Posts Tagged ‘cykelanmeldelse’

Velomore tester DARE PA-AFO

Posted on: april 23rd, 2026 by Hans Plauborg No Comments

Går man op i tal må DARE Bikes være blandt de mest interessante cykelmærker på markedet, hvor de store producenter matches og endda overgås på flere parametre. Vi har taget et nærmere kig på modellen PA-AFO og gået DARE efter i sømmene.

Siden jeg begyndte at teste og skrive om cykler for snart 25 år siden, har jeg haft en forkærlighed for produkter, hvor form følger funktion, og hvor tekniske ideer har overhånden over smart marketing og kulørt design. Kort sagt produkter hvor dygtige ingeniører har fået lov til at nørde og udvikle produkter af høj, målbar teknologisk kvalitet, der samtidig kan sælges til en fornuftig pris.

Altså ”Preis-Leistungs-kriteriet”, som de siger i Tyskland, hvor det toneangivende TOUR-magasin altid har promoveret denne måske lidt kølige og sterile tilgang, som i dag er blevet mere mainstream i vores ”kvantificerede” tilgang til verden.

Nu om stunder markedsfører stort alle de store europæiske og nordamerikanske mærker deres nye cykler med et hav af data og teknologier, som forbrugeren enten kan tage for gode varer eller springe op og falde ned på (jeg plejer at gøre det sidste, for der er næsten altid tale om egne målinger og dermed tal, der er umulige at forholde sig til).

Hvad kan man tro på, hvad skal man vælge? Måske skal man i virkeligheden skide de mange data et langt stykke og vælge den cykel, man synes er flottest. Som Fausto Pinarello en gang sagde til mig, vil ingen italiener vælge sig en kone eller en cykel, som vedkommende ikke synes er pisseflot… Underforstået: hvis hun eller den ikke anses for subjektivt smuk, så kan hendes flotte taljemål og cyklens supervirile aerodynamik gå hjem og vugge.

I dag ender de fleste med at se på, hvad alle andre køber, og det er som regel det stjernerne kører på. For hvis Vingegaard kører stærkt på en Cervélo, MvdP på en Canyon, Mads P. på en Trek osv., jamen så må det jo nok være de bedste og hurtigste cykler. Marketing is everything, ikke sandt?

DARE OG UNO-X

Hvis man er lidt datafikseret, begejstret for cykler med højteknologisk kvalitet og tør kigge ud over vores vestlige breddegrader af kendte mærker, er en mulighed at kigge mod Taiwan, hvor producenten DARE holder til.

Hidtil har firmaet ikke markedsført sig voldsomt i Europa, selvom de fleste nok husker at Magnus Cort og Co. fra Uno-X til og med 2024 kørte på DARE-cykler, indtil World Tour-statussen krævede flere midler fra sponsoren, og man var nødt til at skifte cykelsponsor.

DARE er skabt af Jerry Chen, der i 2012 så småt begyndte at producere cykelrammer med en ambition om at skabe ”funktionelle og æstetiske high-end rammer”. I 2018 blev det første kontor i Europa åbnet i Norge, og fra 2019 var samarbejdet med Uno-X med til at sætte fart i udviklingen af flere landevejsmodeller.

I dag er mærket repræsenteret i flere europæiske lande herunder Danmark ved Carsten Knightbridge Niberg, indehaver af Rouleurs.dk. DAREs samlede line-up består af AFO-landevejsserien (AFO afledt af italiensk ’Aficionado’), der indeholder tre modeller: MA-AFO, VA-AFO og PA-AFO, gravelcyklen GA (Gravel Ace) og TT-cyklen TSRf.

Her skal det handle om AFO-serien og især det nyeste skud på stammen PA-AFO, der er firmaets bud på en let, aerodynamisk allround cykel á la Pinarello Dogma, Giant Propel, Cannondale SuperSix, Specialized Tarmac m.fl.

DE VIGTIGE TESTRESULTATER

Det er store navne at konkurrere mod, men DARE vil måles på de hårde parametre, og når man er dedikeret til det, går man til Zedler Group i Tyskland og får sine rammer testet i hoved og r.. hos verdens førende Institut für Fahrrad Prüftechnik.

Dirk Zedler var manden der i sin tid udviklede TOUR-magasinets omfattende testprotokol, inden han gik solo med sit eget firma, så hans firma er det tætteste man i dag kommer på en grundlæggende objektiv testprotokol. Ud over vægt og aerodynamik måler Zedler/TOUR torsions- og vridningsstivhed (kronrørsstivhed), stivhed i kranken, forgaflens sideværtsstivhed og komforten i form af graden af udbøjning.

Desuden udsættes rammerne for en langvarig stresstest. Nu skal der ikke gå tal-bonanza i denne artikel, men det er alligevel værd at fremhæve de vigtigste for at underbygge, om DAREs egne ambitioner holder. Med en vægt på 745 gram for en ramme i størrelse M er PA-AFO-modellen nogenlunde på niveau (+/- 75 gram) med de letteste aero-allroundcykler, som Cannondale SuperSix, Specialized Tarmac, Pinarello Dogma og Giant Propel. Vægten på rammekittet inkl. cockpit havde været mere interessant at sammenligne, men det har ikke været muligt at finde sammenlignelige tal.

Når det gælder data for aerodynamik efter Zedler/TOUR-standarden er DARE PA-AFO 1 watt hurtigere ved 45 km/t end Pinarello Dogma, Giant Propel og Specialized Tarmac, 8 watt hurtigere end Trek Madone, men 4-5 watt langsommere end en dedikeret aero-cykel som Canyon Aeroad. Sidstnævnte er til gengæld 4 watt langsommere end DAREs dedikerede aeroramme VA-AFO, som ifølge målingerne er hurtigere end samtlige cykler på World Touren lige nu og den tredjehurtigste cykel, TOUR nogensinde har testet. VA-AFO blev i efteråret også aerotestet af cyclingnews.com, som konstaterede, at den kun blev slået marginalt af den nye ekstremcykel fra Factor kaldet ONE

UCI-REGLER GAV NYE MULIGHEDER

Nu skal det siges, at det er meget få watt, der skiller topcyklerne i dag, så man skal næppe stirre sig blind på decimalerne. Hvis vi lige et øjeblik bliver ved DAREs aeromodel VA-AFO, så var det måske den første ramme, der udnyttede UCIs nye 8:1-regel, der i 2023 afløste 3:1-reglen og dermed gjorde det lovligt at lave cykelrammer med rør, der er 8 gange så brede, som de er dybe.

De dybe og tynde airfoil-former er aerodynamisk fordelagtige, fordi det giver mindre turbulens bag rørene, når vinden slipper dem, og dermed er der også mindre modstand (drag). Senest har vi set det samme med den nye Ridley Noah Fast 3.0, der på mange måder deler DNA med DARE VA-AFO.

PA-AFO ALLROUNDEREN

Den her testede allroundmodel PA-AFO er på nogle områder en ”nedskaleret” udgave af VA-AFO, som udnytter de aerodynamiske gevinster ved airfoil-formerne, men er langt lettere (over 300 gram for rammen alene) og med betydeligt bedre komforttal.

Således er komforten målt som udbøjningen ved et bestemt tryk på sadelpind og bagenden af rammen på niveau med de bedste aero-allroundere, som Specialized Tarmac, Cannondale SuperSix og Giant Propel. Og stivheden i rammen og forgaflen er ifølge Zedler-protokollen betydeligt over det niveau, hvor selv tunge og kraftfulde ryttere ikke vil kunne mærke forskel, hvis stivheden var endnu højere.

STW-værdierne hos DARE PA-AFO er altså blandt de allerhøjeste. Baggrunden for rammens kvaliteter er ifølge DARE den såkaldte one-piece monocoque-konstruktion, hvor hele rammen er lavet i én form og altså ikke limet sammen i enkelte rørsektioner – fx forreste og bagerste trekant og kranksektionen.

Den rene monocoque-konstruktion giver potentielt nogle vægt- og styrkemæssige fordele, men er også en dyrere og vanskeligere fremstillingsmåde, og derfor er det langt fra alle rammefabrikanter, der benytter den. Samtidig er alle AFO-seriens rammer konstrueret af det ifølge DARE allerbedste kulfibermateriale, nemlig det såkaldte DGTM graphen-TORAY-kulfiber T1100G/M46X. Det må vi tage for pålydende.

GEOMETRI OG STØRRELSER

Hvis vi fortsætter talnørderiet lidt endnu og ser nærmere på geometrien, så er PA-AFO forholdsvis upåfaldende. En stack to reach for en str. XL på 1,46 er sportslig, men ikke nær så ekstrem som aerocyklen VA-AFO, der med en stack to reach på blot 1,33 i samme størrelse er ekstrem lang og lav.

Akselafstanden er med 997 mm for en størrelse XL forholdsvis kort, mens kronrørs- og sadelrørsvinklen på henholdsvis 73,5 og 73 grader ligger midt på den gyldne middelvej. Rammen leveres i syv forskellige størrelser fra 2XS til 2XL, så alle ryttere mellem 150 og 200 cm kan finde en størrelse, der passer. Rammen kan officielt maksimalt tage 32 mm dæk, men der er plads til mindst 35 eller 38 mm foran, hvis man måtte ønske det.

AVANCERET COCKPIT

DARE har udviklet såvel et cockpit som en modelspecifik sadelpind til PA-AFO. Især cockpittet påkalder sig opmærksomhed. Overdelen af styret buer 5 grader udad mod grebene, hvilket giver en smule ekstra reach, hvis man gerne vil sidde mere strakt og aerodynamisk. Man ser den samme idé hos Colnago på deres Y1RS-model, hvor en udadrettet vinkel på styrdelen også giver ekstra reach.

Som om det ikke var nok fås cockpittet med to forskellige reach – et Reach80 og et Reach68. Det betyder altså, at man kan vælge mellem en lang og dybere bukning eller en lidt kortere. De to cockpits fås i mange forskellige bredder og længder fra 80 til 130 mm i længden og 360 til 420 mm i bredden, så rytteren kan få den ønskede kørestilling. Det er absolut positivt, at DARE gør så meget ud af sit eget udviklede styr, fordi styret er så vigtigt for ergonomi og generel køreoplevelse, hvilket jeg vender tilbage til.

KERAMISKE STYRLEJER

Ofte ser man highend-rammer udstyret med ret billige styrlejer uden et godt beskyttelseslag af fedt, og så skal man til sin overraskelse skifte det nederste leje efter en sæson. Men DARE udstyrer PA-AFO med danske CeramicSpeed SLT-styrlejer, der muligvis er de mest holdbare styrlejer i verden.

Lejerne ligger i en solid olieindkapslet ring, der er selvsmørende og fuldt forseglet, så der aldrig burde komme vand og skidt ind i dem. De skulle – i princippet i hvert fald – gerne holde rammens levetid ud. Endelig har DARE udviklet egne flaskeholdere, der aerodynamisk matcher rørdimensionerne på skrårør og sadelrør, og en cykelcomputerholder, der dog ikke helt så elegant og strømlinet matcher styret.

KØREOPLEVELSE

Jeg har som sagt tidligere kørt på DAREs aero-flagskib VA-AFO, som med sin lange akselafstand, ekstremt stejle sadelrørsvinkel og lave kronrør måske indvarsler en ny tid for de dedikerede aerocykler. I hvert fald er fx Ridley Noah Fast og den nye Factor ONE skåret over samme læst.

Du får meget fart for dine watt, men de på papiret hurtigste cykler er altså ikke nødvendigvis de bedste cykler til alle, i alle terræner og til alle formål. PA-AFO er i langt højere grad en letvægts-allrounder, der i køreegenskaber ligner de highend-cykler/-rammer, den vil måles mod. Styringen er klippestabil, og selv ikke kraftfulde og tunge ryttere har brug for større torsionsstivhed. Med sin forholdsvis korte akselafstand og relativt stejle kronrørsvinkel er styringen dog ganske kvik, og det er let at styre cyklen ind i snævre sving.

Her er aerocyklen VA-AFO mere udfordret med sin over 30 mm længere akselafstand, flade kronrørsvinkel og længere efterløb på forgaflen. Styret er særdeles vellykket både designmæssigt og ergonomisk, og de mange muligheder for tilpasning i længde, bredde og reach gør det let at finde den bedste løsning for den enkelte rytter. De tilpasningsmuligheder kunne andre tage ved lære af.

Med de fine DT Swiss ARC 55 hjul og fuld Ultegra-pakke lader cyklen ikke noget tilbage at ønske som hverken motions- eller racemaskine. Cyklen kører som de allerbedste letvægtsallroundere og er dermed i modsætning til flere rene aerolandevejscykler en cykel for alle. Er DARE PA-AFO bedre end andre highend-cykler?

Det er umuligt at svare på, men på de hårde parametre er cyklen bestemt helt på højde med markedets allerbedste. Prisen på DAREs cykler har fra 2026 fået et gevaldigt dyk. Med en vejledende pris fra 45.000 kr. er en Ultegra-udstyret cykel med DT Swiss-hjul billigere end fx en Canyon Aeroad og på niveau med en Giant Propel med tilsvarende udstyr. Sammen med de flotte tekniske værdier gør det pludselig DARE PA-AFO til et af de mest interessante og undervurderede mærker på markedet lige nu.

VURDERING

Ville jeg selv købe cyklen? Ja, det ville jeg. Jeg synes DARE PA-AFO er en spændende allround letvægtsaerocykel, der vil fungere glimrende i nærmest alle terræner og til alle formål. Men da jeg kører konkurrenceløb i Danmark, ville jeg måske være endnu mere fristet af den rene aerocykel DARE VA-AFO, som er en af verdens allerhurtigste cykler.

Velomore tester SCOTT Addict

Posted on: marts 3rd, 2026 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Komfort og køreglæde er nøgleordene bag den nye SCOTT Addict, som vi testede i Schwarzwalds bakker.

Med den nye Addict revurderer SCOTT deres landevejskategorier: Race eller Ride. Den nye Addict hører til i sidstnævnte kategori, hvor det ikke handler om lav vægt, aerodynamik eller jagten på KOM’s. I stedet er fokus på ren køreglæde, komfort og de lange dage i sadlen.

Denne cykel kommer ikke til at vinde etaper i Tour de France. Den nye Addict er udviklet med passion for de lange ture og kaffestoppene – til os, der bare elsker at cykle. Det er ikke en performanceoptimeret landevejsræser, men en cykel, der dyrker oplevelsen fremfor sekunderne. Derfor opdeles programmet fremover i Race, som dækker de kompromisløse performancecykler, og Ride, hvor komfort og køreoplevelse er i centrum. Her hører Addict hjemme.

RIDE, IKKE RACE

Cyklen er skabt med lange ture, sociale rides og mange timer i sadlen for øje. Dens vigtigste opgave er ganske enkelt at gøre cyklingen så behagelig som muligt. Mottoet er passende: “Long ride ready”. Fokus har ligget på håndtering, funktionalitet og komfort.

Udviklingen bygger på erfaringerne fra Addict RC-platformen, men målet har været en komfortorienteret cykel uden at gå på kompromis med præcision eller køreglæde. Den nye Addict har 50 % bedre compliance end forgængeren og 25 % bedre compliance end seneste Addict RC.

Den øgede eftergivenhed er opnået gennem mere fleks i saddelstræbere, kædestræbere og saddelpind, mens kronrør og krankboks er forstærket for at bevare stabiliteten. Rørene er gjort smallere, men interne blindtests viste, at rytterne foretrak øget stivhed frem for lavere vægt – stik imod ingeniørernes forventning.

Vægten er dog stadig optimeret via samme støbeteknik som i RC-modellen, hvor overskydende materiale og unødvendige samlinger elimineres.

Geometrien er blevet mere afslappet med 5 mm højere stack og 5 mm kortere reach. Kædestræberne er samtidig forkortet 2 mm for at bevare en livlig fornemmelse. Ifølge producenten svarer en Addict uden spacere til positionen på en Addict RC med 35 mm spacere.

NOGET FOR ENHVER

Addict fås i seks udstyrsniveauer – fra Shimano 105 mekanisk til Dura-Ace på topmodellen Addict Premium. Vægtspændet går fra ca. 7,4 til 8,9 kg, hvilket i praksis er en marginal forskel for langt de fleste motionister.

Der er truffet flere brugervenlige valg. Cyklen leveres ikke med integreret cockpit, så det er let at skifte frempindslængde og styrbredde uden dyre værkstedsbesøg. Syncros har udviklet en frempind, hvor længden kan ændres uden at afmontere kabler, uanset om man kører elektronisk eller mekanisk gearing.

Kabelindføringen til bremsen er desuden flyttet fra fronten til siden af kronrøret for at styrke strukturen dér, hvor belastningen er størst under nedbremsning.

Addict leveres med 34 mm dæk og har plads til op til 38 mm – et bevidst valg for at øge komfort, kontrol og muligheden for at snuse til let grus.

UDSTYRSPAKKEN

Testcyklen var udstyret med SRAM Force AXS: 12-speed kassette, integreret wattmåler, justerbare greb og kraftfulde, letmodulerbare skivebremser. Hjulene fra Fulcrum var monteret med DT Swiss-nav med næsten lydløst friløb – en detalje, man først undrer sig over og siden sætter overraskende stor pris på. (Man må så advare fodgængere på anden vis end med en hidsig friløbslyd.)

Der tilbydes naturligvis også modeller med Shimano-grupper, så man kan vælge efter præference.

SCHWEIZISK OMTANKE FOR DETALJEN

Æstetisk fremstår Addict ekstremt ren. Kabler og beslag er skjult, selvom rammen rummer både intern opbevaring og mulighed for overrørstaske.

Opbevaringsrummet sidder i skrårøret over krankboksen, så tyngdepunktet ikke påvirkes. Her er plads til slange, dækjern og pumpe i en dedikeret pose, tilgængelig via et diskret dæksel.

I styrets bukning er gemt et multitool, der passer til alle cyklens bolte – nok til både hjulafmontering og justeringer undervejs.

Den specialdesignede overrørstaske monteres på skjulte beslag under overrøret, som kan dækkes af gummipropper, når tasken ikke bruges. Det samme gælder forskifterbeslaget, hvis man ønsker 1x-setup.

PÅ LANDEVEJEN

Testen fandt sted på de kuperede veje i Schwarzwald, hvor cyklen blev udsat for alt fra lange stigninger til hurtige nedkørsler, fladbanetempo og ujævn asfalt.

Det mest slående er, hvor intuitiv cyklen føles. Hvor man normalt skal “lære” en ny cykel at kende, føles Addict fra første pedaltråd som en gammel bekendt.

Den klatrer let, men det er især på nedkørslerne, at cyklen udmærker sig. Den guider roligt gennem svingene og bevarer stabiliteten, selv når asfalten bliver ujævn. Hvor aggressive racercykler kan føles nervøse, giver Addict selvtillid og kontrol.

Geometrien inviterer ikke til at presse grænserne, men til at køre langt og længe med overskud. Komforten reducerer den klassiske “rammetræthed”, så både krop og hoved føles friskere efter mange timer.

Vurdering

Addict er til rytteren, der cykler for oplevelsen – ikke for watt, segmenter og marginal gains. Den løfter komfort og køreglæde til et niveau, hvor fart og afslappethed sameksisterer.

Det er en cykel, man har lyst til at blive siddende på. Og en cykel, man med tilfredshed parkerer foran caféen efter endnu en lang dag i sadlen.

Velomore tester Pronghorn Road-X

Posted on: februar 24th, 2026 by Roar Paaske No Comments

Kan én cykel erstatte både din landevejsracer og gravelcykel? Pronghorn Road-X udfordrer N+1-reglen og lover en kompromisløs køreoplevelse på både asfalt og grus.

Vi kender alle den tolvte Velominati-regel, “N+1”, der beskriver, hvor mange cykler man egentlig har brug for. Her er N lig med antallet af cykler, man i forvejen ejer, og hertil skal der så altid lægges endnu en til. Særlig hvis du går med tanker om både at køre gravel og landevej. I så fald kan reglen måske omskrives til “N=1” med Pronghorns Road-X, som vi har taget et nærmere kig på – både på asfalt og på grus.

Jeg har ofte overvejet, om jeg skulle anskaffe mig en gravel, så jeg ikke bliver totalt ekskluderet af mit cykelhold, når de kører vintertræning på grusvejene. Jeg synes dog, jeg har svært ved at kunne forsvare over for mig selv og min familie, at jeg altså bare må have en cykel mere. Det problem er jeg givetvis ikke den eneste, der står med, og jeg tror, at danske Pronghorn har fundet løsningen med deres gravel-/landevejshybrid Road-X.

UDSTYR

Kigger vi nærmere på cyklens udstyr, kan vi starte med Shimano 105 Di2-geargruppen. Ved køb af Road-X er det muligt selv at vælge mellem landevejs- og gravelgrupper. Foran sidder et 50/34-kranksæt, og bagpå har vi 12 gear med en 11-34-kassette. Det giver mulighed for at køre hurtigt på flad vej og samtidig overvinde stejle stigninger med de laveste gear.

Samtidig er der ikke noget voldsomt stort spring mellem gearene på kassetten, så det er altid muligt at finde det rigtige gear, uanset om man blæser af sted på landevejen eller kæmper sig op ad en stejl bakke i terrænet. Ser man bort fra navnet og fraværet af knapperne øverst på skiftegrebene, er det svært at mærke forskel på den seneste iteration af 105-gruppen og storesøster Ultegra.

I cockpittet har vi et fuldt integreret carbonstyr/frempind fra Pronghorn selv. Styret fås i mange længder og bredder; i den testede udgave er det 40 cm bredt i toppen og 42 cm i bukningerne med en 115 mm lang frempind. Jeg er rigtig glad for styret og føler mig godt til rette i alle positioner.

Sadlen er en Selle San Marco Shortfit monteret på en carbon-sadelpind fra Pronghorn. Sadelpindsbespændingen er blevet opgraderet siden sidste model, og man spænder den med en 4 mm unbrako i toppen af sadelrøret på undersiden af overrøret. Dejligt med en passende størrelse unbrakonøgle i stedet for en for lille torx, som på mange andre cykler.

Cyklen kom monteret med et sæt DT Swiss ERC 1600 carbonhjul til landevej med en fælghøjde på 45 mm og en udvendig bredde på 28,5 mm. Det er et ganske godt allround-hjulsæt på godt 1.500 gram, hvor man både får lidt aerodynamik og en rimelig lav vægt. Det excellerer ikke på nogen af punkterne, men gør arbejdet, som det skal, og har den samme høje kvalitet, som hjul fra DT Swiss altid har.

Dækkene er de altid gode Continental GP 5000 S 32 mm tubeless.

Med til testen fulgte også et ekstra sæt ERC 1600-hjul med Continental TerraSpeed-dæk, så jeg kunne teste cyklen på grus. Det er en gode i forbindelse med testen og ikke en standardservice, men det anbefales at tilkøbe et ekstra hjulsæt til gravelkørsel, hvilket sagtens kan gøres senere. Pronghorn leverer dem endda sat op med dæk, slange og bremseskiver.

DT Swiss har udviklet et system, der gør det muligt at afmontere hele kassettehylsteret – mens kassetten sidder på – uden brug af værktøj. På den måde er det superlet at køre med samme kæde og kassette og veksle mellem to hjulsæt. Når begge hjul er afmonteret, tager det 10-20 sekunder at skifte kassetten. Alt i alt kan man på to minutter skifte fra landevejscykel til en cykel klar til grusvejsræs. Smart.

RAMMEN

Kigger vi på rammen, ligner den mest af alt en landevejsramme uden de helt store armbevægelser. Den er harmonisk i sin udformning og forsøger ikke at være alt på én gang. Der er for eksempel ikke bøsninger til ekstra oppakning, og der er ikke et “hemmeligt rum” i skrårøret. Til gengæld kan den klare dæk op til 40 mm.

Nogle vil gerne have mulighed for endnu bredere dæk, men for en som mig, der oftest kører landevej og indimellem vil på eventyr, giver det rigtig god mening. Den er lavet som en landevejscykel uden tusindvis af beslag, der sjældent gør noget godt for æstetikken.

Fælles for alle udstyrsmodeller er elektroniske gear og enten fuldt integrerede kabler eller en næsten lige så elegant løsning, hvor kablerne går ind i spaceren over kronrøret. Der er derfor ingen synlige kabelhuller på rammen, og på modellen i farven “Ice Blue” giver det et meget flot og rent udtryk.

AI BIKE FIT

Køber man en cykel ved Pronghorn, får man gratis tilpasning via deres Smartfit-system, hvor blandt andet frempindslængde og styrbredde justeres. Systemet måler forskellige punkter på kroppen og giver et fornuftigt bud på setuppet.

Jeg prøvede det inden testen, og selv om alle tallene ikke var helt spot on i forhold til mit normale setup, var det en god rettesnor. Enkelte ting blev justeret, og da jeg hentede cyklen, var alt indstillet næsten perfekt – jeg skulle kun justere sadelhøjden en smule.

Har man ikke stor erfaring med position eller bikefit, er det et rigtig godt sted at starte. Kender man sine mål, kan systemet bruges til at vurdere, hvordan en ny cykel vil passe.

KØREOPLEVELSE

Road-X’en er lidt højere og længere i geometrien end Pronghorns rendyrkede landevejscykler og har fladere vinkler på kron- og sadelrør. I størrelse medium er kronrøret 139 mm og overrøret 545 mm. Akselafstanden på 1.016,7 mm er knap 43 mm længere end på søstermodellen Road Aero, hvilket giver en mere retningsstabil og langsommere styring.

Man vænner sig hurtigt til det, og når først man gør, føles det naturligt. Den rolige styring giver bedre komfort og tryghed i sving og på ujævne veje. I svingene er den klippestabil, og når det går lige ud, glider den let hen over asfalten.

Jeg kørte også en del grus med både 32 mm og 40 mm dæk, og her er cyklen en fornøjelse. Den bliver aldrig den mest komfortable gravelcykel, men den er hurtig, og man får lyst til at tage på eventyr. Ligesom andre Pronghorn-cykler indbyder den til at blive kørt aktivt og med tryk på pedalerne.

Når man skifter mellem landevej og grus, fungerer to-klinge-setuppet perfekt. Jeg har ikke manglet gear i hverken den høje eller lave ende og har hele tiden haft mulighed for at finde det rette tråd.

Cyklen er opgivet til 8,2 kg, hvilket også passer med min egen måling. Den lange akselafstand kan give en fornemmelse af lidt træg acceleration fra lav fart, men op ad bakker og på korte stigninger føles den agil og responsiv. Kraften går direkte i asfalten og forsvinder ikke i en blød ramme.

Alt i alt er det en meget harmonisk landevejscykel med godt udstyr hele vejen rundt – og at den samtidig er underholdende på grusvejene, er et stort plus.

VURDERING

Jeg har for nylig opgraderet min vintercykel, og med mine evige tanker om også at have en gravel burde jeg måske have valgt en Road-X i stedet for en decideret landevejsracer. Den er ikke helt så hurtig som en rendyrket løbscykel, men med samme udstyr og hjul er forskellen næppe mærkbar.

For den normale motionist, der gerne vil ud og opleve landskabet med klubben eller vennerne, er denne cykel rigeligt. Det er en fornøjelse at køre på den, og hvis ikke det havde været for den lidt langsommere styring, ville intet afsløre, at cyklen også kan æde grus.

Cyklen får en klar anbefaling og er bestemt et kig værd, hvis man har de samme tanker om at ville have en gravelcykel, men må nøjes med N=1. På Pronghorns hjemmeside står der: “Skal du kun have én cykel i din stald, skal det være Road-X.” Jeg giver dem ret.

Velomore tester Ridley Noah Fast 3.0

Posted on: februar 17th, 2026 by Hans Plauborg No Comments

Uno-X’ nye Ridley Noah Fast 3.0 er et regulært fartmonster og Velomore har derfor været i Flandern for at teste cyklen, der på papiret ligner den perfekte cykel til danske konkurrenceryttere.

Der var engang for ikke så længe siden, at en smart mand fra Specialized fandt på udtrykket “aero is everything”. I lang tid havde cyklernes vægt været det vigtigste konkurrenceparameter blandt producenterne, men med vindtunnellernes indtog kunne Specialized og alle andre hurtigt beregne, at aerodynamik er en betydeligt vigtigere faktor for farten under langt de fleste forhold.

Belgiske Ridley var tidligt med på aero-bølgen med den første Noah Fast fra 2008. Den futuristisk udseende cykel med fælgbremser integreret i forgaffel og sadelstræbere var absolut ikke hverdagskost, da den kom frem. Var udseendet for aparte?

I hvert fald tog de fleste ryttere på Lotto-holdet ikke imod cyklen med kyshånd. Sprinteren Andrei Greipel vandt sine sejre på den, men de fleste andre Lotto-ryttere konstaterede, at cyklen var lidt tung og urimeligt hård at køre på med sin integrerede sadelpind. Så var det jo nok bedre at vælge en lettere Ridley-model.

Aero-cykler er for sprintere!

8:1 afløser 3:1

Ak ja – som bønder ikke forstår sig på agurkesalat, forstod cykelryttere sig ikke på cykler. I hvert fald ikke før de hårde data fra vindtunnellerne gav konkret anskuelsesundervisning i aerodynamikkens love til de stokkonservative og forandringsresistente ryttere.

Med tredje generation af Noah Fast er Ridley gået hele vejen for at skabe den hurtigste UCI-lovlige racercykel. Ridley vil ikke hoppe med på “one bike to rule them all”-filosofien fra bl.a. Specialized og Pinarello, hvor den bedste cykel er et kompromis mellem aerodynamik, vægt og komfort – generalistcyklen, der er gennemsnitligt bedst i alle terræner.

Baggrunden er UCIs 8:1-regel, der i 2023 afløste 3:1-reglen og dermed gjorde det lovligt at lave cykelrammer med rør, der er op til otte gange så brede, som de er dybe. De brede og tynde airfoil-former er aerodynamisk fordelagtige, fordi de reducerer turbulensen bag rørene, når vinden slipper dem – og dermed også modstanden (drag).

“Skabeloncykel”

UCI har lavet en skabelon, som alle rammer skal holde sig indenfor, hvis de skal være UCI-godkendte, og Ridley har på de fleste af Noah Fast 3.0’s rør maxet skabelonen ud. Den nye Van Rysel, som danmarksmester Rasmus Søjbjerg kører på, er en anden ramme lavet efter samme princip, og vi vil givetvis se mange af de store mærker gøre det samme de kommende år.

Det giver et umiddelbart lidt aparte udseende med en enorm lang kronrørssektion, massive sadelstræbere, en meget bred forgaffel og et skrårør, der kun lige præcis holder sig inden for UCIs rammer. Det enorme skrårør betyder bl.a., at runde flasker ikke er en aerodynamisk ulempe – i modsætning til fx Treks Madone, hvor man har været nødt til at lave upraktiske aerodynamiske flasker.

Kudos til de runde cykelflasker.

Aero-gevinster

Hvor meget betyder det så? Og er Uno-X-drengenes arbejdsredskab hurtigere end andre rendyrkede aerocykler fra fx Cervélo, Canyon og Van Rysel?

Det sidste kunne vi ikke få et klart svar på under præsentationen i Flandern, og vi må afvente uafhængige aero-tests fra bl.a. TOUR og Cyclingnews. Ifølge Ridleys egen testprotokol i firmaets vindtunnel er cyklens Cd-værdi 11 % lavere end Noah Fast 2.0. Samlet skulle det gøre Noah Fast 3.0 8,5 watt hurtigere ved 50 km/t.

Hos Ridley mener man dog ikke, det giver mening at kigge isoleret på ramme og forgaffel. Det er hele “cykelsystemet” – inklusive rytteren og positionen – der giver det mest retvisende billede.

Da Noah Fast 2.0 allerede i en TOUR-test blev målt til blot 8-10 watt langsommere end Canyon Aeroad og Cervélo S5, er der god grund til at tro, at 3.0-versionen bevæger sig ind i rekordterritorium. Cyklen er dog udviklet til at være maksimalt hurtig ved 45-50 km/t, og watt-besparelsen ved lavere hastigheder er naturligvis mindre.

Geometri-revolutionen

Ridley skal have ros for ikke kun at fokusere ensidigt på aerodynamikken. Noget af det mest interessante ved Noah Fast 3.0 er dens geometri, som adskiller sig markant fra stort set alle andre landevejscykler.

Cyklen har en bemærkelsesværdig stejl sadelrørsvinkel på 76°, der placerer rytteren længere fremme og mere centralt over krankboksen. Så stejle vinkler har vi tidligere kun set på enkeltstartscykler. Ideen er at åbne hoftevinklen, forbedre kraftoverførslen og optimere rytterens aerodynamiske position, så det bliver lettere at opretholde en lav og aggressiv stilling.

Tidligere har mange ryttere rykket sadlen ekstremt langt frem, men det giver kompromiser i vægtfordeling og styreegenskaber. Ridley har derfor gentænkt hele geometrien – noget der kun har kunnet lade sig gøre, fordi UCI har ændret reglen om, at sadelspidsen skulle være mindst 5 cm bag krankens center.

Fronten er samtidig lavere end på forgængeren, overrøret har et let forlænget reach, og stacken er lav. Resultatet er en mere udstrakt, aerodynamisk kørestilling med høj stabilitet ved fart og sprint, understøttet af en lidt længere akselafstand.

Avanceret cockpit

Det nye cockpit er en del af et helt nyt pasformssystem. Den stejlere sadelrørsvinkel flytter rytteren frem, og derfor skal frempinden også være længere. For at undgå mange spacere tilbydes cockpittet i tre stack-højder: 55, 75 og 100 mm.

Hver stack-variant fås i fem længder – i alt 15 kombinationer. Til gengæld tilbydes kun én styrbredde: 36 cm ved grebene og 40 cm i bunden. Uno-X-rytterne kan få smallere versioner, men de bliver ikke kommercielt tilgængelige.

Ridleys konfigurator giver mulighed for omfattende tilpasning af komponenter og farver, hvilket de fortjener ros for.

Første køreoplevelse

Jeg har været til mange cykelpræsentationer gennem årene, men sjældent set så meget frem til at prøve en ny cykel. For en gangs skyld er der tale om en reel (mindre) revolution – ikke bare evolution forklædt som marketing.

Det her er en rendyrket racercykel.

Man sidder stejlt og langt, meget aerodynamisk, selv med cockpittet i 75 mm stack. Det passer mig fint, da jeg i forvejen har kørt med sadlen langt fremme og lang frempind. Andre journalister var mere udfordrede af positionen.

Vi kører ud på de sidste 90 km af Flandern Rundt-ruten på cykler monteret med fuld Ultegra-gruppe, DT Swiss ARC 1400 (50 mm) og 28 mm Vittoria-dæk. En cykel til omkring 9.000 euro.

Snart rammer vi brostenene. Chok. Selv efter mange ture i Belgien er det altid en brutal oplevelse. Rystelserne går gennem hele kroppen, og man ønsker sig straks en mountainbike. Jeg sænker dæktrykket yderligere og undrer mig over, at Ridley ikke havde monteret mindst 32 mm dæk, når cyklen faktisk kan tage op til 34 mm.

Mindre tryk hjælper, men Noah Fast 3.0 er ikke nogen komfortmaskine. Der er meget lidt vibrationsdæmpning i de enorme, flade rør. Med bredere dæk og fælge ville komforten på dårlige veje blive markant bedre.

Til gengæld er den fantastisk, når farten skal holdes høj på god asfalt. Sjældent har 40 km/t føltes så let.

Styret med 5° flare, 125 mm drop og 75 mm reach rammer efter min mening et næsten perfekt kompromis og fungerer godt i alle positioner.

Perfekt til danske konkurrenceryttere

Magnus Cort og de andre Uno-X-rytteres arbejdsredskab forekommer at være tæt på den perfekte racercykel til konkurrencerytteren i Danmark, hvor man kører rullende terræn på relativt gode veje.

Det er på mange måder den mest ekstreme aerocykel på markedet lige nu. Den er ikke nogen letvægter – vi fik ingen officiel rammevægt – men komplet ligger den sandsynligvis på den forkerte side af 8 kg i de større størrelser.

Den relativt lange akselafstand og høje stivhed gør cyklen ultrastabil, men nogle vil måske opleve styringen som en anelse træg. Til gengæld er fordelene markante, når det handler om at bryde vinden og spare watt.

Med priser mellem 3.299 og 11.699 euro er spændet bredt. De billigste modeller kommer dog med et mere traditionelt styr-setup.

Velomore tester Rose Backroad FF

Posted on: december 17th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Hos ROSE tager man fart yderst seriøst. Med frembringelsen af Backroad FF har man lavet en regulær racermaskine til de støvede gravelløb.

Fast Forward, eller hurtigt fremad, er nøgleordene hos ROSEs nye gravelracer Backroad FF. Postordretyskerne fra Bocholdt har skabt en regulær fuldblodsracer til gravelløb med kun én ting for øje: Fart!

En udvikling, som er meget sigende for den skillevej, som gravelcyklingen står overfor, hvor retningerne hedder adventure eller performanceorienteret ræs. Sidstnævnte har man hos ROSE taget seriøst, hvor ingeniørerne har frembragt en aerodynamisk optimeret grusknuser.

Det kræver kun et hurtigt blik at se, at den nye ROSE Backroad FF er en rendyrket racermaskine: Koniske rør, D-formet saddelrør, lave saddelstræbere, en aggressiv geometri, integreret frempind og styr (som i øvrigt er virkelig smalt) samt 50 mm carbonfælge sender et klart signal.

Backroad FF er kommet for at køre stærkt! Var den ikke monteret med 40 mm Schwalbe G-One RS Evo, ville man næsten ikke kunne se forskel på Backroad FF og søsteren fra landevejen XLITE. Det fælles ophav er tydeligt at se i de to cyklers karakteristika, og DNA’et til Backroad FF kommer også direkte fra aeroraceren.

Det hurtige udseende understreges af den suveræne SRAM Force XPLR-gruppe, som uden synlige kabler og med kun én klinge (44t) bidrager til det minimalistiske og hurtige ydre. En specialdesignet og diskret chainguard fra Wolftooth sørger for, at kæden bliver, hvor den skal, men den er nærmest også det eneste, som ”stikker” ud af rammen på Backroad FF.

Aerogains

Det smalle styr har fået grebene vinklet let indad, hvilket gør det muligt at hvile underarmene på styret og dermed sidde lavt og komfortabelt – uden at bryde UCI-regler – mens bukningerne har 15° flare for bedre kontrol på tekniske nedkørsler.

Faktisk leder styret tankerne lidt hen på ”mågestyret” fra Specialized Venge, da der er 20 mm rejsning fra midten af styret og ud mod grebene, hvilket måske virker en smule mærkeligt, når frempinden giver -10° hældning, men tilsammen udgør det et kompromis mellem komfort og aerodynamik.

Til gengæld er styret kun 38 cm bredt, hvilket synes meget smalt, men på en størrelse M-cykel er det dejligt forfriskende, at det er rationalet, der har rådet, fremfor den arbitrære standard med 42 cm brede styr.

Der, hvor Backroad FF for alvor bliver en sand racermaskine, er på geometrien, som er 1:1 hentet fra X-Lite på landevejen. Reach er blevet længere, og stack kortere, hvilket gør, at man sidder mere strukket ud som på en aeroracer, og på den måde nemt kommer ned i en mere aerodynamisk position hen over styret.

Samtidig er akselafstanden og kædestræberne blevet kortere, så man får en mere nænsom styring, om end det koster lidt på komforten over meget ujævnt terræn.

Nye hjul

Hjulsættet, som følger med Backroad FF, er ROSEs nyudviklede GC50 carbonhjulsæt, som er lavet specifikt til gravelræseren. Kampvægten siger 1.550 gram (uden tubeless tape) og er optimeret til 40 mm dæk. Forhjulet er 40 mm bredt, mens baghjulet måler 32 mm i bredden for at spare vægt.

Det giver en intern fælgbredde på 27 mm og dermed optimalt for 40 mm dæk og et forholdsvist lavt dæktryk. Som en fræk detalje er niplerne på egerne gemt inde i fælgen, og alt i alt viser ROSEs egne tests i vindtunnel, at hjulsættet er 7 – 9 % mere aerodynamisk end forgængeren GC40.

Som skrevet kommer hjulene udrustet med Schwalbe G-One RS Evo, som er et udmærket valg til danske forhold.

Ekstraudstyr

Med til cyklen kommer en integreret cykelcomputerholder, som er let at installere under styret. Derudover er det muligt at tilkøbe tasker til Backroad FF, som monteres med magneter.

Selvom Backroad FF ikke er tiltænkt lange gruseventyr, har ROSE alligevel lavet to tasker til hver side af overøret, som angiveligt skulle forbedre cyklens aerodynamik en smule. Om ikke andet er taskerne praktiske at have med for dem, som kører meget lange gravelløb, hvor potentialet for uforudsete situationer er stort.

Råddent slik

Nå ja, foruden den hurtige profil gør ROSE Backroad FF sig også bemærket med sin lakering, hvor der også er fart over feltet. Sjældent har vi haft en cykel til test, som har fået så mange kommentarer med på vejen, som Backroad FF i den frække ”rotten candy” har fået.

Den lyserøde lakering er strintet med sort, der giver en marmoragtig effekt. Man kan mærke, at malingen er sprøjtet på, når man kører sine fingre hen over rammen, og hver enkelt cykel er håndmalet. Det er bestemt en smagssag, om man kan lide farven eller ej. Personligt blev jeg mere vild med den under testperioden, end jeg umiddelbart var til at begynde med.

Farven er uden tvivl karismatisk, og er man vild med at skille sig ud på en cykel, er rotten candy lakeringen lige noget for dig. Ellers fås Backroad FF også i to mere afdæmpede farver (gråhvid og pistaciegrøn).

På gruset

Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at man er kommet op på en væddeløber, når man bestiger Backroad FF. Den foroverbøjede position, med armene hvilende på styret og hænderne omkring skiftegrebene, virker som den mest naturlige position at sidde i.

Er man vant til at sidde aggressivt på sin landevejscykel, vil man straks føle sig hjemme, men søger man det mere komfortorienterede, vil man skulle sluge nogle kameler. Positionen oppe i grebene føles hurtig og giver en fremragende kontrol over cyklen, der reagerer nænsomt og responsivt. Bukningerne er også forholdsvis komfortable at sidde i, og giver en god kontrol over cyklen, når det for alvor går hurtigt nedad på tekniske nedkørsler, om end de kan være svære at finde herhjemme.

En smart detalje er, at bremsegrebet er blevet rykket tættere på bukningerne, så det er nemmere at regulere farten eller skifte gear. Cyklenes stivhed giver en fremragende kraftoverførsel, der bidrager til den responsive håndtering og en hurtig acceleration.

Faktisk virker ROSE Backroad FF til at være lige hurtig på både asfalt og grus. Og man mærker det især i antrittet, når man træder til op ad bakke, hvor kampvægten på 8 kg ikke gør meget væsen af sig. Cyklen gør sig dog bedst i terræn, hvor man kan tonse afsted og udnytte den rå kraftoverførsel og gode aerodynamik.

Den korte akselafstand gør, at man skal være påpasselig i virkelig teknisk terræn. På et MTB-spor op ad bakke ramte jeg forhjulet med den ene skosnude i en hurtig manøvrering. Det var dog også langt ude af cyklens komfortzone, og en situation, som man nok ikke vil opleve i et dansk gravelløb.

For i virkeligheden vil Backroad FF bare have lov at blive sluppet løs på flad vej eller let kuperet terræn, hvor man kan komme hurtigt fremad. Jeg fandt, at 10-44 gearingen og 44t klingen var tilpas til danske forhold, men skal man kun køre gravelløb herhjemme, kunne jeg godt være fristet til at eksperimentere med SRAM’s 10-36t kassette, for at mindske springene mellem gearene på flad vej, på bekostning af den helt store pizza.

Facit

Er du på jagt efter en kompromisløs væddeløbsmaskine til gravel? Så er ROSE Backroad FF lige sagen for dig. De aerodynamiske optimeringer og den aggressive geometri giver 1:1 pay-off i fart og håndtering på cyklen, der alt i alt bidrager til en sjov køreoplevelse. Bevares, du skal føle dig hjemme i den aggressive position, som takket være det veltænkte styr, til gengæld er relativt komfortabelt, selv over lang tid (hvis du ervant til at sidde aggressivt).

Læs også: Kom godt i gang med gravel

Prisen er tilmed skarpere end mange af de nærmeste rivaler (til trods for integreret wattmåler), så kører du primært gravel med et enkelt eller to landevejsløb indimellem, er der råd til at smide penge efter et landevejshjulsæt også, og dermed nøjes med en cykel. Så skal du hurtigt fremad og jagte podier i gravelløb, skal du bestemt overveje en ROSE Backroad FF – der er i hvert fald ingen tvivl om, at der her er tale om en rendyrket gravelræser.

Info

Vurdering: 5/5.
Pris: 39.120 kr.
Mere info: www.rosebikes.dk