Posts Tagged ‘enkeltstart’

I gang med enkeltstart på vejen mod VM

Posted on: august 27th, 2024 by Roar Paaske No Comments

Har man først fået smag for fart, må man før eller siden give sig i kast med enkeltstart. Og det er netop hvad Roar Lava Paaske har fået. Danmarks hurtigste fotograf er hoppet på cyklernes svar på Batmobilen.

Lyden er voldsom og farten er det samme. Jeg flyver af sted med langt over 50 i timen og gør hvad jeg kan for at skjule mig for min fjende nummer et; vinden. Under mig er et stykke tysk ingeniørkunst med to hjul. Forhjulet måler 80 mm i fælghøjden og baghjulet er en ren plade. Alle former på cyklen er skabt for at mindske vindmodstanden og cockpittet er lavet, så jeg kan gøre det samme. Jep, cyklen under mig er en enkeltstartscykel. 

Hvis du er typen, der lige præcis har en time til at træne i ny og næ og er du typen, der aldrig har tid til at få rengjort cyklen, tørret kæden af og smurt den op igen, så er du nok heller ikke typen, der kaster dig over en enkeltstartscykel. Er du derimod typen, der er lidt træt af, at det hele er blevet så nemt med elektroniske gear, der ALDRIG skal justeres, skivebremser, der holder længere end fælgbremser og integrerede cockpits, der slet ikke kan justeres. Er du typen, der savner at skrue i din cykel, forfine det hele, justere alt hvad der justeres kan – men bare ikke kan det længere på grund af den måde en moderne racercykel er skruet sammen på? Så kunne en enkeltstartscykel godt være noget for dig. For ja, det kræver meget tid i værkstedet inden man rigtigt kommer i gang – men hey, for nogle af os, er det en slags meditation og absolut ikke nogen dårlig ting, det kræver bare, at man har tiden til det..

Den seneste måneds tid har jeg kørt så mange kilometer som muligt på Canyons og cykelsportens svar på en Batmobil, en Canyon Speedmax CFR. Jeg har gjort det fordi jeg i mange år har drømt om at køre TT og jeg har spekuleret meget på, hvordan det mon må være. Nu har jeg fået chancen for at teste en Speedmax og det sagde jeg bestemt ikke nej til. Udover at jeg har kørt mange timer på cyklen, så har jeg nok også brugt ligeså mange timer på at skrue på dyret. Det har mest været i cockpittet, for alt andet spiller sådan set, som det skal. Ja og dog, et pladehjul er sgu ikke altid helt nemt at lege med. Bare det at pumpe kræver, at man fjerner det lille dæksel på pladen, monterer en vinkel på ventilen og derefter, kan man begynde at pumpe. Forleden fik jeg skruet ventilet på slangen af i samme omgang, så luften fes ud og jeg måtte starte forfra igen – to gange…

Men ellers foregår det meste af justeringen omkring cockpittet, for det er virkelig her, komforten og sekunderne skal findes i kampen mod uret. På Speedmax’en er det rimelig enkelt at smide flere spacere under barerne og det er også meget let at justere armhvilerne. Men der er mange justeringsmuligheder og føles det forkert på cyklen, så kan man starte forfra og det er her, det godt kan blive en tidsrøver.. Men har man tiden til det og vil man det gerne, så får man det også igen, for den følelse det giver at køre på cyklen, er helt uforlignelig. 

Jeg har efterhånden kørt på mange eksotiske cykler og kører til daglig på en Pinarello Dogma F, som bestemt heller ikke er værd at kimse af, men der er vist ikke noget, der stikker Speedmax’en og det at køre på en enkeltstartscykel. Der er virkelig mange, der er ved at vride nakken rundt, når jeg har cyklet forbi og den summende lyd en cykel med pladehjul og 80 mm forhjul giver – den minder mig om et lavt gående missil. Den samme følelse får jeg, når jeg blæser af sted på de lange lige stræk. For ja, det er en lækker og ikke helt billig testcykel, men hele universet omkring enkeltstart og alt det nørderi, man kan gå i gang med, er ret fascinerende og sjovt.

Nørderiet drejer sig primært om positionen, hvor det i bund og grund drejer sig om at lukke alle hullerne, hvor vinden kan passere. Et af de vigtige er naturligvis det eventuelle hul mellem arme/hænder og hoved/overkrop. Ideelt set skal man gemme sig for vinden bag hænderne og på den måde lukke det lufthul, der kan opstå – tænk på Remco Evenepoel. Han har virkelig forstået det og det viser hans resultater også.

I mit tilfælde med min 38 år gamle krop betød det, at for hver gang jeg satte flere spacere under cockpittet, kunne jeg køre en lille smule hurtigere. Selvom jeg kom lidt højere op, fik jeg lukket hullet mere og mere og det giver mere i det samlede billede. Samtidig kan jeg også sidde langt mere komfortabelt og blive i positionen i bøjlerne i længere tid ad gangen. 

Mit råd vil derfor være; sæt alle dine spacere under til at starte med og få en makker til at filme dig imens du kører i en realistisk position, du kan holde i længere tid. Hvis du kan lukke helt sammen og du føler dig for komfortabel, så begynd at sænke cockpittet, men lavere er langt fra altid hurtigere.

Når du har fundet den rigtige position og du føler dig til rette på cyklen, så kan du gå i gang med det næste rabbit hole – udstyr og aero gains. Tænker man at normal landevejscykling er en vanvittig udstyrssport, så tager enkeltstarten det altså lige til next level. I mit tilfælde er det blevet så meget, at min kone – der faktisk har været overraskende forstående og overbærende overfor denne midlertidige sindstilstand – spurgte mig, om jeg nu havde nået max i skørhed med mit udstyr. Det var da jeg kom hjem med en Giro Aerohead enkeltstartshjelm. Jeg troede faktisk, jeg var på max indtil jeg samme aften kunne vise hende en Castelli Bolero, den udgave hvor det kun er ærmer. Man ser altså fræk ud med enkeltstartshjelm, bar kas’ og Boleroen! 

Mange af de aero-optimerende dele har jeg været ude og låne hos venner og andre af dem blev jeg nødt til selv at eje, blandt andet de lækre Spatz Windsock 2, shit de er fede! Grunden til, at jeg prøver at aero-optimere så meget, som jeg overhovedet kan, er at jeg skal  køre VM i enkeltstart for amatører i Aalborg d. 29.8. Jeg har kvalificeret mig til løbet gennem en god placering i Gran Fondo Vosges, som jeg kørte i maj, der gav mig adgang til både enkeltstarten og linjeløbet d.1.9. 

Læs også: Sådan øger du din gennemsnitsfart

Ruten til enkeltstarten er stort set den samme som den, der kørtes på ved DM i Aalborg i 2022 og 2023. Den er 33 km og indeholder godt 130 højdemeter, så en meget flad rute. Jeg og 53 andre mænd mellem 35 og 39 år skal dyste om at blive den hurtigste amatør i verden – heriblandt kun tre andre danskere end mig. I alt er der over 700 mænd og kvinder, der skal køre enkeltstart i løbet af dagen, sikke et cirkus for kommissærerne…

Selvom jeg har lagt mig i selen for at lære cyklen og disciplinen godt at kende, så har det overrasket mig, hvor lang tid det tager at vende sig til at køre TT og jeg forventer derfor heller ikke det helt store resultat. Det tager virkelig lang tid at blive dus med at ligge i bøjlerne i lang tid uden at blive helt ødelagt i skuldre, nakke og ryg og så sker der også noget med mit åndedræt, så hvis jeg først kommer i rød zone, så kommer jeg ikke lige ud af den igen. Da jeg første gang prøvede cyklen havde jeg troet, at jeg med det samme ville kunne køre hurtigere end på min Pinarello Dogma, men det var slet ikke sagen. Det kræver lidt tilvænning at mose i pedalerne når farten ryger over 50 km/t og selvom det er der, den store gevinst begynder, så hjælper det altså ikke noget, hvis man ikke tør at køre mere end 200 watt.. Det tog lige nogle ture og nu går det bedre, men havde jeg kørt enkeltstart i 6 måneder, ville det nok være langt bedre.

Læs også: Køb dig til mere fart

Jeg forventer at kunne køre de 33 km med omkring 45 i snit (forhåbentlig mere..) og gør jeg det, så kommer det til at tage knap 45 minutter, det kommer til at gøre nas. Både i ben, lunger, nakke, skuldre og sikkert også noget mere. Jeg kender slet ikke niveauet, men mon ikke de fleste kører ganske godt, nu når de kommer langvejs fra for at køre det? De fleste er europæere, men der kommer også ryttere fra Canada, USA og Sydafrika. Jeg ender nok ikke i den sjove ende af resultatlisten, men ligemeget hvad, så bliver det en oplevelse at brage igennem på lukkede veje på batmobilen. Lad os håbe solen skinner og Aalborg viser sig fra sin bedste side. 

Senere kommer der en testartikel om Canyon Speedmax CFR i det trykte Velomore og bliver oplevelsen fra de to løb noget, der er værd at skrive hjem om, så kommer det her på siden.

En beretning fra Bornfondo

Posted on: februar 1st, 2022 by Roar Paaske No Comments

8,3 km enkeltstart lyder ikke af det store, men hvordan går det efter en elendig nattesøvn blandet med koldt og blæsende efterårsvejr og en stressende opvarmning med et glemt startnummer?

Sikke en dårlig nat. Vækkeuret ringede lørdag morgen klokken 06:15, og havde det ikke været for mit indbyggede cykelløbs-dræberinstinkt, så havde det været umuligt at komme op fra sengen. Min bror, Bjarke, og jeg var indlogeret på “gæsteværelset” i det ældreboligkompleks, hvor min 90-årige mormor har til huse i Aakirkeby på Bornholm. Et værelse på 10 kvadratmeter med to senge, en stol, et sofabord, et beskedent toilet og intet andet. Helt fint, nok til at klare opgaven, der bestod i at få en omgang søvn. Jeg sover desværre altid elendigt natten inden et løb, og denne nat var bestemt ikke nogen undtagelse. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig og hele tre gange måtte jeg ud og tømme blæren. Og så var der også Bjarkes utrættelige snorken, der satte en stopper for mit ellers ihærdige forsøg på at falde i søvn. Fire timers søvn var det vel blevet til. 

Vi var på Bornholm for at køre Bornfondo, et bornholmsk “bjergløb” med bjergenkeltstart om lørdagen og normalt landevejsløb om søndagen. Løbet bliver normalt afholdt i maj, hvor det sikkert havde været på grænsen til sol og sommer, men som alt andet var Bornfondo også blevet udskudt, og nu var vi i den sidste del af september, og noget, der nærmere lignede efterår. Starten på den 8,3 km “lange” enkeltstart gik fra Vang klokken 08:35.30 for Bjarkes vedkommende, og 30 sekunder senere skulle det være min tur. 

Mange af vejene omkring enkeltstarten var afspærrede eller ensrettede, så vi havde planlagt at stille bilen ved Rutsker klokken 7:50, så havde vi god tid til at få hjul på cyklerne, pumpe og så skulle Bjarke også lige have sit startnummer på cyklen.

Da vi ankom til Rutsker, skulle det vise sige, at Bjarke ikke havde fået sit nummer med til start, så en anelse panik gik gennem os. Vi fik hurtigt flået min cykel ud af bilen, samlet, pumpet og så kørte Bjarke afsted i den afdankede C4 i fuldt trav. Nøj, hvor var det koldt at stå der foran Ruts Kirke i cykeltøj og en vindstyrke, der sagde 10 m/s. Jeg havde ikke stået på et så vindblæst sted, siden jeg punkterede og udgik på den mest øde grusveje i mands minde til Ronde van Borum i Østjylland tilbage i april. Og her stod jeg så og hundefrøs og tænkte på, om Bjarke mon kunne nå det hele? Han havde 20 km tilbage til Aakirkeby og havde 45 minutter til at nå retur til starten, få samlet cyklen, nummer på, pumpe og også gerne varme bare en lille smule op. Det virkede en anelse presset.

Da jeg ikke ligefrem stod og lunede mig i den bornholmske efterårsvind, besluttede jeg mig for at komme i gang med opvarmningen. Jeg ville køre 3 x 40/20 intervaller, holde et par minutters pause og så tage 3-4 minutter med race pace. Jeg forlod den vindblæste parkeringsplads og satte kursen mod Vang, hvor starten skulle gå. Jeg var i fin tid og besluttede mig for at gennemkøre det meste af ruten for at se, om vinden havde blæst gårsdagens våde veje tørre i løbet af natten. Til min store glæde var det tekniske stykke ind gennem Slotslyngen helt tørt, så der kunne den få fuld gas under enkeltstarten. 

Der er en del blinde sving og småbakker, hvor det er svært at orientere sig, men på denne del af ruten er der helt afspærret for trafik i begge retninger. Efter min recon gik jeg i gang med intervallerne og følte hurtigt, at der var dømt gode ben. Jeg havde dog ingen anelse om, hvad jeg kunne holde i snit på ruten, for de 8,3 km bød på 182 højdemeter, og på det lange “flade” stykke midt på ruten stod den hårde blæste lidt ind i panden på mig. Det ville blive hårde 8 kilometer, ingen tvivl om det. 

Starten på Bornfondo

Starten på Born Fondo
Klokken 8:20 rullede jeg hen mod startbyen, Vang og kunne i det fjerne skimte den lyseblå C4, der blev smidt i siden af vejen. Bjarke var allerede tilbage! Jeg skyndte mig hen til ham og hjalp med at få cyklen klar til ham. Efter et par minutter med koncentreret klargøring og en vejsidepisser, var Bjarke på cyklen og klar til en lynopvarmning. Vi rullede frem og tilbage ad hovedvejen et par gange og kørte så ned ad den stejle Vang bakke for at nå frem til startstregen. Klokken var nu 8:32, og det hele var meget hektisk! Vi skulle have vest, løse ærmer og dunke ned i min medbragte taske, og så skulle jeg selvfølgelig lige tømme blæren en sidste gang inden starten. 

Bjarke blev skudt afsted og begyndte sin kamp op ad den 1,1 km lange 8 procents stigning. 30 sekunder senere skulle det blive mig, der i speedsuit og glatbarberede ben skulle køre mit livs første enkeltstart. 3, 2, 1, kør! 

Læs også: Anmeldelse Basso Palta

Nu gjaldt det! Ud af starten og så bare op ad bakken, farten skulle op, inden vejen steg mod himmels, men det skulle også være behersket. Jeg følte mig flyvende og kørte 2-3 gear højere end dagen før, hvor vi havde kørt recon. Jeg var bange for, at jeg havde lagt alt for hårdt ud, men så blev vejen rigtig stejl og jeg fandt mig godt tilrette i mit 36/25 gear, det laveste i mit sortiment. Jeg kunne se, Bjarke også havde godt med fart i stængerne længere oppe ad bakken, men jeg halede dog hurtigt ind på ham. Et stykke op ad bakken passerede jeg ham, gav ham et tilråb og fortsatte mod toppen af bakken. Lige inden toppen smed jeg den på store klinge og krøllede mig godt sammen henover styret. Nu skulle farten bare op, inden jeg skulle dreje til venstre og ind på modvindsstykket om lidt. 

Fuld fart gennem svinget og ud i den lede modvind. Vejrguderne havde forudsagt 10m/s, og jeg tror, de havde ret. Føj, hvor det bare blæste, så jeg gjorde mit bedste for at gøre mig lille og aerodynamisk. Trods den modbydelige vind følte jeg mig rigtig godt kørende, og da jeg havde kørt 4,5 minutter, overhalede jeg rytteren med startnummer 10, der var begyndt 1,5 minutter før mig. Det her kunne godt gå hen og blive en rigtig god tid, hvis bare jeg kunne holde den på max, ikke over og heller ikke under. Jeg kørte som altid uden watt eller pulsmåler, så det hele var et velkalkuleret kropsligt gefühl, som jeg dog plejer at ramme ret godt. 

De første halvanden kilometer på hovedvejen var lede, og der var ikke skyggen af læ, så det var virkelig svært at få cyklen op i fart henover de bløde bakker på vejen. Den næste kilometer var noget lettere. Der var både læ af de omkransende træer, og så gik det hovedsageligt ned ad bakke. Jeg krøllede mig helt sammen over styret og skød en voldsom fart. Lige inden jeg bremsede ned for at dreje til venstre ind mod Slotslyngen, var jeg et godt stykke over 60 km/t! 

2 gear ned, til venstre ind mod skoven og fuld knald gennem de første par sving, herefter et skarpt højresving og kort efter igennem et langt 180 graders venstre. Hurtigt videre og op over et par småknolde, ud af skoven igen og ud i vinden, hvor jeg fløj forbi endnu en rytter, der også kæmpede mod vinden. Til venstre ned ad Hammershusvej, træk vejret ned ad bakken inden et skarpt venstre og ind ad Fyrvej, hvor de sidste kræfter skulle fyres af. Jeg fik taget svinget godt og fik godt med fart i cyklen inden de sidste 600 meter, som stiger med 10% i snit. 

I første sving røg kæden ned på lille klinge og farten gik fra 45 til 19 km/t på godt 100 meter. Det var ikke for sjov, de kalder det for en bjergenkeltstart. Stigningen var lang, underlaget var en stor gang lapning, og de mange sving på den smalle vej gjorde det hele til en hård omgang. I siden af vejen stod mange og klappede og hujede, da jeg kom prustende op ad vejen, det hjalp klart på syren i benene, der efterhånden havde forplantet sig ud i hele kroppen. 100 meter tilbage, jeg skulle lige igennem et sving mere og så ville jeg rejse mig op og sprinte det sidste stykke mod mål, men hvor var jeg færdig. Min analoge, men nøje kalkulerede, kræftoverførsel over de godt 8 kilometer passede endnu en gang, og jeg kunne krydse stregen med helt tomme køller og metalsmag langt ned i halsen. 

En vindertid?

Tiden hed 14:41, hvilket ikke rigtigt sagde mig noget, men jeg følte ikke, jeg kunne have gjort det hurtigere. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det var en ret god tid, for arrangøren kom hen til mig og spurgte, om jeg selv havde klokket tiden, for han var i tvivl, om de 14:41 var korrekte. Jeg var åbenbart den første, der krydsede stregen, selvom jeg begyndte som nummer 13 – der var nogle stykker, der ikke var mødt op til start, men ellers havde jeg overhalet de resterende startende. Tiden var god nok, og arrangøren mente, at det nok var vindertiden, men ro på, der var jo stadig omkring 150, der skulle ud at køre.

Et par minutter senere krydsede Bjarke stregen og skulle, ligesom jeg, også lige bruge et par øjeblikke på at få åndedræt ned i nærheden af normalen. Selvom vi absolut ikke havde frosset på ruten, så blev det hurtigt koldt at stå i vinden ved Hammerfyret i 12 graders celsius iført speedsuit og ikke rigtigt meget andet. Der var ikke noget hotseat, men til gengæld rigelige mængder kaffe og småkager, så efter lidt til ganen besluttede vi os at køre retur for at få varmen. Nu måtte jeg bare vente og se, om der var andre, der havde tænkt sig at køre hurtigere end mig. Da klokken nærmede sig middag, var der stadig ingen, der havde kørt hurtigere, og alle måtte være startet. Et par timer senere blev jeg ringet op af arrangøren, der sagde, at han fik ret – “det var en vindertid!”. Jeg havde vundet enkeltstarten med 23 sekunder ned til nummer to – solidt! Enkeltstarten var super godt arrangeret, og det var fedt, de havde fået spærret vejene af og sørget for at sikkerheden var i top. Der var endda også lavet en prikket bjergtrøje, som jeg modtog på podiet dagen efter. Alt i alt et rigtig fedt løb, som jeg klart kan anbefale, hvis man er på de kanter eller alligevel kører bjergløbet dagen efter.

Læs også: Motionsberetning: Helt blæst Rundt om Rold

Om et par uger kan du læse om min beretning fra bjergløbet på 122 km og 1.700 højdemeter rundt i bakkerne på Bornholm, hvor det også gik ganske godt.