kan ses live på her fra omkring kl. 09:30. 

Cape Epic Elite Women – Samlet stilling efter 1. etape 

1. Annika Langvad (Danmark) / Kate Courtney (USA) – Investec Songo Specialized 5'38'41

2. Ariane Lüthi (Schweiz) / Githa Michiels (Belgien) – Spur +2'04

3. Mariske Strauss (Sydafrika) / Annie Last (England) / Silverback-KMC +7'59

4. Sabine Spitz (Tyskland) / Robyn De Groot (Sydafrika) – Aschendis Health +13'28

5. Candice Lill (Sydafrika) / Amy Beth McDougall (Sydafrika) – Dormakaba +17'35