For mig er Mols duften af smeltet asfalt på en varm sommerdag.

Det er frihed og vand og superhelteblade købt ved en lille bladkiosk over for Molskroen. Det er minder fra en for længst overstået barndom om en tregearet SCO-cykel, der var malet gul som trøjen i Tour de France og styret vendt om i et forsøg på at ligne Francesco Moser og Hans Henrik Ørsted.

Det er at drøne rundt i de mange bakker ved Handrup for til sidst at ende ved vores sommerhus på Søvej, hvor bakken var så stejl, at jeg med mine tre gear kun kunne nå til vores sommerhus og aldrig hele vejen op.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

Tyngdeloven på Mols

Det var med de tanker, jeg tog til motionsløbet Mols Bjerge Grand Prix i september med min carboncykel, som er noget lettere og med 19 flere gear end SCO-cyklen fra 1982. Til gengæld er min krop blevet både midaldrende og tung. Og kroppens tyngde gør, at jeg da også er en anelse nervøs for alle de bakker, som jeg kender så godt fra barndommens land.

Til at begynde med går det nu meget godt. Cykelmagasinet har sørget for både rundstykker og kaffe inden start. Vejret er en anelse gråt, og det småregner, men det kan jeg leve med. Det er lunt, og solen skal nok komme. I hvert fald hvis jeg holder mig længe nok på ruten.

Jeg har valgt at køre 100 kilometer og dermed to omgange på rundstrækningen. To omgange i et utal af bakker, som ikke rigtig kan findes frem på det Fyn, hvor jeg nu slår mine folder.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

Hvor er bilnøglen?

Der er samlet start, og jeg tænker lidt over, hvor det er smartest at starte. Jeg skal i hvert fald ikke starte med de forreste, da mit tempo hører til i bunden af feltet. At starte bagerst er dog også dumt, da jeg så vil få problemer med at komme med i en større gruppe og derfor bliver overladt til mig selv.

Så jeg skal stille mig midt i feltet og håbe på at komme i en gruppe af ryttere, der ikke har alt for travlt. Sådan går det bare ikke.

Jeg kan nemlig ikke finde min bilnøgle, da jeg skal låse bilen efter omklædning og klargøring af cykel. Jeg finder den et minut inden start og ender med at starte sidst. Sammen med dem, der som mig ikke kører løbet med andre ambitioner end at fuldføre, og som kæmper mere med sig selv end med andre ryttere.

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

Koldstart til Agri

Løbet starter blidt med nogle få hundrede meter på flad vej, inden vi skal opad. I den grad opad, nemlig ad den legendariske Porskærvej til Agri. Mols Bjerge Grand Prix må have den hårdeste og mest selektive start i noget dansk motionsløb. 

Bakken trækker tænder ud, jeg er kold og næsten bagerst og fortryder allerede, at jeg har meldt mig til at køre to omgange. Men hvor andre kører motionsløb for at konkurrere eller køre en god tid, gør jeg det ofte, fordi det er muligheden for at få presset mig selv til at køre længere ture.

Så jeg har selv bedt om det, og som forventet får jeg kæmpet mig op til Agri stort set alene. Jeg er allerede fanget i ingenmandsland her efter 4 kilometer på toppen af den første bakke, og der er stadig over 90 kilometer hjem.

Jeg ved dog, at det nu går nedad stort set til bunden i byen Femmøller, og at mine 100 kilogram nu rent faktisk kan være en fordel. I Femmøller har jeg da også fået kæmpet mig op til en mindre gruppe. Og så går det ellers opad igen mod Lyngsbæk og Handrup Bakker. Op og ned og op og ned. Sådan er det altså her på Mols.

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

Kvinden på foldecyklen

Jeg holder fast i gruppen og bemærker, at der foran mig kører en kvinde. Bevares, det er ikke unormalt, at kvinder kører fra mig i motionsløb, men hende her kører altså ikke på en racercykel, men på sådan en ”foldecykel”, eller hvad de nu hedder. Sådan en cykel man kan folde sammen og tage med i toget, og hvis hjul er mindre end min datters barnecykel.

Bag hende ligger fire-fem mand på hjul, og nedad bakken kører hun lige så stærkt som mig, og jeg når da op på 60 kilometer i timen. Imponerende og frygtindgydende.

På et tidspunkt må hun dog slippe. Om det er på grund af bakkerne, en punktering eller andet, finder jeg aldrig ud af, men sej er hun. Og det er det gode ved ikke at være verdens bedste cykelrytter. Så får man nemlig også sådanne anderledes oplevelser med fra vores fælles cykelverden.

[CITAT2]

Havduft og -udsigt

Efter bakkerne i Handrup kommer man tilbage til Femmøller, og her er rutens eneste længere flade stykke på vejen mod Fuglsø. Det er også det eneste stykke af ruten, der ikke er så fantastisk. Det er på en lidt større vej, hvor man ikke rigtig kan komme på cykelsti, og hvor man efter min mening kommer lidt for tæt på trafikken.

Til gengæld er det lige et stykke for mig, så her kan jeg også tage en føring i min gruppe og dermed komme med rundt med lidt god samvittighed. Men ak ja, efter få kilometer kommer den lange bakke op til Fuglsø, hvorefter man drejer til venstre, og ruten går ud mod Helgenæs, hvor der er både havudsigt og -duft og masser af bakker i noget af Danmarks flotteste natur.

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]

Anden runde med træt randrusianer

Efter sløjfen på Helgenæs kommer vi omsider igen tilbage til Knebel og har altså fuldført løbets første runde. Jeg er kommet rundt med en lille fin gruppe, jeg har det godt, og alt er fint. Altså lige indtil vi igen skal op ad bakken ved Agri, der er 1.500 meter lang og stiger med 4,7 procent i snit, men indeholder en længere passage på 10 procent.

Jeg kæmper mig op alene, og gruppen er smadret med mig som sidstemand. Gid man dog trådte bare lidt flere watt pr. kilo… Jeg må i gang med samme nummer som på første omgang, nemlig at hente folk på vej mod Femmøller.

Første mand, jeg henter, falder dog fra med det samme. Længere fremme ligger endnu en rytter, og jeg ved, at han er af sted med en kammerat, der også er i gruppen. Så hvis jeg henter ham, vil vennen sikkert vente, og vi vil være i hvert fald tre til at komme rundt anden gang.

Jeg henter manden, der er fra Randers, og han lægger sig ind på mit hjul. Desværre har han åbenbart aftalt med sin ven, at det kun var den første omgang, de skulle følges, så nu er vi kun to. Og manden fra Randers er træt. Simpelthen.

Kort fortalt går anden omgang derfor med at trække ham på de flade stykker og så se ham komme op på siden, når det går opad. Han har flere tænder på sit største tandhjul på kassetten end mig. Jeg må snart erkende, at jeg skal have 28 tænder bagpå – også i Danmark.

[SPLIT] [IMG7] [SPLIT]

Sandwich og kage i det hyggelige målområde

Men rundt kommer vi, selv om det er noget langsommere end første omgang. Bakkerne er hårde, men naturen og udsigterne er noget af det allerbedste i Danmark.

Faktisk gør det slet ikke noget, at man ser de samme ting to gange med et par timers mellemrum. Når der så samtidig er styr på sikkerheden og en helt eminent skiltning af ruten i løbet, så er det næsten ren fornøjelse midt i smerten.

[CITAT1]

Da vi kommer i mål, har de hurtigste fået deres præmier, og der er et begrænset udvalg tilbage af sandwich, men sådan er det jo. Til gengæld er det en god sandwich. I målområdet er der god stemning og hygge ved de opstillede borde, og vejret kan ikke være bedre her i slutningen af september.

Til trods for bakker og vind og småregn undervejs er det et rigtigt dejligt sted at være denne efterårsdag, og man glemmer helt, at der samtidig bliver kørt VM i Bergen, hvor Sagan vinder igen, igen og igen. Og minsandten om ikke nogen også har taget kage med og deler lidt ud af.

Da jeg har fået sodavand, sandwich og kage ser jeg den ikke helt unge kvinde på foldecyklen komme i mål. Så kan det godt være, at jeg ikke ser vinderen komme i mål, men det her er lige så godt.

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

Det allerfineste cykellandskab

Jeg må erkende, at jeg aldrig bliver den elegante bjergrytter, jeg drømte om, da jeg som barn kørte rundt i bakkerne på Mols. Men mindre kan også gøre det, og det var en stor fornøjelse at være tilbage igen.

Mols Bjerge Grand Prix køres som sagt i det allerfineste cykellandskab, dette land kan frembyde, ja efter min mening findes det ikke meget bedre i hele verden. At Mols Bjerge Grand Prix så også er godt arrangeret gør bare, at det er et løb, man bør unde sig selv at køre – også selvom man ender i den tunge ende. Næste år skal jeg dog have en 28’er bagpå.