Posts Tagged ‘DT Swiss’

Velomore tester DT Swiss GRC 1600 gravelhjul

Posted on: september 5th, 2025 by Hans Christian Hansen No Comments

DT Swiss GRC 1600 er et oplagt hjulsæt til gravel for de, som gerne vil have en fin balance mellem aerodynamik og stivhed.

DT Swiss er med rette kendt for deres kompromisløse tilgang til hjulkonstruktion og GRC 1600 Spline er ingen undtagelse. Med en fælgdybde på 42 mm balancerer hjulsættet både aerodynamik, stivhed og lan sidevindfølsomhed, så man får det bedste fra begge verdener uanset om man kører på skovstier eller grusveje gennem åbne vider.

Vi testede hjulsættet i forbindelse med vores test af LaPierre Croshill CF, som kommer udrustet med GRC 1600 som standardvalg. Hjulene er designet med fokus pålav vægt, høj stivhed og aerodynamisk effektivitet, hvilket gør en mærkbar forskel, både under acceleration og på lange, flade stræk. Fælgenes profil er optimeret til at skære rent gennem vinden, men uden at blive for høje, så sidevindsfølsomheden holdes på et minimum – en klar fordel på blæsende dage.

Navene er bygget med præcisionslejer, der sikrer silkeblød rotation og minimal friktion, hvilket både forbedrer trædeøkonomien og giver en mere direkte kraftoverførsel. Egerne er placeret i et mønster, der balancerer aerodynamik og styrke, så hjulet holder sig stift under hårde spurter, men samtidig giver en smule eftergivenhed på ujævnt underlag.

Hjulsættet er tubeless-ready, hvilket åbner for lavere dæktryk og dermed bedre komfort og greb, uden at gå på kompromis med rullemodstanden. Kombineret med et sæt hurtige, lette dæk får rytteren en fornem følelse af, at hvert watt omsættes direkte til fremdrift. Kort sagt er hjulene ikke bare tilbehør – de er et nøgleelement, der løfter hele køreoplevelsen til et højere niveau.

Hjulsættet er, som skrevet, testet på LaPierre Crosshill CF. På asfalt føltes cyklen nærmest som en racercykel takket være hjulenes relativt høje profil, mens cyklen og hjulene for alvor blev vækket til live på gruset. Hjulene accelerer hurtigt og føles både stabile og præcise rundt i sving og ved pludselige retningsskift. Det skyldes både stivhed og de brede WTB Raddler TCS Light 700×44c dæk, som cyklen kom monteret med.

Det efterlader et helhedsindtryk af et hjulsæt, der føles solide og driftsikre i det meste terræn, man som gravelrytter finder her til lands. De balancerer fint stabilitet og hastighed, og er velegnede både på gruset og til hurtige transportstykker på asfalt. Alt i alt performer de, som man ville forvente af et hjulsæt fra DT Swiss. Vi har set dem online til 5.999 kroner, hvilket må siges at være en skarp pris for et solidt cykelhjul, der tåler at få nogle tæsk i skoven.

Info

Vurdering: 4/5.
Materiale: Carbon
Indvendig bredde: 24 mm
Udvendig bredde: 32 mm
Fælgdybde: 42 mm
Mere info: www.dtswiss.com

Velomore tester DT Swiss AR 1600 Spline

Posted on: april 16th, 2024 by Hans Christian Hansen No Comments

Det er stadig muligt at få kvalitetshjul fra de store mærker uden at skulle tømme tegnebogen. Vi har testet de bundsolide AR 1600 Spline fra DT Swiss til kun 4.000 kroner.

Hvis man nu tilhører det stadigt voksende segment, som synes, at priserne for high end cykelgrej er stukket fuldstændig af, men omvendt gerne vil have noget lækkert grej til sin racerged. Hvad gør man så? Tjah, man kunne da med meget god grund og stort udbytte gå efter et sæt monsterfede DT SWISS AR 1600 SPLINE i stedet.

Et hurtigt hjulsæt er først og fremmest et aerodynamisk hjulsæt. Aero kommer længe før vægt og stivhed, når man vil hurtigst muligt frem på løjpen, og her bliver man aldrig skuffet med et DT Swiss-produkt – heller ikke hvis man vælger det økonomisk overkommelige AR 1600-sæt. 

DT Swiss har maksimeret det aerodynamiske udbytte af den 30 mm høje aluprofil og skabt et hjul, som er markant mere effektivt, end fortidens V-profiler. Med en indre fælgbredde på 20 mm og en stor blød U-profil er effekten mærkbar.

Fælgen er forberedt til tubeless setup. Men den er ikke hookless i modsætning til flere af konkurrenterne, og det er rart at tænke på i disse tider, hvor debatten om sikkerheden ved hookless raser. De øvrige komponenter er tilsvarende optimerede. 

DT Swiss’ egne aero comp II straightpull-eger med skjulte eger bidrager med vigtige watt og sikrer desuden maksimal hjulstivhed, i kraft af den stærke forankring indeni fælgen.

Og DT Swiss slutter pakken med gedigne 350-serie-nav med lukkede lejer, der nemt kan serviceres. DT Swiss-friløbet er af den stive og lette ratchet-type med 36 individuelle kontaktpunkter, som sikrer øjeblikkeligt indgreb, når man initierer sit tråd. Det er lækkert at opleve, når man kommer fra et traditionelt friløb med 3 eller 4 paler, og man savner i hvert fald ikke den klassiske og abrupte ’klonk’-oplevelse fra de gammeldags friløbs-paler, der går i indgreb.

På landevejen

Vores testhjul var selvfølgelig sat op tubeless med lækre Continental GP 5000S TR-dæk i 28 mm. Og den pakke var altså bare noget, der virkede. Her gik lav rullemodstand, komfort og overbevisende vejgreb op i en højere enhed, samtidig med at punkteringsresistensen var overbevisende – selv i et usædvanligt regnplaget forår. 

Vores testcykel var en Giant Propel i nyeste aftapning, og den var kendetegnet ved at være en kontant og effektiv fartmaskine. Rammestivheden var overbevisende, og blev matchet utroligt godt af de lige så stive AR 1600-hjul. Den følelse af effektivitet, stivhed, tryghed og komfort, som vi kørte rundt med, var ærligt talt til tider helt berusende. Og selvom det retfærdigvis må medgives, at en 60 mm-højprofil selvfølgelig ER hurtigere, så er den overlegne kontrol, som den lave, stive fælg giver til hverdag – hvor man måske ikke lige behøver de sidste 2 km/t på topfarten – faktisk at foretrække. 

Hvis man er typen, som kan finde på at tage sin cykel med en tur til bjergene, så vil et hjulsæt som AR 1600 klart være at foretrække, frem for et højprofil-sæt, der opfører sig helt ukontrollabelt i de alpine kastevinde.

Facit

DT Swiss AR 1600 SPLINE er et på alle måde lækkert medium-profil-hjulsæt, der kan benyttes til stort set al slags cykling. Det scorer højt på samtlige parametre (samlekvalitet, vægt, stivhed, aerodynamik og køredynamik), og er utroligt bredt anvendeligt. Med et par gode graveldæk, kan det også snildt køre en tur i skoven, hvis det er det, man har lyst til.

Info

Vurdering: 5/5.
Modeller: 9 forskellige.
Vægt: 1.657 gram.
Pris: 3.999 kroner.
Mere info: www.dtswiss.com

DT Swiss introducerer Hybrid Utility hjulet 1900 SPLINE

Posted on: februar 24th, 2022 by Velomore No Comments

Denne første generation af Hybrid Utility hjulene sætter nye standarder, da udviklingen inden for e-touring cykler kræver at de kan bære et  tungere læs og køre længere på mere udfordrende terræn.

På grund af den seneste udvikling inden for elmotorer er det nu muligt at transportere endnu større læs, mens man tilbagelægger længere strækninger, og ofte også på mere ujævne spor.

Det betyder selvsagt højere belastning på hjulene og deres komponenter.

Derfor er Hybrid Utility hjulet fra DT Swiss blevet specifikt udviklet og testet til at klare disse øgede, fysiske belastninger.

Med en godkendt maksimal vægt på 180 kg giver HU 1900 SPLINE langvarig pålidelighed og tillid til e-touring cyklisterne.

Foto: DT Swiss
Foto: DT Swiss
Foto: DT Swiss

”Fra begyndelsen af følte jeg, at elcykler ville revolutionere cykelverdenen. I 2017 var DT Swiss med til at være banebrydende på markedet ved at tilbyde hjul, der er specielt udviklet og forstærket til at opfylde de øgede krav til elektriske MTB-cykler. De erfaringer, der er opnået i mellemtiden, er nu blevet brugt til at udvikle kategorien Hybrid Utility hjul: 

E-touring cykler benyttes i dag til en lang række formål, på forskellige terræner, med en relativt høj last.

Alle disse faktorer belaster cyklens komponenter betydeligt på daglig basis. Hybrid Utility-hjulene er derfor bygget med disse faktorer in mente: De er bygget til at holde,” lyder det fra produktchef Daniel Berger.

Du kan læse mere om HU 1900 SPLINE her

DT Swiss XRC 1501 Spline

Posted on: januar 14th, 2022 by Jens Brahe Pedersen No Comments

Går du og overvejer, om du skal opgradere dit hjulsæt? Schweiziske DT Swiss har givet deres 1501 hjulserie en ordentlig overhaling og resultatet er en sand fornøjelse, faktisk er det som at få en ny cykel igen.

DT Swiss er et etableret brand, hvis produkter er kendt vidt og bredt for deres kvalitet. Med dette nye sæt XC hjulsæt går DT Swiss all-in på de moderne krav og tendenser inden for XC-verdenen: fuld carbon fælg, bred fælgdiameter (30mm intern) og et enkelt nav der stadig let kan serviceres.

Ved første blik

XRC 1501 Spline er et fedt design med lækre detaljer. De brede, matte carbonfælge med diskrete decals er fede at se på. Hjulene er lette (1540 gram på vores vægt inkl. tape og ventiler). Ventilerne fikseres med smarte ovale møtrikker istedet for runde, der kan være svære at spænde ordentligt. I ventilhætten er der en kærv til at skrue ventilindmaden ud, hvis man skal hælde tubeless væske i. Hjulene leveres med et let udskifteligt kassettehus afhængigt af, om man vil køre med MicroSpline(Shimano) eller XD(SRAM). Hvis man kender lidt til hjulsæt ved man også, at DT Swiss’ nav er legendariske i branchen på grund af deres ydeevne, holdbarhed og brugervenlighed. Det er ikke uhørt, at hjulbyggere specifikt vælger DT nav, når de bygger hjul for deres kunder. 240 navet har været på markedet i mange år, og dette hjulsæt har den nyeste version, som er lidt lettere og stivere.

Hjulsættet kommer tubelessready med fælgtape monteret, og adaptere til 6-bolt bremseskiver, hvis du ikke har investeret i centerlock skiver endnu.

På midten er egerne kun 1.6 mm tykke.

Ny cykel

Er man ikke vant til stive hjul med brede fælge, er det at montere DT XRC 1501’erne, som at få en ny cykel. Man mærker fra første færd at hjulene er lette og stive: både ved acceleration og den præcise styring. Vi testede hjulene på en XC-mountainbike, både med Wicked Will fra Schwalbe samt Maxxis Ardent Race dæk, i henholdsvis 2.4 og 2.35”. Det store luftkammer på en bred fælg giver masser af greb og komfort. Hertil kommer, at selv med lavt tryk føles det ikke som om dækkene “ruller af fælgen” ved skarpe sving eller skæve landinger.

DT240 navene snurrer sagte som altid og engagerer med deres 36 tænders friløb kontant ved acceleration. Det her er nogen fede, stive og lette hjul der bare kører godt, og de gav et konstant smil rundt på sporet.

Med i pakken

DT Swiss er så sikre på kvaliteten af deres hjul, at der følger en crash replacement ordning med, samt en 10 års udvidet garanti mod produktionsfejl. Hertil kommer, at navene er blevet nemmere at servicere og let kan konverteres mellem SRAM og Shimano, hvis du skifter cykel – så du kan beholde hjulsættet til den næste mountainbike. Altsammen nice, men til prisen savner vi en pose til hjulene.

Facit

DT Swiss XRC 1501 er et blæret hjulsæt for nu at sige det på godt jysk. Det er let, stift og styrer sikkert med den brede indre fælgdiameter. Hjulene accelerer fantastisk og tillader så lavt dæktryk, at grebet er optimalt. De har mange lækre detaljer, lige fra smarte ventilmøtrikker, til let udskifteligt kassettehus og crash replacement. Det er ikke engang DTs dyreste hjulsæt, men 12.500 kr. er stadig noget af en udskrivning til et sæt hjul – men de føles også som en ny cykel. Leder du efter en opgradering til din mountainbike er det her hjulsæt et rigtig godt bud.

Vurdering

Pris: 12.500 kr.

Info: www.cycleservicenordic.com

Vurdering: 5/6

DT Swiss XR 1501 Spline One 25

Posted on: januar 19th, 2020 by mms

Det er som om at alt, hvad der kommer fra Schweiz er lækkert. Vi nævner i flæng chokolade, ure og selvfølgeligt nav og hjulsæt fra DT Swiss, som i mange år har stået som noget af det bedste i mekanik og holdbarhed. De lidt konservative Schweizere har været lang tid om at rykke sig, fra traditionelle og klassiske smalle fælge til de noget bredere fælge, som også bliver efterspurgt til cross country, da du får væsentligt bedre udbytte af dit dæk, på en lidt bredere fælg.

Teknik

Vi har prøvet hjulsættet i 29” og i boost udgaven, men har du ikke en cykel eller forgaffel der er boost klar, så klarer DT Swiss også hjulsættet i en almindelige udgave. Alle hjulsæt fås både til SRAM XD body eller til Shimanos seneste Micro Spline, som de bruger sammen med deres 12 speed kassetter. DT Swiss var de første der fik lov til at lave bagnav med kassettebody der passer til Shimanos nye kassettedesign. DT Swiss laver hjul og nav for rigtigt mange cykelbrands, så hvis du fx har en Specialized eller en Trek kører du måske allerede med den gode schweiziske mekanik.

[IMG3]

Både fornav og bagnav er i 240 designet, så det er meget nemt at vedligeholde og bygge om, hvis du vil køre med en anden type aksel eller kassettebody. Hjulsættet er opgivet til en vægt på 748 gram for forhjul og 852 gram for baghjul.  På vores vægt vejede hjulsættet blot 27 gram mere, så totalvægten landede på 1.627 gram. Hjulsættet leveres med tubeless-tape installeret og de passende ventiler i kassen. DT Swiss har altid været glade for Shimanos Centerlock skivemontering, så hvis ikke du har de rigtige skiver til Centerlock, skal du bruge de to adaptorer, som hører med. 

Vores tubeless dæk susede på med en almindelig fodpumpe, og takket være den indvendige fælgbredde på 25 mm, får du et bedre udbytte af dine dæks bredde, uanset om du kører med 2,1” eller 2,3”. For i 2019 har alle, fra verdensmesteren Nino Schurter til helt almindelige mountainbikere opdaget, at et bredere dæk giver en masse fordele. Det samme hjulsæt fås også med en indvendig fælgbredde på 22,5 mm, men de sidste 2,5 mm giver både en stærkere fælg og omfavner de lidt bredere dæk endnu bedre.  Hvis dine behov er endnu vildere, laver DT Swiss også en vildere udgave af hjulsættet med 30, 35 eller 40 mm bred fælg.   

[IMG2]

På sporet

Når man første gang kører med hjulsættet, bider man med det samme mærke i den diskrete lyd fra bagnavets friløb. Det er ikke den vrede bi, som på Chris King nav, men den diskrete underspillede lyd af schweizisk håndværk. Hjulsættet er anbefalet op til en systemvægt på 110 kg, men er så også givet frit til det man kalder klasse 3 mountainbike, som er næsthøjeste niveau lige under ekstrem mountainbiking. Så hjulsættet er klar til meget hård cross country, som indebærer alt, hvad en moderne cross country World Cup rute byder på, af vilde hop og store drops. Den bomstærke opbygning skyldes DT Swiss' egne Competion egere sammen med Pro Lock nipler. De bliver spændt op af firmaets egne medarbejdere, som også efterlader deres signatur på et lille klistermærke på hjulet.

Med 36 tænder i de to indvendige ratchet tandhjul i navet, skal du højest træde 10 grader, før navet engagerer, så man mærker tydeligt, at navet taget fat med det samme, man træder cyklen i gang. Kombinationen af hurtigt engagement og lav vægt, gør hjulsættet let at accelerere. Dine dæk spiller selvfølgeligt også en rolle, men uanset om du kombinerer hjulsættet med lette 600 grams dæk eller sætter stærke og lidt brede 8-900 grams dæk på, så er hjulsættet med på opgaven. Det er et nemt hjulsæt at sætte dæk på og tubeless-opsætning går ekstrem let. Selv om du kan køre hjulsættet med slanger, så er det født til tubeless og leverer også klart den bedste oplevelse som tubeless, hvor du for alvor kan ramme det lave dæktryk og få den bedste kontrol med underlaget.  

Facit 

Hjulsættet koster ligeså meget som andre hjulsæt med kulfiberfælge, men kvaliteten på navne er verdensklasse, alufælgen er stærk og forholdsvis let, og hjulsættet er bygget af eksperter, der ved hvad de laver. Man mærker kvaliteten ved hvert tråd, og hører den diskrete lyd fra bagnavet, hver gang man holder pause i trådet. Hjulsættet ender nok med at holde længere end din cykel, sådan er det, når det er schweizisk mesterværk. Du kan også selv klare den minimale vedligeholdelse af navene, da de kan skilles ad med dine egne hænder.