Posts Tagged ‘Cykelhjul’

Velomore tester DKBIKE Feather letvægtshjul

Posted on: december 28th, 2024 by Hans Plauborg No Comments

1.300 gram for 40 mm fælge. Der er ingen tvivl om at DKBIKEs seneste serie af letvægtshjul er super lette, men er de danske prisbaskere på niveau med konkurrenterne på andre parametre for et godt hjulsæt?

Skal, skal ikke? Jeg kender mange, der har fundet cyklen frem efter nogle år i kælderen.

De vil cykle igen og har hørt, at man skal have kulfiberhjul nu om dage. Men den slags er jo hundedyre. Jeg kender også folk, som cykler meget og allerede har et godt hjulsæt eller to, men overvejer et sæt mere, der kan “noget andet” end dem, de har. Og de vil typisk ikke betale 15.000 – 20.000 kr. for hjulsæt nummer tre.

Og så kender jeg dem, der har købt en ny cykel med skivebremser til 10.000 – 15.000 kr., som har fundet ud af, at de nok burde ofre penge på et bedre hjulsæt for at udnytte cyklens potentiale og få en federe køreoplevelse. Flere og flere kigger i retning af de mange kulfiberhjulsæt, der ikke koster en bondegård. “Kina-mærker” som Elite og Hyper er blevet særdeles populære, fordi alverdens test viser, at de ikke nødvendigvis er ringere end de dyre mærkevarer og endda lokker med lav vægt og kulfibereger.

Men hvad med holdbarheden? Hvad med garantien? Den slags kedelige spørgsmål er man også nødt til at stille sig selv.

DEN LETTESTE HJULSERIE

Og her er det, at flere nok med fordel kunne kigge på DKBIKEs serie af hjul. De gæve folk fra Vejle har efterhånden solgt hjul siden 2020 og har tilsyneladende ret gode kundeanmeldelser. For halvandet år siden testede Velomore også et hjulsæt fra firmaet og var ret begejstrede for kombinationen af pris og ydelse.

DKBIKE har et showroom i Vejle, de taler dansk (surprise), giver god vejledning og har en fin garanti på hjulene, der koster i omegnen af, eller en smule mere end, de populære hjul fra fx førnævnte Hyper og Elite. Det er et godt udgangspunkt for at kigge nærmere. Deres relativt nye serie af hjul – Feather – er den letteste hjulserie i sortimentet og kan bygges med en række forskellige nav og fælghøjder til priser mellem 9.000 og 12.500 kroner.

Velomore har kigget nærmere på “bjerghjulet” med 40 mm fælge og DKBIKE ratchet-nav til en vægt på lige over 1.300 gram.

DE HÅRDE FACTS

DKBIKE beskriver hjulene således: “Ultra letvægtshjulsæt – perfekt til dig, der kører licensløb, i bjerge eller blot ønsker et super letvægts-setup. Lateralt såvel som vertikalt er hjulene exceptionelt stive.” Det lyder jo meget godt.

Man kan vælge mellem 40 mm, 45 mm, 50 mm eller 65 mm fælghøjde. Alle fælge har en ydre bredde på 28 mm og en indvendig bredde på 21 mm – altså på linje med mange andre hjul, hvor forhjulet dog ofte er lidt bredere for at sikre bl.a. bedre sidevindsegenskaber med høje fælge og mulighed for at køre med dæk, der er bredere end 28 mm. Med DKBIKE-hjulene er 25-28 mm det aerodynamisk mest optimale, men de kan også køres med 42 mm graveldæk, hvis man ønsker. Fælgene er med kant (hooked) og kan selvfølgelig køres med eller uden slanger.

Man kan vælge mellem fem forskellige nav: DKBIKE ratchet-nav, Ratchet med keramiske lejer, DKBIKE med keramiske lejer, DT Swiss 350 og DT Swiss 240. DKBIKE ratchet-navet er den billigste løsning til 8.995 kroner, og DT Swiss 240-løsningen den dyreste til 12.495 kr. Vægten, ja, den varierer kun godt 100 gram fra det letteste til det “tungeste.” Med DT Swiss 240-løsningen er den angivne vægt for et sæt 50 mm fælge blot 1.337 gram, og hvis det holder, må det siges at være ganske konkurrencedygtigt (og lettere) end hvis man fx valgte et færdigbygget DT Swiss ARC 1400-hjulsæt med 50 mm fælghøjde. Den maksimale ryttervægt er angivet til 130 kg, og garantien er på 900 dage. Det er en fin garanti.

RATCHET ELLER PAWLS

En frihjulsmekanisme kan bestå af en “ratchet” (en skralde) eller af “pawls” (paler eller fangklapper). Frihjulsmekanismen er den mekanisme, der gør, at pedalerne kan stå stille, mens cyklen stadig bevæger sig fremad, som når du triller ned ad bakke.

I et ratchet hub-system er der to tandede ringe, der interagerer med hinanden. Når du træder i pedalerne, griber tænderne fat i hinanden og overfører kraften til hjulet. Når du stopper med at træde, skiller tænderne sig fra hinanden, hvilket giver dig mulighed for at frihjule.

Fordelen ved et ratchet-system er, at det har en større overfladekontakt og flere kontaktpunkter mellem tænderne, hvilket giver en mere jævn, effektiv og hurtigere kraftoverførsel. Det er ofte mere holdbart og kræver mindre vedligeholdelse end traditionelle systemer.

DKBIKEs ratchet-frihjulsmekanisme har 36 kontaktpunkter, mens der er 6 paler i navet med keramiske lejer, og selvom sidstnævnte måske er en smule mere letløbende, anbefaler DKBIKE selv ratchet-systemet til de fleste kunder pga. holdbarhed og minimal vedligeholdelse.

Vores testhjul er da også udstyret med ratchet med keramiske lejer.

KØREOPLEVELSE

Hjulene kom sat op med Pirellis P Zero Race tubeless-dæk, bremseskiver og en 11-34 12-speed Shimano-kassette, som er tilkøb på DKBIKEs hjemmeside. Første indtryk er, at hjulene virkelig er lette og flotte. En vejning viser, at den lovede vægt på lige godt 1.300 gram faktisk holder. Navene kører perfekt, hjulene er helt lige, og finishen virker høj. Man har altid en god subjektiv fornemmelse af, at lette hjul accelererer hurtigere end tungere hjul. ”No shit Sherlock” … det gør de faktisk også objektivt, men fornemmelsen er mere udtalt end de objektive kendsgerninger. Min cykel er pludselig blevet over 300 gram lettere end med mine 62 mm DT Swiss-hjul, og det føles godt, når man skal op i fart ud af svingene eller accelerere op ad bakke. Hjulene forekommer absolut rigeligt stive.

Jeg har kørt nogle løb på hjulene, og på flad vej ved høj fart i let sidevind har jeg også en fornemmelse af, at sejleffekten er lidt mindre end med et 60-65 mm hjul, så man mister lidt fart, især ved yaw-vinkler på 15-20 grader. Til gengæld er de helt uproblematiske at styre i kraftig sidevind og er en drøm at accelerere op i fart ud af svingene. Til løb i dansk terræn vil jeg i reglen foretrække en fælg på mindst 50 mm, men kører man i mere bakket og bjergrigt terræn, forekommer 40-45 mm som den optimale fælghøjde.

Læs også: Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBIKE

Det er tydeligt at se, at mange ryttere i det professionelle felt er begyndt at køre med lidt lavere fælge igen, efter i nogle år at have sværget til de 60-65 mm høje fælge. I blandet terræn er lidt lavere fælge tilsyneladende det bedste kompromis mellem vægt, fart og stabilitet. Men hos DKBIKE kan man altså vælge, som man vil, og fx køre 40/50 mm eller 50/65, eller hvad der nu passer til ens kørestil og behov. 40 mm-hjulene er selvfølgelig de letteste, og det er et hjulsæt, som jeg personligt meget gerne ville tage med til La Marmotte eller et andet bjergløb. Med den forventede holdbarhed in mente er det også et hjulsæt, som der bør være mange uproblematiske træningskilometer i.

HOLDBARHED?

Netop holdbarheden er det selvfølgelig svært at sige noget om på et nyt hjulsæt, der stort set kun har kørt i tørvejr. Kvaliteten af lejer og pakninger viser sig først efter 6 til 12 måneder i al slags føre og vejr. Efter masser af beskidte kilometer og cykelvask finder man ud af, om et cykelnav ”æder” sine lejer. Derfor har Velomore også planer om at køre lidt vinterlandevej og gravelcykling hen over det næste halvår og så tjekke de keramiske lejer efter. Derefter vender vi tilbage med en opdatering.

Med en fornem garanti på 900 dage tror folkene bag DKBIKE i hvert fald på kvaliteten af deres produkt, og det er et godt udgangspunkt.

FACIT

DKBIKEs Feather-serie giver virkelig mulighed for at vælge et fremragende hjulsæt, der matcher eller overgår de dyrere mærkevarer, når det gælder vigtige parametre som vægt, stivhed og finish. Hjul som føromtalte Elite kan med kulfibereger matche prisen og endda underbyde vægten en smule. Men holdbarheden og lejekvaliteten er lidt et spørgsmålstegn – i hvert fald når man læser brugeranmeldelser på nettet.

Læs også: DKBIKE bliver ny hjulpartner på Velomore

Vi kunne måske godt ønske os muligheden for at vælge endnu bredere fælge (fx 32-34 mm ydre bredde og 23-25 mm indre bredde, som bl.a. amerikanske Reserve, Zipp og andre tilbyder), idet hjulene derved ville kunne tage endnu bredere landevejsdæk, og brede graveldæk ville sidde bedre på hjulene. Det forlyder, at DKBIKE arbejder på at tilbyde nye lette og brede hjul specifikt til gravel inden for kort tid. Men som letvægtshjul til max 28 mm dæk er Feather-hjulene i topklasse.

INFO

Vurdering: 5/5.
Vægt: 1.314 gram.
Pris: 9.995 kr.
Velo+ pris: 9.195 kr.
Mere info: www.DKBIKE.dk

DKBIKE bliver ny hjulpartner på Velomore

Posted on: november 20th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Velomore bliver godt kørende i 2025 med danske DKBIKE som vores officielle hjulpartner. Det betyder også, at du som abonnent sparer masser af penge på de lynhurtige og lækre hjulsæt fra DKBIKE

Velomore har valgt DKBIKE som vores officielle hjulpartner for 2025. Det danske hjulmærke gør sig bemærket med hjulsæt af ekstrem høj kvalitet, samtidig med, at prisen er voldsom konkurrencedygtig.

Her på Velomore har vi testet to af deres hjulsæt, det populære Road og lette Feather. Ved begge lejligheder har vores tester (som har over 30 års erfaring) været meget imponeret over hjulenes performance, sammenlignet med dyrere og mere kendte mærker, at vi har valgt DKBIKE som vores hjulpartner for 2025.

Det betyder, at du som medlem af Velo+ får 8% rabat på 4 udvalgte hjulsæt fra DKBIKE.

DKBIKE Road

Med Ratchet nav og keramiske lejer. Fås med 38 mm, 50 mm, 60 mm og 82 mm. Et oplagt all-round hjulsæt der egner sig god til det danske terræn, både til træning og til cykelløb. Med det brede valg af fælghøjder er der noget for ethvert temperament. DKBIKEs mest populære hjulsæt.

Normalpris: 7.995 kr.
Velo+ pris: 7.335 kr.
Se dem her: www.dkbike.dk

Læs vores anmeldelse af DKBIKE Road lige her.

DKBIKE Feather

Med Ratchet nav og keramiske lejer. Fås med 40 mm, 45 mm, 50 mm og 65 mm fælg. DKBIKEs absolut letteste hjulsæt med en opgivet vægt på 1.314 gram for 40 mm og 1.495 gram for 65 mm. Oplagt til dig, som leder efter ultimativ performanceoptimering, eller som skal ned og prøve kræfter med de høje bjerge i eksempelvis La Marmotte.

Normalpris: 9.995 kr.
Velo+ pris: 9.195 kroner.
Se dem her: www.dkbike.dk

DKBIKE Wave

Med Ratchet nav og keramiske lejer. Fås med 45 mm og 57 mm fælg. Oplagt til de vindblæste, danske landeveje. Bølgedesignet gør hjulene mere stabile i sidevind, hvilket gør, at Wave egner sig fremragende til træning og ræs i de fladere egne af landet, og særligt til forår og efterår, hvor vinden blæser som bare pokker.

Normalpris: 8.995 kr.
Velo+ pris: 8.275 kroner.
Se dem her: www.dkbike.dk

DKBIKE Gravel Feather

Med Ratchet nav og keramiske lejer. Fås med 35 mm og 45 mm fælg. Skal du have et topperformende gravel hjul, som ikke koster på vægten, er Feather lige noget for dig. Man ikke købe sig til lykke, men man kan købe sig til bedre performance.
Normalpris: 9.995 kr.
Velo+ pris: 9.195 kroner.
Se dem her: www.dkbike.dk

Er du endnu ikke medlem af Velo+, kan du blive det lige her. Udover at spare penge på hjul fra DKBIKE, får du adgang til en lang række andre rabatter, ligesom du får Skandinaviens største cykelmagasin leveret direkte til døren 5 gange om året. Tegnabonnement i dag og kom med i klubben lige her.

Fulcrum lancerer nyt blandevejshjul

Posted on: juni 5th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Med en frisk 5. plads fra Unbound Gravel, har det kombinerede gravel og landevejshjul SHARQ fra Fulcrum allerede bevist sit værd.

Pressemedelelse
Designet til at løfte køreoplevelsen på blandede terræn ruter, fra asfalt til grus, er SHARQ det nyeste hjul fra Fulcrums Red Room Lab.

Resultatet af omhyggelig forskning og avanceret ingeniørarbejde, SHARQ giver en unik kombination af håndtering, aerodynamik, reaktivitet og modstandsdygtighed, takket være det nye design af fælg og eger.

Vicenza, 5. juni 2024. På vores tyveårs jubilæum markerer SHARQ en milepæl for os hos Fulcrum: det første produkt designet specifikt til udholdenhed og all-road brug. Navnet SHARQ indkapsler essensen af dette hjul og dets veldefinerede karakter: en hidtil uset blanding af smidighed, håndtering, aerodynamik, reaktivitet og komfort, karakteristika arvet fra vores erfaring med modellerne Speed, Wind og Rapid Red Carbon.

Designet til at løfte køreoplevelsen på blandede terræn ruter, fra asfalt til grusveje, er SHARQ resultatet af omhyggelig forskning, avanceret ingeniørarbejde og omfattende arbejde i design og testning, for at opnå den bedst mulige ydeevne. Hele produktionsprocessen er 100% under vores kontrol og alle komponenter er fremstillet i Europa og samlet på vores egne fabrikker.

Den nye SHARQ har en indre fælgbredde på 25 mm, en effektiv kompromisløsning både for landevejsdæk med en minimumsbredde på 30 mm, hvilket garanterer god aerodynamik og forbedret rullemodstand, samt for bredere knoppede dæk, der vil have et solidt understøttelse til off-road brug. For at sikre, at fælgen kan bruges til slangeløse systemer og med indre slanger, har den mini-kroge, der giver maksimal sikkerhed. Som det er sædvanligt for Fulcrum, er broen ikke boret og er derfor tubeless-native, uden behov for ekstra tape.

2-WAVE FÆLG: EN EKSKLUSIV KOMBINATION AF BØLGER

Det nye design af fælgen (patentansøgt) er resultatet af en eksperimentel proces, hvor vi analyserede reaktionerne af forskellige løsninger på modvind og sidevind, som påvirker håndtering og aerodynamik.

Vi navngav den resulterende form 2-Wave Rim, og det er et af de karakteristiske elementer ved SHARQ. Fælgen har en regelmæssig symmetrisk bølge tæt på næsen, der blander sig med en asymmetrisk bølge på siderne. Højden af profilen varierer mellem 42 og 47 mm, henholdsvis fra den højeste til den laveste del af bølgen. Dette nye design opnår en optimal balance mellem håndtering og reaktivitet, samt fremragende aerodynamik.

Den nye form, sammen med en laminering med en blanding af proprietære Fulcrum FF100 carbon fibre og harpikser, har gjort det muligt for os at skabe en let og reaktiv fælg. Den totale vægt for parret af hjul er blot 1.440 gram, mens vi med hensyn til modstandsdygtighed over for sidevind har opnået en 21% forbedring i vind fra 0° til 10° og op til 30% mellem 10° og 20° sammenlignet med en traditionel profil af samme højde.

AERODYNAMISKE FORDELE VED DE NYE A3RO EGER

SHARQ er revolutionerende, men samtidig traditionel. Dette nye hjul omfavner fuldt ud Fulcrums filosofi, samt vores engagement i at levere eksklusive teknologier og specifikke produkter, for at give ryttere den fineste køreoplevelse og toppræstationer.

Med dette in mente, for at øge præstationen af SHARQ, har vi udviklet A3RO, en ny flad ståleger, 3 mm bred og 0,8 mm tyk, som giver betydelige aerodynamiske fordele. Vi har også revideret nav-eger grænsefladen. Hullet har to ekstra huller parret med en specifik fladning af basen af egeren, så den kan forblive justeret og ikke rotere, hvilket garanterer en konstant aerodynamisk støtte.

Egerne rører aldrig hinanden (ikke-rørende eger), hvilket sikrer, at de opretholder deres langvarige spænding og derfor giver samme niveau af ydeevne gennem hele produktets levetid, uden behov for nogen mekaniske indgreb for at afhjælpe spændingstab.

Designet af navet følger de minimalistiske linjer set på Speed hjulene, med Cup & Cone teknologi. De anvendte lejer er USBTM keramiske kuglelejer, der ruller på gennemaksler med justeringsring, for at opnå en ekstremt præcis forspænding og maksimal glathed.

PERFEKTION

SHARQ er i stand til at krydse alle typer terræn, fra asfalt til grus, med selvtillid og hastighed. Det er nemt at håndtere under alle forhold, selv i kraftig sidevind, og forener niveauer af aerodynamik og reaktivitet på niveau med de hurtigste landevejshjul, med evnen til at modstå stærke stød og absorbere ujævnt terræn som de bedste grushjul.

Det nyeste medlem af serien er resultatet af en forsknings- og udviklingsproces, der krævede mere end 4000 timer af design, laboratorietests og feltforsøg. De fleste af SHARQ-komponenterne, ligesom vores andre hjul, er fremstillet in-house. For de eksterne dele trækker vi på et certificeret netværk af europæiske partnere, der garanterer produktionsgrundighed og socialt ansvar. Dette gør det muligt for os at arbejde med ekstrem præcision, og tilbyde et produkt, der virkelig kan gøre en forskel, med fordele, der kan mærkes lige fra det første pedaltråd, for den perfekte køreoplevelse.

Tilgængelig hos alle Fulcrum forhandlere. Pris: 2.460 euro (ca. 18.349 kr.).

*Oversat med Chat GPT.

Velomore tester DT Swiss AR 1600 Spline

Posted on: april 16th, 2024 by Hans Christian Hansen No Comments

Det er stadig muligt at få kvalitetshjul fra de store mærker uden at skulle tømme tegnebogen. Vi har testet de bundsolide AR 1600 Spline fra DT Swiss til kun 4.000 kroner.

Hvis man nu tilhører det stadigt voksende segment, som synes, at priserne for high end cykelgrej er stukket fuldstændig af, men omvendt gerne vil have noget lækkert grej til sin racerged. Hvad gør man så? Tjah, man kunne da med meget god grund og stort udbytte gå efter et sæt monsterfede DT SWISS AR 1600 SPLINE i stedet.

Et hurtigt hjulsæt er først og fremmest et aerodynamisk hjulsæt. Aero kommer længe før vægt og stivhed, når man vil hurtigst muligt frem på løjpen, og her bliver man aldrig skuffet med et DT Swiss-produkt – heller ikke hvis man vælger det økonomisk overkommelige AR 1600-sæt. 

DT Swiss har maksimeret det aerodynamiske udbytte af den 30 mm høje aluprofil og skabt et hjul, som er markant mere effektivt, end fortidens V-profiler. Med en indre fælgbredde på 20 mm og en stor blød U-profil er effekten mærkbar.

Fælgen er forberedt til tubeless setup. Men den er ikke hookless i modsætning til flere af konkurrenterne, og det er rart at tænke på i disse tider, hvor debatten om sikkerheden ved hookless raser. De øvrige komponenter er tilsvarende optimerede. 

DT Swiss’ egne aero comp II straightpull-eger med skjulte eger bidrager med vigtige watt og sikrer desuden maksimal hjulstivhed, i kraft af den stærke forankring indeni fælgen.

Og DT Swiss slutter pakken med gedigne 350-serie-nav med lukkede lejer, der nemt kan serviceres. DT Swiss-friløbet er af den stive og lette ratchet-type med 36 individuelle kontaktpunkter, som sikrer øjeblikkeligt indgreb, når man initierer sit tråd. Det er lækkert at opleve, når man kommer fra et traditionelt friløb med 3 eller 4 paler, og man savner i hvert fald ikke den klassiske og abrupte ’klonk’-oplevelse fra de gammeldags friløbs-paler, der går i indgreb.

På landevejen

Vores testhjul var selvfølgelig sat op tubeless med lækre Continental GP 5000S TR-dæk i 28 mm. Og den pakke var altså bare noget, der virkede. Her gik lav rullemodstand, komfort og overbevisende vejgreb op i en højere enhed, samtidig med at punkteringsresistensen var overbevisende – selv i et usædvanligt regnplaget forår. 

Vores testcykel var en Giant Propel i nyeste aftapning, og den var kendetegnet ved at være en kontant og effektiv fartmaskine. Rammestivheden var overbevisende, og blev matchet utroligt godt af de lige så stive AR 1600-hjul. Den følelse af effektivitet, stivhed, tryghed og komfort, som vi kørte rundt med, var ærligt talt til tider helt berusende. Og selvom det retfærdigvis må medgives, at en 60 mm-højprofil selvfølgelig ER hurtigere, så er den overlegne kontrol, som den lave, stive fælg giver til hverdag – hvor man måske ikke lige behøver de sidste 2 km/t på topfarten – faktisk at foretrække. 

Hvis man er typen, som kan finde på at tage sin cykel med en tur til bjergene, så vil et hjulsæt som AR 1600 klart være at foretrække, frem for et højprofil-sæt, der opfører sig helt ukontrollabelt i de alpine kastevinde.

Facit

DT Swiss AR 1600 SPLINE er et på alle måde lækkert medium-profil-hjulsæt, der kan benyttes til stort set al slags cykling. Det scorer højt på samtlige parametre (samlekvalitet, vægt, stivhed, aerodynamik og køredynamik), og er utroligt bredt anvendeligt. Med et par gode graveldæk, kan det også snildt køre en tur i skoven, hvis det er det, man har lyst til.

Info

Vurdering: 5/5.
Modeller: 9 forskellige.
Vægt: 1.657 gram.
Pris: 3.999 kroner.
Mere info: www.dtswiss.com

Velomore tester Elite 50D landevejshjul til under 10.000 kr

Posted on: marts 14th, 2024 by Roar Paaske No Comments

Vi var så imponerede over kinesiske Elites 40D hjul at vi straks rekvirerede et sæt 50D til test for at se, om vores første indtryk nu også var rigtigt.

Kinesiske Elite Wheels forsøger at løse en ret svær og ofte meget bekostelig opgave med deres Drive 50D. Opgaven er at lave et high end kulfiber hjulsæt på 50 mm, der kan det hele, men koster det halve. 

Når man kigger på de rene stats, så virker opgaven til at være fuldført fra start. Drive 50D hjulsættet har en fælghøjde på 50 mm, som er ganske fornuftig i de fleste terræner, en indvendig bredde på 21 mm og en udvendig på 28 mm. Ret normale tal for et landevejshjulsæt, men der, hvor det bliver rigtig spændende, er når man nævner vægten på 1.300 gram for sættet en en pris på omkring 8.000 kr. eller 1.189 dollars, som det står til på Elite-wheels.com (og hvor du får 15% rabat som abonnent på Velomore).

Det er meget sjældent, man ser et hjulsæt med en så relativ høj fælg, der har den vægt. Det plejer at være forbeholdt rene bjerghjul med lav profil uden den mindste tanke på aerodynamik. Vores testede udgave landede på 1.325 gram på køkkenvægten, som stadig er langt under de fleste hjulsæt med den fælghøjde.

En af grundene til at vægten kan holdes så langt nede, er blandt andet brugen af kulfiber eger. Umiddelbart virker det nok for mange som et ret skrøbeligt valg af materiale til en tynd eger, men når man står med hjulsættet i hånden, så ser det bare smukt ud og det virker absolut ikke til at være mere skrøbeligt end en ståleger.

Kulfibereger er generelt også langt stærkere end ståleger og de kan derfor også spændes endnu hårdere op og gøre hjulet stivere, hvis det ønskes. På disse eger er enderne lavet af aluminium, så de er ikke anderledes at justere end et almindeligt hjulsæt med ståleger. Du står derfor ikke i samme suppedas, som når en eger knækker på dit Lightweight hjul og mere eller mindre hele hjulet skal skilles ad for at få det fixet.

Navene er Elites egne og med keramiske lejer. Det er egentlig hybridlejer, hvor selve skålen er af stål og selve kuglerne er keramiske. Det er nogle ret flotte nav, med lækre cnc udfræsninger, nok også for at skære så meget vægt af som muligt.

Fælgen fåes i både mat og blank, hvoraf den blanke er den mest udbredte. I denne version ses kulfiberstøbningen under den blanke lak. Det er selvfølgelig smag og behag om man synes det er flot, men der er noget betagende ved at kigge på kulifberens udformning på fælgen. Den blanke version fåes med sorte eller hvide dekaler, mens den matte kun fåes med sorte, rent stealth.

Ja, der er flere forskellige valg, der skal tages, når du beslutter dig for at købe dine Elite hjul. Det største udvalg findes ved at købe hjulene direkte fra fabrikken i Kina, altså på www.elite-wheels.com. Her kan du også vælge et hjulsæt med forskellig højde på for- og baghjul. Bagsiden ved at købe direkte fra Kina er naturligvis ventetiden på 15 – 30 dage. Told skal du dog ikke tænke på, det er blevet håndteret fra Elites side, så prisen på hjemmesiden er derfor den endelige pris.

Kan du ikke vente på at få hjulene tilsendt fra Kina, så kan du også finde hjulene hos den danske importør, www.cyclehub.dk. Det var herfra jeg købte hjulene og de blev leveret på under 24 timer. 

På landevejen

I det store hele er det en meget flot præsentation, man bliver mødt med, og det ser umiddelbart ud til, at godt kunne være det perfekte allround hjulsæt. Men et allround hjulsæt er det ikke altid sådan et, der er nogenlunde til det hele, men ikke rigtig god til noget?

Det er det måske normalt, men med det samme, man træder det første pedaltråd med Elite hjulene, kan man mærke, at dette hjulsæt ikke kun er “nogenlunde”. Man er lynhurtigt oppe i fart og stivheden fra kulfiberegerne hjælper kræfterne, du lægger i pedalerne, direkte ud i asfalten. Det samme mærker man, hvis man kører en hård bakkespurt, hvor man virkelig moser igennem. Der er en rasende god kraftoverførsel og den lave vægt kombineret med stivheden, gør, at det bliver en leg at cykle gennem terrænet. Man får virkelig lyst til at smække til den og ræse af sted.

Når man accelererer ud af et sving og får cyklen op i farten, så bliver den der også uden de voldsomme kraftanstrengelser. Det er svært at måle, hvor hurtigt et hjulsæt er uden at have en vindtunnel, men hjulene føles hurtige og på lige fod med andre hjul med nogenlunde samme fælghøjde. Lejerne føles også ganske fornuftige og løfter man hjulene op ruller de fuldstændig perfekt rundt uden det mindste modstand. 

En ting, der dog tydeligt kan mærkes uden vindtunnel, er hjulenes opførsel, når det blæser meget. Også her er hjulene rigtig gode og selv i vind omkring 10 m/s, er der meget lidt slinger i valsen. Man kan naturligvis godt mærke, at cyklen flytter sig, men man oplever ikke de der pludselig ryk i styret, som let kan forekomme når fælghøjden er omkring 50 mm. Man har god kontrol med hjulene og man behøver ikke at kline sig til styret for at holde linjen på vejen.

 Vi har desværre ikke haft mulighed for at prøve hjulene i bjerge endnu, men der er et eller andet meget betryggende ved den måde, de opfører sig på. De er super stabile i sving og vi er sikre på, at svingene på nedkørsler bliver mindst lige så underholdende som opkørsler med dette hjulsæt. 

Lader man cyklen rulle uden at træde i pedalerne, kommer der en acceptabel, men markant lyd fra friløbet. Det er klart højere end mange andre hjul, men dog stadig lavere end for eksempel Scope og Hunt. Medmindre man virkelig ikke kan lide lyden af et friløb, så vil det være et problem for de færreste. 

Facit

Der er generelt meget lidt negativt at sige om hjulene, de klarer alle opgaver med bravour og det er virkelig et godt svar på et hjulsæt, som kan det hele, om det er skiltespurte, træningsture eller fladbanetons. Det er svært at ønske sig meget mere fra et hjulsæt og til den pris er det et fund.

Læs også: Velomore tester kinesiske hjul til under 10.000 kr.

Vi har stadig til gode at køre løb på dem, men også her må de være en drøm, grundet den gode acceleration og stivhed de besidder. Ligesom 40 mm udgaven, vi testede sidste år, er vi altså også meget begejstrede for denne udgave. Elite Wheels laver også en 65 mm udgave, som vi allerede nu glæder os til at teste!

Info

Vurdering: 5/5.
Pris: 8.000 kr.
Mere info: www.cyclehub.dk
Aktiver din Velomore rabat her: www.elite-wheels.com

Kunne du li denne anmeldelse og vil du have flere som denne, samt inspirerende beretninger, guides og artikler? Så tegn abonnement cykelmagasinet Velomore. Udover at du hvert år får 5 fantastisk inspirerende magasiner leveret til hoveddøren, får du også en lang række fordele og rabatter (som du kan læse mere om her). Det hele koster kun 425 kr/året – hvilket efterhånden er billigere end at købe en kage og kaffe hver måned. Du tegner abonnement på Velomore lige her.

Velomore tester Light Bicycle XC924 hjul til MTB

Posted on: november 7th, 2023 by Kasper Børjesson No Comments

Lav vægt og lav pris er de store overskrifter på MTB-hjulene XC924 fra Light Bicycle, som vi har testet i de danske skove.

Mountainbikehjul er fortsat en af de bedste opgraderinger du kan lave på din mountainbike. Specielt hvis det er et sæt der er lettere end det du kom fra. Vi har testet et sæt Light Bicycle XC924 hjul som har en rigtig lav vægt på kun 1190 gram. Derudover koster de ikke helt så meget som mange af de store producenters hjul.

Light Bicycle

Light Bicycle er et af Kinas største producenter af carbonhjul og har både lager i Kina, Nordamerika og Europa for at lette leveringstiden til slutbrugeren, hvor end i verden denne bor. Man vælger blot “afdeling” på hjemmesiden, hvorefter man kan se hvad der er på lager i regionen. Man kan selvfølgelig også bygge et sæt op helt fra bunden med et hav af forskellige komponenter, som vi benyttede os af.

Leveringen gik forholdsvist hurtigt trods den lange vej fra Kina. Man betaler ikke yderligere moms, told eller andre afgifter på hjulene, så længe man køber fragtmetoden, hvor det allerede er betalt så kommer der ingen overraskelser, men til gengæld koster det lidt ekstra.

XC924 og DT Swiss

Sættet vi testede er Light Bicycles XC924 fælge, som er lidt utraditionelle i dag, forstået på den måde, at fælgens indvendige bredde “kun” er 24 mm. Til gengæld er de lidt dybere end de fleste på 25 mm. Det fungerede dog upåklageligt i skoven og vi tænkte ikke over det mens vi kørte. Derudover er sættet bygget op med DT Swiss ́s trofaste 350S nav som aldrig fejler, og som er nemme at servicere og  vedligeholde på hjemmeværkstedet.

Hele sættet er flettet sammen med Sapim CX-Ray og alu nipler og vejer kun 1193 gram, hvilket må siges at være godkendt for at cross country hjulsæt. Prisen på sættet er ca. 9500 kroner plus fragt på ca. 500 kroner. Hjulsættet kan laves billigere, men også meget dyrere hvis man fx. går med DT Swiss 180 nav og carbon eger.

Endeløse muligheder

Vi synes klart at en af de største fordele Light Bicycle har, er muligheden for at bygge sit hjulsæt præcis som man har lyst til. Du vælger blot de fælge, som du ønsker, hvorefter du får et hav af muligheder for at bygge sættet op. Det er stort set kun dit budget der sætter grænsen. For vores XC924 fælge havde vi helt op til 9 forskellige muligheder for at vælge nav, herunder brands som Hope, DT Swiss, Chris King og Novatec.

4 forskellige muligheder for eger og 4 forskellige muligheder for nipler. Derefter kan man også få skræddersyet designet på fælgene med farver, mønstre og logo. Kort fortalt er der et hav af muligheder for at lave en hjulsæt, præcis som du ønsker det. Light Bicycle tilbyder i øvrigt 5 års garanti og op til livstid for en mindre merpris.

Opsætning

XC924 hjulsættet blev sat op med tubeless tape og Continental Cross King foran og Race King bagpå samt 100 ml. muc off no puncture tubeless sealant. Dækkene blæste fint op på mellem 2.20 og 2.30 efter at have stået natten over. Dækkene var nemme og få på, uden at jeg skulle bruge dækjern, men det er også det jeg oplever med de fleste fælge. Man kan sagtens køre bredere dæk på fælgen, men jeg ville ikke gå bredere end 2.4, hvilket heller ikke giver nogen mening for et hurtigt cross country hjulsæt.  

På sporet

Jeg kunne med det samme mærke hvordan de lette og stive fælge på kun lidt over 250 gram accelererede hurtigt – specielt på de flade stykker hvor de også holdt farten godt og endnu mere på stigningerne. Det havde jeg også forventet, efter som det forrige sæt jeg havde på, vejede over 300 gram mere samlet. 300 gram er en del i roterende vægt og det kan ikke siges nok gange, hvor meget glæde man har ud af, at opgradere til et lettere hjulsæt hvis man har muligheden for det – Specielt hvis man kører cross country og måske endda løb, men det kan altså som sagt være en dyr fornøjelse.

Selve fælgene er 24 mm brede målt indvendigt, som i øvrigt var mere end rigeligt for et par år siden, og jeg oplevede ikke at det begrænsede mig på sporet nu. Jeg mærkede ikke mere flex i dækket i sving eller berms eller mindre komfort på grund at den mindre luftmængde den smallere fælg giver selvom at det ikke er meget. Jeg prøvede i testperioden heller ikke andre og bredere dæk på sættet så jeg kan ikke udelukke at oplevelsen er en anden.

Hjulsættet klarede sig rigtig godt de første mange gange i skoven men på et ukompliceret drop på små 20-30 cm lød der pludselig et “knæk” Jeg standsede med det samme og kunne se at tubeless væsken piblede ud mellem dæk og fælg kant. Jeg smed en slange i og kørte hjem. Ved nærmere inspektion på værkstedet kunne jeg konstatere, at fælgen havde fået en lille flænge helt op langs dækket.

Læs også: Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike

Jeg kontaktede Light Bicycle, som næsten med det samme sendte en ny fælg af sted, hvilket de altid ville gøre i sådan et tilfælde. De mente at det kunne være en fejl under produktionen eller et uheldigt stenslag. Efter at jeg monterede den nye fælg, har der ikke været nogen problemer overhovedet – og det er ikke fordi at jeg har kørt mere forsigtigt, tværtimod har jeg presset sættet for at sikre mig at det ikke var en svaghed i fælgene.   

Facit

Light Bicycle XC924 MTB hjulene er en absolut fornøjelse at køre med særligt på grund af deres lave vægt. De er ikke helt så brede som mange andre på markedet, men jeg mærkede det ikke i skoven.

Læs også: Velomore tester kinesiske kulfiberhjul

Deres byggekvalitet, ydeevne, garanti og holdbarhed lever op til de fleste andre hjul jeg har kørt med. Så hvis du er ude efter et let hjulsæt som ikke behøver at koste hele din månedsløn, så er Light Bicycle XC924 et godt bud.

Info

Vurdering: 4/5.
Pris: 9500 kr.
Mere info: www.lightbicycle.com

Velomore tester kinesiske kulfiberhjul fra Elite Drive

Posted on: oktober 19th, 2023 by Jeppe Bramming No Comments

Vi havde ikke hørt om Elite Drive før, men da vores skribent stod og manglede et par nye hjul på budget, blev hans nysgerrighed pirret og et par kinahjul røg i den virtuelle indkøbskurv.

Vi har alle prøvet det: man går med drømme om at opgradere sine hjul og begynder at sondere terrænet. Enten fordi de gamle er slidt ned, eller fordi man har overbevist sig selv om, at 300 – 400 gram lettere hjul og lidt højere profil (endelig) kan sikre én sejren i skiltespurten.

Man starter med alle the usual suspects – Bontrager, Fulcrum, Zipp, DT Swiss, Mavic – og med beskedne specifikationskrav, men hurtigt sidder man og savler over topmodeller, og fantaserer om eksotiske kulfiber-eger og keramiske-lejer. Af og til får man rystet de tanker af sig, og vender tilbage til den mere fornuftige, og prisvenlige, ende af bassinet. Der går dog sjældent længe, før man igen smider al fornuft overbord, og prøver at retfærdiggøre et hjulkøb i 30.000+ klassen.

Der er dog en anden vej at gå, end med de gængse mærker. Tør man kigge mod øst, og give slip på sin forudindtagede holdning til kinesisk fremstillede cykeldele, kan man få sine lirens-fantasier opfyldt, uden at det fører til økonomisk ruin. Hemmeligheden er, at man køber direkte fra producenten, og desuden undgår at skulle betale for navnet.

Men der er en nagende tvivl, der ofte følger overvejelserne omkring køb af kinesiske hjul: Er kvaliteten til at stole på? Vil hjulene se godt ud, når de kommer ud af æsken, for så at falde fra hinanden, så snart de bliver udsat for lidt dansk efterårsvejr?

Der var kun én måde at få det opklaret: vi måtte købe et par, og teste varen på egen krop og cykel. Efter lidt research endte vi med at vælge et sæt hjul fra det kinesiske mærke Elite. Som andre af de kinesiske producenter, leverer Elite kulfiberdele til etablerede europæiske cykelmærker, og sælger diverse kulfiberdele, såsom cykelstel og hjul, under eget navn.  

Vi gik med et hjulsæt fra deres ”Drive” topserie (de har også modelrækken ”Marvel”, hvis pris og specifikationer ligger lavere) for at undersøge, hvor langt kinesiske hjul er kommet. Og på papiret er de kommet langt: kulfiberfælge, kulfibereger, keramiske kuglelejer og smukke, CNC-fræsede alu-nav for 1.189 dollars, eller godt og vel 8.300 kr. for et hjulsæt. Vi gik med skivebremsemodellen 40D, der med sine 40 mm høje fælge ville give et godt kompromis mellem god aerodynamik og lav vægt. Blot 1.260 gram for det samlede hjulsæt, rent faktisk. Med en intern fælgbredde på 21 mm (ekstern bredde: 28 mm) er fælgene med på noderne, og klar til arbejde godt sammen med moderne dækstørrelser såsom 25, 28 og 30 mm.

Lige ud af æsken imponerer hjulene. Marmoreringen i fælgens yderste lag kulfiber giver en smuk, changerende effekt, og i direkte sollys kan man få lang tid til at gå med bare at stirre på fælgene. Også kulfiberegerne imponerer med et underspillet sort look, som står godt i kontrast til de skinnende alu-nav. Synes man, at navene er en tand for højtråbende, eller foretrækker man måske et mindre rengørings-krævende nav, kan de bestilles i matsort, hvis man foretrækker. Logofarven kan også justeres efter personlig smag, her er valgmulighederne sølv eller sort.

Hjulene er fra fabrikken klargjort til tubeless kørsel, så fælgbunden er lukket hermetisk af, og tubeless ventiler er installeret. Jeg har dog ikke taget springet ud i tubeless endnu, så ventilerne blev afmonteret, og gemt til en anden god gang.  Derudover fik man en æske med 3 ekstra kulfibereger, hvis man skulle være så uheldig at knække en af dem. En betænksom detalje. 

I hånden spandt hjulene snorlige, og køkkenvægten afslørede, at de påståede 1.260 gram ikke var grebet ud af den blå luft. Faktisk målte vi vores sæt til 1.255 gram på køkkenbordet. En god, rund fælgkant gjorde dækinstallationen ubesværet, og alt i alt gjorde hjulsættet hvad det kunne for at levere et godt førstehåndsindtryk. Intet sted fik man fornemmelsen af, at der var sparet.

På landevejen

Ude på landevejen levede hjulene i den grad også op til forventningerne: den lave vægt gør accelerationer til en leg, og trods vægten og den forholdsvist beskedne fælgdybde, holder de farten overraskende godt. Jeg noterede mig i hvert tilfælde, at min gennemsnitlige ”marchhastighed” var steget med et par kilometer. Om de keramiske S&S kuglelejer har bidraget til det, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men de ruller i hvert tilfælde godt, og det er rart at vide, at de med regelmæssig vedligeholdelse kan holde hele hjulets levetid.

Læs også: Velomore tester Argon 18 Krypton Pro

Navet er af den mere højtråbende type, uden at være helt Chris King ”her kommer jeg”-agtigt. Det er jo en smagssag, men personligt fandt jeg det ikke generende, og jeg lærte hurtig at bruge lyden til min fordel: hver gang du nærmer dig andre cyklister bagfra, stopper du bare med at træde rundt i et par sekunder, så trækker de til side af sig selv. Genialt.

Læs også: Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike

På en tur til Stelvio i Italien fik vi mulighed for at teste hjulenes evner på skrappe stigninger, og der kom den lave vægt virkelig til sin ret. Den ubesværede accelerationsevne, som vi havde registreret under hjemlige himmelstrøg, virkede endnu mere tydelig på strækninger med tocifrede stigningsprocenter, og det var skønt at have fornemmelsen af, at hjulene rykkede med det samme, hvis du skulle få lyst til at prøve dig med et udbrud. Følelsen af, ikke at blive ”bremset” af et tungt hjulsæt er penge værd i sig selv. Kulfiberegernes stivhed gjorde kraftoverførslen meget direkte, og du havde aldrig fornemmelsen af, at der gik watt til spilde nogen steder. Det er rart både hvis du er et watt-monster i dit livs form, eller hvis du skulle have forvildet dig ud et bjergterræn på kanten af, hvad din sparsomme kondition kan kapere.

Den italienske asfalt af svingende kvalitet gav os desuden mulighed for at teste hjulenes holdbarhed, og også her kunne vi konstatere, at Drive 40D hjulsættet tog imod de hug det blev tildelt uden protester. Vi bombede nedad både Stelvio og Gavia stigningerne uden så meget som et eneste knirk. Kulfiberegerne holdt fælgen i et snorlige jerngreb uanset hvad vi smed dem ud i, og selvom de velsigner hjulet med høj stivhed, er det ikke på bekostning af komforten. Iklædt et sæt 25’ere og med et dæktryk på 6 bar var de fint i stand til at filtrere rystelser fra asfalten bort.

Facit

Efter godt 4 måneders kørsel er konklusionen, at kinesiske hjul så absolut er en overvejelse værd, hvis du går i tanker om en opgradering. Du får meget lir for pengene, og byggekvaliteten lader intet tilbage at ønske. Vi har testet 40D’erne i flere forskellige typer terræn og i al slags vejr, og de står stadig snorlige. Er du på budget, eller tjener en almindelig løn der ikke kan følge med inflation og de stigende priser på cykeludstyr, er hjulene fra Elite Drive bestemt værd at smide penge efter.

Er du blevet fristet? Så kan du som abonnent på Velomore spare 15% på alle hjul fra Drive, når du bruger koden Velomore ved check ud. Du sparer dermed 3 gange abonnementsprisen.

Info

Vurdering: 4/5
Pris: 8.300 kr.
Mere info: www.cyclehub.dk

Velomore tester danske kulfiberhjul fra DKBike

Posted on: september 28th, 2023 by Hans Plauborg No Comments

Danskproduceret og høj ydeevne til en skarp pris er nok den letteste måde at opsummere hjulsættene fra DKBike på.

Kulfiberhjul er et af de mest begærende produkter hos cyklister på alle niveauer. Aluminiumshjul virker efterhånden helt outdatede på moderne racercykler med skivebremser og elektroniske gear. Alligevel ser man ofte, at det netop er på hjulene, at producenterne sparer penge på for at holde de galoperende salgspriser bare nogenlunde tilgængelige for almindelige mennesker. Der er ikke mange landevejscykler i prislejet mellem 20.000 – 25.000 kr., hvor der er blevet plads til et kulfiberhjulsæt. Og det er trist, for hvis der er noget, der transformerer oplevelsen af en cykel, er det kombinationen af et forholdsvis let, aerodynamisk hjulsæt sat op med highend-dæk – og gerne tubeless.

Her kommer DKBike til undsætning. Den danske hjulleverandør har specialiseret sig i solide kvalitetshjul, der er til at betale. Fra relativt beskedne 5.995 kr. kan man købe et kulfiberhjulsæt, der garanterer en forbedring i forhold til de hjul, der sidder på mange cykler i prislejet mellem 15.000 – 30.000 kroner. Og for 1.000 kroner mere kan man endda få dem med keramiske lejer, hvis man hører til dem, der tror, at et leje bliver helt fantastisk af grå keramiske kugler i stedet for sølvfarvede stålkugler.

Velomore har haft mulighed for at teste DKBikes 50 mm landevejshjulsæt med keramiske kuglelejer og lad det være sagt med det samme: Man skal være en meget forfængelig mærkevarefantast for at kunne retfærdiggøre at betale to, tre eller fire gange så meget.

OPSÆTNING OG VÆGT

Mine testhjul ankommer sat op med Pirelli Cinturato Velo tubelessdæk (der er seated), tubeless væske til påfyldning og en 11 – 34 Shimano 12-speed kassette og bremseskiver. Sådan kan alle kunder få leveret hjulene med individuel opsætning, så de er klar til brug. Det koster selvfølgelig ud over prisen for selve hjulsættet.

Jeg fylder hurtigt 40 ml væske på og pumper op. Hjulene holder dog ikke luft mere end nogle timer. Jeg fylder lidt mere væske på og pumper dækkene op til maks-tryk. Det går bedre, selv om Anders fra DKBike straks tilbyder at sende tubelessfælg-tape, så jeg kan skifte det, hvis luften stadig ikke holder.

Det første indtryk er meget positivt: Flot finish og letløbende nav. Tænk at stå med et par fine 50 mm kulfiberhjul med keramiske lejer til under 7.000 kr. Umiddelbart utroligt, at ENVE, Zipp, Roval og andre kan vride det tre-firedobbelte ud af mærkevaredyrene.

Læs også: Velomore tester Factor OSTRO VAM

En tur på vægten fortæller, at hjulsæt- tet er lidt tungere end både mine egne DT Swiss 1400 ARC (200 gram), der har 62 mm høje fælge, og Scope R4 (325 gram), der har 45 mm fælge. Begge disse hjulsæt er dog monteret med lettere dæk end de solide træningsdæk fra Pirelli på DKBike-hjulsættet. Hvis DKBikes egen vægt opgivelse på 1655 gram for det ”rene” hjulsæt passer, er det bestemt godkendt for et 50 mm hjulsæt til 7.000 kr.

BREDDER OG HØJDER

Fælgene fås i flere bredder og højder – testeksemplaret har en udvendig bredde på 28 mm og en indvendig bredde på 18,5 mm. Det er ikke helt så bredt som mange moderne hjulsæt, hvor en indvendig bredde på 21 mm eller mere efterhånden er standard. Det giver en bedre forbindelse mellem fælg med brede dæk på 28 – 32 mm. Med DKBikes hjul er den optimale dækbredde 23 – 28 mm med 25 mm som det gyldne snit, men man kan selvfølgelige også køre 30 eller 32 mm dæk hvis der er plads i rammen. Kunden kan vælge mellem fire fælghøjder: 38, 50, 60 og 82 mm og dermed eventuel kombinere en lidt lavere fælghøjde foran med en højere på baghjulet.

KØREOPLEVELSE

Hvordan kører de så? Det korte svar er fremragende. Sidevindfølsomheden er mærkbart mindre end på mine Scope R4, selvom sidstnævnt er lidt lavere, og stivheden virker høj takket være egernes to kryds. Det kan muligvis kompromittere aerodynamikken lidt på forhjulet, men disse hjul er ikke skabt som de allerhurtigste løbshjul til væddeløberen, men træningshjul eller solide allround-hjul til motionisten, der vil opgradere sin cykel.

Derfor er vægtbegrænsningen også på hele 130 kg.

Personligt ville jeg nu ikke tøve med at køre licensvæddeløb på DKBike-hjulene. Men jeg ville i så fald skifte til hurtigere dæk. Pirelli Cinturato Velo tubelessdæk er glimrende og meget holdbare og punkteringsresistente helårsdæk, men de kraftige dæk er absolut ikke hurtige. Jeg prøvede i testperioden at skifte til er sæt 25 mm Continental GP5000 AS TR og de formidler en noget bedre og hurtigere køreoplevelse. Dette blot for at understrege dækkenes enorme betydning for den samlede køreoplevelse.

Læs også: Velomore tester hjulsæt til under 10.000 kr

Lyden af et friløb kan der være mange meninger om. Enkelte lyder som en helvedesmaskine på steroider – hvilket nogle faktisk kan lide – og andre er så stille, at man uden problemer kan køre baghjulet rundt foran en kolikramt-baby, der endelig er faldet i søvn uden at blive dolket af moderen. Friløbet i DKBike-hjulsættet ligger hverken i den ene eller anden ende af det spektrum, så lyden af hjulet bør ikke afholde nogen fra køb.

FACIT

Det er i sagens natur umuligt at vurdere, hvor høj kvaliteten og holdbarheden er, når man kun har kørt på hjulene nogle uger. Men DKBike giver i hvert fald 900 dages garanti på fælgene. Så man tror selv på kvaliteten. Navet drejer smørblødt og tolerancerne virker perfekt skåret, men er man nervøs for holdbarheden af et sæt unbranded nav fra DKBike, leverer firmaet også hjulene spændt op omkring DT Swiss 350 eller 240-nav. Så bliver prisen dog 8.500 kr. (henholdsvis 9.500 kr.), og så er hjulene pludselig ikke vildt billige længere.

Læs også: Velomore tester Elite 50D landevejshjul

Hjulene fra DKBike får en klar anbefaling herfra. Det bliver så godt som umuligt at finde et bedre hjulsæt til prisen.

Og så gør det jo heller ikke noget producenten/sælgeren er dansk.

INFO

Vurdering: 5/5
Pris: 6.995 kr.
Lejer: Keramiske lejer.
Udvendig bredde: 28 mm.
Indvendig bredde: 18,5 mm.
Vægt: 1.655 gram.
Mere info: www.dkbike.dk