Posts Tagged ‘CycleOps’

CycleOps Hammer Direct Drive Trainer

Posted on: december 12th, 2017 by velo_admin

Konkurrencen på markedet for high-end smart trainers er benhård. Det er ikke overraskende, at denne kategori er efterspurgt. I smart-betegnelsen ligger det, at enheden er i stand til at simulere stigningsprocenter og modstand via data modtaget for eksempel fra tidens mest populære platforme, som Zwift og Trainerroad. Det betyder, at man skifter gear for at tilpasse sin kadence og effekt i forhold til den modstand, som smart traineren leverer.

Tusindsårsfalken i sort plast
Hammeren er udført i sort blank plast, og ligner noget der med lidt god vilje måske kan minde om Tusindårsfalken fra Star Wars – blot stillet på højkant. Cool ser den i al fald ud, og håndtaget på en ret opretstående trainer, gør naturligvis underværker for den 21 kg tunge enheds flytbarhed.
Den høje vægt betyder naturligvis, at Hammer’en ikke er noget man flytter rundt på i tide og utide, men er også en forudsætning for at levere den gode road feel og det relativt lave støjniveau, som Hammer’en har. Den er ikke så stille som fx Tacx Neo, men på niveau med fx Elites topmodel. Som med andre direct drive trænere, skal cyklen monteres direkte på traineren, så rytterens tråd overføres til enheden via en påmonteret kassette, der dog ikke følger med. Her kan det anbefales, at vælge en relativt bredspektret kassette, så man bedre kan få glæde af de virtuelle bjerge.
[CITAT]
Hammer hjemmetraineren leveres med et stort udvalg af spacere, der gør det muligt at montere cykler med thru-axle og afvigende akselbredde, som man fx kan finde det på mountainbikes og cross-cykler. Den høje kompatibilitet er naturligvis et stort plus i karakterbogen.
Med kassetten på hjemmetraineren og cyklen på kassetten mangler man blot at folde de stabiliserende ben ud. Et betryggende klik fortæller, at Hammer’en står, som den skal. Når maskinen ikke er i brug foldes de ind under den, og holder samtidig forhjulsstøtten på plads. De sideværts stabiliserende ben kan også justeres lodret, så enheden også står klippestabilt selv på ujævnt underlag.
[IMG3]
En top turbo trainer uden dikkedarer
Maskinen fungerer bare. Den giver gode, stabile træningssessioner – præcis som den skal. CycleOps angiver selv nøjagtigheden i wattmålingerne til at være +/-3 procent, men de testede værdier lå helt op ad data fra enheder, der angiver en endnu mere nøjagtig måling.
Hammer Direct Drive Trainer har ikke de blærede, men strengt taget unødvendige luksus-features som en Tacx Neo, og er heller ikke helt så stille, men leverer 100 procent varen, dér hvor det for alvor gælder.
Hammer’en kan naturligvis forbinde både via Bluetooth eller med via ANT+ med en USB-dongle.

Facit
Med Hammer Direct Drive Trainer leverer CycleOps en turbotræner, der står distancen på alle betydende parametre. Med en pris der ligger en hel del under, hvad man skal give for et tilsvarende produkt hos konkurrenterne, tøver vi ikke med at kalde CycleOps Hammer Direct Drive Trainer for et super køb.  

CycleOps Pro 410

Posted on: marts 24th, 2013 by velo_admin

Når tiden er knap, vejret er noget møg og solen går alt for tidligt ned, så er det en nærmest nødvendig luksus at have et alternativ klar, hvis formen ikke skal dykke helt i kælderen. Mange vælger en hjemmetræner, som også fungerer godt, men som støjer, og ikke mindst belaster din cykel. CycleOps har løsningen på det hele med deres serie af ”indendørs cykler”.  Serien indeholder flere forskellige modeller, fra en helt simpel model uden de tekniske features til topmodeller med indbygget Powertap nav (Watt –måler) og elektronisk styring af modstanden. De billigere modeller har samme mekaniske opbygning, men må klare sig uden wattmåling, og belastningen skal selv styres via et håndtag. Cykelmagasinets børne- og vinterramte skribent har holdt vinterformen ved lige på topmodellen, som også tilbyder mulighed for tilslutning til PC med motiverende videoer med ture op af bl.a. Stelvio eller Alpe d´Huez.

//HVAD KAN DEN// Næsten 25.000 kroner for en cykel, som aldrig flytter sig ud af stedet er mange penge. Men til gengæld får du et fantastisk værktøj til at træne på, når både vejret og tiden sætter begrænsninger for dine udfoldelser udendørs. For dem med små børn, eller andre årsager som lægger beslag på tiden, er Cycle Ops indendørscykler et god redskab til at få god træning ud af begrænset tid. Når tiden er begrænset, skal træningen have kvalitet og intensitet og her kommer den indbyggede watt måler for alvor til sin ret. Muligheden for at træne efter indsatsen i pedalerne (watt) og ikke bare puls giver mulighed for en meget mere præcis, og for den sags skyld videnskabelig tilgang til sin træning. Du kan selv tilrettelæge programmer, hvor du rammer de watt-tal du ønsker, eller du kan vælge at bruge den inkluderede Virtual Training software (kun til pc). Softwaren giver dig også selv mulighed for at lave ruter med eller uden video. Så hvis du skal køre cykelløb på en rute, hvor du kan få fat på GPS filen og evt selv filme den med dit Go Pro eller andet kamera, kan du efterfølgende træne på den, så mange gange som du har lyst til, i din varme kælder eller hvor du vælger at stille cyklen. Helt efter tidens ånd kan du dele turen på internettet, så andre kan køre din rute og prøve at slå din tid. Der er efterhånden et større bibliotek af ruter på Virtual Trainings hjemmeside. Kvaliteten på videoerne er ikke lige så høj som konkurrenternes DVD´er, men til gengæld er det gratis når du har softwaren.

//TEKNIK// Cyklen har indbygget ANT sender, så alt kommunikation med styreenhed, pc og selvfølgeligt pulsbælte fungerer trådløst. Udover de digitale muligheder har cyklen den store fordel at den kan justeres i alle ender, så du kan ramme præcis den samme geometri som på din almindelige cykel. Justeringen sker med let betjente greb, som også bidrager til den samlede opfattelse af en cykel, hvor kvaliteten på materialer og finish er gennemtænkt og fin. For en gang skyld gør det ikke noget, at cyklen er tung. Tvært imod. Den samlede cykel vejer næsten 66 kg, og svinghjulet alene står for de næsten 25 kg. Cyklen er meget stabil, og rykker sig ikke, når man står op og træder igennem. Det store svinghjul gør også at cykelfølelsen er meget naturlig, og at der kan trænes høje watt ved lav kadence. Så følelse af at køre op ad et bjerg kan simuleres meget naturtro og forskellen på simulationen og virkeligheden er tæt. Vi kørte Alpe d´Huez på ca. 52 min på cyklen, hvilket ikke ligger langt fra vores tid på det rigtige bjerg. Bjerget med de mange sving er en af mange kendte stigninger, som kan downloades med film til den medleverede software. Via softwaren kan du også justere, hvordan oversætningen på de 21 indbyggede gear skal være. Vil du simulere, at du kører med bjerggearing, eller skal cyklen have en gearopsætning som på en enkeltstartcykel med den helt store klinge foran, kan du gøre det. Fleksibilitet og justerbarhed er i højsædet. En af cyklens helt store fordele er den meget støjsvage drift. Der findes ikke nogen traditionelle turbotrænere, som larmer lige så lidt, og ser man fjernsyn samtidigt med træningen skal fjernsynets lyd ikke være meget højere end normalt. Praktisk hvis du bor i lejlighed eller har lydfølsomme naboer. Når man sidder, og sveder godt igennem, er det også fint med de to indbyggede flaskeholdere foran styret. Cyklen er afhængig af strøm og hele teknikken styres af det store display, som sidder oppe ved styret. Her kan du holde øje med alle tænkelige værdier for din indsats på cyklen og styre modstanden. Computeren kan også tages med ud på din rigtige cykel og bruges som cykelcomputer her, måske nok mest interessant, hvis du også har et Powertap nav her. Du kan bruge cyklen både med og uden PC, og dine træningsdata kan automatisk oploades til flere forskellige træningssites på nettet (fx Training Peaks, Strava m.m). Du kan bruge den medfølgende Poweragent 7 software til at analysere din træning og holde øje med udviklingen.  Powertap navet leverer meget præcise målinger, med en usikkerhed som er på højde med markedets allerdyreste løsninger. Cyklen bliver et effektivt redskab til at køre meget målrettede intervaller, en funktion som også gøre det meget attraktivt at bruge cyklen hele året. De forskellige træningsruter med film, og muligheden for at køre mod andre folks tider, skaber ekstra motivation til at sidde på cyklen og arbejde hårdt, når der lige kan presses lidt tid ind eller når vejret er for surt til at sidde på rammen udenfor.

//KORT OG GODT// CycleOps Pro 410 er ikke billig, men er fantastisk effektivt træningsredskab hele året. Din puls kan snyde dig, så watt-tal er i virkeligheden det mest effektive mål for din træningsindsats. Cyklens mekaniske og elektroniske justerbarhed gør det muligt for alle at finde en god position. Fraværet af støj fra cyklen, både ved hård og let træning, er helt fantastisk, når man er vandt til en almindelig turbotræner. Der er stort potentiale i den software der hører med, men der er også plads til forbedringer.