Egan Bernals livstruende styrt på enkeltstartscyklen har sat gang i diskussionen: Er en enkeltstartscykel, TT’eren, verdens bedste fartvidunder til cyklisten, der for længst har taget mottoet ”aero is everything” til sig? Eller er den snarere en dødsensfarlig maskine, som ikke egner sig til brug på åbne veje? Der er tre gode argumenter for et forbud.

Vi taler om en cykel, der siden Greg Lemond tog styrbøjlen i brug i 1989 er blevet mere og mere specialiseret. Armene skal i dag være endnu tættere samlet i bøjlen for at minimere vindmodstanden, men med den bagside, at man ikke kan reagere hurtigt i en nødsituation. Hænderne, de er langt væk fra bremserne, hvis der pludselig står en mejetærsker på tværs rundt om hjørnet. Og hovedet, ja det er trukket helt ned mod skuldrene, så øjnene kun ser meget begrænset fremad. 

Hvis man skal blive god til at køre stærkt på sin enkeltstartscykel, skal man træne på den og både proffer og glade amatører har kun én mulighed: At træne på den i trafikken. Det siger sig selv, at det ikke er ufarligt. Men er det også forfarligt?

Chris Froome ønsker forbud

Det mener Chris Froome, som selv havde et livstruende styrt på sin enkeltstartscykel for få år siden. På sin Youtube-kanal og til Cyclingweekly siger den firedobbelte Tour-vinder, at enkeltstartscykler er for farlige at træne på, hvis vejene ikke er lukkede. Desuden siger han:

”Jeg elsker tidskørsler – det er en kunst, en evne man skal opøve. Men ville det ikke være mere retfærdigt og skabe mere ensartethed, hvis vi kørte tidskørsler på almindelige racercykler?”

Froome mener altså, at både faren i forbindelse med træning og selve konkurrenceelementet taler for et forbud. Dertil kommer økonomien, som Froome også nævner: Det kunne spare alle hold for en masse udgifter og logistiske udfordringer, hvis rytterne kun havde én type cykel.

Fornuftigt med forbud

Har Chris Froome tabt sutten? Hvad er det for en udviklings- og teknologiforskrækket holdning? Og hvad bliver det næste? At vi alle skal køre rundt på replikaer af Eddy Merckx’ cykel fra 1973? Man hører indvendingerne for sig.

Jeg mener Froome har ret, og jeg mener at UCI burde udnytte det nuværende momentum til at forbyde enkeltstartscykler. 

UCI har over årene lavet massevis af regler, forordninger og forbud omkring cykler og cykelpositioner, der forekommer temmelig ligegyldige og skrivebordsagtige. Her er der til gengæld et forbud, der giver mening. Forbuddet kan som Froome antyder begrundes med i hvert fald tre argumenter: 1) Sikkerhed, 2) konkurrencejævnbyrdighed og 3) økonomi og bæredygtighed. 

Sikkerhed

Man behøver ikke være ph.d. i risikostyring for at indse, at den stadig mere ekstreme position på enkeltstartscyklen, øger faren for uheld med en betydelig faktor. Ville man i motorløb tillade en bil, hvor føreren havde ekstra langt til bremsen, og hvor udsynet fremad var delvist spærret pga. positionen i bilen? UCI forbød sidste år landevejsryttere at sidde på overrøret i det såkaldte aero-tuck og hvile underarmene på styret for at optimere aerodynamikken på racercyklen. Positionen på en enkeltstartscykel en langt mere ekstrem og farlig, når man træner på åbne veje, så alene af den grund burde et forbud ligge lige til højrebenet. 

Mere jævnbyrdighed

Argumentet om jævnbyrdighed er helt reelt. Selv på højeste niveau er forskellen på det hurtigste og det langsomste TT-udstyr betydelig. Dygtige professionelle tidskørere ved udmærket, at de ikke er i stand til at opnå resultater, der svarer til deres styrke, hvis de ikke har det allerbedste, specialdesignede udstyr. Enkeltstartseksperten, australske Rohan Dennis, nægtede i 2019 at køre på sin sponsorerede Merida TT-cykel, fordi den var for langsom. I stedet kørte han på en sortmalet BMC-ramme fra sin tidligere arbejdsgiver BMC Racing Team, som han vidste var hurtigere. Den slags historier er der mange af.

Der er selvfølgelig også forskel på, hvor aerodynamiske almindelige racercykler er. Men uafhængige vindtunneltest viser, at hvor forskellen på aero-landevejscykler med højprofil fælge kan være op til 10 watt ved 45 km/t, kan forskellene på enkeltstartscykler være på 20-28 watt ved 45 km/t. Og selvfølgelig endnu mere hvis farten er 50-55 km/t, som den ofte er hos profferne. Et forbud ville på alle konkurrenceniveauer derfor betyde, at materialet fik mindre betydning for udfaldet end i dag.

Økonomisk våbenkapløb

Økonomi- og bæredygtighedsargumentet er det vigtigste. Det kan godt være, at vi cykelryttere for sjov fortæller hinanden, at det rette antal cykler at eje er n+1, hvor ”n” er antal af nuværende cykler. I virkeligheden er det et ”våbenkapløb”, vi bør stå af. Cykling er blevet en ekstrem dyr sport, og mange unge har svært ved at få råd til at dyrke den på højt plan, fordi der som minimum kræves en landevejscykel og en enkeltstartscykel. Det lægger stort pres på forældrenes økonomiske formåen. Indgangsbilletten til sporten ville være billigere og flere kunne være med, hvis alle discipliner skal klares på én og samme cykel. 

Også de professionelle hold og deres cykelsponsorer kan man fra tid til anden høre klage over de mange udgifter og logistiske udfordringer, der er forbundet med drive professionelle hold med mere og mere udstyr. Tre cykler og to enkeltstartscykler er vist minimum for et WorldTour-hold. Hvis enkeltstartscyklen blev smidt på møddingen, ville det på alle måder være en besparelse – og en lettelse for mekanikerne.

I forlængelse af de økonomiske argumenter bør bæredygtighedsdagsordenen også spille ind i forhold til et forbud. Er enkeltstartscyklen, der generelt bliver brugt så lidt af dem, der har dem, virkelig (produktions)omkostningerne værd?

Ja til forbud

Er der nogen, der vil savne enkeltstartscyklerne, hvis de forsvandt? Producenterne? Næppe! De bliver alligevel solgt i så få eksemplarer og er derfor uden betydning for den samlede forretning. Måske vil man en overgang savne den æstetiske nydelse, der er i at se de mest elegante temporyttere gå i ét med deres tempomaskine på en enkeltstart. Men det er en lille pris at betale. Så kom nu på banen med et forbud UCI.