I samme øjeblik, som fronten af feltet drejer til venstre ind på Gl. Kongevej, angriber Alexander Kamp.

Der er stadig over 100 kilometer til mål af DM-linjeløbet. Men Michael Valgren åbnede ballet blandt favoritterne på Østengaard-bakken for et par kilometer siden, og nu afløser det ene angreb det andet.

Deceuninck – QuickStep-duoen Kasper Asgreen og Mikkel Honoré kører med Kamp, men Mads Würtz holder lidt igen. Han skal lige rigtigt ind på bakken. 10-15 pedalomdrejninger senere går også han efter, og kort før toppen af Danmarks måske hårdeste cykelstigning når han op til trioen.

Würtz har fået en rytter fra ColoQuick med på hjul, så de nu sidder fem mand med et lille hul til feltet. Men der er for langt til mål. Så hellere få blandet kortene igen, vurderer Würtz. På hovedvejen mod Jelling kort efter kommer feltet tilbage, og der er igen samling blandt favoritterne.

[REL1]

Vi spoler lige tiden næsten præcis ti år tilbage. Mads Würtz står iklædt regnbuetrøjen og smiler bredt fra et stort podie på Rådhuspladsen i København. Han er lige blevet verdensmester i enkeltstart for juniorer. Ovenikøbet som førsteårs. Verden ligger for hans fødder, og pludselig er alt muligt.

– Dengang troede jeg, at jeg kunne det hele. Lige pludselig. Sådan er det, når man bliver verdensmester og især som junior. Jeg troede, at jeg skulle vinde alt og ville blive den næste store stjerne. Henad vejen lærte jeg, at det ikke bliver ved med at være så nemt, som det var dengang, siger han.

Den første lektion får Mads Würtz allerede året efter. Han får stillet en helt ny og mere aerodynamisk enkeltstartscykel til rådighed, og som forsvarende verdensmester er forventningerne store særligt i den disciplin.

Men til de jysk-fynske mesterskaber i enkeltstart må han se sig slået. Og til DM i enkeltstart senere på året ender han i marken, fordi han sidder så aerodynamisk og lavt med hovedet, at han ikke kan se særlig langt frem.

Også VM, hvor han skal forsvare sin titel, bliver en skuffelse, fordi han er knæskadet op til og derfor kun træner ordentligt i tre uger.

Men sæsonen har alligevel været god. Würtz har vundet juniorernes Paris-Roubaix og et stort etapeløb i Holland. Det sikrer ham en kontrakt på Danmarks dengang bedste cykelhold Team CULT Energy i sin første seniorsæson i 2013.

Tog for let på tingene

På trods af skuffelserne på enkeltstarterne går Würtz ind til seniorkarrieren med samme indstilling, han havde haft som junior. Han husker for eksempel, hvordan han som juniorrytter konsekvent havde været den på landsholdet, som trænede mindst.

– Vi skulle lave træningsregistreringer, og DCU havde nogle anbefalinger, som vi blev målt op mod. De grønne trænede lidt mere end anbefalingerne, de gule holdt anbefalingerne, og de røde trænede for lidt. Jeg lå allernederst begge år i junior, siger han.

– Jeg tog for let på tingene. Jeg trænede bare det, jeg havde lyst til, og ikke rigtig struktureret. Jeg kørte på talent. Det gik jo fint i junior, men det gjorde det så ikke i U23, siger han.

Seniorkarrieren starter ellers godt. Würtz kører stærkt hen over vinteren og på træningslejre og bliver sendt med et stærkt CULT-hold til det hollandske sidevindsløb Ster van Zwolle i starten af marts, hvor han bliver nummer syv. Her gør han indtryk på sin nye holdkammerat Christian Moberg, der i dag er en af hans tætteste venner.

– Når der kommer nogle unge drenge, så skal de altid sættes på plads. Så ryger de til Zwolle, og så kan vi se, om de kan noget eller ej. Vi sad i første vifte hele dagen, og Mads kørte uden handsker, selvom det var koldt. Så kunne vi se, at han havde et eller andet, husker han.

Den første sæson byder også på gode placeringer på enkeltstarterne ved U23 og Elite DM. Alt ser lovende ud. I vinteren frem mod sin anden sæson på CULT træner Würtz mere end nogensinde, og han er flyvende på holdets træningslejr inden sæsonen.

Han kører igen top-10 i Zwolle og kører på podiet i en Nations Cup, som er en løbsserie for U23-landsholdene, hvor alle de bedste ryttere er med. Men så styrter han.

– Så gik det sgu i kage. Jeg havde ikke været vant til så meget modgang før, og jeg fik ikke trænet. Efter en måneds tid, hvor det hele bare var lort, kom jeg i gang med at træne igen, men i løbene havde jeg ikke noget at køre med, husker Würtz.

Christa Skelde, som er CULT-holdejer Michael Skeldes kone, arbejder meget med rytternes mentalitet, og hun tager en snak med Würtz om nedturen. Efter samtalen begynder det at gå bedre, og Würtz vinder et par løb, men han får også en stor nedtur i ungdommens Tour de France, Tour de l’Avenir, hvor han udgår.

For Christian Moberg var det ikke overraskende, at det gik op og ned i unge Würtz’ tidlige seniorår.

– Jeg tror, det er meget naturligt, at man tager et dyk, når man bliver senior. Man skal lære at præstere hele tiden. Det er ikke nok, at man bare gør det godt én weekend, og så ses vi igen om et år. Der er hele tiden et nyt løb, og er man pludselig ikke i så god form, ryger man hurtigt i B-kæden. Så skal man køre sig op igen.

90 procent er hårdt arbejde

Til DM-linjeløbet holder samlingen efter Gl. Kongevej ikke længe. Der bliver stukket i højre og venstre, og farten er høj hen over brostenene ved Hopballegård. På toppen af den efterfølgende bakke er der sidevind, og Valgren, Casper Pedersen, Mikkel Bjerg og flere andre kører væk.

Gruppen får hurtigt et pænt hul. Det er præcis sådan en gruppe, Würtz har planlagt, at han skal være med i. Han ser momentet, træder an og kører væk. Han kigger sig tilbage og konstaterer, at ingen er kørt med ham, og at gruppen foran samtidig er for langt væk til, at han kan se den.

– Fuck, det kommer til at gøre nas, tænker han. Men på stigningen forbi Fårup Sø og op mod Jelling får han lukket hullet. Gruppen arbejder godt sammen og får hentet resterne af morgenudbruddet på hovedvejen ind mod finaleomgangene i Give.

Würtz tager det så roligt som muligt. Der er stadig langt til mål, og det er ikke op til ham at tage ansvar for, at gruppen holder hjem. Benene gør ondt efter at have lukket hullet op til gruppen på egen hånd.

I 2015 rykker CULT en klasse op og kører nu som professionelt kontinentalhold. Det betyder også, at der ikke længere er plads til hverken Mads Würtz eller Christian Moberg på holdkortet. De ryger begge til det Skive-baserede kontinentalhold ColoQuick.

[CITAT3]

Würtz skifter træner og får nu hjælp af U23-landstræneren Morten Bennekou. Samarbejdet er succesfuldt, og Würtz vinder blandt andet U23-DM i enkeltstart, bliver nummer tre til Elite DM i enkeltstart og kører også finale i linjeløbet.

Efter sommeren følger den helt store triumf på enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt, hvor han også bliver nummer syv i klassementet, inden han vinder en etape i Tour de l’Avenir. I september kroner Würtz en fænomenal sæson ved at genvinde VM i enkeltstart. Denne gang som U23-rytter.

– Når man får ny træner, får man ny motivation, og så følger man programmet. Så jeg fik virkelig trænet rigtigt, og det havde jeg ikke gjort indtil da, hvor jeg bare havde kørt på mit talent. Nu gjorde jeg, hvad der skulle til. Jeg lærte, at talent kan bære dig et stykke, men at 90 procent af det er hårdt arbejde, siger han.

Prof-kontrakten udsat

Han lærer også at lide i cykelløbene. Det havde han heller ikke gjort før. Hvis det gik dårligt førhen, stod han bare af, men nu gennemfører han løbene. Hans mangeårige ven igennem Randers Cykleklub Jesper Laustsen kan godt genkende, at det før havde haltet med indstillingen.

– Da Mads var ungdoms- og juniorrytter, var vi en håndfuld A-ryttere i Randers, der kørte fire-fem timer sammen hver weekend om vinteren. En dag spurgte Mads, hvor langt vi skulle køre, og jeg tror, vi skulle køre fem timer. ’Fuck, jeg skal fandme aldrig være A-rytter,’ sagde han. Det siger lidt om mentaliteten dengang, siger han.

Hvad han manglede i mentalitet, har han til gengæld altid haft i konkurrencegen, fortæller Christian Moberg.

– Konkurrencegenet har altid været der. Om han så var stærk nok, er en anden ting. Viljen til at vinde har altid været stor, uanset om vi svømmer om kap i poolen, spiller kort, laver øl-stafet eller spiser chilier. Med tiden er han også blevet meget bedre til at træne.

Efter verdensmesterskabet er Würtz sikker på, at han bliver professionel. Flere WorldTour-hold viser også interesse, men det rigtige tilbud kommer aldrig, og samtidig mener Bennekou, at han har godt af et år mere i Danmark. Han skifter derfor til Team TREFOR til 2016-sæsonen.

[FAKTABOKS1]

Det er Würtz okay med. Han er sikker på, at han nok skal blive professionel, og han aftaler med sine agenter, at de skal finde en professionel kontrakt til ham hurtigst muligt til 2017. Han starter 2016 i forrygende form og vinder et stort etapeløb i Belgien inklusive to etaper undervejs.

Efter de resultater kommer Katusha på banen med et kontrakttilbud, som Würtz underskriver allerede i april. Selv efter fremtiden er sikret, vinder han Grand Prix Herning, bliver dobbelt dansk mester i U23-klassen og genvinder enkeltstarten og kører på podiet i PostNord Danmark Rundt.

[CITAT4]

Det sidste store sæsonmål, som er U23-VM i enkeltstart i Qatar, ender dog i en stor nedtur. På trods af at formen er god, og Danmarks Cykle Union har hjulpet med aerotests og varmetræning, kan Würtz som forsvarende verdensmester slet ikke matche konkurrenternes tempo.

De 45 graders varme i Qatar er for meget for ham. Efterfølgende kan han via en temperaturmåler i en kapsel, som han har slugt, se, at hans kropstemperatur var på 40-41 grader under løbet.

– Jeg var sindssyg ked af det. Da jeg sad i bilen på vej tilbage til hotellet, var det med en halv tåre i øjnene. Om aftenen knækkede filmen sgu også lidt, husker Würtz, der kunne trøste sig med, at fremtiden på WorldTour’en trods alt var sikret.

Fra drømmestart til portugisiske tæv

Da frontgruppen til DM kommer ind på finaleomgange i Give, sætter Würtz sig op til, at det er sejren, de kører for. Feltet er for langt efter. Inden løbet har han snakket med sin sportsdirektør Nicki Sørensen om, at han skal få det til at ligne, at han lider, så de andre ryttere ikke frygter ham i finalen.

De sidste to en halv kilometer af finalen går gennem villaveje og centrum af den lille jyske stationsby, og den tekniske afslutning kan få stor indflydelse på udfaldet. Første gang rytterne kører afslutningen, tager Würtz fronten. Han vil have en fornemmelse af, hvor hurtigt han kan køre igennem svingene, så han trykker til.

Gruppen splitter, og ryttere falder fra. På de efterfølgende omgange eksperimenterer Würtz med at placere sig i forskellige positioner gennem svingene for at finde ud af, hvor han skal sidde på sidste omgang, når det gælder. Han er mentalt i overskud.

Det mentale overskud vender også hurtigt tilbage efter skuffelsen til U23-VM i 2016. Würtz har en toårig kontrakt med Katusha og flytter til Girona for at leve af at køre på cykel. Motivationen er i top.

[FAKTABOKS2]

I sit første professionelle løb, som er det franske Etoile de Bessèges, bliver han nummer to på kongeetapen og tre i klassementet. Men så rammrt virkeligheden.

– 14 dage efter Bessèges skulle jeg køre Volta ao Algarve. Der var en enkeltstart, så jeg tænkte bare: ’Nu smadrer jeg dem.’ Så blev jeg nummer 20, og Mads P. slog mig endda. Jeg kom i det mindste igennem løbet, selvom jeg var lige ved at trække stikke på sidste etape. Jeg fik bare tæv, husker han.

Resten af sæsonen går op og ned. Han kører en god debut i Paris-Roubaix og bliver senere nummer to i Köln Rundt, men sæsonen slutter igen med en skuffelse, da han får blindtarmsbetændelse under Tour of Britain og må udgå.

[CITAT5]

For Christian Moberg og Jesper Laustsen var det svært pludselig at være så langt væk fra deres kammerat.

– Før var vi nærmest sammen hver anden dag. Hvis ikke han var hjemme ved Laustsen, så var han ude at cykle med mig. Der var hele tiden nogle af os, der var sammen med ham. Nu skulle han flytte, og alt var nyt, siger Moberg, og Laustsen fortsætter:

– Jeg tænkte: ’Fuck man. Han flytter til Spanien.’ Det ville være en stor stress-faktor for mig at rykke alle rødder op og flytte hen, hvor jeg ikke vidste, hvem nogen eller noget var. Så sidder man i en tom lejlighed og kigger ind i en væg, mens man kan følge med i, hvad der sker derhjemme på de sociale medier.

Stod i skyggen

Året efter lægger Würtz godt fra land og bliver nummer 12 i det belgiske åbningsløb Omloop Het Nieuwsblad. Er stort resultat, men eftersom landsmanden Michael Valgren vinder, er der ingen, der taler om 23-årige Würtz’ præstation.

Mange taler til gengæld om de andre danskere. Mads Pedersen bliver sensationelt nummer to i Flandern Rundt, inden Valgren tager endnu en stor triumf i Amstel Gold Race. Landsmænd, som Würtz i årevis har konkurreret og kørt lige op med.

– På det tidspunkt irriterede det mig ikke så meget. Det var selvfølgelig det, som jeg også gerne ville. Men det var først, da de andre blev ved med at vinde, at jeg tænkte: ’Nu må det sgu snart stoppe,’ siger han.

Paris-Roubaix ender i grøften, inden brostenene overhovedet er begyndt. Würtz styrter og får hjernerystelse, og pludselig hænger Grand Tour-debuten i Giro d’Italia i en tynd tråd.

Men hjernerystelsen ender nærmest som forberedelse, for han spiser ingenting i ti dage og taber sig, men bliver alligevel klar til den italienske rundtur, som går over forventning.

Resten af sæsonen bliver det ikke til de store resultater, men Würtz har gjort nok til at få forlænget sin kontrakt med Katusha for yderligere to år. Fortrøstningsfuld og motiveret går han ind til vinteren forud for sæsonen 2019. Men så går det galt.

[CITAT6]

Efter to uger vintertræning får han ondt i knæet. Han har lavet et vrid, mens han har holdt off-season i Danmark, og det har givet inflammation. Han cykler nærmest ikke i december og træner slet ikke med på holdets træningslejr.

Først i januar får han løst problemet, og så træner han ellers. Fra at have kørt 28 timer i december, træner han 90 timer i januar og er godt kørende til sæsonstarten i Spanien. Men basen mangler, og den gode start får hurtigt en ende.

– Så fik jeg bare hammeren. Og det var i alle cykelløb. I Tirreno led jeg, hver gang det gik lidt opad, og jeg udgik af alle klassikerne. Efter Dwaars door Vlaanderen sagde jeg til holdet, at jeg ikke skulle køre Flandern Rundt. Det ville bare være endnu et nederlag.

Russer-mentalitet

40 kilometer fra mål i DM-løbet starter angrebene i frontgruppen. Men det er for tidligt for Würtz. Han kører med og lukker også et par huller, men han gør det uden at gå i rød zone. Han vil vente til allersidst med at sætte sit eget angreb ind.

På de mange omgange har han udset sig et let stigende stykke med modvind som stedet, hvor han vil prøve. Det er rutens hårdeste sted. På sidste omgang ser han sin chance og kører væk.

Resten af gruppen tøver et par sekunder, og Würtz får hullet. Der er ingen på hjul. Han sænker hovedet og træder til, men næste gang han kigger tilbage, er unge Frederik Wandahl og Mathias Norsgaard kommet op.

[FAKTABOKS3]

De tre er ikke uenige om samarbejdet, men Würtz’ to følgesvende er trætte. ”Der er bare ingen, der skal komme op til os,” tænker han og tager selv både lange og hårde føringer.

Efter den svære sæsonstart i 2019 genrejser han sig i Paris-Roubaix. Han har fået lov at sidde Flandern Rundt over og træner i stedet 490 kilometer solo den weekend, og i Helvedet i Nord kører han sindssyg stærkt. Han forsøger at komme i morgenudbruddet de første 100 kilometer, men sidder alligevel med i finalen og bliver nummer 34.

Næste mål er Giro d’Italia, men Würtz bliver syg i optaktsløbet Romandiet Rundt og kommer ikke med. I stedet retter han fokus mod Tour de France.

– På det tidspunkt var jeg bare irriteret. Jeg vidste godt selv, hvad der skulle til. Og det var, at jeg fik lov til at træne og bygge den base op, som jeg ikke havde fået bygget op hen over vinteren.

– Det var der, hvor Katusha gjorde tingene forkert. De sagde, at jeg skulle køre cykelløb, for det er det, man kommer i form af. Men hvis man ikke er i form til at komme igennem cykelløbene, så er det for hårdt, og så bliver man bare smadret, siger han.

Det er ikke første gang, at Würtz møder modgang, og han har efterhånden lært, hvad der skal til, for at han rammer sin topform. Og han er ikke bange for at give holdet klar besked. Heldigvis lytter Katusha, og han får lov at passe sig selv i nogle uger, inden han kommer tilbage og kører et godt Tour de France, hvor han viser sig frem i flere udbrud.

En game-changer

Imens det går op og ned i Würtz’ karriere, slår de øvrige danskere igennem på stribe. Mads Pedersen bliver verdensmester, Kasper Asgreen bliver nummer to i Flandern Rundt, og Søren Kragh vinder løb på WorldTour-niveau. Af den ene eller anden grund flasker det sig bare ikke på samme måde for Würtz.

– Det er de der små setbacks, jeg har haft, som man ikke ser på TV. I årene på Katusha var der ikke en eneste sæson, hvor det hele bare flaskede sig. Jeg har altid troet på, at det år, hvor jeg ikke har nogle problemer hen over vinteren, kommer det til at gå godt, siger han.

Som nær ven kendte Jesper Laustsen godt til alle de småting, og han troede ligesom Würtz på, at sejrene nok skulle komme.

– Jeg vidste også godt, at Mads tidligere havde krøllet de andre danskere, så det var et spørgsmål om tid, før det var ham, der vandt. Men jeg kunne godt mærke, at indebrændtheden voksede, for når de andre kan, så kan jeg sgu også. Når man venter på, at det store resultat kommer og håber, at nu er det i dag, og det så ikke sker, så får man det der nøk i hovedet, forklarer han.

Forud for sæsonen 2020 skifter Würtz til Israel-StartUp Nation, der overtager Katushas WorldTour-licens, da det russiske hold lukker. Det viser sig at blive et vendepunkt i karrieren. Han får Nicki Sørensen som træner og sportsdirektør og starter sæsonen ud med at være med helt fremme i Paris-Nice.

[CITAT7]

Så gør corona sin indtræden og sætter cykelsæsonen og resten af verden på pause. En tre år yngre Würtz var måske blevet frustreret og demotiveret over en ny nedtur, nu hvor det endelig gik godt, men med alderen og de mange setbacks er han både modnet og blevet mere tålmodig.

– 2020 var året, hvor jeg tænkte: ’Nu sker det.’ Så er det bare blevet udskudt et år, og nu har jeg ramt den igen og endda endnu bedre end sidste år, siger han.

Med fornyet styrke får han også mere ud at køre løbene. Han kan køre et WorldTour-etapeløb og komme stærkere ud af det i stedet for at være helt færdig. Jesper Laustsen kan mærke, at skiftet har gjort en stor forskel.

– Mads er blevet opfostret på gode hold som CULT og Coloquick, hvor man kører sammen som én enhed. På Katusha var det bare otte mand, som kørte hver sin chance. Nu er han på et hold, hvor grundstammen virkelig fungerer. Det gør, at man har det sjovere, og når man har det sjovt, får man også mere lyst til at træne hårdt. Det kan jeg mærke. Skiftet har virkelig været en game-changer.

Vidste jeg ville vinde

Igennem sine eksperimenter på de tidligere omgange i Give er Würtz nået frem til, at han skal først igennem de mange sving på sidste kilometer. Så er der ingen, der kan nå forbi. Bagved kan han konstatere, at Valgren og Honoré er kørt væk fra resten af gruppen og forsøger at lukket hullet.

Men det bekymrer ikke Würtz. ”Hvis jeg kører 450-500 watt i mine føringer, skal de køre endnu mere, hvis de skal hente os,” tænker han. Instinktet tager over nu. Med halvanden kilometer til mål tager han fronten, men slækker lidt på farten hen over Torvet og op ad bakken lige efter.

Han vil være sikker på, at han har kræfter nok til at træde cyklen an efter bakken, så han kan holde Wandahl og Norsgaard bag sig ned mod de sidste sving. Han kigger sig tilbage. Det sidste sving er under 200 meter fra mål, og han vil se, om Wandahl, der sidder lige i hjulet, lægger an til at gå forbi. Det gør han ikke.

Roen, som han udviser i finalen, er for alvor kommet efter etapesejren i Tirreno-Adriatico tilbage i marts. Würtz har altid været en snu ræv, der ved, hvordan man vinder cykelløb. Han vidste også, præcis hvordan han skulle gøre det i Tirreno, men i modsætning til tidligere lykkedes det endelig.

– Jeg vidste bare, at jeg ville vinde. Det var det fedeste. På den sidste kilometer vidste jeg, præcis hvad der skulle til. Det instinkt mister jeg aldrig. Det er i finalerne, man vinder cykelløbene, og hvis man ikke har hovedet til det, så vinder man ikke. Det var fedt at få bekræftet, at det stadig er der, siger han.

– Jeg er glad for, at jeg tog mange af mine slag, inden jeg blev professionel. Du får tæsk i U23, men som professionel er du bare uden for tidsgrænsen. Det er der, hvor det virkelig gør nas. Jeg er også glad for den måde, som det hele har udviklet sig på, for jeg har lært rigtig meget. Og så har jeg alligevel bevaret min fornemmelse for at køre finaler. Jeg ved, hvordan man vinder cykelløb. Det har bare handlet om at ramme et niveau, hvor jeg kunne bringe mig selv i finalerne, og det er kommet nu.

Christian Moberg kan også mærke, at sejren i Tirreno har gjort en forskel.

– Det gør en stor forskel, når man ved, at man er god nok til det, og man så rent faktisk gør det. Det gør også, at Mads er lidt mere rolig, når han så kommer til DM. Med roen får man meget mere fokus på det, det handler om. Nu er troen der, og så skal de store resultater nok komme.

Nu er jeg der

Würtz kommer først igennem sidste sving, og fordi det er skarpt, og man skal ned over en kantsten for at komme ud på selve opløbsstrækningen, kan han starte sin spurt et halvt sekund før Wandahl. Han er allerede foran, inden spurten starter.

Under sin arm kan Würtz se den unge Bora-Hansgrohe-rytters forhjul, så han træder helt til stregen. Sejren skal være helt sikker. Sekundet efter krydser han den hvide linje, og mange års hårdt arbejde, sejre, skuffelser, frustrationer og indebrændthed forlader kroppen i et brøl. Mads Würtz er dansk mester 2021.

Han får stadig kuldegysninger, og nakkehårene rejser sig, når han tænker tilbage på øjeblikket. Han nærmer sig landsmændene, han længe har stået i skyggen af, og på dagen var han bedre end dem alle.

– Det er bare et spørgsmål om tid, så er jeg lige så langt fremme som dem. Det tror jeg selv på. Jeg skal bare blive ved med at vise, at man skal regne mig som en af dem. Det har taget længere tid for mig at komme op på det niveau, men nu synes jeg selv, at jeg er der, siger han.

[FAKTABOKS4]

Det er muligt, at det kommer til at tage endnu længere tid for den brede offentlighed at anerkende, at Mads Würtz hører til i samme selskab som Kasper Asgreen, Mads Pedersen og Søren Kragh. Men det generer ikke danmarksmesteren.

– Jeg ligger næsten i top-100 på verdensranglisten (efter DM, red.), så jeg er ved at være deroppe. Det er bare ikke gået godt i de cykelløb, der er blevet vist på TV2, og det er meget det, det handler om, siger han.

– Men det betyder ikke længere noget for mig. Nu tænker jeg bare: ’Kig på min resultatliste.’ Jeg er blevet ældre og tager det mere stille og roligt med medierne og på Instagram, end gjorde før. Jeg passer bare mig selv og gør min ting. Så ved jeg, at succesen kommer.

Ifølge Christian Moberg er Würtz ellers ikke spor tålmodigt anlagt. Men alligevel har tålmodigheden været afgørende for, at han er, hvor han er i dag. På et velfungerende tophold, hvor han får sine chancer, og iklædt Dannebrog.

– Jeg vil ikke sige, at min måde er bedre. Jeg ville også ønske, at jeg havde lavet resultater for tre år siden. Men hvis du har tålmodigheden og kigger på den lange bane, så har en støt stigende kurve større chance for at blive ved med at stige og mindre risiko for at droppe ned end en kurve med stejle op- og nedture. Jeg håber bare, at min bliver ved med at gå opad, slutter Würtz.