Posts Tagged ‘Cervélo-Bigla Pro Cycling’

Regnbuestribet Vuelta-triumf, Froome tilbage på cyklen & Breschels afskedssejr

Posted on: august 30th, 2019 by Breum

Verdensmesteren triumferede på spansk mur – Lopez tilbage i rødt

Et stærkt udbrud med blandt andre Philippe Gilbert (Deceuninck), Sergio Henao (UAE) og Gianluca Brambilla (Trek) fik omkring fire minutters forspring til feltet, der blev ført an af Bahrain-Merida i forsvar for Dylan Teuns' førertrøje.

Med omkring halvfjerds kilometer til mål gik Movistar frem, og det spanske hold fik stødt reduceret udbruddets forspring. Feltets pres fik Gilbert og Henao til at køre væk fra resten af udbruddet, men de fik efterfølgende selskab af Brambilla og Sebastian Henao (INEOS). I feltet var Teuns i store problemer og blev sat med 26 kilometer til mål. 

I front lagde Gilbert nok engang pres på, og Sergio Henao var den eneste, der kunne følge belgieren. De to kørte sammen ind på den afsluttende mur, Mas de la Costa, der med en gennemsnitlig stigning på 12,2% var garant for en spændende afslutning.

Kort efter var eventyret dog slut for de to, da de blev kørt ind af Jakob Fuglsang (Astana), der tog en hård føring for Lopez. Jumbo-Visma overtog fronten og satte et hårdt tempo med Sepp Kuss. 

Tre kilometer fra mål lancerede Nairo Quintana (Movistar) det første angreb blandt favoritterne, men Primoz Roglic (Jumbo) lukkede det ned med det samme. Miguel Angel Lopez (Astana) og Quintanas holdkammerat, Alejandro Valverde, gik med i foreceringen. Quintana satte et hårdt tempo, men colombianeren kunne ikke ryste konkurrenterne.

Med to kilometer var det Roglic's tur til at spille med musklerne, og kun Quintana kunne følge slovenerens angreb. Tempoet faldt dog en anelse i front, hvilket lod Valverde og Lopez få kontakt til fronten. 

Quintana forsøgte sig med et nyt angreb under den røde flamme, men Movistar-rytteren kom ikke afgørende væk. Etapen skulle med en eksplosiv spurt mod toppen, og det var rent guf for den aldrende verdensmester. 

Valverde forcerede kraftigt på de sidte hundrede meter, hvor Roglic kunne som den eneste kunne følge regnbuestriberne. Sloveneren kunne dog ikke for alvor true verdensmesteren, der tog en flot sejr på en typisk Vuelta-stigning.

Roglic kom i mål i samme tid som Valverde, mens Lopez og Quintana tabte seks sekunder. 

Teuns endte med at tabe knap ti minutter, og derfor er Lopez tilbage i førertrøjen. Roglic puster ham dog i nakken og er kun seks sekunder efter, mens Valverde og Quintana følger, henholdsvis 16 og 27 sekunder efter.

Resultat – 7. etape af Vuelta a España 2019

1. Alejandro Valverde – Movistar, 4''34'11

2. Primoz Roglic – Jumbo-Visma, s.t. 

3. Miguel Angel Lopez – Astana, +0'06

19. Jakob Fuglsang – Astana, +2'25

39. Niklas Eg – Trek-Segafredo, +8'46

80. Casper Pedersen – Sunweb, +17'31

Den samlede resultatliste og klassement kan findes her.

BHS-Almeborg henter dansk verdensmester

[IMG2]

For knap to uger siden kunne BHS-Almeborg Bornholm præsentere deres første nye rytter til 2020-sæsonen, i form af junior danmarksmesteren på både landevej og cykelcross, Joshua Gudnitz, der kommer til det bornholmske hold fra ABC Junior.

Gudnitz er dog ikke det eneste, danske stortalent, der i den kommende sæson får seniordebut for danske kontinentalhold, da han får selskab af ABC-holdkammeraten Benjamin Hertz, der for få uger siden blev junior-verdensmester i banedisciplinen scratch.

– Jeg ser Benjamin Hertz som en særdelses stabil og stærk cykelrytter. Hans resultater bevidner om at, han er en rytter med et stort potientiale. Vi havde ham med på træningslejr i sommers hvor vi lige så hinanden an, og jeg tror han vil passe perfekt ind på vores hold. Nu skal vi blot gøre ham klar til cykelløb på seniorniveau, siger sportsdirektør Christian Juul Andreasen i en pressemeddelelse.

Hertz ser ligeledes frem til skiftet, og han tror på, at BHS-Almeborg kan hjælpe ham i hans fortsatte udvikling som cykelrytter:

– Jeg er enormt glad for at få chancen på et af Europas bedste kontinental hold, jeg kunne ikke forestille mig noget bedre sted at fortsætte min udvikling som cykelrytter. Næste år er jeg førsteårs senior, og derfor har det været vigtigt for mig, at komme til et hold med styr på sagerne, så jeg glæder mig meget til at starte på mit nye hold i løbet af efteråret.

Froome tilbage på cyklen 

10 uger efter det alvorlige styrt, der kostede Chris Froome deltagelsen i årets Tour de France, er den firedobbelte Tour-vinder nu tilbage på cyklen. 

Briten pådrog sig brud på lårbenet, brystbenet, albuen og og en ryghvirvel og mistede knap to liter blot i forbindelse med styrtet, der fandt sted under en rekognoscering af enkeltstarten i Critérium du Dauphiné. Briten har siden gennemgået omfattende genoptræningsforløb og er nu tilbage på cyklen.

En video uploadet af en Twitter-bruger viser Froome i samtale med et par fans på udendørs cykelbanen i Nice, og Team INEOS har overfor Cyclingweekly.com bekræftet, at Froome er tilbage på cyklen, men at han endnu ikke er i stand til at køre på de åbne veje.

Danskerhold ikke blandt ansøgere til World Tour-licenser

[IMG3]

Siden 2016 har mange af de største og mest prestigefyldte løb på kvindernes kalender været samlet på kvindernes World Tour, men fra den kommende sæson vil der som noget nyt blive uddelt World Tour-licenser til mellem fem og otte hold.

UCI offentliggjorde onsdag en liste over de otte hold, der har ansøgt om at blive opløftet til World Tour-hold i 2020, og mens flere af sportens største hold er blandt ansøgerne, glimrer særligt ét hold i sit fravær.

Storholdet Boels-Dolmans – der har Amalie Dideriksen og Annika Langvad på kontrakt – har i denne omgang valgt ikke at ansøge om World Tour-licens.

Holdmanager Danny Stam har tidligere udtalt sig kritisk om UCIs seneste tiltag indenfor kvindecykling, som han mener kommer for tidligt i forhold til kvindecyklingens nuværende niveau og udvikling.

For at blive godkendt som World Tour-hold, skal ansøgerne leve op til en række sportslige, etiske, organisatoriske og økonomiske krav, hvoraf mindsteløn på 15.000 euro, forsikring, delvist betalt barsel og et krav om deltagelse i samtlige World Tour-løb er blandt de tiltag. 

Det dansk registrerede Bigla Pro Cycling – med Cecilie Uttrup Ludwig, Emma Norsgaard og Julie Leth på holdkortet – er heller ikke at finde på listen over ansøgere, det tæller; Alé Cipollini, Canyon-SRAM, CCC-Liv, FDJ Nouvelle-Aquitaine Futurescope, Mitchelton Scott, Movistar Women, Trek Segafredo og Team Sunweb.

World Tour-licenserne gælder til og med 2024, men de resterende hold har mulighed for at ansøge om licens i de mellemliggende år indtil femten hold har fået status som World Tour-hold.

Skuffende start for landsholdet ved mountainbike VM

[IMG4]

På den anden side af Atlanten dystes der i disse dage om regnbuestriber og medaljer ved VM i mountainbike, der i år køres i Mont Sainte Anne, Canada, og det danske landshold er endnu engang repræsenteret med flere potentielle medaljekandidater.

Første løb på programmet var holdstaffeten, hvor landsholdet skulle forsøge at udbygge deres fremragende historik i disciplinen. Sebastian Fini og Markus Kaad Heuer lagde stærkt fra land og bragte Danmark i front af løbet med fornuftig afstand til store nationer som Schweiz, Frankrig og Italien.o

Et styrt til Caroline Bohé kostede dog dyrt fra danskerne, der også led under, at Annika Langvad endnu ikke er ved fuld styrke efter sit styrt tidligere på året. Det danske landhold måtte vinke farvel til medaljerne, da de kom ind på en skuffende 7. plads.

I går var det så de juniorernes tur til at forsvare de danske farver, men selvom der var gode takter undervejs, udeblev medaljerne også her.

Sofie Heby Pedersen, der har hentet en række flotte placeringer i den forgange sæson, startede godt ud og var på et tidspunkt fremme på sjettepladsen, men den 18-årige dansker gik ned på de efterfølgende omgange og måtte tage til takke med en 20. plads, 8'53 efter vinderen, schweiziske Jacqueline Schneebeli.

Markus Kaad Heuer kom flyvende fra start i herrernes løb, hvor han efter førte omgang var fremme på andenpladsen. Den danske mester havde dog en katastrofal anden omgang, hvor han tabte over fem minutter, før han udgik på tredje omgang. Det vides endnu ikke, hvorfor danskeren udgik, men noget kunne tyde på, at han enten havde defekt eller styrt. 

Tobias Lillelund blev bedste dansker på en 22. plads, 5'53 efter britiske Charlie Aldridge.

I dag skal Simon Andreassen og Alexander Young i aktion i U23-klassen, hvor der særligt er store forventninger til Andreassen, der er ved at have genfundet sit topniveau efter et par uheldsplagede sæsoner. U23-herrernes løb køres kl. 21:30 dansk tid og kan følges via UCIs live tracking.

Breschel takker af med gadeløbs-sejr

[IMG5]

Efter femten sæsoner i det professionelle felt, har Matti Breschel valgt at indstille karrieren i 2019. 

I går kørte den danske klassikerspecialist et af sine sidste løb i den lyserøde EF Education First-trikot, da han stillede til start i det aahusianske gadeløb, Grand Prix GS Velopresse, der er arrangeret af Gruppo Sportivo Velopresse.

Efter elleve omgange af 'Danmarks hurtigste cykelløb' kunne Breschel spurte sig først over stregen foran Nicklas Amdi Pedersen (BHS-Almeborg) og den danske mester Michael Mørkøv (Deceuninck-Quick Step).

Cykelmagasinets fotograf, Roar Paaske, var på pletten og har lavet denne flotte stemningsrapport fra det mest lirede gadeløb nord for Alperne.

<iframe src="https://www.facebook.com/plugins/video.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Froarpaaskefotografi%2Fvideos%2F524688285006696%2F&show_text=1&width=560" width="560" height="431" style="border:none;overflow:hidden" scrolling="no" frameborder="0" allowTransparency="true" allow="encrypted-media" allowFullScreen="true"></iframe>

Uttrup rykker frem i klassementet efter tredjeplads

Posted on: juli 7th, 2019 by Breum

Cecilie Uttrup Ludwig (Bigla) fik en god start på Giro Rosa, da det danske klassementshåb styrede sit hold til en fornem andenplads på det indledende holdløb, og på gårsdagen etape avancerede danskeren til klassementets fjerdeplads, da hun undgik tidstab i en hektisk finale.

Løbets 3. etape bød på endnu en hård finale, hvor rytterne skulle kæmpe om sejren i et stigende opløb, og her viste Uttrup sig endnu engang flot frem.

[REL1]

Lucy Kennedy (Mitchelton-Scott) havde angrebet med under ti kilometer til mål, og det så ud til, at den australske klatrer ville holde helt til mål. På de sidste, brostensbelagte meter kom gårsdagens vinder, Marianne Vos (CCC-Liv), flyvende bagfra.

Den hollandske superstjerne passerede en tidligt jublende Kennedy på de allersidste meter, og CCC-rytteren tog sin anden etapesejr i træk. Kennedy tog andenpladsen, mens Cecilie Uttrup spurtede sig til en flot tredjeplads.

[REL3]

Podieplaceringen sikrer Uttrup fire bonussekunder, der sender hende op på andenpladsen i klassementet.

Løbet føres fortsat af polske Katarzyna Niewiadoma (Canyon//SRAM), der blev nummer tolv på dagens etape. Canyon-rytteren har tyve sekunders forspring til Uttrup forud for fjerde etape, der ligner endnu en oplagt mulighed for Marianne Vos og løbets andre hurtige ryttere.

– Vi ville ikke give op på den sidste stigning ind til målbyen. Mine holdkammerater bragte mig i en optimal position, og de gjorde et fantastisk stykke arbejde. I morges kiggede vi på de afsluttende, brostensbelagte kilometer, og vi var opmærksomme på, at afslutningen var super smal, og at vi skulle først ind på den. Vi havde en plan og eksekverede den så godt. Jeg kunne ikke være gladere for resultatet og holdets præstation, siger Uttrup til holdets hjemmeside.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=219741&k=3VeG91rLJj5y&p=786c61f9c2" frameborder="0" width="640" height="442"></iframe>

Polsk stjerne før Giro’en: Uttrup vil overraske folk

Posted on: juli 3rd, 2019 by Breum

Fredag starter den 30. udgave af kvindernes eneste grand tour, Giro d'Italia Internationale Femminile – bedre kendt som Giro Rosa.

Med til start er danske Cecilie Uttrup Ludwig, der kører løbet for tredje gang i karrieren, og Bigla-kaptajnen har haft stor succes i løbet ved sine to første deltagelser. Da Uttrup gjorde debut i 2017, sluttede hun løbet på en samlet 16. plads og vandt den hvide ungdomstrøje, mens hun sidste år kørte sig til en fornem sjetteplads i den samlede stilling, efter at have hjulpet kaptajnen Ashleigh Moolman på podiet.

[REL2]

I denne sæson har Uttrup været den ubestridte kaptajn på Bigla Pro Cycling. Med podieplaceringer i Flandern Rundt og Trofeo Alfredo Binda og en femteplads i Strade Bianch og sin første professionelle sejr i GP de Plumelec-Morbihan har den 23-årige klatrer i den grad udnyttet sin nye status og kørt sin bedste sæson til dato.

Den flotte kørsel er også blevet bemærket af konkurrenterne, der er opmærksomme på den unge dansker. Blandt de konkurrenter, der holder et vågent øje med Uttrup, er polske Katarzyna Niewiadoma, der vandt årets Amstel Gold Race og er sluttet kørt i top-ti i Giro Rosa fire gange.

Den polske stjerne hæfter sig ved, at Uttrup ikke har kørt løb siden starten af juni, og at det store fokus på Giro'en kan give pote for danskeren, der ifølge Niewiadoma bare bliver bedre og bedre:

– Jeg har på fornemmelsen, at hun har trænet hårdt. Jeg tror, at hun vil overraske folk i årets Giro Rosa. Hun har klatret bedre i de sidste par måneder. Vi har ikke set hende i de sidste par løb, og hun er måske fuldt fokuseret på Giro Rosa. Hvis du har den mængde tid til at fokusere, med et roligt hoved, hvor du kun skal tænke på ét løb, så er det meget bedre forberedelse. Hun vil være klar til Giro Rosa, siger Niewiadoma til Cyclingnews.com

Hollandske storfavoritter

Canyon//SRAM-kaptajnen er dog ikke i tvivl om, at slaget om den samlede sejr skal stå mellem feltets to ubestridte bjergdronninger.

Ifølge Niewiadoma er der ikke megen tvivl om, at det bliver enten den forsvarende vinder, Annemiek Van Vleuten, eller den dobbelte triumfator og nuværende verdensmester, Anna van der Breggen, der næste søndag kan træde op på podiets øverste trin og iklæde sig den lyserøde trøje. 

[REL5]

Polakken har især et godt øje til enkeltstartsverdensmesteren Van Vleuten, der trods sin fremskredne alder og flere karrieretruende uheld, der i de seneste år har udviklet sig til at være feltets stærkeste bjergrytter:

– Hun er en utrolig god klatrer. I de sidste to år, har hun forbedret sig enorm. Efter min mening er hun uslålig, når stigningerne er længere end ti kilometer. Hun ved, hvordan man forbereder sig til et løb som Giro Rosa. Hun bruger meget tid i højderne. Når hun ved, hvad hun vil, kan hun levere. Hende angreb er brutale. Hun angriber, når alle allerede er over grænsen, og derefter fortsætter hun i et hårdt og konstant tempo. I min bog er hun kvinden, der kommer til at vinde Giro Rosa. Der vil måske endda være stor afstand mellem hende og nummer to.

Niewiadoma forventer, at der bliver hård kamp om den sidste plads på podiet, hvor hun bland andet regner med at få konkurrence fra Uttrup Ludwig:

– Der er mange kvinder, der potentielt kan blive nummer tre i Giro Rosa: Ashleigh Moolman Pasio, Katie Hall, Amanda Spratt, Elisa Longo Borghini and mig selv. Vi har også unge ryttere som Clara Koppenburg og Cecilie Uttrup Ludwig, der også er gode klatrere, men jeg tror, at Annemiek og Anna vil være udenfor vores radar, slutter Niewidoma.

Giro Rosa skal afgøres over ti etaper, der både byder på et indledende holdløb, en benhård enkeltstart og tre bjergafslutninger til henholdsvis Piedicavallo, Passo Gavia og Montasio.

Sidste års Giro blev vundet suverænt af Annemiek Van Vleuten, der sluttede over fire minutter foran løbets nummer to, Ashleigh Moolman, og yderligere to minutter foran holdkammeraten Amanda Spratt.

Velkørende Uttup på podiet i Frankrig

Posted on: juni 5th, 2019 by Breum

Efter et par års fravær på løbskalender, vendte Tour de Bretagne Féminin onsdag tilbage, og det dansk registrerede Bigla Team var klar på startstregen, hvor Cecilie Uttrup Ludwig skulle følge op på lørdagens sejr i Grand Prix de Plumelec-Morbihan.

Løbets første etape var kuperet og skulle afgøres med frem omgange af rundstrækning i Goven, og Bigla var med helt fremme gennem hele etapen, hvor Sophie Wright sikrede sig nok bjergpoint til at iklæde sig løbets bjergtrøje.

[REL1]

På den sidste omgang blæste Uttrup til angreb, men den talentfulde dansker måtte se sig hentet igen, og etapen skulle derfor afgøres i en spurt. 

Her viste Kirsten Wild (WNT-Rotor) sig ikke overraskende som den hurtigste rytter, og den hollandske supersprinter sikrede sig sæsonens femte sejr. 20-årige Anna Henderson (Storbritannien) kom i mål på andenpladsen, mens Uttrup sikrede sig endnu et topresultat til samlingen, da hun spurtede sig til en tredjeplads.

Danskeren indtager derfor tredjepladsen i klassementet, hvor hun ligger i samme tid som Wild og Henderson. 

– Holdet gjorde et fantastisk arbejde. Mine holdkammerater førte i front i lang tid og støttede mig så godt. I afslutningen bragte de mig frem til en god position til spurten. Sophie Wright fører også bjergkonkurrencen, og det kan vi være stolte over. Jeg er i god form og ser frem til morgendagens etape. Det bliver ikke nemt, men vores unge hold er stærkt, siger Uttrup til holdets hjemmeside.

I morgen venter der en kuperet etape, hvor Uttrup måske kan kravle længere op i klassementet, mens hun også kan gøre sig gældende, når der fredag skal køres enkeltstart.

Tour de Bretagne Féminin afsluttes søndag.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=219592&k=dBj73GeK12BE&p=ca99aa3e34" frameborder="0" width="640" height="442"></iframe>

 

Uttrup sejrer i fransk endagsløb

Posted on: juni 1st, 2019 by Breum

Cecilie Uttrup Ludwig havde en fantastisk forårssæson med podieplaceringer i Flandern Rundt og Trofeo Alfredo Binda, samt top-ti placeringer i samtlige ardennerklassikere og Strade Bianche, og det danske stortalent fortsatte lørdag sit fremragende 2019.

I går fik danskeren comeback efter en velfortjent løbspause, og hun har ikke skullet bruge lang tid på at genfinde topformen.

I sit blot andet løb efter en længere løbspause, kørte Uttrup først over stregen i det franske endagsløb Grand Prix de Plumelec-Morbihan, hvor hun slog den stærke Movistar-duo, Sheyla Gutierrez og Mavi Garcia.

Dagens sejr var Biglas tredje sejr i træk i det franske endagsløb, der i de seneste to sæsoner er blevet vundet af sydafrikanske Ashleigh Moolman-Pasio, der forud for denne sæson skiftede til CCC-Liv.

Sejren var samtidig Uttrup Ludwigs første sejr i denne sæson og den første siden hendes sejr ved sidste års DM i enkeltstart.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=219534&k=pwgZJZCXnP6K&p=fd95dd83b4" frameborder="0" width="640" height="450"></iframe>

Danske hold udtaget til La Course

Posted on: maj 30th, 2019 by gregersenmartin88@gmail.com

Både Virtu Cycling Women og Bigla er at finde på listen over hold som ASO har udtaget til dette års udgave af La Course by Le Tour de France. Dermed bliver der højst sandsynlig igen dansk deltagelse i endagsløbet, der i år finder sted den 19. juli på en kuperet rundstrækning i tourens mest besøgte by, Pau.

Samme dag køres 13. etapes enkeltstart i mændenes Tour de France, og det er på netop denne rute, der blandt andet indeholder en klatretur over Côte d’Esquillot, at kvinderne skal køre de fem omgange (121 km. i alt).

Sidste år kørte Cecilie Uttrup Ludwig (Cervélo-Bigla Pro Cycling) et flot løb, der gav hende en sejr i bjergkonkurrencen, titlen som den mest angrebsivrige rytter og en fjerdeplads, 1:58 efter den forsvarende mester, hollænderen Annemiek van Vleuten (Mitchelton-Scott).

15 hold er automatisk udtaget til løbet. Udover Virtu Cycling og Bigla drejer det sig om Boels Dolmans, Canyon-SRAM, Ale Cipollini, CCC-Liv, FDJ-Nouvelle-Aquitaine Futuroscope, Movistar, Park Hotel Valkenburg, Sunweb, Tibco-SVB, Mitchelton-Scott, Trek-Segafredo, Valcar Cylance og WNT-Rotor.

Derudover har ASO valgt at give wildcards til fem hold: Astana, BTC City Ljubljana, Cogeas Mettler Look, Lotto Soudal Ladies and Rally UHC Cycling.

La Course blev etableret i 2014. De første udgaver fandt sted på Champs-Élysées på sidste dagen af Tour de France. I 2017 prøvede man at udvide løbet til 2 dage, men allerede året efter vendte man tilbage til endagsformatet.

Leth vinder første internationale UCI-sejr

Posted on: maj 26th, 2019 by Breum

Julie Leth har i de seneste sæsoner udmærket sig som en fremragende hjælperytter på hold som Hitec, Wiggle-High5 og i år Bigla Pro Cycling, men den stærke dansker har både på landevejen og banen vist, at hun også kan skabe resultater på egen hånd. 

Søndag stillede den tidligere danske mester op i det schweiziske endagsløb SwissEver GP Cham-Hagendorn, hvor rytterne skulle køre tolv omgange af en tekniske krævende rundstrækning på 9,3 kilometer.

Angrebene fløj i højre og venstre, og det lykkedes Leth og holdkammeraterne Elizabeth Banks og Mikayla Harvey at ramme den gruppe, der skulle køre om sejren. 

Løbet skulle afgøres i en spurt, hvor Bigla-danskeren viste sig som den stærkeste foran holdkammeraten Banks. Tredjepladsen gik til østrigske Kathrin Schweinberger (Health Mate-Cyclelive). I gruppen sad også hurtige folk som Elisa Balsamo og Maria Confalonieri (begge Valcar-Cylance), der måtte tage til takke med henholdsvis 6.- og 7. pladsen.

Leth hyldede efterfølgende holdets store indsats:

– Mine holdkammerater kørte fantastisk hele dagen for at sikre, at vi havde ryttere med i de vigtige angreb. Det var meget hektisk, men i sidste ende lykkedes det mig at komme op til en frontgruppen, og så gjorde vi klar til spurten. Jeg ville sikre mig, at jeg ville få et godt resultat, hvis de skulle afgøres i en spurt, for mine holdkammrater arbejdede så hårdt i dag. Jeg er også glad for, at Lizzy Banks blev nummer to. Det var virkelig en holdpræstation i dag, siger Leth til holdets hjemmeside.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=219521&k=R4ciqSb8L1a2&p=df3056fb9f" frameborder="0" width="640" height="442"></iframe>

Leth i top-ti, da belgier sejrede i semi-klassiker

Posted on: april 17th, 2019 by Breum

Med sine brostenssektioner og korte, stejle stigninger er Brabantse Pijl den perfekte overgang fra Flanderns brostensklassikere til de kuperede Ardennerklassikere. Onsdag stillede Julie Leth (Bigla), Pernille Mathiesen (Sunweb) og flere store navne til start i den belgiske semiklassiker, hvor førstnævnte var med helt fremme i finalen.'

Bigla og Team Sunweb satte et hårdt tempo på Brabantsebaan-pavéen, hvor et par ryttere styrtede, men det var først på dagens første stigning, Sollenberg, at der for alvor blev skabt udskilning.

Liane Lippert (Sunweb) forcerede kraftigt, men den tyske mesters angreb var nær blevet neutraliseret af en motorcykel, der svingede kraftigt for at undgå en parkeret varebil og nær havde kørt tyskeren ind i en stenmur på den anden side af vejen.

[REL1]

Angrebet fik – motorcyklen til trods – skabt udskilning, og en gruppe på knap tyve ryttere fik revet sig løs fra feltet. Team Sunweb havde fire ryttere med i front, og de sendte Leah Kirchmann afsted alene. Canadierens angreb blev dog neutraliseret.

Sunweb forsøgte sig med flere angreb, og det lykkedes endnu engang Kirchmann at slippe væk på Bruineput, hvor hun fik selskab af Sofie De Vuyst (Parkhotel Valkenburg), Pauliena Rooijakkers (CCC-Liv) og Marta Cavalli (Valcar-Cylance).

Udbruddet havde tretten sekunders forspring, da de kørte over brostenene på Schavoliestraat, men ort efter kørte otte ryttere væk fra feltet og fik selskab med frontgruppen. Sunweb havde nu tre ryttere i front, mens også Julie Leth havde ramt frontgruppen, hvis forspring var vokset til halvandet minut, da de tog hul på de afsluttende omgange.

CCC-Liv havde to ryttere i frontgruppen, men da Marianne Vos angreb fra feltet, lod Pauliena Rooijakkers sig falde tilbage for at hjælpe den tredobbelte verdensmester, der var godt og vel tredive sekunder efter frontgruppen.

Vos fik dog aldrig lukket hullet, og vinderen skulle findes blandt de tilbageværende elleve ryttere i frontgruppen.

[REL3]

Leth forcerede henover brostenene med knap otte kilometer til mål, men selvom danskerens hårde tempo satte flere ryttere i problemer, skabte det ikke for alvor udskilning i frontgruppen. Danskerens forcering blev dog fulgt op af Sofie de Vuyst (Parkhotel Valkenburg), der satte et hårdt angreb ind, da vejen begyndte at stige.

Den stærke belgier trak det hollandske klassikertalent Floortje Mackaij med sig, men forfølgerne neutraliserede deres angreb. Frontgruppen var nu reduceret til omkring otte ryttere, heriblandt Leth og Sunweb-trioen Mackaij, Leah Kirchmann og Coryn Rivera.

Mackaij og Kirchmann satte tempo for deres lynhurtige holdkammerat, der lurede bagest i gruppen på hjul af Leth. Med godt og vel en kilometer til mål angreb xxx, og selvom italienen ikke kom afgørende væk, kostede det Kirchmanns fortsatte deltagelse i frontgruppen, der også kortvarigt knækkede over i to. 

Den belgiske semiklassiker skulle derfor afgøres i en spurt på det let stigende opløb. Mackaij satte et voldsomt tempo ind mod opløbet. Rivera startede sin spurt fra bagerst i gruppen, men amerikaneren kom først gennem det sidste sving

Den amerikanske mester – der tidligere har vundet Flandern Rundt – havde dog startet spurten for tidligt, og De Vuyst sad klar på hendes hjul. Belgieren kørte uden de store problemer forbi den falmende Rivera, og selvom den italienske mester Marta Cavalli kom stærkt på de sidste meter, var der ikke nogen, der kunne slå De Vuyst.

Den 32-årige belgier tog karrierens største sejr og henviste Cavalli til andenpladsen, mens Rivera tog den sidste plads på podiet. Leth kørte et flot løb og kom i mål på en sjetteplads.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=228418&k=3I1rfdkxTN7l&p=39e7350928" frameborder="0" width="640" height="442"></iframe>

Stærk kørende Uttrup styrtede i sæsondebut

Posted on: februar 22nd, 2019 by Breum

Det spanske etapeløb, Setmana Ciclista Valenciana, der traditionelt set skyder den europæiske cykelsæson i gang for de professionelle kvinder, blev i går skudt i gang med en kuperet etape fra Borriol til Vila-Real, hvor både Cecilie Uttrup Ludwig (Bigla), Pernille Mathiesen (Sunweb) og Trine Holmsgaard (Experza-Footlogix).

Edrwe ti kilometer fik en enlig lykkeridder, Diana Penuela (Alé-Cippolini) revet sig fri af feltet, og hun fik opbygget et forspring på over tre minutter. Feltet skruede dog op for farten, og med 50 kilometer til mål, blev colombianeren hentet ind igen.

[REL1]

Et samlet felt kørte ind på dagens stigning, hvor flere ryttere spillede ud. En stærk seksmandsgruppe bestående af Karol-Ann Canuel (Boels-Dolmans), Margarita Garcia (Movistar), Ruth Winder (Trek-Segafredo) samt Uttrup og Leah Thomas (begge fra Bigla) kom væk fra resterne af feltet.

Den stærke frontgruppe havde et knebent forspring, da de kørte ind på de sidste tyve kilometer, men gruppen holdt kæden stram og var stadig i front, da de kørte ind på den næste stigning. Her måtte Thomas slippe fronten, og på den efterfølgende nedkørsel røg Uttrup også ud af frontgruppen på grund af et styrt.

Feltet jagtede vildt og voldsomt ind mod målstregen, men den nu reducerede frontgruppe holdt dem bag sig. Winder fik slået hul til konkurrenterne i det sidste sving og fortsatte alene til mål, hvor hun tog sejren foran Paladin og Canuel.

[REL3]

Selvom hun ramte den gruppe, der kørte hele vejen til stregen, mistede Uttrup med sit styrt muligheden for en sejr i sæsonens første løb, men danskeren lægger skuffelsen bag sig og ser frem mod de kommende etaper:

– Jeg synes, at etapen viste, at holdet er stærkt. Vi havde en god taktik, som vi eksekverede, men vi var uheldige i afslutningen. Vi var ret stærke på stigningerne, men jeg styrtede på den sidste nedkørsel. Sådan er cykelløb, og der er nogle ting, man bare ikke kan kontrollere. Vi ser frem til de næste dage, siger hun til holdets hjemmeside.

Der resterer tre etaper af Setmana Ciclista Valenciana, som Cecilie Uttrup Ludwig vandt i 2017.

Bigla Team præsenterer ny trikot

Posted on: januar 7th, 2019 by alexanderbeguin

Hvis man har været vant til følge holdet med de blå-hvide farver de sidste par sæsonen, skal man være opmærksomhed på, at holdet kommer til at tage sig anderledes ud i den kommende tid. Holdet med Cecilie Uttrup Ludwig sm en af stjernerne har fået et komplet skifte i udseende hvad angår trøjer. 

Endura har leveret et nyt design, som visualiserer holdets nye identitet, der ligeledes inkorporerer holdets nye New Zealandske cykelpartner, CHAPTER2. 

– Designet for Bigla-trikoten for 2019 afspejler det faktum, at vi starter på en frisk og ikke har haft nogen begrænsninger. Ingen af sponsorerne har krævet en bestemt plads, som det normalt forventes, så i det henseeende, er det en visuel repræsentation for det bedste mulige, hvilket er af holdets vigtigste værdier, forklarer brand-direktøren fra Endura, Pamela Barclay. 

Dansk europamester har fundet nyt hold

Posted on: december 22nd, 2018 by Breum

Der er lagt op til et generationsskifte på det danskregistrerede Wordtour-hold Cervélo-Bigla, der frem mod 2019-sæsonen har måttet vinke farvel til de mangeårige profiler Ashleigh Moolman og Lotta Lepistö.

I stedet bliver det den danske duo, Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Jørgensen, der skal tage staffeten op og sikre store resultater til holdet, der fra den kommende sæson vil gå under navnet Bigla Team.

Holdet har sagt farvel til flere erfarne ryttere, mens flere unge, talentfulde ryttere – som eksempelvis U23-europamesteren Nikola Noskova – er kommet til, og holdet har derfor været på udkig efter en mere erfaren rytter, der kan guide de unge ryttere til succes. En rolle, der skal udfyldes af endnu en dansker.

Selvom hun blot er 26 år, har danske Julie Leth adskillige sæsoner i det professionelle felt bag sig for holdene Hitec Products og senest Wiggle-High5, der lukker efter denne sæson. Den stærke dansker slutter sig i 2019 til danskerkolonien på Bigla Team, og hun ser frem til at hjælpe sine kommende holdkammerater og jagte personlig succes undervejs:

– Jeg ser virkelig frem til at slutte mig til Bigla. Det er et hold, der er altid er klar, villige og i stand til at støtte deres ryttere og hjælpe dem med at opfylde deres mål. Jeg er overbevist om, at holdet vil hjælpe mig med at opnå mine ambitioner ikke bare på landevejen, men også på banen, siger Leth.

Den 26-årige dansker har haft et forrygende år på banen, hvor hun er blevet europamester i parløb med Amalie Dideriksen og hentet adskillige Worldcup-medaljer i samme disciplin, og den store succes har givet Leth blod på tanden.

Udover at bruge sin erfaring til at hjælpe sine holdkammerater til sejr, håber danskeren også på køre sin egen chance i ny og næ:

– Jeg har erfaring som vejkaptajn, og jeg håber på at bringe denne styrke til holdet. Som hjælperytter har jeg tidligere været medvirkende til at muliggøre en del sejre, men min nylige succes på banen har også motiveret mig til at sigte efter at opnå endnu mere på landevejen. Jeg er ivrig efter at påtage mig flere kaptajnroller, når mulighederne opstår, og føre holdet til mere succes i næste sæson.

Holdmanager Thomas Campana har holdt nøje øje med danskeren og har længe ønsket at få hende til holdet. Tyskeren glæder sig derfor meget over, at dette er lykkedes, og han tror på, at Leth kan nå nye højder i den kommende sæson:

– Vi har været interesserede i at hente Julie i en del tid, så vi er meget tilfredse med at have hende på holdet til næste år. Hun er nuværende europamester i parløb og vil også køre på banen i næste sæson. Julie er klar til det næste niveau, og og jeg tror på, at hun stadig ønsker at udvikle sig. Jeg er overbevist om, at hun vil være i stand til at opnå solide resultater for holdet, og jeg ser frem til at arbejde sammen med hende og støtte hendes udvikling som rytter, siger Campana.

Danskerholds manager beskyldes for magtmisbrug

Posted on: november 24th, 2018 by Breum

I 2015 sluttede Thomas Campana sig til det daværende Bigla Pro Cycling som holdmanager, og siden har han stået i spidsen for det nu dansk-registrerede hold. Tyskeren er nu kommet i modvind efter at fire tidligere ryttere i en artikel i den hollandske avis, de Volkskrant, beskylderCampana for at chikanere holdets ryttere i netop 2015-sæsonen.

Iris Slappendel, Carmen Small, Vera Koedooder og Doris Schweizer beskriver en anspændt stemning på holdet i Campanas første sæson som manager, hvor flere ryttere var decideret bange for tyskerens vredesudbrud. 

[REL1]

Slappendel beretter blandt andet om en træningslejr forud for 2015-sæsonen, hvor den tyske manager forbød to unge ryttere at indtage kulhydrat, da Campana mente, at de var for tykke. Holdmanageren skulle angiveligt have dikteret, at de to 19-årige ryttere ikke måtte indtage andet end vand, når de trænede. 

– Efter tre dage, var den ene syg, og hun kunne ikke køre mere på resten af træningslejren. Hun var, ifølge ham [Campana], bare svag, fortæller Slappendel.

Hollænderen, der nu leder rytterorganisationen 'The Cyclist's Alliance' fortæller også, at Campana forbød dem at indtage brød, men at hun nægtede at adlyde, da hun íkke følte "at min karriere afhang af Thomas Campana", men hun understreger, at "det forholdt sig anderledes" for andre ryttere, og at tilstanden på holdet kun blev værre året efter, hvor hun dog havde forladt holdet.

Hollænderen fortæller også, at hun i løbet af sin ene sæson på holdet oplevede at blive truet med fyring, at Campana udstedte bøder til hende, og at han nægtede at udbetale præmiepenge til hende.

[REL2]

Schweizer, der har kørt for Bjarne Riis' VIRTU Cycling, fortæller om en episode under 2015-udgaven af Giro Rosa, hvor hun styrtede slemt og pådrog sig en hjernerystelse. Schweizeren oplevede både svimmelhed og synsforstyrrelser, men Campana mente "at det var på grund af varmen" og tvang hende til at køre den efterfølgende etape. Schweizer fortæller også, at der skulle et opkald fra holdlægen til, for at hun fik lov til at udgå af løbet, og at hun to år efter stadig kæmpede med efterveerne efter hjernerystelsen.

Small har ligeledes oplevet, at Campana havde aldeles svært ved at tage rytternes helbredsproblemer alvorligt. Hun skulle blandt andet skulle diskutere længe med tyskeren for at få lov til at tage på hospitalet, da hun oplevede uregelmæssig hjertebanken.

Stjerner bekræfter beskyldningerne

[IMG2]

Cyclingnews har taget kontakt til nogle af holdets tidligere ryttere, der bekræfter beskyldningerne mod Campana.

Annemiek Van Vleuten, der i år vandt Giro Rosa, La Course og VM i enkeltstart, slår fast, at "alt i artiklen er hundrede procent sandt".

Ashleigh Moolman  har været holdets store profil i de seneste sæsoner, men forlader holdet efter denne sæson til fordel for det nye CCC-hold. Sydafrikaneren bekræfter, at der i løbet af hendes tid på holdet har været flere konflikter mellem ledelse og ryttere, og at hun har følt, at hun var nødt mægle mellem parterne.

[REL4]

– Jeg føler, at jeg spillede en stabiliserende rolle på holdet, og jeg har ofte været den, der har løst problemer mellem Thomas og rytterne, siger Moolman til Cyclingnews.

Sydafrikaneren understreger dog, at hun har nydt sin tid på holdet, og at hun ikke har til sinde at udskamme sin tidligere chef:

– Jeg er taknemmelig over den udvikling, jeg har oplevet på holdet, og jeg kan ærligt talt sige, at jeg har lært meget og er blevet en stærkere person i løbet af mine år på holdet. Jeg ser frem til at blive en del af mit nye hold, og jeg ønsker ikke at være en del af denne eskapade for at udskamme Thomas, siger hun til Cyclingnews.

Campana benægter anklagerne

de Volkskrant har talt med Campana, der benægter alle beskyldninger. Tyskeren understreger, at han har fulgt alle sundhedsfaglige procedure, og han forklarer blandt andet, at Schwezer – ifølge ham – skjulte sin hjernerystelse, fordi hun ikke havde lyst til at udgå af løbet, og at han sendte Small på hospitalet, første gang hun klagede over sine hjerteproblemer.

Campana understreger, at han lægger stort vægt på, at rytterne skal have et miljø, hvor de har det godt:

– Hvis du har det godt mentalt, kan du opnå succes. Det er vores program baseret på, siger Campana.

[REL5]

Cyclingnews har ligeledes talt med den tyske holdmanager, der fortæller, at de fire ryttere ikke har fortalt den fulde historie. Tyskeren fortæller, at der er flere fortrolige dokumenter, der kan forklare hans side af historien:

– Det, der er blevet skrevet, er bestemt ikke vores syn på sagen. Man er nødt til at gennemgå mange fortrolige dokumenter for at forstå historien. Det er vigtigt at se på papirarbejdet for at forstå helheden og vores side af historien. Det påvirker ikke kun mig, men hele holdet, siger Campana til Cyclingnews.

I denne sæson har tre danskere, Cecilie Uttrup Ludwig, Emma Norsgaard Jørgensen og Marie Vilmann, været på kontrakt på Cervélo-Bigla, hvoraf de to førstnævnte har forlænget med holdet, hvor de er udset til at spille en afgørende rolle. Cervélo-Bigla har til gengæld vinket farvel til store profiler som Ashleigh Moolman og Lotta Lepistö, men har til gengæld hentet flere store talenter, heriblandt U23-europamesteren Nikola Nosková.

Uttrup og Norsgaard mister hovedsponsor: Kører på nye cykler i 2019

Posted on: november 10th, 2018 by Breum

Siden 2015 har topholdet Cervélo-Bigla kørt på cykler fra den canadiske cykelproducent Cervélo, der også har været primær navnesponsor for holdet i de seneste tre sæsoner. I næste sæson skal cykelproducenten dog levere cykler til det tysk/ hollandske Team Sunweb, og derfor forlader de det danskregistrerede hold, der fremover vil køre under navnet Bigla Team. 

Derfor har holdet været på jagt efter en ny cykelleverandør, og det er nu lykkedes, da man har indgået en aftale med New Zealandske CHAPTER2, der lancerede deres første cykel, TERE, sidste år. Cyklen, der har en vendbar sadelpind, integreret forgaffel-krone, en skjult sadelklampe og direct-mount bremser, vandt tidligere i år Gold Pin-prisen ved DINZ Best Awards. Derudover har CHAPTER2 også en aero-ramme, RERE, og en letvægts-ramme, HURU.

[REL3]

CHAPTER2 er stiftet af Michael Pryde, der fra 2008 til 2015 stod i spidsen for udviklingen af cykelmærket, Neilpryde, og han ser frem til samarbejdet med Bigla Team, der deler hans værdigrundlag og jagt på innovation:

– Ved at komme om bord hos Bigla Team, kommer vi til at samarbejde med folk, der deler vores værdier, som lever og ånder for cykling og gerne vil fortælle historien om cykelsporten  udover det sædvanlige. Bigla giver os en mulighed for at se et kvindehold udvikle sig, udfordre forventningerne og bryde sterotyper ved at 'udforske den mindst rejste vej', siger Pryde i en pressemeddelelse. 

Holdmanager, Thomas Campagna glæder sig over det nye samarbejde, og ser frem til at samarbejde med en cykelproducent, der – ligesom holdet og dets ryttere – ikke er bange for at tage nye veje og sigter efter at inspirere omverdenen:

– Vi glæder os til at samarbejde med CHAPTER2 på dette stadie af deres rejse. De er et spændende 'start-up', der rykker grænserne for design og ændrer den måde, tingene er blevet gjort på. Deres brand handler om at inspirere folk til at cykle, udforske omverdenen og ikke at være bange for at tage nye veje. Når man ser på de ryttere, vi har på holdet næste år, har flere af dem forladt den traditionelle vej for at udforske deres passion for cykling, hvilket har udmyntet sig i professionelle kontrakter.  Deres mod er blevet belønnet. 2019 bliver en spændende rejse med partnere som CHAPTER2, siger Campagna.

[REL2]

Holdets anden hovedsponsor, Bigla, der leverer løsninger til integration af udstyr til kontorer og hospitaler, har prydet holdets trikot siden 2005, og holdet kunne tidligere på måneden offentliggøre, at schweizerne fortsætter som navnesponsor i den kommende sæson.

Bigla Team har indtil videre ti, hovedsagligt unge, ryttere på kontrakt for 2019, heriblandt de danske stortalenter Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard, der køres i stilling til en større rolle i 2019, efter at holdet har vinket farvel til store profiler som Ashleigh Moolman og Lotta Lepistö. 

Holdet har også haft Marie Vilmann på kontrakt i de seneste to sæsoner, men det vides endnu ikke, hvor den skadesplagede klatrer fortsætter karrieren.

Udover Uttrup og Norsgaard tæller Biglas 2019-trup spændende talenter som U23-europamesteren Nikola Nosková, den oceanske U23-mester i linjeløb og enkeltstart Mikayla Harvey og britiske Sophie Wright, den amerikanske etapeløbsspecialist Leah Thomas, samt Maria Sperotto, Martina Alzini, Elisabeth Bank og Elise Chabbey.

Danske kvinder imponerer i italienske endagsløb

Posted on: oktober 7th, 2018 by Breum

 

Det blev ikke det VM, Cecilie Uttrup Ludwig havde håbet på, men danskeren viste i går, at formen ikke fejlede noget, da hun kørte sig på podiet i Giro dell'Emilia.

Det knap hundrede kilometer lange, italienske endagsløb blev indledt med en langt og fladt indløb frem mod den korte afsluttende stigning til San Luca. Den flade start betød dog ikke, at der blev holdt igen i feltet, hvor et utal af ryttere forsøgte at slippe væk, men der var samling på feltet, da løbet skulle afgøres på den afsluttende stigning.

[REL3]

Her forsøgte Uttrup sig med flere angreb, men hun blev gang på gang hentet ind igen. Litauiske Rasa Leleivytė (Aromitalia Vaiano) var hurtigst til toppen, efter at have sat Uttrup på den sidste kilometer. Da danskeren blev sat, slap hun trådet og blev akkurat passeret af Arlenis Sierra (Astana) på målstregen, og danskeren endte derfor på tredjepladsen.

Danskeren ærgrede sig efterfølgende over, at hun ikke var mere koldblodig, da løbet skulle afgøres:

– Vi fik besked på at vente og vente, men da den anden stejle del af stigningen var ovre, så forsøgte jeg og fik også et forspring, og jeg kiggede mig ikke tilbage, bare fuld gas til mål. Det var en hård sidste kilometer. Jeg kørte alt for tidligt. Jeg skulle have ventet, fordi jeg følte mig virkelig stærk på stigningen og jeg kunne ikke styre begejstringen. Jeg skulle have haft is i maven og været mere kølig, siger hun i en pressemeddelelse fra holdet.

Uttrup Ludwig var ikke sen til at takke sine holdkammerater, hvor særligt landsmanden Emma Norsgaard spillede en afgørende rolle::

– Pigerne var så gode. Særligt Nicole [Hanselmann red.] og Emma [Norsgaard]. Der var masser af angreb, men de dækkede alle udbrudsforsøgene. De var som en hær. Det var fantastsisk, fordi Sophie [Wright], Clara [Koppenburg] og jeg kunne spare os til stigningen. Clara og jeg røg ned i et styrt og kom tilbage, hvor Emma kørte leadout for mig frem til stigningen, sluttede danskeren.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=218315&k=xSS1jUW19QLE&p=3607d7aa9f" frameborder="0" width="640" height="392"></iframe>

Norsgaard milimeter fra podiet i spurtopgør

[IMG2]

I dag var det en anden af holdets danskere, Emma Norsgaard Jørgensen, der skulle hjemkøre et godt resultat til holdet, og det danske stortalent skuffede ikke, da hun spurtede sig til en flot fjerdeplads i Grand Prix Bruno Beghelli, der blev vundet af det italienske stortalent Elisa Balsamo (Valcar PBM) foran europamesteren Marta Bastianelli (Alé Cipollini) og et andet stortalent, Lorena Wiebes (Parkhotel Valkenburg).

Danskeren var få milimeter fra at komme på podiet, men hun måtte altså tage til takke med fjerdepladsen. Selvom s tortalentet ærgrede sig over, at marginalerne ikke faldt ud til hendes fordel, så glædede hun sig alligevel over det flotte resultat og den udvikling, hun er inde i:

– Det er altid surt at blive nummer fire og ikke komme på podiet, især fordi det var virkelig tæt mellem mig og den rytter, der blev nummer tre. Men sådan er cykelløb. Jeg føler, at jeg bliver bedre og bedre for hver dag, så det er virkelig godt. Jeg rykker mig helt sikkert fremad, siger hun i en pressemeddelese fra holdet.

[REL1]

Cervélo-Bigla havde blot fire ryttere til start, og holdet kom på hårdt arbejde for at sikre, at der ikke slap et farligt udbrud afsted:

– Det var en god dag for holdet. Vi arbejde godt sammen, selvom vi kun var fire ryttere til start. Vi arbejdede hårdt for at holde feltet samlet og være repræsenteret i alle grupper. Det var en fantastisk holdindsats. I går var det min opgave at dække angrebene, så det var rart, så det var rart at pigerne betalte tilbage i dag. Den sidste gang opad stigningen kørte alle for en spurt, og Cille [Cecilie Uttrup] og Sophie kørte et super leadout i spurten, slutter den stærke dansker.

Til næste sæson kan både Uttrup og Norsgaard se frem til at få mere ansvar på Cervélo-Bigla, der mister flere af deres største profiler, da Lotta Lepistö skifter til det nye Trek-Segafredo Women, mens Ashleigh Moolman drager til CCCs nye kvindehold, der i år har kørt under navnet WaowDeals og blandt andet har Marianne Vos på kontrakt.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=182062&k=xSS1jUW19QLE&p=a9d17c6399" frameborder="0" width="640" height="392"></iframe>

Cecilie Uttrup med fremme på Giro Rosas første bjergetape

Posted on: juli 11th, 2018 by Breum

Giro Rosa gik i dag ind i løbets anden halvdel, og efter en start, der har budt på sprinteropgør og en udbrudssejr, skiftede løbet karakter på sjette etape, hvor løbets første bjergafslutning ventede. 

Emma Norsgaard Jørgensen (Cervélo-Bigla) styrtede på fjerde etape og måtte derfor udgå af Giro'en før gårsdagens etape, og derfor var Louise Norman Hansen (VIRTU) og Cecilie Uttrup Ludwig (Cervélo-Bigla) de eneste danskere til start på dagens etape, der meget vel kunne byde på et topresultat til sidstnævnte, der før dagens etape lå på en samlet ottendeplads, 1'50 efter gårsdagens udbrudsdronning Ruth Winder (Sunweb) og tyve sekunder bag løbets forhåndsfavorit Annemiek van Vleuten (Mitchelton-Scott).

[REL1]

Den 114 kilometer lange etape blev skudt i gang i fladt terræn, og her forsøgte flere ryttere at rive sig løs af feltet, der dog ikke var i gavehumør og neutraliserede de første angrebsforsøg. Den første del af etapen var præget af hektik og stress, og det kostede flere ryttere en tur i asfalten.

[IMG2]
Ruth Winder startede dagen i den lyserøde førertrøje.

Favoritternes hold sørgede for at holde tempoet højt, og der blev dermed holdt samling på feltet frem mod dagens afsluttende stigning.

Med med femten kilometer til mål var det et samlet felt, der tog hul på kategori-2 stigningen Gerola Alta, hvor slaget om etapesejren skulle stå. Allerede fra start blev feltet strukket ud, da Movistar satte et højt tempo.

Med otte kilometer til mål blev Winder sat fra favoritgruppen, hvor Uttrup Ludwig sad helt fremme ved sin kaptajn, Ashleigh Moolman. Sunweb-rytteren virkede dog til at køre sit eget tempo, og på de efterfølgende kilometer begrænsede hun sit tidstab flot.

Favoritterne begyndte at røre på sig, og med fire kilometer til mål satte Amanda Spratt (Mitchelton-Scott) sit angreb ind. Bag hende jagtede Katarzyna Niewiadoma (Canyon//SRAM), Margarita Garcia (Movistar) og Moolman, mens Van Vleuten sad på hjul.

Flere sluttede sig dog til forfølgergruppen mod toppen af stigningen, men Spratt fortsatte ufortrødent alene i front. Australieren, der i denne sæson har hentet topresultater på samlebånd, var 18 sekunder foran forfølgerne, mens den næste forfølgergruppe, hvor Elisa Longo Borghini sad, var fyrre sekunder efter

Winder havde for alvor tabt tid, og indehaveren af Maglia Rosa var nu knap to minutter bagude, og førertrøjen så dermed ud til at være tabt for amerikaneren.

Spratt lod sig ikke hente og tog dermed sejren på Giro'ens første bjergetape. Det australske hold kunne tilmed fejre en flot dobbeltsejr, da Annemiek Van Vleuten blev nummer to, mens Moolman besatte det sidste trin på podiet.

[IMG3]
Spratt kunne iklæde sig førertrøjen efter et flot angreb.

Med sejren overtager Spratt den lyserøde førertrøje. Australieren har 30 sekunders forspring til Winder, mens Van Vleuten er yderligere tre sekunder efter.

Cecilie Uttrup kørte en flot etape og blev nummer ti, mens hun i klassementet avancerede til en samlet sjetteplads, 1'06 efter Spratt.

Giro Rosa fortsætter i morgen, hvor der venter en femten kilometer lang bjergenkeltstart. To dage senere venter løbets kongeetape, når feltet giver sig i kast med det frygtede Monte Zoncolan.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=181506&k=xO4Ty5B4eR91&p=59cb9c3356" frameborder="0" width="640" height="392"></iframe>

Danskerhold flot fra start, da verdensmestrene tog kneben holdløbssejr

Posted on: juli 6th, 2018 by Breum

Mens herrerne gjorde de sidste forberedelser til sæsonens store højdepunkt, tog kvinderne hul på Worldtourens længste løb, da årets Giro Rosa blev skudt i gang i smukke omgivelser, da et holdløb ved Lago di Maggiore skulle afgøre, hvem der kunne ikæde sig den første Maglia Rosa.

Det lille albanske Conceria Zabri-Fanini-hold var de første til at give sig i kast med de 15,5 flade kilometer i og omkring Verbania, men det var britiske Trek-Drops, der satte dagens første seriøse tid, da de gennemførte holdløbet i tiden 19'43.

Først Movistar og derefter FDJ Nouvelle-Aquitaine kørte marginalt hurtigere end briterne, men da de store hold kørte ud på ruten, kommer der helt andre boller på suppen.

WaowDeals forbedrede Treks tid med knap fyrre sekunder, før Canyon//SRAM kørte barberede yderligere ni sekunder af hollændernes tid. 

[REL1]

Cervélo-Bigla har udtaget Cecilie Uttrup Ludwig og Emma Norsgaard Jørgensen til Giro'en, og det danskregistrerede hold kunne, omend kortvarigt, indtage hot-seat, da de slog Canyons tid med fire sekunder.

Lidt over halvandet minut senere kom verdensmestrene fra Team Sunweb dog bragende i mål i en tid, der var 22 sekunder hurtigere end Cervélos, og den tid skulle vise sig svær at slå.

Mitchelton-Scott stillede med løbets forhåndsfavorit, verdensmesteren i enkeltstart Annemiek Van Vleuten, og det australske hold var tæt på at skubbene hollænderne ud af hot-seat, men måtte i sidste ende se sig slået med et enkelt sekund.

Boels-Dolmans var sidste hold på ruten, men vinderne af sidste års holdløb kunne ikke true verdensmestrene, og Ellen van Dijk (Sunweb) kan derfor iklæde sig førertrøjen på morgendagens etape, der formentlig ender i en massespurt.

Cervélo-Bigla endte på en fjerdeplads, og Uttrup og Ashleigh Moolman fik dermed en god start på løbet, mens Team VIRTU Women og løbets tredje dansker, Louise Norman Hansen, sluttede på en 14. plads, 1'32 efter Team Sunweb.

<iframe src="https://www.procyclingstats.com/widgets/result.php?id=181501&k=yIbqCCulNI6m&p=c538df8be9" frameborder="0" width="640" height="392"></iframe>

Uttrup efter flot 7. plads: Jeg havde benene til at køre på podiet

Posted on: marts 19th, 2018 by Breum

For et år siden kørte Cecilie Uttrup Ludwig sig for første gang på podiet i et Worldtour-løb, da hun spurtede sig til en tredjeplads i Trofeo Alfredo Binda bag Coryn Rivera og Arlens Sierra.

I går stillede den unge dansker endnu engang til start i det italienske endagsløb, hvor hun skulle forsøge at gentage sidste års podieplads. Mens Katarzyna Niewiadoma (Canyon//SRAM) kunne fejre sin første sejr for sit nye hold, skulle der spurtes om de resterende podiepladser i en lille forfølgergruppe.

[REL2]

Uttrup Ludwig kom først gennem det sidste – og afgørende sving – og åbnede spurten. Danskeren løb dog tør for kræfter på de sidste meter, og hun blev passeret af flere ryttere. Cervélo-kaptajnen krydsede dog stregen på en flot syvendeplads.

Danskeren ærgrede sig efterfølgende over, at hun fik startet spurten lidt for tidligt, da hun følte, at hun havde benene til et endnu bedre resultat. Hun tager dog fra Italien rigere på erfaring:

– Jeg ville gerne være i front i det sidste sving, så jeg gik igennem svinget først og åbnede spurten med 300 meter til mål. Det var meget tidligt, og de passerede mig på de sidste 50 meter. Jeg tror, at jeg havde benene til at kæmpe for et Worldtour-podie, men jeg var for ivrig i spurten og startede for tidligt. Vi er et hold, der analyserer alt og arbejder med udvikling, så den fejl begår jeg ikke igen, siger Uttrup Ludwig til holdets hjemmeside.

[REL1]

Det danskregistrerede hold var grundet sygdom kun til start med fire ryttere, og et godt samarbejde var derfor afgørende for at spare på kræfterne. Uttrup Ludwig havde efterfølgende store roser til sit hold, ligesom hun også hentede motivation fra Marie Vilmanns tilbagevenden til feltet efter en lang skadespause:

– Vi var fire ryttere og prøvede at hjælpe hinanden så godt som muligt. Pigerne var virkelig gode til at beskytte mig og holde mig fremme. Det var så godt at have Marie tilbage. Hun var flyvende. Det var godt at se hende tilbage i feltet og i starten af løbet, var hun altid i front. Det motiverede mig i afslutningen. Hun leverede en utrolig indsats i dag, siger danskeren.

Med gårsdagens syvendeplads avancerede danskeren til en delt 12. plads på Worldtouren, efter at hun tidligere på måneden kørte en 10. plads hjem i Strade Bianche. 

Du kan se højderpunkterne fra Trofeo Alfredo Binda her.

Dansk klatrer fik comeback efter lang skadespause: Har drømt om det i lang tid

Posted on: marts 19th, 2018 by Breum

Marie Vilmann kørte i sidste sæson sin første sæson for Cervélo-Bigla, hvor hun gav flere prøver sit talent. En samlet fjerdeplads i Setmana Ciclista Valenciana blev efterfulgt af offensiv kørsel i Gent-Wevelgem og Flèche Wallone, hvor det også blev til en flot 12. plads.

Siden da gik det dog nedad bakke for den talentfulde klatrer, der blev ramt af en infektion i akilleshæl og knæproblemer, der har holdt hende ude af konkurrence i over ti måneder. 

[REL1]

I går kunne Vilmann dog endelig sætte nummer på ryggen igen, da hun stillede til start i Worldtour-løbet Trofeo Alfredo Binda. Danskeren gennemførte løbet efter at have hjulpet holdkammeraten Cecilie Uttrup Ludwig til en syvendeplads, og for den 24-årige dansker var det en følelsesladet oplevelse at vende tilbage til feltet:

– Det var utroligt. Jeg var virkelig spændt og nervøs. Da Cille [Cecilie Uttrup Ludwig red.] og jeg sad på vores værelse og satte numre på, begyndte jeg at græde. Jeg har ventet på og drømt om dette øjeblik i så lang tid, så det var meget emotionelt for mig at stå på startstregen igen, siger Vilmann til holdets hjemmeside.

Efter mange måneder på sidelinjen var det naturligvis ikke helt ligetil at vende tilbage til cykelløb på højeste niveau. Vilmann ser dog lyst på tingene, og hun er klar til at kæmpe sig tilbage i topform, så hun igen kan være med helt fremme:

– Det var et hårdt comeback-løb, hvilket er forventeligt efter så mange måneder, men det er så godt at være sammen med holdet igen. Det var også rart, at rytterne i feltet sagde hej, og det føltes som om, jeg har været savnet. Jeg har meget arbejde foran mig, men jeg er positiv, og det er værd at kæmpe for, afslutter VIlmann.

Cecilie Uttrup slutter på fjerdepladsen i titelforsvar

Posted on: februar 25th, 2018 by Breum

Det spanske etapeløb Setmana Ciclista Valenciana skulle afgøres i dag med en 118 kilometer lang etape, hvor en kategori-2 stigning skulle passeres tre gange før afslutningen i Benidorm.

[REL1]

Marta Bastianelli startede etapen i gult, men hun havde kun et enkelt sekund ned til britiske Hannah Barnes, og den hårde etape lå bestemt ikke til den tidligere italienske verdensmester. Danske Cecilie Uttrup Ludwig lå på løbets femteplads inden etapen, og med holdkammeraten Ashleigh Moolman på løbets tredjeplads havde det danske Cervélo-Bigla flere kort at spille på etapen.

Bastianelli kom i store problemer på første passage af den hårde stigning, hvor ni ryttere fik distanceret konkurrenterne. I frontgruppen sad Uttrup Ludwig og Moolman (Cervélo-Bigla), Shara Gillow og Eugenie Duval (FDJ), Mavi Garcia og Alicia González (Movistar) samt Canyon//Sram-trioen Barnes, Kartarzyna Niewiadoma og Pauline Ferrand-Prevot, og de fik hurtigt lagt afstand til feltet.

Frontgruppen var stadig i front, da de kom frem til dagens første spurt, og her sikrede Barnes sig tre bonussekunder, og hun var dermed i førertrøjen, selv hvis Bastianelli kom tilbage. Den tidligere britiske mester tog sig også af dages anden spurt, og hun øgede dermed sit forspring yderligere. 

Niewiadoma og Ferrand-Prevot passede godt på Barnes på stigningen, og selvom flere hold forsøgte at sætte den hurtige brite, kunne de ikke ryste hende af sig. Løbet skulle dermed afgøres i en spurt i Benidorm.

[IMG2]
Barnes sikrede sig sejren med en halv cykellængde. Foto: Canyon//SRAM – VeloFocus.

Barnes sikrede sig den samlede sejr på flotteste vis, da hun sluttede løbet, som hun startede – med en sejr. Moolman tog etapens andenplads og avancerede til samme placering i klassementet, mens Alicia Gonzáles (Movistar) tog både etapens og klassementets tredjeplads. 

Cecilie Uttrup Ludwig tog 7. plads på etapen og avancerede en enkelt placering i klassementet. Hun slutter dermed på en samlet fjerdeplads i sit titelforsvar, og har vist god form før kvindernes Worldtour skydes i gang på lørdag, d. 3. marts, med den italienske klassiker Strade Bianche.

<iframe width="640"   src="https://www.procyclingstats.com/widgets/pcsrace.php?id=193084&ref=blue&key=3ac3945999e3033762472ab95ea712eacf2377b1" scrolling="YES" frameborder="0" height="356">

Cecilie Uttrup får belgisk holdkammerat

Posted on: oktober 7th, 2017 by nfriis

Cervelo Bigla oplyser ikke, hvor lang kontrakten med 30-årige Ann-Sophie Duyck løber.

– Jeg tror på, at holdet gør det muligt for rytterne at udnytte deres fulde potentiale. En vigtig faktor for mig var blandt andet, at jeg kommer til at gøre på en Cervelo. Holdet er rigtig godt kørende på udstyrsfronten, hvilket er utrolig vigtigt for ens enkeltstart. Team manager Thomas Campana er en ekspert i både landevejsløb og enkeltstart, og jeg ser det her som det næste store skridt i min karriere, udtaler Ann-Sophie Duyck i en pressemeddelelse.

Ann-Sophie Duyck skifter fra Drops Cycling, hvor hun i løbet af 2017-sæsonen hentede adskillige sejre. Udover det belgiske mesterskab i enkeltstart, vandt hun også enkeltstarten i Ljubljana-Domzale-Ljubljana ligesom hun tog en etapesejr i Setmana Ciclista Valenciana.

Bronzevinderen Uttrup: Vi kan være sindssygt stolte

Posted on: september 17th, 2017 by Breum

Cecilie Uttrup Ludwig har imponeret stort i sit første år på WorldTouren, og i dag viste hun endnu engang sit store talent frem, da hun var med til at sikre Cervélo-Bigla bronzemedaljen ved VM i holdløb. 

Den unge dansker glædede sig over, at hele holdet kunne fejre bronzemedaljen på podiet – også selvom det tyske hold drømte om at tage de sidste par trin op på podiets øverste trin:

– Det var mega fedt. Det er noget kæmpe, kæmpe stort at stå på podiet med ens holdkammerater. Selvfølgelig drømmer man stort, men vi kan være sindssygt stolte og glade for at slutte på podiet og få en bronzemedalje. Jeg synes egentligt, at vi havde et godt 'run' og vi havde et godt flow og kørte jævnt og hurtigt sammen. Det var sindsygt fedt at føle sin som en enhed. Vi kan være rigtig glade, sagde Uttrup, da Cykelmagasinet fangede hende efter løbet. 

Ruten omkring Bergen var en noget utraditionel holdløbsrute, og selvom holdløb er kendt for at være en modbydelig disciplin, så skilte dagens rute sig alligvel ud:

– Det var sindssygt hårdt. Et holdløb er en af de hårdeste discipliner, hvor man lider helt vildt hele vejen. Vi presser hinanden hinanden til det yderste hele tiden, så man hænger på med det yderste af neglene, beskriver Uttrup.

Mange af holdene havde problemer med at holde sig samlet på den hårde rute, hvilket var særligt tydeligt på den korte, men hårde, Birkelundsbakke. Som en af holdets klatrerstærke ryttere handlede det for Uttrrup om, hele tiden at huske på, at resten af holdet skulle med over stigningerne:

– Det er skægt med et holdløb, fordi det handler om finde en balance, så man hverken kører for hurtigt eller for langsomt. Det er hele teamet, der skal over stigningerne sammen. Man skal ikke kun tage svigene, nedkørslerne og stigningerne alene, for man skal hele tiden tænke på, at man har et hold bag sig. Det nytter ikke noget at lave store ryk, for man har et helt hold på hjul. Det er en spændende og smuk disciplin, griner Uttrup.

Guldvinderne fra Sunweb og sølvvinderne Boels-Domans havde begge seks ryttere på toppen af Birkelundsbakken, mens Cervélo-Bigla var nede på fire ryttere. Det var dog en bevidst strategi fra det tyske hold. Selvom der var steder, hvor holdet kunne forbedre sig, så er den unge dansker fra Herlev alligevel stolt over dagens resultat:

– Vi mistede desværre en rytter ret tidligt. Det er summen af alle tingene, der gør, at vi ikke trak det længste strå i dag. Vi løb lidt en risiko, da vores plan var at ofre en rytter hen til bakken. Når man ser det i bagklogskabens klare lys, er der altid steder, hvor man kan forbedre sig. Det er også noget, som vi vil arbejde på fremadrettet, og der nogle ting, som vi kan arbejde på. Alt i alt kørte vi dog et godt løb, afslutter en glad Uttrup.

 

Cecilie Uttrup viser storform: 2’er på italiensk prolog

Posted on: september 9th, 2017 by Breum

I går blev det italienske etapeløb Giro Toscana Giro della Toscana Internazionale Femminile skudt i gang med en ultrakort prolog på 2,2 kilometer. 

Cecilie Uttrup Ludwig var med til start for Cervélo-Bigla, og det tyske hold dominerede i den korte kamp mod uret. Den tyske mester i linjeløb, Lisa Klein, satte dagens hurtigste tid, da hun gennemførte ruten på lige under tre minutter. 

Uttrup Ludwig viste storform, da hun var et enkelt sekund langsommere end holdkammeraten, hvilket var nok til en andenplads på etapen. Cervélo-Bigla ryddede podiet, da den forsvarende vinder, Ashleigh Moolman-Pasio, kørte i samme tid som Uttrup og tog den sidste plads på podiet.

Løbet skal afgøres over de næste to dage, hvor der venter et par hårde, kuperede etaper. 

<iframe width="640"   src="https://www.procyclingstats.com/widgets/pcsrace.php?id=173900&ref=blue&key=0f58e2459d117beb9501e715a13613afce6b4a0e" scrolling="YES" frameborder="0" height="356">

Norsgaard skifter til WorldTour-hold

Posted on: august 2nd, 2017 by NH

Emma Norsgaard skifter næste sæson til WorldTour-holdet Cervelo Bigla.

Det meddeler holdet i en pressemeddelelse, hvor især Norsgaards store talent fremhæves:

– Vi eksisterer til at hjælpe atleter med at nå deres potentiale. Emma er en meget spændende atlet for os. Ved at vinde det danske mesterskab på elite niveau, har hun vist sit potentiale. Vi vil starte med at integrere hende i vores program tidligt næste år og tage det skridt for skridt med hendes udvikling. Efter mange samtaler med hende, tror vi på at hun passer perfekt ind på holdet med sin karakter og sit talent, fortæller Norsgaards kommende manager, Thomas Campana, i en pressemeddelelse.

<blockquote class="twitter-tweet" data-lang="da"><p lang="en" dir="ltr">New rider announcement! <br><br>Fresh some her medal today, welcome to the team <a href="https://twitter.com/Norsgaard">@Norsgaard</a> <br><br>More here: <a href="https://t.co/mTg1yaOMbu">https://t.co/mTg1yaOMbu</a> <a href="https://twitter.com/hashtag/EuroRoad17?src=hash">#EuroRoad17</a> <a href="https://t.co/0AKx3gyTjo">pic.twitter.com/0AKx3gyTjo</a></p>&mdash; Cervélo Bigla (@CerveloBigla) <a href="https://twitter.com/CerveloBigla/status/892782586451439618">2. august 2017</a></blockquote> <script async src="//platform.twitter.com/widgets.js" charset="utf-8"></script>

Forud for offentliggørelsen af skiftet, tog Emma Norsgaard bronze ved EM i enkeltstart for dame junior. Kort efter kunne hun se sin kommende holdkammerat, Cecillie Uttrup Ludwig, tage sølv ved elite damernes enkeltstart.

Ifølge Cykelmagasinets oplysninger har skiftet været på plads allerede før DM.

Sejr til Boels-Dolmans i England, Uttrup Ludwig i top 10

Posted on: juni 8th, 2017 by NH

Amy Pieters tog sejren på 2. etape af OVO Energy Women's Tour, mens Cecilie Uttrup Ludwig kravlede op på niendepladsen i klassementet.

Boels-Dolmans-rytteren spurtbesejrede Hannah Barnes og Ellen van Dijk i Stoke-on-Trent, der kom til mål sammen i en frontgruppe bestående af 10 ryttere. seks sekunder efter frontgruppen kom forfølgergruppen i mål, hvor danske Cecilie Uttrup Ludwig sad med og tog etapens trettendeplads. Det var tilstrækkeligt til at sende hende op i klassements top 10, hvor hun nu indtager løbets niendeplads, knap to minutter efter førende Katarzyna Niewiadoma.

<blockquote class="twitter-tweet" data-lang="da"><p lang="en" dir="ltr">Amy Pieters of <a href="https://twitter.com/boelsdolmansct">@boelsdolmansct</a> wins Stage 2 of the <a href="https://twitter.com/hashtag/OVOWT?src=hash">#OVOWT</a> here in <a href="https://twitter.com/hashtag/StokeonTrent?src=hash">#StokeonTrent</a>! Fighting right to the end! <a href="https://t.co/hCokQkvSt0">pic.twitter.com/hCokQkvSt0</a></p>&mdash; The Women&#39;s Tour (@thewomenstour) <a href="https://twitter.com/thewomenstour/status/872818982222516224">8. juni 2017</a></blockquote> <script async src="//platform.twitter.com/widgets.js" charset="utf-8"></script>

Efter løbet takkede Pieters sine holdkammerater, der satte sig tungt på fronten af løbet og lagde fundamentet for sejren til hollænderen:

– Det var en virkelig hård dag, vi tabte lidt tid i klassementet i går, så vores mål var at gå efter etapesejren, fortalte Pieters efter sejren, ifølge en pressemeddelelse udsendt af løbsarrangørerne.

– Christine [Majerus, red.] tog fronten på et tidspunkt, hvor vi var der næsten alle sammen, før vi ramte finalen. Vi talte om at forberede en spurt og pigerne hjalp mig virkelig godt i finalen.

I morgen venter en 151 km. lang, småt kuperet etape, der i høj grad minder om den i dag, dog med flere og hårdere stigninger.

<iframe width="640"   src="https://www.procyclingstats.com/widgets/pcsrace.php?id=173368&ref=blue&key=3ebd253d9531068af806e9cf65198f558c4e2515" scrolling="YES" frameborder="0" height="356">

Endnu en top 5 til Uttrup, endnu en sejr til Moolman

Posted on: maj 28th, 2017 by NH

For anden dag i træk vandt Cecilie Uttrup Ludwigs holdkammerat Ashleigh Moolman-Pasio i Frankrig, mens danskeren selv leverede endnu et top resultat i gårsdagens GP de Plumelec-Morbihan Dames.

Asheligh Moolman-Pasio viste endnu engang sin styrke, da hun var en del af en firemandsgruppe som kørte op til dagens store udbrud, der bestod af ti ryttere. Kort efter sammensmeltningen af de to grupper angreb Moolman-Pasio slap væk fra den store gruppe. Her formåede Cervelo Bigla-rytteren at holde forfølgerne på afstand og tage sin anden sejr på to dage, med et forspring på blot et sekundt ned til Caynon SRAMs Alena Amialiusik.

I forfølgergruppen vandt Cecilie Uttrup Ludwig spurten og kunne derfor tage sin anden top 5 placering på to dage.

Med weekendens resultater har Moolman-Pasio bevist, at hun er tilbage ved fuld styrke efter sin skadesperiode, der ødelagde forårssæsonen for hende:

– Jeg kunne ikke være et bedre sted mentalt, lige nu. Det var en hård start på året, med skaden, og det krævede modenhed og tålmodighed for et realistisk comeback. Det er fedt at være på holdet og være del af en god gruppe. Vi har haft et par tilbageslag, med skader og sygdom, og det lyder lidt som en cliche, men endnu engang har vi bevist, at vi er en særlig gruppe, hver pige kører med hjertet. Det er derfor vi har succes, siger Moolman-Pasio i en pressemeddelelse.

<iframe width="640"   src="https://www.procyclingstats.com/widgets/pcsrace.php?id=173309&ref=blue&key=e5b5234e775268411a63ef80bd69df2ef7038091" scrolling="YES" frameborder="0" height="356">