Posts Tagged ‘Cykelmagasinet 073’

Taiwan Kom Challenge

Posted on: oktober 13th, 2021 by pagh

Jeg er drevet af nysgerrighed. Nysgerrighed på nye steder, på nye muligheder og en nysgerrighed af, hvor langt kroppen kan presses.

Det er et endeløst mysterium, da man altid kan finde nye grænser. Men det vigtigste er oplevelserne, jeg får med det, jeg laver, og rejsen mod målet. Det er superfedt at stå på toppen, men det er vejen mod toppen, som er med til at udvikle en.

Efter flere år med La Marmotte og Haute Route mv. fornemmede jeg en begyndende mangel på den motivation, som har drevet mig. Der manglede noget at træne op til, som kunne fastholde den motivation.

Jeg var begyndt at kigge på ultra-cykling og bikepacking som Transcontinental, Race Across the Alps og så videre. Skulle man tage til Sydamerika og cykle i højderne, eller kunne man eventuelt tage til Mongoliet og cykle? Der skulle i hvert fald ske noget nyt.

Jeg havde fra flere folk hørt om et løb i Taiwan, hvor det kun går opad i 80 kilometer.

[CITAT1]

Det lød tiltalende. 3.500 højdemeter over 105 kilometer lyder ikke af meget, men det skulle være én lang stigning med kun fire kilometers nedkørsel i 2.500 meters højde. Der skulle være passager med en stigningsprocent på op mod 27. Jeg skulle senere finde ud af, at det ikke bare var de 27 procent, man skulle tage sig i agt for.

Løbet hedder Taiwan KOM og zapper dine ben tomme for energi med sin evigt skiftende stigningsprocent. Hvert år inviterer organisationen professionelle cykelryttere til løbet. I 2017 vandt Nibali foran danske John Ebsen, Cadel Evans og Phil Gaimon, og præmien er ca. 100.000 kroner. Det er også et løb, hvor præmiepuljen er den samme for kvinder som for mænd. Kudos!

For os andre dødelige er det jo lidt sjovt at se, hvor lang tid man kommer efter de professionelle. Løbet har en deltagerbegrænsning på 300 fra Taiwan og 300 internationalt. I år er der 750 deltagere i alt, og 450 deltagere er fra udlandet.

Generelt er feltet stærkt, og der er en tidsgrænse på seks timer. Jeg tænker, at det ikke er noget problem at komme inden for grænsen, men løbet er langt hårdere end forventet, og på trods af at jeg blev nummer 78 til La Marmotte, er det her noget helt andet. Taiwan KOM kan også cykles om foråret og om sommeren, hvor der er en mere lempelig tidsgrænse. 

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

Cykel-specifikt hotel

Taiwan KOM bliver afholdt i slutningen af oktober, hvor Hualien er værtsby for konkurrencen. Hualien er smukt placeret ved Stillehavet, og med bjergene i baghaven er Kadda Hotel stedet, man skal bo, hvis man er i byen.

Der er få kilometers gang til centrum langs vandet, et par gode restauranter i området, og så er der lige hotellet i sig selv. Et cykel-specifikt hotel med plads til, at man kan hænge to cykler på værelset, og der er cykelinspireret udsmykning overalt samt et værksted, hvor du kan skrue på cyklen. Det er bare perfekt!

Maden på hotellet er ikke fantastisk, men rundt om hjørnet er en lille hyggelig cafe med god mad. Jeg har aldrig været i Asien, og jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente af løbet på den bjergrige ø. Men en ting er sikkert: Jeg glæder mig som et lille barn til at lide i små fire timer, som jeg håber på, at jeg kan gennemføre løbet i.   

Nye forventninger

Jeg er glad og tændt og så alligevel ikke. Medieaktiviteter har tæret på kræfterne, og mange af dagene har været fra klokken 04-05 om morgenen til klokken 23:30, oftest med 7-Eleven som madressource, og dem er der over 5.000 af i Taiwan, og min mave har været mindre glad siden forrige aften. Jeg føler mig ganske enkelt ikke helt tilpas.

Jeg er inviteret som medie og har derfor ikke egen plan for turen og kender ikke landet. 7-Eleven var en del af planen fra organisationens side! Men jeg vil give det en chance og gøre mit bedste og fuldføre den plan, jeg har lagt på forhånd.

Planen består af at nyde løbet, cykle konservativt (aldrig gå i rødt og holde mig til de watt, jeg ved, jeg kan træde), holde mig fremme i starten, og så må jeg give den alt, hvad jeg har til sidst, hvis det er muligt. 

[SPLIT] [IMG3] [SPLIT]

Starten

Løbet starter klokken 06:00, hvilket er alt for tidligt for mig, men med et omskifteligt vejr og temperaturer, som ligger på 25-30 grader 24/7, er det rart at starte tidligt.

Hurtig morgenmad på hotellet og hen til start. Jeg får en plads helt fremme og hyggesnakker med folk, jeg har mødt til andre løb rundt omkring i Europa. Der er en supergod stemning, fede cykler, og en masse top-trimmede motionister. Der er en del asiater, som på trods af varmen cykler med arm- og benvarmere og endda hue. Det virker helt skørt at se en sådan en mumie i den varme.

Den neutrale start er relativt velorganiseret, men der er som altid en hysterisk kamp for at komme frem i feltet, og det giver nogle farlige situationer de sidste neutrale kilometer. Kort efter løbet bliver givet frit, er det ren indianer-kørsel omkring mig. Jeg ligger et stykke tilbage, og det er svært at komme frem, og der er nogle styrt, fordi folk er for ivrige.

Hayley Simmonds, som er en af forhåndsfavoritterne, er blevet revet ned i et sving af en anden rytter. Hun får smidt diverse ukvemsord efter gerningspersonen, hvilket er forståeligt. Det har været en svær sæson for hende, og pengene i kvindecykling er små, så en podieplacering ville gøre underværker. Desværre er hendes bagskifter ødelagt, og hun må udgå.

Jack Rides Far

Heldigvis begynder stigningen nu, Route 14A mod Wuling Pass i 3.275 meters højde. Det er ubeskrivelig smukt at køre ind gennem kløften, et helt fantastisk sceneri.

Stigningen er falsk flad, men der kommer ofte små ramper med tocifrede stigningsprocenter, som langsomt tapper benene for energi. Der er stadigvæk folk, der overhaler mig, men jeg er overbevist om, at jeg henter dem igen. Det handler om at holde sig på grænsen.

Selvom vi cykler 25-30 km/t, så er der ikke meget at vinde ved at rykke med, når folk går forbi. Især asiaterne stryger forbi mig som om, at en stor dræberbi er efter dem (bierne hernede er KÆMPE store, og de bliver kaldt killer bies).

Omkring mig er der junglelyde, og man kan høre lydene fra fugle og aber. Det er noget helt andet, end jeg tidligere har oplevet. 10 kilometer inde i løbet kommer jeg op til en fyr, der kalder sig Jack Rides Far på sociale medier. Manden er super flink og åbentlys single.

Dagen forinden lavede han en Everest (når man cykler samme stigning igen og igen, indtil antal højdemeter er mindst på niveau med Mount Everest, 8.848 højdemeter) på stigningen, tre gange op (lidt over 10.000 højdemeter), og nu bruger han løbet til at lave den sidste.

Han har allerede cyklet langt over 1.000 timer i 2018. Respekt og tosset samtidig, men han er også fra Australien. Super fin fyr.

Temperaturen er fin, og efter jeg har snakket lidt med Jack, sætter jeg lidt tempo på for at smide nogen i den relativt store gruppe, jeg sidder i fronten af. Mine watt stiger stadig, og jeg finder et fornuftigt leje på omkring 286 i gennemsnit (3,8 watt/kg). Det er noget, jeg ved, at jeg kan holde.

Mine ben er gode, men jeg gruer lidt for det sidste stykke. Min mave virker ikke glad for at få noget ind, og med en forbrænding på over 1.000 kcal i timen, er det et must. Inden løbet havde jeg håbet at holde minimum 4 watt/kg, men træningen og tiden har ikke gjort det muligt.

[CITAT2]

Jeg er nu også godt tilfreds. Jeg overhaler konstant, og folk kan ikke sidde på hjul. Man møder en del ryttere undervejs og får en sludder for en sladder. Det er noget af det, der er så fedt ved sådan et event, hvor folk kommer fra hele verden og samtidig er åbne. Hvis man vil, får man nye venner.

Efter 30 kilometer kommer der et skilt med, at jeg befinder mig i 1.000 meters højde. Alverdens tanker går gennem mit hoved. Stille udbryder jeg DOH! Jeg har kørt 50 kilometer (inkl. neutral start) totalt, og på 55 kilometer (inkl. en nedkørsel) skal jeg begive mig over yderligere 2.500 højdemeter op. Det her bliver hårdt.

Jeg prøver at spise en bar, og lidt efter går jeg i det første depot, hvor jeg hurtigt får fyldt vand på med hjælp fra de super hjælpsomme folk i depotet. Maven slår knuder, hver gang jeg får noget ind, men indtil videre går det fint.

Jeg nyder udsigten, og jeg ligger stadigvæk til at nå mit mål på lidt under fire timer. De første 30 kilometer er blevet tilbagelagt med lidt over 28 kilometer i timen. Det er perfekt, vejen er perfekt, og jeg bliver ved med at overhale folk. Det skal nok gå, det her.

[FAKTABOKS2]

Ved næste depot i lidt over 1.800 meters højde får jeg en banan. Det er ikke helt optimalt med maven. Jeg begynder at få kramper, og 10 kilometer senere begynder mine watt at falde drastisk, og samtidig begynder ramperne at blive mere stejle.

At jeg er i 2.000 meters højde, mærker jeg ikke noget til, men jeg begynder at tænke, om jeg ikke skulle have haft en 32-tands kassette i stedet for en 30’er (36 / 52 foran).

Hver gang der kommer en rampe, falder kadencen, og jeg begynder senere at cykle med en virkelig træls krampe, som bare ikke vil gå væk. Da jeg slutter løbet, er det eneste sted under navlen, jeg ikke haft krampe, mit forplantningsorgan (som til gengæld heller ikke har været tilfreds).

Kort efter den neutrale zone går min sadel løs, og hver gang jeg cykler over en ujævnhed, rykker den sig op eller ned i vinklen. Men intet skal slå mig ud. Der er nogen, der begynder at overhale mig igen, og jeg kan se, at mine watt bliver ved med at falde.

Jeg kan ikke spise noget, og det eneste, jeg kan smage, er salt, da jeg heller ikke drikker ret meget (af frygt for at stå i vejkanten med andre problemer).  

[SPLIT] [IMG4] [SPLIT]

Målsætningen flyver væk

Jeg lider ligesom de udefinerbare madvarer, de har på deres night markets, sikkert har gjort det. Men stemingen er fantastisk, og medieopbuddet langs og på ruten er helt skørt, det er vildt! Depoterne er sparsommelige, men super fine. Der er bananer og vand, og de uddeler endda flasker i farten. Det er fedt.

Da jeg kommer op omkring 2.300 meter, begynder ramperne virkelig at spidse til. Jeg cykler zigzag (med en bedre gearing eller en frisk krop havde det nok ikke været nødvendigt), og træder de største firkanter.

Mange må se sig slået og tage the walk of shame og trække et stykke. Man står nærmest stille. Væk er de stykker med false flat, som var imellem ramperne længere nede i dalen, og tilbage er der kun pest og kolera og dårlig mave! Intet sted er det under 7-8 procent, og når det endelig kommer et kort stykke, snegler man sig afsted bare for at få en smule restitution.

[CITAT3]

Jeg laver nogle grimasser, som passer bedre til en manga tegneserie end pressefotos, og min kadence er flere gange nede på 30-40 omdrejninger i minuttet. Det gør ufatteligt ondt i benene. Jeg er helt færdig. Endelig kommer den famøse nedkørsel, men det er ligegodt det samme. Det er ikke nok til at restituere.

Jeg prøver bare at komme igennem og nyde udsigten. Min målsætning er for længst blevet fløjet væk af en dræberbi, og jeg er sikker på, at de lokale aber på bjerget tænker, at jeg er godt gal i skralden.

15 kilometer igen, 1.100 højdemeter. Det er den stejleste del, og hvis man bliver påvirket af at være i højderne (jeg mærker det ikke), så er det ren overlevelse. Nu er det kun stejlt med stejlt på. Det er her, de berygtede 27,3 procent indtræder. Folk omkring mig lider, heldigvis ligeså meget som mig, en sølle tak, men så bliver man da ikke sidst.

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

En ambivalent følelse

Allerede nu ved jeg, at Taiwan KOM skal prøves igen, for det er ikke det her resultat, jeg rejste efter. Folk cykler forbi mig, men en efter en sprænger de i luften, og det ender med, at det er få, som overhaler mig.

Endelig kan jeg se toppen. Jeg gør alt for lige at give den lidt ekstra, men det er kun for ærens skyld. Der er ingen i nærheden af mig, de er væk. Jeg triller ind over målstregen, skuffet, lettet, glad og sulten. Med andre ord en yderst ambivalent følelse.

Det begynder at trække sig sammen på toppen. Vi bliver kørt to kilometer ned på den anden side af bjerget, hvor der er præmier til dem, der har vundet de forskellige kategorier, og der er lidt mad (bøfnudler eller ris). Der er intet at købe, så det skal man huske hjemmefra, så man kan lægge det i sin taske, som man henter på toppen.

Det er ikke normalt at cykle ned. Man kan booke shuttle ned til Hualien igen, og det er en længere tur. Jeg ville nu gerne prøve at cykle ned, bare ikke i dag. Trætheden efter nogle lange dage har meldt sig. Men nøj, hvor var det fedt.

Medaljen er også flot. Generelt har det været en super fin oplevelse. Der er få ting, jeg kunne ønske mig blev gjort anderledes. Er du ude efter en ny oplevelse, så skal du prøve at cykle i Taiwan. Det er et smukt, relativt billigt og et velfungerende land med rimelig mad og virkelig søde mennesker. 

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]

Epiolog

Det er relativt billigt at flyve til Taipei. Det koster omkring 4.000 kroner for en returbillet, og så kan man tage bus, tog eller fly til Hualien. Køreturen er virkelig flot, men sørg for en god chauffør, for mange har trukket deres kørekort i en automat, og det kan være farligt på den ellers smukke strækning, hvor mange paralleller kan drages til Highway One omkring Big Sur.

Sørg for at du også har et par dage i Taipei. Du kan også cykle der, hvis du kan holde forureningen ud, og der er en del seværdigheder, god mad, shopping, og det er generelt en fed storby. Man vil oftest have jetlag, når man kommer, for der er seks-syv timers tidsforskel (alt efter årstid).

Hualien er en super fin by, rekreativ, hyggeligt night market, og Hotel Kadda er et super hotel til os med cykler. Men aftensmaden koster for meget og er ikke god. Smut i stedet ind til centrum eller rundt om hjørnet, hvor cykelcaféen Lazy Breakfast er. Der er også en god karry pusher i nærheden.

Hvis du er til turistklasse buffet, kan du tage til Parkview Hotel, hvor mange også bor op til KOM Challenge. Personligt er jeg ikke vild med maden. En ting er sikkert: Næste år kommer jeg igen, og der skal den have alt, hvad den kan trække. Jeg skal have cuttet nogle gram af min cykel, nogle kilo af mig selv, og jeg skal lige runde de fire watt/kg i fire timer.

[FAKTABOKS1]

Jagten på den hellige gravel

Posted on: marts 15th, 2021 by Jan Bendtsen

Kalenderen viser juli. Jeg har som så ofte før ikke rigtig fået arrangeret sommerferien. Så jeg kigger over på min Specialized Crux – en tung alu-satan i den billige ende – og spørger hende: Hvad kunne du tænke dig?

– Skulle vi ikke tage ud og finde nogle ordentlige grusveje? Nogle øde, uasfalterede områder, hvor vi kan blive væk for verden sammen. Bare os to. Jeg synes, at du bruger alt for meget tid med dine andre cykler.

Det lyder som en god idé. Jeg er kørt lidt død i de sædvanlige grusveje på Horsens-egnen, hvor jeg har strikket nogle ruter sammen af skiftevis asfalt, grus og stier, men hvor det er svært rigtigt at føle, at man er på eventyr.

– Har du nogen forslag? Jeg har hørt, at der skulle være smukt i Dollerup Bakker, siger jeg.

– Jamen så lad os tage til Dollerup Bakker.

 

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

[SPLIT] [IMG3] [IMG4] [SPLIT]

 

Dollerup Bakker

Jeg aner ikke, om der er grusveje, men jeg kan i alt fald se, at der var nogle mountainbikespor, og så er der også ofte lidt grus.  Så jeg lægger Crux på et tæppe bag i bilen og tager afsted en tirsdag formiddag i juli og parkerer godt en time senere bilen på parkeringspladsen ved Dollerup Ishus.

Dollerup Bakker omkring Hald Sø ved Viborg er et forbandet smukt lille område med lange stigninger og smukke udsigter, men der åbenbarer sig ikke pludselig en masse grusveje. Så det passer fint, at jeg har monteret et sæt 35 mm Continental Speed. De kan også fint gå på asfalt. Efter at have passeret Hald Hovedgaard ved den nordlige ende af Hald Sø finder vi dog ind i skovene omkring Hald Ege. Crux jubler da vi kører ind på en grusvej, der tager os ind i skoven, men bliver lidt skeptisk, da jeg ca. en kilometer senere drejer hende ind på et blåt mountainbikespor.

– Du ville måske hellere have haft din mountainbike med? spurgte hun jaloux.

 

[CITAT1]

 

Hun bløder lidt op, da sporet viser sig at være et naturligt spor uden de store sporbygger-opfindelser, og synes faktisk at det er helt sjovt med de mange sving, selvom hun ømmer sig lidt over nogle af rødderne.

Vi finder dog ud på grusvejene igen, og jeg lover hende, at jeg ikke er her for at køre mtb-spor. Så efter nogle kilometer på skovens grusveje tager vi nogle gode asfaltbakker og nyder udsigten omkring søen. I Dollerup finder vi igen lidt grus. Et par kilometerlange grusvejsbakker på Hærvejen og Thestrupvej.

– Skoven ved Hald Ege er fin, og der er nogle lange grusveje, siger Crux, men vi bliver vist ikke rigtigt væk her.

Jeg drister mig til at foreslå mountainbikesporet på Stangheden.

– Vi kan da godt prøve, siger hun, og hun bløder noget op, da hun opdager, at Stangheden har et godt 11 kilometer langt spor, hvor man snor sig rundt i hedelandskab med lyng og spredte træer og buske i tør sandjord uden kunstige forhindringer eller rødder af betydning.

– Det er lidt som en ølstafet, smiler Crux. Man drejer og drejer, og til sidst ved man ikke, hvor man er.

– Jamen var det ikke det du ville? Ud og blive væk.

 

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

 

Mols Bjerge

Torsdag tager jeg landevejsraceren sammen med gutterne om formiddagen, men da jeg kommer hjem til frokost, kigger Crux bebrejdende på mig.

– Jeg troede vi havde en aftale. At vi skulle ud og lede efter grus.

– OK, lad os køre til Mols Bjerge, når jeg har spist, forsøger jeg spontant. Den er hun med på.

Igen møder jeg totalt uforberedt op. Men jeg husker fra Cykelmagasinets Mols Bjerge Grand Prix, at Agri-bakken ligger lige efter Knebel. Så der parkerer vi og starter lige på og hårdt med asfaltvejen op til Agri.

Her leder et skilt os mod Mols Bjerge, og efter nogle hundrede meter smiler Crux til mig. Asfaltvejen går over i grus. Hvidt grus. Strade Bianche. Og det fortsætter. Vejen deler sig og bliver til flere grusveje. Mols Bjerge viser sig at være et stort område med hvide grusveje, som bevæger sig op og ned i terrænet og undertiden byder på hårde stigninger i blødt og sandet grus. Crux jubler.

– Det er sgu sjovt det her. Og sikke udsigter.

Vi stopper ind imellem for at nyde udsigten, og når grusvejen ender blindt i en landevej, triller vi nogle kilometer langs vandet inden vi finder en vej ind på gruset igen. Vi får et par timer til at gå i Mols Bjerge, men der var stadig mange grusveje, vi ikke fik prøvet.

Crux er helt hvid af støv fra grusvejene, da jeg tørrer hende af med en klud, inden hun kommer ind i bilen igen.

 

[SPLIT] [IMG11] [SPLIT]

 

Søhøjlandet

Lørdag er Crux helt oppe at køre igen. Jeg orker ikke rigtigt at køre langt i bilen, så jeg foreslår, at vi kører til Gl. Rye og kigger os omkring. Vi parkerer bilen i Gl. Ry og begynder at køre ud af grusvejen Engvej.

Jeg er stadig uforberedt, og begynder at nyde det. Måske også fordi jeg trods alt kender landevejene omkring Gl. Rye ganske godt. Vi beslutter os for bare at lade impulserne råde, dreje når vi har lyst og så forsøge at fare vild.

Vi krydser en landevej uden helt at vide hvilken, vi ser nogle søer uden helt at være klar over, hvad de hedder. På et tidspunkt er der et skilt, der advarer mod fritgående vildsvin. Færdsel på eget ansvar.

– Der skal vi ind, siger Crux og krydser tremmerne, der skal forhindre vildsvinene i at gå udenfor indhegningen.

Jeg er frisk, men kadencen falder gradvist efterhånden som terrænet bliver ved med at stige. Stadig stejlere og underlaget stadig blødere. Men jeg undlader at sige til Crux, at en mountainbike ville have været bedre her. Hun vil bare op.

Da vi lidt efter toppen rammer en asfaltvej, kan jeg fortælle Crux, at hun lige har besteget Himmelbjerget. Uden at jeg kan forklare hvordan, er vi havnet på vejen, der fører til tårnet.

Drikkedunken er ved at være tom, så vi beslutter os at køre de få kilometer tilbage til bilen og proviantere for så at se, om vi kan blive væk omkring Salten Langsø. Vi starter på sydsiden af søen, hvor en bred motorvej af en grusvej fører os det første stykke ind. Vejen deler sig og bliver mere snæver. Vi holder os tættest muligt på søen.

Efterhånden som vi nærmer os Salten i den vestlige ende af søen, bliver terrænet mere kuperet, og der begynder at være flere veje at vælge imellem. Grusveje og lidt mindre skovveje, men hele tiden gode brede veje. Søen gemmer sig bag træerne, men indimellem dukker den op, når man rammer et udsigtspunkt højt i terrænet.

– Det er det, jeg mener med at blive væk, siger jeg til Crux, da vi sidder i bilen igen. Vidste du, at vi var i nærheden af Himmelbjerget i formiddags?

– Overhovedet ikke.

 

[SPLIT] [IMG9] [SPLIT]

 

Vrads Sande

Der er stadig liv i Crux søndag morgen, så vi beslutter os for en tur til Vrads. Endnu engang masser af skovveje. Både ensformige og endeløse veje i industrielle nåleplantager og mere kuperede og let snoede veje i golde, men smukke hedeområder.

Der er seks veje ud af Vrads, og på den måde danner landsbyen et godt udgangspunkt for forskellige ture i ret forskelligartede skov- og hedeområder.

På de endeløse og sandede lige veje i nåletræsplantagerne langs St. Hjøllundvej, filosoferer jeg lidt over forskellige måder at praktisere gravel cykling.

Jeg har på forskellige internetfora og løbsbeskrivelser fået det indtryk, at gravel og gps hører meget sammen. Mange efterlyser ruter og nogle deler gps-filer. Og til flere løb kører man uden afmærkning og alene baseret på gps-filer.

Det er én måde at køre gravel på, men da min Garmin Edge 500 er fra en anden tidsalder, nægter den at vise eller fortælle mig, hvor jeg skal køre. Den konstaterer bare, hvor jeg faktisk har kørt.

Og når Crux nu gerne vil ud og fare vild, så lader vi bare spontaniteten råde – og finder smartphonen frem, hvis vi er ved at løbe tør for vand og ikke aner, hvor vi er. Hvis vi havde haft gps-filer at køre efter, havde vi næppe heller opdaget det forladte dambrug, som lå for enden af en blind skovvej. Der var stadig udstyr, som man havde overladt det til naturen at tage sig af, og det mos- og græsbegroede udstyr, sammenstyrtningerne og vandet, der stadig løb, gav en fascinerende spøgelsesagtig fornemmelse.

 

[SPLIT] [IMG10] [SPLIT]

 

Samsø

Når man har boet i Horsens det meste af tiden siden 1993 og mange gange cyklet forbi færgelejet i Hou, er det i grunden underligt, at man aldrig har være på Samsø. Men det havde jeg altså ikke før onsdagen efter turen til Vrads.

– Tror du overhovedet, at der er nogle grusveje derovre, spørger Crux, da vi sidder og sveder i færgelejet.

– Ingen anelse, siger jeg. Nu er det spontane blevet et princip. Denne gang har jeg overhovedet ikke orienteret mig. Så stor er Samsø vel heller ikke.

Vi parkerer bilen i Tranebjerg. Med en pris på 500 kr. for en dagsbillet i sommerperioden er meromkostningen ved at have bilen med overkommelig.

– Se, der er en sti til Ballen, sige Crux efter et par kilometer. Vi aner ikke, om der er noget grus at komme efter på Samsø, så det er bare med at springe på det, der er.

Men nogle kilometer syd for Ballen viser et blåt skilt, hvor cykelruten er, mens et hjemmelavet skilt siger ”Park”. Crux er af princip imod at følge skilte med cykelruter, så vi kører mod parken for at se, hvad der gemmer sig. Og ved Brattingsborg Gods går asfalten over i grus. Færdsel for gående og cyklister tilladt. Tak for det.

Godsets baghave åbenbarer et stort net af skovveje, som man kan blive væk i, men vi holder til venstre, og ender efter nogen tid ved vandet. Sydkysten af Samsø, som kun få steder er tilgængelig med bil. Der går en vej langs vandet.

– Er den gennemgående eller ender den blindt, spørger jeg fire vandrere, der står og nyder udsigten over vandet.

– Du kan godt køre igennem og så dreje ind i skoven. Men den bliver lidt markvejsbøvlet længere henne, siger den ene af kvinderne.

En af mændene kigger med kendermine på dækkene.

– Det kan du godt klare, konstaterer han.

Vi holder os langs vandet og nyder udsigten direkte ud over havet og havvindmølleparken, og med en enkelt afstikker ind i skoven ender vi ved Vesborg Fyr.

– Havde du regnet med det, spørger Crux.

– Overhovedet ikke. Jeg troede, bare at vi skulle over og binde små stykker grusvej sammen med asfalt, men nu har vi da brugt det meste af et par timer på grus.

Det er ret varmt og vandet synker hurtigt i dunkene, så vi orker ikke at cykle hele øen rundt. Efter en kartoffelmad og en weissbier i Samsø Madkulturhus lægger Crux sig bag i bilen og foreslår, at jeg kører os til Nordby.

Og knapt har jeg fået sat hjulene på Crux før vi på vej ud af byen rammer et y-kryds, hvor vejen til venstre er grusbelagt. Det nordlige Samsø er noget mere kuperet, så det går op og ned på vejen ud mod Issehoved.

– Tror du godt, vi må køre her? spørger jeg Crux, da hun drejer ind på en sti med slået græs.

– Der står i alt fald ikke noget om, at cykling er forbudt, siger hun.

Hun har selvfølgelig ret, men det er sgu da en vandresti tænker jeg. Vi møder ingen vandrere, så for nogle minutter er det i alt fald en cykelsti, selvom fårene kigger lidt undrende og mildt bebrejdende.

Issehoved og i det hele taget området nord for Nordby er fortryllende på en varm sommerdag med udsigt over Kattegat. Man bliver ikke for alvor væk, men man kan snildt få halvanden time til at gå på cyklen, hvis man tager grusvejene vest for Nordby med og måske sætter cyklen og går det sidste stykke ud og nyder udsigten ved Møgelskår. Tyren i indhegningen gør tilsyneladende ikke noget.

Og så er Nordby i sig selv landsbyidyl med
landsbyidyl på.

 

[SPLIT] [IMG12] [SPLIT]

 

Nationalpark Thy

Dagen efter er jeg godt mør, men Crux insisterer på, at runde vores ferie af med tre dage i Nationalpark Thy. Jeg forsøger at udskyde afrejsen og jeg ligger også klar med planer om at tage tidligere hjem, hvis Crux skulle blive træt. Alternativt pakker jeg vandrestøvlerne, hvis jeg skulle blive træt af at cykle. Men en hel og to halve dage i nationalparken er ikke nok til at opleve det hele. Her kan man virkelig blive væk.

Vi lejer en campingvogn på et bed-and-breakfast i Vang og cykler ud herfra eller tager bilen længere sydpå.

– Det sådan noget her, jeg har drømt om, siger Crux eftertænksomt, da vi sidder i klitterne og kigge ud over havet nord for Nr. Vorupør.

– Kilometer efter kilometer uden et hus. Uden biler. Uden mennesker. Og masser af alternative ruter. Endeløse skove. Hedeområder med døde udgåede træer. Klitlandskaber med sandkasser, der giver lidt tekniske udfordringer en gang imellem. Lidt fladt måske, selvom der også er små bakker. Og nogle af vejene er måske rigeligt lineære, men der er nok af dem, og man kan altid dreje ind på en ny vej.

– Og gode mountainbikespor, siger jeg drillende.

– Ja, men det er netop ikke byggede spor. Bare spor i landskabet, som man har sat skilte ved. Og ikke alt for mange rødder.

Nationalpark Thy er ikke ét sted. Det er en lang række af plantager og klithede fra Hanstholm til Lodbjerg Fyr og Agger. Da Crux er lidt sart og fortrækker, at jeg ikke bebyrder hende med mere end et par almindelige halvlitersdunke, er aktionsradiussen begrænset i knap 30 graders varme, så jeg tager ind imellem bilen med som depot og laver sløjfer omkring bilen på et par timer. Men området rummer rigelige muligheder for heldagsture med tasker på cyklen.

Det bliver svært at komme ud på de små grusvejsstykker omkring Horsens igen.

– Er du glad, spørger jeg Crux, på vejen hjem og ned gennem Jylland.

– Mmm, siger hun. Jeg synes, jeg kan mærke, at du elsker mig igen. Og at du har fået lidt af din eventyrlyst igen. Hvor skal vi hen næste gang?

– Ud og finde Den Hellige Gravel.

 

[SPLIT] [IMG13] [SPLIT]

Cykelmagasinet 073 er på gaden

Posted on: november 12th, 2019 by velo_admin

[IMG2]
Jagten på den hellige Gravel
Hvor tager man hen på sin cross- eller gravelcykel, når støvet på de lokale grusveje har lagt sig, og man længes efter nye oplevelser? Og kan man overhovedet overtale sin gamle og forsømte gravelcykel, der ikke tror man elsker hende længere?Cykelmagasinets Jan Bendtsen satte fingeren seks forskellige steder på danmarkskortet, smed sin Crux i bilen og kørte uden yderligere research afsted i håb om at finde Den Hellige Gravel et sted i det jyske.

[IMG3]
Taiwan KOM
Han er gået helt kold og træder firkanter. Salten svier i hans øjne, og han har kramper steder i kroppen, hvor han ikke vidste, der var en muskel. Føde har han ikke kunnet indtage i over 12 timer. Cykelmagasinets skribent er i jagten på ny motivation taget til Taiwan for at prøve kræfter med det sagnomspundne bjergpas Wuling i 3300 Meters højde. Det gik ikke helt efter planen, men han vil afsted igen.

[IMG4]
Historien om en aero-cykel
Den har vundet cykelløb på højeste niveau i alle sine iterationer siden begyndelsen i 2011. Specialized Venge var en af de første rigtige aero-landevejscykler. En af dem der var pionerer inden for det aero-segment, der i dag fylder så meget. Vi har talt med chefingeniør hos Specialized Stewart Thompson om Venge-modellen og selvfølgelig testet den allernyeste Venge S-Works.

[IMG5]
General Gummi
Han er blevet kendt som den danske sportsdirektør, der skriger sin entusiasme ud til rytterne. Bag rattet kører han cykelløb med følelserne uden på tøjet og skaber vindere ud af talenter. Cykelmagasinet var med i bilen i Post Nord Danmark Rundt, da Christian Andersen fra Team coloQuick skabte sensation. Igen.

[IMG6]
Team ABC Junior
Hele 18 danske ryttere på World Touren og 10 ryttere til start i Tour de France 2019. Aldrig før har dansk cykling haft så højt niveau med så mange stærke ryttere, der ikke blot agerer hjælperyttere, men præger løbene og vinder store sejre. Samtidig står nye og sultne ryttere på spring i kulissen på både danske og udenlandske continental og pro-continental hold. Men hvad skyldes dette boom? Vi har taget en snak med folk fra Dansk Cykle Union, Team ABC Junior Magnus Cort og flere andre om, hvad et dansk juniorhold som Team ABC Junior betyder for talentarbejdet i dansk cykling.

[IMG7]
Aerodynamikkens ædle kunst
I Cykelmagasinet 071 fik vi et indblik i, hvordan det avancerede bikefit foregår i Chris Boardman Performance Center. Men som noget ret enestående indeholder bikefittet hos den gamle tempomester også en tur i vindtunnellen. I anden del af historien om the ultimative bikefit tager vores engelske reporter Steve Thomas med i vindtunnellen hos afdelingen for aerodynamik ved Boardman Bikes Performance Centre for at lære mere om, hvordan vi mest effektivt udmanøvrerer moder naturs forbandelse over den fartglade cyklist.

 

Alt dette og meget mere finder du i Cykelmagasinet 073, der er på gaden eller i din postkasse nu. Det kan også bestilles her