Posts Tagged ‘CAS’

CAS afviser appel: Sagan får IKKE comeback i Touren

Posted on: juli 6th, 2017 by JK

De seneste dage har Bora-Hansgrohe kæmpet for at få Peter Sagan tilbage i Tour de France. Det lyder lidt spøjst og besynderligt. Men det er vist kun for Team Easy On, at det kan lade sig gøre ikke at køre flere etaper, hvorefter man stiller til start igen. Det burde generelt set ikke kunne lade sig gøre. Og hvordan skulle man så bære sig ad med det?

Det tyske mandskab appellerede Sagans diskvalifikation, og henviste her til UCI’s paragraf 12.2.006:

”Kommissærjuryen må kun foretage dom i sagen, hvis den angribende part har haft en chance for at forklare sin version af historien.”

Bora-Hansgrohe skrev i en pressemeddelelse, at hvis de fik medhold fra CAS, så skulle han sendes tilbage til Tour de France, på trods af han ikke har kørt 5. eller 6. etape.

Mediestunt eller ej, så er appellen nu definitivt afvist, og dermed et definitivt farvel til Peter Sagan for dette års Tour de France. Det skriver CAS i en officiel pressemeddelelse.

Bora-Hansgrohe anker Sagans udsmidning til øverste instans

Posted on: juli 6th, 2017 by Breum

Bora-Hansgrohe har stadig ikke opgivet at få Peter Sagan tilbage i Tour de France. Den slovakiske verdensmester blev smidt ud af løbet efter fjerde etape, da juryen vurderede, at han havde kørt en uregelmæssig spurt. Først ankede holdet dommen til UCI, men de fik ikke medhold i klagen. 

Nu har holdet så endnu engang anket dommen, og denne gang går de til sportens øverste instans, CAS. Holdet anker dommen, da de ikke mener, at Sagans side af sagen er blevet hørt:

– Selvom UCIs regler uomtvisteligt beskriver, at det er obligatorisk at høre rytteren før en afgørelse træffes, har Peter Sagan ikke fået en mulighed for at forklare sagen fra sin synsvinkel sig til kommisærerne, skriver holdet i en pressemeddelselse.

Bora-Hansgrohe henviser til regel 12.2.006, der siger:

– Kommissærerjuryen må kun foretage dom i sagen, hvis den angribende part har haft en chance for at forklare sin version af historien.

Hvis Bora får medhold i anken, vil Sagan igen være en del af løbet, skriver holdet.

Dato fastlagt for Kreuziger-høring

Posted on: april 14th, 2015 by ULS

Roman Kreuziger har længe ventet på at få en dato til den høring, der skal foregå ved den internationale sportsdomstol, CAS, efter WADA og UCI ankede det tjekkiske cykelforbunds frikendelse af Roman Kreuziger. 

Den dato har han nu fået, og det bliver som forventet den 10. juni i år. 

Kreuziger er anklaget for at have uregelmæssigheder i sit biologiske pas, mens han kørte for Astana i 2012.

Tinkoff-Saxo-profilen har hele tiden fastholdt sin uskyld og har endda taget en løgndetektortest for at vise, at han taler sandt. Men nu ser det altså ud til, at afslutningen på sagen er ved at nærme sig. 

Med høringen den 10. juni kan det forventes, at der går cirka en måned inden domsafsigelsen, hvilket dermed kan blive midt i Tour de France, hvor Roman Kreuziger er udset en vigtig rolle som løjtnant for Alberto Contador. 

Kreuziger-sagen: CAS foreslår høring i juni

Posted on: marts 23rd, 2015 by ULS

Den tjekkiske Tinkoff-Saxo-rytter, Roman Kreuziger, er ved at være godt træt af at vente på den høring, som han skal til ved den internationale sportsdomstol, CAS. 

Kreuziger fortæller på Twitter, at CAS har foreslået en høring den 10. juni med domsafsigelse en måned efter, hvilket vil være midt i Tour de France, hvor tjekken forventes at være en vigtig hjælper for Alberto Contador.

Dermed ser den langvarige sag ud til at fortsætte et godt stykke tid endnu. Kreuziger blev tidligere frikendt af sit eget forbund, men den frikendelse blev anket af UCI og WADA til CAS, og siden da er sagen altså ikke rigtig kommet nogle vegne.

Roman Kreuziger bliver dog ved med at holde fast i sin uskyld i sagen, der omhandler, at han ifølge UCI og WADA havde uregelmæssigheder i sit biologiske pas i 2012 (hvor han kørte for Astana), der antydede brug af doping. 

Han har dog tilladelse til fortsat at køre cykelløb, mens sagen er i gang. Igår blev Kreuziger således nr. 29 i Milano-Sanremo. 

Astana kommer med licensforsvar senest 20. marts

Posted on: marts 4th, 2015 by MS

UCI har formelt anmodet licenskommissionen om at tilbagetrække det kasakhstanske hold WorldTour licens efter en revision foretaget af ISSUL omkring holdets dopingforhold. De oplysninger der kom frem i den rapport var ikke til rådighed da licenskommissionen i december tildelte Astana en 2015-licens. 

Ifølge l’Equpe har Astana indtil d. 20. marts, to dage før Milano-San-Remo, til at indsende deres svar til licenskommissionen.

Du kan læse meget mere om hvorfor UCI har anmodet om tilbagekaldelse af Astanas licens her

 

Astana i kontakt med advokater

Posted on: februar 27th, 2015 by MS

UCI’s anmodning om at få frataget Astanas licens mangler stadig, at blive godkendt af Licenskommissionen. Hvis de er enige i beskyldningerne, kan holdet allerede blive udelukket fra World Touren indenfor de næste par uger.

– Vi blev underrettet om beslutningen sent i går, og er meget opmærksomme på situationen. Vi har rådført os med vores advokater og vi vil udstede en fuld redegørelse senere i eftermiddag, sagde holdet til cyclingnews.com. 

Sagen kan dog godt vare længere tid, hvis Astana vælger at appellere sagen til CAS.

UCI har før haft en lignende sag mod Katusha, hvor UCI også ville fratage dem deres licens, men endte med at tabe til CAS.

– Jeg er ret sikker på, at man har tungtvejende beviser, denne gang. De vil ikke risikere en ny sag ligesom Katusha-sagen, hvor de endte med at tabe sagen til CAS, udtaler Dennis Ritter til TV2.

Du kan læse mere om sagen her

UCI vil have ny antidopingdomstol

Posted on: september 26th, 2014 by AS

Først blev sydafrikanske Daryl Impey fra Orica-GreenEdge suspenderet og siden frikendt for doping af det sydafrikanske cykelforbund. Siden blev Roman Kreuziger det samme, og nu vil UCI ændre processen omkring dopingsager. 

Både Impey og Kreuziger gik glip af deres sæson store mål, Tour de France, da UCI suspenderede dem for at have rod i blodpasset. Som det fungerer lige nu, er det de nationale cykelforbund, der kører dopingsagerne og dømmer rytterne. Efterfølgende kan rytterne eller UCI anke sagen til CAS. Men det er tit lange, rodede processer, der lader almindelige cykelfans tilbage med forvirring. 

I fremtiden vil UCI prøve at ændre denne proces ved at oprette en uafhængig antidopingdomstol. Det skal resultere i mere gennemsigtighed og lighed i domme og forhold for alle cykelryttere – noget der før har været kritiseret. Samtidig skal det give hurtigere domme, og derved mindske suspenderingsperioden for ryttere, der senere bliver frikendt. 

– Domstolen vil bestå af dommere, der er specialiserede i antidoping. Den bliver fuldt uafhængig af UCI med det mål at sikre alle topatleter den samme retsproces og en klar, kort tidsramme. Det bør sikre kvalitet og stabilitet i dommene, sænke antallet af appelerede sager hos CAS og mindske arbejdsbyrden hos de nationale forbund, siger UCI i en pressemeddelelse.

Tidligere har blandt andre Alberto Contador kørt i 1½ år, før han blev dopingdømt med tilbagevirkende kraft og mistede en sejr i både Giro’en og Tour’en. Ligeledes mistede Michael Rogers, Daryl Impey og Roman Kreuziger tidligere i år flere måneder af sæsonen for derefter at blive frikendt for alle anklager. 

Ballan: Dommen er for voldsom

Posted on: januar 18th, 2014 by RBN

Igår blev en knap så god dag for den tidligere italienske verdensmester Alessandro Ballan, idet resultatet af Mantova sagen blev offentliggjort, hvilket resulterede i en karantæne på to år til den 34 årige italiener, som efterfølgende også blev fyret af sit amerikanske hold, BMC.

Mantova sagen stammer tilbage fra 2009, hvor en række ryttere på Lampre gjorde brug af bloddoping, og igår offentliggjorde den italienske olympiske kommité så med sine konklussioner oven på deres undersøgelser, og her blev det altså til en karantæne til rytterene, og heriblandt 34 årige Alessandro Ballan, dette betyder altså at han først kan køre løb igen den 16. januar 2016, i en alder af 36 år. Men tilfreds med dommen er italieren bestemt ikke.

– Jeg havde forventet mere forståelse fra dommerne. Jeg har begået en mindre fejl og har været uagtsom, men den her pris som jeg skal betale er altså for høj, udtaler en lamslået Alessandro Ballan til Gazzetta dello Sport.

Som alle andre dopingdømte har Alessandro Ballan også en god forklaring på, hvorfor han ikke burde straffes, og det er blandt andet fordi han modtog ozon terapi fordi han var syg, og han modtog det mens han var påstand af cykelsporten.

– Jeg blev indlagt fordi mine værdier var i bund med akut hepatitis grundet cytomegalovirus. Som også fremgår af mit biologiske pas. Undersøgelserne blev aldrig diskuteret og jeg blev aldrig mistænkt. Det var svært at gå på trapper og endda cykle, udtaler Ballan

Men WADA reglerne forbyder behandling med ozon under alle omstændigheder, og dette resulterede altså i at Ballan nu er dopingdømt. Han og hans advokater vurdere nu om sagen skal ankes til CAS.

Riis kaldt til høring om ranglistepoint

Posted on: august 10th, 2013 by FB

Sportsdomstolen CAS har indkaldt Bjarne Riis til høring om Contadors ranglistepoint. Høringen finder sted den 19. august i Lausanne.

Kort fortalt drejer sagen sig om, at den danske holdejer har udtrykt utilfredshed over, at han ikke kan bruge de point, Alberto Contador optjener til verdensranglisten, når der sidst på året skal uddeles billetter til næste års World Tour.

En regel som den internationale cykelunion, UCI, vedtog tilbage i 2011 spænder ben for den danske holdejer og hans hold, idet reglen dikterer, at tidligere dopingsynderes point ikke må tælles med i de første to år efter, at rytteren har udstået sin straf. Derfor kan pointene for Contadors sejr i Vuelta a España sidste år ikke tages med i point-regnskabet.

Et af Riis’ stærkeste argumenter er dog, at Alberto Contadors positive dopingprøve for clenbuterol stammer fra 2010, mens UCI’s pointregel først blev foreslået på et senere tidspunkt og i realiteten først havde virkning fra efteråret 2011.

Et andet argument, som bør vægte tungt hos sportsdomstolen er, at de to års ekstra straf er i strid med Wadas kodeks om toårige karantæner.

Bjarne Riis har tidligere udtalt til Ritzau, at han forventer, at Contadors point kommer til at tælle med på lige fod med de andre, og han kan have en god sag.

UCI evaulerer CAS’ afgørelse

Posted on: februar 15th, 2013 by JC
UCI har noteret sig, at CAS har besluttet sig for at dømme i Katushas favør i den verserende licenssag mellem UCI og Katusha. UCI’s licenskommision afviste ellers Katushas licensansøgning i første omgang, men CAS-dommen siger altså, at Katusha burde være WorldTour-hold.
UCI skriver i en pressemeddelelse,  at de nu vil evaluere konsekvenserne af denne sag, og at de vil melde mere ud, når denne evaluering har fundet sted.
UCI har tidligere bekræftet overfor blandt andre Biciclismo, at de ikke vil tillade 19 hold i WorldTouren. Tilbage i 2005 var man dog udsat for en lignende situation, da Phonak først fik frataget deres licens, og dernæst valgte at klage – de fik licensen igen, og sæsonen blev kørt videre med 20 hold dengang. Det er ikke usandsynligt, at det er den model UCI vælger igen, på trods af deres tidligere udmeldinger.  
I fald at et hold skal sorteres fra, ventes det at Team Saxo-Tinkoff er blandt de hold, der skal genovervejes.

CAS: Katusha bør have licens

Posted on: februar 15th, 2013 by JC
Den internationale sportsdomstol har valgt at give Katusha medhold i deres appel. Katusha valgte at appellere UCI’s beslutning om at fratage russerne deres WorldTour-licens. Dermed har CAS altså besluttet, at Katusha vil være et WorldTour-hold i 2013 – og derfor skal med til Tour de France og alle de andre store løb. 
Det betyder også, at holdets spanske stjerne, Joaquim Rodriguez, bliver hos russerne. Spanieren havde et andet hold klar, såfremt Katusha mistede licensen, men nu ser det altså ud til at han fortsat skal sejre hos Katusha.
UCI har hele tiden fastholdt, at der kun skal være 18 WorldTour-hold, men med denne beslutning er der reelt set 19 hold. Hvad der skal ske nu, vides endnu ikke, men efter tidligere udmeldinger, tyder noget på at et hold skal fratages deres licens. Dermed skal en ny udvælgelsesprocess sandsynligvis startes. 

– Ifølge CAS-beslutningen, vil ansøgningen fra Katusha om at blive registreret som et UCI WorldTour-hold i 2013-sæsonen godkendt, skriver CAS på deres hjemmeside.

CAS’ panel har endnu ikke udgivet en begrundelse for deres sag – i dag kom beslutningen, mens der kan gå ”uger” før en skriftlig begrundelse kommer frem. 

Alex: skandaledom

Posted on: juli 4th, 2012 by info@cykelmagasinet.dk

CAS’ karantænedom over Alex Rasmussen kommer tilsyneladende som en overraskelse for danskeren. Han er langt fra tilfreds med sagens udfald.

– Jeg har lagt alle kort på bordet, men min advokat informerede mig om, at de mente, at jeg havde lavet en grov overtrædelse af whereabouts-systemet. Jeg forstår ikke, at de slet ikke har taget højde for, at UCI også har lavet fejl i den her sag, siger Alex Rasmussen til ekstrabladet.dk

Fejlen Rasmussen refererer til er en procedurefejl UCI lavede, hvor de var meget forsinket ude og advare danskeren om hans sidste whereabout overtrædelse. Noget som CAS åbenbart ikke har vægtet højt i deres afgørelse. 

Alex Rasmussen misser med dommen OL med banelandsholdet, som han pt. er på træningslejr med i Scwheiz. 

– Jeg har det selvfølgelig forfærdeligt, alt er ødelagt, siger han til ekstrabladet.dk. På spørgsmålet om hvad han kan gøre nu lyder svaret:

– Det ved jeg ikke helt endnu, men jeg vil gøre alt. De må tage alle mine point og alle mine resultater fra mig, bare jeg får lov til at køre igen. Jeg giver ikke op, jeg vil fortsætte. Jeg slutter ikke min karriere nu, siger danskeren.

Der er ingen forlydender om hvordan hans nuværende arbejdsgiver, Garmin-Sharp, har reageret på dommen.

Riis truer UCI med retssag

Posted on: juli 4th, 2012 by info@cykelmagasinet.dk

Det går fremragende for Saxo Bank-Tinkoff Bank i årets udgave af Tour de France, med Michael Mørkøv i prikker og god PR for holdet som følge deraf. Men på sidelinjen vil sagen om den suspenderede stjerne Alberto Contador ikke forsvinde. Noget der tydeligvis frustrerer Bjarne Riis.

Contadors planlagte tilbagevenden til Vueltaen i år er nemlig ikke nogen selvfølgelighed hvis det står til UCI, som mener, at Contador er udelukket fra at optjene point to år selvom hans karantæne udløber til august. 

– Hvis de fortsætter, så går jeg til CAS. Det er latterligt, siger Bjarne Riis til den hollandske avis Telegraaf, med henvisning til at han kan trække UCI i retten hos den internationale sportsdomstol, hvis de ikke dropper kravet.

Bjarne Riis mener at have retten på sin side, da regelsættet hos WADA (World Anti Doping Agency) siger, at ryttere ikke kan rammes af regler, der først er indført efter de har begået overtrædelser, hvilket Jens Evald, Antidoping Danmarks juraspecialist, giver ham ret i. 

Grunden til at sagen er vigtig for Riis er, at holdet skal indtjene de nødvendige UCI point, for at holdet kan beholde sin World Tour licens til næste år. 

Ricco vil anke sin dom

Posted on: juni 27th, 2012 by info@cykelmagasinet.dk

Ricardo Ricco har allerede afsonet 20 måneder af den 12-årige dopingdom han blev tildelt af det italienske antidoping tribunal (CONI) efter det kom frem, at italieneren havde brugt det forbudte stof CERA under Tour de France i 2008 og senere forsøgt sig med selvinjektioner. Nu vil han have karantænen annulleret.

Ricco var tæt på at dø sidste år efter et nyresvigt som følge af den tidligere Saunier Duval-rytters forsøg på at give sig selv en blodtransfusion. Ricco fastholdt sin uskyld, men en læge der behandlede ham var ikke i tvivl om hvad italieneren havde haft gang i. 

CONI tildelte i april den 28-årige en karantæne på 12 år, hvilket reelt betød en ende på cykelkarrieren. Den karantæne vil Ricco nu have annulleret ved at gå til sportsdomstolen CAS med sit krav om at få dommen omstødt.

CAS lover snarlig dom i Alex’ sag

Posted on: juni 20th, 2012 by info@cykelmagasinet.dk

I går kunne vi berette om, at sportsdomstolen CAS havde udsat dommen over Alex Rasmussen i hans sag om sine whereabouts. Men nu lader det til, at CAS er kommet på nye tanker og lover en afgørelse inden udgangen af juni. 

Først var det den 15. juni. Så var det den 6. juli. Nu er det inden udgangen af juni. Det må være forvirrende at være Matthieu Reeb i disse dage. Generalsekretæren for CAS lover nu, at der ikke bliver flere forsinkelser i afgørelsen af den danske Garmin-Barracuda rytters sag.

– Lige nu afventer vi afgørelsen fra dommerpanelet, og den vil være klar inden for et par dage. Det er svært præcist at forudsige, hvad dag det vil blive. For øjeblikket kan jeg ikke give nogen præcis dato, men vi forventer, at det bliver inden for nogle dage, lyder det fra Reeb til tv2sport.dk i dag. 

Danmarks Idræts-Forbund klagede til CAS efter den første udmelding om forsinkelse af afgørelsen, men Reeb afviser at klagen har fået CAS til at fremskynde processen. 

–  Klagen har ikke haft nogen indvirkning på vores sagsbehandling. Det handler kun om, at vi venter på den endelige afgørelse fra dommerpanelet. Der er ingen af sagens parter, der har haft indflydelse på, hvornår afgørelsen bliver offentliggjort. Vi forsøger altid at aflevere vores afgørelser så hurtigt som muligt og har ingen interesse i at forsinke sagerne, bedyrer generalsekretæren.

Vi venter i spænding.

Evald: Det er helt forkert UCI

Posted on: april 3rd, 2012 by velo_admin

WADA’s dopingkodeks foreskriver, i forlængelse af et princip fra menneskerettighederne, i følge juraprofessor Jens Evald, at UCI ikke kan påføre sin regel om manglende pointgyldighed for tidligere dopingdømte cykelryttere på Alberto Contador.

Contadors forseelse er nemlig begået før reglen blev indført i 2011, og derfor burde den ifølge artikel 25.2 i WADA’s eget kodeks ikke kunne implementeres i Contadors sag. Derfor retter Evald en rygende kritik imod UCI’s tolkning af egne regler. Fra cykelunionen lød følgende tidligere på dagen:

– Contador kan samle point, men i de næste to år vil de point ikke blive talt med for holdet i forhold til point på WorldTour. Hans point vil ikke blive lagt til holdets point. Sådan er reglerne, sagde UCI-talsmand Enrico Carpani. Det har Evald ét svar på:

– Det er lodret forkert. Hvis man ændrer reglerne fra det tidspunkt, gerningen er begået, til sagen kommer for retten, kan man ikke skærpe straffen ind imellem. Det er helt åbenbart, forklarer Evald til Ritzau.

Gå til domstolene
Derfor er der i følge Evald kun ét at gøre nu. Få tolkningen prøvet ved den Internationale Sportsdomstol CAS. Det foreslog Evald dog allerede Saxo Bank og Contador at gøre i februar, men egentligt burde det ikke være spanieren og det danske hold, som sendte sagen til domstolen. Det burde være UCI selv.

– Contador bør få denne sag undersøgt ved CAS og få en udtalelse om, hvordan sådan en regel bør tolkes. I virkeligheden burde det ikke være Contador, der gjorde det, men anstændigvis UCI.

– Som international sportsorganisation har man en forpligtelse til at sikre sig, at de regler, man har, også er i overensstemmelse med grundliggende principper, som endda er indeholdt i WADA-koden (dopingreglerne). Det kan jeg ikke se anderledes, slutter Jens Evald, der til daglig er formand for Anti Doping Danmark.

Spanien chokeret over Contador-dom

Posted on: februar 6th, 2012 by velo_admin
Det er ikke kun Team Saxo Bank og holdejer Bjarne Riis – samt Tour-mesteren selv -, der er blevet sendt til tælling af CAS’ 2-årige karantæne til Alberto Contador. 

Også i rytterens hjemland Spanien er man mildest talt chokerede over dommen. Formanden for det spanske cykelforbund Juan Carlos Castaño, der i første omgang var med til frifinde Contador, havde regnet med, at det spanske cykelforbunds oprindelige kendelse var blevet stadfæstet

– Vi havde håbet på en frifindelse af den internationale sportsdomstol, siger han ifølge politiken.dk til det tyske nyhedsbureau DPA.

I koret af CAS-kritikere står også den tidligere Tour de France-vinder og indehaver af rollen som feteret yngling på Team Saxo Bank, Carlos Sastre. CAS har bortkastet begge de oprindelige teorier om årsagen til Contadors positive dopingtest, og har istedet fundet en idé om et forurenet kosttilskud frem, som den mest sandsynlige forklaring. Det er ifølge CAS nok til, selvom det ikke som sådan er et tegn på bevidst doping, men blot uforsvarlighed fra udøverens side, at give Contador en dom. Nonsens i Sastres bog.

– Der er ingen logik i dommen. Man kan ikke give en karantæne til en atlet, hvis han ikke har dopet sig, lyder det undrende fra Carlos Sastre.

En anden tidligere spansk Tour-vinder, Pedro Delgado, er heller ikke bleg for at kaste tornekranse efter den internationale sportsdomstol. I Contador-sagen har man villet statuere et skræmmeeksempel for mulige fremtidige dopere, og man har villet gøre alt for at banke cykelsportens image som verdens førende dopingbekæmpere på plads. Det går så udover Contador, alene fordi han som verdens bedste rytter, er trådt en lille smule ved siden af.

– I kampen mod doping har de ansvarlige mistet orienteringen. Han er kun blevet straffet så hårdt, fordi han er nummer et i cykelsporten.

UCI kræver 18 millioner af Contador

Posted on: februar 6th, 2012 by velo_admin
Dag CAS tidligere i dag løftede sløret for resultat af ankesagen imod Alberto Contador – et resultat der ikke faldt ud til spanierens fordel -, var der endnu en bet for spanieren gemt til sidst i sportsdomstolens dokument.

Udover dopingdommen skal Alberto Contador også trækkes igennem en erstatningssag imod UCI og forbundets præsident Pat McQuiad. Fra cykelforbundets side forlanger man, med udgangspunkt i en lov fra 2009 der siger, at alle ryttere der bliver udelukket i to år eller mere, skal betale 70 procent af en årsløn til forbundet, at Contador hoster op med 2.485.000 euro; 18 millioner danske kroner.

Alberto Contador kan, uanset udfaldet af den kommende erstatningssag som også skal igennem CAS’ retssystem, gøre comeback på cyklen fra og med 5. august 2012.

Contador-dom skyldes ikke blod eller bøf

Posted on: februar 6th, 2012 by velo_admin

"En forurenet bøf!", råbte Alberto Contador selv, da UCI offentliggjorde Tour-erobrerens positive dopingprøve i 2010. Siden kom WADA og UCI med en anden teori. Bloddoping.

Ifølge CAS’ opsummering af og konklusion på sagen er hverken blodet eller bøffen dog synderen, Alberto Contador og Team Saxo Bank kan vende sine bebrejdende blikke imod. Den mest plausible forklaring på Alberto Contadors positive dopingprøve er istedet et forurenet kosttilskud.

– Panelet konkluderer, at både kødforurenings- og blodtransfusionsscenariet, i teorien, er mulige forklaringer på de modstridende analytiske fund, men de er begge lige usandsynlige, skriver CAS.

– Tilstedeværelsen af Clenbuterol var højst sandsynligt forårsaget af indtagelsen af et forurenet kosttilskud, forklarer CAS.

Da et eventuelt kosttilskud Contador har taget står for egen ansvarsregning, er spanieren dermed selv skyld i den positive dopingprøve. Derfor er den eneste udvej på sagen, i følge CAS tolkning af UCI’s regelsæt, at idømme spanieren to års karantæne.

Andy Schleck får uønsket Tour-sejr

Posted on: februar 6th, 2012 by velo_admin

Han vil egentligt ikke have den. Tour de France-sejren som i dag er blevet hans, efter at Alberto Contador er blevet sat i karantæne og har fået fjernet det sidste halvandet års meritter af den internationale sportsdomstol CAS.

Det har Andy Schleck tidligere forklaret den internationale sportspresse, men netop dét er nu tilfældet. Alberto Contadors navn er blevet slettet fra året 2010’s Tour de France-annaler, og dermed er den ranglede luxembourger i løbet af et splitsekund blevet Tour de France-vinder. En drengedrøm, men opnået på den helt forkerte måde.

– Jeg har fulgt sagen på tv og læst aviserne, men uanset hvad udfaldet bliver af sagen, så vil det ikke ændre mit liv. Historien er allerede blevet skrevet på vejene, hvor den fandt sin afgørelse, og jeg er ikke interesseret i noget andet. Det er ikke sådan, jeg ønsker at vinde Touren, sagde Andy Schleck til Gazzetta dello Sport tilbage i december 2011.

Da Alberto Contador sidst indtog tronen i Tour de France, var det ikke iklædt Saxo Banks farver. Dengang var spanieren stadig Astana-kaptajn, fjenden, og helten var i danskernes øjne den daværende Saxo Bank-darling Andy Schleck. Siden er det billede tippet for mange, og det er da også ganske givet, at Saxo Banks ejer Bjarne Riis, ikke jubler over den nye Tour de France-sejr. Den virker i langt højere grad som en ybetydelig fodnote, der afrunder en kompleks og svær sag for cykelsporten.

Andy Schleck var, indtil i dag, tre gange i træk blevet nummer 2 i Tour de France. 

ALBERTO CONTADOR IDØMT TO ÅR!

Posted on: februar 6th, 2012 by velo_admin

Efter halvandet års smertefuld og udmarvende venten for Team Saxo Bank og særligt Alberto Contador selv, var der i dag ikke nogen positiv forløsning og jubel i stjernerytterens families skød i hjembyen Pinto.

Den internationale sportsdomstol CAS har offentliggjort, at man har besluttet at omstøde den frifindelse for ulovlig brug af stoffet Clenbuterol, som Contador blev givet af det spanske cykelforbund i 2011.

Dommen fra sportsdomstolens udvalgte komité betyder, at Alberto Contador ikke længere kommer til at stå som vinder af Tour de France 2010, eller Giro d’Italia i 2011. Det skyldes, at dommen for Bjarne Riis’ store satsning fungerer med tilbagevirkende kraft.

Dommen betyder også, at Alberto Contador allerede kan sætte sig på cyklen igen fra og med den 5. august 2012. Karantænen er gældende med tilbagevirkende kraft fra og med den 25. januar 2011, og gælder to år frem. Det ville umiddelbart betyde, at Contador først kunne køre igen den 25. januar 2013, men grundet Contadors 5 måneder lange inaktive periode og suspension efter den ikke længere gældende Tour de France-sejr i 2010, bliver disse trukket fra den 2-årige karantæne.

Contador flyver hjem til CAS-afgørelse

Posted on: februar 5th, 2012 by ap

Team Saxo Banks spanske stjernerytter, Alberto Contador, var med i søndagens Trofeo Palma på Mallorca, og har nu sat kursen mod den spanske by, Madrid, for at modtage afgørelsen i hans lange appelsag, som Den Internationale Sportsdomstol, CAS, kommer med mandag.

Løbet på Mallorca kan blive hans sidste i denne sæson. Der florer nemlig rygter om, at dommen bliver en karantæne på 6-12 måneder. Andre rygter fortæller, at spanieren bliver frikendt af CAS.

Contador ankom til ferieøen lørdag aften og kørte løbet søndag på grund af en kontrakt mellem Saxo Bank og løbsarrangørerne, som gjorde hans deltagelse obligatorisk, skriver avisen AS.

Den spanske avis skriver videre, at Contador flyver hjem til Madrid, hvor han vil være sammen med sin familie i byen Pinto, når afgørelsen fra CAS i Schweiz kommer mandag.

Kolobnev høres hos CAS i februar

Posted on: januar 20th, 2012 by HB

Mens alles øjne og ører er rettet mod CAS for at få afgørelsen på Alberto Contadors dopingsag, melder domstolen ud, at de har fastsat datoen for, hvornår russiske Alexandr Kolobnev skal høres hos Den Internationale Sportsdomstol. Det sker om ca. tre uger – d. 7. februar.

UCI ankede det russiske cykelforbunds afgørelse på Kolobnevs sag, hvor de dømte ham til en advarsel og en bøde på 1500 schweizerfranc – lidt over 9000 danske kroner.

Den dom var UCI ikke tilfreds med, og de valgte derfor at anke sagen til CAS. Samtidig meldte UCI ud, at de ville ændre på systemet, så de nationale domstole ikke længere skulle dømme deres egne ryttere, men at en uafhængig domstol i stedet skulle gøre dette.

Skulle Kolobnev blive renset for de anklager, der er imod ham, skal han dog ikke regne med at kunne køre for sit gamle hold, Katusha. Hans Manager, Hans-Michael Holczer, har udtalt, at rytteren skal se andre veje, da der ikke er plads på Katusha længere – selv hvis han bliver renset.

Contadors sag er udsat to uger

Posted on: januar 16th, 2012 by velo_admin

På grund af de spekulationer og historier der i sidste uge kom ud omkring Michael Ashenden, der skulle have været et af WADA’s centrale ekspertvidner i høringen imod Alberto Contador i CAS, og dommerkomitéen der står for Contadors sags afvisning af Ashenden som vidne, har CAS besluttet at give dommerkomitéen to uger ekstra til udfærdige en endelig afgørelse i Saxo Bank-kaptajnens lange dopingsag. Det rapporterer nyhedsbureauet Ritzau i dag.

CAS langer særligt hårdt ud efter medierne, for viderebringe hvad de beskriver som rygter, der sætter spørgsmålstegn ved upartiskheden og kvaliteten i sagens dommersammensætning.

– CAS har med stor skuffelse noteret sig, at nogle medier har skrevet om rygter, der involverer den internationale cykelunion (UCI), det internationale antidopingagentur (Wada), Alberto Contador og det spanske cykelforbund (RFEC), skriver den internationale sportsdomstol CAS i en erklæring på deres hjemmeside.

– CAS vil ikke kommentere disse rygter. Men CAS har bedt parterne klarlægge, om der er nogle af dem, der ønsker at udfordre sammensætningen af panelet i CAS. Eftersom alle svar var negative, vil panelet nu være i stand til at fortsætte dets mission, lyder det i erklæringen.

Det ventes derfor, at der tidligst vil komme en kendelse i den langtrukne sag fra og med den 30. januar.

UCI fordømmer offentliggørelse

Posted on: januar 13th, 2012 by HB

De seneste par dage har der været rygter omkring, at der skulle have udspillet sig større scener under høringen af Alberto Contadors famøse bøf-sag. WADA skulle angiveligt have fået afvist at bruge sit kronvidne, den australske dopingekspert Michael Ashenden, højst sandsynligt fordi hans teori omkring plastikrester i kroppen ikke er anerkendt af international antidopingforskning.

Det skulle angiveligt have fået WADAs advokater til at blive så rasende, at de overvejede at forlade retslokalet. En anonym kilde skulle, ifølge AP, have sagt: ‘På det tidspunkt stod vi virkelig på en knivsæg’.

WADA fik dog i stedet lov til at foretage krydsforhør på Alberto Contadors ekspervidne, Paul Scott.

Nu er UCI dog ude, i en kort pressemeddelelse, og fordømme disse offentliggørelser omkring detaljer ved retssagen og afviser, at nogen af deres repræsentanter har deltaget ved en sådan handling. Unionen påpeger ligeledes, at de vil fortsætte med at respektere fortroligheden og de juridiske rettigheder for alle parter.

Den endelige dom i Contadors sag forventes at blive offentliggjort i løbet af januar-måned, selvom der har været forlydener om, at sagen kan være yderligere udskudt.