Posts Tagged ‘Cykelmagasinet 047’

Alperne con amore….

Posted on: februar 9th, 2015 by Hans Henrik Borup

Mittenwald
Tusmørket har sænket sig over Schwarzwald denne sidste lørdag i juli, mens vi sidder i restauranten på hotellet over et glas vin og venter på programmet for Tour de Alps. 30 deltagere er afhentet i München og fragtet til Mittenwald dybt inde i skovene lidt syd for skisportsstedet Garmisch-Partenkirchen.
Vinen smager og opløser efterhånden den let anspændte konverseren, som altid opstår i rum, hvor kun få kender hinanden, men hvor alle gerne vil gøre et godt førstehåndsindtryk. Specielt på en tur hvor det handler om noget så fysisk som en uges motionscykling i alperne, og hvor snakken går på de kommende dages bjerge, opstår lysten til blot at være én i mængden. Man er ofte usikker på sin egen fysiske formåen, og det er de færreste, som bekender kulør og straks fortæller om, hvor stort talentet er. Sæt nu de andre er bedre, og man bliver plantet som den første?
Det er ikke så lidt, guiderne fra PP Cycling Tours har forbe-redt denne aften. Hver dag vil der være mulighed for at prøve kræfter med tre hold, og alle ruter er blevet prøvekørt i månederne op til turen. Det betyder, at informationerne om vejenes beskaffenhed og detaljerne om de enkelte stigninger er særdeles pålidelige og gør det nemmere at afgøre, hvilket hold man vil følge. Et er af se ruteprofilerne, noget andet er at få en førstehåndberetning fra guiderne om sværhedsgraden. Den detaljerende gennemgang af morgendagens udfordring giver noget at tale om, og som aftenen skrider frem, danner der sig efterhånden et overblik over, hvem der kører på hvilke hold.

Küthai
Skytæppet ligger tungt og fugtigt omkring hotellet næste morgen, og nattens regn har efterladt vejene våde og glatte. Det gør påklædningen til et kompliceret tilløbsstykke. For selv om det er lunt i dalene, kan det hurtigt blive anderledes på toppene – for ikke at tale om nedkørslerne. Jeg vælger repertoiret fra min aktive karriere på landevejen. Shorts, trikot, løse ærmer og en vindvest til nedkørslerne. Det handler om at holde sig varm, og i den forvirring tror mange, at der skal så meget tøj til som overhovedet muligt. Men tøjet bliver hurtigt vådt og tungt, og dermed bliver man alligevel kold på nedkørslerne og kommer til at sidde på de flade stykker i sin ”våddragt”. Så hellere korte ben, en god vindvest og køre sig til varmen.
Første etape fra Mittenwald til Campo di Tens i Italien byder på 150 kilometer med Küthai i Østrig som den væsentligste udfordring. En 19 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på ca. 8%. Vi er ca. 10 personer på hold 1. og tager  den med ro ud til foden af bjerget. Humøret er højt og alle glæder sig til at komme i gang.
Efter 500 meter sidder jeg i gear 34/23 og mangler mindst 5 tænder til på kassetten. Sidst jeg var i Alperne, kørte jeg med 39×23 som laveste gear. Det virkede fint, og jeg husker ikke, at det skulle have været et problem. Men det er 10 år og mindst 10 kilo siden, så jeg besluttede at sætte en klinge med 34 tænder på foran – bare for en sikkerheds skyld. I ugen op til fik jeg endda taget mig sammen til at bestille en kassette med 28 tænder hjem. Men den kom ikke, og jeg tog til Alperne med 34×23. ”Happy go lucky”, tænkte jeg og spekulerede ikke mere over den beslutning.
10 km. senere kan jeg godt se det overmodige i den beslutning. Her sidder jeg, plantet midt på Küthai i 10 graders varme med regnen silende ned fra de blytunge skyer, som pakker bjerget ind i en kold og fugtig tåge. Der resterer stadig 9 km af de 19 til toppen og jeg står op, præcis som jeg har gjort siden kilometer et med mælkesyren på vej ud af ørerne. Et par kilometer senere har guiden, den erfarne Karsten Hoffmann, som har vundet Race Across America, stillet sig i position i vejkanten for at tage et par billeder af deltagerne. Jeg er efterhånden langt efter de andre, stående i mit latterligt høje gear med hjertet oppe i halsen og en skummende åben mund. Det må have været let at skyde de billeder, for langsomt gik det, alt for langsomt – ”slow train coming”.


Læs mere i Cykelmagasinet 047

Viva Italia II – vores italienske drøm

Posted on: januar 24th, 2015 by velo_admin

Opgaven med et samle et komplet testfelt af rene italienske klassikere har vist sig som en lige så stor og umulig opgave som at lære italieneren i Toscana at hans Fiat Panda ikke er guds gave til folket. Cykelmærker som Bianchi og De Rosa er uden tvivl savnet i vores test. De italienske cykelmærker er lige så stor en del af cykelhistorien, som rytternes heroiske indsatser på stålrammerne op ad de snekædte tinder iklædt uld og med lukkede ringe foldet om skuldrene. Trods oddsene har Cykelmagasinet dog samlet et testfelt på otte cykler, som alle sammen hver især bidrager til vores italienske fortælling.
I denne kategori ligger vi specielt prismæssigt for fleres vedkommende en kategori over det, som Cykelmagasinet normalt betegner for high-end, men formålet med denne test er ikke at kåre en endegyldig vinder.
 
Romanticismo
At man køber en italiensk cykel med hjertet og ikke med hjernen har aldrig været en hemmelighed. Bag dette ligger der for romantikeren uden tvivl en del selvbenægtelse, hvis han da ejer blot en smule rationalitet, idet italienske cykler til dels har haft et ry for at være bløde som spaghetti, tunge som Eros Poli på Ventoux men til gengæld elegante som Coppi på sin Bianchi. Det har været alment kendt og accepteret, at for italienske cykler handler det mere om sjæl og design end hårde facts. Forelskelse er en psykose, hvor al sund fornuft er uden for rækkevidde.

Amore
Som vi også var inde på i sidste nummer, har prædikatet ”Fatto in Italia” i dag ikke, samme klang, da flere og flere af rammerne produceres østpå. Cykelmagasinet må dog konkludere, at dette på ingen både har skadet og måske endda snarere hjulpet italienerne, når de i alverdens cykelmagasiner bliver stillet til regnskab for andre parametre end deres forførende ydre………..

Køb Cykelmagasinet 047 og læs hele testen.

 

Viva Italia I – vores italienske drøm

Posted on: november 1st, 2014 by velo_admin

Der er italienske cykler, og så er der alle de andre. Italienerne har gennem årene formået at skabe et ry, som rækker langt ud over, hvad samtlige andre cykelproducerende nationer til sammen kan hamle op med. Når man taler om italienske cykler, kommer det meget hurtigt til at handle om meget mere end ”blot” en cykel. Ord som romantik, æstetik, historie og følelser vejer som regel tungere i snakken end cyklens tekniske kvaliteter. Det kan alle folk, der ejer en cykel fra støvlelandet, i givetvis nikke genkendende til. Enten ejer man en ITALIENSK cykel, eller også ejer man ”blot” en cykel. Ingen andre cykelproducenter kan sælge deres cykel alene på mærkets hjemland. De stolte italienere lader dog også sjældent chancen for at et beklæde deres cykler med de karakteristiske grøn-hvid-røde striber gå fra sig. Fatto in Italia sælger  – stadig – over hele verden.

Romanticismo
’Back in the days’, hvor rammebygning handlede om håndværksmæssige kvaliteter, var charmen i højere grad til at føle på. I dag er langt de fleste rammer i kulfiber produceret i det fjerne øst for at forblive konkurrencedygtige, og man kan hævde, at cyklerne har mistet en del af den mytologi, som de største italienske producenter altid har været næret af. Nogle producenter – også i denne test – producerer retfærdigvis stadig deres cykler i hjemlandet.

Verden er under stadig udvikling, og det er rammebygning også. Det kan selv den mest stædige romantiker intet stille op i mod – og heldigvis for det. Kendetegnene for de italienske cykler er trods outsourcing af produktionen stadig fremtrædende. Designet er fortsat ofte ærke-italiensk ligesom sublim lakering og lækre detaljer, som altid har været en italiensk specialitet, stadig er at finde på de fleste moderne kulfibercykler.

Amore
Formålet med denne test er ikke at kåre en vinder. Prismæssigt er vi for flere cyklers vedkommende en kategori over det, vi normalt betegner for highend. Nogle vil gå så langt som at sige ude af proportioner og stridende mod al sund fornuft. 

Køb Cykelmagasinet 046 og læs hele testen.