Posts Tagged ‘Cykelmagasinet 053’

Honningmanden og andre historier fra off season

Posted on: januar 27th, 2016 by velo_admin

Off season er den del af året, hvor jeg kan bruge lidt mere tid sammen med mine to døtre. Ud over at få leget rigtig meget med Barbie og My little Pony er jeg blevet rigtig god til at tegne grise. Det er nok det dyr, jeg er bedst til at tegne. Til gengæld synes jeg, det er rigtig svært at få mine komuler til at være vellignende. 

Licensryttere træner for meget
Jeg holder altid fem uger uden cykel for at lade batterierne op og få lysten tilbage. Man kan godt miste træningsgejsten lidt sidst på sæsonen. Gennem tiden har jeg mødt rigtig mange cykelryttere, der er bange for at holde fri. En af mine nye holdkammerater ”Bobo” er en af disse. På vores første samling midt i november var han meget nervøs for, om han havde holdt for meget fri. Jeg spurgte ham, hvor meget han havde holdt sig fra cyklen, og han svarede 3 dage. Først troede jeg, at jeg havde misforstået ham – mit franske er endnu dårligere end mit italienske – men mente dog nok, jeg kunne høre forskel på ”semaine” og ”jour”. Helt ærligt tre dage!! Jeg ser det også ofte hos mange danske licensryttere, der allerede i slutningen af oktober kører spidsintervaller med fem måneder til sæsonstart. Det betyder, at de er topklar til indledningsløbet i Thy, men også at de fuldstændig har mistet gejsten, når vi rammer maj. Ikke at man skal gå over i den anden grøft som fx min storebror. Han besluttede for to år siden at nu skulle han til at løbetræne, og efter et par uger besluttede han sig så for at tage en restitutionsuge…som så har varet lige siden. Men lidt restitution i ny og næ skader ikke, selvom det er nemt at lade sig rive med af skulle score flere og flere TSS hver uge.

[CITAT]

Akaciehonning på løbebåndet
Sidste vinter styrketrænede jeg ikke, hvilket jeg må indrømme var en stor fejl. Men det gør jeg denne vinter. Jeg tror virkelig, at det hjælper med til at forbedre en. Nede i mit lokale fitnesscenter ser man altid nogle spændende typer. Min favorit er en mand på omkring de 40 år, som løber på løbebånd. Han løber virkelig stærkt og virkelig godt og ikke mindst langt, over en time. Det der er med ham er, at han drikker honning undervejs. Ja, han står med en flaske formet som en bamse, hvori der er ackaciehonning. Det er selvfølgelig en udmærket energikilde, men stadigvæk lidt besynderligt. Det minder mig om min tidligere japanske holdkammerat Takashi. Engang var vi ude og køre en god træningstur, og efter tre timer gjorde vi holdt på en god café i Massarosa. Teknikdirektøren Jesper Bechmann Olsen på dette magasin kan sige god for dens kvalitet – en Cannoli derfra reddede engang ham og vores fælles ven mr. HSV på en træningstur, der udviklede sig lidt i forhold til de berammede to timer. Nå, tilbage til Takashi. Vi andre bestilte kaffe og sandwich, hvorimod Takashi kun bestilte et stykke tørt brød. Han overraskede dog alle ved at trække et kæmpe glas honning op af lommen…

Perfekt program
Jeg er virkelig superglad for mit nye hold Fortuneo-Vital Concept. For jeg må indrømme, at min motivation de seneste år har været lidt for svingede. Det har simpelthen været svært at finde glæden. Det har mere været et job frem for den passion, det var førhen. Men den er kommet tilbage med mit holdskifte. Jeg har virkelig en stor træningsglæde, hvorimod jeg sidste vinter og forår kiggede lidt for mange gange på klokken. Selvfølgelig kan jeg da godt mærke, at det er et mindre hold, og jeg skal ikke afvise, at jeg engang imellem vil opleve ting, hvor jeg vil savne organisationen bag holdet på Tinkoff-Saxo. Selvfølgelig skal jeg forbedre mit franske lidt, for nogle af mine jokes falder lidt til jorden på grund af min manglende sikkerhed i det franske, ikke fordi min jokes er dårlige…
Jeg har også fået et super fedt program, der er lige som jeg vil have det. Jeg starter i Argentina i januar og skal så køre stort set de løb, jeg plejer frem imod Ardennerklassikerne. Selvfølgelig er holdet afhængig af Wild Cards. Dette gælder også for TDF, som jo er mit helt stort mål for i år. Jeg glæder mig virkeligt til at køre TDF igen, hvis vi kommer med, og jeg bliver udtaget. De seneste år har det gjort ondt ikke at køre løbet, og det er aldrig sjovt at blive vraget. Et andet stort mål næste år er OL i Rio. Det vil være vil være så stort at køre OL igen på en efter sigende meget hård rute.

Ny landstræner
Nu når vi snakker landsholdet, så er der kommet ny U23-landstræner, og valget er faldet på Anders Lund. Et rigtig godt valg, og det siger jeg ikke kun, fordi Anders er en god ven, men også forbi jeg virkelig tror på ham. Man skal ikke sammenligne ham med Bennekou, som havde en hel unik viden omkring træning. Langt de fleste U23’ere har dog en træner ude på deres respektive hold eller privat. Det, jeg tror Anders kan, og som måske ikke lykkedes helt så godt for Bennekou, er at samle landsholdet som et hold. Anders har meget store menneskelige kompetence. Derudover har han en stor erfaring med at være hjælperytter fra Pro Touren, så han vil helt sikkert huske at værdsætte det gode arbejde.

Lirens vs. ulirens
Der bliver ofte diskuteret, hvad der er lirens og ulirens. Her kommer jeg med mine indspark til et par ting, det må man vel godt som Danmarksmester. Det er ulirens og komme ned til morgenmadsbuffeten iført cykeltøj, det samme gør sig gældende for frokost og aftensmad. Det er ulirens ikke at hilse på andre cyklister, med mindre du køre interval, så godtages et venligt nik. Og endelig er det selvfølgelig ulirens ikke at tage hjelm af under kaffestop.

Jesper Hansen i elitens baghjul

Posted on: januar 27th, 2016 by velo_admin

Den kulsorte himmel og den fluorescerende gule trøje var hinandens modsætninger, som han fløj op ad bjerget. Klemt inde mellem Italiens nye kronprins og cykelsportens eneste indianer, sad en lille dansker fra det sydlige Fyn. De blottede fortænder lod til at have bidt sig fast i elitens baghjul, og selvom Jesper Hansens skar grimaser i primitiv og bestialsk smerte, var der samtidig noget sardonisk over hans smil. Som om han vidste, hvor ondt det gjorde på de andre og som om, han et kort øjeblik smilte desertørens smil. Men kun kort, for han havde trods alt et arbejde, der skulle udføres, også selvom han pludseligt sad side om side med Aru og Quintana 3.000 meter fra mål på et bjerg uden for kategori i La Vuelta a España.

[CITAT]

Sejr i Norge
– Vi sad rimeligt langt fremme, Majka og jeg, og så rykkede Aru. Jeg havde Majka på hjul, og så tænkte jeg bare: Så kører vi! Jeg håbede bare, at han var med, men han var ikke ikke lige vågen, og kom ikke med. Men det var fedt, da jeg pludseligt sad sammen med de to, forklarer Jesper Hansen selv, da Cykelmagasinet møder ham i Italien knap en måned efter gennembruddet i Spanien Rundt. Det er svært at komme uden om 14. etape af løbet, hvor han pludseligt bragede ind på den internationale scene, og det er svært at komme uden om Jesper Hansen, hvis man kigger på dansk cykelsport anno 2015:
Foruden opvisningen i Vueltaen, hjemtog Hansen den måske største triumf af en rytter med rødbedepas i løbet af året, da han vandt Tour of Norway. Et resultat, der var flere år undervejs, men alligevel både overraskede og forundrede. For hvem var Hansen fra Danmark? Hvor kom han fra? Og hvordan kunne han pludseligt køre alene hjem på kongeetapen af et 2.HC-løb som Tour of Norway foran Edvald Boasson Hagen, David Lopez og Alexander Kristoff?

Fuld gas
– Jeg tænkte egentligt ikke så meget. Det var ren instinkt og fuld gas. Jeg kunne mærke, at jeg havde rimeligt godt overskud, da jeg sad i gruppen sammen med de andre. Hvis jeg skulle vinde, så blev jeg nødt til at køre væk, tænkte jeg. Der var godt nok lidt langt til mål fra toppen, men jeg håbede bare på, at det kunne holde, fortæller den tynde fynbo om sejren i Norge, der endte med at sikre ham en ny kontrakt hos Tinkoff-Saxo samt en Grand Tour-debut i efteråret. En debut han udnyttede til fulde.

 

Læs hele det store interview med Danmarks nye klatretalent i Cykelmagasinet 053. Kan købes her.

Rejsen mod Cima Coppi

Posted on: januar 26th, 2016 by velo_admin

En mat fortvivlelse rammer mig i mellemgulvet her midt i den farverige slange af motionscykelryttere, der har samlet sig for foden af Stelvio-bjerget. Alle cykelryttere med blot en smule ambition om at køre konkurrence kender følelsen, når man spotter, at manden ved siden af stiller til start med en sadeltaske af dimensioner, så selv en doomsday prepper vil få plads til sit overlevelsesgrej. Og når mandens makker samtidig står i særlige cykelsandaler med klamper og ud over en sadeltaske har monteret en slags mulepose på overrøret SAMT en mindre kuffert på styret med indskriften “Ich liebe Salzburg”, ved man bare, at man er havnet det HELT forkerte sted.

[CITAT] 

Desperate rektalarbejdere
Jeg prøver at presse mig længere frem i slangen af små 3000 cyklister, der kl. 07.30 den 7. juni 2015 bliver sendt af sted på den fjerde udgave af motionsløbet Gran Fondo Stelvio Santini. Det er svært, og jeg indser hurtigt, at det er for sent til at komme ud af afspærringen for at gå længere frem og stille mig ind igen. Med undskyldende gebærder lykkes mig dog til sidst at komme 20 meter længere frem blot for at konstatere, at jeg nu står lige ud for toiletvognen – startområdets tilsyneladende ENESTE fækale hule – og indånder den kvælende råddenskab, der altid følger af cykelrytteres nervøse morgenmaver. Af en eller anden grund forvandles cykelryttere altid til et kobbel oppustede og desperate rektalarbejdere kort før et startskud…

Mortirolo-Stelvio combo
Kl. er 07.25, det er solskin, 18 grader, vindstille perfekt cykelvejr, og foran mig venter godt 150 kilometer og over 4000 højdemeter, hvoraf langt de fleste udgøres af de berømte bjerge Mortirolo og Stelvio. Stelvio er majestæten, cima coppi, det højeste bjerg for cykelryttere i Italien, og jeg har bemærket mig, at selvom selve slutstigningen fra byen Bormio “kun” er ca. 22 kilometer med 7,5% i gennemsnit, så stiger det hele vejen fra bunden af dalen for foden af Mortirolo til passet i 2753 meters højde. Kort sagt 45 kilometer og langt over 2000 højdemeter i ét stræk.
Den sidste halvdel af Gran Fondo Stelvio Santini svarer stort set til den berømte etape i Giro’en i 2012, hvor den belgiske Lotto-rytter de Gendt vandt efter et langt soloudbrud på Stelvio. Også dengang kørte rytterne for første og eneste gang over Mortirolo fra Tovo-siden i stedet for den langt mere kendte og benyttede Mazzo-side. Det førte til total kaos, da bilernes koblinger ikke kunne klare de små 30% ramper mod toppen og mange af de bageste ryttere måtte trække op. Med andre ord er dagens menu formentlig langt værre end papiret lader ane: 151,3 km og 4058 højdemeter kan ikke i sig selv forskrække en erfaren bjergmaratonist, men kombinationen af Mortirolo og Stelvio er umiddelbart langt mere truende end fx Galibier og Alpe d’Huez i La Marmotte.

Frem i bussen med 60 i timen
Da startskuddet lyder har jeg kun to ting i tankerne: at komme hurtigst muligt væk fra toiletvognens kvalmende dunst og længst muligt frem i “bussen” på de ca. 30 kilometer ned igennem dalen til Villa Tirano. To dage forinden tog vores vært Danielle, der sammen med sin hustru driver det i detaljen gennemførte cykelhotel Funivia i Bormio, os med ud på rutens første del. Fra den tur ved jeg, at der kan hentes en del placeringer, hvis man holder tungen lige og kæden stram. Så af sted går det med 60-70 km/t og ud og ind mellem hundredvis af ryttere. Kontrolleret men dog lidt hasarderet.

Læs hele den 18 sider lange beretning om “det nye La Marmotte” i Cykelmagasinet 053. Kan købes her.

Hvem bestemmer skovens tempo?

Posted on: januar 26th, 2016 by Hans Plauborg

– Man må i hvert fald begynde med at erkende, at mountainbikesporten er vokset ud af sine barnesko, siger Erik Skovgaard Knudsen. Han er formand for Silkeborg Sti- og Sporbyggerlaug (SSSL) og primus motor blandt de ildsjæle, som er i fuld gang med at omdanne Nordskoven ved Silkeborg til et de mest attraktive mountainbikedestinationer i Danmark.
– Hvis mountainbikesportens popularitet fortsætter, og brugerpresset dermed stiger yderligere, så kommer der lige pludselig et meget hårdt opgør om adgangsrettighederne til skoven. For lige nu baserer lovgivningen sig udelukkende på almindelig cykling i skovene, siger Erik Skovgaard Knudsen.
Og det er netop derfor, den driftige ildsjæl med det store skæg bygger spor i Silkeborgskovene samtidig med, at han bruger al sin viden, erfaring og smittende entusiasme på at etablere det nødvendige samarbejde med Naturstyrelsen, som forvalter statsskovene.

[CITAT]

De første spadestik i Silkeborg
Kendsgerningen er, at ingen organisationer eller myndigheder rigtig har taget højde for, hvor populær MTB-sporten er blevet de seneste år. Slet ikke DCU.
– Nej, de stiller sig ikke op som de store forsvarere af brugen af mountainbikes i skoven. Der er ingen på lønningslisten i DCU, der beskæftiger sig med mountainbike, men vi har altså en sport i eksplosiv vækst. Det er lidt paradoksalt, siger Erik Skovgaard Knudsen.
I Silkeborg begyndte de spæde spadestik til de nuværende og omfattende sporbygningsaktiviteter faktisk, fordi DGI henvendte sig til mountainbikeklubberne i Silkeborg. Klubberne ville gerne udbygge sporene og stille arbejdskraft til rådighed, DGI ville hjælpe på den organisatoriske front, kommunen så muligheder for et aktiveringsprojekt i skoven, og skovens forvaltere i Naturstyrelsen var også overbevist om, at noget måtte gøres for den nye og hastigt voksende tohjulede brugergruppe. Intentionerne var gode, et arbejde gik i gang, men der opstod hurtigt træghed i arbejdet
– Man fik lavet nogle få kilometers fremragende spor, men så gik det lidt som det ofte gør, når gode viljer og frivilligt arbejde skal finde hinanden, fortæller Erik Skovgaard Knudsen om forhistorien, inden han flyttede til Silkeborg i 2014.

Læs hele artiklen om sporbygning i Silkeborg og følg med i serien i Cykelmagasinet. Cykelmagasinet 053 kan købes her

Vinterekspedition til Grønland

Posted on: januar 21st, 2016 by velo_admin

“Er I sikre på, I skal med det her fly?”, spørger den flinke dame ved Air Greenland-skranken i Københavns Lufthavn, mens hun checker vores cykelkufferter ind som stor bagage. Vi er på vej til Grønland midt om vinteren. Så meget ved vi. Om det er en god idé, står stadig lidt hen i det uvisse. Vi ved præcis lige så meget om Grønlands potentiale som vintercyklings-destination, som hun ved om vores fatbikes.

Kun egnet om vinteren
En ven har fortalt mig om en 160 km lang vandresti i Grønland, som man kalder polarcirkelstien. Den starter uden for lands lov og ret på gletsjerisen i Kangerlussuaq og slutter i kystbyen Sisimiut. Om sommeren kan turen gøres på cirka 10 dage – til fods. Det kræver kun lidt internetresearch og et par mails at finde ud af, at sporet ikke er egnet til mountainbiking om sommeren. Fra juni til september er store dele af sporet omdannet til sump og hærget af horder af blodtørstige myg. Bare det at finde sporet kan i sig selv udgøre en stor udfordring. At dømme ud fra tidligere eventyreres erfaringer, vil der være udsigt til 40% cykling og 60% trækken. Ikke specielt tillokkende. Jeg har derfor ikke været længe om at opgive den idé.

På fatbikes
Jeg har allerede været på mange vanvittige ekspeditioner i Himalaya med Claude Balsiger, og sammen med ham og bjergguiden Fabian Mooser har jeg lagt en ny plan for vores cykeludflugt til Grønland. Fatbikes er jo det helt store for tiden, og de bliver hurtigt et centralt element i vores plan. På fatbikes må det være muligt gennemføre vores plan: At blive de første til at gennemkøre polarcirkelstien på mountainbike om vinteren.

Hele Martin Bissigs historie og imponerende billeder i Cykelmagasinet 053. Kan købes her.

Cykelmagasinet 053 på gaden

Posted on: januar 20th, 2016 by velo_admin

La Marmotte er for længst blevet det store danskerløb, hvor over 20% af deltagerne har et rødbederødt pas. Men vil man gerne ud prøve nogle bjergløb, som ikke alle har kørt, er der inspiration at hente i det nyeste nummer af Cykelmagasinet. 

Ötztaler Radmarathon kender mange, men færre har kørt det 238 kilometer lange løb i Østrig og Italien, der samlet set byder på over 5.500 højdemeter. Cykelmagasinets skribent Martin Juhl Madsen inviterede sin storebror med på en tur til de østrigske alper i sikker forvisning om, at han ville vinde den interne håneret i familien. Men så let gik det ikke.

Chefredaktør Hans Plauborg havde det heller ikke let i det storslåede og forholdvis nye løb Gran Fondo Stelvio Santini. Løbet er “kun” 150 km og godt 4000 højdemeter, men indeholder både en af de stejleste og en af de længste stigninger i Italien – Mortirolo og Stelvio. Der er sortsyn, forbandelser OG usigelig glæde og eufori i den monstrøse, litterære beretning over 15 sider.

Vi har også været i Italien, hvor vi mødte en Fränk Schleck i hopla og med tro på en god 2016-sæson her i karrierens efterår. Schleck fortæller ærligt og råt om karrierens højdepunkter og mange styrt… Det sidste har den danske shooting star Jesper Hansen hidtil været forskånet for. Manden med det markante tandsæt slog for alvor igennem i år med sejr i Tour of Norway og ikke mindst den uforglemmelige Vuelta-etape, hvor han sad med de allerbedste klatrere i verden. Men den unge dansker tror fuldt og fast på, at det blot er begyndelsen på noget større.

Det er bare enkelte highlights i et magasin, der også bl.a. indeholder historien om verdens første fatbike-tur på en berømt sti i Grønland, en first ride af den nye Cervèlo C5, en fortælling om danske sporbyggere og en tur til det sydspanske motionsløb La Sufrida.

Cykelmagasinet 053 kan købes her.