Velomore | Cykelmagasinet 066 Archives

Posts Tagged ‘Cykelmagasinet 066’

Klatrekongens ø

Posted on: april 9th, 2021 by velo_admin

Hvis du står op ved daggry på vestkysten af Hawaii, bør du kunne skimte toppen af Mauna Kea i et par minutter. Vulkantoppen knejser faretruende over øen som et forhistorisk monster og skygger for solen. Men så forsvinder den i en orangefarvet tåge. Denne tågeomkransede top er målet for dagens cykeltur.

Det er tidlig, tidlig morgen og jeg står med fødderne i vandet på Waikoloa-stranden. Jeg stirrer på Mauna Kea, som er verdens højeste bjerg – hvis man altså medregner alle de godt 10.000 meter nede fra havbunden. Fra vandkanten er der 4.192 højdemetermeter til toppen, og vejen derop anses altså for at være planetens hårdeste stigning på cykel.

[CITAT1]

Det er vanskeligt at rumme tallene: Der er i alt 92 kilometer foran mig, og af dem er det kun 1 kilometer, som går nedad. De skrappeste sektioner er som følger: 24 kilometer med et snit på 9 %. Herefter 12 kilometer med 12 % i snit. Så kommer det ”lette” stykke med kun 7 % i gennemsnit (godt nok afbrudt af kortere segmenter med 15 %). Det rigtig sjove stykke kommer først på de sidste kilometer, hvor der er længere strækninger med op til 20 % – heraf en del på grusvej. Og glem ikke den tynde luft, som også er en del af udfordringen.

Det er i øvrigt også blæsevejr i dag, og palmetræerne står og svajer i vinden. Har jeg den kraftige vind lige i snuden? Selvfølgelig har jeg det.

Jeg dypper baghjulet i vandkanten, tager sko og sokker på og sætter i gang. Enhver cykeltur starter med det første tråd, men omfanget af dagens udfordring er svær at rumme.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

Det hvide bjerg

Hawaii-øgruppen består af otte hovedøer, og Mauna Kea-vulkanen dominerer fuldstændig landskabet på hovedøen. Missionæren William Ellis skrev om vulkanen i 1823 og kaldte den: ”En statelig pyramide – eller den sølvklædte kuppel på et formidabelt tempel”. I den lokale mytologi er vulkantoppen mødested for himmelguden Wakea og jordguden Papa. Det var her, himmel og jord mødtes første gang, og herfra alt liv efterfølgende udsprang.

Men tilbage til nutiden. Jeg angriber heldigvis ikke vulkanen alene. I følgebilen bag mig sidder den tidligere professionelle rytter, Alex Candelario, som ejer Big Island Bike Tours. Han er min guide på turen. Det var hans idé, at jeg skulle starte med at dyppe baghjulet i vandkanten og dermed starte klatreturen i 0 m.o.h.

[CITAT2]

Alex peger på de duvende palmetræer og bemærker, at den kraftige modvind vil lægge 15 % til turens hårdhed. Jeg er forfærdet og spørger, om han virkelig mener det i ramme alvor? ”Hvad vil du have mig til at sige, mand? Det bli’r pissehårdt”, svarer han med den afslappede og direkte attitude, som også kendetegner de lokale surfere.

I bilen sidder også min fotograf, Alex, og hans ven Mark, som venligst har stillet sig selv til rådighed som soigneur og heppekor.

I Waikoloa har jeg allerede tilbagelagt de første 13 kilometer opad, og vinden har stået lige ind i ansigtet på mig hele vejen. Landskabet er på de få kilometer skiftet fra det tropiske strandklima til græs- og klippesteppe. På Hawaii kan man opleve 11 af de 13 klimazoner, som findes på planeten, og på den måde udgør øen en mikroversion af hele verdens landskaber, som skifter umærkeligt fra kilometer til kilometer.

Indtil nu har stigningsprocenten ligget omkring de 3, og det er til at håndtere. Jeg har en god følelse og æder mig støt og roligt ind på toppen. Ved kilometer 22 rammer jeg Mamlahoa-landevejen, og venstresvinget giver et par kilometers fred fra den hårde vind. Men så skal jeg dreje igen ad Old Saddle Road. De næste 16 kilometer stiger med 6% i snit. Hvis vi var i alperne, ville stigningen være overstået efter dette punkt – på dagens tur udgør det knap nok forretten. Jeg tramper videre opad, mens landskabet skifter – først til ørken med græsknolde og siden til vidtstrakte grønne marker.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

Kaptajn Cooks ”O’why’he”

Jeg har Stillehavet på højre hånd og langt, langt under mig kan jeg se det sted, hvor den britiske opdagelsesrejsende, kaptajn Cook, gik i land i 1790. Han var den første vesterlænding, der besøgte ”O’why’he”, som han kaldte det.

Cook gik i land i Kalakeku-bugten og blev behandlet som en konge af de lokale, der, ifølge nogle historikere, troede han var deres frugtbarhedsgud, Lone. Det var først, da en af Cooks mænd døde, at øboerne forstod, at gæsterne var almindelige dødelige. Herefter gjorde de kort proces og slog dem alle sammen ihjel. Men dette til trods blev Cooks lig begravet med samme respekt som en høvding eller gud.

Flere guder venter længere fremme. Mauna Kea begynder så småt at titte frem bag disen.

Jeg drejer fra Old Saddle Road ind på New Saddle Road og starter den næste sektion. De næste 22 kilometer stiger med 4% i snit. Det er jo til at klare, men vinden bider og suger også af kraftreserverne.

Solen står i zenit og bager ned fra en skyfri himmel. Landskabet skifter igen. Denne gang til et goldt og sort lavalandskab, som blev skabt ved seneste udbrud i 1969. Det går lidt langsommere nu, og da jeg endelig møder de andre ved det næste kryds er jeg mærket af den mælkesyre, som flyder i mine ben. Mark giver mig en cupcake, så jeg kan lade op til den næste sektion.

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

Det sidste stykke mod toppen

Jeg er nu på kilometer 70, og herfra bliver det for alvor stejlt op mod Mauna Keas besøgscenter. John R. Burns Way er 10 kilometer lang, stiger 9% i gennemsnit og har stykker på helt op til 15%. Ved vejs ende står kun det allersidste grusvejsstykke op til observatoriet på toppen tilbage. Men det betyder, at jeg stadig mangler 2.200 højdemeter fordelt på 24 kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent lige under 10 %.

Det begynder såmænd blidt nok, men efter 3 kilometer møder jeg en rampe på 10 % og rejser mig i pedalerne, for at give den gas op over det stejle stykke. Efterhånden som mere af vejen åbenbarer sig, må jeg indse, at procenten holder det næste lange stykke. Jeg slingrer fra side til side af vejen på en ret håbløs måde. Alex kalder det for ”avisdreng-stilen”.

Den brede vej skærer sig gennem det golde landskab og bidrager ikke ligefrem til stedets skønhed. Jeg begynder at hade vejen. Den piner mig uophørligt og nægter at flade ud bare et kort øjeblik. De stejle procenter slider på min psyke, og jeg kommer til at få mareridt om det her i de måneder, der følger. I drømmen er jeg en lycra-klædt Sisyfos, som har fået udskiftet sit klippestykke med en letvægts-kulfiber-racer. Stigningen hjemsøger mig.

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

En træls sti

Jeg ankommer til besøgscenteret. Føler mig vissen og hul og falder sammen op ad en væg. Jeg er nu i 2.800 meters højde og altså højere oppe end noget alpint pas. Det er allerede den længste klatretur, jeg nogensinde har tilbagelagt på cykel. Men Mauna Kea er slet ikke færdig med mig endnu.

Få meter fra mig starter anden halvdel af John R Burns Way. De næste 7 kilometer stiger med 11 % i snit, og spredt ud over distancen er flere lange passager på 20 % – og nu er underlaget i øvrigt grus. Du skal forestille dig at køre fx Mortirolo-stigningen på grusvej…

Herefter bliver det blot endnu stejlere. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal klare det. Det er jeg også sikker på, at Alex har, selvom han er fuld af opmuntrende bemærkninger. Mark stiller en orange trafikkegle ud for mig, når nu jeg åbenbart alligevel er parkeret her. De andre besøgende styrer i en bue udenom mig – som var jeg et stykke giftigt affald.

Efter en halv time kommer Mark trillende med min cykel, og nu er det altså tid til at tackle det sidste stykke. Gruset er så groft, at det kun er tilladt for firehjulstrækkere at køre på vejen over besøgscenteret.. Så det bliver en udfordring at holde vejgrebet på min tohjuler – kun drevet af mine højt protesterende muskler.

[CITAT4]

Min Scott Addict Disc-racer har indtil nu været en fantastisk følgesvend, og skivebremse-setup’et gør den meget velegnet til opgaven, eftersom det giver plads til brede dæk. Men jeg indser hurtigt, at jeg skulle have valgt noget bredere end de 27mm-dæk, jeg har monteret. Grusstykket starter hårdt med 15 %, og jeg må træde maksimalt i pedalerne for at få noget greb på den grove overflade. Jeg begynder næsten straks at hyperventilere i den tynde luft. Der ruller skyer ind fra havet, og kun enkelte høje klippeformationer skærer igennem det hvide vattæppe under mig. Jeg rammer et 20 %-stykke og er nødt til at stå af. Gruset er så fint og tørt, at jeg blot laver hjulspin, når jeg træder i pedalerne. Det er første gang i mit liv, at jeg må stå af og gå på en stigning, og det bliver ikke den sidste denne dag.

Jeg er næsten to timer om at tilbagelægge de 7,4 kilometer grusvej over besøgscenteret. Jeg cykler langsomt, hvor jeg kan, og derudover trækker jeg, når det er nødvendigt. Det er meget udmattende, og jeg leger med tanken om at give op. Omkring mig har alt liv givet op. Jeg ser hverken planter eller dyr og befinder mig nu i et månelandskab.

Jeg bevæger mig i snegletempo og slingrer fra side til side. Bilen kommer op på siden, og Mark rækker mig en vandflaske. ”Tror du, jeg klarer det”, spørger jeg – stadig med 1.000 højdemeter foran mig. ”Helt sikkert”, svarer han. ”Tror Alex også, jeg klarer det?”, tilføjer jeg. Mark er stille et øjeblik. ”Det er jeg sikker på, han gør”, lyver han.

Jeg overbeviser mig selv om, at det bliver nemmere, når vi kommer tilbage på asfalteret underlag. Men forbedringen indtræder ikke, da vi når asfalten. Stigningsprocenten er morderisk, og mine ben nægter simpelthen at dreje rundt. Jeg bøjer hovedet. Alex ser på mig og siger: ”NU bliver det rigtig hårdt”.

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]

Skygge af tvivl

Vi har just passeret 3.500 meter over havet – samme højde som propelfly cruiser i. Der er stadig 7 kilometer klatretur med 10% i gennemsnit foran mig – en ret fæl stigning i sig selv. Jeg har været i gang i 8½ time nu, og luften bliver tyndere og tyndere for hver højdemeter jeg vinder.

Jeg er ekstremt udmattet, og Mars-lanskabet omkring mig virker surrealistisk. Jeg kører gennem en ørken af koralrøde sten og ude i det fjerne glimter et vulkan-krater blændende i solen. Det føles virkelig som om, jeg er på en helt anden planet.

Min tankestrøm bliver afbrudt af en midaldrende vandrer, som sidder på en klippe ved siden af vejen. Hans baseball-kastet og shorts er kridhvide. ”Der er langt til toppen”, råber han ad mig med et smørret smil. Jeg er nødt til at spare maksimalt på kræfterne, hvis jeg skal nå toppen. Det bliver hans held, for havde jeg haft overskuddet, ville jeg straks være hoppet af cyklen og have klappet ham en for den bemærkning.

Vejen mod toppen skærer gennem landskabet som et barberblad. Mine ben smerter på en måde, jeg aldrig før har oplevet. Luften føles som en billig supermarkedskopi af ægte luft. Stigningsprocenten rammer igen 20, og jeg kan simpelthen ikke levere den kraft, der skal til for at drive cyklen blot en smule fremad. Jeg må standse.

Der er nok cirka 2 kilometer til toppen herfra. Forud er gået 8 måneders planlægning, 13.000 rejsekilometer og en klatretur på 4.000 højdemeter, men alt dette blegner fuldstændig ved udsigten til disse sidste 2 kilometer.

[CITAT3]

Jeg kan se observatoriekuplen, som glimter i aftensolen. Jeg kan se to prikker, Patrik og Alex, der venter på mig. Jeg fik en walkie-talkie af Alex i morges, så jeg kunne komme i kontakt med bilen. Jeg hiver den frem fra baglommen, så jeg kan bede ham om at komme ned og hente mig. Der er kun radiostøj på linjen. Alex kan ikke høre mig. Jeg overvejer at vende om og tage den lumske grusvejsnedkørsel til besøgscenteret.

Fortidens høvdinge gennemførte klatreturen til fods uden hjælpere og udstyr. Et af de gamle, lokale vers omhandler dronning Emma, som skulle til toppen en gang tilbage i det 19. århundrede:

”Jeg gik ad den stejle sti nær toppen af Kukahau’ula og jeg blev ved at gå ad den kringlede sti på en rejse mod en ukendt destination”.

Jeg har stået stille i 10 minutter og stirret på min frempind i afmagt. Jeg beslutter, at hvis fortvivlede hawaianske dronninger kan gøre turen til fods, så bør cykelryttere på toptunede letvægtsracere ikke give op 2 kilometer fra toppen. Jeg slæber mig op til den første hårnål og passerer den første af observatoriebygningerne. Jeg ser det dårligt med ansigtet lige ind i den skrappe vind og den stejle vej foran mig. Jeg er fuldstændig udslukt, og det eneste, jeg ønsker mig, er at sætte mig ned i vejsiden for at få et hvil. Men jeg er nu over 4.000 højdemeter og mangler kun 150 mere inden toppen.

På mirakuløs vis når jeg frem til næste hårnål og får vinden i ryggen. Jeg kravler frem med 5 kilometer i gennemsnitsfart. Selv da jeg kun har 100 meter tilbage, overvejer jeg seriøst at stoppe, altimens jeg svajer fra side til side og hjertet hamrer helt op i mit kranium. Jeg ser op

og opdager, at jeg er i mål. Efter 10 timer på cyklen har jeg klaret det! 4.192 højdemeter på 92 kilometer.

[SPLIT] [IMG7] [SPLIT]

På universets top

Udsigten fra Mauna Kea er unik. Man kan se hundredvis af kilometer ud over Stillehavet, og i forgrunden troner vulkantoppen, hvor man kan se den dampende Kilauea-lavastrøm. Det er med en helt barnlig forbløffelse, at jeg sagtens kan sætte mig ind i, hvorfor de første polynesere, der kom herop, må have troet, at de var på universets top.

Jeg kunne stå her hele dagen, uden at blive mæt af indtrykkene, men Alex genner mig hurtigt ind i Jeep’en. Han er sikker på, at jeg har begyndende tegn på højdesyge, og han insisterer på, at vi skal ned i lavere højde med det samme. Der bliver altså ikke nogen nedkørsel på cykel. Jeg brokker mig ikke. Jeg kryber sammen i passagersædet og lytter til Alex’ historier om dengang, han sprintede mod Mark Cavendish i Tour of California. Jeg er for udmattet til andet end bare at lytte. Solen er ved at gå ned og blænder mig med kraftigt orange lys. Det føles som om, vulkanen lige sender en sidste hilsen og påmindelse om al den smerte, den har påført mig i løbet af dagen.

Det lave lys mætter landskab og himmel, så det er svært at holde dem adskilte midt i det orange lyshav langt, langt under os.

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

Big Island Bike Tours

Stor tak til Alex Candelario fra Big Island Bike Tours for hans store støtte og uvurderlige vejledning undervejs. Alex tilbyder cykelleje og guider ture på hele øen – både på landevej og mountainbike. På hans ture får man et godt indtryk af Mauna Loa, vestkysten og Volcanoes National Park. Hvis man er interesseret, tilbyder han også en tur hele vejen rundt om øen. Han ved en masse om øen og regionen og kan fortælle en masse anekdoter fra sin tid som professionel rytter. Han tilbyder også support på en klatretur til Mauna Kea, og vi anbefaler kraftigt, at man pga. højden ikke tager af sted på den tur uden ledsagevogn uanset hvor erfaren man er. Besøg bigislandbiketours.com for mere info.

Rejsen

Vi fløj fra London til Kona med Virgin Atlantic, via LA. Det kostede cirka 7.600,- for en returbillet. I lufthavnen lejede vi en bil, men Alex Candelario tilbyder også at afhente sine gæster.

Indkvartering

Vi boede på Hapuna Beach Prince Hotel (princeresortshawaii.com), som ligger nær udgangspunktet for opstigningen. Hotellet er godt indrettet til cykelryttere og har et enormt boblebad, som er velegnet til restitutionsbrug. Priserne er i den høje ende og begynder ved 2.100 per overnatning for et stort dobbeltværelse. Big Island Bike Tours kan også arrangere anden indkvartering i Hapuna, og der kan også bookes billigere lejligheder, hvis man selv vil stå for madlavning m.v.

Peter Stuart er redaktør på Cyclist, og han vågner stadig med sved på panden ved tanken om Mauna Kea.

The Dirty Boar Gravel Ride

Posted on: marts 5th, 2021 by velo_admin

Prolog – lørdag morgen

Den 9. september 2017

Jeg har blot cyklet et par hundrede meter, da jeg hører og ser de første punkteringer og cykeldefekter forårsaget af det udfordrende terræn. Vanddunke ligger spredt ud over stien, og i rabatten står fortvivlede ryttere og skifter deres slanger og i et enkelt tilfælde en eger, nærmest inden løbet er kommet rigtigt i gang. Men det skal jeg love for, at det er det så sandelig – og hvilket løb, ja, det vender vi tilbage til. Jeg er taget til den østbelgiske industriby Malmedy og flækken Ovifat, som ligger så tæt på grænsen til Tyskland, at de lokale også behersker det germanske sprog. Med mig er min gode ven Mark, der er englænder, og vi skal begge for første gang deltage i et gravelløb – nemlig det belgiske Dirty Boar Gravel Ride med undertitlen Let’s get Dirty. Min klubkammerat Lars fra CMO (CykleMotion Odense) havde tilbage i foråret fortalt mig om dette 170 km lange belgiske Gravel Ride, som vi efterfølgende tilmeldte os. Jeg vidste knap nok, hvad gravel betød, men fandt efterfølgende ud af, at det betyder grus. Gravel Rides er relativt nyt og kan vel bedst ses som et langdistance crossløb. Kendere vil nok mene, at forskellen er meget større. I hvert fald er den stort set ingen begræsninger på valget af cykel. På løbsdagen ser vi, til vores store glæde, alt lige fra MTB-, cross-, racer-, gravel, touring-, singlespeed-, city- sågar en enkelt e-bike.

[CITAT1]

Løbet indeholder 2.700 højdemeter, underlaget er primært off-road og naturparken Hautes Fagnes (Hohes Venn), som er en del af Eifel-bjergene, ligger i området imellem Liège, Bastogne, Luxembourg, Køln og Aachen. Løbet foregår dermed i både Tyskland og Belgien, og nationalparken er på størrelse med Fyn, så hvis man forestiller sig, at Svanninge Bakker fylder næsten hele Fyn, så har man et billede af en 170 km lang rute primært på grusstier. Hautes Fagnes betyder højmose, og som en af de andre ryttere fortalte, er hele området en 700 meter høj, kæmpe stor græstot. Der er så megen nedbør i området, at den er sammenlignelig med en meget stor svamp. Hvert år forsvinder folk, når det bliver tåget og mørkt, og de forvilder sig fra vandrestierne ud i svampen, og bliver suget ned i kviksandet. Desuden er der vildsvin i området – derfor navnet Boar. Skræmmende fortællinger at høre, mens jeg hviler mig over cykelstyret, men jeg er dog glad for, at jeg har en kraftig pandelampe med i rygsækken, hvilket arrangørerne har opfordret os til.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

Raceday eller rettere Rideday

Vi ankommer kl. 6.30, en halv time før start. Det er bælgravende mørkt, regnen pisker ned og Mark skruer endnu højere op for musikken i bilen som denne tidlige morgen – for at piske stemningen op – består af Pearl Jam forsangeren Eddie Vedders bagkatalog. Med sit engelske udbryder Mark: ”It’s raining cats and dogs” og vi tænker på, om vi skal udskyde starten, indtil regnen er ophørt. Det stilner dog lidt af, og da vi lister os ud i mørket, hører vi en walisisk Rider udbryde: ”This is like back home in Wales. It doesn’t rain, it pours!” Ydermere er det så koldt, at jeg for første gang siden foråret er iklædt vinteroutfittet, som nærmest kom med ved en tilfældighed. Tankerne om de obligatoriske belgiske øl og fritter synes lige pludselig meget, meget langt væk!

Omkring 350 Ridere dukker i det spæde morgengry frem fra deres kassebiler mm. til jomfruudgaven af The Dirty Boar Gravel Ride. Der er en god stemning, og der hilses med nik og løftede hænder. I skisportscafeteriet tylles der kaffe, og selvom vi befinder os i det fransktalende Vallonien, er det flamsk, der tales her. Flamlændere og hollændere fylder luften med dette specielle sprog, som på smukkeste vis er et bevis på, at vi befinder os i cykelmekka.

Klokken er nu tæt på afgang, og vi triller ud i den stille, men lidt irriterende regn. Vi skulle bare vide, hvad der venter på os forude i form af mange langvarige byger. Begrebet belgiervejr stammer for de fleste cykeldanskeres vedkommende nok fra Flandern Rundt, hvor billeder af ryttere med mudfaces fremtoner på nethinden. Det er lige præcis det, vi forestiller os – ikke at vi ønsker os det – men alligevel, man tager sgu’ da ikke helt til Belgien for at promenere, så måske er belgiervejret en stille drøm fra vores side. Let’s get Dirty!

Arrangørerne ønsker os et godt løb og fortæller, at vi skal huske, at tage hensyn til hinanden, samt at det IKKE er et racerløb, men blot et Ride dvs. en hyggelig cykeltur. Sidst, men ikke mindst skal vi også vise respekt over for naturen. Dette får naturen nok brug for. De sidste mange dage har det regnet pænt, og flere steder er stierne blevet omdannet til skarpe udfordringer med små ”floder eller kanaler”, på samme måde som når man cykler på en vej med sporvognskinner. Et enkelt cut-off point efter 135 km skal vi nå at passere inden 16.30.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

Så er vi i gang

Netop som tusmørket løsner sit greb, skydes starten af fra toppen af slæbeliften ved skisportsstedet Ovifat. Ruten går dog ikke ned af den sorte løjpe, men i stedet af en blårød skovsti. Regnen har blotlagt alle sten og som en naturlig ingrediens i et belgisk gravelløb, venter de som glubske piratfisk på at tage imod rytternes morgensløve dæk, medførende punkteringer til stor ærgrelse for de ramte. Selv cykler jeg på en 20 år gammel ombygget havelåge model: Koga Miyata Randonneur med dækbredde i størrelse 33. Stål og V-bremser – en snert af retro, ikke prangende sammenlignet med de andres, men den gør det overraskende godt. Mark tæsker derudaf på sin MTB og lægger sig nemt foran mig på den udfordrende nedkørsel i starten.

Cyklens rystelser forplanter sig i kroppen på mig, og jeg konkluderer allerede på dette tidlige tidspunkt, at det bliver en temmelig lang dag i laboratoriet, helt sikkert med overarbejde! Men jeg er fortrøstningsfuld. Formen er fin, ingen skader (jeg har holdt mig langt væk fra løbetræning i flere måneder) og i august cyklede jeg 180 km enkeltstart som opvarmning til Dirty Boar på almindelig, flad, kedelig, dansk asfalt. Jeg havde også planlagt, at deltage i Hansens Cykelløb i Jægerspris, som er det eneste større danske Gravel Ride, men jeg må have min debut i dette fortræffelige løb til gode. Cykelcomputeren viser dog – som forventet – at gennemsnitshastigheden er ca. det halve i forhold til for 3 uger siden, så jeg indstiller mig på, at det kommer til at vare lidt over 12 timer. Puha!

Efter blot 5 km går der nærmest panik i mig. Min gps er inden for de sidste 5-10 minutter faldet ud af holderen på styret. Dermed er det nærmest umuligt at gennemføre løbet. Ruten er sparsomt skiltet, og alle deltagere er blevet opfordret til at benytte det tilsendte gpx-track via egen gps. Måske skulle jeg bare gøre ligesom Mark, tænker jeg. Dvs. cykle uden gps og følge skiltningen, men det er en tanke der forsvinder på et splitsekund. Som orienteringsløber er det en ikke-defineret mulighed. Jeg vender derfor om, og mens Mark forsvinder ud i horisonten, cykler jeg med skønne spildte kræfter tilbage op ad skibakken, mens de modcyklende kigger undrende, men alligevel overbærende på mig. Heldigvis finder jeg den i løbet af 5 minutter og spænder den fast med 2 strips, som jeg finder frem fra min minimalistiske rygsæk.

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

En duft af Tour de France

Der er ryttere i alle munderinger dvs. klubtøj, protour-trikoter, løbstrøjer mm. Lige da starten er gået, runder vi parkeringspladsen, hvor der står 3 forsinkede ryttere i trikoter fra protourholdet Team Sunweb. Jeg tænker, at de nok er klubløse, og har fået en billig trøje på en ferie med Sunweb (som er et rejsebureau).

Jeg bliver dog klogere. Først langt senere i løbet bliver jeg oplyst om, at den ene var Laurens ten Dam (som blev nr. 9 i TdF i 2014). De overhalede mig relativt hurtigt med et venligt ”Hey”, men havde også defekter, hvilket betød at jeg hilste på dem nogle gange uden at vide, hvem de i virkeligheden var. Vildt at Tour-stjerner sådan kommer og kaster lidt stjernestøv over et Gravel Ride.

Pludselig bimler min mobiltelefon i rygsækken, og jeg stopper omgående for at se, om det er en sms fra Mark, der skulle være ramt af en evt. defekt. Heldigvis er det ikke ham, men i stedet fra det nationale tyske teleselskab, der byder mig velkommen til Tyskland: Guten Heute, Leute!

Der er 3 depoter undervejs. Efter 55 km uddeles de sædvanlige bananer og energidrikke, men også overraskelser i form af belgiske vafler og håndsmurte nutella- og pølsemadder. Nærmest en åbenbaring!

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

Himlen tømmer sine vanddepoter

Let’s get Dirty… ja det er vi blevet for længst, og nu mener vejrguderne, at vi skal belønnes for dette i form af en gigantisk afvaskning. Den første større byge, ud af en hel perlerække af vanddonationer fra himlens sluser, møder vi her ved første depot. De kæmper efterfølgende alle imponerende for at overgå hinanden i vandmængder, og paradoksalt nok er det egentlig utroligt så mange smil man møder, men belgierne er vel vant til belgiervejr!

Her ved det første pitstop havde jeg håbet på at gense Mark, men en lille defekt kort før depotet, hvor bremserne skulle finjusteres umuliggjorde dette. Vi havde dog hjemmefra installeret app’en Life360 på vores mobiler, en slags forældrekontrol. Dermed kan vi følge og evt. finde hinanden, hvis vi skulle blive ramt af en større defekt. Jeg kan se, at han er inden for rækkevidde, men jeg når ham først efter 90 km. Lidt bekymrende er vi begge trætte og udkørte og med 80 km tilbage og blot 500 højdemeter på kontoen, er risikoen for en DNF inden for forfærdelig rækkevidde. Dog kommer kræfterne tilbage, efter jeg cykler de efterfølgende 20 km, i noget af det langsomste tempo, jeg længe har præsteret. Jeg møder dog andre ligesindede, som også har lagt for hårdt ud, og vi har alle svært ved at se det morsomme i, at der er mere end 2.000 højdemeter tilbage i offroad terræn tilsat en god portion regn. Jeg begynder at aktivere den indre regnemaskine for at se, om jeg kan nå helt ned til cut-off pointet efter 135 km senest kl. 16.30. Men kort efter forsvinder de dystre tanker om en DNF, da naturen byder velkommen til drømmeland. Landskabet er smukt og varieret og byder bl.a. på højmoseslette, spektakulære slugtscenarier, mere end 20 % murstejle skovstier og uendeligt lange passager med birke- og fyrretræer, som får mig til at tænke på de svenske skove.

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]

Genvej? – aldrig i livet!

Ved 110 km depotet er håbet lysegrønt. Jeg er i en grupetto sammen med flere andre og tænker, at vi tager et relativt kort stop for derefter at have god tid til de sidste 25 km hen til cut-off, men her møder jeg en overraskende afslappet holdning til det at gennemføre eller ej, som det åbenbart er tilfældet her. Flere af dem har allerede besluttet at skyde genvej, og cykler direkte i mål udenom de sidste udfordrende 35 km. ”It’s just a Ride, not a Race, Let´s take it easy and get Dirty!”, som de siger til mig. Hmm, det er måske deres måde at gøre det på, men jeg er sgu’ ikke taget helt til Belgien for at skyde en genvej. Så mens 50 ryttere slår op i banen, beslutter jeg mig for, som den sidste gravel rider, at drøne solo ned til cut-off pointet og ankommer i god tid inden kl. 16.30. Undervejs får jeg lov til at smage på de mange resterende højdemeter og forskellige underlag såsom jord, grus, mursten, sand, vand og våde, halvdefekte træbroer. Efterhånden går det op for mig, hvad et Gravel Ride er: På den ene side cykles der næsten ikke på asfalt, og man møder dermed blot ganske få biler, og på den anden side er det ikke så udfordrende – og farligt – som cross og MTB, idet de tekniske op- og nedkørsler, samt antallet af passager, hvor man skal bære eller løfte cyklen, er minimale. Større uheld er en sjældenhed. Gravel Ride bliver også undertiden kaldt Rouleur Cross, hvilket måske giver bedre mening, men lad os holde os til de britiske ord, hvorfra trenden tilmed også stammer.

[CITAT2]

I depotet tanker jeg godt op med vafler, nutellamadder og lidt spegedreng. Strækøvelser gør også godt, hvorefter jeg giver mig i kast med de sidste meget smukke 35 km. Det sidste stykke omkring Ovifat er et smalt singletrail langs en flod med høje solnedgangsrøde klipper til begge sider, alt sammen indrammet af en appelsinrød sol – ren Zen! Teknikken bliver kraftigt udfordret, da den vandrige flod flere steder skal passeres, og enkelte steder må jeg give op og tage de tilhørende halve broer til hjælp. Jeg nærmer mig mål og begynder at reflektere over det seneste halve døgn: Det har godt nok været et spektakulært løb, der kommer til at sætte sig på hukommelsen et pænt stykke tid fremover. Vejret, landskabet, stemningen, masser af forskelligt offroad underlag og næsten ingen biler, samt endorfinrusen går op i en højere enhed. Da jeg nærmer mig mål, kan jeg på afstand se, at de er ved at pakke sammen, men der venter mig en overraskelse.

[SPLIT] [IMG7] [SPLIT]

Endelig – heppekor, fritter og

finisherbeer

Efter 12 timer i sadlen og som den sidst fuldførende, ankommer jeg fuldstændig uigenkendelig i mål, og med åben mund opdager jeg, at der står et entusiastisk heppekor og synger for mig og overbringer en finisher-beer og belgiske pomfritter. Jeg prøver på flamsk og fransk at udtrykke min sindstilstand, men sproget rækker ikke, derfor udbryder jeg blot: ”I’m as happy as a pig in the shit!”

Vinderen af løbet eller rettere ham der kom først i mål – det er jo ikke et race – gjorde det på ca. 6 timer og 40 minutter, det var i øvrigt den eneste anden deltagende dansker, den tidligere flerfoldige danske MTB-mester Søren Nissen, som til daglig bor i Luxembourg. Laurens ten Dam var afslappede 9 timer om det. Mark var skadet i perioden op til løbet, men mærkede dog ikke noget på selve dagen. Formen var dog ikke optimal, og han lavede sammen med flere andre et shortcut og kom hurtigt i mål efter trods alt, at have præsteret godkendte 160 km på 10 timer.

[CITAT3]

Efterfølgende sidder vi inde i cafeteriet og taler om løbet. I baren står bryggeren af finisher-øllen og serverer endnu flere øl til os i tilhørende glas: En lækker belgisk triple fra Brasserie la Binchoise på 9 % med det passende og smukke navn: La Redoutable – La bière des Grimpeurs. Navnet og alkoholprocenten er opkaldt efter den berømte stigning Côte de la Redoute fra monumentet Liège – Bastogne – Liège. Alle er meget glade og opløftede, mens vi sidder her og kigger på hinanden – mænd og kvinder – i sandhed et spektakulært syn mere eller mindre alle med masser af mudder i ansigtet.

Vi konkluderer over en større applauderende fællesskål med flere andre ryttere, at The Dirty Boar Gravel Ride så absolut er en gentagelse værdig. Det har løbet, arrangørerne og de frivillige fortjent. Vi ses i 2018!

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

Epilog

Arrangørerne havde lavet en fotokonkurrence, hvor åbenbart det mest skøre billede ville vinde en High End cykelpumpe fra Lezyne. Som rullende belgofil øltosse med hang til fotografi lå mit bidrag lige til højrebenet. 2 dage før løbet tikkede vinderbeskeden ind, mens jeg lå og vågnede på et hotelværelse uden for Malmedy. Det er ikke hver dag man får en fodpumpe i kalendergave i september til 1.000 kr. Skål og tak for at du havde tålmodighed til at læse helt til vejs ende!

Posts Tagged ‘Cykelmagasinet 066’

Klatrekongens ø

The Dirty Boar Gravel Ride

Seneste indlæg

Seneste kommentarer