Af Lars B. Jørgensen
Chris Anker Sørensen har i sin tiende sæson som professionel haft brug for at genopfinde sig selv. Midlet er munkeliv, højdetræning og kraftstruttende køreglæde på et upåagtet fransk hold. Målet succes i verdens største etapeløb. Vi fulgte den danske mesters arbejde for at puste nye gløder i karrieren på Etna.
Det begynder som en lille rød prik i bevægelse. Man kan allerede ane den langt nede ad bjergets blødt snoede serpentinersving og se den flytte sig langsomt, men sikkert, mod toppen. Der er et smukt glidende momentum over synet, og som den røde prik bliver til en mere fuld figur, kan det trænede øje sagtens øjne konturerne af en cykelrytter. En rigtig cykelrytter.
Der er han jo, Chris Anker Sørensen. I rødt og hvidt team-kit som symbol på at være dansk mester en stund endnu. Og som han kommer susende på den sidste kilometer inden toppen, er han ikke til at kende på stilen alene.
Der er ikke noget huggende, vuggende eller sekskantet over hverken tråd eller overkrop, som vi har set det så tit, når Oksen fra Hammel dundrer watt ned i de lange og senede piber som firmaets mand. Ansigtet er heller ikke en grimasseren af anstrengelse.
Faktisk er der egen elegance over Chris Anker, når han med sin lange og ranglede skikkelse skyder en fart, der for en professionel er til den gelinde side. Og som heller ikke har trukket voldsomme veksler på hverken viljestyrke eller ressourcer.
Kniv for struben
Det skal nok komme. Vi er i begyndelsen af maj, da Cykelmagasinet lægger vejen forbi Sicilien og den to uger lange højdetræningslejr, Chris Anker Sørensen netop har taget hul på for at kunne toppe i juli og komme til Tour de France i allerbedste forfatning.
– Det er jo det vigtigste løb for alle hold. Der skal leveres, og det kan gøre hele forskellen. Også for mig. Hvis jeg gør det godt i Tour de France, er alt andet glemt, erklærer den 31-årige dansker med sans for den indlysende logik i de ord.
Måske er der grund til at glemme mere end endnu et forår, hvor det ikke kom til at spille i dur for Chris Anker.
I en cykelsportsverden, hvor der hver sæson synes at dukke en vrimmel af sprøde og spændende nye talenter frem, kan selv en Grand Tour-etapevinder hurtigt stryge mod sin udløbsdato længe før det biologiske ur har rundet 35 år.
Især når det er seks år siden, Chris Anker Sørensen sneg sig med i et gigantisk udbrud i Giro d’Italia for at gøre arbejdet færdigt i en drømmeagtig tågedis på Monte Terminillo.
Der har bestemt været gode ting at holde sig til sidenhen. Men fortællingen om Sørensen har også været om en hårdtarbejdende mand, der ikke har haft mange førstepladser eller top 10 klassementsplaceringer at vise frem. Som har ofret sig i holdets tjeneste og i de sidste tre sæsoner kun sjældent haft mulighed for overhovedet at køre sin egen chance.
Det er også en del af vilkårene for en professionel cykelrytter. Hvis ikke det var fordi, man med et årelangt kendskab til Chris Anker Sørensen stadig kan mærke en sult efter at være andet og mere end vandbærer og trækdyr. Hvis ellers rammerne og opbakningen fra team-ledelsen er til det.
Også derfor stod der mere end bare et DM på spil, da Sørensen sidste år næsten chokerende slog en lovligt selvsikker Martin Mortensen og kørte sig i den dannebrogstrøje, som nu pryder hans trimmede torso.
– Den DM-titel faldt på et tørt sted, konstaterer Sørensen selv og sender et blik ud over det bjerg, han skal banke formen op på over to ugers ensomt og isoleret munkeliv.
Det er ikke et terræn, der smiler venligt og imødekommende med Alpernes billedskønne postkortpanoramaer eller grønklædte massiver, som man ser det i Pyrenæerne.
Etna er et landskab, der maner til en vis alvor. Hvad enten man er professionel cykelrytter eller bare tilrejsende. Det golde landskab er domineret af sort lava, der det ene øjeblik har lagt sig til rette, skarpt og afrakket, og det næste antager bløde, næsten organisk forvitrede former.
[CITAT1]
Og så betyder de mere end 2000 meter i højden, at der selv i maj blæser en isnende vind og en halvfugtig gus, som får de fleste af turisterne til at finde både fleece og dynejakker frem på vandreturen mod de højestbeliggende kratere.
Det er femte gang, Chris Anker henlægger sin højdetræningslejr til Etna. Erfaringerne er gode. Men der er også meget på spil, og Sørensen er ikke fjern for en selverkendelse, der også sætter en kniv for struben. Som en modnet mand, der også har kunnet se de første grå stænk pible frem i den krøllede hårpragt.
– Rent kontraktmæssigt står der meget på spil for mig. Og ja, det er da noget jeg tænker mere over, især efter at være blevet familieforsørger. Da jeg var alene, var jeg ikke så nervøs eller tænksom i forhold til fremtiden. Det har ændret sig. Og det samme har cykelsporten, for man kan godt mærke krisen, og der er mange et-årige kontrakter i spil og der er hold, som lukker eller er truet af det, konstaterer Chris Anker.
[SPLIT][IMG3][IMG4][SPLIT]
Lønnedgang
Derfor er det heller ikke for meget sagt, at Sørensen står ved en slags skillevej. Både sportsligt og økonomisk, for det er i realiteten to sider af samme sag i så markedsorienteret en verden som cykelsportens. Du er sjældent bedre eller mere værd end dine resultater fra det seneste års tid.
De dage er forbi, hvor en etapesejr i en Grand Tour kunne give familien både brød og tandsmør i årevis. I moderne professionel cykelsport gror der hurtigt mos på resultatlisten. Hvert eneste år er der ”navne”, som enten må rykke et eller to niveauer ned eller helt opgive at være cykelrytter.
Alt det ved Sørensen. Også derfor er der en vis nødvendighed i, at han er taget alene til Etna. Dels har Fortuneo-Vital ikke økonomi til at investere samlet i en flere uger lang træningslejr for hele truppen, dels passer det ham fint nok at kunne gå fuldt og helt ind i et projekt, hvor man dyrker kroppen som sit tempel.
For en mand, der er blevet familiefar undervejs, er det også som at være tilbage igen til dengang cykling var et gennemført egocentreret projekt. Som de fleste supermotionister med småfamilier i baglandet kan skrive under på, er det noget helt særligt at kunne give sig hen til treenigheden af træning, kost og hvile. Helt uden forstyrrende elementer og hverdagsrutiner.
Sådan er det også for en professionel, selv om ingen farmand kan sige sig fri for et stik eller to i hjertet af savn.
– Både sidste år og året før har der været sure perioder, hvor jeg i stedet for at tage dén time ekstra på cyklen til træning, kørte hjem for at være der for familien, lyder det. Ærligt og redeligt. Uden omsvøb, for sådan er Sørensen for det meste.
2016 har på mange måder varslet en ny begyndelse. Selv om sæsonen indtil nu ikke har budt på svimlende succesoplevelser. Det skulle Tour de France til gengæld gerne gøre. Det kan være karrieren, der står på spil.
– Tour de France er vigtig i forhold til en ny kontrakt. Det er et stort og vigtigt udstillingsvindue, og det er klart, at som de sidste sæsoner er gået, er jeg også gået ned i løn. Det vil jeg da gerne have vendt igen, og mere generelt vil jeg gerne skrive en kontrakt for to-tre år, så der er mere ro på. Det kan måske være den sidste kontrakt, jeg skriver under på, erkender han over frokosten efter træning, hvor den står på en carpaccio efterfulgt af en velvoksen portion pasta i restauranten på Rifugio Sapienza.
Der er en del symbolik i at have en lokalitet som Etna som afsæt for så ultimativt vigtig en del af indeværende sæson. Vulkanens indre liv gør den til en af de mest aktive i verden, når det handler om frekvensen af udbrud.
Og udbrud, det er og har været Chris Anker Sørensens adelsmærke i det meste af karrieren. I hvert fald indtil der blev så langt imellem, at den danske udbrudsvulkan ligefrem har været under mistanke for måske at være en kende udslukt og uden den sædvanlige glød.
Tinkoffs dårlige stemning
For en elitesportsmand er sandheden som regel langt mere kompleks end summen af sejre og overfladeskøjtende øjebliksbilleder. Sandt er det, at Chris Anker Sørensens etapesejr i Giro d’Italia i 2010 lignede et gennembrud med større perspektiver, end karrieren sidenhen har kastet af sig.
Allerede tidligt sidste år stod det klart, at Chris Anker Sørensen ikke havde nogen fremtid på Team Tinkoff, da den russiske finansmand og hovedsponsor Oleg Tinkov først smed Bjarne Riis på porten og siden ryddede op i den gamle kerne af danske ryttere.
[CITAT2]
For Chris Anker Sørensen var det i den grad skriften på væggen. Der var koldfront og mental permafrost i forhold til holdets russiske sugar daddy.
– Det er også på grund af fyringen af Bjarne, jeg valgte at søge væk. Der var andre ting også, selvfølgelig. Oleg Tinkov kunne jeg bare ikke med, og jeg tror også, at lige så snart Bjarne røg ud, blev jeg sat i bås som en af hans ”drenge”, og så vidste jeg, at det var et totalt sidespor. Allerede tidligt i sæsonen 2015 sagde jeg til mig selv, at det her skal jeg bare væk fra. Jeg var kørt fuldstændig sur i det, jeg havde ikke lyst til at tage ud og køre cykelløb og syntes også, der var en dårlig stemning på holdet, fortæller Sørensen på et tidspunkt, hvor han sammen med Cykelmagasinets udsendte er fortrukket til et værelse, som uden overdrivelse kan indrammes af klichéen ”et ydmygt hummer”.
– Det påvirker så også ens præstationer, når man ikke trives med det. Det er klart, at de sidste par år på Tinkoff har ikke været lutter røde roser, men det har omvendt gjort mig lidt stærkere rent mentalt. Jeg har også fået gjort mig nogle tanker om cykelsporten og fået bekræftet overfor mig selv, hvor meget jeg holder af den, og hvor meget den betyder for mig.
– De sidste par år har ikke været de fedeste, men de har været lærerige. Der var også ryttere på holdet, jeg synes var nogle røvhuller, men jeg gider ikke sidde her og nævne navne. Det skal jeg nok selv sige til dem en dag ved lejlighed. Men altså, jeg kan mærke en kæmpe forandring, fordi jeg i år glæder mig mere til at køre løb og bare er tændt igen, lyder det med overbevisning i stemmen.
Første Tour i fire år
Forude venter et gensyn med Tour de France, hvor Fortuneo-Vital er med på et af de wild cards, der per tradition dumper ned til mere upåagtede franske hold. Og hvor Chris Anker er at finde på startlisten for første gang i fire år.
Den sidste konstatering er måske den mest overraskende. Tour de France 2012 var på det personlige plan lidt af et triumftog for Sørensen, der for alvor fik vist sig frem som dét, franskmændene kalder en baroudeur – en vaskeægte udbryder, som forstår at animere et løb og køre med en stædig tro på missionens bæredygtighed.
Den slags er en om ikke uddøende så i hvert fald truet race i det moderne, kontrollerede og topstyrede prof-felt, og det var næppe heller tilfældigt, at Chris Anker Sørensen på to af sine togter i Tour de France for fire år siden fik selskab af typer som Pierre Rolland og Thomas Voeckler, der i øvrigt tog sig af etapesejrene.
[CITAT3]
Lidt fik den hårdtarbejdende dansker med hjem. Sørensen blev kåret som mest angrebsivrige rytter og blev retfærdigvis fejret på podiet i Paris for den dont.
Mange vil også huske, hvordan han stred sig i mål på 17. etape i Peyragudes som ridderen af den tapre skikkelse, sølet ind i blod fra en hårdt skadet finger, der havde været i nærkontakt med egerne i et forhjul med næsten 100 km hjem på en hård Pyrenæer-etape.
På mange måder var Tour de France 2012 et skelsættende år. Ikke bare for Chris Anker Sørensen personligt, men også for det danskbaserede cykelhold, der med Alberto Contador ude af truppen på grund af en dopingkarantæne for den famøse bøf-sag, stillede til start uden en kaptajn og de store forhåbninger om succes i det hele taget.
Det var held i uheld, at Alberto Contador kom til at afsone karantæne. I hvert fald hvis man ser isoleret den spanske superstjernes fravær, der gav Chris Anker de bedste betingelser for at skinne igennem. Mere end han har formået sidenhen.
– Mit Tour de France i 2012 er også noget, jeg altid vil være stolt af. I 2013 kørte jeg stærkt i Vuelta’en og havde et par etaper, hvor jeg kom tæt på at vinde. Men 2012 i Tour de France var set med mine øjne en fed årgang, fordi vi som hold bare kørte sådan lidt på lykke og fromme. Det er det, jeg håber at kunne komme til igen.
– Min styrke som rytter er det med at gå i udbrud og så slide de andre op. Jeg kan ikke følge med Alberto Contador og de drenge, når de rigtigt åbner op, så jeg skal vælge andre momenter og måder at gøre det på, erkender Chris Anker, som på Fortuneo-Vital er i en situation magen til Team Saxo Bank-Tinkoffs for fire år siden.
– De mål, jeg har sat mig for i år, minder også en del om Tour de France 2012. Jeg må i udbrud og så se, hvad det kan føre med sig. Det kan blive bjergtrøje og lige pludselig ende med også at blive klassement. Jeg vil nok smide lidt tid i løbet af den første uge, så jeg ikke er farlig for klassementet mere og få sparet energi. Det betyder også, at jeg slipper for en del stress, og det tager altså også energi. Så skulle jeg gerne have overskud i anden og tredje uge og så bare ryge afsted så meget som muligt, når der er nogle bjergetaper, konstaterer den gode Sørensen, som dog får svært ved at forbedre sin tredjeplads fra bjergkonkurrencen i netop 2012.
– Det er meget nemt at sige, man går efter bjergtrøjen, men hvis der pludselig er to-tre store navne i spil til den, kan det altså godt blive svært. Som bjergkonkurrencen i Tour de France er skruet sammen efterhånden, er det svært at vinde trøjen, hvis man ikke også kører klassement, men selvfølgelig drømmer jeg om den. Det er dog nok mere realistisk at gå efter etaper, og der burde være en del at tage af i Tour’en, lyder det.
Flugtartist og vaneudbryder
At indtage rollen som vaneudbryder lyder som en relativt simpel plan at føre ud i cykellivet. Men i realiteten har de sande flugtartister i feltet fået vanskeligere ved at gøre arbejdet færdigt. Feltets vilje tillader sjældent fribytterne at holde hele vejen.
– Det er en tendens. Sidste år var der mange løb, hvor udbruddene blev hentet hver gang. I år i Pais Vasco var det kun etapen, hvor Stephen Cummings vandt og i Vuelta Catalunya var der nul udbrud. I moderne cykling er det sådan, at hvis du ikke er sprinter, en meget stærk afslutter eller en rigtig dygtig bjergrytter, kan det godt være svært at at vinde etaper på World Tour-niveau. Der er så få gange, hvor det rent faktisk lykkes.
– Efterhånden har en ryttertype som mig svært ved at skabe resultater, fordi feltet er så kontrollerende. Der er langt imellem at et udbrud får lov at køre hjem. I Paris-Nice i år overlevede Tim Wellens fra det tidlige udbrud, men det var også med lodder og trisser, og han blev i øvrigt også hentet. Det var faktisk eneste etape, hvor der var noget for udbrydere. Ellers er det ikke meget, den type ryttere får lov (Wellens tog så siden interviewet her en smuk solo-sejr i Giro d’Italia, red.), konstaterer Chris Anker uden dog at bøje hovedet i flegmatisk kapitulation.
Man tror gerne Chris Anker, når han fortæller om at være glad for tilværelsen på et mindre fransk hold. Så gør det mindre, at det ikke er med fuldt udtræk af team-bosser, kokke og soigneurer på toppen af Mount Teide på Tenerife, hvor så mange af World Tour-holdene forbereder sig til verdens vigtigste etapeløb.
[CITAT4]
Med benene strakt ud på dobbeltsengen efter endnu et træningspas og en frokost fra den solide, enkle og velsmagende trattoria tradition, er det næsten det udtrykte billedet på en mand, der hviler i sig selv. Uanset hvor uvis fremtiden kan tegne sig. Lige om hjørnet.
– Jeg ved jo godt, at jeg ikke har et uanet antal år tilbage i min karriere. Jeg har altid gerne villet læse videre, så jeg regner ikke med at skulle køre til jeg er 40. Så vil det nok være lidt sent at gå i gang med at studere. Men jeg kan sagtens se mig selv køre tre-fire år endnu, hvis jeg stadig føler jeg kan være med på toppen. Lige nu synes jeg mit gamle niveau er tilbage, og det er fedt at mærke, understreger Sørensen, der stadig elsker sit arbejde.
– Der er ikke noget problem med at kunne motivere sig. Jeg er stadig motiveret både med hensyn til træning og løb. Det er klart, at man ændrer sig med tiden. Man bliver nok mere selektiv. Førhen kørte jeg fuldt skrald altid, mens jeg nu forsøger at finde mine mål og så levere lidt ekstra der. På papiret gør det måske præstationerne lidt mere svingende, men det er bedre at vinde en gang frem for at bliver 20er syv-otte gange. Jeg vælger mine kampe med større omhu nu, og det mener jeg selv er en fordel.
Et gran af alvor
Om det så også er nok, vil Fortuneo-Vitals danske rytter få et svar på i de næste måneder. Der er også et gran af alvor med i ligningen. Sørensen hverken kan eller vil kalde sig professionel cykelrytter for enhver pris. Det skal hænge sammen for en familie, hvor Michelle er hjemmegående hos døtrene Lærke på fem og Laura på tre år.
– Det er svært at planlægge for lang tid ud i fremtiden i cykelsporten. Jeg vil gerne blive på Fortuneo-Vital, og jeg tror da også, det er noget, vi kan få talt på plads, men hvis ingen gider skrive med mig efter denne sæson, kan det jo være slut. Jeg tror ikke det bliver sådan, men det var da en øjenåbner at se, hvor relativt svært det var at finde et hold, da jeg begyndte at se mig om i sidste sæson. Jo, jeg havde forskellige tilbud, men nogle af dem var ikke det værd, hvad angår løn. Selv om jeg elsker at cykle skal der jo også kunne svare sig rent økonomisk.
På den sportslige front ligger vejen relativt åben for dansk opportunisme med Chris Anker aftryk. Fortuneo-Vitals bedste klassementskort er den argentinske klatrer Eduardo Sepulveda, der fik komplicerede brud på håndled og arm i slutningen af februar efter at en barriere blæste ind i ham under La Drome Classic.
Siden uheldet har Sepulveda ikke haft et løbsnummer på ryggen og det vil være på et hængende hår, om han overhovedet når at blive klar til Tour de France. I givet fald vil den 24-årige klatrer få en rolle som kaptajn, men det er ikke en titel med samme tyngende vægt som Chris Anker Sørensen har været underkastet på Team Tinkoff, hvor man i reglen har haft Grand Tour vinderbud.
– Sepulveda er vores klassementrytter. Men jeg forventer at kunne køre min egen chance, også fordi vi ikke skal sidde og kontrollere. Det er også i Sepulvedas interesse, at jeg måske er i udbrud og kan bruges som en slags forpost. Han kommer først i gang i midten af juni og skal have opereret en skinne ud. Det bliver svært for ham at nå at blive Tour-klar, selv om han har været en del på hometraineren på nuværende tidspunkt, vurderer argentinerens danske team-kollega, der er parat til at både at køre sin chance og ikke være bange for at få skæbne på hænderne.
– Jeg skal nok få vist mig frem. Hvis jeg ikke når det, er det min egen skyld. Men jeg er overbevist om, at jeg nok skal nå at få lavet noget.
Seneste kommentarer