Hvor tager man hen på sin gravelcykel, når støvet på det lokale gravel har lagt sig, og man længes efter nye oplevelser? Og kan man overhovedet overtale sin gamle og forsømte gravelcykel, der ikke tror man elsker hende længere?

Kalenderen viser juli. Jeg har som så ofte før ikke rigtig fået arrangeret sommerferien. Så jeg kigger over på min Specialized Crux – en tung alu-satan i den billige ende – og spørger hende: “Hvad kunne du tænke dig”?

“Skulle vi ikke tage ud og finde noget ordentligt gravel? Nogle øde, uasfalterede områder, hvor vi kan blive væk for verden sammen. Bare os to. Jeg synes, at du bruger alt for meget tid med dine andre cykler”.

Det lyder som en god idé. Jeg er kørt lidt død i de sædvanlige grusveje på Horsens-egnen, hvor jeg har strikket nogle ruter sammen af skiftevis asfalt, grus og stier, men hvor det er svært rigtigt at føle, at man er på eventyr.

“Har du nogen forslag? Jeg har hørt, at der skulle være smukt i Dollerup Bakker”, siger jeg.

“Jamen så lad os tage til Dollerup Bakker”.

Dollerup Bakker

Jeg aner ikke, om der er grusveje, men jeg kan i alt fald se, at der var nogle mountainbikespor, og så er der også ofte lidt grus.  Så jeg lægger Crux på et tæppe bag i bilen og tager afsted en tirsdag formiddag i juli og parkerer godt en time senere bilen på parkeringspladsen ved Dollerup Ishus.

Dollerup Bakker omkring Hald Sø ved Viborg er et forbandet smukt lille område med lange stigninger og smukke udsigter, men der åbenbarer sig ikke pludselig en masse grusveje. Så det passer fint, at jeg har monteret et sæt 35 mm Continental Speed. De kan også fint gå på asfalt. Efter at have passeret Hald Hovedgaard ved den nordlige ende af Hald Sø finder vi dog ind i skovene omkring Hald Ege. Crux jubler da vi kører ind på gravel, der tager os ind i skoven, men bliver lidt skeptisk, da jeg ca. en kilometer senere drejer hende ind på et blåt mountainbikespor.

“Du ville måske hellere have haft din mountainbike med?” spurgte hun jaloux.

Hun bløder lidt op, da sporet viser sig at være et naturligt spor uden de store sporbygger-opfindelser, og synes faktisk at det er helt sjovt med de mange sving, selvom hun ømmer sig lidt over nogle af rødderne.

Vi finder dog ud på grusvejene igen, og jeg lover hende, at jeg ikke er her for at køre mtb-spor. Så efter nogle kilometer på skovens grusveje tager vi nogle gode asfaltbakker og nyder udsigten omkring søen. I Dollerup finder vi igen lidt grus. Et par kilometerlange grusvejsbakker på Hærvejen og Thestrupvej.

“Skoven ved Hald Ege er fin, og der er nogle lange grusveje”, siger Crux, men vi bliver vist ikke rigtigt væk her.

Jeg drister mig til at foreslå mountainbikesporet på Stangheden.

“Vi kan da godt prøve”, siger hun, og hun bløder noget op, da hun opdager, at Stangheden har et godt 11 kilometer langt spor, hvor man snor sig rundt i hedelandskab med lyng og spredte træer og buske i tør sandjord uden kunstige forhindringer eller rødder af betydning.

“Det er lidt som en ølstafet”, smiler Crux. “Man drejer og drejer, og til sidst ved man ikke, hvor man er”.

“Jamen var det ikke det du ville? Ud og blive væk”.

Mols Bjerge

Torsdag tager jeg landevejsraceren sammen med gutterne om formiddagen, men da jeg kommer hjem til frokost, kigger Crux bebrejdende på mig.

“Jeg troede vi havde en aftale. At vi skulle ud og lede efter grus”.

“OK, lad os køre til Mols Bjerge, når jeg har spist”, forsøger jeg spontant. Den er hun med på.

Igen møder jeg totalt uforberedt op. Men jeg husker fra Velomores Mols Bjerge Grand Prix, at Agri-bakken ligger lige efter Knebel. Så der parkerer vi og starter lige på og hårdt med asfaltvejen op til Agri.

Her leder et skilt os mod Mols Bjerge, og efter nogle hundrede meter smiler Crux til mig. Asfaltvejen går over i grus. Hvidt grus. Strade Bianche. Og det fortsætter. Vejen deler sig og bliver til flere grusveje. Mols Bjerge viser sig at være et stort område med hvide grusveje, som bevæger sig op og ned i terrænet og undertiden byder på hårde stigninger i blødt og sandet grus. Crux jubler.

“Det er sgu sjovt det her. Og sikke udsigter”.

Vi stopper ind imellem for at nyde udsigten, og når grusvejen ender blindt i en landevej, triller vi nogle kilometer langs vandet inden vi finder en vej ind på gruset igen. Vi får et par timer til at gå i Mols Bjerge, men der var stadig mange grusveje, vi ikke fik prøvet.

Crux er helt hvid af støv fra grusvejene, da jeg tørrer hende af med en klud, inden hun kommer ind i bilen igen.

Søhøjlandet

Lørdag er Crux helt oppe at køre igen. Jeg orker ikke rigtigt at køre langt i bilen, så jeg foreslår, at vi kører til Gl. Rye og kigger os omkring. Vi parkerer bilen i Gl. Ry og begynder at køre ud af grusvejen Engvej.

Jeg er stadig uforberedt, og begynder at nyde det. Måske også fordi jeg trods alt kender landevejene omkring Gl. Rye ganske godt. Vi beslutter os for bare at lade impulserne råde, dreje når vi har lyst og så forsøge at fare vild på gravel.

Vi krydser en landevej uden helt at vide hvilken, vi ser nogle søer uden helt at være klar over, hvad de hedder. På et tidspunkt er der et skilt, der advarer mod fritgående vildsvin. Færdsel på eget ansvar.

“Der skal vi ind”, siger Crux og krydser tremmerne, der skal forhindre vildsvinene i at gå udenfor indhegningen.

Jeg er frisk, men kadencen falder gradvist efterhånden som terrænet bliver ved med at stige. Stadig stejlere og underlaget stadig blødere. Men jeg undlader at sige til Crux, at en mountainbike ville have været bedre her. Hun vil bare op.

Da vi lidt efter toppen rammer en asfaltvej, kan jeg fortælle Crux, at hun lige har besteget Himmelbjerget. Uden at jeg kan forklare hvordan, er vi havnet på vejen, der fører til tårnet.

Drikkedunken er ved at være tom, så vi beslutter os at køre de få kilometer tilbage til bilen og proviantere for så at se, om vi kan blive væk omkring Salten Langsø. Vi starter på sydsiden af søen, hvor en bred motorvej af en grusvej fører os det første stykke ind. Vejen deler sig og bliver mere snæver. Vi holder os tættest muligt på søen.

Efterhånden som vi nærmer os Salten i den vestlige ende af søen, bliver terrænet mere kuperet, og der begynder at være flere veje at vælge imellem. Grusveje og lidt mindre skovveje, men hele tiden gode brede veje. Søen gemmer sig bag træerne, men indimellem dukker den op, når man rammer et udsigtspunkt højt i terrænet.

“Det er det, jeg mener med at blive væk”, siger jeg til Crux, da vi sidder i bilen igen. “Vidste du, at vi var i nærheden af Himmelbjerget i formiddags?”

“Overhovedet ikke”.

Vrads Sande

Der er stadig liv i Crux søndag morgen, så vi beslutter os for en tur til Vrads. Endnu engang masser af skovveje. Både ensformige og endeløse veje i industrielle nåleplantager og mere kuperede og let snoede veje i golde, men smukke hedeområder.

Der er seks veje ud af Vrads, og på den måde danner landsbyen et godt udgangspunkt for forskellige ture i ret forskelligartede skov- og hedeområder.

På de endeløse og sandede lige veje i nåletræsplantagerne langs St. Hjøllundvej, filosoferer jeg lidt over forskellige måder at praktisere gravel cykling.

Jeg har på forskellige internetfora og løbsbeskrivelser fået det indtryk, at gravel og gps hører meget sammen. Mange efterlyser ruter og nogle deler gps-filer. Og til flere løb kører man uden afmærkning og alene baseret på gps-filer.

Det er én måde at køre gravel på, men da min Garmin Edge 500 er fra en anden tidsalder, nægter den at vise eller fortælle mig, hvor jeg skal køre. Den konstaterer bare, hvor jeg faktisk har kørt.

Og når Crux nu gerne vil ud og fare vild, så lader vi bare spontaniteten råde – og finder smartphonen frem, hvis vi er ved at løbe tør for vand og ikke aner, hvor vi er. Hvis vi havde haft gps-filer at køre efter, havde vi næppe heller opdaget det forladte dambrug, som lå for enden af en blind skovvej. Der var stadig udstyr, som man havde overladt det til naturen at tage sig af, og det mos- og græsbegroede udstyr, sammenstyrtningerne og vandet, der stadig løb, gav en fascinerende spøgelsesagtig fornemmelse. 

Samsø

Når man har boet i Horsens det meste af tiden siden 1993 og mange gange cyklet forbi færgelejet i Hou, er det i grunden underligt, at man aldrig har være på Samsø. Men det havde jeg altså ikke før onsdagen efter turen til Vrads.

“Tror du overhovedet, at der er nogle grusveje derovre?”, spørger Crux, da vi sidder og sveder i færgelejet.

“Ingen anelse”, siger jeg. Nu er det spontane blevet et princip. Denne gang har jeg overhovedet ikke orienteret mig. Så stor er Samsø vel heller ikke.

Vi parkerer bilen i Tranebjerg. Med en pris på 500 kr. for en dagsbillet i sommerperioden er meromkostningen ved at have bilen med overkommelig.

“Se, der er en sti til Ballen”, sige Crux efter et par kilometer. Vi aner ikke, om der er noget grus at komme efter på Samsø, så det er bare med at springe på det, der er.

Men nogle kilometer syd for Ballen viser et blåt skilt, hvor cykelruten er, mens et hjemmelavet skilt siger ”Park”. Crux er af princip imod at følge skilte med cykelruter, så vi kører mod parken for at se, hvad der gemmer sig. Og ved Brattingsborg Gods går asfalten over i gravel. Færdsel for gående og cyklister tilladt. Tak for det.

Godsets baghave åbenbarer et stort net af skovveje, som man kan blive væk i, men vi holder til venstre, og ender efter nogen tid ved vandet. Sydkysten af Samsø, som kun få steder er tilgængelig med bil. Der går en vej langs vandet.

“Er den gennemgående eller ender den blindt?”, spørger jeg fire vandrere, der står og nyder udsigten over vandet.

“Du kan godt køre igennem og så dreje ind i skoven. Men den bliver lidt markvejsbøvlet længere henne”, siger den ene af kvinderne.

En af mændene kigger med kendermine på dækkene.

“Det kan du godt klare”, konstaterer han.

Vi holder os langs vandet og nyder udsigten direkte ud over havet og havvindmølleparken, og med en enkelt afstikker ind i skoven ender vi ved Vesborg Fyr.

“Havde du regnet med det?”, spørger Crux.

“Overhovedet ikke. Jeg troede, bare at vi skulle over og binde små stykker grusvej sammen med asfalt, men nu har vi da brugt det meste af et par timer på grus”.

Det er ret varmt og vandet synker hurtigt i dunkene, så vi orker ikke at cykle hele øen rundt. Efter en kartoffelmad og en weissbier i Samsø Madkulturhus lægger Crux sig bag i bilen og foreslår, at jeg kører os til Nordby.

Og knapt har jeg fået sat hjulene på Crux før vi på vej ud af byen rammer et y-kryds, hvor vejen til venstre er gravel. Det nordlige Samsø er noget mere kuperet, så det går op og ned på vejen ud mod Issehoved.

“Tror du godt, vi må køre her?” spørger jeg Crux, da hun drejer ind på en sti med slået græs.

“Der står i alt fald ikke noget om, at cykling er forbudt”, siger hun.

Hun har selvfølgelig ret, men det er sgu da en vandresti tænker jeg. Vi møder ingen vandrere, så for nogle minutter er det i alt fald en cykelsti, selvom fårene kigger lidt undrende og mildt bebrejdende.

Issehoved og i det hele taget området nord for Nordby er fortryllende på en varm sommerdag med udsigt over Kattegat. Man bliver ikke for alvor væk, men man kan snildt få halvanden time til at gå på cyklen, hvis man tager grusvejene vest for Nordby med og måske sætter cyklen og går det sidste stykke ud og nyder udsigten ved Møgelskår. Tyren i indhegningen gør tilsyneladende ikke noget.

Og så er Nordby i sig selv landsbyidyl med landsbyidyl på. 

Nationalpark Thy

Dagen efter er jeg godt mør, men Crux insisterer på, at runde vores ferie af med tre dage i Nationalpark Thy. Jeg forsøger at udskyde afrejsen og jeg ligger også klar med planer om at tage tidligere hjem, hvis Crux skulle blive træt. Alternativt pakker jeg vandrestøvlerne, hvis jeg skulle blive træt af at cykle. Men en hel og to halve dage i nationalparken er ikke nok til at opleve det hele. Her kan man virkelig blive væk.

Vi lejer en campingvogn på et bed-and-breakfast i Vang og cykler ud herfra eller tager bilen længere sydpå.

“Det sådan noget her, jeg har drømt om”, siger Crux eftertænksomt, da vi sidder i klitterne og kigge ud over havet nord for Nr. Vorupør.

“Kilometer efter kilometer uden et hus. Uden biler. Uden mennesker. Og masser af alternative ruter. Endeløse skove. Hedeområder med døde udgåede træer. Klitlandskaber med sandkasser, der giver lidt tekniske udfordringer en gang imellem. Lidt fladt måske, selvom der også er små bakker. Og nogle af vejene er måske rigeligt lineære, men der er nok af dem, og man kan altid dreje ind på en ny vej”.

“Og gode mountainbikespor”, siger jeg drillende.

“Ja, men det er netop ikke byggede spor. Bare spor i landskabet, som man har sat skilte ved. Og ikke alt for mange rødder”.

Nationalpark Thy er ikke ét sted. Det er en lang række af plantager og klithede fra Hanstholm til Lodbjerg Fyr og Agger. Da Crux er lidt sart og fortrækker, at jeg ikke bebyrder hende med mere end et par almindelige halvlitersdunke, er aktionsradiussen begrænset i knap 30 graders varme, så jeg tager ind imellem bilen med som depot og laver sløjfer omkring bilen på et par timer. Men området rummer rigelige muligheder for heldagsture med tasker på cyklen.

Det bliver svært at komme ud på de små grusvejsstykker omkring Horsens igen.

Læs også: Gravel – i vaffel eller bæger?

“Er du glad?”, spørger jeg Crux, på vejen hjem og ned gennem Jylland.

“Mmm”, siger hun. “Jeg synes, jeg kan mærke, at du elsker mig igen. Og at du har fået lidt af din eventyrlyst igen. Hvor skal vi hen næste gang?”

“Ud og finde Den Hellige Gravel”…

Artiklen blev første gang udgivet i 2021, men i anledningen af julen, bringer vi den igen, for at give lidt gravel inspiration i vintermørket.