Posts Tagged ‘Cykelcomputer’

Velomore tester Magene C606 GPS cykelcomputer

Posted on: april 16th, 2025 by Hans Christian Hansen No Comments

Magene C606 er en avanceret GPS-cykelcomputer med en 2,8″ farvetouchskærm, omfattende navigationsfunktioner og kompatibilitet med diverse træningsplatforme.

I en tid, hvor teknologi spiller en central rolle i cykelsporten, præsenterer Magene sin C606 GPS-cykelcomputer, der kombinerer moderne funktioner med brugervenlighed. Enheden er designet til både entusiaster og professionelle, der søger præcision og pålidelighed i deres træning og navigation.

Design og display

Magene C606-enheden fremstår med et robust design, der passer fint på cykelstyret. Computeren er kompatibel med Garmin-holdere, og det gør montering nem.

Den 2,8″ farvetouchskærm med hydrofobisk nano-anti-fingeraftryksbelægning sikrer klare og læsbare visninger under alle forhold, selv i direkte sollys. Skærmen er forstærket med højstyrke Asahi-glas, som gør den modstandsdygtig over for ridser og daglig brug.

Navigation og tilslutningsmuligheder

C606 understøtter GPS-, Beidou-, Glonass- og Galileo-satellitsystemerne, og det giver præcis positionsbestemmelse og pålidelig navigation. Brugere kan downloade globale kort direkte til enheden for nem og effektiv ruteplanlægning og sving-til-sving guidning. Enheden tilbyder også forbindelse via Bluetooth og WiFi, og det gør synkronisering med træningsplatforme som Strava og TrainingPeaks nem og problemfri. 

Træningsfunktioner og kompatibilitet

Magene C606 er kompatibel med en bred vifte af sensorer via ANT+ og Bluetooth, herunder hastigheds- og kadencesensorer, pulsmålere og wattmålere. Det giver ryttere mulighed for at overvåge og analysere deres præstationer i realtid. Derudover understøtter enheden integration med elektroniske gearsystemer som Shimano Di2 og SRAM eTap.

Det bliver for omfattende at opremse alle de funktioner, som computeren har, men tag vores ord for, at du er godt dækket ind. Vi savnede i hvert fald ikke noget under testen. 

Opsætning foregår dejligt nemt via den tilhørende app, men den er måske også computerens største achilleshæl. For app’en forlanger nemlig omfattende adgang til dine telefondata. Hvis du ikke synes, det er supercharmerende at stille dem til rådighed for kinesiske servere, skal du nok gå med en anden cykelcomputer. 

Batterilevetid og holdbarhed

Med en batterilevetid på mellem 17 og 25 timer i normal tilstand og op til 28 timer i batterisparetilstand er C606 designet til lange ture uden behov for hyppig opladning.

Opladning foregår i øvrigt nemt via USB-C-porten. Enheden er vandtæt og er godt beskyttet mod stød og slag, hvilket gør den egnet til hård brug i alle vejrforhold og terræner. 

Facit

Magene C606 GPS-cykelcomputeren tilbyder en imponerende kombination af avancerede funktioner, brugervenlighed og pålidelighed. Dens præcise GPS-navigation, omfattende træningsfunktioner og lange batterilevetid gør den til et attraktivt valg for cyklister på alle niveauer.

Læs også: Velomore tester Magene radarlygte

Selvom nogle brugere har rapporteret om mindre navigationsproblemer og en ikke-intuitiv ruteplanlægning, tilbyder C606 generelt et fremragende forhold mellem pris og ydeevne.

Info

Fordele ved Magene C606

  • Præcis GPS-navigation med understøttelse af flere satellitsystemer.
  • Kompatibilitet med en bred vifte af sensorer og træningsplatforme.
  • Lang batterilevetid, ideel til lange cykelture.
  • Robust og vandtæt design, egnet til forskellige vejrforhold.
  • Hurtig dataoverførsel via Bluetooth og WiFi.

Ulemper ved Magene C606

  • Navigationsfunktionen kan være mindre pålidelig sammenlignet med premium-modeller.
  • Ruteplanlægning kan opleves som mindre intuitiv.
  • Begrænset integration med visse populære tredjeparts navigationsapps.
  • Touchskærmens respons kan variere under våde forhold.

Specifikationer
Vurdering: 4/5
Størrelse: 2,8″ farvetouchskærm
Farver: Sort
Vægt: 65 gram
Pris: 1.199,00 kroner

Wahoo lancerer Radar og opdateret ROAM og BOLT

Posted on: april 14th, 2025 by Velomore No Comments

Wahoo opdaterer deres populære ELEMNT ROAM og BOLT og lancerer samtidig en helt ny kombineret baglygte og radar.

Wahoo styrker deres økosystem af enheder til cyklen med opdaterede versioner af de populære ELEMNT Roam og BOLT computere, mens amerikanerne også lancerer deres bud på en kombineret baglygte og radar. Sammen med den helt ny Ace, skaber de et interessant økosystem af enheder, som henvender sig sig til cykelentusiaster på alle niveauer – alt sammen med Wahoos velkendte funktionalitet.

ELEMNT Roam – For eventyrerne og de lange ture

Den nye ELEMNT Roam bygger videre på en allerede stærk platform. Skærmen er nu en 2,8” højopløst TFT-farveskærm, som giver markant bedre læsbarhed – både i skarpt sollys og gråvejr. Ligesom den nye Wahoo Ace (som vi anmelder i vores forårsnummer) har ELEMNT Roam fået touchskærm som gør betjeningen endnu mere intuitiv. Der er stadig fysiske knapper i bunden af skærmen og på siden, så computeren også fungerer problemfrit med handsker.

Med dual-band GPS er signalet blevet forbedret, selv i tætte skove og bymiljøer. De smarte navigationstilstande som ”Back on Track”, ”Route to Start” og ”Retrace Route” gør det let at finde hjem eller komme tilbage på ruten. Du kan nu også sende ruter direkte fra Google Maps, og den indbyggede højttaler giver lydbaseret turn-by-turn-navigation, så du ikke behøver stirre på skærmen hele tiden.

ELEMNT Roam er fuldt integreret med træningsplatforme som TrainingPeaks, Wahoo SYSTM og Strava. Du kan nemt synkronisere strukturerede træningspas, overvåge realtidsdata og få detaljeret feedback efter turen. Live tracking, custom alerts, integration med musik og endda kontrol af radar og lys gør Roam til et alsidigt cockpit for cyklisten.

Specifikationer i korte træk:

  • Skærm: 2.8” TFT touchskærm
  • Batterilevetid: Op til 25 timer
  • Forbindelser: WiFi, Bluetooth 5.0, ANT+
  • Vægt: 109g
  • Navigation: Smart routing, Summit Climb, Google Maps-integration
  • Hukommelse: 64GB
  • Læs mere om ELEMNT Roam her

ELEMNT BOLT 3 – Lille, hurtig og raceklar

Hvor ELEMNT Roam er bygget til lange eventyr, er BOLT 3 skabt til hastighed og konkurrence. Den er mere kompakt og lettere, men byder stadig på mange af de samme funktioner som Roam.

Med sin aerodynamiske form, letvægtsdesign og 2.3” TFT farveskærm, leverer BOLT vigtig information med skarp kontrast og god læsbarhed – selv ved høj fart. Betjeningen foregår via tydelige knapper, som er nemme at bruge i alle vejrforhold.

BOLT understøtter samme navigationsfunktioner som Roam, inklusiv Google Maps-import og Summit Climb-funktioner. Den nye Ready-to-Ride Dashboard hjælper dig hurtigt i gang med din træning, og integrationen med træningsapps som TrainerRoad og Intervals.icu gør BOLT til en kraftfuld partner på både landevej og hometrainer.

Specifikationer i korte træk:

  • Skærm: 2.3” TFT farveskærm (ikke touch)
  • Batterilevetid: Op til 20 timer
  • Forbindelser: WiFi, Bluetooth 5.0, ANT+
  • Vægt: 84g
  • Navigation: Samme funktioner som Roam
  • Hukommelse: 32GB
  • Læs mere om ELEMNT BOLT her.

TRACKR RADAR – Mere sikkerhed bagfra

TRACKR Radar er Wahoos bud på en moderne kombineret baglygte og radar, som holder dig både synlig og opmærksom. Den spotter biler op til 150 meter bag dig og sender advarsler direkte til din ELEMNT-computer, en kompatibel cykelcomputer eller Wahoo-appen.

TRACKR benytter to kraftige LED-lys og har flere lysindstillinger, inklusiv automatisk tilpasning af lysstyrke afhængigt af trafik og et bremselys, som aktiveres, når du sænker farten. I Battery Extender Mode dæmpes lyset automatisk, når der ikke er biler i nærheden – så du får længere batteritid.

TRACKR monteres hurtigt og sikkert med en quick-connect strop og tre forskellige monteringskiler, så den passer til både runde og aero-sadelpinde. Den kommunikerer trådløst via både Bluetooth og ANT+, og indstillinger styres nemt via Wahoo-appen.

Specifikationer i korte træk:

  • Rækkevidde: Op til 150 meter for radardetektion
  • Lysstyrke: Op til 53 lumen
  • Batterilevetid: Op til 20 timer (afhængig af lysindstilling)
  • Forbindelser: Bluetooth 5.0, ANT+
  • Vægt: 99g
  • Montering: Tre monteringskiler (rund/aero, D-form, flad)
  • Vandtæthed: IPX7

Et endnu stærkere økosystem

Med lanceringen af de opdaterede Roam og Bolt computere, og ikke mindst Trackr Radar og Wahoo Ace, styrker Wahoo deres position som leverandør af et komplet økosystem til både ambitiøse motionister og konkurrenceryttere. Produkterne spiller sømløst sammen og lægger vægt på brugervenlighed, præcision og sikkerhed – og der er tænkt på både hverdagstræning, eventyr og race.

Alle produkter er tilgængelig i løssalg fra d. 6. maj.

Du kan læse meget mere lige her.

Velomore tester den nye Wahoo ELEMNT Roam 2

Posted on: januar 30th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

En simpel og funktionel cykelcomputer, hvor Wahoo har forbedret alt det der ikke var helt i top ved forgængeren.

Lige siden Wahoo trådte ind på markedet for cykelcomputere for knap 8 år siden, har de kunne konkurrere med giganterne fra Garmin. Nu er den populære ELEMNT Roam kommet i sin anden udgave, hvor Wahoo har fokuseret på at bevare det der virkede godt i 1’eren og forbedre det som ikke gjorde.

Dermed fortsætter Wahoo stilen med en simpel og let anvendelig cykelcomputer, hvor fokus ikke er på at have en masse smarte funktioner, men i steder er på funktionalitet og anvendelighed.

Det tekniske
Wahoos cykelcomputere har langt hen ad vejen været afhængige af den tilhørende mobil app, men med ELEMNT Roam 2 løsriver de sig fra den tendens og app’en behøves egentlig reelt kun til opsætning af enheden.

Man skal dog stadig benytte app’en for at få nytte af alle Roams funktioner og Wahoo ser stadig app’en som en integreret del af oplevelsen ved at benytte deres cykelcomputere. Det opdager man allerde første gang man tænder ELEMNT Roam 2, hvor en QR-kode skal scannes før man kan sætte enheden op. Opsætningen sker i app’en, hvor man vælger hvilke datafelter man ønsker på sin enhed. Modsat andre cykelcomputere, hvor man på enheden kan oprette “sider” med specifikke formål og datafelter. Men Wahoo holder det simpelt.

Derfor er selve cykelcomputeren også kun udstyret med 6 knapper – 3 under skærmen, 2 på højreside og tænd/sluk knappen på venstre side. Knapperne i bunden af enheden bruges til at skifte mellem sider, start, pause og stoppe enheden, mens knapperne på siden fungerer som zoom knapper, som skjuler eller viser flere datafelter.

I alt er der 11 datafelter, samt sider med bl.a. Strava-segmenter, workout data, kontrol af Wahoo smartrainer, kort osv. Batterilevetiden er fortsat på flotte 17 timer.

Visuelt ligner Roam “sig selv”, omend knapperne har ændret design og nu er magen til dem, som sidder på Wahoo Bolt. Den nye ELEMNT Roam 2 har fået opgraderet GPS-signalet, så den nu kører via bredbånd for bedre signal når man befinder sig i tæt skov, byer eller bjergrige egne. Samtidig er den indvendige hukommelse vokset fra 4 GB til 32 GB, mens en backup funktion er blevet tilføjet, så man via app’en kan resette sin enhed.

På landevejen
Hvis man som jeg kører med Garmin til daglig, skal man lige huske at Wahoo’s front mounts har en 45 graders indgangsposition. Det overrasker mig altid og jeg ender altid med at stå og bøvle i et minuts tid. Men bortset fra de, ret ubetydelige startvanskeligheder, er Roam 2 en fryd at benytte.

Inden man starter ud, skal man tage sig tid til at sætte enheden op via mobil app’en. Men det er nemt og hurtigt og når først det er gjort, behøver man faktisk ikke app’en til så meget mere. Det er let at synkronisere ELEMNT Roam 2 med Strava eller Trainingpeaks og både segment og intervaller overføres automatisk, ligesom den let forbindes til mobil for at vise SMS-beskeder.

Har man brugt forgængeren, vil det første man bemærker med Roam 2 være den nye farveskærm. Wahoo er gået væk fra den klassiske sort/hvid skærm og over til en skærm, som har lidt mere farve i sig til at fremhæve detaljer. Skærmen er klar og tydelig med en høj kontrast, men ikke helt på niveau med andre enheder på markedet. Det er dog heller ikke nødvendigt og i bytte får man en relativ lang batterilevetid på 17 timer. Farveskærmen bruges desuden til at markere træningszoner, ligesom man kender det fra eksempelvis Garmins enheder, men den primære funktion er at fremhæve detaljer på skærmen.

Læs også: Kom i form til Rundt om Rold med Velomore

Den lange batterilevetid hentes delvist gennem skærmen, som ikke har baggrundslys som en default indstilling. I stedet slår det til i dunkle lysforhold. Alligevel er skærmen nem at se i direkte sollys.

Et andet sted hvor enheden skiller sig markant ud fra forgængeren er ved de nye og forbedrede knapper i bunden af skærmen. Latenstiden på den første Roam var relativ lang og ofte skulle man også trykke en ekstra gang før knapperne reagerede. Men det har Wahoo løst ved at give ELEMNT Roam 2 knapperne fra Bolt. Det kommer især til gode i de situationer, hvor man har brug for at skifte mellem sider relativt hurtigt, eksempelvis under intervaller eller ved jagt på Strava-segmenter, hvor man lige skal konsultere kortet.

Enheden reagerer hurtigt når man trykker og jeg oplevede desuden, at kortet kom frem hurtigt og præcist, hvilket er super vigtigt mens man kører efter et Strava-segment. Det skyldes sikkert det forbedrede GPS-bredbåndssignal. ELEMNT Roam 2 opfanger lynhurtigt GPS-signalet, tiltrods for at jeg bor i et område med høje og tætliggende bygninger. Min egen Garmin Edge 1030 vil aller helst ud i åbent terræn, og skal altid lige have et minuts tid til at fange satelitterne når jeg starter ud hjemme ved mig selv, men så lang tid behøvede Wahoo Roam 2 ikke. Jeg oplevede desuden heller ikke udfald de sædvanlige steder min Garmin bliver udfordret. Særligt en bakke ude bag Nibe, med tætte træer, kan få det til at knibe for min egen Garmin, men her excellerede Roam 2 uden slinger i valsen.

Læs også: Velomore tester Wahoo KICKR ROLLR

Navigationen fungerer også som man forventer og kortene er lette at aflæse. Dog mangler der gadenavne på Wahoo ELEMNT Roam og for nogen vil det være et minus, særligt hvis man kører nye eller mindre kendte steder.

Facit
Wahoo holder stilen med en simpel cykelcomputer der performer som den skal. Tilføjelserne i forhold til den forrige model er beskedne, men til gengæld har Wahoo fokuseret på at forbedre deciderede mangler og svagheder ved modellen. Det synes jeg rigtig godt om. Alt i alt er Wahoo ELEMNT Roam 2 en cykelcomputer til de, som bare gerne vil have en simpel, solid og pålidelig cykelcomputer uden for mange smarte funktioner. Nogle vil dog vove den påstand, at Wahoo sacker bagud uden de mange smarte funktioner, som eksempelvis Garmin tilbyder, men har man hverken behovet eller lysten til at bruge dem, er Wahoo ELEMNT Roam 2 et super godt valg.

Info
Vurdering: 5/5
Bedst til: En cykelcomputer uden overflødige funktioner som performer uden slinger i valsen.
Batterilevetid: 17 timer.
Dimensioner: 59.5 mm x 90.5 mm x 20.5 mm.
Vægt: 99 gram.
Opladning: USB-C.
Pris: 2.998 kr.
Mere info: www.wahoofitness.com

*Desværre kom vi til at slette mappen med alle de billeder vi har taget af enheden, så du må nøjes med Wahoos egne billeder.