Posts Tagged ‘cykeltrøje’

Velomore tester FUSION TEMPO

Posted on: marts 5th, 2024 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Velomore tester FUSIONs lynlåseløse TEMPO-trøje, der har bragt mangen en ColoQuick-rytter til tops på podiet. Er trøjen enden på race suit’et som vi kender og elsker det?

Da FUSION sidste år præsenterede deres nye trøje til Team ColoQuick, gjorde den sig særligt bemærket ved ikke at have nogen lynlås. ”Bedre aerodynamik” og ”hurtigere end et race suit” lød argumenterne om trøjen, der er udviklet i samarbejde med bl.a. ryttere fra det danske kontinental-team.

Indrømmet, jeg havde det umiddelbart meget sværere med en lynlåsløs cykeltrøje, end jeg havde det med skivebremser på en landevejscykel. Det virkede bare forkert at gå tilbage til noget, der reelt er en t-shirt. Og som en der har været rigtigt glad for de stramme race suits, var det en ekstra bajmand hvis en ”t-shirt” skulle gøre en ende på heldragten.

TEMPO!

”T-shirten” er en del af FUSIONs TEMPO! kollektion, som fokuserer på ultimativ fart. Med til TEMPO-trøjen hører et par cykelshorts, som er optimeret til at fungere optimalt sammen med den lynlåsløse trøje – og det er denne kombo, som giver en watt besparelse på højde med et racesuit, eller bedre endda.

Da man ikke længere skal have en lynlås som løber gennem trøjen, har FUSION formået at skabe en trøje, som sidder endnu tættere til kroppen end normale cykeltrøjer. Derfor er trøjen også mere komfortabel end en regulær cykeltrøje, påstår FUSION.

Torsoen består af en glat metervare og på ryggen er der tre lommer, som en cykeltrøje bør have. Ærmerne er udrustet med lodrette render for at forbedre aerodynamikken, ligesom vi kender det fra de fleste aerotrøjer og race suits. Et elastik bånd i bunden af trøjen sørger for, at trøjen ikke begynder at krybe opad når man sidder på cyklen.

TEMPO-shortsene er i et high-tech materiale, som er både vandresistent og hurtigt tørrende, ligesom man kender det fra FUSIONs populære SLi cykelshorts. Derudover yder de en let kompression. Som en særlig detalje, fremhæver FUSION selv, at midterstykket på ryggen af shortsene er forstærket, så det ikke bliver gennemsigtigt når det strækkes på rytteren, hvilket vi faktisk er glade for (hvem har ikke siddet og kigget på en noget nær bar numse, fordi shortsene var blevet for strukket).

Sidst men ikke mindst, er det værd at nævne, at bengabene er udrustet med silikonebånd for at holde dem på plads.

PÅ LANDEVEJEN

Er man vant til race suits, enkeltstartsdragter eller bare helt almindelige cykeltrøjer, er TEMPO-trøjen en helt ny oplevelse. På en og samme tid sidder trøjen tæt og komfortabelt på en måde, der ikke helt minder om nogle af de andre beklædningsgenstande. Den er helt sin egen.

Tætsidden uden at være ukomfortabel. Samtidig føles den hurtig, og så snart man sidder på cyklen føles det som om, at TEMPO-shorts og -trøje smelter sammen i en hurtig enhed. Jeg havde mange forestillinger om TEMPO-trøjen på forhånd, den ville sikkert være alt for stram, krybe op på cyklen og være svær at få af.

Men alt sammen blev gjort til skamme og hvad der overrasker mig mest, er hvor godt trøjen sidder når man for alvor pakker sig henover styret. For den sidder som den skal, på sin plads! Elastikbåndet formår at holde trøjen på plads uden at det sidder specielt stramt om livet. Og det giver en reel oplevelse af fart.

Læs også: Aerogains: Sådan øger du din gennemsnitsfart

Det er naturligvis umuligt at efterprøve FUSIONs påstande om fart, men med deres egne forsøg på cykelbanen i Odense, og med så kompetent en aero afficionardo som Frederik Muff med inde over udviklingsprocessen, er der ingen tvivl om, at deres påstande holder stik.

Om ikke andet, fik ColoQuick-holdet sat en tyk streg under sættets hurtighed i forårets A-løb sidste år, hvor de vandt en masse og i et sidevindsrodeo, vist nok fik hele holdet i top 15. Jeg føler mig i hvert fald hurtig i TEMPO- sættet, men hvad vigtigere er, føler jeg mig ekstrem komfortabel og tilpas, hvilket jeg ikke havde forventet. Nu glæder mig jeg bare til at det bliver sommer, så jeg kan komme ud og ræse i TEMPO-sættet.

FACIT

TEMPO-trøjen kommer indtil videre i 3 forskellige farver, og så har jeg på Instagram set en DK-version, som nok skal blive populær til Gran Fondo VM i Aalborg senere på året. Og det er måske meget godt, for meget tyder på, at TEMPO-trøjen har potentialet til at blive en N+1 trøje. Foruden at være hurtig, er TEMPO-virkelig komfortabel og dejlig at have på.

Læs også: Se alle fordelene ved et Velomore abonnement

Normalt ville jeg sige behagelig eller komfortabel, men TEMPO er virkelig dejlig og sidder som man gerne vil have en cykeltrøje til at sidde. Kombineret med de tilhørende cykelshorts, har man det ultimative cykelsæt til komfort og fart. Alt i alt er TEMPO-sættet et gedigent cykelløbssæt og jeg må bare erkende, at jeg er blevet hooked på at køre uden lynlås.

INFO

Vurdering: 5/5.
Pris for trøje: 1.500 kr.
Pris for cykelshorts: 1.800 kr.
Mere info trøje: www.fusionworld.com/tempojersey
Mere info shorts: www.fusionworld.com/tempobibs

Velomore tester aerotrøje fra AGU

Posted on: august 8th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Få lidt af Jonas Vingegaards fart med ud på landevejen med AGU’s aerotrøje, udviklet i samarbejde med rytterne på Jumbo-Visma.

Det er selvsagt noget nær umuligt at være tøjleverandør til verdens, nok mest, professionelle cykelhold og samtidig ikke have en aerotrøje i sit sortiment. Efter at have overtaget stafetten fra Team Sky med et fokus på marginal gains, har rytterne på Jumbo-Visma i samarbejde med deres tøjsponsor AGU, udviklet en af feltets hurtigste trøjer – og det kommer os almindelige motionister til gode.

Vi har haft AGU’s aerotrøje Aero Jersey SS III Premium til test henover sommeren og til vores deltagelse i Maratona dles Dolomites (som du kan læse mere om i årets sidste magasin, på gaden d. 16/11).

Trøjen kommer i to forskellige farver som ikke gør det store væsen af sig. Designet er tæt uden at være stramt og umiddelbart har AGU’s aerotrøje et mere komfortabelt snit end mange andre mærkers tilsvarende trøje. Mest bemærkelsesværdigt er det, at trøjen kommer med glatte ærmer, så ingen simpels eller render på ærmerne, som ellers er det gængse i denne kategori af tøj.

I stedet ser ærmerne ud til at være udført i to forskellige typer metervare, hvor den yderste del, eller den del som vender væk fra kroppen, umiddelbart er glattere end den indvendige del. Ærmgabet er laser skåret og holdes på plads af små, diskrete gummi dutter. Ryggen af trøjen er lavet i et let mesh for øget ventilation, mens forsiden lader til at være i det samme materiale som ydersiden af ærmerne.

Læs også: Kølig komfort og drømmebårdet styrke: Vingegaards Tour-trøje

Trøjen er udviklet i vindtunnel sammen med Jumbo-Visma-rytterne, så jeg har ingen årsag til at tvivle på, at trøjen ikke er hurtig, men de glatte ærmer undrer mig alligevel, da Jumbo-Visma-rytterne kører rundt med render i deres holdtrøjer.

På landevejen

Som nævnt er pasformen ikke super stramt men dejligt behageligt, så man føler ikke umiddelbart at man har taget en hurtig aerotrøje på. Den sidder tæt og behageligt, men ikke så tæt at man føler, at man er nødt til at suge maven ekstra ind.

På cyklen sidder trøjen helt optimalt og de forskellige gummibånd og dutter, sørger for at både trøje og ærmer bliver siddende på deres plads. En særlig ting jeg har bemærket ved den her trøje, er at den ikke umiddelbart virker til at være super ventileret. Temperaturerne har i hvert fald ikke skulle være meget over de 20 grader, før jeg begyndt at dryppe sved ned på cyklen, hvilket jeg normalt nærmest aldrig gør. Men det har jeg oplevet flere gange med den her trøje.

Trøjen opleves dog hurtig, omend man lidt mangler de “visuelle” aerotegn for at føle sig helt sikkert. Visuelt ligner trøjen en almindelig cykeltrøje, hvilket både er godt og skidt. Har man liret sig ud i fuld aeroudrustning til cykelløb, er det til sin egen fordel at modstanderne ikke kan se det, omend man gerne vil ligne en fandens karl på træningsturene med kammeraterne. Jeg havde trøjen på, da jeg tidligere på året deltog i Maratona dles Dolomites, og efter løbet havde jeg indtrykket af, at havde haft den rigtige trøje på.

Facit

AGU har uden tvivl lavet en hurtig trøje, omend den ikke umiddelbart føles hurtig og har et diskret udseende. Jeg har dog ingen grund til at tvivle på, at trøjen er hurtig og måske er det materialernes glatte overflade der gør forskellen. Kombinerer man den med AGU’s aero cykelshorts og aerosokker, har man et godt og hurtigt sæt.

Læs også: AGU’s forår- og sommerkollektion holder dig kørende

Info

Vurdering: 5/5
Størrelser: S – XXXL
Farver: Sort eller “plume”.
Pris: 170 euro (1.266 kr).
Køb den her: www.agu.com

Kølig komfort og drømmebåret styrke: Vingegaards Tour-trøje

Posted on: juni 29th, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

Marginal gains og drømme mødes i skøn forening på skuldrene af Jonas Vingegaard og holdkammeraterne i Tour de France med The Vélodrome, trøjen der skal hjælpe Vingegaard til sin anden Tour-sejr.

ANNONCE
Når Tour de France skydes i gang, vil Jonas Vingegaard og holdkammeraterne på Jumbo-Visma være iklædt en ny cykeltrøje, The Vélodrome, fra holdets tøjsponsor AGU. Denne særlige trøje er designet med det formål at give rytterne en konkurrencemæssig fordel gennem avancerede materialer og innovativ teknologi. Med fokus på både komfort og ydeevne er AGU’s cykeltrøje et vigtigt værktøj, der hjælper Vingegaard med at forsvare sin Tour de France-titel i kampen mod Tadej Pogacar.

“Udover mine cykeldrømme har én drøm altid stået stærkt: at have en dejlig og stabil familie. Det gik i opfyldelse, da min datter Frida blev født. Min hustru Trine og datter Frida betyder alt for mig og inspirerer mig til at få mest muligt ud af livet”

– Jonas Vingegaard

Marginal gains
Forud for Tour de France har både Team Jumbo-Visma og AGU investeret massivt i udviklingen af cykeltøjet. Hundredvis af timer er blevet brugt på vindtunneltests, og betydelige økonomiske ressourcer er blevet dedikeret til at finde det hurtigste og mest komfortable udstyr i alle forhold. AGU har arbejdet hårdt på at skabe de bedst mulige betingelser for rytterne. Denne dedikation til perfektion er afgørende for holdet i deres bestræbelser på at erobre sejren i Tour de France.

Kølig komfort under ekstreme forhold
Med udsigten til en af Europas varmeste somre er det afgørende at holde rytterne kølige undervejs. AGU har udviklet et unikt materiale kaldet HeiQ Smart Temp, der reagerer på rytternes egen kropstemperatur og er op til 2,5 grader køligere sammenlignet med andre trøjer. Den forreste del af trøjen er perforeret, hvilket sikrer optimal ventilation og afkøling under de bagende solstråler i Frankrig. Samtidig er den tætte vævning på bagsiden af trøjen designet til at beskytte mod solens skadelige UV-stråler med en beskyttelsesfaktor svarende til solcreme med faktor 50. De sorte bukser er også konstrueret til at reflektere solens stråler, hvilket giver rytterne en køligere og mere behagelig oplevelse.

Tour de France er for mig toppen. Særligt fordi Frankrig er mit hjemland. Det har derfor altid været en drøm for mig at vinde en etape i touren. I Cahor gik den længe ventede drøm i opfyldelse og det glemmer jeg aldrig. Derfor er d. 22. juli 2022 blevet en særlig dato for mig

– Christoph Laporte

AGU’s teknologi er blevet omhyggeligt testet i vindtunneller, hvor varmelamper og sensorer har målt den kølende effekt. Derudover har AGU fokuseret på at optimere dragterne til de afgørende enkeltstarter, hvilket sidste år gjorde en stor forskel for Wout van Aert og Jonas Vingegaard. I år er enkeltstartsdragterne blevet yderligere forbedret, og holdets største profiler har gennemført talrige pasformsprøver med skræddere og syersker for at sikre en perfekt pasform.

The Vélodrome – Drømmebåret styrke
I samarbejde med AGU og den hollandske forlystelsespark Efteling har Team Jumbo-Visma lanceret en helt unik trøje til dette års Tour de France. Den særlige Vélodrome-trøje er inspireret af stoffet, drømme er skabt af, og præsenterer derfor en stjernehimmel fuld af drømme. Hver trøje er personligt designet til hver rytter og viser en individuel stjernehimmel, der symboliserer deres personlige drømme.

Dette gør trøjen til et symbol på styrke og inspiration, der opmuntrer alle til at turde drømme og forfølge dem. Jonas Vingegaard bærer sin trøje, hvor himlen over Viborg den 8. september 2020 er trykt for at markere sin datters fødsel, mens Wout van Aert har valgt stjernehimlen over Lille den 10. januar 2016 som en påmindelse om hans belgiske mesterskab i cyclocross

Som barn ønskede jeg at blive professionel cross-rytter og vinde et cross-løb i min by præcis som mine helte gjorde det. I 2016 blev jeg belgisk mester i min hjemby, Lille og min drøm gik dermed i opfyldelse. Det inspirerer mig til at drømme videre og gå efter de bedste resultater

– Wout van Aert

AGU’s cykeltrøje er ikke kun et stilfuldt og teknologisk avanceret stykke tøj, men også en afgørende faktor for Team Jumbo-Visma’s succes i Tour de France. Denne trøje kombinerer kølig komfort og avancerede materialer, der giver rytterne en konkurrencemæssig fordel under ekstreme forhold. Med den nye Vélodrome-trøje bringes drømme og styrke sammen på en unik måde, der fejrer holdets ambitioner og passion for cykelsporten. Jonas Vingegaard er klar til at erobre Tour de France’s podium med AGU’s cykeltrøje som hans mest troværdige allierede i kampen om sejren.

Du kan købe The Vélodrome-trøjen og jagte dine cykeldrømme ligesom Jonas Vingegaard lige her.

ColoQuick-rytterne dropper lynlåsen for mere fart

Posted on: januar 31st, 2023 by Nikolaj Hebsgaard No Comments

I samarbejde med holdets tøjpartner FUSION har ColoQuick udviklet en nyskabende cykeltrøje, der har smidt lynlåsen i jagten på mere fart.

Det er slut med at se de zebrastriberede ryttere fra ColoQuick med nedlynede trøjer og bar kasse. I jagten på mere fart har holdet droppet lynlåsene i 2023-trøjerne og dermed også muligheden for at lyne trøjerne ned på de aller varmeste dage.

Til gengæld giver de nye trøjer forhåbentlig mere fart og komfort. Efter et par sæsoner i tøj fra Biemme, er ColoQuick tilbage i tøj fra nordjyske FUSION, der har markeret sig som et tøjbrand med fokus på performance over alt andet.

I tæt samarbejde med ColoQuick-rytterne har FUSION udviklet trøjen i et ultra-teknisk materiale, som både er solbeskyttende og med en unik elasticititet.

“Ved at fjerne lynlåsen har vi mulighed for at lave en trøje, der er mere behagelig for rytterne at have på. Men vigtigst af alt har vi også mulighed for – i dette nye materiale – at lave en trøje, der er mere tætsiddende og mere aerodynamisk end vores nuværende suit. Dermed kan vi faktisk give rytterne en fordel ved at køre i denne trøje” forklarer Troels Vest Jensen fra FUSION i en pressemeddelelse.

At fjerne lynlåsen fra cykeltrøjen lyder umiddelbart som et tilbageskridt i cykeltrøjens evolution, som trods alt startede ud som regulære bomulds t-shirts i starten af forrige århundrede. Siden hen kom 1/3 lynlåsen til og senere den gennemgående lynlås som er standarden i dag. Flere andre tøjproducenter laver allerede regulære t-shirts til bl.a. gravelcykling, men på landevejen har den lynlåsløse trøje aldrig rigtigt vundet indpas.

Tidligere tiders forsøg på at skabe en lynlåsløs landevejstrøje har oftest resulteret i en godt ventileret trøje, som egnede sig fint til den langsommere kørsel i bjergene, men som blev for løst siddende og blafrende i fladt terræn.

Den udfordring har FUSION løst ved at benytte et tætsiddende materiale, som i tests med ColoQuicks enkelstartsspecialist, Frederik Muff, har vist sig at være hurtig nok til også at kunne bruges på flade og hurtige etaper.

“For os ryttere giver det god mening. Trøjen er konstrueret, så den nærmest er malet på os og FUSION har været meget omhyggelige i deres materialevalg. Det betyder, at trøjen både er lynhurtig, men også meget behagelig at have på. Kraven er eksempelvis lavet på en måde, så den smyger sig uden om halsen og alt i alt føles det faktisk som om, at man slet ikke har en cykeltrøje på. Så behagelig er den” forklarer Frederik Muff i en pressemeddelelse.

Foruden at være hurtig i test på cykelbanen i Odense, har materialerne i ColoQuicks kommende trøje også bevist sit værd i virkelighedens verden ved VM i Ironman på Hawaii. Det var iført en dragt fra FUSION, med samme materiale, at triatleten Sam Laidlow satte ny rekord på cykelruten i Kona.

Det er ikke første gang at FUSION ændre på lynlåsen i deres tøj, da de tidligere har produceret en tri top med 1/3 lynlås og manglende krave. Dengang var det på baggrund af regelændringer i triathlon sporten, men sidenhen er trøjen udgået af sortimentet, da reglerne igen har ændret sig og dragter er blevet normen.

Her på Velomore glæder vi os til at se ColoQuick-trøjen i aktion.