De lokale kalder Cap de Formentor for de fire vindes mødested. Den yderste nordspids på den største af de baleariske øer er stedet, hvor vindene fra det spanske fastland, alperne, Atlanterhavet og Nordafrika mødes, og de sætter alle deres præg på den lille udpost.

Den billedskønne tur derud har det hele: Hårnålesving, fantastiske udsigter over det krystalblå middelhav og forrevne kalkstensformationer. Ikke så mærkeligt, at det er en favoritrute for europæiske cyklister. Nok er Formentor dagens mål, men Mallorca har massevis af fantastiske ruter. Faktisk så mange, at man nogle gange forledes til at tro, at hele øen er konstrueret som én stor forlystelsespark for cyklister. Ofte drejer samtalen ved aftensmaden sig således om, hvilke steder, der skal på menuen for morgendagens tur. Skal man vælge rutsjebaneturen ned til Sa Calobra, øens højeste pas Puig Major eller køre den blødt duvende tur langs med kysten ved Alcudia?

 

[CITAT1]

 

De mange muligheder betyder, at Mallorca oplever en sand cykelinvasion i højsæsonen. Flere hundredtusinde af slagsen besøger øen hvert år, så det kommer som en lettelse, da Martin Birney fra SportActive fortæller mig, at han kan vise os nogle af øens bedste ruter, samtidig med at han kan holde os på afstand af de største horder.

– Tyskerne kan godt lide at stå klar ved buffeten kl. 18, ler Martin, da vi om morgenen stævner ud fra Port de Pollença. Han foreslår derfor, at vi venter til sidst på eftermiddagen med at køre ud mod fyret ved Cap de Formentor for på den måde at undgå de mange biler og cyklister. Vi starter således med at køre mod syd i retning med Tramuntana-bjergene. Vi kører ad små veje mod Campanet. Heldigvis ligger der et barmhjertigt skylag over os, så vi langsomt kan køre os varme.

Det gælder imidlertid om at blive varm i en fart, for Martin trykker til. Han er en trofast discipel af sin SRM-wattmåler, og det hele virker lidt skræmmende, da jeg skæver til hans trimmede figur og tænker på, hvor mange årtier ældre end mig han er. Martin er fra Irland og bor på øen hele foråret. Det er måske hans irske blod, der gør ham til en determineret cyklist. Det, og de ryttere han omgiver sig med:

– Sean Kelly hænger ud sammen med os seks uger om året, fortæller han mig.

– Han er en meget hensynsfuld rytter, og holder altid gruppens tempo uanset hvad, men jeg siger dig, han kan stadig træde. Det er jeg slet ikke i tvivl om, og jeg kan mærke, at Martin også har lånt lidt af Kellys fart.

 

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

 

Kaffe i Caimari

Vores plan er at køre en runde fra Port de Pollença til Campanet. Herfra kører vi op til klosteret ved Lluc, før vi kører tilbage mod Pollença gennem de bløde sving ned fra Col de Femenina. Det giver 65 km. Derfra resterer 40 km på turen til og fra Cap de Formentor.

Alt i alt en ikke alt for slem tur, men de 105 kilometer giver trods alt over 1900 højdemeter og med udsigt til kraftig vind, skal der nok blive lejlighed til at få brugt kræfterne, samtidig med at der forhåbentlig er overskud til at nyde det flotte landskab. Og vi må jo endelig ikke glemme at få et par kopper kaffe undervejs. Vi kører ud af Campanet og fortsætter på de små veje, som er flankerede af hække og lave stengærder. Nu og da får jeg et glimt af bjergsiderne gennem åbninger i beplantningen. Grå skyer hænger over dem. Det er den vej, vi skal. Omgivelserne minder mig om Yorkshire med sin blanding af bakker og fladland, og de okkerfarvede veje og olivenlundene giver mindelser om arabiske ørkener. Vi er på vej til dagens første stigning, Col de sa Batalla. Den stiger med 400 højdemeter over 7,8 kilometer. Den skal nok sætte lidt strøm til benene. Toppen er i 570 meters højde, og så er vi altså for alvor inde i bjergene. Turen fra Pollenca har allerede givet os 25 kilometer, og med udsigten til en lang dag får jeg overbevist Martin om, at et kaffestop ikke er en nogen dårlig idé. Han ved heldigvis lige, hvor vi kan sætte os.

 

[CITAT2]

 

I Caimari ligger caféen Sa Ruta Verde, og den er – ligesom så mange andre caféer på øen – indrettet til at opfylde alle cyklistens behov. Her er både fodpumpe og cykelværktøj nok til at starte sit eget cykelværksted. Vi bestiller et par cappucinoer, men ejeren Lennart insisterer på, at vi også skal have hjemmelavet kage til. Det er dog unødig vægt at tage med op af den forestående stigning, så Martin siger klogeligt nej tak. Jeg arbejder mig derimod hurtigt gennem begge stykker.

Mens jeg støvsuger de sidste krummer af tallerkenen, er Martin allerede ved at stige på cyklen, så jeg skynder mig efter ham, så vi kan komme i gang med klatreturen op mod klosteret i Lluc.

Det er en af proffernes favoritstigninger.

– Fabian Cancellara overhalede mig engang på Col de sa Batalla. Han kørte bag en scooter, og det var samme tempo, som på fladbane, siger Martin.

Strava-segmentet er pænt imponerende. Eksempelvis ligger verdensmesteren fra 2014, Michal Kwiatkowski, ikke en gang i top-10.

 

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

 

Op til klosteret

Vi går til den fra start med vores friske ben og træder rundt i hårnålene. Det er en stigning, som animerer en rytter uden at pine ham. Med sine små 6% i gennemsnitlig stigningsprocent er den ikke alt for hård, og jeg finder let ind i et malende tråd, som lægger mig lige på tærsklen. Jeg føler mig i hvert fald en del friskere end første gang jeg var på Mallorca for nogle år siden. Dengang gennemførte jeg en af de mest pinefulde cykelture i hele mit liv: Et motionsløb på 312 kilomter hele øen rundt.

– Jeg elskede den tur, siger Martin til min store fortrydelse med stemmen fuld af begejstring.

Det viser sig, at Martin er en fanatisk, masochistisk ultra-endurance-fan.

– Jeg har gennemført Mont Blanc Sportive fem gange,” tilføjer han. Det er et løb på 330 km med over 8.000 højdemeter.

Jeg skynder mig at glide ned på hjul, for han er vist en kedelig karl at køre forhjulslir med. Nu er han ikke guide for ingenting, så jeg bemærker, at han hele tiden holder øje med min tilstand i det lille bakspejl, han har monteret nederst på styret. Efter de første hårnåle flader vejen lidt ud, og en storslået udsigt over øen åbner sig på vores højre side. Kalkstensklipperne danner baggrund for et spektakulært bjerglandskab, som figen- og oliventræer er strøet udover. Det er let at forstå, hvorfor Tramuntana-bjergene er med på UNESCO’s verdensarvsliste.

 

[FAKTABOKS1]

 

Vi kører gennem en passage med 10 meter høje klippevægge på begge sider af vejen. På den anden side af passagen gør vi holdt for at nyde udsigten. Freden bliver med det samme brudt af et skingert råb ”Flyt jer!”. Tre ryttere passerer i fuld fart. De er tydeligvis ikke tilfredse med, at vi blokerer racerbanen og føjer unødige sekunder til deres Strava-tid.

– Jeg spekulerer af og til på, om nogle ryttere fuldstændig har misforstået pointen med at komme herned og cykle, ler Martin.

Vi ser efter dem, mens de forsvinder om det næste hjørne med hovederne godt nede over styret – fuldstændig ligeglade med omgivelserne. Jeg tror nu alligevel, de får vanskeligt ved at slå Kwiatkowski. Der ligger en Repsol-tank på toppen af af Col de sa Batalla. Den er meget velkendt blandt øens cyklister – måske den kendeste benzintank på hele øen. Det er ikke biler, som fylder parkeringspladsen men derimod highend kulfiber-racercykler. Butikken sælger energigels og -barer og slanger i stedet for de sædvanlige bilpleje-produkter, man ville forvente at finde på en tankstation. Det siger alt om, hvor meget Mallorca er indrettet på cykling.

Vi er nu ganske tæt på stedets hovedattraktion, klosteret i Lluc. Det blev grundlagt i det 13. århundrede, da en maurisk hyrde stødte på en statue af jomfru Maria – den står der stadig den dag i dag. En lille afstikker fra vores rute ad en blind vej kunne føre os helt ned til klosteret, men hvis man kører ned, skal man jo også op igen, så vi beslutter at udskyde besøget til en anden dag. Nedkørslen fra Col de sa Batalla via Col de Femenia er lækker med brede veje og god asfalt. Nogle steder falder vejen med 10%, og jeg kommer tæt på 80 km/t. Martin hænger på. På et af de fladere stykker kommer han op på siden og advarer mig.

– Jeg har sat farten temmelig meget ned de sidste par år. Jeg har haft lidt for mange nærdødsoplevelser med turistbusser på vej op.

 

[FAKTABOKS2]

 

Han følger derfor altid Sean Kellys eksempel og triller ned bagerst i gruppen.

– Vejene er fantastiske, og det er nemt at blive grebet af stemningen, tilføjer han.

Jeg tager hans råd til mig, og der går ikke mange sving, før jeg må blokere kulfiberhjulene helt og pænt vente på, at en flok får med største selvfølgelighed passerer vejen i adstadigt tempo. Vi er hurtigt nede i Pollença, som myldrer af liv. Det er frokosttid, så vi søger ned mod kysten for at se, om vi kan finde en fiskerestaurant.

Vi bestiller mixed paella på Marina-restauranten i Port de Pollença. Paella’en ligger tungt, men små glimt af sollys pipler frem mellem de grå skyer, og vi er derfor stadig opsatte på at udnytte det varme solskin til en tur ud mod fyret, efter tyskerne er kørt hjem til buffet-køen.

 

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

 

På jagt efter Formentor

Vindenes mødested, Formentor, lever op til sit tilnavn i dag. Der er stiv modvind på vej væk fra kysten. Der er ikke ret langt fra Port de Pollença hen til foden af den første stigning, og da vi kommer tættere på, ser man tydeligt den tynde stribe asfalt, som slanger sig op ad bjergsiden. Den glimter i sollyset og animerer os frem i modvinden. Stigningen hedder Coll de sa Creuta og er overraskende jævn. Den er på 7-8% i starten, og over 3,3 km vinder man 223 højdemeter. Vi har modvind hele vejen. Men det føles på ingen måde surt, for efter hver eneste hårnål, kan vi nyde udsigten ud over Port de Pollença, hvor solen nu bryder frem over strandpromenaden, lystyachterne i havnen og de smukke hvide huse. Mine lår brænder, da vi lander på toppen og udsigtspunktet El Mirador de sa Creuta. Udsigten er imponerende. Forrevne, hvide klipper tårner op og rækker ud i vandet dybt under os. Derudover er udsigten domineret af den lille ø, El Colomer og af El Galerot, som er en klippetop lige ud for øen. Sidst jeg var her, styrtede jeg, mens jeg forsøgte at tage et billede på cyklen. Vejen herfra til fyret er en arkitektonisk oplevelse. Fyret ved Formentor blev bygget i 1863, og til at starte med kunne man kun komme dertil med båd eller på muldyrryg. Jeg er sikker på, at mountainbikere ville have elsket at køre på muldyrstien, men den er for længst erstattet af en landevej. 

 

[CITAT3]

 

Arkitekten, Antonio Parietti, konstruerede vejen i 1930’erne. Det er også ham, der står bag vejen til Sa Calobra – øens allermest berømte stigning. Han har fortjent sin plads i historiebøgerne, for det har ikke været nogen let opgave at konstruere veje på de forrevne klippesider. Det første stykke ned fra coll de sa Creuta giver faktisk mindelser om Sa Calobra. Hårnålene er lige så dramatiske. Nedkørslen er dog ikke nær så lang, og snart klatrer vi op gennem skove og marker, hvor geder græsser. Det grønne landskab afløses af et råt klippelandskab. Vi når hurtigt kysten og på venstre hånd dukker Cala Figuera op. Det er en lille bugt med strand og krystalblåt vand. Det ligner et oplagt sted at standse op, men det må blive en anden dag. En tunnel skærer sig gennem bjergsiden, og de næste 300 meter kører vi i mørke. Det er et behageligt afbræk fra den skarpe sol, og den kølige luft i tunnelen gør godt. Vi kan også høre lyden af vores egne lunger, mens vi hiver efter vejret. Ude af tunnelen fortsætter vi ind gennem et skovklædt landskab. Vi skærer os igen tilbage mod kysten, som dukker op på højre hånd. Luften er krystalklar, og Martin udpeger Menorca for mig i det fjerne. Jeg kan efterhånden godt begynde at mærke, at vi har været i gang et stykke tid. Jeg er ved at være lidt tom. Jeg spejder længselsfuldt efter fyret. Vi krydser henover bjerget. Da vi runder en bjergside får vi målet – og Pariettis flottes arbejde – i sigte. Et sirligt mønster af hårnålesving holder bjergsiden og fyret på toppen. Sådan ser det i hvert fald ud. Det er et grandiost og pudsigt skue, for fyret er jo egentlig en beskeden bygning. Vi kører ned gennem en lille dalsænkning i klipperne. Vi kan høre bølgerne slå mod klipperne længere nede, og vinden suser. Vi starter opstigningen ad den snoede vej, og det føles næsten som om, vi cykler i et maleri.

 

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

 

Det sidste lys og fyret

– Hvem skulle nu have troet, at et fyrtårn kunne blive til sådan en pengemaskine, grubler Martin, mens vi står i kø for at købe en kop kaffe til terrassen foran fyret.

Det er vores tredje stop på under 100 kilometer, men Martin forklarer, at etiketten foreskriver, at man stopper her, og jeg ønsker på ingen måde at lægge mig ud med ham. Udenfor står en ged, som ivrigt plager efter rester.

– Den ged ved sgu’, hvordan man gør, Han kommer hver eneste dag. Jeg må have set tusindvis af selfies med ham efterhånden, ler Martin.

 

[FAKTABOKS3]

 

Martin får ret. I takt med at solen begynder at synke mod horisonten, forsvinder menneskene fra fyret. Vejene ligger også åbne, og der er fri bane hele vejen tilbage til Port de Pollença. Vejen snor sig fra side til side på den mest besnærende måde, og selvom vi er trætte, er kørelysten uformindsket. Den hurtige nedkørsel på vejen herud er nu forvandlet til en klatretur. På 1 kilometer stiger vejen 90 højdemeter, og flere steder er stigningsprocenten helt oppe på 15. Det varmer vores trætte ben godt op. Heldigvis har vi da rygvind. Vi drejer tilbage mod fastlandet og slingrer gennem den nervepirrende mørke tunnel. Dagens sidste udfordring er de 3,4 kilometer op til El Mirador de sa Creueta gennem de labyrintiske hårnåle. Det er ikke nogen rar oplevelse for de trætte ben. Men på toppen kan vi så til gengæld nyde den flotte udsigt ud mod Formentor og de imponerende klippeformationer Galerot og Colomer i aftenlyset. På nedkørslen mod Port de Pollença tænker jeg på, at der er noget helt særligt ved Formentor-turen. Kombinationen af fantastiske landskaber, udfordrende klatreture og mesterlig, moderne arkitektur er enestående. Her kommer jeg gerne igen, selvom mine ben stadig værker efter de 1.000 højdemeter jeg har vundet på de i alt 40 kilometer til og fra fyret. Jeg overvejer morgendagens planer, og da jeg ved, at jeg har et par timer tilovers inden flyveturen, er det oplagt, hvor turen skal gå hen.

 

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]