Posts Tagged ‘Christina Hembo’

CHRISTINA JEWELRY-KUMA tilbage i dansk cykelsport

Posted on: marts 17th, 2017 by Kristian Arnth

CHRISTINA JEWELRY vender tilbage til dansk cykelsport. Det meddeler de i en pressemeddelelse, hvor de også afslører, at det sker i samarbejde med KUMA. De to var hovedsponsorerne bag holdet Christina Watches-KUMA i 2014. 

Der afholdes et pressemøde i Herning tirsdag den 21. marts, hvor planerne vil blive afsløret. 

– Udviklingen i dansk cykling er spændende, og det er en stor fornøjelse at kunne meddele at partnerskabet CHRISTINA JEWELRY – KUMA igen er tilbage som hovedsponsorer i dansk cykling, lyder det i pressemeddelelsen.

Sidste år var CHRISTINA JEWELRY hovedsponsor for det tyske kontinentalhold af samme navn, der havde tre danske ryttere på kontrakt. Sponsoratet blev dog ikke forlænget, og siden har det været småt med nyheder om virksomheden, som Claus og Christina Hembo står bag. 

CHRISTINA JEWELRY har tidligere været sat i forbindelse med kontinentalholdet Copenhagen Pro Cycling (tidligere Team Soigneur), der har oprustet til denne sæson med signingen af blandt andre Frederik Ludvigsson. Holdelts sportschef, Christian Brandt Pedersen, havde dog følgende kommentar til Cykelmagasinet.dk:

– Det er helt absolut sikkert at det ikke er os, fastslår han.

Et andet bud kunne være Giant-Castelli, der for nyligt mistede en sponsor i form af Energysport, der gik konkurs, men intet tydede på, at holdet var på udkig efter en ny hovedsponsor.

Hembo: Vi ansætter ikke vanforbrydere

Posted on: februar 10th, 2014 by JR

Der er syv personer på Christina Watches-Kuma, der på en eller anden måde har haft forbindelse til doping, men direktør Claus Hembo vil ikke hænge sig i fortiden.

– I ethvert retssamfund er det sådan, at straf er noget man har, for at man skal komme ud på den anden side som et bedre menneske. Når man er ude på den anden side, skal man optages i samfundet som enhver anden, siger han til BT.

– Jeg ansætter ikke vaneforbrydere. Vi har en streng nultolerance omkring doping. Vi er hundrede procent anti-doping.

Hembo har også spurgt til nyansatte Mattia Gavazzi, som har haft et kokainmisbrug. Han ser det som et afsluttet kapitel for italieneren.

Kuma ny sponsor for Christina Watches

Posted on: januar 30th, 2014 by RBN

På dagens pressemøde i Herning løftede Christina Watches sløret for den nye sponsor, tre nye ryttere og to nye sportsdirektører for 2014.

Det danske hold skifter navn til Christina Watches-Kuma, grundet den nye danske sponsor, Kuma, som leverer udstyr til VVS firmaer. Tilmed opruster de både organisatorisk med to nye sportsdirektører Alberto Elli og Eddy Serri, som begge er italienere og sportsligt med tre nye italienske ryttere, Enrico Rossi, Fortunato Baliani og Mattia Gavizzi. Sidstnævnte er tidligere blevet sat i forbindelse med skiftet til det danske mandskab, og nu er det så en realitet. Dog gælder kontrakten med Fortunato Baliani kun frem til de italienske mesterskaber.

Mattia Gavazzi har senest kørt for Androni Giocattoli-Venezuela, hvor han for nyligt fik sin kontrakt ophævet, og dermed er han i stand til at skrife til det danske hold. 31-årige Enrico Rossi kommer fra det kroatiske hold, Meridiana Kamen Team, hvor hans hidtil bedste resultat var en anden plads ved Memorial Marco Pantani løbet i 2013. 39-årige Fortunato Baliani kommer fra det italienske hold, Team Nippo-De Rosa, og i 2013 vandt han Tour of Japan

Dermed sker der altså ting og sager på det danske hold, som tidligere ellers meldte ud at man ville satse på telentudvikling af unge danskere, og selvom holdet har fået tilgang af tre erfarne italienere, fastholder Bo Hamburger denne udmelding.

– Vi har altid fuldt fokus på de spændende danske ryttere vi har, og det er enormt vigtigt for mig, at de har det godt og udvikler sig, udtaler Bo Hamburger sig.

Med denne oprustning giver det mulighed for at have fokus i flere løb, og med stærke ryttere som Mattia Gavazzi, Stefan Schumacher og Asbjørn Kragh Andersen har de folk som kan blande sig helt i toppe af kampen om sejre, og dermed bliver de svære at undgå til dette års udgave af Post Danmark Rundt.

Christina Watches-Kumaholdet vil i den kommende sæson se således ud:
Mattia Gavazzi
Enrico Rossi
Fortunato Baliani
Stefan Schumacher
Jonathan Bellis
Jake Tanner
Constantino Zabella
Alexander Kamp
Asbjørn Kragh Andersen
Emil Wang
Jimmi Sørensen
Jonas Poulsen
Marc Christian Garby
Sebastian Forke

CULT satser på 2015-oprykning

Posted on: januar 23rd, 2014 by CL

At Tinkoff-Saxo ikke længere køre under dansk flag har fået de danske cykelhold og dets ejere til mikrofonerne og tasterne. 

På papiret betyder den russiske overtagelse nemlig, at kontinental-holdene Christina Watches, Team Cult Energy Vital Water, Team TREFOR-Blue Water og Riwal Cycling Team på pairet er Danmarks bedste, dog på noget lavere niveau.
[CITAT]
Alligevel er der måske håb forude for endnu et dansk hold blandt verdens absolut bedste. I hvert er der hos CULT og Christina Watches tro på fremtiden. Til Ekstrabladet udtalte direktør for Team Cult Energy Vital Water, Christa Skelde, tidligere på dagen:

–  Der er ingen tvivl om, at vi ikke ligger på den lade side i forhold til at finde muligheder for at rykke en liga op. En direkte oprykning til World Touren, og dermed garanti for adgang til Touren, er ikke realistisk indenfor de kommende par år, men jeg håber meget på at finde nogle samarbejdspartnere, der vil være med til at løfte os til Pro-Kontinental niveau. Vi vil da gerne kendetegnes som Danmarks største cykelhold i 2014 – men lad os nu skyde sæsonen i gang, og se hvordan vi klarer os, på papiret ser det fornuftigt ud – sagt på jysk, lyder det fra Christa Skelde til den danske avis. 

Også hos konkurrenterne fra Christina Watches håber de på at kunne tage det næste skridt.

– Christina Watches er nu Danmarks førende cykelhold! Og vi ser frem til at komme endnu højere op på den europæiske rangliste, skriver holdet på sin Twitter-profil med henvisning til 2013 UCI kontinental-ranglisterne hvor man af de danske hold endte øverst. 

Christina Watches forlænger med Zaballa

Posted on: januar 3rd, 2014 by CL

Den måske største profil på det danske kontinentalhold i 2013 og vinder af UCI-løbet Concordia GP, Constantino Zaballa, har forlænget sin kontrakt med Christina Watches. 
Nærmest en nødvendighed, siger holdets direktør, Claus Hembo, om forlængelsen 

– Zaballa imponerede os i sin første sæson på holdet. Det blev til mange flotte resultater, de vigtigste var sejren i Concordia GP, samlet sejr i Tour de Tipaza, samlet andenplads i Tour of China, tredjeplads i Tour d’Algerie, samlet tredjeplads i Tour de Kora og den samlede tredjeplads i Sibiu Cycling. 

– Zaballa er simpelthen garanti for stærke resultater og samtidigt er han rigtig god til at skabe stemning og vindermentalitet på holdet. 

Om forlængelsen siger den 35-årige spanske rytter selv

– Jeg har fra første dag – som i øvrigt var en stærkt stemningsfyldt dansk julefrokost i 2012 – følt mig velkommen og respekteret på holdet. Vi har et godt løbsprogram, det bedste materiel og meget dygtige medarbejdere på holdet, der altid sørger for at forberedelserne er i top og opleves gennemført professionelt. 

– Den fornemmelse af at være på det rigtige hold, er meget vigtig for mig og grunden til, at jeg gerne ville fortsætte på holdet i 2014. Vi har en meget stærk trup, med stærke unge ryttere. 

I nyhederne nedenfor kan du få et overblik over Christina Watches øvrige til- og afgange forud for den kommende sæson.

Kyllingen kan rykke hold til udlandet

Posted on: december 4th, 2012 by velo_admin

Det er sidste udkald for Michael Rasmussen og cykelholdet Christina Watches-Onfone, hvis man vil have en licens som kontinentalhold til 2013.

Lige nu holder Danmarks Cykle Union, DCU, holdets danske licens tilbage, fordi det regnskab, mandskabet har indsendt til DCU, ikke kan godkendes af licensudvalget. En beslutning Christina Watches-Onfones direktør og ejer, Claus Hembo, ikke forstår eller vil acceptere. Han kæmper derfor for at få holdet til fortsat at køre næste år, og kommer licensen ikke fra Danmark, rykker Christina Watches-Onfone til udlandet.

"Fuldstændig vanvittigt"
Tidsfristen for udstedelse af en kontinentallicens til 2013 udløber klokken 12.00 i morgen. Det er derfor en presset Hembo, der i dag taler med sporten.dk om holdets fremtid.

– Det vil være rigtig ubehageligt at skulle lukke holdet. Der [er] kommet positiv respons fra andre lande, som synes det kunne være spændende at have vores cykelhold, fortæller Hembo, der som forklaring herpå giver, at nyheden om holdets kvaler er blevet bragt i flere udenlandske medier.

– Vi er et dansk hold, så jeg mener, at det er fuldstændig vanvittigt, hvis vi skal ud og have en licens i et andet land, men hvis ikke DCU vil godkende vores materiale, så ved vi, at der står andre lande og siger ’kom til os’. Og så er vi nødt til at tage imod deres tilbud, forklarer han.

DCU: Reglerne gradbøjes ikke
Hos DCU fastholder man, at det regnskab Christina Watches-Onfone har indsendt til dem, ikke kan accepteres. Ligeledes forklarer DCU fortsat, at Claus Hembo har modtaget en mail, hvori han gøres opmærksom på, hvad holdets regnskab mangler at gøre for at blive godkendt.

Derfor er DCUs direktør, Jesper Worre, godt træt af Claus Hembos pres på cykelforbundet igennem pressen.

– Det er en meget speciel oplevelse at have med Claus Hembo at gøre. Først forsøger han at bruge pressen til ikke at aflevere et regnskab, og nu har han i en sen nattetime skrevet en email til DCUs bestyrelse igen for at undgå at sende regnskabet, lyder det fra Worre, der fastslår, at man ikke har tænkt sig at ændre reglerne for holdet.

Christina Watches-Onfones oprindelige regnskab til DCU er blevet lavet af en statsautoriseret revisor.

Hembo: Frei betaler tilliden tilbage

Posted on: juni 20th, 2012 by ap

Onsdag blev det schweiziske mesterskab i enkelstart kørt over 50 kilometer, hvor Thomas Frei fra Christina Watches-Onfone blev nummer to. Frei blev kun slået af den olympiske mester, Fabian Cancellara, der vandt med godt to minutter. Glæden var derfor stor hos holdledelsen, da Frei fik overrakt sin sølvmedalje.

– Vi så helt rigtigt, da vi besluttede at tilbyde Thomas en kontrakt. Nu betaler Thomas så tilliden tilbage, og viser sig som det, vi håbede han var – en storslået rytter. Først var han en af arkitekterne bag Stefan Schumachers sejr i Serbien Rundt og straks derefter sikrer han os en sølvmedalje og dejlige UCI-point til ranglisten. Vi er fornøjede over, at vi kan se frem til at stille op til Post Danmark Rundt med en meget stærk og bred trup, fortæller holdejer Christina Hembo.
 
Sportsdirektør Allan Bo Andresen, som netop nu forbereder det meste af sin trup til DM, er ovenud lykkelig.

– De strategier, vi har udstukket, og de taktikker, jeg beder rytterne følge, viser sig nu at virke. UCI-pointene vælter ind. Det kan jeg kun være særdeles tilfreds med og er rytterne og personalet meget taknemmelige for den seneste tids helt fantastiske indsats, siger sportsdirektøren.

Christina Hembo: En kæmpe lettelse

Posted on: maj 30th, 2011 by ap

– Det er selvfølgelig en kæmpe lettelse. Det er det, vi har gået og håbet meget på. Jeg er utrolig glad og lettet over, at vi nu er kommet med, siger Christina Hembo til Cykelmagasinet.dk.

Fredag sikrede supersprinteren Angelo Furlan holdets syvende sejr, da han vandt en af holdets største sejre i UCI 1.1-løbet Tartu Grand Prix i Esland. Desuden har holdet vundet Himmerland Rundt, Handy Print Løbet i Skive med Gytan Lilholt, Giro Nortoft (Tyskland) med Michael Reihs, JCD Løbet i Ålborg og Post Cup-afdelingen med Angelo Furlan.

– Vi havde rigtig gode chancer, da vi har vundet så mange løb og gjort det så godt, som vi har. Jeg havde selvfølgelig regnet med, at vi kom med, når vi nu har gjort det så godt, som vi har, tilføjer Hembo og fortsætter med holdets målsætning i løbet.

– Som vi altid har sagt, går vi kun efter at vinde, fordi det er vores målsætning, så vi vil selvfølgelig gøre det godt, som vi kan, slutter Hembo til Cykelmagasinet.dk.