Man fornemmer travlheden hos Emma Norsgaard, da vi får hilst på hinanden. Normalt skulle man tro, at der har været tid til et tiltrængt pusterum efter en lang og tætpakket sæson. Men selvom hun får et afbræk fra den hårde cykeltræning, så er der gang i telefonopringninger og planlægning.

Den danske mester i enkeltstart (og tidligere danske mester i linjeløb) er nemlig midt i stressende bryllupsforberedelser, men alligevel er der masser af smil og overskud til at snakke om sit fantastiske år, hvordan det er at flytte til Spanien som teenager, og hvorfor OL var en stor skuffelse.

Hendes debutsæson på WorldTour’en var intet mindre end en kæmpe succes efter ti sejre på tværs af kalenderåret. Derudover blev det til snesevis af topplaceringer i de allerstørste løb.

Faktisk blev det til en håndfuld andenpladser, før den forløsende sejr kom i det luxembourgske etapeløb ‘Ceratizit Festival Elsy Jacobs’, hvor hun sikrede sig to etapesejre og den samlede sejr. Det var ikke helt tilfældigt, men alligevel overgik hun sine egne og sit hold Movistars forventninger:

“Holdejeren sagde: ’Da vi skrev med dig, vidste vi jo godt, at du var god, men vi havde nok ikke regnet med, at det gik SÅ godt.’ Så jeg tror også, at deres forventning var, at man skulle se, hvordan det gik, og hvis jeg var der, så kørte vi for mig. Men så gik det helt vildt godt i starten, og så føler jeg, at de har investeret rigtig meget i mig, og mine holdkammerater har været sinds- sygt gode til at opgive deres chancer for mig. Det er jeg dem evigt taknemmelig for,” forklarer den blot 22-årige Emma Norsgaard.

Hun bruger selv ordet “latterligt”, når hun forsøger at sætte ord på, hvordan hun næsten hele året har fået tildelt kaptajnrollen igen og igen. Hvis ikke Movistar har kørt for danskeren, har det i stedet været superstjernen Annemiek Van Vleuten.

Det siger alt om, hvilken status sprinteren har fået. Ikke blot hos Movistar, men i hele feltet. Opbakningen på det spanske storhold er netop en af årsagerne til de mange flotte resultater.

“Jeg har bare fundet mig virkelig godt tilpas på Movistar. Jeg mærker forskellen fra de andre år. Nu er jeg glad og føler mig tilpas. Selvfølgelig forventer de noget, men de er også ret stille og rolige omkring det. Det er kun mig selv, der sætter de her voldsomme forventninger. Men jeg kan bare mærke, at jeg har fundet det helt rigtige sted at være, og jeg tror også, at det har været en af grundene til, at det er gået så godt,” fortæller hun glædeligt.

Og der er stor grund til at være tilfreds for sprinteren, der har nydt godt af støtten fra sine holdkammerater, der ofte er gået “all-in” på at se netop deres topsprinter sejre.

DEN STORE SEJR PÅ DEN LILLE SCENE

Årets største sejr, ifølge Emma Norsgaard selv, kom i det mest prestigefyldte etapeløb, Giro d’Italia. Selvom det ikke var kategoriseret som et WorldTour-løb i 2021, er det stadig det største løb på kvindernes kalender. På sjette – og længste – etape var hun den hurtigste af alle foran stjerner som Coryn Labecki og Marianne Vos.

Hun fulgte den samme opskrift, som mange af hendes andre sejre også er vundet på; Den lange udmagrende spurt efter et løb, der også gerne skal have kostet mange kræfter hos konkurrenterne.

“Jeg er selvfølgelig en af de hurtigste, men jeg føler nærmest altid, at der er en, som lige er hurtigere end mig.”

Netop derfor skal den trædes hjem langt fra målstregen. At kunne lykkes med det i det største løb er derfor grunden til, at Emma Norsgaard hurtigt understreger, at etapesejren i Italien er kronen på værket i år. På trods af det er sejren måske for mange gået ubemærket hen, for scenen, den faldt på, var desværre lille.

“Der er nærmest ingen mediedækning (til Giro’en, red.). Jeg tror ikke engang, at det blev vist på TV i år, fordi der ikke var nogle, der ville betale. Og det er bare mega ærgerligt for sådan et løb. Det har været vist før, men så er det kun highlights, hvilket jeg heller ikke synes er godt nok. Prøv at tænke på, hvis det skete for herrernes Giro d’Italia. Det ville være helt vildt.”

DRØMMER OM CHAMPS ÉLYSÉES

Der er stadig meget, som kan forbedres for kvindernes vilkår inden for

sporten, men heldigvis bevæger det sig i den rigtige retning. Det mærkes også af Emma Norsgaard, selvom hun kun har været professionel i fire år.

“Det er ikke mange år, siden jeg blev professionel, men jeg synes stadig, jeg kan mærke en forskel i, hvor stort det egentlig er at køre Flandern Rundt og de andre belgiske klassikere. Det er jo mega smart, at vi også har vores eget løb, når herrerne for eksempel kører Flandern Rundt. Og nu har vi også Paris-Roubaix, og vi får Tour de France. Det giver på en måde en meget større fanskare, fordi der er så mange, der ser herrernes løb, og så kan de lige så godt også følge kvindernes løb. Der er kæmpe forskel på, om det er et løb, hvor der også er et herreløb. Det kan jeg mærke på omtalen fra medierne,” forklarer hun ivrigt og sammenligner med netop Giro d’Italia, som ikke havde TV-dækning i årets udgave.

Derudover mærker kvinderne også både bedre lønninger og optimerede forhold på holdene. Begge er forskellige parametre på, at der er kommet flere penge til kvinderne, hvilket må indikere en stigende interesse fra omverdenen.

Tendensen ser heldigvis også ud til at fortsætte med et Tour de France for kvinderne i 2022. Ikke overraskende har Movistar-rytteren sat et stort kryds ud for løbet allerede.

“Ja, det skal jeg være med i. Det kunne være simpelthen så fedt at køre og så endda første udgave, så det glæder jeg mig meget til. Så nu håber jeg, at mit hold har lyst til at tage mig med,” siger Emma Norsgaard, der ikke har fået statsgaranti på en udtagelse endnu.

Hun håber og tror dog på en delt kaptajnrolle med Van Vleuten, som vil køre for at vinde løbet samlet. På de to-tre flade etaper, som ligger i løbets indledende fase, handler det om at slå til. Måske det kan resultere i en sejr på Champs Élysées på den allerførste etape?

“Så håber jeg, at jeg kan slå hende den hollandske Lorena Wiebes, og jeg kan få lidt mere fart i cyklen,” griner hun.

HELT RUNDT PÅ GULVET MENTALT

Det har dog ikke kun været lutter lagkage for WorldTour-debutanten i den netop afsluttede sæson. Selvom hun har trådt det ene flotte resultat hjem efter det andet, har det slidt hårdt på både det fysiske og mentale aspekt.

Desværre følte hun sig udbrændt på det næsten værst tænkelige tidspunkt. Efter Giro-succesen havde trætheden hobet sig op, og tanken var så godt som tom lige op til De Olympiske Lege.

“Jeg skulle direkte videre til Tokyo og køre OL, som er alles største mål. Og jeg kunne godt mærke, at især mentalt var jeg helt færdig. Jeg har aldrig prøvet at køre en fuld sæson med mig i fokus. Så jeg var helt rundt på gulvet mentalt og havde bare lyst til at være derhjemme og slappe af i stedet. Samtidig prøvede jeg at sætte mig op til det, men jeg kunne bare ikke. Det er lidt vildt at sige. At man ikke kan sætte sig op til et OL. Det gik bare ikke. Så snart jeg skulle præstere, var der noget, som bare gik ned,” beskriver Emma Norsgaard, der også endte med at udgå af linjeløbet og blev nummer 17 til enkeltstarten.

En disciplin, hun ellers er dansk mester i. Hun indrømmer, at OL med coronarestriktioner og skuffende stemning næsten gjorde oplevelsen til et mareridt.

“Det var virkelig et helvede. Man skulle være låst inde på et hotelværelse 24/7, og det eneste, vi måtte, var at træne. De fleste aftener og middage spiste vi også på værelset, og så bliver to uger virkelig lang tid. Jeg tror heller ikke, at det hjalp, at jeg var ved at gå kold i det. Det var super nederen, og det levede slet ikke op til de forventninger, jeg havde til et OL, og hvor stort det er. Vi kørte ud til løbet i en servicebil, og så skulle vi sidde der i tre timer. Det var så underligt, og der var ikke nogle, der havde busser eller autocampere, som der normalvis er til cykelløb. Der var ikke nogle steder, vi kunne sidde, og der var halvtreds grader. Cecilie (Uttrup Ludwig, red.) og jeg sad i en lillebitte bil med aircondition på fuld gas og bare ventede på, at vi skulle starte løbet,” ærgrer Emma Norsgaard sig, som rejste udmattet hjem fra Japan:

“Jeg kunne ikke komme mig over det efter OL, fordi jeg var så skuffet over, hvordan det var gået. Jeg havde ikke en depression, men jeg var meget ked af det. Jeg havde bare lyst til at stoppe min sæson der.”

OPREJSNING I FRANSK MUDDERBAD

Heldigvis stoppede Emma Norsgaard ikke sin sæson efter verdensmesterskaberne i Belgien. Ugen efter genfandt hun formen på mudrede brosten i det nordlige Frankrig til kvindernes første møde med de frygtede pavéer mellem Paris og Roubaix, selvom hun egentlig var klar til at tage på off-season.

For første gang i 2021 var hun også blevet tildelt rollen som hjælperytter og havde sågar bedt sin far om at stå klar ved første pavé, hvor hun var blevet bedt om at køre lead-out. Hvis hun ikke lå i favoritgruppen på det tidspunkt, så ville hun stå af og transporteres resten af vejen til mål. Men så skete der noget.

“Jeg var pludselig tilbage til min ”gamle” form på en eller anden måde. Jeg var der bare totalt mentalt. Jeg fløj bare igennem, og jeg var der for min holdkammerat Aude (Biannic, red.), men hun sagde til mig undervejs: ’Bare bliv siddende her. Lad vær med at gøre noget, og så kører vi for dig i spurten, hvis det er.’”

Det endte dog som bekendt med en legendarisk sejr til Lizzie Deignan, men Emma Norsgaard sikrede Movistar deres bedste resultat i løbet nogensinde med en sjetteplads. Noget af en bedrift, når bare det at gennemføre for mange anses som værende en succes.

Det blev heller ikke et mindre resultat, når man tager forholdene i betragtning. Isglatte brosten, sprøjtende mudder og styrt til højre og venstre udgjorde et af de mest spektakulære cykelløb i århundredet. Som seer sad man godt underholdt, mens rytterne havde en anderledes oplevelse.

“Folk var meget mere bange, end de glædede sig. Det var svært at komme frem i fronten, for alle ville være der. Jeg var også ret nervøs for at køre løbet, men jeg prøvede bare at tænke på, at det var ligesom alle andre løb, hvor vi siger til os selv til taktikmødet, at hér skal vi sidde forrest. Og det gik jo egentlig okay i sidste ende,” siger hun på typisk beskedent jysk.

To styrt undervejs og et muddershow uden lige har ikke skræmt den hårdføre dansker tilstrækkeligt. Selvom hun trods alt var glad for ikke at skulle cykle dagen efter, hvor hun mærkede efterdønningerne af mødet med brostenene.

Nej, tværtimod glæder hun sig allerede til næste års udgave af “Helvede i nord”, som igen bliver et af hendes store mål. Dog behøver der ikke være regn i 2022-udgaven, for det, synes hun trods alt, var “lige lovlig vildt”.

NULSTILLET OG KLOGERE TIL 2022

Det første år som WorldTour-rytter er nu afsluttet. Selvom indtrykkene og oplevelserne har været mange og udmattende, er der stadig et bryllup i Danmark, som skal overstås med sin forlovede (nu mand) Mikkel Bjerg. Sammen har de en tilværelse i det nordøstlige Spanien i cykelbyen Girona, hvor de flyttede til for tre år siden.

Udefra set kan det virke vildt at rive teltpælene op af den danske jord og flytte sydpå. Selv følte de det som et naturligt skridt dengang, selvom hun erkender, at det var en anelse angstprovokerende.

“Jeg kan huske, at Mikkel var nede at se lejligheden én gang. Vi havde ikke set Girona nogensinde. Jeg havde heller ikke set lejligheden før. Det var vanvittigt, for det kunne jeg normalt aldrig finde på at gøre. At flytte ind et sted, som jeg aldrig havde set før. Jeg tror, at jeg havde været i Spanien to gange før i mit liv, og nu skulle jeg til at flytte derned,” husker hun.

Det er nemt for dem at trives i det spanske med en stor dansk omgangskreds af professionelle cykelryttere, der har hjulpet dem med at føle sig hjemme. Heriblandt broren Mathias Norsgaard, der ligesom Emma også kører for Movistar. Det halter dog stadig med det spanske sprog.

“I starten var det helt håbløst. Fuldstændig håbløst. Og jeg havde endda taget timer i spansk, men det var helt vildt. Når de snakker med hinanden, går det så stærkt.”

Nu får hun mulighed for at pleje det spanske lidt mere, når rejsen går hjem til Girona på bryllupsrejse med Mikkel Bjerg. Med hver deres løbsprogram og forskellige rejsetidspunkter er det sjældent, de får lov til at være hjemme på samme tid.

Nu skal der trykkes på reset-knappen, telefonen skal lægges væk, og der skal være fokus på kvalitetstid med hinanden. Det er dog tvivlsomt, om det bliver ren afslapning, når der er tale om to konkurrencemennesker, der er vant til at træne mange timer hver dag.

“Mikkel vil hele tiden lave et eller andet. Så siger han: ’Skal vi ikke lige tage ud og løbe? Skal vi ikke lige tage ti kilometer mod hinanden?’… ‘NEJ, det skal vi ikke!’ Men så kunne jeg løbe fra ham, og så ville jeg gerne lidt alligevel,” griner hun.

Næste sæson håber hun på at bygge videre på sin flotte start på sportens øverste hylde. Efter 2021 har hun lært, at det betyder mere afslapning og pause. Det ved nu både holdet og hende selv, at de skal respektere og tage mere seriøst.

Helt sikkert er det, at vi ikke har set det sidste til det danske stjernefrø, som har mere blod på tanden til næste år.

“Jeg prøver at have den mentalitet at tage det, som det kommer, for at se hvor langt det rækker. Men jeg ved også godt med mig selv, at jeg lægger planer hele tiden. Paris-Roubaix var sådan et fedt løb, der kræver at man er heldig. Men jeg vil også gerne vinde det.”