Posts Tagged ‘Cyklecross’

Canyon lancerer ny serie af VM-vindende cykler

Posted on: juni 17th, 2020 by Kristian Arnth

Følger du med i cyklecross, så ved du med garanti, at det var hollænderne Mathieu Van der Poel og Ceylin del Carmen Alvarado, der løb med verdensmesterskaberne for henholdsvis mænd og kvinder i schweiziske Duebendorf tidligere på året.

Udover regnbuestriberne har de det til fælles, at de begge kører på en Canyon Inflite cyklecrosscykel. Med lanceringen af 2021-serien af Inflite kan alle cyklecrossfans nu få samme VM-vindende performance.

Inflite kom på markedet i 2018 og blev hurtigt den mest dominerende cykel i cyklecross. Det skyldes ikke mindst Van der Poels utallige sejre, herunder de seneste to verdensmesterskaber.

Nye VM-replika designs

2021-serien byder blandt andet på nye designs og nyt udstyr over hele serien. Heriblandt vil være en række pro replika designs, hvor cyklerne både i udseende og udstyr vil minde ufattelig meget om det, som Van der Poel og Alvarado kører på. Disse replika designs vil være tilgængelige lige fra topmodellerne til begyndermodellerne. 

[SPLIT] [IMG2] [SPLIT]

Inflite bibeholder sit ikoniske design med 'knækket' på overrøret, der gør det mere komfortabelt at bære cyklen op ad stejle skråninger på skulderen. Det betyder også, at saddelpinden er mere eksponeret, og at den derfor kan flekse yderligere for forbedret komfort. 

Geometrien er desuden optimeret til at give stor stabilitet ved høj fart, mens den korte frempind på one-piece carbonstyret sikrer hurtig styring. De fleste nye modeller kommer desuden med tubeless-ready hjul- og dæksystemer.

Hele 2021 Inflite-serien er tilgængelig nu. Priserne starter fra 12.599, mens replikamodellen af verdensmesterskabscyklen koster 35.399. Se alle modellerne her

Amerikaner vinder Women’s Tour Down Under, Coquard brækker skulderen, Iserbyt vinder i Nommay

Posted on: januar 20th, 2020 by alexanderbeguin

Amerikansk mester vinder Women’s Tour Down Under
[IMG2]

Søndag blev årets første UCI-rangerede løb i 2020 færdigkørt, og det blev efter mange år med Mitchelton-Scott-dominans til en amerikansk sejr. Det USA-baserede mandskab Trek-Segafredo triumferede med deres amerikanske mester, Ruth Winder, som vandt løbet samlet. Hendes første etapeløbssejr på World Tour-niveau.

Sejren grundlagde hun overraskende på løbets tredje etape, hvor Winder både vandt og lagde sig i førerposition frem mod søndagens fjerde – og sidste – etape i Adelaide. Her gjaldt det om at forsvare sig i de indlagte spurter, som indeholdt bonussekunder. Og med kun syv sekunder ned til både Liane Lippert (Team Sunweb) og vinderen de seneste tre år, Amanda Spratt (Mitchelton-Scott), var der stadig alt at køre for.

Heldigvis for Winder kom et udbrud afsted, som tog for sig af de fleste bonussekunder, hvilket ikke var af nogen fare for amerikanerens føring. Udbruddet afgjorde ligeledes tingene imellem selv ved målstregen, hvor Simona Frapporti (BePink) vandt foran Lauren Stephens (TIBCO-Silicon Valley Bank) og Rushlee Buchanan (Vantage New Zealand). 

Fransk sprinter brækker skulderen på træningslejr
[IMG3]

Normalt er træningslejr til for at opbygge form, og klargøre sig på optimal vis inden sæsonstart. Desværre skete det helt modsatte for Bryan Coquard, da han var på træningslejr med sit hold, B&B Hotels-Vital Concept. På en planlagt sekstimers tur gled hans hjul i et sving, og det kostede en brækket knogle i skulderen.

Coquards sæsonstart på landevejen er dog ikke i fare, bekræfter han i en pressemeddelelse fra holdet. Desværre må han gå glip af seksdagesløbet i Berlin, som starter senere denne uge.

Talentfuld belgier vinder cross-løb Nommay
[IMG4]

Den 22-årige belgier, Eli Iserbyt, er tilbage på den øverste skammel på cross-scenen, da han søndag vandt i hård duel mod landsmanden Toon Aerts.

Iserbyt vandt sit fjerde løb i cross-sæsonen, på trods af markante vanskeligheder undervejs. Aerts førte på et tidspunkt med over 20 sekunder, men Iserbyt halede langsomt og sikkert ind på konkurrenten, som han kunne spurte fra til sidst.

Iserbyt er tidligere U23-verdensmester i disciplinen, og 2019-2020-sæsonen er hans første på elite-niveau efter flere dominerende sæsoner i ungdomsrækkerne.

Hollandsk cross-åbenbaring suspenderet efter positiv dopingprøve

Posted on: april 5th, 2019 by Breum

Den hollandske cykelcross-rytter Denise Betsema er blevet midlertidigt suspenderet efter en Adverse Analytical Finding (AAF) har fundet spor af androgene anabolske steroider i en dopingprøve, hollænderen afleverede under sæsonens sidste Worldcup-afdeling i Hoogerheide.

Det har UCI offentliggjort fredag eftermiddag.

Den 26-årige hollænder er blevet midlertidigt suspenderet, og hun kan nu anmode om også at få sin B-prøve testet. 

Betsema fik sit store gennembrud i den forgangne sæson, hvor hun som deltids-professionel vandt Worldcuppen i Koksijde, vandt bronze ved EM og blev nummer fem i Worldcuppen i Tabor.

De flotte takter blev efter sejren i Koksijde belønnet med en professionel kontrakt hos storholdet Marlux-Bingoal – for hvem hun havde kørt siden oktober -og hun fortsatte med at imponere sæsonen ud.

Hollænderen afsluttede sæsonen med fjorten sejre, en samlet femteplads i Worldcuppen, en samlet tredjeplads i Superprestige-serien og en fjerdeplads til VM, hvilket førte hende op på tredjepladsen på UCIs verdensrangliste. Året forinden sluttede hollænderen sæsonen på en 80. plads på UCIs rangliste. 

Marlux-Bingoal skriver i en pressemeddelelse, at Betsema nægter brugen af forbudt stoffer kategorisk. Holdet har samtidig offentliggjort, at suspendere Betsema, mens de afventer resultatet af B-prøven og en eventuel UCI-afgørelse. Betsema fortæller til NOS.nl, at hun vil anmode om at få B-prøven testet.

 

Sanne Cant slog den hollandske hær og genvandt VM

Posted on: februar 2nd, 2019 by velo_admin

Det var en ganske underholdende affære, da kvinderne her til eftermiddag skulle køre om VM-trikoten i cykelcross. Belgiske Sanne Cant holdte stand mod de hollandske kvinder, der ellers havde fire kvinder i top 5. Sanne Cant var fra start med blandt de forreste, mens en af favoritterne, Lucinda Brand, haltede efter. Lucinda Brand fik ellers kørt sig tilbage og fik faktisk også lagt sig i spidsen, men på sjette og næstsidste omgang, måtte Lucinda Brand en tur i jorden, da hun ikke fik klikket ordentligt ud af pedalen og dermed væltede Brand i forbindelse med et cykelskifte. Det udnyttede Sanne Cant og hun fik slået en afgørende hul til de hollandske kvinder. Sanne Cant har nu vundet VM i cykelcross tre gange. Lucinda Brand tog sig af sølvmedaljen og må ærgre sig over kørerfejlen, da hun kom ind 9 sekunder efter. Marianne Vos tog sig af bronzemedaljen. På fjerdepladsen var det Denise Betsema og femtepladsen Annemarie Worst. Så på trods af overrepræsentationen af hollandske kvinder, så formåede de altså ikke at udnytte momentum. Danskeren Viktoria Schmidt Knudsen gennemførte løbet. Knudsen er lige startet med sporten og har kun kørt et år, hvorfor forventningerne ikke var så store på forhånd. 

Optakt: Kvindernes VM i cyklecross i Bogense

Posted on: februar 2nd, 2019 by JC

Mens herrernes løb i denne sæson har været ensformige, så har damernes været alt andet end forudsigeligt. Hvis man på forhånd skal pege på et løb, der må vurderes at være spændende, så må det alt andet lige være kvindernes eliteløb. Sådan har billedet været hele sæsonen.

Jeg kan i al fald hurtigt pege på mindst fem ryttere, der kan løbe af med sejren. Her følger min favoritgennemgang.

FAVORITTERNE

#1 Lucinda Brand, Holland
[IMG1]
[VURDERING6]

Jeg peger på Lucinda Brand som favoritten over dem alle. Sunweb-rytteren har ikke kørt mange løb, men siden december er hun kun blevet nummer 1 eller 2 i de løb, hun har deltaget i. Hun har kørt fem World Cup-løb i denne sæson og har vundet tre af dem, herunder også det seneste i Hoogerheide blot en uge før VM.

Lucinda Brand har virkelig taget et stort skridt op i denne sæson, og hun kan krone en fabelagtig sæson ved at tage VM-trøjen i Danmark.

#2 Marianne Vos, Holland
[IMG2]
[VURDERING5]

World Cup-vinderen Marianne Vos er så småt ved at ramme fordums niveau. Tidligere var hollænderen en kannibal, der sejrede overalt, men i de senere år har der været lidt længere mellem sejrene.

Ikke desto mindre har hun vundet fire World Cup-afdelinger. Jeg synes, at Brand har virket en my stærkere end Vos, men meget kommer til at blive afgjort af dagsformen.

#3 Sanne Cant, Belgien
[IMG3]
[VURDERING5]
Jeg vil ikke være ham, der afskriver Sanne Cant. Det er blevet til en del sejre i år, dog ingen i World Cuppen, men til gengæld hele fire af slagsen i Superprestige. Ikke desto mindre er Sanne Cant blevet to'er i den samlede World Cup-stilling.

Og så har hun vundet VM de seneste to år i streg og er endt på podiet hvert år siden 2015. Hun er en fabelagtig mesterskabsrytter, der ved hvordan hun skal time formen. Cant vandt iøvrigt også løbet i Bogense i 2017.

#4 Annemarie Worst, Holland
[IMG4]
[VURDERING4]
Var VM faldet tidligere på året, ville jeg nærmest have haft unge Worst som favoritten. Den blot 23-årige hollænder indledte sin sæson som lyn og torden og vandt blandt andet EM foran Vos, Cant og Betsema. I øjeblikket er hun 2'er i Superprestige-serien, mens hun blev 3'er i World Cuppen.

Det virker dog også til, at gassen er gået lidt af ballonen. Måske toppede hun formmæssigt for tidligt i denne sæson. Rammer hun sit højeste niveau, så har vi dog set, at hun kan baske dem alle.

#5 Denise Betsema, Holland
[IMG5]
[VURDERING3]
Jeg går med 26-årige Betsema som min sidste favorit. Feltet er såmænd bredt nok til at kunne inkludere flere, men et eller andet sted skal man jo trække grænsen.

Betsema har haft en glimrende sæson, der toppede da hun vandt World Cup-afdelingen i Koksijde, hvilket til dato fortsat er hendes største triumf. Det meste af året har hun været nær de bedste. Blæser vinden rigtigt, kører hun først over stregen i Bogense.

Øvrige bud
Damefeltet inkluderer flere spændende ryttere. Jeg vælger særligt at fremhæve Kaitlin Keough, der tidligere på sæsonen vandt en World Cup-afdeling i USA. Hun blev også 3'er da World Cup-feltet gæstede Bogense. 

Andre interessante ryttere dækker italieneren Eva Lechner, veteranen Katherine Compton samt briten Nikki Brammeier, der har set ganske fint kørende ud.

Den største joker er nok Jolanda Neff. Mountainbike-stjernen er dygtig, men ruten er ikke optimal for hende, ligesom hun starter et stykke tilbage. Hendes klatreevner kommer næppe til sin ret på den hurtige rute. 

Cykelmagasinets favorit: Lucinda Brand
Cykelmagasinets joker: Kaitlin Keough

Nye UCI-tiltag skal styrke cykelcross – VM-værtsbyer offentliggjort

Posted on: februar 1st, 2019 by Breum

Undet et møde i Middelfart forud for VM i cykelcross i Bogense har UCI medtaget en række initiativer, der skal styrke cross-sporten, mens der også blev vedtaget ændringer på en række andre områder.

På mødet blev det også besluttet, at Fayetteville i den amerikanske stat Arkansas skal være vært for 2022-udgaven af VM i cykelcross. Det er første gang at VM kommer til USA siden 2013, hvor Louisville, Kentucky lagde jord til slaget om regnbuestriberne.

I 2023 bliver det en særdeles cross-kendt by, Hoogerheide i Holland, der lægger mudder, sand og græs til verdensmesterskaberne, og værtsbyerne for de næste fire verdensmesterskaber er dermed fastlagt, da det tidligere er besluttet at Dübendorf i Schweiz og Ostend i Belgien er værter i henholdsvis 2020 og 2021.

[REL2]

I samme ombæring løftede den internationale cykelunion sløret for Worldcup-kalenderen for næste sæson, der er stort set identisk med denne sæsons udgave. Den eneste ændring er, at der byttet om på rækkefølgen af de amerikanske løb, således at Worldcuppen i næste sæson starter i med Jingle Cross i Iowa og derefter drager til Waterloo,

Telenet UCI Cykelcross-Worldcup kalenderen for 2019/2020-sæsonen ser således ud:

  • 14.09.2019 – Iowa City (USA)
  • 22.09.2019 – Waterloo (USA)
  • 22.10.2019 – Bern (Scweiz)
  • 16.11.2019 – Tabor (Tjekkiet)
  • 24.11.2019 – Koksijde (Belgien)
  • 22.12.2019 – Namur (Belgien)
  • 26.12.2019 – Heusden-Zolder (Belgien)
  • 19.1.2020 – Nommay-Pays de Montbéliard (Frankrig)
  • 26.1.2020 – Hoogerheide-Provincie Noord-Brabant (Holland)

UCI har i de seneste sæsoner gjort flere tiltag for at styrke kvindesiden af cykelcross, hvor der blandt andet har været fokus på præmiepengene, således at der fra 2021/2020-sæsonen vil blive givet de samme præmiepenge til mænd og kvinder i Worldcuppen, mens der også er blevet indført en juniorkategori for kvinderne ved VM i 2020.

Fra næste sæson kan nationale forbund vælge at tilføje særskilte junior-kvindeløb ved de nationale mesterskaber, der giver det samme antal UCI-point som herrernes juniorløb. Fra 2020/2021-sæsonen bliver det muligt at tilføje en juniorkategori for kvinderne ved internationale UCI-løb og kontinentale mesterskaber som f.eks. EM. Disse konkurrence vil ligesom nationale mesterskaber give samme antal point til deltagerne, som deltagere i herre junior får. 

Længden af kvindernes løb har tidligere været til debat, da det ikke er uset, at kvinderne kører under fyrre minutter i Worldcup-løb, men nu har UCI vedtaget, at elite-kvindernes Worldcup-løb fra 2020/2021-sæsonen skal have en minimum varighed på halvtreds minutter, hvilket svarer til varigheden af herrernes U23-løb.

[REL3]

Fra 2021/2020-sæsonen er det et krav, at løb på den internationale UCI-kalender og nationale mesterskaber afholder et juniorløb for kvinderne og at alle løb for kvinder, der er 19 år eller over, skal have en varighed på minimum halvtreds minutter.

Fremover skal hold, der ønsker at blive registrerede UCI-crosshold, bestå af minimum tre ryttere, hvoraf der skal være mindst én kvinde og én mand 'for at sikre deres diversitet'.

På mødet vedtog cykelunionen også oprettelsen af en 'Event Appeal'-arbejdsgruppe – bestående af medlemmer fra 'cykelsportens forskellige familier', heriblandt medier og fans – der fra januar til september skal arbejde med udarbejdelsen af tiltag, der kan gøre landevejscykling mere seværdigt. Deres arbejde skal føre til en række forsøg ved udvalgte løb og forslag, der eventuelt kan vedtages på et møde i september, før tiltagende kan indføres i starten af 2020.

UCI har også ønsket at forbedre sikkerheden i løbene på kvindernes Worldtour, og de har derfor oprettet en stilling som teknisk rådgiver for kvindernes Worldtour, der skal arbejde med præsidenten for kommisærernes panel og løbsarrangørerne om en række tekniske aspekter, såsom ruter og infrastruktur. 

I den forgangne sæson indførte UCI en såkaldt videodommer for at undgå situationer som den, der kostede Peter Sagan hans fortsatte deltagelse i 2017-udgaven af Tour de France, og i den kommende sæson bliver den ordning udvidet, så der også vil være videodommere i endagsløbene; Omloop Het Nieuwsblad , Kuurne-Bruxelles-Kuurne, Strade Bianche, Driedaagse Brugge de Panne, E3 BinckBank Classic, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, the Scheldeprijs, De Brabantse Pijl, Amstel Gold Race og Flèche Wallonne.      

Derudover bekræfter cykelunionen også, at vi i den kommende sæson kan se frem til det første VM for e-mountainbikes (mountainbikes med elektrisk motor), der bliver afholdt i forbindelse med de øvrige mountainbike-verdensmesterskaber i Mont-Saint-Anne i Canada. Løbene vil være mellem halvanden time og en time og tre kvarters varighed.

Optakt: Herrernes VM i cyklecross i Bogense

Posted on: februar 1st, 2019 by JC

Om få dage løber VM i cyklecross af stablen. Og det hele foregår i Danmark, nærmere bestemt Bogense. Det er en fantastisk begivenhed, der er kommet til nordfyn, for cyklecross plejer at være én stor fest med masser af action og dramatik.

Cykelmagasinet dækker naturligvis den store begivenhed i Bogense både før, under og efter arrangementet.

I denne optakt kigger vi nærmere på de fem største favoritter til at løbe af med sejren efter en times vild dramatik på ruten i Bogense. Det er naturligvis svært at se bort fra hollandsk superfænomen, men belært af sidste års erfaring er det tosset at afskrive hans vante rival. Her følger Cykelmagasinets favortter til VM i ckylecross:

FAVORITTERNE

#1 Mathieu van der Poel, Holland

[VURDERING6]

[IMG1]
Mathieu van der Poel har været i en klasse for sig i denne sæson. Der har slet ikke været nogen tvivl om, at han har været verdens bedste cykelcross-rytter. Igen.

[REL3]

Sådan var situationen også for et år siden, og her lykkedes det som bekendt ikke Mathieu van der Poel at vinde VM. Faktisk har hollænderen kun vundet VM én gang, mens rivalen Wout van Aert har hele tre triumfer. Kigger man objektivt på det, har det dog været Mathieu van der Poel, der hele vejen igennem har været den bedre af de to.

Held er dog en stor del af VM, og sandheden er at det ikke altid har været på Mathieu van der Poels side. Det er ikke fordi Wout van Aert er Fætter Højben i forklædning, for belgieren har også haft sit at slås med, men han virker til at være en my bedre i modgang end Mathieu van der Poel, der dog har håndteret sin modgang særdeles flot i denne sæson.

Hvis alt går som det plejer, så vinder Mathieu van der Poel. Ruten i Danmark er måske lidt mere ovre i Wout van Aerts boldgade, da den er relativt flad og hurtig, men det er ikke værre end at Mathieu van der Poel sagtens kan dominere den. Han vandt da også World Cup-løbet i Bogense i 2017.

Uden uheld tyder alt på at Mathieu van der Poel bliver verdensmester for anden gang som eliterytter.

#2 Wout van Aert, Belgien

[VURDERING4]
[IMG2]

Jeg tør ikke afskrive Wout van Aert helt. Belgieren har kørt under niveau i denne sæson, mens Mathieu van der Poel har været modbydelig stærk.

Men det gjorde han jo faktisk også i store dele af sidste sæson, og alligevel havde han fundet et højere niveau til VM. Det kan sagtens ske igen. Jeg forventer, at det sker igen. VM er så meget større end alle andre løb, og hans form har været opadgående i World Cup-sæsonen.

Og det giver mening. Wout van Aert har ikke længere udelukkende fokus på cyklecross. Han kører også landevejsløb på WorldTour-niveau i den kommende sæson, og derfor duer det ikke, at han er udkørt i marts. Derfor vil han jo naturligvis – akkurat som sidste år – forsøge at time sin form til at toppe senere end han gjorde for 2-3 år siden.

Når de begge er i topform ser jeg stadig Mathieu van der Poel som den bedste, men der er ingen tvivl om, at de to ryttere er nogle af de største talenter nogensinde set i sporten. Vi skal huske at værdsætte det, mens de er her. Om lidt kan det være forbi.

Ruten i Bogense bør passe Wout van Aert godt. Jeg vil ikke gå så langt til at sige, at den kommer til at gøre hele forskellen mellem de to favoritter, men den kan hjælp Wout van Aert i sin jagt på en fjerde VM-triumf.

#3 Toon Aerts, Belgien
[VURDERING3]

[IMG3]
Toon Aerts har hele sæsonen igennem kørt på niveau med Wout van Aert. I starten var han sågar bedre end verdensmesteren, han vandt World Cuppen, og ved de belgiske mesterskaber baskede han såmænd også Wout van Aert.

Det er sandt.

Ikke desto mindre kan jeg ikke give de to ryttere samme vurdering. Min vurdering er nemlig, at mens Toon Aerts har kørt på sit højeste niveau igennem hele sæsonen, så har Wout van Aert et ekstra gear, der er gemt til VM i Bogense. Og så synes jeg, at der har været små tegn på, at Toon Aerts' form trods alt er lidt nedadgående. 

Toon Aerts har været vildt solid, og går alt som præsten prædiker, så ligner det en podieplacering ved VM, hvilket også vil være ret flot i en i øvrigt ret flot sæson. 

#4 Michael Vanthourenhout, Belgien 

[VURDERING2]

[IMG4]
Michael Vanthourenhout var ret talentfuld som U23-rytter, og han har også i glimt vist sig ret flot frem hos eliten. Han mangler dog stabiliteten til at kunne gøre det kontinuerligt.

På dagen er han afsindigt stærk. Hvis alt spiller for unge Vanthourenhout, så kan han køre med om podiet, og ikke nødvendvis kun det nederste trin. Så har han potentialet til at køre med om de sjove placeringer. 

Men det er altid lidt enten-eller med den hvidhårede gut fra Brugge, der for et år siden fik sølvmedalje ved VM.

#5 Laurens Sweeck, Belgien
[VURDERING1]

[IMG5]

Hvis Michael Vanthourenhout leder efter stabilitet og slår ordet op i en ordbog, vil han se et billede af Laurens Sweeck. Ikke nok med at Sweeck er uhyre stabil, så er hans fangruppe det såmænd også: de dukker næsten altid op med kæmpe banner til World Cup- og Superprestige-afdelinger. Det er i sig selv ret imponerende.

Sweeck har ikke de største armbevægelser. Han vinder ikke rigtigt i de stærkt besatte løb, men han er altid med fremme. Men han vinder sjældent, og faktisk er det også ret sjældent, at han ender på podiet.

Øvrige:
Sweecks femteplads på listen er en delt femteplads. Foruden ham tæller den også Lars van der Haar (Holland), der som regel altid har fundet et ekstra niveau ved VM. Han kører ret aggressivt. Han har dog også haft svært ved at finde det niveau, han demonstrerede i de unge år, og han har ikke vist meget i denne sæson, der giver indikationer på at han kan hente metal her.

Også stortalentet Joris Nieuwenhuis (Holland) kunne have sneget sig på listen. Han er blevet bedre og bedre i løbet af sæsonen, og han tog sågar en podieplacering ved World Cup-løbet i Heusden Zolder. Den unge hollænder har tidligere vundet U23-VM. 

Man kunne også nævne både Corné van Kessel (Holland) og Quinten Hermans (Belgien). Begge har i ny og næ vist prøver på sine evner, men i det lange løb står de sjældent distancen. 

Cykelmagasinets favorit: 

Mathieu van der Poel
Cykelmagasinets joker: 

Joris Nieuwenhuis

I morgen kommer også vores optakt til damernes VM. 

Stjerner har nye mål: Her er fremtidens profiler

Posted on: januar 30th, 2019 by JC

Siden slutningen af 2014 hvor Mathieu van der Poel og Wout van Aert begyndte at køre med eliten, har de to superstjerner domineret cyklecross-sporten. Og hvis alt går som præsten prædiker, så bliver én af dem verdensmester igen i Bogense, hvilket vil betyde, at duoen har vundet de seneste fem udgaver af verdensmesterskaberne.

Men noget kunne tyde på, at de to ryttere søger nye udfordringer. I al fald har Wout van Aert skrevet kontrakt med landevejsholdet Jumbo-Visma, og selvom de også kommer til at fokusere på cyklecross, så virker det mest sandsynligt, at Wout van Aerts cyklecross-program bliver afkortet i de kommende år til fordel for et større landevejsfokus.

Også Mathieu van der Poel kan ende med at køre færre cyklecross-løb. I 2020 er det store mål at vinde OL-guld i mountainbike, hvilket sandsynligvis gør, at hans cyklecross-kalender i 2019-20 bliver i en noget komprimeret form. Og hvad gør han så efter OL? Vælger han at blive en superstjerne på landevejen, eller vil han fortsætte med at køre mountainbike, cyklecross og landevejsløb? Jeg vil slet ikke udelukke det. Mathieu van der Poel er en rytter, der bare gerne vil have det sjovt, og her passer fire-fem-seks timers landevejsløb ikke altid ind.

Så hvis vi leger med idéen om at de to superstjerner søger nyt underlag, hvilke talenter er så klar til at dominere sporten om et par år?

Joris Nieuwenhuis, Holland
[IMG1]

Alder: 22 år
Bedste resultat i denne sæson: Tredjeplads ved World Cup i Heusden-Zolder

Jeg er stor, stor fan af Joris Nieuwenhuis. Første gang man for alvor stiftede bekendtskab med Joris Nieuwenhuis, var da han dominerede U23-VM i Luxembourg 2017. Han smadrede modstanderne fra første færd og kunne dermed lade sig hylde som U23-verdensmester i en sæson, hvor han også vandt World Cuppen for U23-ryttere.

Året efter var sværere for Nieuwenhuis, men han formåede at hente en andenplads ved U23-VM inden han i denne sæson har kørt hos eliten.  Det krævede i første omgang lidt tilvænning. Det var først omkring EM – cirka halvvejs inde i sæsonen – at han fandt melodien, og siden har han kontinuerligt været blandt de ti bedste ryttere.

Ved World Cup-løbet i Heusden-Zolder formåede han endda at ende på podiet. Det er slet ikke urealistisk, at han allerede ved det her VM løber af med en podieplacering, da han befinder sig i feltet lige bag de allerbedste. På sigt har han potentiale til at blive en kommende verdensmester.

Tom Pidcock, Storbritannien
[IMG2]
Alder: 19 år
Bedste resultat i denne sæson: Samlet World Cup- og Superprestige-triumf hos U23

Sportens nok største talent. Tom Pidcock dominerede først i helt uhørt grad i juniorklassen inden han smuttede op i U23-kategorien og vandt World Cuppen i sin første sæson. Undervejs blev det blandt andet til en World Cup-sejr i Bogense.

I denne sæson har han fastholdt samme dominerende takter. World Cuppen er vundet, det samme gælder for Superprestige for U23-ryttere, selvom der resterer to afdelinger. Han har stort set vundet samtlige U23-løb i denne sæson, og når han har kørt med eliten, er det ofte resulteret med top10-placeringer.

Spørgsmålet er hvad Pidcock vil. Han er nemlig også et meget stort landevejstalent, hvilket han blandt andet beviste ved at vinde junior-VM i enkeltstart i 2017. Flere hold har flirtet med ham.

Eli Iserbyt, Belgien
[IMG3]
Alder: 21 år
Bedste resultat i denne sæson: Et par U23 World Cup-sejre (verdensmester i 2018)

Hvis Wout van Aert vælger at nedprioritere cyklecross, så har belgierne stadig en række gode ryttere, som fx Toon Aerts og Michael Vanthourenhout. De mangler dog profilen, der hæver sig over de andre. Sådan en rytter kan de måske få i form af Eli Iserbyt.

Iserbyt har været hypet længe, og det er ikke så underligt. Han har vundet World Cuppen både som junior- og U23-rytter, og han har også vundet VM både som junior- og U23-rytter. Han er klar til at få sit gennembrud hos eliten.

Min umiddelbare fornemmelse med Iserbyt er dog, at han har potentiale til at blive en stjerne, men måske ikke en superstjerne á la Wout van Aert. Men mindre kan også gøre det. Talenter som Wout van Aert og Mathieu van der Poel dukker ikke op så tit.

De umiddelbare kandidater er allerede etablerede

Man behøver sandsynligvis ikke lede så længe, før man finder de første arvtagere for de to superprofiler. De kører nemlig allerede i det professionelle felt.

Man må således forvente, at Toon Aerts bliver rytteren, der skal besejres i første omgang, mens Laurens Sweeck, Michael Vanthourenhout, Lars van der Haar, Quinten Hermans, Corné van Kessel og måske Daan Soete der skal udfordre ham. De fleste – undtagen Lars van der Haar – har udviklet sig år for år, og fortsætter den udvikling kan det blive ret spændende.

[IMG6]

Spændende bliver det også at følge spanske Felipe Orts Lloret. Han har ikke været en bragende succes endnu, men kørte en top10-placering hjem i World Cup-løbet i Bern. Han er tidligere medaljevinder ved U23-VM, så der er noget potentiale gemt i den 23-årige spanske mester.

Men cyklecross er en forunderlig størrelse. Tænk blot et par år tilbage, hvor Lars van der Haar lignede sportens næste superstjerne, mens Kevin Pauwels var klar til at dominere efter Nys’ nedgang og Alberts (alt for tidlige) exit. Det skete som bekendt ikke.

Flere unge talenter på vej i juniorklassen

Storbritannien råder over flere spændende talenter. Tom Pidcock er i en klasse for sig. Han er et enestående talent, der kan dominere sporten, hvis det er den vej, han vælger. Men i skyggen finder man også Ben Turner og Daniel Tulett, der begge endte på podiet ved junior-VM i Luxembourg i 2017 sammen med Pidcock.

De har svært ved at levere på samme, konstante høje niveau som Pidcock, men de er altså også blot 19 år (ligesom Pidcock i øvrigt) og kører mod ryttere, der er op mod fire år ældre end dem. Det er helt ok for de fleste, at stabiliteten ikke er der endnu.

[IMG5]

Fortsætter man med at kigge mod de mere ”eksotiske” lande, så har Italien også et spændende talent i form af Jakob Dorigoni, der er med langt fremme i U23-udgaverne af World Cuppen og Superprestige. Også franske Antonie Benoist er spændende. Han har hentet flere top3-placeringer i World Cuppen i denne sæson. Personligt er jeg også blevet småforelsket i Gonzalo Inguanzo Macho, der i enkelte løb har vist prøver på sit potentiale, men overordnet set har han haft det svært i World Cup-sæsonen.

Belgierne må vente på Nys’ afløser

Belgierne har også deres talenter, men foruden Eli Iserbyt kan det godt ske, at de må vente et par år. I juniorkategorien har de 17-årige Witse Meeusen, der har vundet World Cuppen og som fører Superprestige. Den fører han foran Ryan Cortjens, der lige er blevet 18 år gammel, og som har kørt på et højt niveau hele sæsonen. Han har dog haft tre store udfald i denne sæson, desværre for ham hver gang i et World Cup-løb.

[IMG4]

Der er dog ingen tvivl om, at de alle bare venter på Thibau Nys. Sven Nys’ blot 16-årige søn har haft en flot første sæson i juniorklassen, hvor det blev til en podieplacering. Han har vundet et par løb undervejs i sæsonen, men den smukkeste sejr kom i Baal den 1. januar – det løb er nemlig opkaldt efter farmand Sven Nys. Thibau Nys er et stort talent i sin egen ret, men kan han mon stå distancen? Hele Belgien kommer til at heppe på ham i de kommende år.

Optakt til VM: Sådan er cykelcross-sæsonen forløbet

Posted on: januar 29th, 2019 by JC

En gennemgang af 2018-19-sæsonen er egent ganske simpel, for det hele kan opsummeres ganske kort: Mathieu van der Poel. 

Den hollandske superprofil har vundet snart samtlige løb, han er stillet til start i. Som oftest har konkurrenterne kun haft en chance, når Mathieu van der Poel har valgt at spare sig selv. Lad os tage et hurtigt kig på sæsonen.

UCI World Cup

Den samlede World Cup-triumf gik til Toon Aerts, da han i sidste afdeling henviste Wout van Aert til den samlede andenplads. Den belgiske verdensmester har ikke haft nogen fantastisk sæson. Det er dog Mathieu van der Poel, der har været den bedste i løbet af sæsonen. Han vandt simpelthen samtlige afdelinger, han deltog i.

Årsagen til at hollænderen ikke vinder World Cuppen i år, er at han valgte at spare sig i starten af sæsonen, hvor der blev kørt World Cup-løb i USA. Her var det i stedet Toon Aerts, der tog sejrene foran Wout van Aert. Ligeledes var Mathieu van der Poel heller ikke til start i Pont-Château, da Wout van Aert vandt. Men ser man bort fra de tre afdelinger har Mathieu van der Poel været i en klasse for sig:

  • Waterloo (23/9): Toon Aerts
  • Iowa City (29/9): Toon Aerts
  • Bern (21/10): Mathieu van der Poel
  • Tabor (17/11): Mathieu van der Poel
  • Koksijde (25/11): Mathieu van der Poel
  • Namur (23/12): Mathieu van der Poel
  • Heusden-Zolder (26/12): Mathieu van der Poel
  • Pont-Château (20/1): Wout van Aert
  • Hoogerheide (27/1): Mahieu van der Poel

Superprestige

Den prestigefyldte Superprestige-serie mangler endnu to afdelinger, men den er langt fra afgjort. Skønt Mathieu van der Poel indtil videre har vundet hver eneste afdeling, så ånder Toon Aerts ham i nakken. Belgieren har nemlig hentet top3-placeringer i hvert eneste løb, og grundet pointsystemet er der kun ti point imellem de to ryttere. I løbene har der dog ikke været tvivl. Mathieu van der Poel har været bedst fra første færd. 

  • Gieten (14/10): Mathieu van der Poel
  • Boom (20/10): Mathieu van der Poel
  • Ruddervoorde (28/10): Mathieu van der Poel
  • Gavere (11/11): Mathieu van der Poel
  • Zonhoven (16/12): Mathieu van der Poel
  • Diegem (30/12): Mathieu van der Poel

DVV Trofee

I den mindre prestigefyldte DVV Trofee er billedet det samme: Mathieu van der Poel har domineret fra start til slut. Eller næsten i al fald. Toon Aerts vandt første afdeling, hvor Mathieu van der Poel blev nummer 21. Det er den eneste gang i denne sæson, at Mathieu van der Poel er blevet besejret i et større løb, og faktisk er det kun sket to gange i denne sæson, at Mathieu van der Poel er stillet op i et løb uden at vinde det. Vanvittigt imponerende. Der resterer dog endnu ét løb i løbsserien. 

  • Koppenbergcross (1/11): Toon Aerts
  • Jaarmarktscross (10/11): Mathieu van der Poel
  • Flandriencross (18/11): Mathieu van der Poel
  • Scheldecross (15/12): Mathieu van der Poel
  • Azencross (28/12): Mathieu van der Poel
  • GP Sven Nys (1/1): Mathieu van der Poel
  • Brussels (6/1): Mathieu van der Poel

Gylden lørdag i Grusgraven

Posted on: januar 9th, 2019 by velo_admin

Imens morgensolen gavmildt forgyldte grusgraven, sørgede de mange frivillige hjælpere, der var stået tidligt op denne lørdag morgen, for at de sidste ting kunne falde på plads inden den første start kl. 10.00. Brian Holm, indhentet til lejligheden, var på pletten med mikrofonen og sørgede med vanlig charme for, at vi dagen igennem fik serveret den rette balance af platheder og seriøs cykelsnak. Ruten blev vurderet teknisk svær af flere af rytterne. Især de mange glatte off-camper sektioner blev fremhævet som særligt udfordrende. Ikke mindst som dagen skred frem og ruten blev mere og mere opkørt af mudder. Disse sammen med de hårde opkørsler trak tænder ud, og som Holmen sagde til de wienerbrødspisende tilskuere, ”så lyder 45 minutter til en time jo ikke af meget, men tro mig det føles meget langt for rytterne”.

Motion og elite
Dagens største startgruppe var klart motionsklassen, hvoraf en stor del, ifølge Brian Holm, træner og forbereder sig i en grad, der mere berettiger prædikatet semi-proffer end motionister. Herefter begyndte opmærksomheden så småt at rette sig mod afviklingen af den absolutte elite. På startlisten var bl.a. Sebastian Fini, der dog ikke mødte frem på dagen – så kampen skulle stå mellem Kenneth Hansen, Andreas Lund Andresen begge fra team Giant-Assos Off-road, samt Benjamin Justesen, Tommy Moberg og Jakob Lindsel.

Kenneth Hansen trak fra
Løbets front blev en god blanding af A & U19 ryttere, da tre ryttere hurtig fik et mindre hul ned til resten af feltet. Kenneth Hansen fik efter et par omgange et hul på 20-30 sek. til Benjamin Justesen, der dog langsomt fik kørt ind på Kenneth Hansen. Efter 5. passage af målstregen var de to ryttere helt lige. Kenneth Hansen formåede dog at skabe lidt luft ned til Benjamin Justesen i løbet af de næste par runder – således at han endte med at vinde komfortabelt med ca. 45 sek. 

Værdig vinder i msukt arrangement
At årets sjællandsmester i cykelcross ikke er en hr. Hvem som helst ses tydeligt, når man gransker resultatlisterne over danske mestre i cykelcross. 3x guldmedalje, 3x sølv og 1x bronze til Kenneth Hansen er det blevet til. En værdig vinder og afslutning på en smuk dag i grusgraven, hvor der fra rytternes side kun var ros og lovord til CC Hillerød for en god rute og et godt arrangement. 

 

Dansk cross-hold opruster: Fokuserer også på MTB i 2019

Posted on: januar 1st, 2019 by Breum

Det danske cykelcross-hold Giant-Assos CX så dagens lys for knap to år siden, hvor holdet blev etableret med henblik på at videreudvikle danske talenter frem mod 2019-udgaven af VM i cykelcross, der køres i Bogense, Danmark.

Holdet, der blandt andet tæller den tidligere danmarksmester Kenneth Hansen, har i de seneste sæsoner været det dominerende hold i Danmark på cross-scenen, men i 2019 vil holdet ikke blot have fokus på cykelcross.

I et opslag på deres Facebook-side, fortæller holdet, at de fremover vil øge deres fokus på mountainbike, og at de i samme omgang skifter navn til Giant-Assos Off-road. For at imødekomme det nye fokus, har holdet skrevet kontrakt med en række endnu unavngivne mountainbikeryttere, der slutter sig til den eksisterende kerne af crossryttere.

Ifølge Kenneth Hansen er det øgede fokus et naturligt skridt for holdet, der i denne sæson tæller cross-rytterne Kenneth Hansen, Andreas Lund Andresen, Tobias Lund Andresen, Oliver Errebo og Victoria Smidth Knudsen, og han tror på, at de kan overføre den succes, de har haft på cross-cyklerne, til mountainbike-sporten:

– Meningen med OFF-ROAD holdet er at, at overføre vores team-spirit samt kammeratskab over på mountainbiken. Vi har alle en fælles passion for MTB og derfor er det her et helt naturligt skridt for os. Vi har setuppet og viljen til at tage holdet på næste niveau, siger han.

Giant har leveret cykler til holdet siden dets begyndelse, og det gør sig også gældende i mountainbike-sæsonen, hvor holdets ryttere skal køre på deres full-suspension mountainbike, Anthem Advanced Pro.

Er det forkert at være bedre end konkurrenterne?

Posted on: november 22nd, 2018 by Salomon

”Han er tilsyneladende niveauer over de andre cyklecross ryttere, og han har absolut ikke tænkt sig at vente på dem”.  Således udtaler ex-verdensmesteren, Roger De Vlaeminck. Han har nemlig beskyldt den unge hollænder for at ”ødelægge sporten og gøre den kedelig for fans.”

Van Der Poel har godt nok vundet alt han har været i nærheden af, men det er vel også det, som konkurrence på eliteniveau handler om?

I hvert fald er Van Der Poel selv kraftigt uenig den tidligere cykelrytters udtalelser. ”Hvis jeg venter med at køre fra de andre, og jeg med tre omgange tilbage får en punktering, så venter de andre heller ikke på mig. Jeg træner til cykel-cross for vinde løbene. Ikke for at gøre dem spændende.” slutter Mathieu Van Der Poel.

Hvis man er er tilhænger af De Vlaemincks holdning kan man endvidere påstå, at Van Der Poel ikke ligefrem ligner en der hverken synes der er synderligt sjovt at vinde, eller hårdt at køre cykelløb mod sine konkurrenter.  Han er oftest komplet udtryksløs og ser meget uberørt ud.

På den anden side kan man sige, at Van Der Poel er 100% motiveret og koncentreret, og han stiller op til alle cykelløb for at vinde. Som en vaskeægte hollænder.   

Worst og Van der Poel sejrer i Flanderiencross

Posted on: november 18th, 2018 by velo_admin

I lørdags blev Annemarie Worst nummer to i fjerde afdeling af cyklecrossens World Cup i Tabor i Tjekkiet. Søndag tog hollænderen så revanche ved at spurte sig til sejr i Flandriencross i Hamme i Belgien. Worst fik skabt et hul til gruppen og formåede at komme over stregen foran Ellen van Loy og sin holdkammerat Alice Arzuffi på tredjepladsen. 

Også hos herrerne var der prominent deltagelse. Gårsdagens vinder af World Cup-løbet i Tabor, Mathieu Van der Poel, tog ligeledes sejren i Flanderiencross i eftermiddag. Han slog Tom Meeusen og Diether Sweeck. Van der Poel har dermed vundet de seneste tre udgaver af løbet, nemlig 2016, 2017 og 2018.  

Det belgiske cyklecrossløb er kørt siden 2002, men skiftede i 2014 navn fra Bollekescross til Flanderiencross.

[REL1]

[REL2]

Europamesteren vandt i Tabor

Posted on: november 18th, 2018 by velo_admin

Lørdag blev det til endnu en sejr i Tabor for den nykårede europamester Mathieu Van der Poel (Corendon-Circus), der har for vane at vinde her siden sin første World Cup i 2011. På andenpladsen kom Michael Vanthourenhout foran Lars van der Haar. Stjernen Wout van Aert skuffede med en 7. plads, som betød, at Toon Aerts, der fører World Cuppen, udbyggede sit forspring til den regerende verdensmester. 

[REL3]

Der var ligeledes dansk deltagelse i Tjekkiet, og landstræner Kim Petersen fortalte til DCU's hjemmeside forud for løbet, at der var flere forskellige dagsordener:   

– Vi er af sted igen blot 13 dage efter EM, og denne gang ved vi mere om, hvad niveauet er i de forskellige klasser, og vi kan tillade os at tænke mere i placeringer. Rytterne og jeg ved mere om, hvem vi skal arbejde på at følge med og forsøge at komme foran, og det giver selvfølgelig både indre og ydre forventninger til præstationerne. Enkelte ryttere skal dog stadig finde sig på plads i det internationale felt, og derfor har vi flere agendaer ved deltagelsen i Tabor.

Bedste resultat hos eliteherrerne i lørdagens løb blev Kenneth Hansen på en 50. plads, mens de to øvrige danske eliteherrer rundede feltet af på pladserne 54 og 55. 

Der køres VM i cyklecross i Bogense til februar.

[REL1]

[REL2]

[REL4]

Cross-landstræner tilfreds efter fine danske EM-præstationer

Posted on: november 5th, 2018 by Breum

Det så på forhånd svært ud, da det danske cross-landshold i weekenden stillede til start ved EM i 's-Hertongenbosch, Holland, hvor størstedelen af verdenseliten var samlet 

Trods svære startbetingelser formåede bele tre danske juniorer, i form af Joshua Gudnitz (nr. 19), Markus Heuer (nr. 24) og Tobias Lund Andresen (nr. 27), at køre sig ind i løbets bedste halvdel, mens den blot 17-årige Mie Saabye kørte sig ind på en flot 17. plads i U23-feltet.

[REL1]

Landstræner Kim Petersen havde på forhånd understreget, at årets EM først og fremmest skulle bruges som forberedelse til årets store mål, VM i Bogense, og de gode placeringer til de unge ryttere giver  grund til optimisme, mener Petersen, der ser en lys fremtid for dansk cyklecross:

– Jeg kan kun være tilfreds med det, holdet leverer, og specielt de unge ryttere viser, at de kan være med på internationalt niveau. Jeg har nu set niveauet og fået den overbevisning, at alle U19-herrer og Mie i U23 kan køre i top 15 på den rette dag, og det skal vi arbejde mod at kunne, siger Petersen til DCUs hjemmeside.

Det store mesterskab var for mange af rytterne årets første store løb, og landstræneren drager derfor hjem fra EM med en god fornemmelse. Selvom Petersen var tilfreds med rytternes præstationer, understreger han dog, at der stadig er flere ting, der skal arbejdes med, hvis den gode udvikling skal fortsæte:  

– EM var vores første rigtige løbsdeltagelse i år, og selvom jeg er grundlæggende tilfreds med præstationerne fra rytterne, så skal vi så at sige ’dyrke utilfredsheden’ og arbejde for at gøre det bedre næste gang.

[REL2]

Mens junior-løbet og kvindernes U23-løb bød på gode danske præstationer, måtte Petersen og resten af landsholdet erkende, at det er anderledes svært at gøre sig gældende i herreklasserne for både elite og U23:

– EM-ruten var meget hurtig i underlaget, og med en gennemsnitsfart på over 26 km/t på trods af mange sving og to sandpassager, kan man godt regne ud, at der køres virkelig stærkt på alle langsider. Herreklasserne i U23 og elite er en svær nød at knække. Tom Pidcock i U23 og Mathieu Van der Poel i elite kører simpelthen så utrolig stærkt, at bare det at være på omgangshøjde efter 45 minutter er en præstation. Men det skal ikke holde os tilbage i det arbejde, der skal gøres, slutter landstræneren. 

Cyklecross-landsholdets næste opgaver venter allerede i næste weekend venter, hvor der skal køres World Cup i Tabòr, Tjekkiet.

Pronghorn løfter sløret for nyt off-road flagskib

Posted on: oktober 31st, 2018 by Kristian Arnth

Den danske cykelproducent Pronghorn har løftet sløret for en ny topmodel. 

Modellen er Pronghorns nye flagskib i kategorierne cyklecross og gravel, hvor cyklen har gavn af nogle af de ypperste teknologier inden for både landevej og MTB. 

[REL1]

Således følger virksomheden med gravel- og adventuretendensen, der i øjeblikket ses over hele branchen, og Pronghorn forsøger med sin nye model at blande sig helt i toppen. 

– Cross og gravel boomer som aldrig før, og med vores nye topmodel har vi forsøgt at skabe den ultimative limousine i toppen af vores sortiment, siger direktør Søren Veje i en pressemeddelelse.

[IMG2]

Kernen i cyklen er virksomhedens kendte carbonramme, som danner grundlaget for en superlet og stiv off-road maskine. Komponenterne er mikset af noget af det bedste fra MTB med Shimano XTR Di2 bagskifteren og landevejen med Dura Ace Di2 dele. 

Kranksættet er spanske Rotors dedikerede off-road model CX1 1X, som er beregnet til én-klinge setup, med indbygget InPower wattmåler. Lejerne er fra danske CeramicSpeed, mens hjulsæt og cockpit leveres af Pronghorns in-house brand Carbon Racing. 

[IMG3]

Samlet set giver det en cykel på bare 7,4 kilo. 

Den omtalte konfiguration af cyklen har en vejledende udsalgspris på 49.990 kroner og fås i størrelserne 52 cm., 54 cm., 56 cm. og 58 cm..

Cross- og gravelcyklerne starter dog fra kun 18.990 kroner, og der er fire øvrige modeller i sortimentet fordelt på forskellige prisklasser. Stellet, som er den absolutte topramme, går dog igen på alle modeller, så det er kun udstyret, som ændrer sig.

[IMG4]

– De fleste af vores CX+Gravel cykler er sat op med kun én klinge foran, som det er blevet standarden inden for MTB. Det gør vi for både at spare vægt, forenkle gearskiftet og minimere muligheder for fejl, siger Søren Veje. 

Der findes også en mere landevejsspecifik udgave af cyklen med to klinger foran og landevejsorienterede dæk. 

[IMG5]

Alle cykler samles af Pronghorns egne mekanikere i deres Factory Showroom ved Silkeborg, hvor det også er muligt både at se og teste cyklen.

[REL4]

Pronghorn cyklerne kan købes direkte på pronghornracing.dk eller i en af deres tre danske showrooms.

Cross-landshold begynder VM-forberedelserne ved EM: Vi skal blive stærkere og hurtigere

Posted on: oktober 26th, 2018 by Breum

Cyklecross-sæsonen er for alvor ved at være i gang, og de første Worldcup-løb er allerede løbet af stablen.

I næste weekend venter årets EM i cyklecross, der køres i hollandske ’s-Hertogenbosch, og for mange af de danske landsholdsryttere bliver det første møde med verdenseliten i denne sæson.

[REL2] 

Landstræner Kim Petersen har sat navne på de ryttere, der skal repræsentere de danske farver i den hollandske mudder, og han ser frem til at se, hvad rytterne kan levere på øverste niveau, men for Petersen og landsholdet er det i første omgang ikke resultaterne, der er i fokus.

Senere på sæsonen venter årets helt store mål nemlig, når der skal køres VM på dansk grund i Bogense. Det er derfor vigtigt, at rytterne får lov at prøve sig af mod de bedste ryttere, og i den forbindelse fungerer EM som den perfekte forberedelse til årets store mål:

– Nu med EM så kort tid efter dansk sæson-start og opstarts-træningssamling i Århus, så kommer vi til at skulle bruge løbet mere til en overordnet udvikling af ryttere og setup omkring rytterne end direkte på resultater. Vores danske ryttere skal ned og møde de stærkeste europæere, lære dem at kende og forhåbentlig også køre nogle gode placeringer hjem til Danmark. Jeg synes allerede nu, at vi har nogle meget stærke unge ryttere, men hvor de ender med at ligge i feltet, vil løbet vise mig, siger landstræneren i en pressemeddelelse fra DCU.

[REL3]

Landstræneren erkender, at Danmark har et stykke vej til toppen i cyklecross, men Petersen er overbevist om, at årets EM vil være et skridt på vejen mod at gøre landsholdet mere konkurrencedygtigt til VM. Det kræver dog

– Formålet med det hele er at udvikle rytterne frem mod VM på dansk hjemmebane i februar. Vi skal som cross-nation blive stærkere og hurtigere, og det har jeg tiltro til, at vi kan ved ikke at stille os tilfredse med status quo. Resultaterne kommer dog ikke som det første, og derfor giver EM det internationale perspektiv, som vi kan bruge i den videre udvikling, fastslår Kim Petesen.  

Det danske landshold til EM i cyklecross består af blandt andre af vice-danmarksmesteren Kenneth Hansen, den forsvarende junior-mester Joshua Gudnitz, den forsvarende U17-vinder Tobias Lund Andreasen, den tidligere U23-mester Andreas Lund Andreassen og den talentfulde U19-danmarksmester i cyklecross, linjeløb og enkeltstart, Mie Saabye, der netop har vundet guld ved ungdoms-OL.

EM bliver dog uden de danske mountainbike-ryttere, der tidligere har været de største håb for det danske cross-landshold. Således stiller hverken danmarksmestrene Sebastian Fini og Malene Degn, den tidligere junior verdensmester Simon Andreassen, stortalentet Caroline Bohé eller superstjernen Annika Langvad, der sidste år kørte i top-ti i årets første Worldcup, til start i Holland.

Det danske landshold til EM i cyklecross:

U19- herrer
Tobias Lillelund, Herning Cykle Klub
Tobias Lund Andresen, Team Giant-Assos CX
Ian Millenium, Cykling Odense
Markus Heuer, Dansk Mountainbike Klub
Joshua Gudnitz, Team ABC Junior 

U23-kvinder
Mie Saabye, Silkeborg MTB

U23-herrer
Andreas Lund Andresen, Team Giant-Assos CX
Christian Storgaard, Varde Cykle Klub
Oliver Errebo, Team Giant-Assos CX
Simon Bak, Cykling Odense
Rasmus Gøtke, Team IBT-Ridley Sydkysten Pro Cycling 

Elite, kvinder
Kristina Thrane, CK Aarhus
Viktoria Knudsen, Dansk Mountainbike Klub

Elite, herrer
Kenneth Hansen, Team Giant-Assos CX
Joachim Parbo, Hammel Cykle Klub
Jacob Lindsel, Dansk Mountainbike Klub

World Cup 2018/19: Her er kalenderen

Posted on: september 17th, 2018 by JC

På søndag skydes denne sæsons World Cup i gang i cykelcross-sporten. Det sker når eliten er samlet i Waterloo i USA. Cykelcross-sæsonen når sit klimaks mange måneder senere, når der i februar 2019 bliver kørt VM i den danske by, Bogense.

I løbet af ugen vil vi levere et par optakter til den kommende sæson, hvor alle de store cykelcross-stjerner skal kæmpe om sejren i UCIs World Cup. Det skal ske i følgende ni løb:

Kalender for World Cup 2018/19

  • 23. september: Waterloo, USA
  • 29. september: Jingle Cross Iowa, USA
  • 21. oktober: Bern, Schweiz
  • 17. november: Tabor, Tjekkiet
  • 25. november: Koksijde, Belgien
  • 23. december: Namur, Belgien
  • 26. december: Heusden-Zolder, Belgien
  • 20. januar: Pont-Château, Frankrig
  • 27. januar: Hoogerheide, Holland

I sidste sæson var det hollandske Mathieu van der Poel, der vandt World Cuppen, mens belgiske Wout van Aert vandt VM-striberne. Det sluttede således:

2017-18:

  1. Mathieu van der Poel (Holland) 695 point
  2. Wout van Aert (Belgien) 585 point
  3. Toon Aerts (Belgien) 493 point

Medie: Van der Poel kører forårsklassikerne næste år

Posted on: august 6th, 2018 by Kristian Arnth

Vi er vant til at se dem duellere i cyklecross, men allerede fra næste år kan verdens to bedste cyklecross-ryttere støde hovederne sammen på landevejen. 

Mathieu Van der Poels belgiske hold Corendon-Circus har ifølge det belgiske medie Wielerkrant ansøgt om oprykning fra kontinental- til prokontinentalniveau, hvilket åbner op for, at hollænderen kan deltage i de store forårsklassikere.

Samme skridt tog den forsvarende cross-verdensmester og nykårede Danmark Rundt-vinder Wout Van Aerts hold, Verandas Willems-Crelan, for to år siden, og belgieren har i år været en af de helt store åbenbaringer på landevejen. Efter wildcards til en række af forårets store klassikere leverede Van Aert topresultater i både Strade Bianche, Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Paris Roubaix. 

Såfremt Corendon-Circus' ansøgning godkendes, kan Mathieu Van der Poel altså få samme mulighed for at vise sit talent frem på landevejen allerede næste år. Hollænderen har kontrakt med kontinentalholdet helt frem til og med 2020, og det var derfor ikke ventet, at vi ville se ham i WorldTour-løbene før 2021. 

[IMG2]

Bare fordi Corendon-Circus tager skridtet op, er det ikke ensbetydende med, at holdet får adgang til alle de store løb. Som altid skal prokontinentalholdene kæmpe om invitationer til løbene på WorldTour'en, men med et navn som Mathieu Van der Poel i truppen bliver de svære at komme udenom til brostensklassikerne.

Trods massiv interesse fra WorldTour'en valgte Van der Poel i december sidste år at forlænge sin kontrakt til og med 2020. Han ønsker angiveligt at fortsætte sit primære fokus på off-road disciplinerne frem til OL i Tokyo, hvor han vil forsøge at vinde guld på MTB. 

Alene i denne sæson er det dog blevet til fire sejre på landevejen, heriblandt et hollandsk mesterskab, så Van der Poel har absolut også evner her. 

[REL1]

Og han skal ikke kigge langt efter inspiration, for hans evige konkurrent på cross-cyklerne Wout Van Aert sikrede sig i går den samlede triumf i PostNord Danmark Rundt og føjede dermed endnu et topresultat på landevejen til sit CV. 

Tidligere landstræner genindtræder frem mod dansk cross-VM

Posted on: juli 7th, 2018 by Breum

Den tidligere tredobbelte danmarksmester i cyklecross, Kim Petersen, genindtræder som landstræner for det danske cross-landshold frem mod februars VM, der køres på dansk grund i Bogense. Det har Danmarks Cykle Union i dag offentliggjort.

[REL3]

I 2016 blev Kim Petersen – grundet DCUs dårlige økonomi – tvunget til at stoppe som landstræner i cyklecross, men han valgte at fortsætte som elitekoordinator på frivillig basis. I starten af året meldte cykelunionen dog ud, at Petersen havde valgt at trække sig, da han ikke længere kunne løfte opgaven tilstrækkeligt og samtidig få familie- og arbejdsliv til at gå op.

Fra 1. juli er danskeren dog tilbage på posten som landstræner, hvor han – sammen med assistent-trænerne Thomas Nørup og Joachim Parbo . skal gøre de danske talenter klar til cross-sæsonens helt store mål, VM i Bogense, og sikre, at cross-sporten vækst fortsætter på den anden side af VM.

Den fortsatte vækst skal sikres gennem en langsigtet plan, der åbner op for, at erhvervsnetværk og virksomheder kan få unik adgang til landsholdets træningssamlinger og derigennem få medejerskab i forberedelserne og mulighed for at møde landsholdet under VM. 

[REL1]

Danmark Cykle Unions administrations- og elitechef, Jens-Erik Majlund, glæder sig over, at Kim Petersen igen står i spidsen for det danske cross-landshold: 

– Det er dejligt at kunne gå på sommerferie vel vidende, at vi nu har en landstræner og et trænerteam på plads frem mod VM i Bogense, siger Jens-Erik Majlund i en pressemeddelelse.

Kim Petersen er allerede i fuld gang med arbejdet, og han har en klar opfordring til de ryttere, der vil med til VM:

– Det er nu, at bunden af træningspyramiden skal falde på plads, hvis vi skal have succes til VM. Hen over sommeren skal der være fokus på udholdenhed og evnen til at restituere. Det er også vigtigt at køre konkurrencer – uanset om det sker på vejen, på grus eller i terrænet. Senere til vores træningssamlinger bygger vi ovenpå med de mere specifikke intervaller og tekniske færdigheder, der kræves til ruten i Bogense. Løbsprogrammet i udlandet vil ligeledes have fokus på konkurrencer, hvor ruterne minder om VM-ruten, siger Petersen. 

[REL2]

Det nye trænerteam vil desuden samarbejde med andre grene af cykelsporten for at styrke vintertræningen og mulighederne for at dyrke cyklecross. Det gælder særligt pige-/kvinde-, Masters- og B&U-ryttere, som i efterårsferien på Aarhus Cyklebane vil kunne se frem til eksklusive træninger med trænerteamet og landsholdet. 

Første samling for de danske ryttere bliver på Fyn i weekenden 18.-19. august. 

Crossmiljøets forventninger udfordrer danske VM-arrangører

Posted on: februar 25th, 2018 by Kristian Arnth

Det er ikke mere end tre uger siden, at hollandske Valkenburg lagde grund, eller mudder om man vil, til cyklecross VM, men i Danmark er blikket allerede rettet stift mod 2019. Faktisk har det været det længe.

Danmark og Bogense er nemlig vært for VM i cyklecross i 2019, og der venter de danske arrangører en kæmpe opgave, når de skal forsøge at leve op til de høje forventninger, som stilles til et VM. Det fortæller eventkoordinator og projektleder ved Nordfyns Erhverv og Turisme Peter Ginnerskov til Cykelmagasinet.

– Vi skal helt ind til benet og levere det, som målgruppen gerne vil have, siger han og giver et eksempel.

– Vi har arbejdet på, at vi gerne vil vise nogle lokale danske specialiteter i det sortiment af varer, der skal være. Der er vi nødt til at justere og forholde os til, at der kommer fem-seks tusind internationale cyklecross fans, som er vant til at få øl og pomfritter. Det er banalt, men et festtelt med øl og pomfritter, så kører festen.

[IMG2]

Forskellige fankulturer

Bespisningen af gæster er blot en af de mange ting, som Peter Ginnerskov og resten af organisationen bag Cross Denmark har taget med fra World Cuppen i Bogense i efteråret og fra ture til VM i både 2017 og 2018.

Her har man gjort sig vigtige erfaringer, som forhåbentlig kan være med til at sikre, at VM i Bogense bliver ligeså velarrangeret, som VM i Valkenburg var det. Den største udfordring bliver at skabe den feststemning, som kendetegner et crossløb i Holland og Belgien.

– Vi skal forsøge at skabe noget af den samme stemning. De hardcore fans kommer jo også, fordi de forventer, at det er et VM, og der ved de, hvad de plejer at komme til. Det skal vi på en eller anden måde leve op til, siger Peter Ginnerskov, der mener, at udfordringen også ligger i danskernes måde at opleve sport på.

[REL5]

– Det er en helt anden måde, vi oplever sådan et event på. Vi kommer ikke for at drikke øl en hel søndag – vi kommer for at være sammen med vores familie og se noget godt cykelløb. Vi skal ramme et match, så man som dansker kan sige, at ’vi skal sgu være med i den fest’, som et cross VM er.

Det billede kan den tidligere danske verdensmester i cyklecross Henrik Djernis, som også var med ved VM i Valkenburg, også genkende. Han mener desuden, at de danske cross-arrangører kan drage nytte af de udenlandske fans’ festhumør set fra et forretningsmæssigt perspektiv.

– Jeg tror bare, det er forskellige måder at se tingene på. For dem er det lidt mere en fest, når de er afsted. Søndag aften [i Valkenburg] havde teltene åbent til klokken 20, som var fire timer efter, at løbene var færdige. Det holdt folk i gang, og de fik de sidste penge tjent ind. Der var kæmpe fest.

[REL1]

Øvelse gør mester

Uanset om VM i Bogense bliver en større eller mindre succes, kan man ikke klandre arrangørerne for ikke at gøre deres hjemmearbejde. Både ved VM i Luxembourg i 2017 og i Holland i år var den danske VM-delegation til stede for at suge erfaringer til sig, som kan bruges til næste år.

[CITAT]

Det er utroligt lærerige og gavnlige erfaringer, som de danske arrangører kommer hjem med. Særligt størrelsen på et VM overrasker selv event-vante personer som Peter Ginnerskov.

– Det er et kæmpestort event hele vejen rundt. Eksempelvis havde de 2500 mennesker igennem et VIP-telt i to etager på en weekend. Det er sådan nogle dimensioner, som vi slet ikke kan være med på herhjemme, siger han og peger på baneopbygning, marshalls og overnatning som områder, hvor der skal opgraderes i forhold til World Cuppen i Bogense i efteråret.

Henrik Djernis havde også kun roser tilovers for de hollandske VM-arrangører, som han mener den danske delegation har lært meget af.

– Man kan godt se, de er vant til at arrangere den slags. Der er styr på det hele. Et VM er jo bare et kæmpe setup, og der var ikke noget at komme efter, siger Henrik Djernis, der også roser de danske arrangører for at tage opgaven alvorligt.

– Det er jo det, alle dem fra Bogense er nede for at lære af. De er virkelig nede for at suge til sig, kan man fornemme. De har mod på det.

[IMG3]

Begge bemærker også, at World Cuppen i Bogense blev en succes målt på den spektakulære rute med bølgesprøjt og de flotte omgivelser ud til vandet, og at tilbagemeldingerne fra de danske tilskuere overordnet set var positive.

Stor opbakning i cross-miljøet

Kun én gang i historien har Danmark været vært for et verdensmesterskab i cyklecross. Det var, da Middelfart i 1998 lagde grund til mesterskabet, og Henrik Djernis sørgede for dansk succes med en bronzemedalje hos eliten.

20 år senere er VM så tilbage i Danmark, og det bringer glæde og optimisme i cross-miljøet, fortæller Peter Ginnerskov.

– Det er en enorm opbakning og entusiasme, som vi oplever fra crossverdenen, som synes, det er det fedeste, at der skal et VM til Danmark igen, siger han.

Samme billede har Djernis, som mener, at markedsføringen af eventet både er og bliver afgørende for succesen.

– Belgierne ved godt, at hvis ikke det bliver spredt ud, så dør cross-sporten lidt igen, fordi det er dem, der dominerer sporten så meget. Jeg har ikke mødt nogen, der ikke synes, at det er alletiders at få det lidt væk fra, hvor det plejer at være, siger han og fortæller, at Danmark faktisk kan være ret så fremmed for en belgier.

[REL3]

– Belgiere har ikke nogen idé om, hvor Danmark er. Allerede sidste år, da vi var i Luxembourg og se VM, boede vi sammen med nogle belgiere på hotel dernede, og det første, de spurgte om, var, om man skulle sejle for at komme til Danmark. Det havde de en idé om, at man skulle.

På officiel opgave i Valkenburg

Den danske delegation var ikke kun i Valkenburg for at suge erfaring til sig og opleve et VM på nærmeste hold. En aften skulle der nemlig laves en officiel præsentation af VM i Danmark for blandt andre UCI, pressen og forskellige samarbejdspartnere.

Her blev det afsløret, hvad man skal forvente sig af næste års VM i Bogense, som har fået mottoet ”something special”. Dette dækker både over den bemærkelsesværdige rute og det faktum, at Danmark har ry for at have en meget høj standard ved afholdelse af internationale events, fortæller Peter Ginnerskov.

[IMG4]

Det var også her, Henrik Djernis kom ind i billedet. Den tidligere verdensmester er naturligvis stadig et kendt og velanset navn i crossmiljøet, og derfor har de danske arrangører udset sig ham som ambassadør for VM-løbet. Og Djernis var godt tilfreds med præsentationen.

– Det var en super god præsentation af VM i Danmark. Det kan godt blive lidt langhåret, men jeg synes, de klarede det super godt. Jeg snakkede med flere af dem, der var der, og de syntes, det samme, siger han.

Den flotte præsentation blev også belønnet, da arrangørerne lod danskerne opføre en danskerbar på området. Her var der masser af danske flag, mens der blev delt flyers ud med rabat på billetpriserne til VM i Bogense.

– De gjorde virkelig noget for at folk skulle vide, at der er VM i Bogense næste år, understreger Henrik Djernis.

[REL4]

Nordfyns Erhverv og Turisme er sammen med Sport Event Fyn de primære drivkræfter bag Cross Denmark, men eventet arrangeres også i samarbejde med DCU og Cykling Odense.

Om VM i Bogense bliver en folkefest i belgierstil med pomfritter og fadøl er nok usandsynligt, men en dansk præget variation af det karakteristiske cross-VM er bestemt inden for rækkevidde. Det er nu op til arrangørerne at skabe rammerne, til rytterne at sørge for den sportslige oplevelse og til fansene at sørge for festen.

Cyklecross VM afholdes den 2. og 3. februar 2019 ved havnen i Bogense. Du kan følge eventet på crossdenmark.dk.

Dansk cross-legende tror VM-arrangører ærgrer sig over ’voldsom’ rute

Posted on: februar 12th, 2018 by Kristian Arnth

Da hollandske Valkenburg i sin tid fik tildelt verdensmesterskabet i cyklecross i 2018, havde arrangørerne helt sikkert håbet, at hjemmebanefavoritten Mathieu Van der Poel ville løbe med titlen foran sit hjemmepublikum.

At det ovenikøbet var Van der Poels far, den tidligere cyklecrossverdensmester Adrie Van der Poel, som skulle designe ruten, skruede de i forvejen høje forventninger endnu højere op. Farmand byggede ruten på den traditionelle Cauberg-cross rute, men med flere nye elementer. Masser af stigninger og tekniske off-camber sving talte til sønnikes fordel.

Men da dagen for løbet kom den 4. januar, blev forventningerne aldrig indfriet. Van der Poel havde en off-day på den værst tænkelige dag, mens ærkerivalen Wout Van Aert kørte sit livs løb i front på den enormt mudrede og teknisk svære rute, som havde forandret sig totalt ovenpå et par alvorlige regnbyger i dagene op til.

[IMG2]

Ifølge Henrik Djernis, som i år fejrer 25 års jubilæum for sit verdensmesterskab i 1993, bed den hårde rute arrangørerne i røven.

– Det ramte dem lidt i elitens løb, hvor alle ved, at i sådan noget terræn, der er han næsten umulig at slå, Wout Van Aert. Så jeg tror, at de bagefter sidder og ærgrer sig lidt over, at de fik lavet en så voldsom og hård rute, siger Henrik Djernis til Cykelmagasinet.

[CITAT]

Derfor endte herre elitens VM-løb også som noget af et antiklimaks. De fleste forventede, at Van der Poel, som havde været fuldstændig suveræn sæsonen igennem, ville løbe med VM-titlen, men at den altid stabile og hårdt kæmpende regerende verdensmester i det mindste ville give ham kamp til stregen. I stedet blev løbet reelt set afgjort allerede på anden omgang, da Van Aert overraskende trak fra.

[REL3]

– Det blev desværre helt modsat af, hvad alle havde troet. Alle gik og håbede på, at Wout bare kunne give lidt modstand, så det kunne blive spændende, men så blev det vendt helt på hovedet, da de havde kørt to omgange. Der kunne man med det samme se, at han var ovenpå, Wout, siger Henrik Djernis.

[IMG3]

Som før i tiden

Den voldsomme og hårde rute satte sit tydelige præg på feltet, og kun 22 ryttere af 57 startende fik lov at gennemføre løbet.

Det skyldes, at en regel ved VM-løbene foreskriver, at ryttere, som er mere end 80 procent efter den førende på omgangen, pilles ud for at sikre, at de ikke kommer i vejen for de førende. Ifølge Djernis en fair regel, men han mener alligevel, det er en skam, at kun en så lille del af feltet får lov at gennemføre.

[REL1]

– Man kan jo rende ind i noget, hvor en rytter kunne blive hentet med en omgang og genere den førende. Men det er selvfølgelig ærgerligt at tage til VM og blive pillet ud, når der mangler et par omgange, siger han.

– Det er lige lovlig ekstremt, i forhold til at arbejde hen imod at gøre sporten mere seervenlig. For mig virkede det lidt voldsomt med den rute, de havde lavet. De havde ikke tænkt så langt, at hvis det blev regnvejr, kunne det ende, som det gjorde.

[IMG4]

Men det var ikke kun den bagerste del af feltet, som mærkede effekten af den voldsomme rute. Også blandt de førende var der unormalt store tidsforskelle. Eksempelvis sluttede Lars Van Der Haar på femtepladsen hele 4:29 efter Van Aert.

Det sendte tankerne tilbage til, dengang Djernis selv var aktiv, og de store tidsforskelle snarere var reglen end undtagelsen.

– Det gav relationer til, dengang jeg kørte i 90’erne. Der var det tit sådan nogle løb med meget mudder, som det endte med dernede, siger han.

– I og med at ruten er så fysisk hård, ser man de kæmpe afstande, og det er noget, man ikke har set de sidste mange år i cykelcross.

[REL2]

Henrik Djernis var selv aktiv i slut 80’erne og op igennem 90’erne. Han vandt blandt andet tre verdensmesterskaber på stribe i mountainbike fra 1992 til 1994, mens han blev verdensmester i cyklecross i 1993. Desuden er han seksten gange blevet dansk mester i cyklecross, så han ved om nogen, hvad han snakker om.

VM-sølvvinder skadet af skivebremse-rotor

Posted on: februar 12th, 2018 by Kristian Arnth

Sølvvinderen fra kvindernes VM i cyklecross fik en ærgerlig afslutning på sæsonen, da hun i weekenden deltog i sidste afdeling af DVV Trofee-serien, Krawatencross i Lille.

Her var hun involveret i et styrt på første omgang, der kostede hende et dybt snitsår på det ene knæ. Snittet skyldtes angiveligt, at Comptons knæ kom i nærkontakt med en skivebremse-rotor.

På Twitter postede Comptons mand følgende billede af det dybe sår.

<blockquote class="twitter-tweet" data-lang="da"><p lang="en" dir="ltr">What happens when two riders make poor decisions and can’t be patient on the first lap and squeeze Katie into a crash? Disc rotor cut to the bone. Not a happy way to end a great season <a href="https://t.co/7ORlxqWXh0">pic.twitter.com/7ORlxqWXh0</a></p>&mdash; Mark Legg (@MrKatieCompton) <a href="https://twitter.com/MrKatieCompton/status/962376552305561600?ref_src=twsrc%5Etfw">10. februar 2018</a></blockquote>
<script async src="https://platform.twitter.com/widgets.js" charset="utf-8"></script>

– Hvad sker der, når to ryttere tager dårlige beslutninger og ikke er tålmodige på første omgang og presser Katie ind i et styrt? Skivebremse-rotoren skærer ind til benet. Ikke en glad måde at slutte sæsonen på.

[REL3]

Utroligt nok lykkedes det Compton at gennemføre løbet og slutte på syvendepladsen, på trods af at hun måtte skifte sko under løbet, og at blodet løb ned af hendes ben. Dermed sikrede hun sig den samlede sejr i DVV løbsserien.

Compton tweetede efterfølgende selv, at 'det gode ved skivebremse-rotor snit er, at de ikke gør ondt før meget senere, og at blødningen, der ikke vil stoppe, holder såret rent.'

<blockquote class="twitter-tweet" data-lang="da"><p lang="en" dir="ltr">The good thing about disc rotor slices is that they don’t hurt till much later and the bleeding that doesn’t want to stop cleans the wound nicely. <a href="https://twitter.com/hashtag/stitches?src=hash&amp;ref_src=twsrc%5Etfw">#stitches</a> <a href="https://twitter.com/hashtag/brightside?src=hash&amp;ref_src=twsrc%5Etfw">#brightside</a> <a href="https://twitter.com/hashtag/offseason?src=hash&amp;ref_src=twsrc%5Etfw">#offseason</a> <a href="https://t.co/xGYbN4bEeO">https://t.co/xGYbN4bEeO</a></p>&mdash; Katie Compton (@KatieFnCompton) <a href="https://twitter.com/KatieFnCompton/status/962431020812431367?ref_src=twsrc%5Etfw">10. februar 2018</a></blockquote>
<script async src="https://platform.twitter.com/widgets.js" charset="utf-8"></script>

Mens der har været stor debat omkring brugen af skivebremser i landevejsløb, har der ikke været de store kontroverser i cyklecross, hvor langt de fleste bruger dem. 

På landevejen har der været enkelte tilfælde af lignende skader, som eksempelvis da Fran Ventoso i 2016 styrtede under Paris-Roubaix og pådrog sig et slemt snit i benet. Denne skade fik UCI til at stoppe prøveperioden af skivebremser, men i 2017 blev den genoptaget, og sådan er det også i år, hvor flere og flere ryttere kører på cykler med skivebremser.

Katie Compton har ellers haft en rigtig god sæson, som hun kronede med sølvmedaljen ved VM i Valkenburg, hvor kun den forsvarende verdensmester, Sanne Cant, kunne slå hende.

Billige billetter til VM i cyklecross

Posted on: januar 26th, 2018 by nfriis

Allerede et år inden arrangementet, sætter CrossDenmark billetsalget i gang til et af de større events på dansk jord i 2019.

Fra 1. februar bliver det muligt at købe billetter til VM i cyklecross 2019, der skal foregå 2. og 3. februar i Bogense.

Og hvis man allerede nu er sikker på egen deltagelse ved arrangementet, kan der være billige billetter i sigte.

– Hvis man køber sine billetter i tidsrummet til og med den 15. februar, kan man rent faktisk spare 20 procent af billetprisen, udtaler direktør for Nordfyns erhverv og turisme, Per Olesen, i en pressemeddelelse.

Dette betyder, at en weekendbillet – hvis billetpris kommer til at lægge på 250 kroner – presses ned på 200 kroner i perioden 1. til 15. februar.

Er man interesseret i cyklecross eller bare ude efter en god oplevelse, kan man læse mere om arrangementet på CrossDenmarks hjemmeside www.crossdenmark.dk

Dansk landshold udtaget til VM i cross

Posted on: januar 19th, 2018 by Kristian Arnth

Om to uger går det løs med VM i cyklecross i hollandske Valkenburg, og i dag satte Danmarks Cykle Union så navne på de ryttere, der skal forsvare de danske farver i løbene.

Der er tale om ryttere, som har gjort sig bemærkede i indeværende sæson med enten gode resultater eller ved at vise et klart udviklingspotentiale. Det er nemlig en meget ung trup med fire herrejuniorer, fire U23-ryttere og kun to eliteryttere, som drager til Holland.

Størst medaljechance har vi formentlig i damernes U23-klasse, hvor Malene Degn stiller til start. Hun kommer med en frisk DM-titel hos eliten i bagagen, og det bør give håb om et godt VM-resultat. Det samme kan siges om Joshua Amos Gudnitz i U19, der ligeledes blev dansk mester i sidste uge. 

[REL1]

Hos herre elite stiller Danmark med Kenneth Hansen, som har masser af erfaring i internationale mesterskaber, men desværre må vi altså undvære den danske mester, Sebastian Fini. 

Den danske trup til cyklecross VM i Valkenburg er som følger:

U19-herrer Joshua Amos Gudnitz, Ian Millennium, Alfred Thoft Christiansen og Simon Bak
U23-damer Malene Fredlund Degn
U23-herrer Carl Erik Schoulgin Sørensen, Andreas Lund Andresen og Rasmus Wulff Nørholm Gøtke
Dameelite Kristina Thrane
Herreelite Kenneth Hansen