Det blev en smertelig, men god oplevelse. Martin Riis beretter.  Det er snart tre måneder siden, jeg kæmpede ganske alvorligt med mig selv. Og mod Passo Giau, en monsterstigning i Dolomitterne. Der var ryttere hele vejen rundt om mig. Ingen sagde noget! Man kunne kun høre det, der lød som meget tæt på VO2max-åndedræt over hele linjen. Måske et par enkelte ujusterede gear hist og her. En stønnede og jamrede højlydt, mens han slingrede og kastede sig fra side til side på cyklen – han havde åbenlyst ikke hørt om at lide med anstand. Men jeg havde det nu heller ikke for godt; min scheuermann-ryg, som har været min faste, ondsindede følgesvend på cyklen siden årene i ældste drenge i 80’erne og op igennem junior- og seniorårene i 90’erne, skabte sig voldsomt. Min lænd gjorde helvedes ondt. Det havde den gjort længe før jeg, efter cirka 90 kilometers kørsel, drejede skarpt til venstre og ramte Giau. Og når scheuermann først har besluttet sig for at drille, er resten ren overlevelse. ”Det er noget, der gør nas”, som Casper Christensen formulerede det om pestramte Wandy Thyskæg i Casper og Mandrilaftalen for snart 20 år siden. Og jeg kunne svare som Thyskæg, der havde pest i armene: ”Det er en (udtalt: jen), som vi mærker”.

 

 

Yoga og overlevelse

Sådan var det den dag – en, som jeg kunne mærke! Derfor blev opstigningen da også hyppigt afbrudt af diverse udstræknings- og yoga-øvelser i hårnålesving, grøftekanter og på rastepladser. Sågar på en lille bro, der forløb over et vandløb, hvor hegnet egnede sig fint som støtte til en omgang lindrende gymnastik. En enkelt gang i selskab med en ældre tysker, der havde problemer med nakken. ”Take it easy”, sagde han og nikkede anerkendende. Man har mange lidelsesfælder i motionsløbenes gruppetto. Især yoga-stillingen Kobraen, hvor man ligger på maven og presser overkroppen op med hænderne for at lave svaj i ryggen, gjorde godt. Det må have set ynkeligt ud. Tilskuere havde jeg nok af; flere deltagere så mig mange gange på opkørslen – da de kørte forbi mig, og da jeg passerede dem igen og så videre. En lille pige observerede mig også på et tidspunkt, mens hun hev sin mor i blusen.

 

[CITAT1]

 

Jeg kunne næsten høre hende sige: ”Se mor, hvad er det den mand der laver – hvorfor cykler han ikke?”. Da det var værst, måtte jeg, udover yoga’en, gribe til de velkendte kognitive overlevelsesstrategier; for eksempel den klassiske, hvor man trøster sig med, der er nogen, der har det meget værre end en selv. Eller den anden, hvor man sammenligner sin situation med tidligere hårde oplevelser: For eksempel at det var meget værre, dengang jeg løb maratonløb i Berlin med dundrende hovedpine, ingen nattesøvn, bræksyge om morgenen og kramper i baglåret. Og uden at have spist morgenmad (!). Det gav mig moral, når jeg så deltagere bukke under for udmattelsen og blive båret ind i ambulancer med saltvandsdrop i armen. Primitiv perspektivering.  

 

 

Starten

Mange timer før Giau, stod jeg klokken halv 7 om morgenen klar til start sammen med små 10.000 andre deltagere til den 32. udgave af Maratona dles Dolomites, der bliver afviklet i Trentino-regionen, nærmere bestemt i Val Badia-dalen. Starten gik i byen La Villa i 1500 meters højde. Med dygtige DJ’s og musikere, der gejlede en stemning op, tre helikoptere og luftballoner i luften og med Eddy Merckx, cyklingens Muhammad Ali, med startpistolen i hånden, blev alle deltagere sendt afsted på én gang. Det var det vildeste startområde, jeg nogensinde har set. Løbet transmitteres da også live på italiensk tv fra tidlig morgen til aften – uden afbrydelser. Maratonaen, eller granfondoernes dronning, som arrangørerne selv kalder det, er altså ikke en helt almindelig granfondo. Min mangeårige træningsmakker og altid oplagte samtalepartner, Hans Plauborg – redaktør på Cykelmagasinet og marginal gain +40 rytter af den helt vilde slags, var hurtigt væk. Han var, med sine 72 kilo fordelt på cirka 190 centimeter og i sin forms zenith, i sit rette element. Det var jeg ikke. I et års tid havde jeg ellers naivt forsøgt at bilde mig ind, at jeg nok godt kunne blive god i bjerge igen. Bare nogenlunde. For der var jo dengang for 25 år og 15 kilo siden, da jeg var på træningslejr på Mallorca, hvor jeg kunne køre opad. Sidste år, hvor jeg havde min cykel med i de østrigske alper, var det da også gået udmærket.

 

 

Sella Rondaen

Dolomitterne tog dog ret hurtigt de forhåbninger fra mig. De første 55 kilometer gik ad den såkaldte Sella Ronda rute, en ufattelig smuk tur, hvor man passerer stigningerne Passo Campolongo, Passo Pordoi og Passo Sella for til sidst at køre over Passo Gardena. Næsten 1800 højdemeter på blot 55 kilometer! ”Husk at nyde turen og udsigten”, havde min kammerat, ex-proffen Kasper Klostergaard, sagt, inden jeg drog mod Italien. Med sit sædvanlige flabede smil. Han har selv kørt i området, hvor Giro’en fra tid til anden har kigget forbi. Ligesom han utvetydigt havde anbefalet Maratonaen i stedet for La Marmotte, som efterhånden er blevet mange danske motionsrytteres hede drøm. For meget hovedvej, kedeligt ved Alpe d’Huez, dyre hoteller, var hans dom. Maratonaen derimod køres i en fantastisk smuk geografi, og ruten byder ikke på kedelige ’transport-stykker’ mellem stigningerne. Det var ex-proffens vurdering. Når jeg engang i mellem kiggede ud til siden og forsøgte at ignorere rygsmerter og nap i benene, forstod jeg, hvad han mente. De enorme græssletter, der omkredser de mange høje, spidse bjerge, og som vejene snor sig igennem, er ren guf for øjne og sjæl. På min træningstur på Sella Rondaen et par dage før selve Maratonaen, var fristelsen til at hive mobiltelefonen frem og skyde løs, da også stor.

 

 

Nedkørsel – Zakarin style!

Jeg tog den ellers gelinde i starten, mens ambitiøse rekordjægere kom hamrende omkring mig. Min redaktør for eksempel. Folkene fra GCN’s formaninger i deres Youtube-overlevelsesguide til Maratonaen rumsterede. Især rådet om at tage den med ro de første 60 kilometer, hvor man kører på Sella Rondaen. Pludselig lå den nykårede italienske mester, Elia Viviani, i gruppen. Hans røde nummer vidnede om, at han også skulle ud på den lange tur. Legenderne Indurain og Bettini var også blevet lokket til start. Mon ikke en stor, dejlig pose penge var en del af forklaringen? Viviani sludrede med fans, tog selfier med andre deltagere, der ikke kunne styre deres starstruck impulser og gav high five til tilskuere. Den olympiske banemester fra Rio var i sit es. Men uanset mit rolige udlæg, sugede de mange højdemeter altså kræfterne ud af mig. Et sjældent uheldigt møde med en kantsten og asfalt en uges tid inden afgang til Dolomitterne drillede også – min tilplastrede hånd var pokkers øm, og det samme var mit forslåede knæ og lår. Pludselig skulle jeg også voldsomt på toilettet – den store model! Jeg sprang elegant køen over ved et af de mange opstillede plastiktoiletter og lånte et pænt og rent hotel-toilet. Og tænk engang: Hotel-fatter bød endda velkommen og ønskede mig forsat god tur. Nedkørslerne var også en udfordring, nej et problem fandme! Jeg kæmpede mig nedad i en stil, der vel bedst kan sammenlignes med Katushas Ilnur Zakarin – usikker, stiv i kroppen og med slæbende bremser. Jeg har fået respekt for farten. Og det blev ikke bedre af, at jeg så en deltager pakket ind i diverse krage- og støtte-aggregater på en båre med en lægehelikopter svævende i luften ovenover. Længere rakte den katolske præsts velsignelse af løbet inden start altså ikke. Stakkels mand. Arrangørerne var dog helt oppe på den store klinge hvad angår sikkerheden. Inden jeg nåede ned til området, hvor den styrtede rytter blev behandlet, havde jeg mødt flere akut udsendte officials i selvlysende veste og med flag, hvor de gjorde tegn til at sænke farten. Sådan skal det gøres. ”Punktbrems, Riis. Husk det nu.” Efter Sella Rondaen kører man op ad startstigningen Passo Campolongo igen.

 

[CITAT2]

 

Først derefter kommer der et lille stykke på ruten, hvor man kan snakke om noget, der ligner et fladt stykke, inden rutens sidste to store stigninger forceres. Her forsøgte jeg at samle kræfter og strække min ryg ud. Men lige lidt hjalp det. Pludselig var den der. 90 graders venstresving og ned i gear 36/28. På toppen legede jeg turist – tog billeder og nød den vilde udsigt. Ved siden af mig lå en sydamerikansk udseende mand og tog sig en lur. Giau havde også været hård ved ham. Mens jeg fyldte mig med kager og proppede bananer i baglommen fik jeg øje på en deltager på en fixie. Sikke en tosse, tænkte jeg. Jeg fortsatte Zakarin-stilen på nedkørslen fra Giau – den sovende sydamerikaner kom susende forbi lige inden et sving – man skal aldrig undervurdere virkningen af en power nap. Men nu var det ikke kun mine rustne nedkørselsevner, der drillede. Mine cykel bremsede underligt i hug, og jeg kørte ud i siden af vejen og mærkede på mine hjul – bremsefladen buede indad, især på baghjulet. Fuck da osse, tænkte jeg: Æggehovederne har ret, når de beretter om fullcarbon-hjul, der kan kollapse på grund af varme. Jeg listede videre og håbede på det bedste. På turens sidste store opstigning, der kommer i tre tempi – stigningen Pocol og Passo Falzarego og Passo Valparola i alt 11 kilometers opkørsel – forsøgte jeg at glemme alt om overophedede hjul. På toppen ringede min hurtige redaktør. Han var nervøs for mit ve og vel og havde for længst spist sin velfortjente pasta i målområdet i Corvara og skyllet den ned med en kold øl. Nu lå han på hotellet med benene opad. Han advarede om en led ’mur’ cirka 10 kilometer før mål. ”Spar lidt på kræfterne og brems med forbremsen. Punktbrems, Riis. Husk det nu”, sluttede han som en anden sportsdirektør med albuen nonchalant ud af forruden. Den er god med dig, Hr. Plauborg, tænkte jeg – forbremse med 60 i timen? Spare på kræfterne. For pokker: Der var ikke flere kræfter. Men ned kom jeg. Og op over Mur dl Giat få kilometer fra målet i Gorvara kom jeg også. En Kiddesvej i Dolomitterne efter over 4000 højdemeter – der nappede det så meget i benene, at jeg glemte alt om ondt i ryggen.

 

 

Alt fungerede

”Hvordan gik det i Italien”, har flere siden spurgt mig. ”Ad helvede til”, har svaret ofte været. Hvorefter jeg har forlænget med: ”Men det var en super god oplevelse”. Maratona dles Dolomites er et topprofessionelt arrangement, hvor alt bare fungerer, og hvor man har muligheden for at cykle i et af de smukkeste og mest krævende cykelterræner i Europa, helt støvsuget for motorcykel- og biltrafik. Alt spillede simpelthen i den 32. udgave af løbet. Den svære logistik omkring startområdet, hvor mange tusinde deltagere blev sendt afsted helt aldeles gnidningsfrit, og hvor man som deltager følte sig opstemt som inden en stadionkoncert med sit yndlingsband, blev klaret elegant. Men også ude på ruten var der styr på tingene – depoterne var kæmpestore, så man ikke skulle stå i kø. Ligesom, der var rigeligt at vælge imellem – strudel, kiks, cola, frugt. Det hele. Der stod musikere og skabte feststemning på stigningerne, og overalt stod der tilskuere og heppede. Før og efter løbet, var der også styr på tingene. På det fremragende Hotel Diana i byen La Villa bød de på en særlig cykelrytter-venlig Maratona dles Dolomites menu, hvor vi ovenikøbet blev budt på ekstra pasta. Om vores skrivende ærinde spillede ind her, skal være usagt. Men jeg tror nu også amerikanerne ved bordet ved siden af os fik buddet. Målområdet bød på musik, en medalje med tyngde, masser pasta, pommes frites, koteletter, kager og øl, som man fik, når man havde afleveret de vouchers, der var med i løbets velkomstpose ved indregistrering. Der var sågar et cykeldepot, hvor arrangørerne tilbød at passe på deltagernes cykler, mens de kom sig og fik noget at spise.

 

 

Maratonaen vs. La Marmotte

Maratona dles Dolomites, som løbet hedder på det lokale sprog, ladin, som man taler i Sydtyrol, har været afviklet siden 1987, hvor det blev kørt i anledning af en lokal cykelklubs jubilæum. Især efter årtusindeskiftet har løbets popularitet været stigende, og i 2004 satte man en deltagerbegrænsning på 9000 deltagere plus det løse. Man kan vælge mellem tre ruter: Maratonaen på 138 kilometer med 4230 højdemeter. ’Middle course’ på 106 kilometer og 3130 højdemeter. Eller Sella Rondaen på 55 km og 1780 højdemeter. Der sælges 4200 startnumre til rejseselskaber, og 4800 startnumre sælges til private. Disse billetter sælges ved lodtrækning pga. den store interesse.

 

[CITAT3]

 

I år var der over 32.000 registrerede. Vi boede på Hotel Diana i byen La Villa – 5 minutter fra starten på cykel. Hotellet var godt – gode værelser, venlige og imødekommende ansatte og en super god restaurant. Næsten alle hotellets besøgende var deltagere i Maratonaen. Bestemt et anbefalelsesværdigt hotel. Jeg har ikke før deltaget i et af de store bjergløb – Ötztaler Radmaraton, La Marmotte eller Granfondo Stelvio Santini. Men jeg vurderer ud fra snakke med mere rutinerede folk i granfondo-sammenhænge, at Maratonaen er et løb, der i hårdhed er tæt på eksempelvis La Marmotte, men er mindre hårdt end fx Ötztaler. Men Maratonaen kan byde på noget andet – løbet har et utroligt professionelt set-up, og ruten er fantastisk smuk. Så har man, som mange danske motionister, kørt den franske motionsklassiker, men trænger til at prøve noget nyt, kan Maratonaen klart anbefales.

 

Plusser

– Dolomitterne er bjergenes bjerge og ideelle til landevejscykling. 
– Fantastisk rute, stort set ingen flade transportstykker. 
– Ekstremt professionelt setup og organisation med høj sikkerhed og helt lukkede veje. 
– Målområdet – masser af mad, ølbillet og sikret cykelparkering. 
– Depoterne – masser af hjælpere og med rigtig cykelrytterkost. 
– Hotel Diana i La Villa – udsøgt mad og drikke og meget søde værter. 

 

Minusser

– Ekstremt mange ryttere på vejen, hvis man ikke får plads i de forreste startgrupper. 
– Svært at få en startplads – ventelisten er på mindst 15.000 hvert år. 
– Afslutningen for flad – men Mür dl Giat var fed med mange heppende tilskuere.