15. oktober 2016 var en skelsættende dag for dansk cykelsport. I Dohas sand og varme krydsede Amalie Dideriksen målstregen som den første og gjorde krav på den mytiske regnbuetrøje. Bag den store triumf stod den snu franskmand og danske landstræner, Catherine Marsal. Hun fortæller her, hvordan hun oplevede dagen, hvor Danmark fik sin første eliteverdensmester i landevejscykling.
»Inden løbet vidste vi, at muligheden for at blive verdensmester var til stede. I OL-sæsoner er det ofte de opportunistiske ryttere, der bliver verdensmestre, fordi motivationen ikke altid er helt i top hos de store navne, i oktober, når formen har toppet i august. Så hvis Amalie kunne holde sig på toppen, så havde hun en chance for at vinde.
Omvendt var vi også kun tre ryttere mod så mange. Det var den store udfordring. Hvordan skulle vi bruge vores folk og vores energi rigtigt?
Pigerne besluttede, at Amalie [Dideriksen, red.] ikke skulle hente én flaske vand under løbet. Det var Cecilie [Uttrup, red.] og Julies [Leth, red.] opgave. Og sådan blev det. Amalie hentede ikke én flaske vand, men de andre tog ansvaret for hver gang at komme ned bag feltet og få flasker. På en dag, der var så varm, var det et stort arbejde. I varmen dannede de kolde flasker så meget kondens, at vi ikke kunne give dem direkte fra bilen til hånden. Rytterne måtte tage dem i en pose.
[IMG2]
Den franske landstræner Catherine Marsal har selv også prøvet at vinde VM. Som 19-årig kørte hun alene over stregen i Japan.
”Det kritiske øjeblik”
Tre omgange fra mål styrter Amalie, og Julie Leth råber febrilsk i radioen: ”Hvad gør vi? Hvad gør vi!?” Radio Tour havde ikke nævnt noget om, at Amalie skulle være styrtet, så jeg tænkte ”hvad gør vi, ved hvad?”
Men så ser jeg pigerne. Først Julie, så Cecilie, som begge cykler, og til sidst Amalie, som står i siden af vejen med sin cykel. ”Vi venter! Vi venter,” råber jeg. Pigerne stoppede, ventede på Amalie og bragte hende tilbage i løbet af én hektisk omgang. Det var løbets mest kritiske øjeblik for mig; For enten kommer de alle tilbage, ellers gør ingen af dem, og så er løbet nærmest slut. Men vi havde ikke rigtig noget valg, for i Amalies gruppe var der ikke nogen hjælp at hente. Så både Julie og Cecilie ventede og fik kørt os tilbage i kampen.
[IMG4]
Det var Uttrup Ludwig og Leth, der holdt Amalie inde i løbet efter styrtet
Under armen og ind til sejren
Pigerne sørgede for, at Amalie var fremme i fronten på den sidste omgang. Vi havner i positionskamp med Lotta Lepistö [fra Finland, red.], Kirsten Wild og resten af hollænderne. Ved 1,5 km smutter Amalie lige under Lepistös arm og fanger Wilds hjul. I dét moment vinder hun reelt VM, for ellers havde hun siddet to hjul tilbage, og det havde været for langt nede. Nu skulle Wild bare besejres.
Nede i bilen ser vi ikke spurten. Vi blev ledt væk fra ruten med 1.5 km igen, og Radio Tour er helt stille. ”Kom så, kom så, kom så”, sidder vi og gentager for os selv. Så siger radioen ”Number 99!” [Dideriksens nummer, red.]. Vi råber, men tænker samtidig ”Nummer 99 hvad?”. Efter 5-10 sekunders stilhed – sekunder, der føles som en time – så kommer meldingen, vi har ventet på: ”99 is World Champion”, og vi eksploderer! Jeg springer jublende ud af bilen og springer over hegnene, mens jeg spurter gennem målområdet, indtil jeg finder pigerne. Det var helt utroligt – og hvilken glæde! Alle pigerne havde ofret sig for hinanden. Det var et meget stort øjeblik. For os alle.
[IMG3]
Holdsejren blev fejret af hele truppen
Seneste kommentarer