Velomore var traditionen tro til start i Danmarks Højeste Motionscykelløb på Kristi Himmelfartsdag, hvor vi huserede på 105 km distancen til en blæsende og god dag på rammen.

”Der er masser af vind på løjpen i dag” lyder det i røret. ”Hvor er du henne? Jeg kan ikke finde dig?” Spørger Velomores garvede skribent Hans Christian Andersen (kendt som HC). ”Jeg er der snart, kører syd for Aarhus” svarer jeg.

Jeg er på vej til Danmarks Højeste Motionscykelløb, som her på Velomore er en fast tradition at vi kører sammen. I år er vi tilmeldt 105 km distancen, som er den vi har kørt de fleste år alligevel. Den er et fint kompromis for alle på redaktionen, hvor de som gerne vil køre ræs får stimuleret deres behov for at give gas, og de som har knap så meget tid til at træne, stadig kan være med.

I år er vi desværre kun 4 afsted fra redaktionen, da familieforpligtigelser eller helbred har lagt beslag de andres Kristi Himmelfartsdag. Dagens hold består derfor af førnævnte skribent HC, samt tidligere redaktør på Velomore Kristian, og nuværende seniorkorrespondent og tidligere, mangeårig redaktør på Cykelmagasinet Hans Plauborg, og mig, nuværende chefredaktør på Velomore, Nikolaj Hebsgaard.

Tre sidste nævnte er habile væddeløbere med masser af kilometer i benene. Ja det er vi faktisk alle fire, men der hvor HC skiller sig ud fra os andre, er de lidt ekstra kilo han slæber med over bakkerne.

Læs også: Danmarks Højeste Motionscykelløb 2022

Da jeg svinger ind på parkeringspladsen ved Fælleden i Skanderborg rammer jeg tilfældigvis p-båsen ved siden af HC’s. Han smiler lidt ængsteligt. ”Der bliver smæk på hjemover” siger jeg. HC kigger lidt nervøst på mig og nævner noget med, om ikke vi bare er kommet for at hygge os. Motionsløb, motionister, positionskamp, sidevindskørsel og alt det der, remser han op. Jeg smiler fjoget og får sagt noget med, at når løbet først er i gang og alt det der. Men i virkeligheden er det jo nok hans holdkammerater han skal være mest nervøse for. Heldigvis er startgrupperne i Danmarks Højeste meget små, vist nok kun på 50 ad gangen, så det bliver næppe positionskampen han skal frygte.

Ny holdtrøje
Vi får hentet vores startnumre og på vejen op til teltet får jeg stukket en kasse med cykeltrøjer i hånden. De nye Velomore cykeltrøjer (som du i øvrigt kan læse mere om i næste magasin, der er på gaden d. 23. juni) er landet fra Italien i går, og er via mellemmand bragt fra hovedkontoret i Galten til startområdet i ved Danmarks Højeste Motionscykelløb i Skanderborg (tak til Dennis Bay for hjælpen).

Store smil breder sig hos de andre, da vi fordeler trøjer og prøver størrelser. Jeg nævner HC’s ængstelse og Hans Plauborg er hurtig til at erklære, at vi skal have HC med rundt, eller i det mindste med over Lyngvej, som er den første reelle bakke.

Det er godt det samme, da vi starter i tredje startgruppe og derfor er 6 minutter bagefter de forreste. Opvarmningen dropper vi og vestene ryger også, så vores nye trøjer kan blive vist frem. Jeg er dog lidt i tvivl, da det udover at blæse en halv pelikan fra vest, også er små koldt og risikoen for byger overhængende.

Modvind på bakkerne
Ole Iversen tæller ned og sender os afsted. Team Velomore tager straks fronten, men vi har ikke travlt og holder et fornuftigt tempo da vi kører ud ad byen, uden at føre hårdt. Der er modvind på det meste af ruten ud til det vestlige vendepunkt i Danmarks Højeste Motionscykelløb ved Addit og Salten. Fra Addit er der side/modvind op til Salten, hvor man svinger mod øst og får vinden i ryggen hjemover.

Tempoet er derfor ikke vildt højt da vi rammer Lyngvej, hvor møder vi de bagerste fra startgruppen foran os. Vi drejer til venstre ind på bakken og alle mand går på lille klinge. HC bider tænderne sammen. Lyngvej er nok den hårdeste af alle bakkerne i løbet og efter kun 15 kilometer køres den med friske ben. Det betyder at tempoet oftest er ret højt op over, men i dag holder vi igen og formår at holde sammen alle 4. På toppen er vi kun 6 mand fra vores startgruppe tilbage. Kristian Arnth, Plauborg og jeg tager fronten og vi fortsætter ud i vinden.

Udover et par rullende bakker, er næste stigning den op til Yding Skovhøj. Den stiger fra Tebstrup og undervejs rammer man et par plateauer før Danmarks Tag rundes på toppen. Til HC’s store fornøjelse er der modvind hele vejen til toppen. Normalt en hurtig bakke, men i dag tager vinden toppen af farten. Til gengæld kører vi alle mand på stor klinge op over og ved motorvejsrampen henter vi flere af de foran kørende.

Ingen af dem gør os dog følgeskab da vi kaster os ud på den hæsblæsende nedkørsel mod Yding. Den køres altid i høj fart og der er altid nogen som sniger sig ned på overrøret. Men ikke i år. Speedometret runder kun kortvarigt 60 km/t og inden skal risikere noget i den stærke blæst.

Dansandbakken er den tredje og sidste regulære bakke på modvindsstykket ud til vendepunktet. Arnth har indtil nu sat et imponerede tempo i modvinden, men på bakken skruer vi igen ned for gassen. Mens HC bider tænderne sammen, får vi andre en puster før vi igen skal føre. Arnth slår ud da vi drejer ud på Silkeborgvej mod Salten og jeg tager over.

Endnu et stykke der normalt plejer at blive kørt i højt tempo, men tiltrods for at jeg træder over 300 watt nedad, er hastigheden tættere på 40 end 50 km/t. Vejen drejer dog tilpas til at vi får sidemedvind på vej op mod byskiltet og i Salten drejer vi mod højre, ind gennem skoven, forbi Salten Langsø i retning mod Gammel Ry. 

Barage i Ry
Stykket mellem Salten og Boes er i rullende terræn og normalt et sted, hvor angrebene for alvor lanceres. Vi holder dog sammen på gruppen, der stille og roligt er vokset. Vi har fået følgeskab af ryttere vi har hentet fra vores egen distance. Hastigheden er høj her i medvinden og i solen ruller det bare derud af.

Men da vi kommer til Ry er festen slut. Det midtjyske knudepunkt er altid lidt af en rodet affære, hvor man som deltager i Danmarks Højeste Motionscykelløb skal tænke sig rigtig godt om, og desuden være yderst agtpågivende. Vi suser ind i byen i høj fart, men bliver standset ved Skanderborgvej, hvor vi må holde tilbage for trafikken der har holdt for toget. Vi tager den med ro og venter på at trafikken åbner op igen, før vi med respekt for den øvrige trafik, ruller igennem de to rundkørsler.  Men ude på Randersvej bliver vi igen holdt tilbage af trafikken, der ironisk nok, er fanget bag en gruppe af løbsdeltagere. Da der kommer modkørende biler, har den lille kortege af biler der har samlet sig bag gruppen af ryttere svært ved at komme forbi. Og vi ender med at trille fra Knudhulevej op til lyskrydset i Tulstrup.

Heldigvis skifter det til grønt lige som vi kommer op og farten kan igen skrues i vejret, da vi svinger til højre mod Javngyde. I Javngyde fanger vi frontgruppen fra startgruppe 1 eller 2. Jeg er ikke helt sikker, og måske er de smeltet sammen, men jeg ser bl.a. at Thomas Bank sidder der, inden jeg suser forbi, og han er startet i gruppen foran os. Vi kommer med så meget svung på, og har vinden lige i ryggen, at jeg ikke kan dy mig for at trykke til op over bakken, i et håb om at nappe en Strava KOM, eller i det mindste lave en ny pr. Jeg må dog sande, at tempoet langt fra er i nærheden af noget, der kan betragtes som et KOM-forsøg, da Anthon Charmig har sat sig tungt på det segment med en fart på 40 km/t, og jeg blot kører 28 i snit op over. Yikes.

Ballet åbnes
Jeg får dog slået et hul og tænker, at jeg vil forsøge at holde liv i det uden at bruge for mange kræfter. Uden at køre hårdt fortsætter jeg i ensom majestæt, nedad Tulstrupvej og ud på Låsbyvej, hvor der godt kunne havde stået en flagvagt eller to, rundt i det hurtige sving.

Det går dog hverken bedre eller værre, end at jeg bliver kørt ind igen op ad bakken på Låsbyvej, men jeg gjorde heller ikke den store indsats for at holde soloudbruddet kørende. 

Gruppen der kommer op er vores lille seksmandsgruppe, samt en håndfuld af dem vi fangede i Javngyde. Mit soloforsøg giver dog ikke anledning til kontrahug. Team Velomore arbejder videre i front, men ude ved Mesing sker der noget. Pludselig bliver der forceret og åbnet huller.

Jeg kan se Hans Plauborg er kørt med en mand på hjul, nok 50 meter oppe ad vejen, med Kristian Arnth og en anden rytter ca. 10 meter bag ham. Længere nede sidder HC i en lille gruppe, mens jeg selv sidder med 3-4 andre bag HC’s gruppe. Terrænet her er let stigende, vinden lige i ryggen. Jeg fornemmer at det er et perfekt moment og kan ikke dy mig. Stemningen i min gruppe virker også til, at det lidt ligger på mine skuldre at lukke hullet op til næste gruppe. Så jeg accelerer, angriber og går dybt. Springer op til HC’s gruppe og videre, forbi Kristian Arnth og hans følgesvend og i et snuptag er jeg oppe ved Hans Plauborg og blæser forbi.

Jeg får straks et ret stort hul og kommer hurtigt ud af synsvidde. Herfra er der ca. 5 kilometer til mål, i hvert fald ifølge triptælleren, så jeg holder på. Nu skal jeg alene hjem. Men ved motorvejsoverkørslen bliver jeg stoppet af rødt ved det andet lyskryds. Selvom jeg synes, jeg holder længe, kan jeg stadig ikke se forfølgerne da der bliver grønt. Jeg spurter videre, for blot at komme til at stå for rødt ved lyskrydset ved Stilling Landevej, knap 50 meter længere fremme. Min umiddelbare impuls er at smutte over for rødt, for landevejen ligger øde hen. Men der holder biler for rødt og der står en anden deltager og venter sammen med mig. Det skal ikke hedde sig, at Velomore blæser på trafiksikkerheden. Så jeg venter utålmodigt.

Da der bliver grønt, er jeg tilbage i forfølgergruppen. Hans Plauborg er mellemfornøjet med mit angreb og mener, at jeg forpurrede hans chance. Men sådan er cykelløb, når først ræset er i gang og alt det der.

Våd bag ørerne
Herfra kører ruten rundt om Virring og ned til Fruering, hvor vi igen møder modvind. HC er ved at være stegt og meddeler, at han selv finder til mål, da vi kører op ad bakken gennem Virring. Der er alligevel under 5 km til mål, altså lige indtil vi møder et skilt med 5 km til mål, et sted, hvor jeg ifølge min Garmin har kørt 103 km af Danmarks Højeste Motionscykelløb. 

Ude til højre er himmel og jord gået i et. En stor, mørk byge har indhyllet landet i mørke. Jeg peger ud og Hans Plauborg og Arnth siger samstemmigt, at også de håber vi kan nå i mål før bygen rammer. Da vi svinger ind på opløbsstrækningen på Frueringvej, sætter Kristian Arnth sig frem, og jeg i anden position. De mørke skyer hænger nu over hovederne på os og himlens sluser åbner sig. Et iskoldt regntæppe omslutter os og i løbet af ingen tid er vi alle gennemblødte.

Jeg er dog gået i boks og kan kun tænke på, hvordan jeg kommer først over stregen. Da vi er en halvstor gruppe vurderer jeg, at den bedste løsning er at angribe før rundkørslen og forhåbentlig tage broden af de andre. Så da Arnth trækker lidt til venstre kort før rundkørslen rykker jeg højre om. Desværre er Thomas Bank vågen og kommer hurtigt med på hjul, og hvad endnu værre er, er mine muskler nået at blive så kolde i regnen, at punchet ikke er helt så effektfuldt som jeg havde håbet på.

Læs også: Løbsberetning: Helt blæst i Rundt om Rold

Vi får dog slået et hul og Bank sidder i hjulet på mig, selvom jeg forsøger at sidde så langt i højre side af vejen som muligt, så han ikke kan få læ for sidevinden. Bag mig kan jeg se at Hans Plauborg er på vej op på hjul af en anden rytter. Jeg slipper trådet en smule og da den anden rytter får kontakt hopper jeg på hans hjul. Han må være rykket fra Plauborg, for vi lader til kun at være tre i front, da Thomas Bank åbner spurten. 

Jeg går med, men Banks ryk er for hårdt til, at jeg kan slå ham i spurten med regnvåde, kolde ben og jeg gør kun det minimalt nødvendige, for at holde den anden rytter bag mig. Jeg ved, at jeg alligevel har slået Bank med 3 minutter, så jeg skal bare sikre mig, at ham den anden ikke slår mig, da jeg er usikker på om han er fra samme startgruppe som mig.

Biksemad til kolde cykelryttere
I mål siger vi tak for løbet og bliver hurtige enige om, at vi skal tilbage til bilerne for at få tørt tøj på, og mødes i madteltet efterfølgende. Arrangørerne serverer biksemad, som egentlig er lige præcis det man trænger til, efter sådan en skyller. Vi snakker om dagens løb og er alle enige om, at Danmarks Højeste Motionscykelløb som altid leverer et godt løb på en fed rute, men vi savner nogle marshalls, eller i det mindste flagvagter, på de mest udsatte steder ude på ruten.

Hans Plauborgs holdkammerater fra Frederikshøj kommer også i mål på 140 km distancen, og vi udveksler krigshistorier. Og Velomores fotograf og skribent, Roar Paaske, er også lige trillet over stregen med sin ældste datter, der på flotteste vis har gennemført 25 km ruten, beretter den stole far.

Alt i alt endnu en god Kristi Himmelfartsdag, hvor det blev en god debut til Velomore-trøjen. Jeg tjekker resultatlisten og kan se, at jeg er blevet 3’er i løbet, med Plauborg og Arnth på henholdsvis 4. og 5. pladsen, og HC på en flot 8. plads. Han er en ægte fighter og har imponeret os alle. Vinderen og andenpladsen er dog 2 ryttere fra STARK, der nok er kommet til at starte med førstesta rtgruppe og har fået bruttostarttid, i stedet for netto.

De har i hvert fald slået os med samme margin, som deres tilmeldte startgruppe skulle starte med og vi er ikke blevet indhentet af dem ude på ruten. Jeg afskriver det som en fejl på resultatlisten, og erklærer mig selv for vinder og Velomore rydder desuden podiet. Småligt? Måske, men sådan er cykelløb også.

Om ikke andet, glæder jeg mig til Danmarks Højeste Motionscykelløb næste år. For der kan vejret da kun blive godt. Det regnede første år, løbet havde udgangspunkt i Fælleden, og sidste år var det skyet og koldt. I år har solen skinnet, det har blæst og vi fik en byge på opløbsstrækningen, så tendensen er, at vejret bliver bedre år for år. Jeg krydser fingre.