Man kan umuligt sige Mallorca, uden også at sige cykling. Og de fleste danske cykelmotionister har efterhånden også en veludviklet forkærlighed for solskinsøen, som i dag har udviklet sig til et regulært cykelparadis. Udover at lokke tusindvis af solhungrende cykelturister på træningslejr hvert år, lokker øen i Middelhavet også med en af Europas hårdeste Gran Fondo’er; Mallorca 312, der i år fejrede 10 års jubilæum med over 8000 deltagere.

For Mallorca er cykelturisme en industri i sig selv. En industri, som holder hjulene kørende året rundt. I sommerhalvåret er det hovedsageligt badegæsterne der indtager strandene, men når de sidste tjekker ud af barene i Magaluf sidst på sommeren, tjekker de første cykelturister ind på hotellerne igen i begyndelsen af efteråret. Her fordamper vanvidsvarmen stille og roligt og temperaturerne bliver igen mere udholdelige i takt med at de fleste turistbusser køres i garagen for vinteren. Ud på efteråret tager pro-holdene over og holder butikken kørende, indtil nordeuropæerne igen tjekker ind med deres tohjulede i løbet af vinteren og foråret.

Cykelsæsonen på Mallorca kulminerer sidst i april, hvor øen er vært for intet mindre end 8000 cykelmotionister fra hele verden, der valfarter til, for at prøve kræfter med Mallorca 312, en mastodont af en Gran Fondo. Løbet opstod for 10 år siden som en ide hos Xisco Lliteras, der ønskede at hylde sin hjemø med et cykelløb, der kørte hele vejen langs kysten. Det gjorde man også i de første spæde år, men af logistiske årsager, var det ikke muligt at afspærre vejen rundt om øen for trafik.

Og heldigvis for det! For den “nye” rute, som har et par år på bagen, tager deltagerne igennem det smukkeste og mest udfordrende terræn som Mallorca har at byde på. Ruten snor sig gennem bjergkæden Serra Tramuntana, hvor man kører op over øens højeste punkt Puig Major, inden man får turen ud på det yderste af Mallorcas kyst, for igen at skære ind i landet og køre gennem de hyggelige, mallorcinske landsbyer i forbjergene. For de hårde hunde, slår ruten en ekstra sløjfe sydpå, til Deceunick-Quick-Step-rytteren Enric Mas’ hjemby, Artà, før der igen køres langs middelhavets sandstrande tilbage mod mål i Playa de Muro.

Arrangørerne af Mallorca 312 har lavet et godt koncept. Der er tre distancer, og man vælger selv undervejs, alt afhængig af kræfter og motivation på dagen. Den “korteste” distance er på 167 km med knap 2500 højdemeter, så selv den “lette” rute vil være udfordrende for de fleste. Derudover kan man vælge mellem distancen på 225 km eller den lange, som lever op til løbets navn, med sine 312 km og mere end 5000 højdemeter. Kigger man alene på tallene, er den lange distance faktisk hårdere end danskernes favorit La Marmotte. Og tager man med i ligningen, at Mallorca 312 allerede køres i slutningen af april, må Mallorca 312 regnes for blandt de absolut hårdeste endags Gran Fondo’er i Europa.

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

En trilletur med Contador

I anledningen af løbets 10 års jubilæum, er vi en håndfuld journalister, som er inviteret til den baleariske ø. Og det samme gælder for flere af løbets ambassadører. Hvert år udnævner løbet en særlig ambassadør som kører med, og tidligere år har bl.a. Sean Kelly, Oscar Freire, Joaquim Rodriguez og Miguel Indurain været med. De fleste af dem er også med i år, hvor ambassadøren er ingen ringere end Alberto Contador. Den pensionerede revolvermand er stadig i god form og med til løbet har han i øvrigt medbragt to luksushjælperyttere i form af Ivan Basso og Oscar Pereiro Sio. Dagen før løbet er der, for os cykeljournalister, arrangeret en særlig fællestur med ambassadørerne.

Mødestedet er i det enorme expo-område ved Mallorca 312-huset i Playa de Muro sidst på eftermiddagen. Gruppen der skal afsted består af lokale venner af løbet, ambassadørerne og cykeljournalisterne. Vi journalister bliver alle udrustet med en cykel fra Giant, som er løbets officielle cykelpartner. Vi fik cyklerne allerede dagen forinden, hvor de blev luftet på en aftentur til fyrtårnet på Cap Formentor. Jeg er så heldig, at jeg skal køre på en Giant Propel Advanced Pro Disc, magen til den, som Cykelmagasinet havde med i den store test i forårsnummeret 070. 

Vi står foran Giant-standen og venter. Jeg har mit Cykelmagasinet-tøj på, naturligvis, og falder i snak med et par danskere, der også er nede for at køre løbet. Pludselig dukker Contador op og hilser venligt på os alle sammen. “Nice to meet you” siger han, med sin karakteristiske spanske accent, og kigger hver enkelt dybt i øjnene. Det er et intenst øjeblik, og der udveksles høfligheder. Men så bryder kaosset ud. For de omkringstående har bemærket, at det er selveste Contador som er kommet, og pludselig er vi omringet af ivrige fans, som alle vil have et billede. Efter et kvarters forsinkelse får Il Pistolero skudt sig fri af hoben, og vi kan endelig komme af sted. Basso, Freire, Oscar Pereiro Sio og Joseba Beloki er også med.

[SPLIT] [IMG7] [SPLIT]

Vi kører langs kysten til Port de Pollenca. Contador tager sig tid til at få talt med alle i gruppen. På vejen tilbage til Playa de Muro sætter han sig frem i modvinden og trykker til. Pludselig går tempoet fra hyggelige 30 km/t til 55 km/t på flad vej. Il Pistolero skyder åbenbart stadig med skarpt. Arrangørerne har sørget for forfriskninger og tilbage i Playa de Muro er der en lille reception på hotellet, Viva Blue, ved start- og målstregen. Løbets 10 års jubilæum skal fejres og samtidig løfter Xisco Lliteras sløret for den nye Milestone Series. Der kommer løb i England, Tyskland og Skandinavien, afslører han. “But not in Denmark, unfortunately” forklarer han, da jeg spørger ham. Roskilde har været på tale, lader han mig forstå, og røber desuden, at løbet bliver i Sverige (Båstand er siden blevet afsløret som værtsby, red.).

Niki Terpstra-menu

De sidste par dage op til løbet har været gode med ankomst på Mallorca tre dage før løbsdagen. To cykelture der hverken har været for lange eller for hårde har givet friske ben. Vækkeuret ringer allerede lidt over 5 om morgenen. Der er en vis charme over de her tidlige morgener, hvor det er mørkt, sommerfugle i maven og spændthed over det, der venter. Jeg tager tøj på og dasker ned til morgenbuffeten. Der er allerede fuld af mennesker. Hvad spiser man før et 300 km langt løb, der starter om lidt over en time? Tja, det er nok ikke en super fiberrig kost der skal indenbords. Jeg starter med en lille skål havregryn, mest af vane. Men det er kun en forret. I dag er en af de få dage på året, hvor man med god samvittighed kan køre en ”Niki Terpstra-menu” til morgen: Pandekager med nutella. Anden runde i buffeten består af fem pandekager med nutella, to spejlæg ved siden. De glider hurtigt ned, men da jeg er halvvejs igennem den femte må jeg strække gevær. Mit threshold er åbenbart på 4,5 pandekage. Mens jeg bevæger mig tilbage til hotelværelset, gruer jeg for om jeg kommer til at fortryde, at jeg ikke slugte den sidste halve pandekage, når jeg om 5 timer sidder og lider.

Omklædt og balsameret i solcreme triller vi afsted til startområdet. Som de åbenlyst vigtige journalister vi er, har vi fået billetter til den meget eksklusive Fast Lane, der giver os adgang til den forreste startboks. Men, men men… Det viser sig så, at det ikke er VIP-startboksen allerforrest vi har fået adgang til, og FastLane er åbenbart heller ikke så eksklusiv en startboks, som vi troede. Eller, den er så eksklusiv som det nu kan være, når der står 1000 andre foran en og man ikke kan se startstregen. Nå, i det mindste står vi ikke bagerst. Det er koldt. Solen er endnu ikke stået op og lyset kan kun anes i horisonten. Jeg har kun kort/kort på, men andre omkring mig har været mere offensive og taget både skoovertræk, jakker, halsedisser og huer på. Det kommer de nok til at fortryde, når de sidder på en bjergside med 25 grader varme, senere i dag. Jeg luner mig i stedet på sommerfuglene i maven. 

[SPLIT] [IMG5] [SPLIT]

Eksprestog til fronten

Endelig lyder startskuddet. Vi kan høre det i det fjerne. Men der går en rum tid, før vi kommer i bevægelse, og straks vi krydser startstregen begynder ræset. For vi blæser af sted. Planen om at lægge moderat ud ryger ud ad vinduet. En af de andre journalister, en slovakisk MTB-rytter, spurter af sted, så snart er vi ude af målområdet. Det er lige offensivt nok for min smag, med 312 km i vente. Heldigvis bliver jeg overhalet af et spansk tog, som jeg hopper på hjul af og afsted det går, med 40-45 km/t. Vi har vinden i ryggen. I rundkørslen ud af Alcudia står Dave Brailsford og hepper. Tempoet er højt, og vi overhaler virkelig mange deltagere. Det er en hæsblæsende start på så langt et løb, men spanierne foran mig holder kæden stram og kører nærmest holdløb. Jeg skal ikke blande mig og bliver siddende på smækken. Da vi kommer til rundkørslen ved Pollenca, kan vi se frontgruppen. Efter knap 20 kilometer med gashåndtaget drejet helt i bund, fanger vores gruppe fronten af feltet. Nærmest i sidste øjeblik. For om en 1 kilometer slutter masterstarten og Col de Femenia starter. En kort puster og så begynder løbet for alvor. Det har været en nærmest sindssyg togtur op til fronten, heldigvis er jeg sluppet relativt billigt for billetprisen, da jeg har suget hjul hele vejen. 

Jeg sidder midt i feltet da vi tager hul på den første stigning. Jeg minder mig selv om at tage den med ro og får fundet et fornuftigt tempo. Uden wattmåleren, som jeg er vant til, er det på pulsen, der skal køres. Den ligger jævnt på 160 og lidt under halvvejs oppe ad Femenia begynder jeg stille og roligt at øge tempoet. Fronten af feltet satte i fuld galop da stigningen begyndte, så jeg håber, at jeg kan finde en fornuftig gruppe før toppen. Kort før toppen af Femenia fanger jeg en gruppe på ca. 30 mand. Der sidder et par konti-ryttere fra Alberto Contadors udviklingshold, Kometa. Jeg tænker, det er en fin gruppe og bliver siddende her. Vi kører i et fornuftigt tempo forbi klostret i Lluc, som alle cyklende på Mallorca kender, og videre under akvædukten og appelsinboden ved svinget ned mod Sa Calobra. Solen begynder nu at få fat og temperaturen stiger. Jeg sidder i den bagerste halvdel af gruppen og rundt om søen på plateauet før Puig Major, knækker gruppen midt over og vi mister kontakt til de forreste. Da vi runder rutens højeste punkt på toppen af Puig Major er vi seks mand tilbage, der tager hul på den lange nedkørsel. Jeg kender den rimeligt godt fra mine mange ture til Mallorca og kørte den senest i januar på Cykelmagasinets testtur. Med lukkede veje kan man køre virkelig hurtigt nedad og for et par år siden gav chefredaktøren mig en masterclass i nedkørselsteknik. Så Giant’en bliver smidt ned ad bjergsiden. Propellen er vild og ivrig efter at komme op i fart. Hver gang speedometeret runder 50 km/t, accelerer cyklen selv op til 70 km/t. Jeg kører hurtigt fra mine følgesvende og indhenter den ene af Kometa-rytterne. Han bliver også droppet og efter en hæsblæsende nedkørsel kan jeg se fronten af vores gamle gruppe længere fremme. 

[SPLIT] [IMG6] [SPLIT]

Vi kører udenom Soller og ud på kystvejen mod Valldemosa. Dem som jeg har droppet på nedkørslen kommer op, og sammen med en lille gruppe vi har hentet, er vi nu ni mand som lukker hullet op til de forreste fra vores oprindelige gruppe. Tempoet er fint og der er tid til at nyde udsigten over havet og de små byer vi kører igennem. Da vi når det første rutesplit bliver der lagt pres på af Kometa-rytterne. Jeg svinger til højre mod Banyalbufar og Estellencs, videre ud langs kysten, på den lange rute. Det er der også tre andre som gør, men ellers drejer hele vores gruppe af og vi kan se de knap 26 ryttere forsvinde ind i bjergene i retning mod Esporles. 

Krise i paradis

“Shit” tænker jeg, så er vi kun fire mand tilbage efter knap 70 km. Det første depot ligger lige efter splittet og jeg kører som den eneste ind for at få tanket vand og energi. Depotet er godt udrustet med gels, barer og fast føde. Jeg stikker nogle barer i lommen og får fyldt begge dunke, kigger opad vejen for at se om andre er på vej ind. Men der er ingen at se. Af sted igen, i ensom majestæt. Nu er der pludselig virkelig langt til mål. Vejen slanger sig langs kysten, og jeg har kun kørt på denne side af Mallorca en gang før. Der er relativt øde, men man kan til gengæld se langt op ad vejen mellem bugtningerne. Man køre helt ude på det yderste af Mallorca, og der går ikke 10 meter, uden at man har lyst til at stoppe op og tage billeder. Længere fremme, ved den næste bugtning, kan jeg ane en trio af ryttere, men de kører for hurtigt til, at jeg kan hente dem alene. Pludselig hører jeg stemmer og bag mig dukker fem ryttere op. Den ene af dem er en lille kvinde, som moser et tungt gear. Vi svinger væk fra kysten og ind i bjergene i retning mod Andratx. Det er blevet varmt, og bjergene skærmer os for vinden. På stigningerne steger vi i solen. Jeg er lidt i krise og fokuserer bare på at holde tempoet. Fra ruteprofilen kan jeg huske, at der venter os 5 mindre knolde, ca. 3-5 km lange og ikke super stejle. Men asfalten er ujævn og varmen det højeste på turen indtil nu. På en af nedkørslerne kommer der et sving, som er skarpere end man lige tror. Den kvindelige rytter kører forrest. Hun undervurderer svinget og kører ud over skråningen. Der er heldigvis en græsbeklædt grøft og de tre som hun sad med, da jeg blev hentet, stopper for at hjælpe hende. Presset som jeg er, vurderer jeg, at det ikke er nødvendigt med flere hjælpere og fortsætter uden større moralske skrupler.

På den næste stigning bliver jeg hentet af en af dem, som stoppede for at hjælpe. Han fortæller, at hun er okay, og vi får sludret lidt. Det viser sig, at han er tidligere konti-rytter på et engelsk hold og engang har kørt Tro-Bro Leon. Han fortæller ivrigt om det franske grusløb, mens jeg forsøger at styre min krise. Efter lidt tid mumler han et eller andet om en aftale og kører fra mig. Nå, jamen farvel. Stadig i krise fokuserer jeg på at holde et godt tempo, og pludselig får jeg selskab. Kvinden, der styrtede, har hentet mig og er nu på vej til at sætte mig! Jeg bider tænderne sammen og hopper med på hjul. Vi runder toppen sammen og tager hul på nedkørslen. Vi får hentet to andre på vej nedad og så sker det, der ikke må ske, endnu engang. Hun styrter igen! Denne gang lægger hun cyklen ned i et sving med sand. Ligesom før, fortsætter jeg, da de to andre er holdt ind for at hjælpe. Jeg håber hun er okay, og overvejer kort, om jeg er et dumt svin. Allerede på den næste stigning, som i øvrigt er den sidste i bjergene, henter hun mig sgu igen. “Hva’ fanden sker der?” tænker jeg. Nå, men vi kommer over stigningen sammen og denne gang er det mig som fører på nedkørslen. Vi kommer ud på en større vej, hvor vi møder rytterne fra 167 km distancen.

Alle gode gange tre

Vi kører hurtigt og skiftes til at føre på den let faldende hovedvej. Vi overhaler en hel del. På et lige stræk kører jeg op på siden af hende og spørger om hun er okay. Det er hun, men nervøs for cyklen som hun har lånt. Cyklen ser ellers ud til at have klaret de to styrt, men hendes albue er revet op. Vi bliver enige om at holde sammen. Foran os venter en tur tilbage mod kysten og Playa de Muro, igennem de rullende forbjerge og landsbyerne i bunden af Tramuntana Bjergene. Vi holder kæden stram og ligger konstant omkring 40 km/t. Min krise er slut, og jeg har fået gode ben, rigtig gode ben. Jeg kører djævelsk hurtigt og ender med at føre det meste af vejen. Her kommer min lånte Giant Propel endelig til sin ret. Vi henter rigtig mange og flere går med på hjul. Men hver gang jeg kigger mig over skulderen, er det altid nogle nye, som sidder på hjul af min kvindelige følgesvend. Hun kan ikke holde helt samme tempo som mig, så jeg tager føringerne på de flade og faldende stræk, mens hun trækker os op over bakkerne hvor hun til gengæld er tæt på at give mig kniven flere gange. 

På en hurtig nedkørsel, hvor hun fører os an, sker det utænkelige så én gang til. Hun styrter for tredje gang, eller rettere, bliver fanget i et styrt af nogen, som har undervurderet svinget i bunden af bakken. Hvad er chancerne lige? De ligger en seks-syv stykker og roder rundt på asfalten. Jeg kender heldigvis nedkørslen ret godt, og husker den fra CM’s tur i februar. Jeg havde sluppet hendes hjul og kører udenom og fortsætter mod den næste by, hvor der er depot. Denne gang røg hun ikke selv ned, men måtte alligevel gøre holdt og klikke ud. Så her skilles vores veje.

Depotet er i Lloseta, og her er der positionskamp. Jeg får kæmpet mig frem til energiprodukterne fra Nutrixxxion, stukket en håndfuld barer og gels i lommerne, tanket vand på dunkene og så afsted, uden for megen spildtid. Denne gang får jeg en fra det belgiske Gran Fondo-team på hjul. Han er godt stegt og sidder kun på hjul. Men det er fint nok, jeg er stadig flyvende og han skal kun køre 225 km fortæller han. Da vi når det sidste rutesplit, svinger han af med ordene “You must have a lot of wind in Denmark, with the speed you go on the flat”. Tja, jeg kommer trods alt fra Aalborg og er vant til vinden langs Limfjorden.

Alene i ingenmandsland

Men én ting er at køre hurtigt i side- og medvind, en anden er at gøre det i stiv modvind. Jeg sidder igen alene og denne gang med vinden lige i fjæset. Nu er tempoet ikke så imponerende som før, og benene er pludselig heller ikke så gode længere. Der mangler stadig 100 km og de ser frygtindgydende ud. Landskabet er åbent og fuld af marker, med grønne afgrøder, der ikke står særligt højt. Vinden står lige i ansigtet på mig, og jeg kan hverken se folk længere fremme eller bagved. En enkelt gang kommer en official på motorcykel blæsende forbi. Efter 5 modbydelige kilometer i vinden, hvor al moral er blæst ud af mig, bliver jeg heldigvis hentet af en flok briter. De er ca. 11 mand i gruppen. Den ene af dem er min kammerat fra tidligere. Han hilser pænt og slipper trådet længe nok til, at jeg kan hægte mig på og får trukket mig op til de andre.

De kører et godt tempo, og med gruppens størrelse, kan man sidde i læ for vinden. Jeg tager mine føringer men kan mærke, at der er krise. Vi har rundet 220 kilometer, længere end jeg nogensinde har kørt før. Gruppen er vokset, og vi er nok 30 mand nu. Terrænet er skiftet og det er nu korte, stejle bakker på små markveje, der snor sig ind og ud af hinanden, i landskabet mellem Petra og kysten. Man skal være koncentreret på nedkørslerne og grave dybt på bakkerne. Jeg sidder bagerst i gruppen og fokuserer bare på at holde hjulet foran mig. På en længere nedkørslen mod et fladt stykke ude i det åbne, var jeg tæt på at blive sat sammen med fem andre. Et hul åbnede sig foran mig som jeg ikke kunne lukke. Det affødte et par sure bemærkninger, da de andre måtte lukke hullet, så jeg tager bagtroppen i gruppen. 

Efter 270 km har jeg fået ondt i fødderne. Jeg åbner mine sko, det letter lidt. Jeg bemærker, at de andre også har ondt. Nogen klikker ud og ryster fødderne. Andre har fødderne helt ude af skoene. Eller sidder og strækker ud på cyklen. Skyder ryg og strækker lår. På et lige stykke flad vej på vej mod vendepunktet i Artà, kører rytteren foran mig i grøften og hans cykel flyver over en stenmur. Det ser mystisk ud, pludselig styrer han bare til højre. Bag os kører en motorcykel, som holder ind. Vi spørger hinanden om nogen så, hvad der egentlig skete, men ingen af os kan give en forklaring. Det må være udmattelse, tænker jeg. I Artà er der depot igen, men jeg har stadig en fuld dunk, så jeg springer over, ligesom flere andre i gruppen gør det. Vi er 20 mand tilbage. 

Fuld fart hjemover

Vi svinger ud på hovedvejen. Den kender jeg, har kørt her før. Der kommer to slugter, hvor vi kører hurtigt nedad efterfulgt af en jævn opkørsel. Vi har medvind hjemover og asfalten er god. Mine ben er kommet til sig selv igen. Udmattelsen har i den grad indfundet sig i gruppen. Der er blevet helt stille, og folk kan ikke føre. Med min anden genkomst sætter jeg mig frem. På de sidste 20 km er vi kun tre, der fører. Men jeg skyldte også for de sidste 70 km på smækken af de andre. Jeg slår ud 1 km fra mål og sætter mig ned bagved. Skal der spurtes til stregen? Spurter man om det i en 312 km lang gran fondo? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, hvor mange der er foran os. Men jeg kan vinde ca. 20 placeringer med en spurt. Ingen ser ud til at ville spurte, så 300 meter fra mål træder jeg an og hamrer afsted. Ind i rundkørslen før målstregen, uden om rytteren fra 225 km ruten, der kommer kørende ind fra venstre, uden at orientere sig, og over målstregen. Forløsning. Glæde. Udmattelse. Jeg gennemførte og tilmed med overskud til allersidst. Da jeg klikker ud, bliver jeg overvældet af udmattelse og træthed. Jeg får medaljen over hovedet og ringer til min kæreste for at fortælle, at jeg er kommet i mål. Det bliver dog kun en kort samtale, for kvalmen trænger sig på. Briterne jeg har fulgtes med de sidste 100 km kommer over og vi ønsker hinanden tillykke. Alle er udmattede og glade og der er fest i målområdet.

Mallorca 312 hører uden tvivl til blandt de hårdeste gran fondo’er i Europa og 300 km er aldrig let at køre. Alligevel sluges kilometerne hurtigere end så mange andre. Øen er nem at blive forelsket i, og stigningerne er ikke voldsomt hårde. Kysten er utroligt smuk, landsbyerne hyggelige og selv den halvtørre landsbrugsjord på øens indre har sin charme. Og stemningen er fantastisk: Ude i ingenmandsland mellem Artà og Petra, stod tre gutter og langede øl til deltagerne. Stemningen og de lokale bærer en igennem løbet, der med sin professionelle afvikling, er en god oplevelse og perfekt udfordring for de fleste danske cykelmotionister. 

[SPLIT] [IMG8] [SPLIT]

I mål venter en medalje til alle deltagere, samt nudler og cola. Nudlerne springer jeg over og nøjes med en cola. Det er trods alt så sent på dagen, at aftenbuffeten på hotellet snart åbner. Med 8000 deltagere skulle man forvente, at der vil være kaos på målstregen. Men startboksen fra tidligere i dag, er nu blevet til en mål allé, hvor de mange deltagere kan stoppe op og tage billeder. Kort efter målstregen er der cykelparkering, så man kan bevæge sig ned mod madteltet med cyklen under sikkert opsyn. Jeg tænker tilbage på de sidste 10 timer. Det har virkelig været en god oplevelse. Løbet er godt arrangeret, depoterne så gode som de nu kan være i et event med 8000 deltagere. De 7999 andre deltagere mærker man ikke meget til, på de tre ruter. Hvad angår ruten, giver det næsten sig selv, det er jo Mallorca. Der er al mulig grund til at tage til Mallorca og prøve kræfter med de 312 kilometer. Løbet er perfekt placeret i april og kan fx kombineres med en træningslejr. Distancen på 167 kilometer er tilpas en udfordring i sig selv til, at man sagtens kan “nøjes” med den korte, men hvis man vil over de 300 kilometer, tror jeg næppe, man finder et mere behageligt sted for sjælen at gøre det, end i cykelparadiset Mallorca.

<iframe height='405' width='590' frameborder='0' allowtransparency='true' scrolling='no' src='https://www.strava.com/activities/2323150892/embed/2ba70b79a9194458e009f73f95c4efa2b0b0ab8a'></iframe>