Velomore var i sensommeren et smut omkring Etape-Estavannens – et dansk/schweizisk kombineret cykelcafé og AirBnB, i hjertet af et regulært cykelparadis for foden af Alperne.

”Vi kalder det for Fladern-runden” forklarer Marc, da vi er kommet over den første bakke. Og jeg forstår hvorfor. Oppe på højdedraget kører vi ad små, smalle veje, der snor sig igennem de græsklædte marker, hvor køerne, der leverer mælken til den berømte Gruyereost, går og græsser. Landskabet er småt kuperet og terrænet, eller ruten, minder om de Flamske Ardenner. De lange, udmarvende og korte skrappe stigninger krydret med snørklede landbrugsveje og brosten hist og pist.

Jeg har slået vejen omkring Etape-Estavannens i Schweiz på min vej hjem fra Frankrig, til et par dages pitstop, før det sidste stræk gennem Tyskland mod Danmark. Her i den lille landsby, på for-Alpernes skråninger, ligger Etape-Estavannens. Et kombineret AirBnB og cykelcafé der på kort tid er blevet det pumpende hjerte i landsbyen Estavannens og stedet, hvor cykelryttere fra nær og fjern gør kaffestop, før turen går hjemover. Bag Etape-Estavannens står danske Marc Slinger og hans kone Christelle. ”Jeg har altid drømt om at have min egen cykelcafé og bare hygge om folk” forklarer Marc med syngende Frederikshavn-dialekt. Til daglig arbejder Marc i shippingbranchen, hvor han har skabt sig en karriere, der i dag gør det muligt for ham at bruge tid på hans helt store passion gravelcykling, mens han samtidig fordeler arbejdsdagen nogenlunde lige mellem kontoret og caféen. Og hygget om folk bliver der. La Marzocco’en sprutter mens Christelle langer friskbagte briocheboller over disken. ”Vi har planer om at begynde med surdejsbrød snart. De mangler virkelig noget lækkert kvalitetsbrød hernede, som i har det hjemme i Danmark” fortæller hun.

Caféen er indrettet i det, der måske bedst kan beskrives som et anneks eller tilbygning til et gammelt bondehus. Her er plads til at man kan sidde ned indenfor, hvis vejret – modsat i dag – ikke viser sig fra sin bedste side. Men der er også masser af plads på den overdækkede terrasse foran caféen, hvor en lille gruppe af ældre kvinder på vandretur har slået lejr. Caféen har også en lille butik, hvor man kan for- syne sig med energiprodukter eller udstyr fra nøje udvalgte brands som Sweet Protection, Fingers Crossed eller lakridser fra danske Johan Bülow, hvis man har brug for at dæmpe hjemveen, eller tilfredsstille den søde tand.

Inde i selve hovedbygningen har Christelle og Marc indrettet et tre etagers AirBnB, med plads til 8 eller flere overnat- tende, afhængig af hvor intimt man kender hinanden. Huset består af tre soveværelser med varierende sengepladser og to badeværelser. Badeværelset i stueetagen er udrustet med vaskemaskine og tørretumbler samt rigeligt med plads til et tørrestativ. I stueetagen finder man desuden et stort køkken, med alle fornødenheder, samt en hyggelig spise- og tv-stue.

ALLÉZ
Jeg ankommer hen på formiddagen fra Vaujany, efter 4 timers kørsel langs smukke Lac Lemans søbred. Marc og hans stagiaire i cykelcaféen, Nicolas (som i øvrigt slår sine folder på det schweiziske MTB-landshold), står allerede klar og venter. Solen står højt på himlen og Marc har et møde om et par timer, så de tripper for at komme afsted, mens jeg hurtigt klæder om.

Estavannens ligger helt perfekt for foden af Alperne. ”Berner-alperne hedder de, eller for-Alperne, som de lokale kalder dem” forklarer Marc. ”Herfra kan man køre op i bjergene og få masser af højdemeter, eller man kan køre fladt ned mod søen. I dag kører vi min favoritrute på landevej. Det er en bakket tur, som er helt perfekt til intervaller”.

Knap nok har jeg klikket i pedalerne, før jeg sidder og vugger på en stigning, hvor Garmin’en viser 16%. Vi har bevæget os op på et plateau. På turen kører vi op ad stejle bakker, der varierer mellem et par hundrede meter op til 2 km i længde. Nedkørslerne er hurtige. Landskabet er præget af langbrug og vi jonglerer rundt mellem små landsbyer. De fleste marker er sået med græs, der holdes nede af køer, eller med frugttræer. Og landbrugene lader til at være af mindre størrelse, især sammenlignet med vores egne store industrilandbrug. Fra mit værelse i Estavannens kan jeg se borgen i Gruyères, hvor den velsmagende og populære ost bliver produceret. Jeg forestiller mig, at de mange køer vi suser forbi, går og gnasker græsset som bliver til mælken til osten. Marc og Nicolas kender alle områdets småveje, og jeg kan ikke undgå at få fornemmelsen af, at vi nærmest kun kører på smutveje og skjulte perler af lokale stigninger, man ellers ville være gået glip af på hovedfærdselsårene, eller hvis man selv skulle planlægge ruten.

Udenfor Fribourg, som er hovedbyen i denne canton, må Marc dreje af. Han skal tilbage og arbejde, så Nico byder venligt på kaffe og regionens traditionelle kage i den gamle middelalderby. Vi kører ned ad en brostensbelagt bakke inde i den gamle bydel af Fribourg, blot for at konstatere, at bageren holder lukket – som nærmest alle andre butikker gør det i Schweiz om mandagen. Lidt betuttet får Nicolas fundet en lille kiosk, hvor vi kan skylde en Snickers og Cola ned, før vi klatrer op ad den brostensbelagte bakke på den anden side af den gamle by.

OP I FOR-ALPERNE
Tilbage ved Etape-Estavannens kan jeg se tilbage på en knap 120 km tur med over 2000 højdemeter i et terræn, der er anderledes end, hvad jeg normalt forbinder med Schweiz – høje bjerge og lange stigninger. ”Bare vent til i morgen. Jeg har fundet en virkelig fed rute til dig” siger Marc.

Ugen før jeg ankom, var en gruppe fra Randers på besøg, for at køre gravel. Marc er den perfekte vært og kender sin besøgstid. Han render ikke en på dørene, men stiller sig gerne til rådighed for tips til de bedste ruter, og hvis tiden tillader det, kører han gerne med som guide. Fra Estavannens skal man ikke køre mange kilometer, før det første bjerg begynder. Og grusveje er der også rigeligt af.

Ruten Marc har lavet til mig på andendagen af mit besøg, går op i bjergene. Og jeg bliver bekræftet i Marcs fremragende lokalkendskab. Som lidt af et kulturchok for mig – efter at have været nogle dage i de høje Alper omkring Romanche-dalen – bliver jeg sendt ud på egen hånd på mindre og afsides liggende veje, der står i skarp kontrast til de store og trafikerede veje på Alpe d’Huez, Croix de Fer og Bourg d’Oisans. Inden jeg triller afsted, kommer Marc meget undskyldende til mig. Han er ked af at jeg lige får et par kilometer på en større vej. Han behøver dog ikke undskylde. Skulle jeg selv havde lagt en rute på egen hånd via Strava, Komoot eller Google Maps, var det netop de store veje jeg var røget ud på.

Men Marcs rute er helt suveræn. Det går opad nærmest fra km 0 og i hovedparten af de første 30 km kører jeg på en ensom, men dog asfalteret, skovvej. Den monotone lyd fra mit åndedræt bliver kun brudt af rislen fra vandløbet, fuglenes kvidren eller klokkerne omkring halsen på de få køer jeg møder i lysningerne, hvor skoven åbner op for mindre gårde. En tunnel afbryder dog idyllen og på den anden side, møder jeg for første gang andre på min tur. Lyset for enden af tunnelen afslører Lac de l’Hongrins stille vandspejl og stigningen ændrer totalt karakter så tæt på toppen. Søen er opdæmmet bag en af de utallige schweiziske dæmninger, og jeg kører forbi et morgenfriskt par, der har sovet ved søbredden, som er på vej op af det, jeg forestiller mig,er ret koldt alpevand.

På den anden side er en militærøvelse i gang, og lyden af skud i det fjerne bryder idyllen. Kort tid efter er jeg på toppen af denne stigning, hvorfra jeg kører ned ad det, der viser sig at være servicevejen op til dæmningen til et kryds på en større vej. Den større vej som er hovedvejen mellem Aigle og Thun, fører op mod passet ved skisportsstedet Col des Mosses. Herfra følger en sjov og hurtig nedkørsel på perfekt schweizisk asfalt, før jeg drejer til venstre og ind på endnu en lille vej.

Afstikkeren fører mig ned i dalen, for at tage mig op mod vejen igen ad endnu en smuk stigning. Denne med udsigt til de rigtige Alper længere mod syd med La Forclaz i forgrunden. Oppe på vejen kører jeg kort nedad, før jeg svinger til højre ind på endnu en mindre vej, med få huse spredt hist og pist. Vejen bliver hurtigt til en gedesti – eller rettere – kosti. Denne stigning er stejlere end de to andre. Men den stille natur, og udsigten til de rigtige Alper, gør at den ikke opleves alt for hård. Eller også er det Specialized Aethos’en jeg kører på, som let og uanstrengt får mig til toppen.

Oppe i passet bliver jeg standset af en soldat. Her er hverken vådt eller tørt. Og vejen er i øvrigt lukket i dag, forklarer han mig på fransk. Det viser sig, at skuddene jeg hørte tidligere på turen, kommer fra den anden side af bjerget jeg netop har besteget. På min GPS kan jeg se, at Marcs plan var, at jeg skulle køre ned og fange vejen ved Lac de l’Hongrin og køre hjem via den idylliske skovvej. Men det kan der ikke blive tale om, insisterer soldaten, der nu forsøger sig på det finurlige schweizertysk. I stedet må jeg bide i det sure æble og køre tilbage til hovedvejen ved Col des Mosses, og i ekspresfart tilbagelægge den hurtige, og sjove, nedkørsel på perfekt schweizisk asfalt.

BLANDEVEJ
Min tredje og sidste dag hos Etape-Estavannens står først på lidt arbejde for Velomore. Jeg har sat mig i caféen for at få lidt selskab og opleve stemningen. Selvom der ikke kan bo meget mere end et par hundrede mennesker i Estavannens, er der konstant liv i caféen. Alt fra vandrere til cykelmotionister og håndværkere, der trænger til en pause, samt lokale, der har lyst til et friskbagt brød til formiddagskaffen, kigger forbi. Caféen summer af liv, og da Christelle serverer min tredje espresso fortæller hun, at det er en ret typisk formiddag, selvom det er på en hverdag.

Da jeg et par timer senere er ved at være godt mør i hovedet, kommer Marc ind. Han er på vej ud for at teste et par nye graveldæk, som han overvejer at benytte til gravel World Cuppen i Italien samme weekend. Selvom mine ben er ved at værre godt møre efter to fede dage i Schweiz – og yderligere fire hårde dage i Alperne – lykkes det ham at overtale mig til at tage med.

Turen bliver en god blanding af terræn – ja nærmest alt vil jeg sige. Vi kører et par af Ardenner-stigningerne fra den første dag, før vi kører ind på en mere regulær stigning. Marc kører nogle 30/15 intervaller, mens jeg bare holder kæden stram. Benene er overraskende gode, eller også er det det fremragende schweiziske terræn og selskabet, der for alvor har vækket køreglæden. Vi kører opad i godt og vel 10 km, nærmest uafbrudt.

”Hvor brede er de dæk der? Vi skal lige igennem noget grus herovre” råber Marc og konstater at det nok skal gå. Flere halvlange grussegmenter følger. Aethos’en klarer det overraskende godt med sine 26 mm dæk, og jeg når lige at synes det er sjovt, før vi igen rammer asfalten. Men så skal vi lige igennem et vandløb. Efter yderligere et par kilometers opkørsel på blandet underlag, når vi til et plateau og udkigspunkt. ”Af og til kører vi herop i bilen og griller med ungerne” forklarer Marc, mens vi skuer udover Lac Leman, som de fleste nok bedre kender som Genevesøen. ”Havde vi haft bedre tid, kunne vi havde kørt ned og fået kaffe ved søbredden” fortæller Marc, og nævner Lausanne som et muligt vendepunkt, hvis man skal på en lang, flad tur. Eller Montreux, hvis man hellere vil køre kuperet hjemover.

Vi forsætter vores færd nedad, men destinationen hedder nu Estavannens. Marc skal dog lige havde lavet en sidste test af de nye graveldæk. Vi drejer i fuld fart ind på en lille skovsti med mudder, løst sand og store brostensagtige klippestykker. Aethos’en, og ikke mindst jeg, er for alvor kommet på udebane. Marc blæser afsted på sin gravelcykel, alt imens jeg har nok at gøre med at holde cyklen på begge hjul, og jeg mister hurtigt visuel kontakt. Da jeg kommer ud af skoven, stopper sporet og en mark med højt græs begynder. Jeg fortsætter ufortrødent ned over marken, da en stemme fra den anden sige råber ”AMIGO!”. Marc står på den modsatte side af marken og venter. Jeg vender rundt og kører tværs over græsmarken. ”Det klarede den da meget godt” bemærker Marc, øjensynligt imponeret over at Aethos’en, og de smalle dæk, klarede sig igennem uden punkteringer. Vi når dog ikke at rulle mere end et par hundrede meter, før en siver har fået has på mit fordæk.

”Tak for turen, det var fedt du var frisk på at prøve lidt af hvert. Næste gang må du have en gravelcykel med, så vi kan få kørt nogle rigtig fede ture. Området hernede er helt perfekt til gravel. Der er så mange fede grusveje” slutter Marc af. Og der bliver helt sikkert en næste gang. For Etape-Estavannens er som en bid af cykelhimlen.

Caféen og AirBnB’et er den perfekte base for en træningslejr eller cykelferie, hvad enten det er med gutterne eller familien på hjul. Fra den lille pittoreske landsby skal man nærmest kun forbi byskiltet før de lange stigninger begynder, eller den helt exceptionelle Belgier-runde, som er de lokale rytteres ultimativt bedste tur. Er man mere til grus eller mountainbike, byder området på et hav af uforstyrrede grusveje, mens der kun er kort kørsel i bil til de lokale MTB-spor.

Med Marc og Christelle som værter får man desuden et hjertevarmt og diskret værtspar, der er imødekommende samtidig med, at de ikke render dig på dørene. Og Marc er med sit lune, nordjyske væsen og gode lokalkendskab den perfekte guide eller rutelægger for nogle gode cykeleventyr. Med Marcs kyndige vejledning undgår man de store trafikerede veje, og finder ud på de små, skjulte og uforstyrrede småveje som vi alle drømmer om.

Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg har slået vejen forbi Marc og Christelle, og med plads til knap 8 personer skal jeg uden tvivl tilbage med familien eller cykelslænget.

Læs mere om Etape-Estavannens her. Og tjek AirBnB’et ud her.