Det var med en vis portion sommerfugle i maven, at jeg trak i min cykeluniform den lørdag morgen i starten af juli for snart et år siden.

Foran mig ventede mit første bjergløb nogensinde, og med omkring 80 kilo i bagagen, var jeg godt klar over, at jeg ikke var prototypen på en andalusisk bjergged. Jeg vidste, at formen var god – ret god faktisk – men 4000 højdemeter er trods alt en slat for en blegfed dansker fra et land uden høje bjerge.

Og så var der de pokkers nedkørsler. Dem var jeg altså lidt bekymret for, og det beroligede mig ikke just, at jeg hjemmefra havde valgt kun at tage mine 40mm carbonhjul med på turen. Sådan nogle kan jo blive varme, eksplodere og alt muligt, havde jeg hørt et sted (det gik godt med carbonhjulene, og jeg kunne sagtes finde på at tage dem med til bjergene igen…).

Sommerfugle eller ej, Sierra Nevada Limité ventede forude. Jeg slog tankerne hen, indtog min morgenmad og tog af sted fra mit hotel i Granada for at mødes med Cali fra byens turistbureau, der skulle bringe mig og min trofaste Caad12 til startbyen Cenes de la Vega.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

Et brag af en start

Med omkring 500 deltagere er Sierra Nevada Limité ikke et kæmpestort løb. Sammenlignet med større bjergløb som La Marmotte og Maratona dles Dolomites er det vel nærmest som at være til intimkoncert. Men der er styr på tingene, og alt spiller i startområdet.

Fra højtaleren buldrer musikken i takt med den ivrige spanske speaker og humøret blandt de fremmødte deltagere stråler som den spanske morgensol. Her er alt fra oplevelsesrytteren til den toptrimmede supermotionist.

Jeg har besluttet at tage den nogenlunde med ro fra start, men som det ofte går, når musikken spiller, bliver jeg grebet af stemningen, og før jeg ved af det, står jeg midt mellem spanske bjergmyg i den første del af startfeltet, klar til at give den gas.

De første kilometer af Sierra Nevada Limité er mestendels nedadgående, så da først den entusiastiske spanske speaker har givet løbet frit, nærmest flyver vi af sted.

Jeg er ikke uvant med at køre i et felt, men stress- og spændingsniveauet i et spansk bjergløb er altså et andet end i et dansk motionsløb, så det er med tungen lige i munden og hjertet oppe i halsen, at jeg får navigeret mig gennem de første kilometer af løbet.

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

Lige op i himlen

Efter den noget kaotiske start bliver trykket lettet en smule. Der bliver stadig kørt stærkt, men feltet har fundet ind i en mere glidende rytme og de værste banditter er enten kørt af sted eller blevet sat af. Jeg ligger stadig nogenlunde placeret, arbejder godt sammen med rytterne omkring mig og har det i det hele taget godt. Men som bekendt skal man ikke altid glæde sig for tidligt.

Efter tolv kilometer rammer vi løbets første rigtige stigning – en værre krabat på otte kilometer og en gennemsnitlig stigningsprocent på otte – og det er her, jeg første gang bliver mindet om, at jeg er en blegfed dansker på bjergturisme. Der er sgu ikke meget Pantani over mig, og mine spanske følgesvende nærmest flyver fra mig, en efter en.

[CITAT1]

Jeg erkender mit nederlag og forsøger at finde min egen rytme. Hjemmefra har jeg besluttet, at 52-36 / 11-28 er tilstrækkelig gearing – jeg er trods alt i god form. Men jeg kan godt allerede nu mærke, at det kunne have været rart med et ekstra gear eller to. Men det går, og jeg får stille og roligt kæmpet mig op ad stigningen.

Den sidste del op ad Alto del Monachil, som stigningen hedder på lokalsproget, er ret ulidelig med stigningsprocenter på op til 15 %, og her i bekendelsens time indrømmer jeg gerne, at jeg en kort stund er lige ved at overveje at trække det sidste stykke op. Pulsen er i rød og benene mere syret til, end hvad godt er.

Som jeg nærmer mig toppen, får jeg imidlertid øje på Cali og løbets fotograf, Alejandro, så jeg tager mig sammen og får kæmpet mig op. Jeg skal sgu ikke fotograferes gående!

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

Nedkørsel og verdensmester på ny

Efter otte strabadserende kilometer opad er det blevet tid til en god lang nedkørsel på ti kilometer. Som nævnt har jeg ikke været helt tryg ved ideen om at køre nedad, men udsigten til at kunne tage den med ro og få syren ud af benene overtrumfer alle tanker i den retning. Og jeg nyder faktisk turen.

Trafikken er spærret af, så man skal ikke bekymre sig om modkørende biler, og vejene er brede og asfalten er god. Jeg rammer bunden af nedkørslen fyldt med energi, klar til næste udfordring. Fra bunden af Alto del Monachil skal vi køre en rundstrækning på knap 75 km ud fra byen Pinos Genil. Et stykke uden de helt vilde stigninger.

[CITAT4]

I løbet af strækningen passerer vi to længere stigninger, men ellers er det let op og ned hele tiden, og det passer perfekt til mig. Med lidt god vilje er det faktisk næsten som at køre hjemme i Søhøjlandet. Jeg finder sammen med en gruppe, som jeg kører det meste af rundstrækningen sammen med.

Jeg tager mange føringer og føler mig i det hele taget lidt som en verdensmester. Jeg er overbevist om, at jeg er den stærkeste i gruppen og trykker til den på stigningerne – de andre i gruppen skal jo ikke bare have lov til at sidde og hygge sig – og da vi rammer et depot efter cirka 80 kilometer, fortsætter jeg som den eneste ufortrødent videre.

Jeg tænker ikke nærmere over det og slår det helt hen, da jeg henter et par nye følgesvende efter et par kilometers solokørsel. Men det burde jeg måske have gjort. Måske var jeg faktisk slet ikke den stærkeste i gruppen, og måske er det, som det snart nok skal vise sig, blot den kloge, der narrer den mindre kloge! 

[SPLIT] [IMG5] [IMG6] [SPLIT]

De sidste 30 km – dommens dag

Mine to nye følgesvende og jeg finder ind i et godt samarbejde. Vi skiftes til at føre, og det går derudad. Jeg kan godt mærke på stængerne, at de er ved at være møre, men heldigvis er der ikke mere end godt 30 km hjem. Pludselig, som ud af det blå, begynder vejen at stige.

Følgesvendene planter mig med det samme, men jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg fokuserer på vejen foran mig, og får fundet ind i en nogenlunde rytme. Da jeg kiggede rutekortet igennem aftenen forinden, havde jeg godt noteret mig, at den sidste del af Sierra Nevada Limité gik opad, så det må være den sidste stigning, jeg er inde på, tænker jeg.

Jeg kan ikke helt få det til at passe med kilometertallet, men sådan må det jo være. Efter at have kørt opad i en fem-seks kilometer rammer jeg landsbyen Güéjar Sierra. I min naive dumhed tænker jeg, at det værste er overstået, og efter et par minutter i depotet i byen, fortsætter jeg mod toppen.

[FAKTABOKS1]

Midt i landsbyen går ruten skarpt til højre nedad. Fedt nok, når jeg at tænke, inden jeg rammer bunden, og hvad der mest af alt ligner en asfalteret gedesti. Den er sgu i hvert fald ikke til biler, og egnet til cykler er den heller ikke! De næste fem, seks, syv kilometer (på dette tidspunkt har jeg mistet overblikket) udvikler sig til en lidelsesfortælling af de helt store.

Det går opad, hårnålesving på hårnålesving, og stigningsprocenten er sjældent under ti. Jeg er slukket både fysisk og mentalt, og to gange på stigningen må jeg stige af cyklen for at overveje verdenssituationen.

En efter en overhaler mine følgesvende fra tidligere mig (… det var det der med den kloge og den mindre kloge…), og det er her kære læser, midt i mit eget personlige Waterloo, at jeg overvejer det unævnelige. Men nej, fandeme nej, jeg er ikke taget til Spanien for at sidde på min bare i vejkanten af en andalusisk gedesti. Op på hesten igen og af sted.

Efter hvad der synes som en evighed, rammer jeg igen en civiliseret vej. Det går stadig forholdsvist stejlt opad, og det viser sig, at gedestien er den første del af den sidste lange stigning til mål på 22,6 kilometer og en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,3 – men det er nemmere at finde ind i en rytme på denne del af stigningen. Det er faktisk lige før, at jeg nyder det igen!

Brugt passerer jeg målstregen i bjergbyen Pradollano efter 131 kilometer, godt 4000 højdemeter og 5 timer og 37 minutter i sadlen. Stemningen i målområdet er mindst lige så god, som den var i Cenes de la Vega knap seks timer forinden, og det er med en enorm glæde og glubende appetit, at jeg finder en plads i skyggen omgivet af trætte cykelryttere, paella og spansk cerveza. 

[SPLIT] [IMG7] [SPLIT]

Pico del Veleta – epilog

Det sidste afsnit starter med endnu en bekendelse. Det var meningen, at jeg skulle have kørt hele stigningen fra Cenes de la Vega til toppen af Pico del Veleta den følgende søndag, dagen efter Sierra Nevada Limité. Alle 39,6 km og samtlige 2627 højdemeter. Men sådan skulle det altså ikke gå.

Da jeg vågnede søndag morgen, var jeg godt øm i stængerne og udsigten til at skulle klatre op i den andalusiske himmel, virkede alt andet end fornuftig. Og så var det jo heldigt, at Cali dagen forinden havde tilbudt mig at køre med i løbsbilen sammen med ham og Alejandro, fotografen.

Så det endte med, at jeg pakkede cyklen bagi bilen, og jeg aftalte med Cali, at jeg kunne cykle de sidste cirka 10 km af stigningen. For op i 3300 meters højde skulle jeg. Og som sagt så gjort.

Efter en hyggelig tur i løbsbilen – med tid til indlagt kaffestop – hoppede jeg på min cykel i omkring 2500 meters højde, hvorfra jeg begav mig mod toppen af Pico del Veleta. Og hvor var det fedt. Stigningen i sig selv er fantastisk, udsigten er sublim, og det er altså noget af en oplevelse at køre side om side med sne i juli måned i Sydspanien.

Og nå ja, så blev jeg nummer 13 på dagens etape. Chippen sad stadig på min cykel, og det var åbenbart ikke nødvendigt at køre over startstregen for at få registreret en sluttid. Og en trettendeplads er vel en trettendeplads. Tænk bare. En blegfed dansk cykelturist på en trettendeplads op ad Pico del Veleta, Europas højeste asfaltbelagte stigning! 

Plusser

– Ikke alt for mange deltagere.
– Gode depoter.
– Gode og brede nedkørsler på god asfalt.
– Smukke omgivelser (Andalusien og Sierra Nevada-bjergene er fabelagtige).
– Målområde med stemning og alt hvad hjertet begærer.

Minusser

– Lettere kaotisk i starten, men det er vel, hvad man kan forvente.