870 kilometer og 14.777 højdemeter gennem Italien på el-cykel. Eventyrene kender ingen grænser, heller ikke selvom du har brug for lidt elektrisk hjælp.

Der er sikkert mange som mig: Kvinder med en mand, som er super cykelmotionist, og som elsker højdemeter og lange distancer. Egentlig vil man gerne dele nogle oplevelser sammen, men det er bare ikke muligt pga. niveauforskellen. Jeg hygger mig med at cykle – også gerne i bjergene. Det går ikke så stærkt, og jeg har mange stop undervejs, men jeg nyder naturen og magien ved at køre i bjerge. Og jeg vil egentlig gerne cykle mere med min mand.

Lang tur gennem Italien

I efteråret 2019 faldt jeg over en tur med Bike Italien som gik fra Milano til Rom. 870 km og 14 777 højdemeter på 7 cykeldage. Det syntes jeg kunne blive en fantastisk oplevelse. Forestil dig at cykle langs kysten til Cinque Terre videre til Lucca og Sienna gennem de magiske landskaber i Toscana. Og så slutte turen af med at cykle langs Tiberen helt ind i centrum af Rom. Dét pirrede min eventyrlyst. 

Men jeg vidst også godt, at det kun var en drøm, for det var jeg slet ikke stærk nok til. Bare tanken om at skulle cykle på hold med stærke ryttere og så være den, der altid kom sidst op til resten af et ventende hold. Det fristede ikke ret meget. Men alligevel snakkede vi med tre andre par fra den lokale cykelklub om turen, og alle var enige om, at det kunne være en fantastisk oplevelse. Vi tre piger som var enige om, at det ikke kunne lade sig gøre for os uden en form for motor.

El-udfordring

Vi kontaktede ejeren af Bike Italien Joachim Jerichow og fortalte, at vi var 8 eventyrlystne cykelmotionister som gerne ville med på turen Milano – Rom i september 2020, hvis han altså kunne skaffe 3 el-cykler. Det lykkedes efter et stort stykke arbejde at finde en, som var villig til at levere 3 el-racercykler i damestørrelser. Og så var det bare op til os at komme i cykelform, for selvom vi havde motor, skulle vores grundform selvfølgelig være i orden. Og vi var jo også meget spændte på, om vi kunne komme til Italien i september pga. Corona-virus.

Tung cykel men 100 watt i foræring

Og heldigvis. Vi kom alle i mere eller mindre hæderlig form OG Italien var åben. Så den 10. september rejste vi med mundbind og fly til Milano. I Milano blev vi hentet af Joachim og kørt til hotellet i Piacenza, hvor turen startede dagen efter. Her mødte vi også resten af holdet. Vi var 13 i alt, to guider og en chauffør til følgebilen.

Eftermiddagen blev brugt på at samle cykler, og vi tre piger var temmelig spændte på at blive præsenteret for vores nye vidundere: Tre flotte spritnye el-racercykler, som med batteri vejede 14,7 kg.  Batteriet sad på skrårøret og havde tre indstillinger: grøn, blå og rød. Når man kører i grøn, får man ca. 100 Watt foræret ved normalt tråd. Når man kører over 25 km/t slår elmotoren automatisk fra.

For mit vedkommende betød det, at når jeg f.eks. kørte på en stigning på 8 procent, kørte jeg med ca. 8-9 km i timen uden at være helt smadret og med overskud til at nyde turen. Vi tog lige en lille tur, så vi kunne vænne os lidt til både cykler og batteridelen. Det var let at vænne sig til, og vi var alle meget tilfredse og havde lidt mere ro i maven. Det kunne ikke gå helt galt.

Tør for strøm

Første etape var på 119 km og 2200 hm. tre lange stigninger, hvor vi for alvor skulle prøve at køre på racercykel med el. Det gik fantastisk godt, vi nød de spektakulære udsigter. Og det vigtigste: vi havde luft og overskud til at kunne nyde dem. Eneste problem: Vi havde ikke lige helt styr på hvor meget strøm, vi egentlig brugte.

Så 5 km før toppen af den sidste stigning, løb vi tør for strøm. Og så blev vi for alvor klar over, hvorfor det var en rigtig god ide med strøm til os. Men heldigvis var der stærke mænd med som gerne hjalp os med en hånd på bagen op til toppen. På toppen var vi fuldstændig flade og godt tilfredse med, at vi kun manglede 20 km nedkørsel, før vi var fremme ved hotellet. Det havde været en god og lærerig dag.

Fælles om oplevelserne

Næste morgen var vi alle klar til en ny dag med mange kilometer og højdemeter. Vi havde lært, at hvis vi skulle gennem en hel dag med batteri, var vi nødt til at spare. Så resten af ugen brugte vi kun elmotoren på stigninger og når vi lige havde brug for en lille pause.  Selvom vi havde elmotor, var vi godt brugte, når vi kom frem til hotellet om aftenen, og vi havde nøjagtig ligeså ondt af at sidde mange timer i sadlen som de stærkere mænd. Men benene var forbavsende gode. Og det vigtigste: Vi havde sammen delt dagens oplevelser og kunne fortælle historier om dem. Det var jo det, der var hele ideen.

Efter 870 kilometer, 14.777 højdemeter og en fantastisk, men også benhård uge kom vi til Rom. Det er uden sammenligning den vildeste udfordring, jeg havde været med til, men efter et par dages restitution er jeg klar til en lignende tur til næste år. Så længe der er el på cyklen.