Med naturlige ingredienser, subtile smage og et simpelt energisystem har MNSTRY udviklet et udvalg af højt ydende energiprodukter.
MNSTRY hører til blandt de forholdsvis nye energiproducenter på markedet og er udviklet af ernæringsekspert Robert Gorgos, som bl.a. arbejder med Redbull – Bora Hansgrohe. Der bruges kun naturlige ingredienser for at skåne maven og fordøjelseskanalen mest muligt, og hver ingrediens har måttet kæmpe for sin plads og er nøje udvalgt på baggrund af videnskabelige undersøgelser.

For at gøre det så let som muligt for sine brugere, har MNSTRY udviklet et simpelt energienhedssystem: Såkaldt “Energy Units”. En unit består af 40 gram kulhydrat, som svarer til en dosering af MNSTRYs produkter på tværs af drikke, barer og gels. Det gør det let at planlægge sit energiindtag og holde styr på det undervejs i træning og til cykelløb.
Derudover varierer MNSTRYs produkter mellem standard formularer og den gyldne 1:0,8 ratio, som er optimal i forhold til at optage mere end 90 gram kulhydrat i timen. Deres produkter er derfor udviklet til henholdsvis indtag på under og over 90 gram i timen, hvilket man skal være opmærksom på, når man køber eller sammensætter smagsvarianter og typer af energiprodukter.
Vi testede derfor MNSTRYs prøvepakke til Mallorca 312, hvor der blev kørt 120 gram kulhydrat ned i timen.
GELS
MNSTRY har fire gels på markedet: regulær, koffeinholdig, Ice gel og en helt nyudviklet gel med bicarbonat (som vi endnu ikke har testet).
Smagsvarianterne på de regulære gels er mango, lemon, neutral og æble, mens Ice gel fås i mango & appelsin, blåbær & mint og neutral. De koffeinholdige gels fås i smagsvarianterne kirsebær, lime og matcha. Koffeinindholdet varierer mellem smagsvarianterne, så man ydermere har muligheden for at planlægge et optimalt koffeinindtag.

MNSTRYs gels har en behagelig konsistens, som er mere flydende end fast, og rammer for mig den helt ideelle konsistens. Smagene er subtile og underspillede, og til trods for at jeg ikke kan lide mango, var den smagsvariant tilpas nedtonet til, at den var dejlig og forfriskende.
Ice gels kan nedfryses og indtages iskolde eller som slushice på hometraineren eller den første del af cykelturen. De indeholder derfor lidt mere væske, men kan sagtens sluges uden at have været frosset ned, og især blåbær & mint-smagen var lækker. Min personlige favorit på tværs af alle varianterne er den neutrale smag, som er en kombination af sweet and savory, uden at det bliver kedeligt.
BARER
MNSTRY har to energibarer i deres sortiment – porridge bar og intensity bar. Sidstnævnte indeholder flere hurtige kulhydrater og er tiltænkt cykelløb og intens træning, mens porridge barer indeholder kulhydrater, som er længere om at blive optaget og derfor egner sig bedre til længere eller roligere ture.

Som navnet lidt afslører, er porridge bar mere eller mindre en havregrynsbar. Men hvor de fleste havregrynsbarer, jeg er stødt på, er kendetegnet ved at være bastante og have knasende sukker, er den her let og delikat. Barren smelter nærmest i munden og er virkelig velsmagende. Konsistensen er svær at beskrive helt præcist, men den er virkelig dejlig og man mangler nærmest kun et stykke chokolade som supplement. Især smagen med blåbær og vanilje blev en umiddelbar favorit.
Intensity bar er mere tør og består af, hvad der synes at være tørret abrikos og puffede ris. Smagen er god, men ikke lige så delikat som porridge barerne.
PULVER
Ligesom med energibarerne har MNSTRY to energidrikke – den hurtige og den langsomme. Faktisk har de tre, for der er også en pulverblanding med 80 gram kulhydrat pr. servering kaldet Power carb.
Alle tre drikke kommer i en regulær version og en ”heat”-version med ekstra elektrolytter til varme forhold. Fast carb og Power carb er velegnede til træning og konkurrence. De smager begge godt og opløses let i dunken. Smagene er igen lidt anderledes end de gængse brands med hindbær i Fast carb og ananas i Power carb.

Slow carb er som nævnt en mere langsomt optagelig drik, der er tiltænkt mindre intense ture. Der er brugt isomaltulose, som skulle være længere om at blive optaget og derved give et mere stabilt og langvarigt energioptag. Fordelene skulle være, at det ikke påvirker fedtstofskiftet i samme grad som de hurtigere optagelige sukkerarter, hvilket skulle være gavnligt ved lavere intensiteter.
PROTEIN
Sidst men ikke mindst råder MNSTRYs sortiment også over to restitutionsprodukter – recovery shake og proteinbar.
Recovery shake er, modsat klassisk proteinpulver, en blanding af kulhydrater og protein til at maksimere restitutionen. MNSTRY har benyttet naturlig kakao, og det giver en fin smag, som er virkelig lækker, hvis man blander den op med mælk. En dosering giver knap 20 gram protein og 16 gram kulhydrat.
Proteinbaren kommer i to varianter, baseret på enten peanuts eller hasselnødder. Begge barer er velsmagende, om end de smager meget af nød. Konsistensen minder om porridge bar, men har en mere peanutbutter-agtig konsistens, som er lidt mere tør i det. Modsat andre proteinbarer efterlades man ikke hungrende efter vand. Med 35 gram kulhydrat og 14 gram protein er de oplagte at spise på lange cykelture.
PÅ LANDEVEJEN
MNSTRYs produkter er et godt og lækkert bekendtskab. Smagene er rolige og underspillede, så man ikke får smagstræthed af at indtage de samme produkter flere timer i træk, dag efter dag.
Konceptet med Energy Units er simpelt, men genialt, og gør det let at planlægge sit energiindtag til træning og løb, og det giver desuden muligheden for, at man let kan mixe og matche på tværs af drikke, barer og gels. Jeg kan desuden godt lide, at de har udviklet drikke med et højere indhold af elektrolytter, så man bedre kan tilpasse sit indtag af mineraler efter varmere forhold.

Alle produkterne er skånsomme ved maven, og selvom jeg fik spist mig igennem det meste af testprodukterne under Mallorca 312, oplevede jeg ingen maveproblemer under eller efter løbet – heller ikke den sædvanlige ”jeg skal ikke have mere sukkerholdigt i dag”-fornemmelse. Til trods for at jeg kørte 120 gram kulhydrat i timen over 6 timer fra et helt nyt brand.
Vil du selv mærke forskellen, kan du – ligesom os – starte med MNSTRYs testpakke. Den giver dig et godt overblik over smagsvarianterne og gør det let at mærke, om energien holder hele vejen.
VURDERING
Vil jeg selv købe MNSTRY? Ja, det ville jeg faktisk. Nok ikke til træning, der er prisen for høj, men til cykelløb vil jeg helt klart gå med MNSTRYs skånsomme, velsmagende og simple energi system.
Fordele:
- Enkelt energisystem der gør det let at planlægge sit indtag.
- Indpakningen er nem at åbne på farten.
- Naturlige ingredienser – jeg oplevede ikke den klassiske “sukker træthed” i maven efter Mallorca 312
Ulemper:
- Man skal være opmærksom på fordelingen af kulhydrat på tværs af smagsvarianter.
Oplagt til dig: Der vil have de bedst præsterende energiprodukter.
Mere info: www.mnstry.com













Seneste kommentarer